Industri
Vækst i håndværk og industri
Indtil 1950 lå de fleste virksomheder meget uhensigtsmæssigt strøet rundt i boligområderne. På grund af byens vækst blev der derfor hurtigt behov for at samle dem i specielt udlagte områder.
Erhvervsområde udlagt i 1971
I begyndelsen af 1950erne blev der bygget nogle få virksomheder i området fra Industrivejs begyndelse i øst til Godthåbsvej med afgrænsning af Storegade i nord og jernbanen i syd. Området blev først udlagt i såkaldte $15 rammer i bygningsvedtægten 1971. Udviklingen var til at begynde med beskeden og omfattede hovedsageligt Bramming Cementstøberi, Niels Bjerrum Nielsens møbelfabrik, Kanari Møbler og Holger Hansens Maskinsnedkeri. Området er nu fuldt udbygget med 12 industri- og håndværksvirksomheder samt AMU-centret. (Se kortbilag 1)
Bramming 1957 set fra vest med Storegade lodret i billedet. På tværs nederst i billedet – Præstevej. – På den tid lå håndværks- og industrivirksomheder i boligområderne. Først senere blev der udlagt særlige områder til disse virksomheder. (Foto i Bramming Egnsmuseum)
Udvidelser sidst i 70-erne
Med den hastige udvikling i håndværk og industri i 1970-erne blev der hurtigt behov for yderligere udvidelse af erhvervsområdet mod vest. I 1978 blev derfor planlagt et nyt område mellem Godthåbparken, Snedkervej, Vardevej og jernbanen. Området kaldes Industri Vest 2 på kortbilag 2. I dette område udvikledes nogle af Brammings største virksomheder bl.a. Dana tråd, Berg Furniture og Bramming Plastindustri. Møbelfabrikken Bramin havde dog allerede tidligere etableret sig i området nord for Vardevej.
Specielt blev et område syd for Snedkervej forbeholdt mindre håndværksvirksomheder med tilhørende beboelser. I 1987 blev området igen udvidet i lokalplanerne (Industri Vest 3 på kortbilag 2). Hele Industri Vest fik hermed en udstrækning fra Alta i øst og helt ud til omfartsvejen vest om Bramming. I forvejen var Jeki Møbler etableret i dette område.
Kortbilag 1: Industrier 1998 i Industriområde Vest: 1. John Bjerrum Nielsen A/S, la. John Bjerrum Nielsen A/S (under opførelse), 2. Ingers Babyudstyr, 3. Linds Møbler A/S, 4. Holger Hansens Maskinsnedkeri A/S. Herudover rummer området hovedsageligt håndværksvirksomheder og AMU-centret.
Kortbilag 2: Med udlægningen af Industri Vest 2 og 3 fik Bramming et betydeligt erhvervsområde, som nu er næsten udbygget. – Udover et stort antal håndværks- og handelsvirksomheder rummer området følgende industrier: 1. Colorlux, 2. Dana tråd A/S, 3. Bramming Frysehus, 4. Betech Seals A/S, 5. Bramming Plastindustri A/S, 6. Tjæreborg Leverpostej, 7. R. Quitzau, 8. Berg Furniture A/S, 9. Viking Life-Saving Equip. A/S, 10. Bramming electronik ApS, 11. Bramidan ApS.
Industriområde Øst
I byens østlige del etableredes Bramming Teglværk ved Hellesvej i året 1919, og i 1976 blev Bramming Foderstofforening udflyttet fra Nørregade til området ved Hedemarksvej. På den baggrund blev en lokalplan for Industri Øst udarbejdet i 1979. Området blev fortrinsvis udlagt til tungere industrier, der evt. ønskede banespor til virksomheden. – Teglværket blev solgt i 1972 til Kalmargården, og i bygningerne etablerede virksomheden produktion af sommerhuse. I tilknytning hertil etableredes et udstillingsområde i 1975 med udstilling af firmaets typer af sommerhuse.
I forbindelse med ovenstående er udarbejdet et fyldigt tabelmateriale: Industri i erhvervsområder og Håndværksvirksomheder 1960-99, som findes bag i bogen.
Møbelproduktionen dominerede
Brammings industri var indtil 1980erne stærkt domineret af møbelindustrien, bl.a. Bramin, Kanari, Åkjær Jørgensen, Holger Hansens Maskinsnedkeri og Jeki Møbler. I ca. 1970 var således ansat ikke mindre end 400 i branchen, og så sent som i 1991 var 34% beskæftiget ved møbelfremstilling. Bramming var dengang over hele landet kendt som en betydelig møbelby. Især var Bramins møbler, der i en årrække blev designet af møbelarkitekt H.W. Klein, meget kendte. Bramins annoncer sås på den tid jævnligt i de førende indretningsmagasiner, bl.a. BO BEDRE
Med en så overvejende og ensidig møbelindustri blev kommunens indtægtsgrundlag i høj grad følsom og afhængig af konjunkturerne. En nedgang i købekraften kunne således have en særdeles dårlig indvirkning på kommunens budget. De nye industrier, der blev etableret i 1980erne, var derimod mere alsidige, og det samlede indtægtsgrundlag blev derfor knapt så konjukturfølsomt.
Nogle pionerer i industrien - Hvor blev de af?
I perioden siden 1960-erne har flere af byens gamle industrivirksomheder skiftet ejere og nogle er nedlagt. Af de mest betydende kan nævnes følgende:
Bramming Teglværk: Teglværket blev etableret, vistnok, i 1869 af Bramming Hovedgård ved en lergrav ved Gabelsvej. (Senere anvendt som kommunal losseplads og nu delvis beboelsesområde). I 1919 blev teglværket flyttet til nuværende beliggenhed på Hellesvej, og af ejere kan bl.a. nævnes Fenger, Lütchemeier, Skak og Munk. - I 1972 ophørte virksomheden, og bygningerne blev solgt til Kalmargården til produktion af sommerhuse.
Bramming Bryggeri og Mineralvandsfabrik: Fabrikken blev grundlagt 1897 og nedlagt ca. 1960. Den lå i Nørregade, hvor superbrugsen nu ligger. Sidste ejer var Fr. Hjort, som i den bedste tid beskæftigede 4-5 medarbejdere. Efter afståelsen fortsatte han som ostegrosserer i byen.
Bramin var i mange år flagskibet i Brammings møbelindustri. Her introduceres New Line i 1983. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
Bramin møbelfabrik: Virksomheden blev grundlagt af N.A. Jørgensen i 1911. Den lå først i Nørregade, men blev ca. 1922-23 flyttet til Storegade. I 1961 blev den udflyttet til Vardevej og overtaget af sønnen, Hans Anton Jørgensen, som i den bedste tid beskæftigede ca. 100 medarbejdere. I 1986 blev fabrikken solgt til Hørning-firmaet Jespersen Furniture International, som dog allerede i 1990 måtte indstille produktionen. Bygningerne blev herefter solgt til Bramming kommume, som bl.a. har udlejet til firmaet Colorlux og til et kræmmermarked (tidligere benævnt » Det Blå Marked«).
Bramming Jernstøberi: Støberiet, som blev grundlagt 1917, blev nedlagt i 1980. Se omtale andetsteds.
Erling Olsens møbelpolsterfabrik: Den spæde start til denne virksomhed fandt sted i 1946 i et værksted, som lå på hjørnet af Kirkestien-Nørregade. I 1950 blev en flyttet til et nyopført kompleks på Plantagevej 12. Da virksomheden var på i ljeste, var der ansat ca. 15 medarbejdere. Den blev nedlagt ca. 1983, og i bygningerne er nu indrettet Solcenter.
Holger Hansens Maskinsnedkeri: I 1956 startede Holger Hansen og H. OdKaard maskinsnedkeri i Østergade. I 1961 fortsatte Holger Hansen som eneejer, og i 1963 blev virksomheden flyttet til Godthåbsvej 9. H. Odgaard startede herefter Combo Møbler i Bjerndrup ved Gørding. Holger Hansens Maskinsnedkeri, der hovedsageligt fremstillede møbelstel, var én af de første, der flyttede til det nye industriareal (Industri Vest 1 på kortbilag). I de følgende år voksede firmaet støt. I 1981 var der således 12 og i 1984 66 medarbejdere. I 1987 solgte Holger Hansen til nabovirksomheden, Linds Møbler A/S. Firmaet blev dog videreført under navnet » Holger Hansens Maskinsnedkeri«. På salgstidspunktet var der ca. 70 medarbejdere i firmaet.
Cero Jensens lædervarefabrik: Denne virksomhed, med specialproduktion aliser tasker, blev af Helge Jensen startet 1948 i Skolegade. I 1954 blev bygget my fabrik på Rolighedsvej. I den bedste tid var ansat ca. 30 medarbejdere. Fabrikken blev i 1984 solgt til Nordisk Gummibådsfabrik, hvorefter Helge Jensen etablerede sig med ny virksomhed på sin gård ved Spandet.
Møbelfabrikken » Intarsia« : Fabrikken, der blev grundlagt i 1948 af Jørgen Askjaer Jørgensen, lå i starten Nørregade 46. I 1963 blev den udflyttet til det nye industriområde (Industri Vest l på kortbilag). På grund af alder blev virksomheden forpagtet ud til Ole Nissen fra Bjerndrup ved Gørding i 1982. Han kabte den i 1987, men solgte kort efter bygningerne til AMU-centret.
Tjæreborg Cementindustri: I 1957 oprettede Tjæreborg Cementindustri en afdeling på Industrivej i Bramming (Industri Vest 1 på kortbilag). Virksomheden var således den første industri i dette område. I 1973 blev virksomheden solgt til et konsortium bestående af 4 bramming-borgere. I 1984 solgte konsortlet til Tjæreborg Industri, og i ca. 1995 blev grunden solgt til John Bjerrum Nielsen, der har påbegyndt opførelse af en fabrikshal i forbindelse med udvidelse alegen møbelvirksomhed på den modsatte side af vejen.
Kanari Møbler: Virksomheden startedes af Jørgen K. Jørgensen i Nørregade (Chr. Jørgensens 1. sal – nu advokat Kristoffersen). I 1960 flyttede den til en industrigård opført i det nye industriområde (Industri Vest l på kortbilag). Virksomheden udviklede sig hurtigt til Brammings største med 175-200 medarbejdere. I ca. 1976 blev den solgt til » Lind Produktion«, Thorning, som videreførte firmaet under Navnet Linds Møbler A/S. - Jørgen K. Jørgensen købte herefter Skovly i Nørå, hvor han oprettede stutteri og rideskole.
Scanlex: I 1967 startede ingeniør John Feldt under beskedne forhold en produktion af pakninger på bopælen Kirkestien nr. 14. Medarbejderstaben var til at begynde med 4-5. I 1971 blev virksomheden udflyttet til industrområdet (Industri Vest 2 på kortbilag). I 1989 solgtes den til den svenske koncern Bergman og Bevin. På salgstidspunktet rådede de over 5.500 m2, og der var ansat 55 medarbejdere. Firmaet føres nu videre under navnet Betech Seals A/S. Efter salget koncentrerede John Feldt sig om sit andet firma »Bramming Plastindustri«, som efterhånden er blevet en betydelig virksomhed med omkring 100 medarbejdere.
Screenprint: Denne virksomhed, der fremstillede skilte, startede i 1976 i tubefabrikken, som var bygget på Vardevej af fabrikant, direktør A.G. Muus Esbjerg i år 1965. Muus havde tidligere haft tubefabrik på Eksportslagteriet, som lå på hjørnet af Jernbanegade-Engsvinget i Bramming. - Screenprint blev solgt 1996 til »Bramming Plastindustri«.
Søren Thomsens Jern- og Stålforretning: Firmaet, der blev grundlagt i 1909 af Søren Thomsen, havde i begyndelsen til huse i Borgergade. Sønnen, Holger Thomsen, flyttede firmaet til industriområdet i 1973 (Industri Vest 2 på kortbilag). Sidstnævntes søn, Søren P. Thomsen, solgte firmaet til Dana Tråd i 1983.
Villy Hansens Maskinfabrik: Villy Hansen, der var søn af smedemester Reinhardt Hansen, Storegade byggede maskinfabrikken på Industrivej ca. 1975. (Industri Vest 2 på kortbilag). I 1984 var der 9 ansatte i virksomheden. – Villy Hansen solgte i 1991 til Ralph Quitzau.
Manitsoq Trawl Trading A/S: Firmaet, der beskæftigede sig med pakning af frosne fiskeprodukter fra eget frysehus, blev bygget af Lars Alsted i 1983 i industriområdet (Industri Vest 2 på kortbilag). Firmaet blev solgt i 1992 og videreførtes under navnet »Aris Seafood«, der dog gik i betalingsstandsning i 1995. Firmaet ejes (1999) af »Bramming Frysehus«. I Lars Alsteds tid havde det ca. 15-20 ansatte. Efter afståelsen har han helliget sig sin anden virksomhed, »Mirek«, med salg af fiskeprodukter.
Jeki Møbler: Sammen med sin bror startede borgmester Egon L. Lorentzen møbelvirksomhed i 1959 i den nedlagte Tømmerby Skole (Nu Industri Vest 3 på kortbilag). Firmaet blev i 1982 overdraget til medarbejderne. I 1998 blev bygningerne solgt til John Feldt, Bramming Plastindustri, som hermed til sin samlede virksomhed rådede over 20.000 m2 under tag.
En betydelig vækst af håndværksvirksomheder
Den store vækst i byggeri af boliger, industribygninger og bygninger til offentlige formål fra 1960-erne betød en stor udvikling i håndværkerstanden. Af overwigten bag i bogen ses da også, at håndværksvirksomhederne i perioden fra 19601999 voksede fra ca. 40 til 57. I 1984 var der omkring 200 medarbejdere i disse virksomheder, og i dag (1999) må medarbejderstaben skønnes at være ca. 350.
Bramming en soveby?
Man møder ofte den påstand, at Bramming er en soveby. Med ca. 1100-1200 medarbejdere i industri og håndværk og omkring 1.000 offentligt ansatte samt et stort antal ansatte indenfor handel og liberale erhverv som advokater, læger, pengeinstitutter m.m., er påstanden om soveby næppe korrekt, idet det samlede antal beskæftigede - skønsmæssigt 3.000 – udgør en forholdsvis stor del af byens samlede indbyggertal på 7.100.
Udviklingen fremover
Da de vestlige industriområder nærmer sig fuld udbygning, vil der hurtigt blive behov for udlægning af nye arealer. I kommuneplanen er da også planlagt omrader nord for Vardevej i området fra Bramin til Kirkebrovej. Mest naturligt ville dog have været en placering nær den nye motorvej, men amtet har nægtet tilladelse til dette bl.a. af to grunde, nemlig, at en del af området er rekreativt naturområde, samt det forhold, at der ikke ønskes isolerede industriområder i for stor afstand af byen.
Bramming 1995 med industriområder indstiplet med følgende områder: 1. Industri Vest 1, 2. Industri Vest 2-3, 3. Industri Øst, 4. Fremtidig reservation til industri. (Arrow Luftfoto, Grindsted + Gerhard Hammel Freelance Art Direction & Koncept).
Møbelbyen
I årtierne efter 1945 blev Bramming kendt for andet end stedet med togulykken i 1913, nemlig som møbelbyen, identisk med møbelfabrikker og møbelproduktion. Fabrikkerne opstod i forholdsvis stor antal – hovedsagelig i form af knopskydning, sagde fhv. fabrikant Kaj Svendsen, Wood Crown. Han blev født i Bramming i 1926 og har – bortset fra afstikkere i kortere åremål (bl.a. møbelfabrikken Esa i Esbjerg) – boet i byen hele sit liv.
Kaj Svendsen sagde, at mange af møbelvirksomhederne er blevet startet af én eller flere personer, som har arbejdet på møbelfabrikker i byen. For eksempel: Efter en brand flyttede Petterson & Kjeldsen til Pedersstræde, senere blev firmanavnet ændret til Niels Bjerrum Nielsen – Bjerrum Nielsen var tidligere medarbejder hos N.A. Jørgensen.
Erling Olsen Polstermøbel (Plantagevej): Chefen havde arbejdet hos N.A., og 2 af hans polsterlærlinge startede senere eget firma. Og til en lidt indviklet historie: Borgmester Egon Lorentzen startede i sin tid sammen med sin bror Jeki (Tømmerby), der omkring 1998 blev opkøbt af fa. Nilaus i Vejrup - og netop Nilaus blev startet af personer, der havde arbejdet på Jeki. Og til sidst om byens mere eksklusive del: Berg Furniture: Jørgen Berg har stået i lære på Kanari hos Jørgen K. Jørgensen.
Det startede med BRAMIN
Stamtræet til diverse knopskydninger må siges at være det i 1990 nedlagte firma Bramin, Vardevej 4. Engang bar fabrikken navnet N.A. Jørgensens Luksusmøbelfabrik, hvorfor indehaveren populært gik under navnet Luxus-Jørgensen. Derpå fulgte andre og større virksomheder, og det var medarbejdere herfra, der begyndte møbelproduktion under eget tag, ikke alle af lige lang eksistens. De ansatte var hovedsageligt lokale faglærte arbejdere. Skatte- og telefonbøger viser, at der var mange snedkere i Bramming.
Men det var i tresserne, at masseproduktionen tog fart – tidligere havde fabrikkerne produceret i små serier med færdigvarer. Samtidig blev der tale om en mærkbar afvandring fra landbruget, således at der i betydeligt omfang kom ufaglærte ind i møbelproduktionen. Tidligere i bogen er en gennemgang af de møbelfabrikker, der ikke findes mere - Svendsen nævner et par, der stadig er der:
Berg Furniture: fremstilling af polstermøbler af topkvalitet, der ikke overgås af andre produktioner i Danmark - og heller ikke af udenlandske?
Birkebæk Møbel Eksport (Industrivej 37) blev startet af trælastgrosserer Frede Birkebæk. Virksomheden har underleverandører, der fremstiller, pakker og forsender fyrretræsmøbler. Som noget specielt fremstillede firmaet omkring 1995 møbler, hvor der ikke blev anvendt metal eller plastic til hængsler, Tane eller lign.
Det er et særpræg ved byens struktur, sagde Kaj Svendsen, at de ledende folk indenfor møbelproduktionen ikke i nævneværdigt omfang var impliceret i byens politiske liv som medlemmer af sogneråd og byråd. Senere blev en møbelfabrikant borgmester, men det hører en anden tid til og var ikke karakteristisk. Man passede sin sav og drejebænk og det var det, sagde Svendsen. Heller ikke Bramming Håndværkerforening blandede sig nævneværdigt i byens drift, men havde som hovedopgave at drive den Tekniske Skole. Det er dog værd at bemærke, at Indre Mission i flere omgange efter krigen stillede op til sognerådet - og blev valgt.
Fabrikant Kaj Svendsen og hustru, Anna, er her ved at fremstille barometre og spadserestokke i værkstedet på Ribevej (1977). (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
Ingen underleverancer
Det var også karakteristisk for byens møbelproduktion, at virksomhederne kun i meget begrænset omfang brugte naboen som underleverandør - i modsætning til jern- og stålindustrien som i langt større omfang brugte dette system. Når flere, der startede ny virksomhed, havde stået i lære i en tilsvarende virksomhed i byen, kunne man jo godt have forventet, at der havde udviklet sig et særligt forhold, der kunne have været til fordel for alle parter.
Svendsen har også sin egen mening om, hvorfor industriudviklingen i Bramming så ensidig blev orienteret mod møbelindustri. Mens tiden var moden i 50erne og lidt senere, hvor man kunne have tiltrukket metalindustri, afslog den daværende borgmester Flintholm en anmodning fra et ribe-firma om at flytte hertil, fordi Flintholm mente, de ku belaste det sociale budget i visse perioder. Svendsen sagde: Afgørelser i byens råd har undertiden været præget af landbrugserhvervet. Hertil må man dog sige, at det fra 1954-60 var skotøjsfabrikant Erik Madsen, der var sognerådsformand, og derefter købmand Ejler Riber Bertelsen. Men Flintholms ånd rådede måske alligevel?
Selv overtog Kaj Svendsen i 1965 den produktion af halvfabrikata, som hans far, Søren P. Svendsen havde startet på Ribevej i 1958, hovedsageligt drejede og firkantede ben til møbel- og Tv-kabinetindustrien. Til sidst fremstillede han også barometre og træspil – og adskillige kunstfærdige spadserestokke findes også i byen med oprindelse i Wood Crown.
Støbegods fra Bramming - 60 års jernstøberi i byen
Mulden på mange af det danske landbrugs marker er gennem årene blevet vendt med plove, hvor dele var støbegods fra Bramming - fra Bramming Jernstøberi, der lå på hjørnet af Nørregade/Kirkegade (nu boligkompleks). De forskellige produkter blev afsat over hele landet til forskellige aftagere, herunder også plovabrikkerne, der købte de såkaldte plov-landsider.
Fabrikant Freddy Lauridsen, der var ansat på støberiet fra 1958 til nedlæggelsen i 1979, husker tydeligt, at jernstøber Jens Chr. Lauridsen satte meget ind på at lave produkter, der var ekstra slidstærke. Det skete ved at bruge en speciel jernblanding. I det rette forhold blev produktet næsten glasagtigt af konsistens og så hårdt, at man næste ikke kunne file i det. En stor del af delene kom til at fungere bredt i landbruget, da støberiet var leverandør til de to store plovfabriker Fraugde og Skjold, der lavede hovedparten af de danske plove. Et andet vigtigt produkt var de skarpkantede jernringe til marktromler, men der blev også støbt udstyr til fiskekuttere.
Arbejdsgangen på støberiet var normalt den, at man støbte én gang om ugen, som regel mandag. Om morgenen tændte man op i den store kopol-ovn, der indvendigt havde lag skiftevis af jernskrot og koks.. Efter ca. en time kunne man begynde at tappe det flydende metal gennem et hul forneden. Man tømte i portioner og satte i mellemtiden en lerprop i hullet, når man havde fået nok.
Fra ovnen løb det flydende metal ned i en grydeformet støbeske, kaldet dobschaker, hvori to mand bar det flydende metal til formene. Hver gang man
støbte, var alle medarbejdere i sving holdvis. Ovnen kunne smelte ca. 1.5 tons jern i timen.
Fremstilling af forme
Det at lave forme var et kapitel for sig. Først fik man i Esbjerg fremstillet en nøjagtig træmodel. Ud fra den lavede man et negativt aftryk i hårdtstampet støbesand - det var den egentlige støbeform. Sandet skulle ved stampningen have en fugtighedsprocent på 7. En tid fik man sand fra en sandgrav på hjørnet af Storegade/Præstegade (nu firmaet Ford), senere fik man den specielle slags ler, form ler kaldet, der ellers er ret sjældent forekommende, fra et areal ved Sejstrupvej, omtrent der, hvor Sdr. Ilstedmarkvej udmunder i Sejstrupvej.
Råmaterialet var råjern med 80% støbejernsskrot - som man fik fra lokale produkthandlere. Desuden anvendtes ca. 20% omgangsjern (genbrugsjern), som kom fra et støberi i Holstebro. Med den ændrede landbrugsstruktur ændredes også maskiner og redskaber, og støberiet gik over til at producere kileremskiver, gyllepumper, dæksler til kloaker og stophaner - alt udelukkende til hjemmemarked.
Medarbejderne
Freddy Lauridsen kom i lære som håndformer i 1958 – støberiet havde da 4 håndformere af de 7 ansatte - og han sluttede som støbemester i 1979. Derefter oprettede han sit nuværende firma i Esbjerg. Der var et skiftende antal medarbejdere på støberiet, som startede i 1917 – men højest i 1950-erne, hvor der var en 15 ansatte. Støberiet blev ændret og ombygget i flere omgange, bl.a. blev ovnen flyttet fra en placering ud mod Nørregade til støberiets modsatte side. Under besættelsen og 3 årtier frem var det fabrikant J.Chr. Lauridsen, der ejede støberiet. Hans søn Frede Lauridsen overtog firmaet, hvis produktion ophørte i 1980. Hele komplekset blev nedrevet i 1981.
Freddy Lauridsen husker jernstøber Jens Chr. Lauridsen som en retfærdig og håndfast arbejdsgiver, der forstod at værdsætte en medarbejder, som havde initiativ eller en god idé – og han var selv en dygtig håndværker.
Glimt fra medarbejdere i sving i støberiet i 1950erne. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).