Kultur - Bramminginfo

Først kommer en vej, så kommer der nogle huse. Er de der, kommer omsider menneskene. Har de fået sig indrettet og sørget for, at de grundlæggende behov er dækket - mad på bordet, tøj på kroppen, varme i huset, kan de omsider begynde at interessere sig for det fælles. De kan danne foreninger og klubber, folkelige og faglige, og sådan selvfølgelig også i Bramming. Men i forhold til al anden udvikling må det selvfølgelig ske med en vis forsinkelse. Her skal vi se på de fællesskaber, man kan sætte betegnelsen kirkelig, folkelig og kulturel på.

Kirkelig set skete der i de år, som her behandles ikke alverden, og dog, tilløbene til ændringer var der. Kirkerne lå der begge to. Sct. Knuds kirke havde ligget der i henved 700 år og der skulle ikke ske andet med den, end at den i 1970 gennemgik en hovedrestaurering, så den kom i så fin en stand, som den aldrig før havde været i sin 700årige levetid. Oppe i byen havde Sct. Ansgar kirke nu ligget i 40 år, ingen alder for en kirke.

Ovre i præstegården residerede den grundtvigske præst, Ove Juul Christensen. På mange måder kan han siges at være karakteristisk for sit sogn i disse år. Han kom fra landet, han havde inden, han kom til Bramming, været sognepræst i et rent landsogn, og han hyggede sig sammen med sognets landboere og de mange tilflyttere fra landet. Jo, vi tænkte jo alle sammen som de bønder vi var, sagde Hulda Andersen, som een af de der kan huske tiden dengang. Og at komme i præstegården var at møde gammeldags præstegårdshygge. Ikke den store effektivitet på kontoret måske, heller ikke den store forkromede pædagogik i konfirmandsstuen, der bestemt heller ikke kunne bruges til andet end unge mennesker med garvede bage. En lille historie kan belyse den Juul-Christensenske pædagogik. Engang var det ham ikke muligt at få een af de unge mennesker til at tie stille under konfirmandforberedelsen. Da udbrød han: Vil du ikke høre Guds ord, skal du få det at føle. Og med et brag landede en stor bibel på den formasteliges hoved. Men hygge og varme var der i præstegården.

Hvad fortæller Vestkystens Brammingssider om de gamle kirkelige miljøer i 1955? En hel del. Der skete jo ikke så meget andet i de dage, så lokalredaktøren måtte af sted til et utal af møder. Således kunne man læse, at på Bramming Efterskole holdt man nytårsmøde med forstander Bo Rud fra Kerteminde. Han genfortalte og læste op af Franz Werfels Jakobowsky og obersten, en i de dage højt værdsat bog fra det af nazisterne besatte Europa. Mødet samlede 100 deltagere.Lidt senere på året kunne man læse, at efterskolen havde haft besøg af højskolelærer Johs. Rosendal fra Sønderborg. Johs. Rosendal havde været een af de ledende modstandsfolk i Sydjylland, men samtidig var han een af landets bedste kendere af Karen Blixens forfatterskab. Vestkysten bragte et fyldigt referat. Bag begge arrangementer aner man forstander Bertel Nielsens sans for kvalitet. Efterskolen var et midtpunkt, ikke blot fysisk, for det grundtvigske liv på egnen.

Vestkysten ved da også at berette adskilligt fra livet i missionshuset. Den 10. februar var der missonsuge i Bramming, og taler var bl.a. missionær Adrian Johansen, der tog udgangspunkt i fortællingen om helbredelsen af den blinde ved Jeriko: For den blinde var der ingen tvivl, han ønskede at blive seende, da Jesus henvendte sig til ham. For os gælder det, hvad han skal gøre for os, når han stiller os samme spørgsmål.

I 1974 døde pastor Juul-Christensen, og hvordan man end vender og drejer let, så er det væsentligt for et sogns liv, hvem der er sognets præst. Allerede i 1970 var der kommet en kapellan til Bramming, nemlig Kristian Bundgård, der tillige var sognepræst i Darum og i 1976 efterfulgtes Juul-Christensen af Poul Ilaahr som sognepræst, begge stammede fra bymiljø. I den forbindelse fortæller tidligere sognepræst Poul Haahr: Menighedsrådsformanden gennem mange år, Bertel Nielsen, sagde engang til mig: Allerede ved dit første foredrag i Kirkeligt Samfund, Poul, afslørede du, at du intet forstod af landbomiljøet.

Udviklingen i retning af bykirke gik videre. I 1987 blev der ansat en kordegn, først Peter Stagis, siden Jes Simonsen, og bygget et lille kontorhus til kordegn og graver. Dermed var al attestudskrivning rykket ud af præstegården. Ville præsterne i personlig kontakt med deres sognebørn, måtte de nu ud i hjemmene. Ved samme lejlighed ansattes en hjælpepræst, Bent Mølby Nielsen. I 1996 afsluttedes udviklingen, idet man kunne tage en sognegård i brug, der også lå ud til kirkens parkeringsplads. Det meste af konfirmandforberedelsen og de fleste møder var nu flyttet fra præstegården. Den var ikke mere det centrum, den havde været i landsbytankegangens tid.

De gamle kirkelige miljøer, Indre Mission og det grundtvigske Kirkeligt Samfund havde det forskelligt i disse tyve-femogtyve år. Indre Mission havde det bedst. Takket være en kraftfuld missionær, Johan Hansen, blev der stadig taget nye initiativer. Der blev skabt en klub for teenagers, en anden klub for unge familier, alt i medens det traditionelle arbejde med bibelkredsene som bærende piller fortsatte, det arbejde som man oversat til et andet sprogbrug kunne kalde IMs celler. Det alt sammen kulminerede med rejsningen i 1976 af Sydvestjyllands Efterskole, der var knyttet til missionen. Derefter blev også denne del af det kirkelige arbejde ramt af tilbagegang. Man måtte dele skæbne med resten af det Danmark, der blev forvandlet fra landsby til by, og dermed løsnedes båndene til kirken.

Kirkeligt Samfund havde det endnu hårdere i halvtredserne, tresserne og halvfjerdserne. Det var i udpræget grad et miljø knyttet til landet. Medlemmer var fra landet eller boede endnu i de dele af Bramming, der var landsogn. Der kom ingen nye til. Til gengæld var der familier, der var trofaste gennem mange år, f.eks. Agnes og Poul Platz, Thomas Christiansen og hustru, alle Nygårdsvej,

En ny mulighed for at få gode foredragsholdere til byen åbnede sig, da der blev dannet en lokal Folkeuniversitetskomite. Ja, ny og ny er så meget sagt, for i Byhistorisk arkiv findes en notits fra Bramming Håndværkerforenings protokol for den 24. oktober 1906: Til nedsat pris. Det overlodes til medlemmerne at tegne sig til foredragene i Folkeuniversitetsforeningen for 75 øre for seks foredrag. Men siden har man ikke hørt noget til den forening, før den i 1978 genopstod som komite med Poul Haahr som formand og Erik Helth-Petersen som sekretær. Fordelen ved at have en sådan komite er, at man ud over hele Danmark indbetaler samme beløb for en foredragsholder til et landssekretariat i Odense, og så står dette sekretariat for alle udgifter til honorarer, rejse og ophold. På den måde kunne man i Bramming få en professor fra København til at fortælle om lokalhistorie, en anden om Tyskland efter 2.verdenskrig, en lektor fra Århus til at tage sig af Grundtvig o.s.v. Det er i tidens løb blevet til ganske mange små serier, hvoraf de fleste blev afholdt i konfirmandsstuen ved Bramming Præstegård. Det kunne være en lille serie om De folkelige bevægelser i Danmark, om byplanlægning absolut med henblik på Bramming, eller en, der hed Far, mor og børn, - og bedsteforældre, der sluttede med et debatmøde om børneinstitutioner i Bramming. Det kunne også ske, at der var ebbe i kassen, for Odense skulle jo have nogle hundrede kr. per aften. Så måtte komiteen arrangere et litteraturkursus, helst om kvindelitteratur, så blev der overskud. Eller om folks sundhed, det gav kasse hver gang. Komiteen lever i bedste velgående den dag i dag.

Det var dog ikke foredrag det hele. Der var også sang i Bramming i de dage. Bramming Mandskor, der var startet i 1914, havde det fortsat godt med den særlige muntre sangerkultur, som hører et mandskor til. Siden 1922 havde man hvert år bl.a. givet julekoncert i Sct. Ansgar kirke, og den tradition er ikke blevet brudt, så byens borgere har hvert år kunnet møde sit kor. I de senere mange år er Mandskoret dirigeret af Anders Rasmussen. Men der kom også i perioden et par nye kor til. Med skoleinspektør Larsen-Pedersen, Gørding som dirigent opstod i 1951 Bramming blandede kor. Enkelte af de første medlemmer er med endnu, således Svend Åge Scmidt. Han mindes Larsen-Pedersen som en meget myndig herre, der nok kunne tage sig ud, når kan til koncert dirigerede koret iført kjole og hvidt svingende violinbuen foran børn og voksne. Svend Åge Schmidt fortæller også, at korets arbejdsform i dag er den samme som for mere end fyrre år siden. Man mødes hver anden torsdag, synger halvanden time, derpå tager man ud i et af kormedlemmernes hjem og drikker kaffe, hvorpå der synges en halv time til tre kvarter efter højskolesangbogen. Da Larsen-Pedersen døde, over tog Bang Nørgaard dirigentstokken. Da han faldt fra, blev Brynhild Tophøj leder.

Endnu et kor dukkede op i disse år, et rent damekor. Det var vel nærmest en dirigent, der søgte sit kor, idet koret blev dannet af musikpædagogen Ayoe Poulsen i 1966. Det fik navnet Lærkerne og blev et meget flittigt kor. Ayoe Poulsen, der var handicappet havde forbindelser indenfor plejehjemsverdenen, og Lærkerne blev en værdsat gæst på egnens plejehjem, ligesom det snart blev en værdsat halvdel af den årlige julekoncert sammen med Mandskoret. Veel Ayoe Poulsens tilbagetræden i slutningen af firserne blev koret nedlagt, men et andet med omtrent samme medlemsskare opstod under navnet Skala med Henrik Jønch-Clausen som leder. Endnu et kor, Sonor opstod i løbet af firserne, så Bramming må siges at være godt dækket på det område

I halvtredserne var der enkelte, der forsøgte sig med den levende musik. Frem for alt fru dr. Schultz'trio. Fra 1947 og tredive år frem mødtes hver uge fru Schultz, der spillede cello, med fru Neerland ved klaveret, og fru Kjærsgaard-Mortensen på violin. Det var det rent klassiske repertoire, de tog sig af, fortæller fru Schultz’ datter, Birgit Schack. Det var Mozart, Beethoven, Tchaikovsky og dens slags. De var et lige så fast indslag ved den årlige julekoncert som mandskoret ligesom de af og til gæstede plejehjemmet. Men også ved andre festlige lejligheder var de ikke bange for at give et nummer eller to. På spørgsmålet om ikke trioen var byens førende ensemble, svarede Birgit Schack: jo, og det eneste!

Som man vil se, var det for både sangens og musikkens vedkommende amatørerne, der førte ordet. Den professionelle kunst så man ikke meget til. D.v.s bladrer man i Vestkysten 1955, kan man konstatere, at man i hvert fald kunne komme i biografen. Det var det år, hvor Dreyers filmatisering af Kaj Munks ORDET var det helt store tilløbsstykke og da også i Bramming. Ellers kunne man her i første halvdel af 1955 bl.a. komme til at se Frk. Kirkemus, De tre musketerer, og Fuglekræmmeren. Den kunne man imidlertid også opleve i levende live, idet den opførtes i Borger- og Landboforeningen. En klassisk operette, skrev Vestkysten, fuld af dejlige melodier, og i handlingen berettes om to jævne og ærlige mennesker, der af skæbnen hvirvles ind i letsindige hofintriger. I hovedrollerne kunne opleves Asta Hansen og Bent Weidrich. Og skulle nogen have lyst til mere operette, kunne man smutte en tur til Gørding, hvor Kay Abrahamsens tourneselskab opførte Tre små piger – med indlagt valseintermezzo.

Det var som sagt både på sangens og musikkens område amatørerne, der tog sig af opgaverne. Men i 1977 skete der noget af en revolution. Bramming Efterskole, der som bekendt var flyttet ud på Gabelsvej, kunne indvi sin nye hal. Til denne var der knyttet en scene. Den skulle benyttes. Den 17. marts 1978 blev der afholdt stiftende generalforsamling i Bramming og Omegns Teater- og Musikforening, i daglig tale kaldet BOTM. Den første bestyrelse fik Gudmund Mouritsen som formand, mens P.V.Lund blev kasserer, en meget vigtig post i en sådan forening. Hvis man imidlertid ser på denne bestyrelses erhvervsmæssige placering, vil man se, at nu er landbokulturen for alvor ude af Bramming. Det nærmeste man kan komme landet, er en købmand i Lourup. Ellers består bestyrelsen af tre lærere af forskellige art, en boghandler, en lægesekretær, en præst og en redaktør. Senere kom en apoteker, en ansat i møbelindustrien og en dyrlæge til at spille en stor rolle sammen med alle de andre, der påtog sig et bestyrelsesansvar.

Men alt har en ende, og det havde tiden også for musikforeningen. Den bestod fire år ud over teaterafdelingen. Men der kom færre og færre, og da man kunne He', at det blev alvor med Musikhuset i Esbjerg, der ville udkonkurrere alle andre initiativer her på egnen, så besluttede bestyrelsen at lukke og slukke. Det havde været 16 år med mange gode oplevelser og enkelte sindsoprivende, når alt syntes at gå galt.

Sammenfattende: En teater- og musikforening er noget, der hører købstadskulturen til. Det har man i Ribe, Esbjerg og Varde, for der er et vist befolkningsgrundlag, som hører en købstad til, og nogle institutioner som kan trække interesserede til. Der en del gymnasier med deres lærere, der er retterne med deles dommere, i Ribe stiftet, i Varde kasernen og i Esbjerg universitetscentret 0.5.v. Alt sammen institutioner med ansatte som man må formode vil leve med i et kulturliv af klassisk karakter. Bramming har intet af den slags. Bramming er ikke en købstad, det har forsøget med Bramming og omegns teater- og musikforening vist.

Der har været to store hop i udviklingen af Bramming bibliotek: Det første var i 1962, da bestyrelsen købte en villa med parketgulv i Nørregade 28 og ansatte en faguddannet bibliotekar. Det andet hop var i 1985, da biblioteket rykkede ind i den nye biblioteksbygning i biblioteksparken bag Kikkenborg. Det var i denne periode, hvor biblioteket gennemgik den samme dynamiske udvikling som resten af byen: fra at have været et sognebibliotek blev det et moderne folkebibliotek.

Fra starten var der 1 bibliotekar og 1 kontorassistent, men ret hurtigt lejede bestyrelsen det meste at det, der nu er El-huset, og indrettede en børneafdeling her - og ansatte en børnebibliotekar. Det var i de år, hvor der ikke var så mange tilbud til børn, så børnebiblioteket var for mange byens eneste fritidstilbud. Og i slutningen af tresserne var børnebiblioteket der, hvor der skete noget med tealer og arrangementer. Voksenafdelingen var mere stille og præget af en kraftig vækst i bogbestanden: fra at have været bibliotek på fritidsbasis for Bramming hy, skulle der nu opbygges en bogbestand for hele kommunen.

Bogbestanden voksede, men det gjorde lokalerne ikke - det ene lokale i baggangen efter det andet blev inddraget – også vaskeværelset til pigekammeret blev inddraget til lydbøger, da de nye medier så småt begyndte at trænge frem. Det hjalp også, da bibliotekaren, der ellers havde til huse på første sal som en anden førstelærer, flyttede til anden bolig: så kunne man indrette kontor der i 1970. Men det var jo ikke uden problemer, da der var skråvægge og en lofthøjde, der ikke svarede til Arbejdstilsynets krav. Der manglede også tilbørlige flugtveje, som det hedder - det blev der lavet sindrige løsninger på. Én fordel for personalet var der dog ved den inddragne lejlighed: der var et tilhørende badeværelse, hvilket et bestemt medlem af personalet benyttede sig af, når der ikke var tid til at komme hjem og få et bad, hvis aftenlige sysler kom umiddelbart efter arbejdstiden.

Pladsforholdene i Nørregade var så trange, at der var en bogopsætter, der sagde til den øvrige del af personalet, at de nu blev nødt til at låne nogle bøger, ellers kunne hun ikke få plads til at sætte de afleverede bøger på plads. Bygningen på Nørregade blev revet ned lige efter, at biblioteket flyttede, og skabte derved mulighed for oprettelsen af Nørretorv – et lyspunkt på Nørregade. Men det gamle bibliotekshus havde nu bestemt en stor charme.

Ungdomsoprøret er den kendte betegnelse for de protestbevægelser, der startede på universiteter i USA og i Europa blev kendt som Maj 68 i Paris og Praha. Ungdomsoprøret havde både en politisk og en mere kulturel side. Den politiske protest rettede sig mod de stivnede former indenfor det politiske og fagforeningsmæssige establishment -og mod krigen i Vietnam. Den kulturelle blev oplevet som en forkastelse af de samlivsformer, der var rådende, af den stive påklædning med slips og blanke sko, af den sukkersøde musik, der var med Raquel Rastenni og Gustav Winckler.

Men tresserne i Danmark faldt i 70erne. I København krævede ungdommen overtagelse af Huset i Magstræde – det ligger der faktisk endnu, omend aktiviteterne er begrænsede- og det var den del af ungdomsoprøret, der slog ned i Bramming. Det var en kort – men hektisk periode fra efteråret ’69 til foråret ’70. Men det var ikke kun i Bramming, der var røre. I bladet står der om en demonstration i Ribe foran hotel Dagmar i marts '70, hvor 30 unge demonstrerede under en Tv-udsendelse, for at få byrådet til at løse deres lokaleproblemer - de fik faktisk senere det gamle Gasværk!. Og i Esbjerg vandt 9. klasse på Spangsbjergskolen en konkurrence om indretningen af et ungdommens hus.

Kommunen havde sørget for at ungdommen kunne samles til diskotekaftener på det gamle Lunagård, der var kommunens ejendom inden udstykningen. Her gik det vist lidt hårdt til, og der blev så lavet ungdomsklub øverst i Bakkevejens skole. Det svarede ikke rigtigt til behovet for fritidsudfoldelse og heller ikke til ønskerne om et ungdommens hus, hvor man selv kunne stå for driften. Der blev derfor i november 1969 sendt en skrivelse til sognerådet, hvor man anbefalede at skaffe ungdommen et hus i forbindelse med biblioteks- eller hal/svømmebadsbyggeri. Hvad man ville bruge det til, blev opregnet som følgende: a høre musik(diskotek) b diskussions- og hyggelokale c spille skak d spille billard e spille bordtennis f spille kort g læse bøger og blade h drikke kaffe, te, sodavand m.m.

- hvilket jo ikke lyder så vildt! Det var imidlertid i kommunesammenlægningens tid så der var bestemt ikke optræk til, at det siddende sogneråd ville træffe nogen beslutning.

Ud over musikgruppen blev der hurtigt nedsat en hus-gruppe, hvis opgave det var at finde et sted.. Der var ellers foretaget en grundig støvsugning af byen for at finde et sted. Husgruppen havde følgende i kikkerten: