Var det godt nok?
Hvordan behandlede vi de flygtninge der kom til Danmark i 1945?
De meget kritiske vil sige at vi nægtede dem lægehjælp, at vi spærrede dem inde bag pigtråd, og at vi bød dem kummerlige forhold.
De ukritiske vil sige at vi bød dem velkommen med bolig, mad og alle fornødenheder, og at de sikredes et godt og trygt ophold indtil de kunne rejse hjem.
Det er nok mere nuanceret.
Man skal huske at Danmark lige havde gennemgået 5 års besættelse. Endnu i februar, hvor de første flygtninge ankom, deporterede den tyske besættelsesmagt danske fanger til Tyskland. Den 20. februar var fire tilfældige læger på Odense Sygehus blevet myrdet som tysk modsvar til danske sabotageaktioner.
Den 25. marts udløb et foreløbigt tilsagn om medicinsk nødhjælp til flygtningene, og lægeforeningen besluttede at al organiseret dansk lægehjælp til flygtningene skulle ophøre. Dansk Røde Kors afviste også at hjælpe med henvisning til folkestemningen.
Flygtningestrømmen øgedes i de følgende uger, og frem til den 5. maj døde i alt 4132 flygtningebørn i Danmark. Frem til slutningen af juni døde yderligere 2408 børn. Herefter faldt dødeligheden markant, selvom den stadig var høj. I andet halvår 1945 døde 1206 flygtningebørn. Flygtningene havde fået mere ordnede forhold, men stadig uden dansk lægehjælp. Kun tysk sundhedspersonale måtte virke i lejrene.
Hvor mange af dødsfaldene der skyldes manglende dansk lægehjælp er det vanskeligt at sige, da overdødeligheden nok overvejende skyldes de hårde strabadser og kuldegrader flygtningene havde været udsat for, men under alle omstændigheder tjener ugerne fra den 25. marts til Befrielsen den 5. maj 1945 ikke den danske lægestand til ære. Det kan i den sammenhæng kun være lægerne en ringe trøst, at de var i fuld overensstemmelse med Frihedsrådet og den danske opinion, der opfattede flygtningene som endnu en besættelsesmagt, der kun fortjente samme foragt som den, der var ankommet i 1940. Det skal også nævnes at i tilfælde hvor der var overhængende fare for liv, kunne behandling på danske hospitaler og med dansk lægehjælp komme på tale.
I 2005 fremkom den danske læge Kirsten Lylloff med påstande om at den danske stat havde ladet flygtningebørn dø, og i 2006 udgav hun bogen “Barn eller fjende?”. Flere historikere har siden tilbagevist bogens hovedkonklusion. Hun rejste en vigtig debat, men hendes anklager synes at være uden forbindelse til de vilkår der var dengang. Det gælder både muligheden for at hjælpe når landet selv var i bekneb for udstyr og personel, det gælder det vilkår at mange af de ankommende var meget syge, døende eller døde, og ikke kunne have været hjulpet selv med massiv indsats, og endelig det forhold at lægerne var under pres af frihedsrådet og den danske befolkning til at lade tyskerne selv tage sig af problemerne med de syge og døende. Det har efterfølgende vist sig at dødeligheden blandt flygtningene i Sønderjylland hvor der faktisk blev givet en del dansk lægehjælp var næsten lig den blandt flygtninge i det øvrige land. Hun var en læge der havde lavet en undersøgelse, havde lavet en afhandling og nu turnerede rundt i Danmark og Tyskland med sit budskab. Hun mente at hun nu var historiker og at historikere der ikke var enige med hende, ikke vidste hvad de talte om.
Et citat fra hendes bog "BARN eller FJENDE":
"Mænd over 65, historikere som ikke-historikere, var i flertal blandt de indædte modstandre af den kritiske indgangsvinkel til danskernes behandling af flygtningene. Det er dog svært at sige noget om den offentlige diskussion om flygtningene, for langt de fleste indlæg var præget af stor mangel på viden om tyske flygtninge, selv blandt historikere".
Lejrene var i begyndelsen lukket land for danskere; selv for pressen. En del begyndte derfor at spekulere på om lejrene mon var en dansk udgave af Neuengamme-lejren. En kritiker af lejrene var Poul Henningsen (PH). I en kronik i “Politiken” d. 26.02.1946 bebrejdede han den danske offentlighed at den var uinteresseret i hvad der foregik i de danske lejre med tyske flygtninge. I en anden kronik dagen efter i samme avis, angreb han forholdene i den store lejr på Kløvermarken. Han beskrev forholdene som uværdige og desuden beskrev han konkret nogle “fakta”. Selv efter at pressen 5. marts, havde fået adgang til lejren og havde skrevet om forholdene, fortsatte han kritikken i en ny kronik d. 15.3.1946. Han insinuerede at journalisterne var blevet præsenteret for kulisser og var bundet noget på ærmet. Han havde aldrig selv sat en fod i lejren, men baserede sig på beretninger fra en tidligere ansat i lejren der var blevet fyret. PH blev ved - han ønskede øjensynlig en retssag og det fik han. Hans påstande blev kendt ubeføjede og han blev idømt 14 dages hæfte og skulle betale 1.000 kr. i sagsomkostninger. Johannes Kjærbøl som mange af anklagerne var rettet imod, foranledigede at PH ikke skulle udstå den tildelte hæftestraf, og det selvom sagen gik Kjærbøl på.
Lejrene var omgivet af pigtråd og samkvem med danskere var forbudt. I en redegørelse af Johannes Kærbøl, fremgik det at isolering af nødvendig. De udgjorde et fremmedlegeme, der var uønsket, og det ville have uoverskuelige følger (betleri, prostitution) hvis 200.000 kunne bevæge sig frit. Hvis de fik adgang til det danske samfund, ville de allierede magter endvidere formode, at den danske stat var indstillet på at beholde dem og assimilere dem. De måtte heller ikke få lønnet arbejde uden for lejrene, og de måtte ikke lære dansk.
Dette med arbejde fastholdt man selvom mange fra erhvervslivet (især fra landbruget) og også en del politikere mente at det kunne være en god ide i en tid med arbejdskraftmangel. De danske politikere efterrationaliserede senere med at det også var for at beskytte tyskerne mod repressalier fra danskerne - hvilket måske ikke var helt uden hold i virkeligheden. Da hjemsendelse var det endelige mål synes interneringen at have været den rigtige løsning.
Der var problematiske ting i perioden. En generel antipati mod flygtningene, bedre lægehjælp kunne måske være givet, dårlige indkvarteringsforhold især i den første del af perioden, ensformig forplejning, overgreb i form af ikke-registreret fratagelse af ejendele især i begyndelsen. Men i modsætning til dette var der en ærlig vilje til at flygtningenes forhold skulle være tålelige, maden var tilstrækkelig og nærende, der blev sørget for tøj, undervisning, fritidsbeskæftigelse og kulturel stimulation i form af film, teater, studiekredse.
Alt i alt kan vi danskere nok være en smule stolte af den behandling de tyske flygtninge fik i perioden 1945-49. Ikke lige stolte af alle tingene i perioden, men set som et hele. Man bør huske på at i den periode de tyske flygtninge var her, var der også for den almindelige dansker mangel på mange ting. Knaphed på boliger og tøjmangel. Knaphed på brænde og kul til opvarmning og madlavning og selvom der var nok fødevarer var udvalget begrænset og for mange varers vedkommende stadig rationeret. Lige så megen uenighed der er/var om samarbejdspolitikken, lige så delte meninger er der nok om behandlingen af flygtninge dengang og nu.
Var problemstillingen angående flygtninge den samme i 1945 som i dag?
På mange måder ikke.
I 1945 grænsede Danmark op til et land hvor mange af indbyggerne var i livsfare og i overhængende risiko for overgreb.
I dag grænser Danmark op til lande hvor indbyggerne kan leve i fred og i frihed, og hvor ingen forfølges på grund af race eller tro.
I 1945 søgte flygtningene ikke specifikt mod Danmark, men søgte blot bort fra farerne. Det var den tyske stat der arrangerede transporter til Danmark.
I dag søger mange migranter gennem flere sikre lande mod Danmark for her at søge om asyl.
I 1945 havde de danske myndigheder og hovedparten af flygtningene samme mål - flygtningene skulle til hjemlandet når det var muligt.
I dag nægter mange at blive hjemsendt, og i dette spil risikerer børn at blive gidsler i en konflikt.
I 1945 ønskede Danmark ikke at flygtninge skulle blive integreret i det danske samfund.
I dag ønsker Danmark at de der tildeles ophold bliver integreret i det danske samfund.
Der er en særlig problemstilling i dag. Mange der kommer til landet er flygtet fra forhold de finder uacceptable. Mange kommer med en kultur og en tro der skaber problemer. En del ønsker paradoksalt nok at skabe de samme forhold i Danmark som i det land de flygtede fra. En del ønsker ikke at integrere sig i det samfund de er ankommet til. Selv efterkommere ønsker det ikke. Mange foragter den vestlige kultur og forsøger at bekæmpe den. Nogle vælger et liv i kriminelle bander - andre er så store modstandere af den vestlige kultur og levevis, at de er villige til at dræbe og eventuelt dø i forsøget. Disse sidste er heldigvis et meget lille fåtal. Der findes mange der mener at et lands retssystem skal baseres på religion, men heldigvis kommer de fleste tilflyttere med intentionen om at blive en aktiv og berigende del af et demokratisk samfund.
Selv “Den Humanitære Stormagt” Sverige, har indset at problemer ikke kan ties ihjel, men har bedst af at komme frem i lyset, og blive diskuteret så man kan tage hånd om problemerne inden de bliver uløselige.
Det hjælper ikke at være frelst og ville prøve at hjælpe alle (men lade andre om hjælpen og andre stå med problemerne)- også selvom de foragter dig og dit samfund og vælger at virke ved vold. Det er kristent at vende den anden kind til, men det er naivt ikke at se realiteterne i øjnene. Hvor meget forståelse vi end kan have for nogles situation og mene at vi nok selv ville gøre det samme, så kan der ikke være frit valg på alle hylder - i en verden uden grænser vil det være svært at definere hvem der er din nærmeste der eventuelt behøver din hjælp, som det er kendetegnet ved et velfærdssamfund - så vil det ende med at enhver er sig selv nærmest.
Hvor mange migranter kan et samfund modtage uden at sammenhængskraften ødelægges?
Betyder kultur og religion noget for om man kan/vil integreres i det bestående samfund?
Betyder manglende respekt for demokrati noget?
Skal modtagerlandet indordne sig tilflytteren eller skal det være omvendt?
Er det samfundets skyld når du bliver kriminel, eller skyldes det dårlig moral hos dig selv og at dårlig moral accepteres i det miljø du vokser op og færdes i?
Hvad betyder høj fertilitet hos tilflyttere?
Er tilflyttere en nødvendig arbejdskraftreserve?
Kan tilflytteres kultur berige modtagerlandet?
Nogle af disse spørgsmål, positive som negative, skal der findes svar på, og også løsninger.
Vi risikerer at den libyske leder og oberst Gaddafi får ret, da han for længe siden forudså, at det vil være muslimske barnevogne ikke tanks, som erobrer det aldrende Europa.
Et besøg på museet kan være med til at give kendskab til det liv som flygtningene levede i lejren 1945-49, og skabe forståelse for det liv som en flygtning kan have i dag.
Den ene del af museet fortæller den historiske del om lejren i perioden 1945-49 hvor folk på flugt fik ophold.
Den anden del fortæller om flygtninge i nyere tid og om begrebet flugt.
Man må ikke sammenblande de to ting selvom begrebet flugt indgår i begge.
Der er nogle meget komplekse problemstillinger omkring flygtninge i dag, som det er nødvendigt vi får belyst og løst.
Hvis ikke, så har vi meget store problemer der forstørres mange gange, om ikke så mange år, når klimaproblemer har skabt store strømme af klimaflygtninge. Vi kan så se interessante tider i møde - som i den kinesiske forbandelset: “Må du leve i interessante tider”.