En bank må der til
En bank må der til
Lige som enhver by med respekt for sig selv skulle have gadebelysning, skulle den også have en bank. Det var ikke så meget - som Poulsen skriver - for at have et sted at sætte sine penge hen i stedet for at have dem under hovedpuden:
Hvad vi særligt trængte til var en bank, ikke just for at indsætte penge, thi deraf var der ingen overflod, men for at låne eller for at skaffe penge hertil. Vi søgte om filialer flere steder, uden at det lykkedes. Omsider mandede vi os op hvor et møde tog en rask beslutning og tegnede samme aften ca. 40.000 aktier til en bank - selvstændig - og samme aften tog vi bestemmelse om slagplanen som derefter tog sin begyndelse ude omkring og det bestemtes, det skulle være endt inden en bestemt frist. Banken skulle oprettes på en bred grund, baade fordi vi ikke havde kapitalister til at tegne store summer, men også for at skaffe stor kunde kreds. Bestyrelsen skulle så supplere sig med én, der havde [Saksen] Sleben, der skulle jo anvendes al den veltalenhed vi var i besiddelse af.
Kaffepunch i Darum
At banken skulle have et bredt grundlag betød jo også at man måtte få bønderne i de omliggende sogne interesseret. Og Poulsen der jo nok allerede fra sin tid i Jedsted har haft forbindelse med Darum, måtte af sted: Jeg erindrer jeg var udtaget til Darum-turen hvor jeg kendte en del af folket. Vi måtte have god tid hvor vi kom og tage hatten til hjælp. Vi undgik ikke de gængse kaffepunser, det lettede humøret på begge sider. Blandt al snak var én så snedig at forlange af mig, at jeg skulle love at føre Darum vejen lige over banen ved vogterhuset. Der hvor den var, førte en længere stykke langs banen hvilket var meget generende for sky heste. På den betingelse kunne jeg så få flere aktier. Dette gik jeg så ind på, men regnede det dog for spøg, eftersom jeg vidste der var gjort forsøg med amtsrådets mellemkomst. Jeg gjorde dog forsøg på at få vejen rettet[1] og dette lykkedes over al forventning.
Bankforretningen førte altså også til at vejen til Darum blev rettet ud så hestene ikke blev sky når de færdedes langs banen- selvom toggangen dengang jo ikke var så vild: 12 toge om dagen!
Bramming Bank lå på Jernbanegade 6 efter et par år på Storegade.
Bankrådet
Den 10. januar 1897 var der generalforsamling i den nye bank, Banken for Bramminge og Omegn. Der var en diskussion om hvordan stemmeretten skulle fordeles, efter hoveder eller efter høveder, som man sagde dengang i andelsbevægelsen. Vedtagelse blev at 10 aktier og derover gav 3 stemmer. Det var en stor del af egnenes bønder der kom til at præge bankrådet, men også byens aktive folk, kendt fra Ugebladet og den politiske foredragsforening: jernbaneassistent P.L. Poulsen, skrædder K.F. Nissen, møller Niels Poulsen. Og så selvfølgelig byggematadorerne læge Palmer N. Fenger og trælasthandler P. Schou, sidstnævnte blev formand. Lambert Helle fra Landbosparekassen i Ribe blev ansat som administrerende direktør, Helle var fra Darum. På en grund ved siden af hotellet, Banegade 4, rejste sig hurtigt en ny bankbygning og den 4. juni var det kun malerne der ikke er færdige.
Banken lå nu nogle år i Storegade 10 inden den flyttede til Jernbanegade 6 (som Poulsen kalder Banegade 4). Hvordan det gik med Bramming Bank efter Fengers fallit i 1903, har jeg ingen efterretninger om, men den overlevede da. I 1912 var der knas i den mellem bankrådet og Lambert Helle, eller måske snarere mellem Helle og bankrådets tidligere formand, smed H.M. Thomsen, det fik Vestjyllands Socialdemokrat det i hvert fald til, og de skrev at striden handlede om mindre væsentlige ting som hvem der skulle opbevare nøglerne til den box hvori direktørens 50 aktier var deponerede. Men Helle hævdede sin ret til at administrere banken, de der var utilfreds med det kunne sælge deres aktier til ham med en forhøjelse på 165%. Og da der var udbetalt udbytte på 15% for 1911 var der nok ikke den store utilfredshed med bankens administration. Helle fik nedsat et nyt bankråd og vedtaget nye vedtægter. Forinden havde han sagt at han gerne så en kriminel undersøgelse af bankens forhold, men det ønskede aktionærerne ikke. Thomsen prøvede at rejse sagen i Håndværkerforeningen, hvor han var formand, men forgæves. Hans nederlag var totalt, som Socialdemokraten skrev et så eklatant nederlag som vist sjældent er set.
Fra 1925 hed det Handelsbanken i nr. 6. Fra venstre: Astrid Skjøttgaard (død 1937), Enné, Frk. Pugh (senere gift Vindebech, Åbenrå), bankdirektør (siden 1925) A.O.
Byens banker
Senere, i 1925, var der også følgende: Landmandsbanken, Ribe Diskontobank, Handelsbanken plus Landbosparekassen – et passende antal for en konsolideret by. Men inden da var der følgende at sige:
Banken for Bramming og omegn blev overtaget af Andelsbanken i 1917/18 – den krakkede 1925, og blev videreført af Handelsbanken fra samme år.
Ribe Diskontobank var her med en filial, først i læge Hinkbøls ejendom i Jernbanegade 8, men senere i Strygejernet i Nørregade/Storegade og på Storegade 12 fra 1915. Banken blev senere overtaget af Privatbanken.
Esbjerg-Fanø Bank, Storegade 18, blev 1912 overtaget af Landmandsbanken. Landmandsbanken var på Storegade 3 fra 1928.
Landbosparekassen lå på hjørnet af Storegade/Sct. Knuds allé, overfor Landmandsbanken. Den blev i øvrigt ledet af Lambert Helle, der var fratrådt ledelsen af Banken for Bramming og omegn i 1917. På det tidspunkt var han kun 68 år, men så i 1926 trak Helle sig tilbage fra Landbosparekassen, i sin alders 77. år.
[1] Vejen gik dengang et langt stykke mellem den nuværende Mulvadvej og banen.