Arnbjergparken - Bramminginfo

Gå til indhold

Arnbjergparken

Arnbjergparken











































Lidt baggrund om Parken

Skansen
På et af Vardes højeste steder var der en hellig kilde, tilegnet Sct. Anna - søfolkenes helgen. Kilden havde også givet inspiration til stedets navn: "Annæ Bierg" eller "Aneberg". Men hellig eller ej - det holdt ikke ufred væk.
I 1627 nærmede tyske tropper sig Varde. Man havde i nogen tid fra Ribe haft folk ude at spejde efter fjenden, som kom til denne by d. 28. september 1627. Tropperne der var på vej, var under anførsel af oberstløjtnant Sigismund Lysser.
Tropperne ankom sandsynligvis til Varde allerede næste dag, idet der findes regninger fra 29. september på diverse materialer til vagthuse og andre anlægsmaterialer.
Blandt de arbejder fjenden foretog for at sikre sig selv og holde byen i ave, var først og fremmest en skanse på Arneberg/Aneberg, det højeste punkt, hvorfra de med deres skyts kunne beherske byen.

Albrecht Wenzel Eusebius von Wallenstein (egentlig von Waldstein) (født 1583, død 1634) var hertug af Friedland, hertug til Mecklenburg, bøhmisk feltherre og politiker. Han var leder for den troppestyrke, der i 1627 og 1628 udplyndrede Jylland. Han gav navn til skansen, men var sikkert ikke i Varde, da han havde sit ophold på Koldinghus og om vinteren 1628 tog han til Wien. Øverstkommanderende på egnen har sikkert været Frants Albreckt af Sachsen Lauenborg.

Besættelsen har været ret ødelæggende for Vardes borgere. Ikke fordi der blev skudt fra skansen. Men der blev indkvarteret tropper i byen, og der blev rekvireret fornødenheder til de soldater der beherskede byen fra skansen. Borgerne skulle for nogle af officererne ikke kun sørge for ophold og forplejning for officeren, men også for disses medbragte koner og børn. Mange borgere blev afpresset både penge og naturalier - med trusler om at hjemmet blev raseret eller afbrændt hvis ikke ønskerne efterkommedes.
Desuden skulle forbipasserende tropper også forsynes, ligesom afrejsende tropper også forstod at forsyne sig inden afrejse.
Det har været hårdt at være borger i Varde og omegn  i de tider. Se uddrag fra tingbogen 1632.

Omtrent på det højeste sted er der en mindesten med inskription: "Her opkastede Wallensteins soldater en skanse i 1627"


**** billede af sten ****
Varde 1797
Kort over Byen Varde.  Paa den Kongl:General Vej´Commisions Forlangende opmaalt i Aaret  1797 af C: Heinen og Caperet af Netzler.
Da tropperne havde forladt Vardeegnen var der på stedet den oprindelige sandbanke, der på det højeste sted hævede sig 15 meter over terræn. Dertil var kommet jordvolde/skanser og stedet blev nu kaldt Arneberg eller Skansen.

I 1829 får Varde en byfoged: Andreas Claus Wedel-Heinen. Han er gift med Elisabeth (Betty) von Krogh - senere Elisabeth Wedel-Heinen.
Elisabeth var selskabsdame for prinsesse Charlotte Frederikke i Rom, i årene 1837-1838, og lærte i den forbindelse Thorvaldsen at kende. Ifølge hendes bevarede breve til Thorvaldsen har hun sat ham endog meget højt. Hvor omfattende hendes forbindelse med billedhuggeren egentlig var, er uvist, men brevenes indhold kunne tyde på en flirt. Hun blev i 1813 gift med den daværende jurist Andreas Claus Wedel-Heinen, og boede sammen med ham på Kærsgaard ved Middelfart frem til 1829, hvor de af økonomiske årsager måtte afhænde gården til staten.

Parret bosatte sig i den "Schultzske Gård" på Torvet i Varde, efter at de havde vraget den tidligere byfogedresidens i Nørregade, som var for lille og afsidesliggende til formålet. De syntes begge, de var kommet til et barsk og øde sted, som de gerne ville forskønne og beplante.
Allerede i 1829 havde Wedel-Heinen planer om en beplantning af det nuværende Arnbjerg, der henlå øde og "kullet" , men med et "smilende" engdrag mod syd flankeret af den gl. byvold mod øst. Den 15. april sender han en ansøgning gennem Byrådet til det kgl. Rentekammer med følgende indledning: "Da det såkaldte Arnbjerg er særdeles skíkket til Træplantning, eftersom det har læ fra alle skadelige vinde og hælder mod sønden, har jeg tænkt at anvende denne plads til skovanlæg".Han gør senere i brevet udtrykkelig opmærksom på, hvilke træsorter der vil være anvendelige til den foreslåede beplantning.
Andreas Claus Wedel-Heinen
Elisabeth (Betty) von Krogh
byfoged, Andreas Claus Wedel-Heinen gift med hofdame og godsejerdatter Elisabeth fra Løjtved på Sydfyn.
Det lykkedes at få penge bevilget fra det kgl. Rentekammer og få tilladelse fra Byens Råd og Amtmanden. Beplantningen måtte ikke belaste Byens kasse ! Men Wedel-Heinen forventede, at agtede borgere i stedet ville hjælpe til, også ved at tage pungen op af lommen ! - Elisabeth var uden tvivl hovedkraften i arbejdet med beplantningen. Hun tilså jævnligt arbejdet "ledsaget af sin "kæmpestore" hund og assisteret af gartner Niels Hansen, der boede på Torvet og var "en kyndig plantør". Arbejdet fortsatte i 15 år fra 1833 til 48, selv om Byfogedparret rejste til Middelfart i 1842. - Et litografi fra 1862 viser 3-4 m høje træer. Det har nærmest været en lille plantage.
På kortet fra 1858 ser man den forholdsvis nyplantede plantage. Det er begyndelsen på Arnbjerg-parken. På kortet fra 2022 ser man kun en lille del af Arnbjerg-parken som den er i dag. Men det er tydeligt at se, at den oprindelige plantage kun dækkede det lille område hvor skansen var og hvor friluftsscenen er i dag.
Til ære for og som minde over ægteparret, der forestod beplantningen, rejstes i 1929 en mindesten, der står i stendiget til venstre ved indgangen fra "Skansen", med denne indskrift:

"Byfoged Wedel-Heinen og hustru til minde.
Arnbjerg volde, nøgne golde, fik I lykke til at smykke,
i en fattig tid - I med id - mod og tro,
her fik træer til at gro".
(Rejst af borgere i Varde med tekst af lærer Emil Christensen).

Som det fremgår af Wedel-Heinens ansøgning i 1829, er brugt betegnelsen for området, Arnbjerg.
På kortet fra 1858 er brugt Arneberg. På postkortene fra århundredeskiftet er brugt Arnberg. I avisartikler omkring 1900-tallet ser man brugt Arneberg. I dag bruges betegnelsen: Arnbjerg.
**** billede af sten ****
Det første Arnbjerg gik kun til Østervold. Området der blev beplantet kan ses på kortet fra 1858. På kortet fra 2022 ses det område som ægteparret Wedel-Heinen beplantede, markeret med rødt.
Den gamle kirkegård ved Sct. Jacobi Kirke, var blevet for lille og lå desuden for tæt på Sct. Jacobi skole, så i 1878 fik byrådet Kultusministeriets tilladelse til at udtage 4 tdr. land af "Organist-og Bedemandsloddet" der i 1857 var blevet overtaget af Varde kommune netop med henblik på senere anlæggelse af en kirkegård.
I 1880 indstillede Borgerforeningen til Byrådet at den resterende jordlod mellem Kirkegården og Arnbjergparken blev en udvidelse til Arnbjergparken. Det skete i 1883 og samtidig lod byrådet omkring 6,5 tdl. af den gamle organistlod beplante.
En tid blev den oprindelige del af parken kaldt "Gammel Arnbjerg" og den nye del kaldt "Ny Arnbjerg".
I 1895 købte Byrådet en jordstrimmel langs med Voldstien, så man lettere kunne komme fra Østergade til anlægget. I 1898 blev der i "Gammel Arnbjerg" bygget en musikpavillon. Den lå lige øst for hvor der i dag er friluftsscene.
Den gamle musiktribune i Arnbjergparken
Den gamle musiktribune i Arnbjergparken. Omkring 1900. Foto: Varde Byhistoriske Arkiv
Vardes borgere havde nu ikke bare et skovområde at gå tur i - på dage hvor der var arrangementer i/ved musiktribunen, var stedet et attraktivt udflugtsmål. I København havde/har de volde man kunne gå tur på bededagsaften. Også Fredericia har sine volde. Også Varde har nu volde, men disse blev ikke lavet for at holde fjender ude - de blev lavet af fjender for at beherske byen.
Voldene besværliggjorde også passagen mellem den gamle og den nye del af Arnbjerg.
I 1899 blev der lavet passage i volden, så man via en "port" kunne gå fra Runddelen i det gamle anlæg og over i "Ny Arnbjerg". Porten havde en form for trin så man stadig kunne gå tur på volden og henover porten.
Porten i Arnbjerg
Porten mellem Gammel og Ny Arnbjerg. Fra omkring 1900. Foto: Varde Byhistoriske Arkiv.
Allerede da musiktribunen blev planlagt, var der planer om en form for traktørsted i Arnbjerg. Fortalerne for planen mente at det ville skabe liv i parken. Der var tale om et sted med bespisning, udskænkning og musik.
Modstanderne var bange for at det ville skabe lidt for meget liv i parken, og at dyden ville gå amok. Man var dog klar over at et eller andet skulle etableres hvis ikke borgerne skulle finde andre steder at forlyste sig.
Beværtning i Skoven.

Strid i Varde Byraad. - En Borgmester, som ikke kan lide Musik. - Spillejomfruer og Prostitution.

Spørgsmaalet om Anlæg af en Pavillon i lystanlæget "Arneberg" fremkaldte i Mandags en meget livlig Forhandling i Varde Byraad.
Borgmesteren, som kørte op med et helt Arsenal af Dyd og Moral, fik først Ordet. Han udtalte bl. a. :
I en vis Forstand er Sagen vel afgjort før den kommer til Behandling her i Raadet, men jeg vil dog, trods forud fattede Beslutninger, anmode Medlemmerne om at behandle Sagen med den størst mulige Interesse. Taleren forstod godt Ønsket om at finde et Sted, hvor man i tiltalende Selskab kunde tilbringe sine ledige Timer, men ansaa "Frimurer-haven" som et mere passende Sted. Han vilde for at spare de 10,000 Kr., Anlæget mentes at ville koste, foreslaa, at man foreløbig nøjedes med at anlægge et Køkken, hvor den eventuelle Vært kunde tilberede sine Varer, og saa se Tiden an.
Man vilde da erfare, hvilket Publikum, der søgte stedet. I Aalborg og flere Steder bar man opført noget lignende, og det synes at være tiltalende.
Rømbild anbefalede Forslaget.
Opførelsen af en Pavillon i "Nyarnbjerg" kan aldrig skade det smukke Anlæg.
Det er til stor Skade for Byen, at Borgmesteren er Modstander af Musik paa Restavrationer og lignende.
Byen kan ogsaa blive alt for stille.
Harck sværmer ikke for Pavilloner, den gode Ro i "Arnbjerg" skulde nødig forstyrres. Vi anvender alt for store Summer paa Byens Forskønnelse, og Ministeriet vil sikkert heller ikke give Tilladelse til en saadan Udgift.
Rømbild maatte fastholde, at Udgifterne til Byens Forskænnelse var forsvarlige. Arbejdsmanden, som kun fik 700 Kr., var meget flittig og holdt hele Byens offentlige Anlæg i Orden.
Borgmesteren: En Pavillon med hele det Leben, som vil komme, naar det skal betale sig, vil være til Ulæmpe for Byen! Argumenterne maa være nok saa smukke, men jeg maa sige, at en Knejpe(!!!) ikke faar Lov til at existere i "Arnbjerg" saa længe jeg er Politimester; men vil Dhrr. presse en Pavillon frem af en bestemt Type, maa De gøre Regning paa, at det bliver et Offer i Stedet for en Indtægt for Byen. Naar Medlemmer og Pressen havde fremhævet Borgmesterens Uvilje mod Musik, var dette en Misforstaaelse.
Spillejomfruer havde Borgmesteren rent forbudt, da det kun var maskeret Prostitution.
Sagfører Nonboe : Naar Borgerne holder Fest i "Arnbjerg", maa de under de nuværende Forbold udrede alt for store Udgifter. Taleren vilde nødig gaa ud af Byraadet uden at have været med til at opfylde dette for Borgerne saa berettigede Ønske, men kunde under ingen Omstændigheder gaa med til at overlade Forretningen til et Aktieselskab. Tegningen paa Bygningen, som
var laant fra Holstebro, var for lille.
Vi maa være fremsynede og ikke bygge alt for smaaligt.
I. P. Justesen: Tanken om en Pavillon i "Arnbjerg" har tidligere været fremme her i Raadet, men det synes at være gammel Hævd i Varde, Sagerne udsættes indtil Folkestemningen med uimodstaaelig Styrke kræver disse gennemførte. Festerne koster nu ca. 1200 Kr. at arrangere: disse Penge kunde spares. Borgmesteren behøver flet ikke at frygte for, at Beværtningen skal udarte. Byraadet kan jo alle tider kontrollerere Værten, og denne vil magelig kunne svare Renterne.
Kierchner : Embedsmandens Syn paa Forholdene er ofte afvigende fra hvad andre mener. Embedsmanden har sin faste Løn, medens vi andre maa se at forøge vore Indtægter ved egen Handledygtighed; naar Byens Omgivelser er tiltalende, søger Landmanden ind til Byen, og en dygtig Haandværker- og Handelsstand vil da kunne finde forøget Omsætning
Efter at Talerne endnu en Gang havde haft Ordet, blev Sagen udsat til et senere Mode. Men Borgmesteren var aabenbart paa det rene med, at Dyden i Varde vilde blive skrinlagt i den ny Pavillon.

Vestjyllands Social-Demokrat, Lørdag den 8. oktober, 1898

Byrådet havde indset at der måtte skabes mulighed for at byens borgere om eftermiddagen kunne gå i parken og ikke være nødsaget til selv at medbringe kaffe og anden forplejning. Og om aftenen kunne man mødes til spisning med musikledsagelse og hertil drikkevarer.
Byrådet havde jo opdaget at der syd for Varde var opstået en hastigt voksende by, og havd borgerne ikke kunne finde i Varde kunne de finde i Esbjerg der ikke lå langt væk.
I 1899 opførtes en pavillon der placeredes i den nordlige yderdel ud mod Østergade - i den nye del af parken. Da den lå på et af parkens højeste steder, var der en god udsigt ud over hele parken. Udsigten kunne nydes fra en åben men overdækket terrasse.
Pavillonen i Arnbjergparken
Pavillonen i Arnbjergparken. Omkring 1905. Foto: Varde Byhistoriske Arkiv.
Tilbage til indhold