Arnbjergparken
Parken ligger som en grøn oase midt i byen og skråner fra det høje punkt mod øst og syd ned mod åen. Parken er opdelt med store plæner, hvor byens befolkning kan sidde eller ligge og nyde solen, samt skyggefulde stier og flere mindre afsnit, der er tematisk indelte med afstemt beplantning. Pavillonen, der i dag er en del af Hotel Arnbjerg, ligger sammen med Friluftsscenen i den høje del mod nordvest, Museet ligger mod nordøst, og Mindelunden afgrænser parken mod øst. Sydøst for parken ned mod åen ligger Varde Miniby.
Arnbjerg blev kendt i Trediveårskrigen, da Wallensteins soldater anlagde en skanse på bakken øst for Varde, hvorfra de med deres skyts kunne beherske byen. Da Arnbjerg lå frit mod øst uden for byen, har det med sine 13 m rejst sig højt mod nord i forhold til den nærliggende Varde Å.
På malerier og ældre billeder fra 1800-tallet, hvor Varde ses over åen fra syd, fremtræder området med Arnbjerg øst for byen som træklædt, og de høje bøgetræer er stadig det mest fremherskende træk for parken, selv om den lavere del ned mod åen er præget af anden beplantning. Arnbjerg Pavillonen blev opført i 1899, fordi byrådet i Varde ville forsøge at undgå, at vardenserne tog til Esbjerg for at more sig.
På malerier og ældre billeder fra 1800-tallet, hvor Varde ses over åen fra syd, fremtræder området med Arnbjerg øst for byen som træklædt, og de høje bøgetræer er stadig det mest fremherskende træk for parken, selv om den lavere del ned mod åen er præget af anden beplantning. Arnbjerg Pavillonen blev opført i 1899, fordi byrådet i Varde ville forsøge at undgå, at vardenserne tog til Esbjerg for at more sig.
Arnbjerg Pavillonen, 2019. Foto: Privateje
Museet, der er grundlagt i 1912, flyttede til parkområdet i 1914. Det er et kulturhistorisk museum, som af grundlæggeren var tænkt som et ”mininationalmuseum”. Mindelunden, der afgrænser Arnbjerg mod øst, blev indrettet efter anden verdenskrig med Anker Hoffmanns monument for frihedskampen. Her er også mindesten for de syv vardensiske modstandsfolk, der mistede livet under krigen. Friluftsscenen blev bygget i 1947 og bruges nu hvert år af teatergruppen 7-Kanten til deres sommerspil samt til den årlige Open Air rock-koncert.
Varde Miniby blev grundlagt i 1966, hvor Varde Håndværkerforening opførte en model af Sct. Nicolai Kirke i anledning af sit 100 års jubilæum. De øvrige mere end 200 bygningsmodeller er bygget af Minimurerne - en forening, der står for nybyggerier og vedligeholdelse.
Model af Sct. Nicolai kirke i Minibyen, 2022. Foto: Privateje
Modellen af kirken kan ses i Minibyen, men er ikke en del af bebyggelsen da kirken blev nedrevet før 1866 som er den periode byen dækker. Kirken kan ses ved indgangen til Minibyen uden for det område der kræver entre.
Arnbjerg Pavillonen er tegnet af arkitekt E. Fleischer fra Århus og opført i 1899 med Varde kommune som bygherre. Der er i tidens løb foretaget flere om- og tilbygninger, bl.a. en stor mødesal i 1914 og en værelseslænge mod øst i 1989, hvor stedet blev til Hotel Arnbjerg.
Museet fremstår som en firlænget rødstensbygning med mansardtag i tegl og hvidmalede, smårudede vinduer. Hovedbygningen, der er opført af tre omgange i 1914, 1918 og 1968, var optindeligt tegnet af slotsarkitekt Thorvald Jørgensen, som også stod for den mere beskedne kustodebolig (nu administrationebygningen) i samme stil fra 1925. I 1982 blev museet udvidet med den tidligere biblioteksbygning, der er opført i funktionalistisk stil af røde tegl med asymetrisk saddeltag og hvidmalede dobbeltvinduer i 1941, og tilføjet en træpalillon med buildup-tag i 1969.
Springvandet "Stormflod". Foto: Dronefoto af John Randeris.
I parken kan ses granitskulpturen "Liggende kvinde" og ved indgangen fra Østergade ses bronzeskulpturen "Vardepigen". I parken nedenfor pavillonen ses "Stormflod" - en vandkunst der symboliser tidevandet som det kommer til udtryk i Varde å.
På dette interaktive kort kan ses billeder fra parken og fra det tilstødende område på den sydlige side af banen. Der er to forbindelsesveje mellem de to områder - en over banen og en under banen.
Billeder fra kortet/slideshowet, må anvendes når der angives kilde (www.bramminginfo.dk). Skal billedet benyttes på nettet skal kildeangivelsen angives som et link til www.bramminginfo.dk.
Arnbjerg Pavillonen - Logi & Gastronomi
Den smukke udsigt over Parken kan nydes fra alle værelser og fra restauranten.
Nyd en lækker frokostanretning og/eller
Nyd en kop kaffe med tilbehør og/eller
Nyd en lækker 2,3,4,5 eller 6 retters menu med vinmenu og/eller
Nyd et lækkert ophold (weekend, luksus, golf ...)
Se Pavillonens hjemmeside for flere oplysninger:
Adr: Arnbjergalle 2, 6800 Varde
tlf.: +45 7521 1100
Lidt baggrund om Parken
Skansen
På et af Vardes højeste steder var der en hellig kilde, tilegnet Sct. Anna - søfolkenes helgen. Kilden havde også givet inspiration til stedets navn: "Annæ Bierg" eller "Aneberg". Men hellig eller ej - det holdt ikke ufred væk.I 1627 nærmede tyske tropper sig Varde. Man havde i nogen tid fra Ribe haft folk ude at spejde efter fjenden, som kom til denne by d. 28. september 1627. Tropperne der var på vej, var under anførsel af oberstløjtnant Sigismund Lysser.
Tropperne ankom sandsynligvis til Varde allerede næste dag, idet der findes regninger fra 29. september på diverse materialer til vagthuse og andre anlægsmaterialer.
Blandt de arbejder fjenden foretog for at sikre sig selv og holde byen i ave, var først og fremmest en skanse på Arneberg/Aneberg, det højeste punkt, hvorfra de med deres skyts kunne beherske byen.
Mordet på Wallenstein. Anonymt kobberstik. Han blev afskediget for forræderi i 1634 efter fredsforhandlinger med svenskere og saksere og blev kort efter myrdet af en officer, muligvis efter ordre fra kejseren. Han tilskrives begrebet: Krigsskat, som var det han kaldte plyndringen af Jylland.
Albrecht Wenzel Eusebius von Wallenstein (egentlig von Waldstein) (født 1583, død 1634) var hertug af Friedland, hertug til Mecklenburg, bøhmisk feltherre og politiker. Han stammede fra en gammel bøhmisk familie, og navnet stammer fra slottet Waldenstein eller Waldstein i Turnau.
Han var leder for den troppestyrke, der i 1627 og 1628 udplyndrede Jylland. Han gav navn til skansen, men var sikkert ikke i Varde, da han havde sit ophold på Koldinghus og vinteren 1628 tog han til Wien. Øverstkommanderende på egnen har sikkert været Frants Albreckt af Sachsen Lauenborg.
Besættelsen har været ret ødelæggende for Vardes borgere. Ikke fordi der blev skudt fra skansen. Men der blev indkvarteret tropper i byen, og der blev rekvireret fornødenheder til de soldater der beherskede byen fra skansen. Borgerne skulle for nogle af officererne ikke kun sørge for ophold og forplejning for officeren, men også for disses medbragte koner og børn. Mange borgere blev afpresset både penge og naturalier - med trusler om at hjemmet blev raseret eller afbrændt hvis ikke ønskerne efterkommedes.
Desuden skulle forbipasserende tropper også forsynes, ligesom afrejsende tropper også forstod at forsyne sig inden afrejse.
Omtrent på det højeste sted er der en mindesten med inskription: "Her opkastede Wallensteins soldater en skanse i 1627"
Kort over Byen Varde. Paa den Kongl:General Vej´Commisions Forlangende opmaalt i Aaret 1797 af C: Heinen og Caperet af Netzler.
Da tropperne havde forladt Vardeegnen var der på stedet den oprindelige sandbanke, der på det højeste sted hævede sig 15 meter over terræn. Dertil var kommet jordvolde/skanser og stedet blev nu kaldt Arneberg eller Skansen.
Beplantningen
I 1829 får Varde ny byfoged: Andreas Claus Wedel-Heinen. Han er gift med Elisabeth (Betty) von Krogh - senere Elisabeth Wedel-Heinen.
Elisabeth var selskabsdame for prinsesse Charlotte Frederikke i Rom, i årene 1837-1838, og lærte i den forbindelse Thorvaldsen at kende. Ifølge hendes bevarede breve til Thorvaldsen har hun sat ham endog meget højt. Hvor omfattende hendes forbindelse med billedhuggeren egentlig var, er uvist, men brevenes indhold kunne tyde på en flirt. Hun blev i 1813 gift med den daværende jurist Andreas Claus Wedel-Heinen, og boede sammen med ham på Kærsgaard ved Middelfart frem til 1829, hvor de af økonomiske årsager måtte afhænde gården til staten.
Parret bosatte sig i den "Schultzske Gård" på Torvet i Varde, efter at de havde vraget den tidligere byfogedresidens i Nørregade, som var for lille og afsidesliggende til formålet. De syntes begge, de var kommet til et barsk og øde sted, som de gerne ville forskønne og beplante.
Allerede i 1829 havde Wedel-Heinen planer om en beplantning af det nuværende Arnbjerg, der henlå øde og "kullet" , men med et "smilende" engdrag mod syd flankeret af den gl. byvold mod øst. Den 15. april sender han en ansøgning gennem Byrådet til det kgl. Rentekammer med følgende indledning: "Da det såkaldte Arnbjerg er særdeles skíkket til Træplantning, eftersom det har læ fra alle skadelige vinde og hælder mod sønden, har jeg tænkt at anvende denne plads til skovanlæg".Han gør senere i brevet udtrykkelig opmærksom på, hvilke træsorter der vil være anvendelige til den foreslåede beplantning.
byfoged, Andreas Claus Wedel-Heinen gift med hofdame og godsejerdatter Elisabeth fra Løjtved på Sydfyn.
Det lykkedes at få penge bevilget fra det kgl. Rentekammer og få tilladelse fra Byens Råd og Amtmanden. Beplantningen måtte ikke belaste Byens kasse ! Men Wedel-Heinen forventede, at agtede borgere i stedet ville hjælpe til, også ved at tage pungen op af lommen ! - Elisabeth var uden tvivl hovedkraften i arbejdet med beplantningen. Hun tilså jævnligt arbejdet "ledsaget af sin "kæmpestore" hund og assisteret af gartner Niels Hansen, der boede på Torvet og var "en kyndig plantør". Arbejdet fortsatte i 15 år fra 1833 til 48, selv om Byfogedparret rejste til Middelfart i 1842. - Et litografi fra 1862 viser 3-4 m høje træer. Det har nærmest været en lille plantage.
På kortet fra 1858 ser man den forholdsvis nyplantede plantage. Det er begyndelsen på Arnbjerg-parken. På kortet fra 2022 ser man kun en lille del af Arnbjerg-parken som den er i dag. Men det er tydeligt at se, at den oprindelige plantage kun dækkede det lille område hvor skansen var og hvor friluftsscenen er i dag.
Til ære for og som minde over ægteparret, der forestod beplantningen, rejstes i 1929 en mindesten, der står i stendiget til venstre ved indgangen fra "Skansen", med denne indskrift:
"Byfoged Wedel-Heinen og hustru til minde.
Arnbjerg volde, nøgne golde, fik I lykke til at smykke,
i en fattig tid - I med id - mod og tro,
her fik træer til at gro".
(Rejst af borgere i Varde med tekst af lærer Emil Christensen).
Som det fremgår af Wedel-Heinens ansøgning i 1829, er brugt betegnelsen for området, Arnbjerg.
På kortet fra 1858 er brugt Arneberg. På postkortene fra århundredeskiftet er brugt Arnberg. I avisartikler omkring 1900-tallet ser man brugt Arneberg. I dag bruges betegnelsen: Arnbjerg.
Det første Arnbjerg gik kun til Østervold. Området der blev beplantet kan ses på kortet fra 1858. På kortet fra 2022 ses det område som ægteparret Wedel-Heinen beplantede. (Klik på kortet for se markering med rødt).
Den gamle kirkegård ved Sct. Jacobi Kirke, var blevet for lille og lå desuden for tæt på Sct. Jacobi skole, så i 1878 fik byrådet Kultusministeriets tilladelse til at udtage 4 tdr. land af "Organist-og Bedemandsloddet" der i 1857 var blevet overtaget af Varde kommune netop med henblik på senere anlæggelse af en kirkegård.
Parkudvidelse
I 1880 indstillede Borgerforeningen til Byrådet at den resterende jordlod mellem Kirkegården og Arnbjergparken blev en udvidelse til Arnbjergparken. Det skete i 1883 og samtidig lod byrådet omkring 6,5 tdl. af den gamle organistlod beplante.
En tid blev den oprindelige del af parken kaldt "Gammel Arnbjerg" og den nye del kaldt "Ny Arnbjerg".
Annonce i ESBJERG FOLKEBLAD, Torsdag d. 30 maj, 1895
Musiktribune
I 1895 købte Byrådet en jordstrimmel langs med Voldstien, så man lettere kunne komme fra Østergade til anlægget. I 1898 blev der i "Gammel Arnbjerg" bygget en musikpavillon. Den lå lige øst for hvor der i dag er friluftsscene.
Den gamle musiktribune i Arnbjergparken. Omkring 1900. Foto: Varde Lokalhistoriske Arkiv
Vardes borgere havde nu ikke bare et skovområde at gå tur i - på dage hvor der var arrangementer i/ved musiktribunen, var stedet et attraktivt udflugtsmål. I København havde/har de volde man kunne gå tur på bededagsaften. Også Fredericia har sine volde. Varde har nu også volde; men disse blev ikke lavet for at holde fjender ude - de blev lavet af fjender for at beherske byen.
Voldene besværliggjorde passagen mellem den gamle og den nye del af Arnbjerg.
Voldporten
I 1899 blev der lavet passage i volden, så man via en "port" kunne gå fra Runddelen i det gamle anlæg og over i "Ny Arnbjerg". Porten havde en form for trin så man stadig kunne gå tur på volden og henover porten.
Porten mellem Gammel og Ny Arnbjerg. Fra omkring 1900. Foto: Varde Lokalhistoriske Arkiv.
Pavillonen
Allerede da musiktribunen blev planlagt, var der planer om en form for traktørsted i Arnbjerg. Fortalerne for planen mente at det ville skabe liv i parken. Der var tale om et sted med bespisning, udskænkning og musik.Modstanderne var bange for at det ville skabe lidt for meget liv i parken, og at dyden ville gå amok. Man var dog klar over at et eller andet skulle etableres hvis ikke borgerne skulle finde andre steder at forlyste sig.
Beværtning i Skoven.
Strid i Varde Byraad. - En Borgmester, som ikke kan lide Musik. - Spillejomfruer og Prostitution.
Spørgsmaalet om Anlæg af en Pavillon i lystanlæget "Arneberg" fremkaldte i Mandags en meget livlig Forhandling i Varde Byraad.
Borgmesteren, som kørte op med et helt Arsenal af Dyd og Moral, fik først Ordet. Han udtalte bl. a. :
I en vis Forstand er Sagen vel afgjort før den kommer til Behandling her i Raadet, men jeg vil dog, trods forud fattede Beslutninger, anmode Medlemmerne om at behandle Sagen med den størst mulige Interesse. Taleren forstod godt Ønsket om at finde et Sted, hvor man i tiltalende Selskab kunde tilbringe sine ledige Timer, men ansaa "Frimurer-haven" som et mere passende Sted. Han vilde for at spare de 10,000 Kr., Anlæget mentes at ville koste, foreslaa, at man foreløbig nøjedes med at anlægge et Køkken, hvor den eventuelle Vært kunde tilberede sine Varer, og saa se Tiden an.
Man vilde da erfare, hvilket Publikum, der søgte stedet. I Aalborg og flere Steder bar man opført noget lignende, og det synes at være tiltalende.
Rømbild anbefalede Forslaget.
Opførelsen af en Pavillon i "Nyarnbjerg" kan aldrig skade det smukke Anlæg.
Det er til stor Skade for Byen, at Borgmesteren er Modstander af Musik paa Restavrationer og lignende.
Byen kan ogsaa blive alt for stille.
Harck sværmer ikke for Pavilloner, den gode Ro i "Arnbjerg" skulde nødig forstyrres. Vi anvender alt for store Summer paa Byens Forskønnelse, og Ministeriet vil sikkert heller ikke give Tilladelse til en saadan Udgift.
Rømbild maatte fastholde, at Udgifterne til Byens Forskænnelse var forsvarlige. Arbejdsmanden, som kun fik 700 Kr., var meget flittig og holdt hele Byens offentlige Anlæg i Orden.
Borgmesteren: En Pavillon med hele det Leben, som vil komme, naar det skal betale sig, vil være til Ulæmpe for Byen! Argumenterne maa være nok saa smukke, men jeg maa sige, at en Knejpe(!!!) ikke faar Lov til at existere i "Arnbjerg" saa længe jeg er Politimester; men vil Dhrr. presse en Pavillon frem af en bestemt Type, maa De gøre Regning paa, at det bliver et Offer i Stedet for en Indtægt for Byen. Naar Medlemmer og Pressen havde fremhævet Borgmesterens Uvilje mod Musik, var dette en Misforstaaelse.
Spillejomfruer havde Borgmesteren rent forbudt, da det kun var maskeret Prostitution.
Sagfører Nonboe : Naar Borgerne holder Fest i "Arnbjerg", maa de under de nuværende Forbold udrede alt for store Udgifter. Taleren vilde nødig gaa ud af Byraadet uden at have været med til at opfylde dette for Borgerne saa berettigede Ønske, men kunde under ingen Omstændigheder gaa med til at overlade Forretningen til et Aktieselskab. Tegningen paa Bygningen, som var laant fra Holstebro, var for lille.
Vi maa være fremsynede og ikke bygge alt for smaaligt.
I. P. Justesen: Tanken om en Pavillon i "Arnbjerg" har tidligere været fremme her i Raadet, men det synes at være gammel Hævd i Varde, Sagerne udsættes indtil Folkestemningen med uimodstaaelig Styrke kræver disse gennemførte. Festerne koster nu ca. 1200 Kr. at arrangere: disse Penge kunde spares. Borgmesteren behøver flet ikke at frygte for, at Beværtningen skal udarte. Byraadet kan jo alle tider kontrollerere Værten, og denne vil magelig kunne svare Renterne.
Kierchner : Embedsmandens Syn paa Forholdene er ofte afvigende fra hvad andre mener. Embedsmanden har sin faste Løn, medens vi andre maa se at forøge vore Indtægter ved egen Handledygtighed; naar Byens Omgivelser er tiltalende, søger Landmanden ind til Byen, og en dygtig Haandværker- og Handelsstand vil da kunne finde forøget Omsætning
Efter at Talerne endnu en Gang havde haft Ordet, blev Sagen udsat til et senere Møde. Men Borgmesteren var aabenbart paa det rene med, at Dyden i Varde vilde blive skrinlagt i den ny Pavillon.
Vestjyllands Social-Demokrat, Lørdag den 8. oktober, 1898
Byrådet havde indset at der måtte skabes mulighed for at byens borgere om eftermiddagen kunne gå i parken og ikke være nødsaget til selv at medbringe kaffe og anden forplejning. Og om aftenen kunne man mødes til spisning med musikledsagelse og hertil drikkevarer.
Byrådet havde jo opdaget at der syd for Varde var opstået en hastigt voksende by, og hvad borgerne ikke kunne finde i Varde kunne de finde i Esbjerg der ikke lå langt væk.
I 1899 opførtes en pavillon der placeredes i den nordlige yderdel ud mod Østergade - i den nye del af parken. Da den lå på et af parkens højeste steder, var der en god udsigt ud over hele parken. Udsigten kunne nydes fra en åben men overdækket terrasse.
Pavillonen i Arnbjergparken. Omkring 1905. Foto: Varde Lokalhistoriske Arkiv.
Pavillonen var velbesøgt og i 1908 blev der ansøgt om en udvidelse af pavillonen, med den begrundelse at man havde behov for en større spise- og dansesal. Igen var der modstand i byrådet. Man skulle spare og dette var jo kun til morskab. Men med få stemmers overvægt blev forslaget vedtaget - dog under den forudsætning at byrådet kunne skaffe de fornødne midler ved optagelse af et lån. Der skulle intet igangsættes før dette var på plads, og da financieringen ikke faldt på plads, blev ansøgningen senere afvist.
Den sparsommelige og puritanske del af byrådet kunne defor med glæde konstatere at projektet ikke blev realiseret.
Men de glædede sig for tidligt!
Arnbjerghallen
En bevægelse for den "Vestjyske Skoleordning" markerede sig for første gang i 1890-erne. Ligesom senere - omkring 1920 og 1936-37 - var anledningen rigsdagens forhandlinger om en ny skolelov, som kunne blive en trussel mod "ordningen". Angreb på vinterlærernes kår og de små biskolers standard (hvori også en lokal skolemand, overlærer J. Olsen, Varde, deltog) igangsatte en almindelig debat om det Vestjyske skolevæsen. Det blev til skolemøderne.
Det første skolemøde i Varde blev holdt 3. og 4. pinsedag 1888 på initiativ af overlærer Jens Olsen, der var kommet til Varde i 1886. Mødet blev holdt i Jacobi skolens gymnastiksal. Allerede efter to år var gymnastiksalen for lille og møderne blev henlagt til Håndværkerforeningens sal, og sidst i 1890-erne til Ridehuset på Ringkøbingvej, hvor de blev holdt til 1914. Men da tilslutningen til møderne var stigende, viste også dette sted sig at være for lille. Ved et møde i 1912 hvor der var næsten 1000 mennesker var det ikke alle der fik plads.
På et byrådsmøde d. 4. juni 1913, skulle der tages stilling til en henvendelse fra formanden for bestyrelsen for "Vestjyske Skolemøder", kantor Marke, om opførelse af en forsamlingsbygning, hvor skolemøderne kunne afholdes.
Byrådet indså at sagen nu ikke kunne forhales. Esbjerg havde en sal der var stor nok til at rumme skolemøderne, og ingen af medlemmerne ønskede sig at skolemøderne fremover skulle afholdes i Esbjerg.
Sagen blev henvist til forskønnelsesudvalget.
Pavillonen 1915. Indgangen til den nye hal ses til venstre. Foto: Varde Lokalhistoriske Arkiv.
Den 4. nov. 1913 kom forskønnelsesudvalgets forslag om opførelse af en forsamlingsbygning til 15.000 kr. på byrådets dagsorden. Arkitekt Christoff Hansen, Vejle, havde udarbejdet planen og overslaget. Den påtænkte bygning var 60 alen (ca. 38 m) lang og 25 alen (ca. 16 m) bred, den tænktes - som Pavillonen - opført i træ på betonsokkel og dækket med tagpap. I halvdelen af salen skulle der være bræddegulv, medens den anden halvdel, der kunne skilles fra ved et panel, skulle være grusbelagt. Med balkon kunne salen rumme 2500 mennesker.
Igen var der stor modstand i byrådet. Et medlem mente, projektet ville skære alt for meget af Arnbjerganlægget. Et andet medlem sagde, at pladsmangelen ved skolemøderne kunne klares ved en omlægning af programmerne. Men på det næste byrådsmøde i december vedtog man at opføre en forsamlingsbygning i Arnbjerg - dog efter en noget ændret plan – bl. a. skulle salen nu være 45 alen lang og 30 alen bred. Der skulle være trægulv over hele salen, men til gengæld blev balkonen fjernet. Prisen var den samme: 15000 kr. med inventar.
Den 30. maj 1914 var bygningen færdig og blev af arkitekt Christoff Hansen overdraget til forskønnelsesudvalget, der skulle administrere den. Samme aften blev der holdt rejsegilde på Damkjærs Hotel i anledning af hallens fuldførelse. Her var en række taler, bl. andre formanden for forskønnelsesudvalget, dyrlæge Slivsgård, der takkede byrådet for bevillingen til Hallen, der var den største fra Grænsen (Kongeå) til Skagen.
Formanden for Skolemøderne, kantor Marke, takkede og håbede, Varde gennem møderne kunne blive et kulturcenter - og dertil var lokalerne en betingelse.
Annonce for Arnbjerg Pavillon i SYDVESTJYLLAND, Torsdag den 26. Juli, 1928
DE BRØLENDE 1920'ERE - Hvor 1910’erne havde været præget af Første Verdenskrigs rædsler i skyttegravene, skete der et skifte i stemningen i 1920’erne.
Et kæmpemæssigt økonomisk opsving - først i USA og siden i Europa - gav mange mennesker mulighed for at gå teatret, biografen og feste på barer og natklubber.
Det udviklede sig til et årti fyldt med fest, farver og kreativitet. Mange kvinder smed korsetterne, gik i stramme og korte kjoler, kørte bil og røg cigaretter. Man dyrkede i det hele taget livet og kulturen.
Også i Vestjylland forstod man at feste. Men nok ikke som man ser det beskrevet i "Den Store Gatsby". Det var mere Palmehave-agtigt, hvor man dinerede til musikledsagelse og måske med senere dans - men hvor man i de store byer kunne feste til de lyse timer, så stoppede man ofte ved midnat.
Det Lille Hus i Arnbjergparken - omkring 1930. Foto: Varde Lokalhistoriske Arkiv
Det lille hus
Det lille hus, der ligger skråt over for Pavillonen er bygget i vinteren 1925-26 i anledning af den forestående Håndværkerudstilling i forbindelse med Foreningens 60-års jubilæum. Huset blev betalt af den senere hotelejer Kr. Pedersen, prisen var 4000 kr. - 40 år senere var der igen jubilæum, og i den anledning blev den for længst nedlagte Sct. Nikolaj Kirke fremstillet i "ministørrelse" 1 - 10. Det blev begyndelsen til Minibyen.
Huset er fra fundament og til overkanten af rygningen 150 cm; dertil kommer skorstenen på ca 20 cm. Det lille hus er ombygget og renoveret flere gange. I 1947 blev taget udskiftet så huset nu fremstod med stråtag. Dette varede dog kun et par år - så var teglene tilbage.
I 2014 begyndte minimurene en renovering af huset. Der var begået hærværk og en del tagsten var ødelagt. Huset var iøvrigt i dårlig stand, idet træværket (bindingsværk og indvendig beklædning) var delvist råddent.
Huset blev brækket ned for at blive opbygget på ny. Nogle af materialerne kunne genanvendes. Flere sektioner af murstene kunne genanvendes og skorstenen og blyindfatningen med det lille vindue over døren, kunne genanvendes. Efter godt et års arbejde med renoveringen stod huset igen klar til at blive fotograferet. Det lille hus i Arnbjergparken er nok Vardes mest fotograferede bygning.
Figuren "Svanen og Frøen" i Arnbjergparken - omkring 1950. Foto: Varde Lokalhistoriske Arkiv
Svanen og Frøen
I 1937 sendte Varde Byråd et andragende til Ny Carlsberg Fondet om at komme i betragtning ved Fondets uddeling af kunstværker. Varde By havde ikke som mange andre byer modtaget værker betalt af Fondet. Allerede 14. februar 1938 modtog Byen en skrivelse med meddelelse om, at Fondet havde skænket Varde By Siegfried Wagners Svaneskulptur i bronze, og at den allerede var afsendt ! Der var røster om, at den slet ikke burde opstilles, da den var skænket af et Fond, der var skabt ved ølfremstilling. I øvrigt var det krav, at opstillingen skulle ske i samarbejde med kunstneren.
Wagner udarbejdede et forslag til skulpturens opstilling som figur i springvandet foran Arnbjerg. Med i dette forslag var en idè om, at der ved siden af Svanen skulle anbringes en Frø udført i granit. Men det ville alt sammen koste flere penge end forudse, og sagen blev stillet i bero. Først ved købstadjubilæet (500 år) i 1942 kom der efter flere pengegaver igen gang i sagen. Der var nu penge til en ny springvandskumme og Frøen, der blev bestilt hos kuntneren skulle koste 4551 kr. Men krigstiden gav ikke mulighed for at realisere planen, Frøen blev gemt væk.
Kort før Ungskuet i 1947 blev den midlertidige opstilling foran Arnbjerg en realitet. - men 1956 i blev "Svanen" og "Frøen" flyttet til den blivende plads ved Plejehjemmet, der i 1976 fik navnet "Svaneparken".
Friluftsscenen
Da man gravede ud til scenen blev kildevældet ødelagt. Sct. Annæ kilde var nu en kilde uden vand. Måske var man lidt bange for de ord der var omkring kilden:
Enhver har lov af kilden at tage
så megen vand han monne behage.
Men det vil gå den meget ilde,
som vil beskadige Arnbjerg Kilde.
Om det var frygten for formaningen eller det var fordi man syntes at der ved en kilde skulle være vand vides ikke, men fra kilden kommer nu vand fra den offentlige vandforsyning. I 2009 blev kilden genindviet efter en større renovering. Vardes borgmester drejede en hane og kilden sprang igen med vand. Sprang er måske i overkanten - fra kilden løber i dag en tynd stråle vand.
Friluftsscenen i Arnbjerg
Pressebesøget i Gaar i Anledning af Ungskuet.
REPRÆSENTANTER for den jyske og fynske Presse aflagde i Gaar Besøg i Varde i Anledning af Ungskuet og var i særlig Grad imponeret af det nye, udmærkede Friluftsteater, som ses ovenfor (samme billede anvendt som i efterfølgende avisartikel), i Anlægets smukke Omgivelser. Den store ovale Plads i Midten er Friluftsteatrets Scene med Orkestergraven foran og et lille Udsnit af Teatrets Siddepladser, men Billedet giver ikke noget indtryk iøvrigt af det store, amfiteatralske Teater, som er bygget ind i Siden af Wallenstein-Skansen, saaledes at man ser akkurat lige saa godt fra alle de over 2000 Siddepladser, Teatret rummer (foruden næsten utallige Staapladser).
Den kendte Hesteopdrætter, kgl. Operasanger Lars Boe oplod under Besøget i Gaar sin Røst fra Scenen, for at Pressefolkene kunde faa et Indtryk af, at Akustiken er god, og der høres godt over hele Teatret.
Det ses, at Friluftsteatret ikke er helt færdig endnu, men man er saa vidt, at man vil have let ved at blive dette inden Skuet, bortset fra enkelte Ting, som bliver lavet inden Ungskuet næste Aar.
En Tur til »Eventyrets Land«.
Sammen med Sekretær Hauberg, kgl. Operasanger Lars Boe, Borgmestrene fra Varde og Esbjerg, Turistforeningens Formand, en Del af Varde Byraads Medlemmer m. fl. kørte Pressefolkene ved 13-Tiden til »Eventyrets Land« i 2 store Rutebiler.
Paa Strandhotellet i Vejers indtoges Frokosten, hvorefter man kørte til Blaavand og fik et Indtryk af Havet med det farlige Horns Rev og besaa derpaa de store Tirpitz-Stillinger, som Tyskerne ikke fik færdige. Kasserne fra Krupp med Materiel til Anlæget staar, som de er kommet - lige aabnet - og kanonerne dertil naaede jo ikke videre end til Guldager. Det var som bekendt Tyskernes Hensigt at have udsendt V 2 fra disse Stillinger. Man kørte saa videre over Ho og dvælede her et Øjeblik ved Mindesmærket for Digteren Thomas Lange, der skabte Udtrykket »Eventyrets Land«.
Paa Tilbagevejen gjorde man et Forsøg paa at komme ind at se den tidl. tyske Banegaard i Oksbøl, men blev forment Adgang af Vagten. Ved Tilbagekomsten besaa man Ungskuepladsen, hvor Bygningerne nu staar parate til at modtage Skuet, og Hesteriver er i Gang med at samle det slaaede Græs, saa Pladsen kan komme til at præsentere sig ordentligt.
Der arbejdes ogsaa ihærdigt paa Udvidelsen af Vejen derud og Anlæget af Fortove.
Middagen paa Hotel »Varde«.
Efter til Slut at have beset Friluftsteatret, var der Middag paa Hotel »Varde«.
Formanden for Presseudvalget, Redaktør Friis, bød her velkommen.
Borgmester P. A. Pedersen fortalte lidt om, hvordan man fik Ungskuet til Varde, om Byens Forberedelser for, at det kan blive tilfredsstillende for alle Parter og sluttede med et Leve for Pressen.
Redaktør Welejus, »Viborg Stifts Folkeblad«, talte smukt for Byen, Egnen og Skuet og udbragte med Tak for Arrangementet et Leve for Presseudvalget.
Gdr. Rask Jensen, Gjesing, talte som Medlem af Foreningen af jyske Landboforeningers Bestyrelse og appellerede til Pressefolkene om at medvirke til, at det blev et godt Skue.
Sekretær Hauberg udtalte, at han med nogen Betænkelighed havde set hen til, om Varde kunde løse Opgaven, men alle Bekymringerne er svundet. Varde har ikke skyet nogen Anstrengelse og vil kunne tage imod Skuet saa godt som nogen
Ungskueby.
SYDVESTJYLLAND, Onsdag den 2. Juli, 1947
Friluftsteatret blev indviet på ungskuets førstedag d. 10. juli 1947. Varde havde forinden sørget for god PR, idet pressen og indbudte gæster blev ført på en guidet tur rundt i området mellem Varde og Blåvand. Underholdningen ved indvielsen, stod ingen ringere end Det Kongelige Teater for, og operasangeren Lars Boe, afprøvede dagen forinden akustikken i anlægget. Byen ønskede ikke at ungskuet skulle udarte sig til gøgl, så der var ikke tivoli, men det velbekendte Cirkus Miehe havde i ungskuedagene fået tilladelse til at rejse sit store telt på Markedspladsen.
En række restaurationer havde fået lov at lave musikunderholdning og dans hver aften, såfremt de havde egnede lokaler dertil.
Således havde Arnbjerg, Damkier, Håndværkerforeningen, Jernbanehotellet og Teatersalen fået tilladelse til musik og lejlighed til dansant.
PRAGTFULD FRILUFTSSCENE I VARDE
Ungskuebyen venter i Tusindvis af Gæster mesterskabet i de kommende Dage
(FRA VOR UDSENDTE MEDARBEJDER) VARDE
HORSENS havde haabet paa at faa dette Aars Ungskue, men Varde løb af med Prisen og skal have Skuet ikke blot i Aar, men ogsaa næste Aar. Derefter kommer Turen til Horsens, som allerede er begyndt at forberede sig. Varde har for Alvor lagt sig i Selen for at gøre baade Ungskuet og sig selv saa attraktiv som overhovedet muligt.
Man har anlagt nye Veje ud til Ungskuepladsen, der har en fortræffelig Beliggenhed nærved Godsbanegaarden, og de gamle er blevet udbedret, saaledes at de er brugbare i al Slags Vejr. Varde er indstillet paa at anspænde sig til det yderste for at gøre dette Aars Ungskue til en 100 Procents Sukces, og naar man kender det vestjyske Naturel, tvivler man intet Øjeblik paa, at det vil lykkes. Varde har ikke haft Ungskue siden 1916 og ønsker forstaaeligt nok ikke, at der igen skal gaa mere end 30 Aar, inden Skuet paany placeres i Byen.
En ideel Friluftsscene
Ungskuepladsen ligger paa et ideelt Areal, fladt uden at være kedeligt.
Det tilhører Varde Kommune, som med Henblik paa Ungskuet, der aabnes i Morgen, har købt en stor Gaard, hvis Jorder er inkorporeret i Ungskuepladsen. Varde har ikke sparet nogen Anstrengelse, økonomisk eller af anden Art, for at skabe det ideelle Skue. Byens Borgere er forstaaeligt nok lige saa levende interesseret i den forestaaende Begivenhed som Byraadet, og det har blandt andet givet sig Udslag i, at der i private Hjem er stillet ikke færre end 700 Senge til Raadighed for Ungskuegæsterne. Her gælder i Sandhed det gamle Ord om, at hvor der er Hjerterum er der ogsaa Husrum.
Varde By har ikke nøjedes med at skabe en Ungskueplads, som ikke staar tilbage for nogen anden i Jylland.
Man har ogsaa fremtryllet en Friluftsscene, som nok kan faa en Aarhusianers Tænder til at løbe i Vand. Friluftsteatret ligger forsænket i det idylliske Arnbjerg-Anlæg med Skov som en smuk Ramme. Det har fuldt færdigt kostet den nette Sum af 70,000 Kr., har 2040 Siddepladser og en Orkestergrav, der kan rumme 25 Musici. Varde kan virkelig bryste sig af at eje det smukkeste Friluftsteater i Landet. End ikke Friluftsscenen i Klampenborg Dyrehave kan tage Konkurrencen op. Intet Under, at Det kongelige Teaters Kunstnere glæder sig til her at vise deres Kunst for et modtageligt Publikum.
Akustikken er saa fremragende, at Operasanger Lars Bo, som er Sjælen i Teatrets Ungskue-Gæstespil, ikke tager i Betænkning at sige, at den ikke er bedre i Teatret paa Kongens Nytorv. Hvert Ord og hver Tone vil kunne høres paa samtlige 2040 Pladser. Da Det kgl. Teater for mange Aar siden indledte sine Gæstespil ved de jyske Ungskuer, satte man H. C. Andersen i Højsædet. Saadan vil det ogsaa ske i Aar, idet man opfører »Liden Kirsten«. Men ogsaa Balletten medvirker, idet Teatrets berømte Balletkorps danser den festlige, farverige Tredieakt af »Napoli«, der er en sikker Træffer som Afslutning paa enhver Festforestilling i Det kgl. Teater.
Det kongelige Kapel medvirker under Johan Hye Knudsens Ledelse, og der er ingen Tvivl om, at Skuespillere, Ballet og Kapel i Forening vil skabe nogle uforglemmelige Aftener i det skønne Friluftsteater i Arnbjerg-Anlæget.
Gennem Eventyrets Land
Naar man er blevet træt af at trave rundt paa Ungskuet, vil det virke vederkvægende som en Drik af et sprudlende Kildevæld at drage ud i Eventyrets Land. Forudsætningen er, at man disponerer over en Bil eller i det mindste en Cykle med gode Dæk. Jamen, det vestjyske Land er da dødsenskedeligt, vil De indvende.
Tro det ikke. En Køretur igennem Eventyrets Land, som man poetisk har døbt Terrænet imellem Varde og Vesterhavet, er en Oplevelse. I let diset Vejr med svagt Solskin over den magre Jord antager Landskabet netop den eventyrlige Tone, som berettiger dets Navn. Paa Vejrs Strand, der ligger 30 km fra Varde, er Badning endnu forbudt paa Grund af Minefare, og i Sommerbyen paa Klitterne har Tyskerne anrettet store Ødelæggelser. Næppe et Sommerhus staar uskadt tilbage. Alligevel nyder man at staa højt paa Toppen af en Klit og lade Blikket vandre ud over det store Vesterhav, der i tunge Dønninger slaar ind imod Strandens hvide Sand. Beboerne i Vejrs ser hen til den Dag, da Minefaren er et glemt Begreb, og da Stranden er renset for de hæslige Pigtraadshegn, som skæmmer den i Dag. Fra Vejrs skal man køre videre til Danmarks vestligste Punkt, Blaavand, og herfra fortsætte over Ho, Skallingen, Hjerting og tilbage til Varde. Der er naturligvis mange andre Muligheder.
Den skitserede Rute er kun en af de mange interessante.
Overalt fanger Øjet Tyskernes vældige Befæstningsanlæg. Man fyldes med Harme ved Tanken om de mange Millioner, den danske Nationalbank er blevet lettet for til disse nu saa nytteløse Bunkers, Kanonstillinger o. s. v. Tyskerne forberedte sig grundigt til den Invasion fra Vest, som de ventede vilde blive sat ind paa Danmarks Vestkyst, men som aldrig kom. Kanonerne fra mange ødelagte Krigsskibe, bl. a. »Eismarck«, blev slæbt til Vestkysten med det Formaal at hindre eller standse den engelske Invasion. Den kloge narrer imidlertid altid den mindre kloge, og saadan blev Tyskland ogsaa paa Danmarks Vestkyst Sorteper. Ganske kolossal er en kanonstilling, der er placeret i Nærheden af Blaavand, og hvortil der er knyttet vældige Kraner, hvis Opgave det alene var at bringe den kanon paa Plads, som aldrig kom. Under selve Kanonstillingen er opført en Bunker i fire Etagers Højde. Før eller senere bliver dette imponerende Arbejde i Jern og Beton vel sprængt.
For naturligvis ønsker man heller ikke paa Vestkysten at bevare Minderne om den hæslige Tid, da »Græshopperne« hærgede Landet og ødelagde Værdier langt ud over de mange Millioner, som de stjal fra den danske Stat. Denne Kanonstilling vil indtil videre staa som en Skamstøtte for Tyskernes Rakkergerning paa den skønne danske Vestkyst.
OLAF PEDERSEN
DEMOKRATEN, Onsdag den 9. juli, 1947
På førstedagen var der omkring 1000 flere besøgende end der havde været til ungskuet i Herning året før. På andendagen hvor man var begunstiget af godt udstillingsvejr, var besøgstallet på omkring 21.000 og dette var næsten 3000 flere end året før.
Især den store maskinudstilling med mange udenlandske udstillere trak gæster til. Der var mange forespørgsler om hvornår maskiner kunne leveres, men det måtte flere gange stå hen i det uvisse, på grund af de vanskelige indførselsforhold der stadig var gældende for både råvarer og færdige maskiner.
Ungskuet blev afholdt i en tid hvor den nylig afsluttede besættelse stadig trak sine skygger.
Mindelunden i Arnbjergparken. Omkring 1950. Foto: Varde Lokalhistoriske Arkiv - Stenders Forlag.
Minderlunden
Mindelunden for frihedskampen er anlagt i årene efter verdenskrigen. Her står frihedsmonumentet og mindesten for syv vardensiske modstandsfolk, der mistede livet under krigen, samt en lille vandkunst. Vandkunsten der står i midten var der ikke ved indvielsen men er tilkommen senere. Den har afløst en cirkelrund beplantning. Mindelunden er placeret i den østligste del af Arnbjerg-anlægget som afslutning på en stor plæne mellem høje bøge.
Der blev rejst en sten for hver af de faldne og et monument af Hoffmann. Afsløringen fandt sted den 6. maj i1948 og blev overværet af 3000 mennesker.
På stenene står: student Mogens Friis, støberiarbejder Niels Jessen, politimester Jørgen Bech Simony, søløjtnant Jørgen Østergaard, læge Knud Nordentoft, politifuldmægtig Poul Emil Gerner Mikkelsen, stålværksarbejder Peter Pedersen.
Hvert år den 4. maj, markerer Forsvarsbrødrene i Varde og Omegn, at Danmark blev et frit land efter anden verdenskrig den 4. maj 1945.
Kort visende Teilmanns Eng. Kortmateriale: Varde Lokalhistoriske Arkiv - Vardehistorie.dk
Udvidelse
I slutningen af det 19. århundrede, havde varde store problemer med forsvarlig bortskaffelse af menneskelige efterladenskaber.
Spildevandsproblemet blev stort set løst med byens kloakering, der begyndte i 1899, og var for de fleste gaders vedkommende færdig i løbet af de følgende 25 år. Tilbage stod problemerne med affald, dels almindeligt husholdningsaffald (dagrenovation) og dels møddings- og latrinaffald (natrenovation). Der var ingen offentlig renovation. Reglerne for bortskaffelse af disse affaldstyper stod i byens sundhedsvedtægt fra 1886 og i politivedtægten fra 1897.
Hverken sundheds- eller politivedtægten henviste til lossepladser, hvor der kunne afleveres affald. Men nogle steder har der været. Byrådet havde 30. juni 1854 vedtaget, at der skulle anvises en skrammelplads uden for Vesterport og Sønderport, og i 1910 tilbød tømmerhandler Nicolajsen, hvis tømmerhandel lå på Sønderbro, at han ville udleje et stykke eng med direkte adgang fra Sønderbro til kommunen, som denne kunne bruge til modtagelse af affald og skrammel. Byrådets gade- og vejudvalg anbefalede at modtage tilbuddet, hvilket byrådet gjorde på et møde 31. maj 1910.
Det var stadig grundejerne, der skulle betale for udkørslen af latrinrenovationen, men siden 1909 skulle de benytte en af kommunen autoriseret vognmand til at tømme latrinerne. Dagrenovationen skulle de enkelte husholdninger selv fjerne. På dette område skete der ingen ændringer.
Det var husejeren, der skulle sørge for oprettelse af en skarnkiste til opbevaring af husholdningsaffald og dennes bortkørsel, men ikke alle husejere opfyldte disse krav.
I 1913 fik byen en ny losseplads, da overbetjent Laugesen tilbød kommunen, at den kunne leje et stykke jord for enden af Enghusene (i dag Enghavevej) til losseplads for al slags affald.
Det blev stedse vanskeligere at komme af med dagrenovationen. I sommeren 1927 lukkede sundhedskommisionen lossepladsen på tømmerhandler Nicolajsens grund
Sundhedskommissionen var da også opmærksom på at der var et problem, for på et møde d. 23. juni 1928 vedtog man enstemmigt, at lave et tillæg til sundhedsvedtægten med forslag om tvungen renovation, og d. 25. juli havde kommissionen et forslag om et tillæg til sundhedsvedtægten færdig og sendte det til byrådet.
På et møde d. 5. september 1928 underkastede byrådet forslaget en meget kort behandling. Alle medlemmer var positive over for forslaget og vedtog at vente med en endelig vedtagelse til senere, så byrådsmedlemmer kunne få tid til at læse forslaget grundigt igennem og fremkomme med ændringsforslag, der kunne indarbejdes i den endelige vedtagelse. Det endelige forslag blev vedtaget uden længere debat på et møde d. 6. november 1928, da alle byrådsmedlemmer gik ind for den nye renovationsordning.
Tillægget om byens latriner gik i hovedtræk ud på følgende:
I alle nybygninger skulle der indrettes WC. I ejendomme med latriner skulle disse være med spande af galvaniseret jern med to hanke. Spandene skulle anbringes frit på underlaget og ikke i en kasse. Spandene skulle nå op til sædet, der skulle være fastgjort i væggen med hængsler. Sædet skulle være af hvidskuret eller ferniseret træ, og der måtte kun være én åbning i sædet til hver spand. Hver åbning skulle være forsynet med et tætsluttende låg, der skulle være fastgjort til sædet eller væggen med stærke hængsler. Hver tønde skulle mindst rumme 38 l. og højst 50 l.
Udkørslen af disse spande skete ved kommunens foranstaltning og skulle foregå i vogne, der var tætte, således at intet blev spildt ved pålæsning og under kørsel. Udkørslen skulle foregå i tidsrummet mellem kl. 24 og kl. 6 og ske en gang om ugen. Ingen måtte uden sundhedskommissionens tilladelse selv udkøre tønderne. Udnyttelse af latrinaffald til gødning i haver og gartnerier måtte kun finde sted med sundhedskommissionens accept.
Om dagrenovation bestemte tillægget til sundhedsvedtægten, at alt affald skulle samles i tætte beholdere af zink eller galvaniseret jern med to hanke. Der skulle være mindst én affaldsspand for hver to lejligheder. Beholderne skulle anbringes på et fast grundlag og være forsynede med et låg, der altid skulle være lukket, så skraldespandene måtte ikke overfyldes. Spandene skulle anbringes med bagsiden til en mur eller plankeværk, hvortil låget skulle være fastgjort med hængsler. Tøndernes rumfang var ca. 100 liter. Bortkørsel skete ligesom ved latrinaffaldet på kommunens foranstaltning i tætte vogne. Udkørsel skulle foretages en gang om ugen og i dagtimerne.
Den obligatoriske renovation medførte en stigning i affaldsmængden. Det var især den større mængde dagrenovation, der gjorde sig gældende, da natrenovationen blev mindre, efterhånden som flere ejendomme fik indlagt WC. I 1929 udkørtes 2.310 m3 dagrenovation. Dette var i 1934 steget til 3.120 m3. Derfor blev det i 1935 nødvendigt med en større losseplads, da arealet, som kommunen havde lejet af overbetjent Laugesen, ikke længere slog til. På et byrådsmøde 4. juni 1935, blev det besluttet at ekspropriere Teilmanns eng, der lå mellem Laugesen grund og jernbanen og bruge dette jordstykke som losseplads.
På Vardensersamfundets generalforsamling d. 6. juli 1938 var der ifølge Ribe Amtstidende/Varde Avis enighed om, at lossepladsen på Teilmanns eng var en skamplet for byen. I samme avis var der d. 11. juli 1938 et indlæg, der foreslog at skampletten burde vaskes af, og området laves til et parkanlæg i tilknytning til Arnbjergparken. Byrådet tog ingen notits af protesterne, og byens losseplads var indtil 1956 på Laugesens grund og Teilmanns eng.
I 1956 blev det besluttet at lave området om til en del af Arnbjergparken og flytte lossepladsen over på et 25 tdr. land stort stykke jord på den anden side af jernbanen. Her var den indtil 1969, da man gik over til at indsamle dagrenovationen i papirsække, der blev brændt på et forbrændingsanlæg i Kærup.
Arnbjerg-anlægget udvides
Forskønnelsesudvalget i Varde har påtaget sig en ny opgave. Man vil hjælpe folk på flugt fra hverdagen til eksotiske omgivelser. Muligheden for en sådan flugt er skabt ved åbningen af den geografiske have på Theilmanns eng i tilslutning til Arnbjerganlægget. Man stiller Vardensere og byens gæster overfor frit valg mellem Kina, Japan, Sibirien, Kaukasus og Himalaya. Så mange landes plantevækst er foreløbig repræsenteret i Varde geografiske have, og de mange sjældne træer og buske – ialt ca. 1500 — gror tilsyneladende godt i den vestjydske jord.
Varde er den første købstad i verden, der har ladet anlægge en offentlig geografisk have, og den er skabt af de geografiske havers »opfinder«, planteskoleejer Aksel Olsen, Kolding, som har haft en interesseret og dygtig medhjælper i anlægsgartner Adamsen, Varde.
Foreløbig omfatter det nye anlæg i Varde ca. 3 td. land, men der er udvidelsesmuligheder, og man mangler da også den østamerikanske og den europæiske afdeling, før arbejdet er afsluttet. Yderligere tænker man på ad åre at rejse en kinesisk pavillon, et japansk tempel og et amerikansk blokhus i de respektive landes afdelinger i haven.
VARDENSERSAMFUNDET Nr. 6, Oktober 1957.
Varde Miniby i Arnbjerg - 1968. Foto: Varde Lokalhistoriske Arkiv - Børge Kjær.
Ved Varde Håndværker- og Industriforenings 100 års jubilæum i 1966 forærede foreningen en nøjagtig kopi i 1:10 af Nicolai Kirke til byen. Denne smukke bygning, som ses ved indgangen til Varde Miniby, blev starten på Verdens første historisk korrekte miniby. Husene ligger placeret på gaderne, præcis som de lå tilbage i 1866.
På 3.500 m2 er byen blevet udvidet fra det det første hus i 1966 til omkring 350 huse i dag.
Begge skulpturer er udført af Anker Hoffmann (1904 - 1985). Varde kommune har i tidens løb indkøbt en del Anker Hoffmann-værker
I begyndelsen af 80-erne var hotelkomplekset blevet så nedslidt at kommunen der ejede bygningerne, indså at der skulle gøres noget. Man spekulerede i andre anvendelser af bygningerne - bl.a. var et bibliotek på tale.
De mere eller mindre luftige ideer blev ikke til noget, selv om restaurantionens køkken var kasseret, træværkewt var mere eller mindre råddent, og opvarmning af de forskellige lokaler havde ligeledes været et problem.
Derfor tog Varde Byråd fat på sagen. I perioden 1983 - 86, blev pavillon med veranda nænsomt restaureret, og køkkenet blev moderniseret. Den daværende formand for Teknisk Udvalg havde blik for de historiske bygningers værdi og fik bevilget de nødvendige midler - Ny Arnbjerghal blev opført, da det viste sig alt for dyrt at reparere den gamle. En hotelfløj blev bygget af et privat konsortium, dog senere overtaget af Varde kommune. Hoteldrift er dog ikke mange kommuners spidskompetence.
I 2005 blev Hotel Arnbjerg udbudt til salg. Hotellet med 30 værelser og en grund med mulighed for opførelse af yderligere 16 værelser kunne købes selvstændigt eller sammen med to grundarealer med plads til byggeri på henholdsvis 640 og 1040 etagemeter.
Venstre og Konservative var glade for, at der blev gjort en ende på kommunens karriere som hotelejer, og de to partiers aftale om salget af Arnbjerg gik faktisk helt tilbage til 2001, hvor den var et led i konstitueringen af det daværende byråd.
I 2022 kunne man se følgende ændringer til CVR-registeret:
Ind- og udtrædelser af HOTEL ARNBJERG ApS' ejerkreds
22.04.2022: Ændringer i ejerregistrering for HOTEL ARNBJERG ApS.
Casper Rosendahl er nu registreret som ejer af HOTEL ARNBJERG ApS med en ejerandel på 100%. Samtidig giver PL Hotels Esbjerg A/S, der tidligere havde en ejerandel på 100%, afkald på ejerskabet af firmaet i CVRs registrering.
HOTEL ARNBJERG ApS er registreret indenfor følgende branche: 'hoteller' og er stiftet i 2006. Firmaet beskæftiger pt. op i mod 50 ansatte.
Vandskulpturen Stormflod i Arnbjergparken. Omkring 1997. Foto: Varde Lokalhistoriske Arkiv
Stormflod
I 1996 erhvervede Varde Kommune en vandkunst til Arnbjergparken. Værket er udført af Birgit Møller Bach, og symboliserer tidevandet som det kommer til udtryk i Varde å.
Indenfor en time gennemløber vandkunsten almindelig vandstand, vandstigning og oversvømmelse.
Varde Å er det eneste tidevandsregulerede større vandløb i Danmark og har frit løb ud til Ho Bugt og Vesterhavet, og er dermed direkte påvirket af tidevandene fra Vadehavet. Vadehavsområdet har gennem historien været præget af en række oversvømmelseshændelser primært i form af stormfloder fra havet.
Vejrsituationen i forbindelse med kendte og potentielle oversvømmelser vil ofte være vind og kraftige lavtryk fra vest som forårsager store nedbørsmængder i hele det sydlige Jylland. I forbindelse med disse vejrtyper og en samtidig virkende stormflod, vil bagvandet i Varde Å stuves op. Det har ført til oversvømmelser i Varde By.
Ved en stormflod i 1909 landede et skib midt på Storegade ved Toldboden. Vandstanden nåede kote 4,55, og ved en stormflod i 1634 var vandstanden formentlig helt oppe i kote 4,8. Dengang blev et helt fiskerleje ved Ho udslettet, og Langli blev til en ø.
Historien viser altså, at der ikke skal så meget ekstra til, før en ekstrem situation med en vandstand på 5 meter kan indtræffe. Og over hele Europa er man ved at forberede sig på, at klimaændringerne vil skabe flere ekstreme situationer.
Hvor meget Varde Å svulmer op, afhænger af vejret i den forudgående periode og stormflodsvandstanden. Har det regnet meget og er grundvandstanden høj og markkapaciteten overskredet, vil åen oversvømme de vandløbsnære arealer, når stormflodsvandmængder presser ind fra Vadehavet og Ho Bugt.
På grund af klimaforandringerne forventer fagkundskaben en generel vandstigning på mellem 70 og 100 cm. omkring år 2100.
Hvis ikke menneskeheden får temperaturstigningen under kontrol, vil afsmeltningen accelerere med stigende vandstand til følge. Hvis al isen på Grønland stiger vil verdenshavene stige mere end 5 meter i forhold til i dag. Hvis også isen ved polerne smelter, vil stigningen være på mere end 70 meter og med stigende temperaturer vil varmeudvidelsen bevirke at stigningen kan nærme sig de 100 meter.
Et godt gæt er at man i år 2200 vil kunne sidde på Hotel Arnbjerg's terrasse med udsigt til en meget lille park og ellers udsigt ud over et meget stort vandområde.
Varde Sommerland
Der var en tid hvor det var en værdi i sig selv at komme på tur. Sådan var det stadig da Danmarks første sommerland: Fårup Sommerland åbnede i 1975, med aktiviteter som robåde og heste og hvor det kostede 4 kr. at komme ind. Selvom meget havde ændret sig på underholdnings- og fritidsfronten knap 10 år senere, åbnede der flere sommerlande.
I 1983 åbnede Varde Sommerland - i en tid der i forvejen var velforsynet med sommerlande, og hvor der var skarp konkurrence om publikum.
Børnene og måske især forældrene ville have det hurtigere, større og vildere. Man skulle vel tro at i en kommune med utrolig mange sommerhusgæster, ville der være basis for et publikum. Men måske havde de der lejede et sommerhus andre planer end at gå i sommerland.
I 2002 måtte man sande at de investeringer der ville være nødvendige for at bringe parkens udstyr op på et niveau gæsterne ville finde interessant, ikke var mulige. Med et besøgstal på 53.000 betalende gæster i 2002 hvor vejret i sæsonen var godt, men hvor besøgstallet skulle have været 80.000 for at financiere nyinvesteringer, måtte man nu gøre det som havde været på tavlen de sidste 3 år - nøglen måtte drejes.
Området gik i forfald og udviklede sig til et vildnis. I 2009 tog en gruppe private initiativ til fælles oprydningsdage, dette blev i 2012 til foreningen Sommerlandslauget Varde, der i dag har omkring 350 frivillige og et formaliseret samarbejde med Varde Kommune.
Men hvad har det med Arnbjergparken at gøre?
En hel del faktisk. Var det ikke for jernbanen, ville områderne være et stort grønt område. Det 12 hektar store "Varde Sommerland" er et grønt område der i den sydlige ende huser en stor legeplads, i det midterste område er der arealer til fællesaktiviteter og i den nordlige del er der shelters og bålplads i uplejet natur. Den lidt mindre Arnbjergparken er velplejet natur - en park.
I 2014 ofrede Varde kommune ca. 3 millioner kroner på at binde de 2 områder sammen.
Der blev etableret en gangbro over Banedanmarks og Vestbanens spor mellem Arnbjerg Anlægget og ”Varde Sommerland”.
Broen er udført med to spænd på henholdsvis ca. 17,5 m. og ca. 21 m., hvor mellemunderstøtningen er placeret mellem de to spor.
Bro og tilhørende trapper er udført i limtræ understøttet på stålkonstruktioner. Den understøttende stålkonstruktion er funderet på borede fundamenter (permapæle) grundet vanskelige bundforhold.
Man må sige at byen med disse 2 områder har et fantastisk grønt område. Et historisk område med en smuk park, og et område for børn og for fritidsaktiviteter. Og midt i parken en af Vardes største turistattraktioner - en miniby.
Kildemateriale:
Størstedelen er fra vardehistorie.dk
Desuden er der materiale fra dagblade, bøger og artikler.
En del er fra nettet: Ugeaviser, Wikipedia m.m.
En stor del af billedmaterialet er fra Varde Lokalhistoriske Arkiv.
Nyere billeder er fra private samlinger.
Der er samlet materiale fra ca. 55 kilder