Bygmester - Bramminginfo

Han var bygmester, entreprenør ville vi sige i dag. Tonnes Tonnesen kom til Bramming omkring den tid hvor det store byggeboom var ved at være ovre. Dets helte og spekulanter havde forladt byen: Fenger, Schou, Albrechtsen og Guttorm Sørensen. Men han byggede huse - mange og vidt omkring. Men der var for lidt i det, så han begyndte at bygge broer, de fleste af dem vi kender: broen mellem over Sneum å ved Darum/Allerup, broen ude ved Ålbæk. Han lavede også arbejde med fjernvarmen, bla. støbekasserne i Jernbandegade i 1952 – da var han 80 år. Men også det kommer vi til.

Lige nu er det hans politiske overbevisning, han var nemlig i forhold til sit erhverv og sin oprindelse lidt mærkelig, han var nemlig socialdemokrat. Selv har han sagt at det var de usle kår på landet i hans barndom der gjorde det. Hans datter, Ragna Tonnesen har fortalt: Da Karl Marx’ lære i fars ungdom dukkede op som den rigtige socialisme, blev far grebet af dens idealisme. Afgørende var det at han stiftede bekendtskab med Peter Sabroe i København som havde stiftet Børnenes og de Forurettedes værn, og det arbejde gik han ind i. Sammen med Sabroe var han ude i København for at lede efter en pige fra Jylland der var blevet væk, de fandt hende på et loft, hvor hun sad med et lille barn i en papkasse i yderste fattigdom. Hun blev ført tilbage til forældrene og alt blev godt. Der var få socialdemokrater dengang som nu, der havde arbejderklassen og dens politiske magt på programmet, det havde Tonnesen heller ikke.

Men socialdemokratiet var hans livsånde. Han blev ikke træt af at pointere, at man skulle holde Vestjyllands Socialdemokrat - kort efter af Vestjyllands Socialdemokrat var startet i 1898 passede Maren og Tonnes med flid og omhu det lokale Kontor. At det var vigtigt med ungdomsarbejdet i DsU. Socialdemokraternes årlige juletræ 4. juledag på Kikkenborg havde som oftest Tonnesen som organisator og underholder med sketch og oplæsning. Ragna har fortalt: ’Sammen med glarmester Rasmussen var han med til at arrangere Børnenes juletræ den 5. Juledag i den store sal på Kikkenborg. Der kom langt over 100 børn. Det hændte at bestyrelsen gik ud i hjemmene for at få børn med der ellers måtte blive hjemme fordi de ikke havde tøj at få på. Det blev der så rådet bod på, og glæden var stor. Under Rasmussens ledelse blev der råbt hurra, snart for det ene, snart for det andet. Der blev uddelt godteposer, appelsiner, æbler og andet godt’. Jeg kan tilføje at protokollen kan berette om langt større tal end 100 børn!

Han sad i sognerådet i en menneskealder, og selv da han var 71 år blev han opstillet og valgt til Amtsrådet i 1943. Politik spillede naturligvis en rolle i familien Tonnesens liv. Ragna har fortalt om at lillesøster Anna (f. 1906) ikke var ret stor da hun en dag blev klædt ud i fars frakke, hat og stok og sagde: ’Nu går jeg så, mor’ ’Hvor går du hen’ spurgte mor, og Anna svarede ’Hen å æ hotel te møde’.

Annonce den 24.2.1911

Den person der i går i Kikkenborgs sal medtog et par galoscher, bedes aflevere disse hos Th. Tonnesen, Bramming. Sagen vil ellers blive anmeldt til politiet.

Det sociale arbejde

Af de udvalg han blev indvalgt i stod socialudvalget og børneværnet hans hjerte nærmest. Jeg har mange gange overværet, når drenge, der var kommet skævt ind på livet, kom hen til en privat samtale og blev hjulpet eller talt til rette. Dengang var det brugt, når drenge lavede gale streger, stjal eller lignende, eller ikke kunne styres på anden måde, at de blev sendt på opdragelsesanstalt for en tid. Det kunne være hårdt og far gjorde også hvad han kunne for at undgå det.

En anden hjertesag var de gamle og han arbejdede da også meget på at få et alderdomshjem oprettet. Det lykkedes da også at indrette det i den gamle skole i Jernbanegade… Men det kneb med at få nogle gamle overtalt til at flytte ind, men også her gjorde fars gode sindelag fyldest. Han tog ud og snakkede med dem, og lidt efter lidt blev hjemmet fyldt. Den første var ’Skørte-Martins’ enke.

.. han gik altid i kvindeklæder. Han kom kørende til byen med tørvelæs, altid klædt i kvindetøj med et rent blåternet tørklæde og pæn sort stråhat. Konen syede både hans og sit eget tøj i fingrene. Marie..testamenterede far sin dragkiste.. . sådan var det iflg. Ragna Tonnesen.

Brandvæsen

En sommerdag i 1921 brændte Tonnes Tonnesens fire år gamle hus på Fengers alle 4. Tonnes kone bagte og lejeren vaskede i kælderen, så der var fyr på, og en renselåge i skorstenen var i ulave efter en skostensbrand nogle dage før. Ved branden stod tililende mennesker i en lang række over til jernbanestationen, idet de lod spande gå fra hånd til hånd med vand og retur ad en anden række til stationen for at blive fyldt – sådan oplevede husets 17-årige Ragna den totale ødelæggelse af sit barndomshjem, og hun mener at netop den brand – hvor kun de røgsværtede mure stod tilbage - gav anledning til oprettelse af Bramming Brandvæsen. Både denne brand og den tidligere brand på tømmerpladsen bag Storegade 3 satte fokus på nødvendigheden af hurtig og effektiv brandbekæmpelse. Men det var først i 1931 der kom en brandbil til byen.

Tonnesen som borgmester

Som noget usædvanligt var Tonnesen socialdemokratisk borgmester, den første og sidste i byens historie. Det var fra 1918-22. Der stod ved hans sølvbryllup kort tid efter i en avis: det var hans kommunale dygtighed der satte ham på denne plads, thi socialdemokratiet rådede kun over to stemmer i rådet. I februar 1921 sagde sognerådsformanden på et kommunalt vælgermøde: I 1918 byggede vi også alderdomshjemmet for 27.000 kr., Tværsigvej blev optaget på regulativet og skolesti anlagt i Nørå (plus meget andet). At det ikke så så godt ud med kommunens finanser fremgår ikke.

Tonnesens periode som sognerådsformand var ikke uden torne. I april 1922 var det økonomiske uføre så stort at man satte kæmner Jarling fra Jerne til at revidere regnskabet. Jarling påviste ikke noget der kunne ligne underslæb, men et kolossalt rod. Han karakteriserede regnskabet således: det bundløse dyb som Bramming kommunes regnskaber sikkert gennem adskillige år har udgjort.

Han påpegede at det har været tilfældigt hvornår regnskabsbøgerne blev ajourført, at både kommunekontoret og de enkelte udvalg førte regnskab og at det har påført kommunen tab, at bilagene ofte ikke fortæller om udgiftens art, men bare var en meddelelse fra et sognerådsmedlem til kontoret, man kunne ikke konstatere statsskattens størrelse eller det ekstra kvartals skat der blev opkrævet. Endelig er der kludder med kassebeholdningen som kæmner Jarling forhøjede.

Der er således ting der tyder på at Tonnesen måtte gå før tid, ikke på grund af underslæb, men fordi han måske kørte kommunen som sit eget firma. I hvert fald tiltrådte købmand J.J. Jochumsen, Nørregade 25, som sognerådsformand i 1922 og han fratrådte 3.3.1922, hvorefter manufakturhandler Andreas A. Øllgaard var sognerådsformand frem til sin død i 1932. Fra 1908-28 var var J.N. Vendelbo kommunesekretær, han fratrådte ved sin 70-års fødselsdag. Han var den første lønnede sekretær/kæmner, ansat som 50-årig til en årsløn af 700 kr. da grosserer M.A. Madsen var sognerådsformand. Vendelbo var tidligere lærer og fik som påskønnelse for sin indsats gratis ophold på Alderdomshjemmet da han holdt op – det var i øvrigt her hvor kommunekontoret lå.

Skolesagen

Centralt i perioden var skolesagen. Der var jo bygget en flot skole i 1906, takket være smed Thomsens initiativ. Der var også skoler i Nørå og Tømmerby. Og på et tidspunkt omkring 1939 rejste sig spørgsmålet om udbygningen af kommunens tre skoler. Skulle der bygges gymnastiksale i de to små skoler? Skulle de også have de øverste klasser? Det var et problem SD ikke var i tvivl om løsningen på: Den øverste del af skolesystemet skulle centraliseres i Bramming by, også Tonnesen talte varm for en centralskole. De udsendte også en løbeseddel som annonce i Ugebladet hvor de også pointerede de skattemæssige konsekvenser hvis der skulle ske en udbygning i Tømmerby og Hunderup. Enden på den diskussion var en folkeafstemning om problemet. Afstemningens resultat var klart: Centralisering i Bramming. Men i Tømmerby var de ikke begejstret for tanken, socialdemokraterne beskyldte dem for urent trav, folk blev slæbt til afstemningsstedet, eller hvordan det nu forholdt sig. Sognerådets flertal blev betænkelige og Flintholm deklamerede en udsættelse af sagen i 5 år - hverken mere eller mindre! Det burde jo kunne vælte ethvert sogneråd. Men ikke i Bramming. De skrev et hardirrende læserbrev i Socialdemokraten - men hvem bekymrede sig om det. De talte om at kontakte indenrigsministeriet. Men det blev vist ikke til noget.

Men tiden gik og 2. verdenskrig kom og med den arbejdsløshedsproblemer. Der blev i 1942 bygget gymnastiksale både i Tømmerby og i Nørå, men nu med socialdemokraternes velsignelse, som formanden sagde på en generalforsamling, dels var der stort tilskud til byggeriet, dels fremmede det beskæftigelsen. Tonnesen protesterede over at sognerådsmedlemmerne havde opgivet centraliseringen, formanden J.O. Jensen sagde at man var gået med til at bygge i Tømmerby og i Nørå fordi man fik stort tilskud og samtidig øgede beskæftigelsen.

Da han blev væltet

Tonnesen kom egentlig ind i sognerådet på afbud. Socialdemokraterne havde fået deres første mand ind i 1909 – der var protester mod opstillingen, men der skete ikke noget. Senere kom Tonnesen med på en afholdsliste, ikke som spidskandidat, men som ekstra hjul som han sagde. Nu skete der imidlertid det at spidskandidaten, forstanderen for Efterskolen, lagde sig ud med sognerådet eller dets flertal. Det var på den baggrund at han kom ind i 1914. Og der sad han så i 24 år, indtil 1938, hvor han blev væltet.

Hvad der var den politiske grund tier mine kilder om, men det er da at konstatere, at byens arbejdsmænd og portørerne på stationen måske ikke følte sig vel repræsenteret af en bygmester. Måske de syntes at arbejderklassen skulle have en røst, men der er i hvert fald ikke noget fremme om at han som bygmester skulle have beskæftiget uorganiseret arbejdskraft eller noget i den stil. Måske det bare et spørgsmål om generationsskifte, Tonnesen havde jo siddet der i 24 år.

Tonnesens afgang

Ikke alle var tilfredse med at Tonnesen repræsenterede Socialdemokratiet i sognerådet. Første gang der var noget galt var i 1929, hvor lokalafdelingen af Dansk Arbejdsmands Forbund efter opfordring fra forbundet havde besluttet at opstille deres kontorbestyrer til valget, det var Peder J. Pedersen, der havde været fagforeningsbestyrer siden 1922. Det meddelte de så på Socialdemokratiets generalforsamling. Men nogen sagde at Pedersen havde skadet partiet, at han har skadet sine kammerater. Hvad det drejer sig om får stå hen, men Tonnesen fremførte at det ikke var et afholdsspørgsmål – så det var det måske? – men et personspørgsmål, og han kunne da nemt pege på udmærkede mænd indenfor DAF, f.eks. ved Mads Madsen. Én af pionererne, glarmester Rasmussen, truede med at forlade mødet, hvis Peder Pedersen blev opstillet på en sikker plads. Efter afstemningen men før optællingen meddelte Peder J. Pedersen og hustru [Mette Kristine] at de meldte sig ud. Dirigenten erklærer herefter stemmerne på PJP for ugyldige. Så Tonnesen var igen Socialdemokraternes spidskandidat.

I 1938 trak det sammen igen, og denne gang faldt Tonnesen. Det virker som et vel tilrettelagt politisk spil. Til at udpege kandidater til opstilling blev der nedsat et kandidatudvalg bestående af bestyrelsen plus flere medlemmer, hvem de ’flere’ var oplyser protokollen ikke. På generalforsamlingen inden kandidatvalget advarede redaktør Truels Albertsen – kendt som den drivende kraft i DsU – mod splittelse. På mødet beklagede han at der var rygter om at der var en lille kreds indenfor arbejderpartiet der ville gå deres egne vegne [i.e. veje] uden udsigt til at få nogen valgt, mente i øvrigt at der var god udsigt til at partiet kunne få 3 mand, når sammenholdet var godt. Advarslerne var rettet til Tonnesens følgesvende, skulle det senere vise sig.

Men kandidatudvalget holdt møde og sagens kerne blev hurtigt afsløret. Tonnes Tonnesen mente nemlig at han skulle opstilles som nr. 1 i henhold til hans 24-årige virksomhed som sogne rådsmedlem. Det har flertallet nok lyttet til med tilbageholdt interesse, hans råd blev i hvert fald ikke fulgt. Tværtimod blev der holdt en almindelig afstemning i udvalget, og her røg han nu ned på en 8. plads, det vil sige at hans dage som socialdemokratisk sognerådsmedlem var talt.

De første 7 kandidater blev:

1 Arbejdsmand Mads Madsen

2 Overportør J.O. Jensen

3 Formand J. Chr. Jensen

4 Arbejdsmand Bendix J. Sørensen

5 Arbejdsmand Jakob Sørensen

6 Rangerformand A. C. Pedersen

7 Redaktør T. Albertsen

Det endelig spark

Den 5. marts var der så partimøde om opstillingen. Meningen var at forsamlingen skulle godtage de opstillede kandidater i den rækkefølge, kandidatudvalget havde foreslået. Det var en praksis der var ny i partiforeningen og ikke alle var tilfredse. Tonnesen stillede spørgsmålstegn ved at foreningens bestyrelse sad i udvalget (og stemte på sig selv!), andre mente at rækkefølgen på listen burde kunne ændres. Dirigenten – der også var bestyrelsesmedlem og opstillet – redaktør T. Albertsen sagde at rækkefølgen kunne ændres af forsamlingen, og så var en del af korthuset jo faldet sammen.

Først blev der imidlertid blev der stemt for og imod kandidatudvalgets liste. Den blev vedtaget med stemmerne 40-15. Da der krævedes ¾ majoritet skulle der ny afstemning til. Inden den fandt sted havde Tonnesen fundet ud af vindretningen og han nægtede at modtage valg og takkede for tilliden i den lange tid han havde været repræsentant for partiet. Redaktør Truels Albertsen, rangerformand A.C. Pedersen, arbejdsmand Mads Madsen og husmand Peder Jørgensen takkede Tonnesen for det udmærkede arbejde han havde udført og for personligt godt samarbejde.

Og efter de smukke ord og vink med vognstang stemte forsamlingen sådan at de tre øverste fra kandidatudvalgets liste fik flest stemmer: arbejdsmand Mads Madsen, Formand J. Chr. Jensen, Overportør J.O. Jensen – der så blev valgt ved det efterfølgende sognerådsvalgvalg, hvor partiet gik frem fra 2 til 3 mand. Jeg tror ikke der har været de store politiske forskelle på de opstillede og valgte. Men nu svarede repræsentationen nok mere til medlemsskaren: 1 arbejdsmand, 1 portør og 1 arbejdsformand på teglværket. Madsen sad i sognerådet i forvejen, og Jensen blev valgt for første gang.

Men stille gik det ikke af. Efter et par kaotiske opstillingsmøder stillede Tonnesen op på sin egen liste - eller som det hed: gode venner lavede en liste med ham øverst - han kom imidlertid ikke ind. Så det blev enden på en sognerådskarriere hvor han også - som den eneste socialdemokrat i byen - havde været borgmester i fire år fra 1918-22. Det kan godt være at den unge H.M. Thomsen var af socialdemokratisk observans, men det gik jo af med alderen, og medlem var han nok aldrig.

Mange ville så have forladt partiet i vrede. Men ikke Tonnes - han var født ind i socialdemokratiet og der blev han. Det var ham der holdt festtalen ved jubilæerne i 1928 og i 1948. Hans prestige

indenfor partiet i Bramming var usvækket frem til hans død hvor hans begravelse og følget viste hvor agtet han var bredt i byen.

Overenskomster

Som nævnt meldte arbejdsmændenes kontorbestyrer, Peder J. Pedersen, sig ud af Socialdemokratiet, da han ikke blev stillet op. Et par år senere fik han atter kontrovers med Tonnesen. Krigen var kommet og den gamle knark var nu blevet 70 år men han stod op kl. 4 om morgenen og cyklede til Raunsø på en gammel cykel med faste dæk. Fra arbejdsmændenes fagforeningsprotokol i 1942 kan man se, at der har været problemer med overenskomst omkring Tonnesens arbejde med at grave tørv.

I 1940 havde han lejet mosearealer i Raunsø og ansatte et tørvearbejdshold med fætter Kristian som formand. Den gamle motor fra fars første bil blev brugt som drivkraft til et ælteværk som far sammen med smed A.M. Sørensen fik udregnet og konstrueret... I 1943 købte han en tørvepresser og den gamle æltemaskine blev overført til Obbekær Mose, hvor han havde købt tørvejord, og et hold arbejdere med Kristian Tonnesen som formand blev sendt derned, hvor de arbejdede i to år, 1943 og 44. I Raunsø fortsattes til 1948.

Men hans første tanke har altså ikke været overenskomsten: I juni 1942 oplæste formanden Jakob Sørensen en skrivelse fra forbundet om at Teglværket endelig har indgået overenskomst efter at der er afholdt mæglingsmøde. Ejeren var medlem af Arbejdsgiverforeningen. Sag angående kloakarbejdet under jernbanen henlagt. Overenskomst med Mads Olesen [fejlskrivning for Mads Olsen] om tørvearbejde er indgået. Med T. Tonnesen er det endnu ikke lykkedes at få overenskomst angående tørvearbejde. Ved generalforsamlingen sidst på måneden var der endnu ikke indgået overenskomst med Tonnesen.

Familien

Afslutningsvis et par ord om Tonnesens familie. Selv var han jo fra Hunderup hvor forældrene var gårdfolk som der stod i kirkebogen ved hans fødsel i 1872. Den 9. august 1897 giftede han sig med Maren som han havde mødt i Darum da han var ved at lægge tag på, og hun stod og så på og sagde Hi-hi, pas o o do et faller nir. Det startede deres samliv i et nybygget hus, som han selv havde bygget i Storegade. Maren blev i 1908 valgt til bestyrelsen i Ribekredsens Kvindevalgretsforening, hun var aktiv i Indre Mission og sad også i Sygeplejeforeningen, i skolekommissionen, i Afholdsforeningen og i menighedsrådet. De havde sølvbryllup i 1922 hvor Socialen skrev: At Bramminge by i dagens anledning er flagsmykket noterer vi kun som en selvfølge.