Artikel fra "Verdensspejlet" 5. nov. 1905. Den sidste del af Ribevej ind mod Storegade hed tidligere Søndergade.
Med den Umistænksomhed, der kendetegner mit fra Naturens Haand og ved Omgang med rare Mennesker, godmodigt flegmatiske Sind, besteg jeg i Kolding en noget middelalderligt udseende Waggon med lave Vinduer og dito Loft. Mod dette Loft var jeg ved Indtrædelsen saa uheldig at støde Hovedet, hvorved jeg fik et let Tryk paa Hjernen. Lidt forvirret satte jeg mig ned,
Mens jeg taalmodigt, men uden Resultat søgte at af børste en Kage af Fortidsstøv, der befriet fra det røgede Loft havde bidt sig fast i min hidtil udadlelige Hovedbeklædning, medens jeg søgte at trøste mig med, at en Kupé jo nærmest var beregnet til at sidde i. Saaledes afskaaret fra at give min Glæde over den heldig overstandne Fare for min Forstand Luft i fritstaaende Øvelser, søgte jeg at gøre mig det mageligt ved at lægge mit Rejsetæppe paa de haarde Hynder, hvorefter Toget satte sig i Bevægelse.
Det skulde under normale Forhold være mig en sand Vellyst at opsøge Sprogets mest hadske Superlativer for at udtrykke mit Raseri over den Behandling, jeg under Kørslen undergik i dette Ørkenens Skib, men mit værkende Hoved er uskikket til ethvert Forskningsarbejde og taaler ikke Anstrængelser, og mine rystende Hænder mægter næppe at føre Pennen.
Erindringen svigter mig, Kupéen stod snart paa Hovedet og snart paa Benene, og jeg fulgte nødtvungent dette Himmelspræt, mens min Koffert foretog energiske Undersøgelser af Kupévæggenes Styrke. Mine afmægtige Jammerskrig overdøvedes af en infernalsk Larm fra de klirrende Vinduer, de rystende Sæder og de mod Skinnevejen dundrende Hjul.
Da jeg steg ud paa Bramminge Station, var jeg fuldstændig ude af Stand til at protestere. En Besvimelse nær saa jeg Hotel Kikkenborgs Karl bemægtige sig mine mishandlede Ejendele, og jeg fulgte ham som en Søvngænger eller en udmattet Distancerytter sin utrættelige Pacer.
Jeg maa bede Læseren om ikke at tage det som et Foster af en Vanvittigs Fantasi, naar jeg fortæller, at Bramminge ligger i 3 Sogne og indtil for faa Aar siden ogsaa i 3 Herreder. Flere Huse staar i 2 Sogne, og Beboerne hører til det Sogn, i hvilket deres Seng staar. Saafremt de flytter Sovekamret, er de med det samme Beboer af et andet Sogn. Desværre er det min nedbrudte Forstand umuligt at tumle disse glimrende Motiver til en Mark Twainsk Komik, men jeg geraadede i Raseri, da man paa Hotel Kikkenborg meddelte mig, at Værelserne i Bramminge Sogn alle var optagne og jeg kun kunde faa Værelse i Farup Sogn, der er Danmarks fladeste, og hvor Muldvarpeskuddene er de højeste Punkter, - jeg som elsker det bølgende, bakkede Landskab.
For 25 Aar siden laa paa den sorte Hede kun Kikkenborg Kro og Herregaarden Bramminge, der nu tildels er udstykket og paa hvis fordums Jorder Byen ligger. Saa kom Banen, men først i 1893-94 tog Byen Fart ved Esbjergs Eksempel. Spekulationsvanviddet naaede Bramminge. Simpel Grund til 50 Øre Alen blev solgt for 10-12 Kr. Papirspekulationen kulminerede, og i 1897-98 kom Kracket, der sved svært, saa Byen i de sidste Aar har staaet i Stampe og først nu er ved at komme til Hægterne igen.
Nu har Byen ca. 1500 Indbyggere, Savværk, Bank, Efterskole, Kloakanlæg og elektrisk Belysning i den Del, der hører til Bramminge Sogn. Markederne fra Aalbæk er flyttede til Byen, og der er aarligt Dyrskue.
Kirken, der er lille, men rummelig nok, tilhører Herregaarden, og i den ligger den berømte Hofmand Kaj Lykke begravet.
Hvorpaa jeg udmattet nedlægger Pennen, for at gaa ud og forfriske min Hjærne ved at bestige de højeste Punkter i Farup Sogn.
Romanus.