Fru Eskesen - Bramminginfo

Som den sidste i historien skal vi have fru Eskesen. Det har jo ikke været en historie præget af kvinder, men sådan er det jo med den periode jeg har beskrevet. Kvinders erhverv var hjem og børn. Og intet ondt om det, men det er jo som min gamle ven pastor Haahr engang sagde: Der er ikke noget så træls som at holde en begravelsestale over en kvinde om hvem det hed: Hun var en hjemmets kvinde. Men efter den selvstændige erhvervsdrivende, fotograf Maren Olesen, skal vi have en kvindelig funktionær.

Fru Eskesen var født Skjøttgaard, det betyder at hendes far var dyrlæge Skjøttgaard. Skjøttgård var fra Hviding men flyttede som nyuddannet dyrlæge til Bramming i 1893 som byens første dyrlæge. Han var med i strømmen af pionerer, der satte sit præg på byens udvikling i de afgørende år i 90erne og 0erne. AJ Skjøttgaard var også med i Bramminge Ugeavis hvor han ikke var bleg for et spydigt indlæg mod de herskende venstrebønder. Sammen med sognerådsformand og smed A.H. Thomsen og jernbaneassistent Poulsen var de med til at sætte dagsordenen i byen i de år. Skjøttgaard havde en datter med fornavnet Hildur – hende plukkede Ragna Tonnesen blomster sammen med da de boede på Fengers alle. Men det er datteren Ingeborg, det skal handle om, hun var fra 1895 - og en halv snes år ældre end de blomsterplukkende.

Året efter Ingeborg fødte Ane Skjøttgaard pigen Astrid, Hun blev ikke mere end 41, men arbejdede i Handelsbanken her i byen frem til sin død i 1937. Og storesøster var også bankansat, hun var fra 1924 ansat i Landbosparekassen, der havde til huse på hjørnet af Storegade og St. Knuds alle. Det var nok karakteristisk for dyrlægens to ældste at de kom på arbejdsmarkedet, de skulle ikke sidde hjemme og vente på ridderen på den hvide hest. Men inden Landbosparekassen var Ingeborg startet på biblioteket – en fire år før.

Så når hun var færdig på arbejdet gik hun hjem til Viggo og lavede mad. Viggo var musiker og havde spillet i cirkus, de, i venlighed kaldet Eskifar og Eskimor boede på Fengers alle 16. Jeg tror nok Viggo var mere anlagt til selskab end til arbejde, så det har nok været Ingeborg der tjente de fleste penge. Hun holdt op med at være bibliotekar i 1962 og døde allerede i 1965, 70 år gammel. Det var før jeg kom til byen.

Biblioteket

Hun var her bibliotekar i over 40 år, og noget af en institution. Inden hun startede omkring 1920 havde der været bibliotek, efter sigende fra 1908. I 1907 stod der i avisen, at sognerådet havde bevilliget 25 kr. til Bramming Bogsamling, som bibliotekets forgænger hed. På samme tid står der i sognerådets protokol om tilskud til skolens bogsamling, altså børnebiblioteket, og så et tilskud til lærerbiblioteket, eller hvad det nu var. Men i hvert fald søgte lærer Manich hvert år og fik penge, således blev der skabt en tradition for et børnebibliotek på kommunens moderne skole Og kommunens børnebibliotek var på skolen indtil der blev ansat en børnebibliotekar, i 1965 tror jeg, hvor Sofie Petersen blev ansat. Men i 1965 var nok kun fordi biblioteksloven stillede krav om lokalefællesskab mellem voksen- og børnebibliotek. Men skole- og børnebibliotek var altså en integreret del i byen – og mange andre steder – indtil 1965. I Trap Danmark står der at biblioteket er oprettet i 1916, og det troede jeg på i mange år, men det passer vist ikke.

Bramming Bogsamling havde til huse hos boghandleren. Det adskilte sig så nok fra nutidens folkebiblioteker ved at være et lejebibliotek, hvor man nok betalte årligt eller hver gang man lånte.

Boghandleren hed Marius Hansen – der var i hvert fald ham der sad i bestyrelsen for bogsamlingen. Marius Hansen havde sin boghandel på hjørnet af Storegade og Viadukten. Der var faktisk stadig boghandel da Schack kom til byen og købte den, vist i 1958. Marius Hansen kom til Bramming i 1896, han var født i Darum og var 21 år da han kom til byen. Marius Hansen var én af dem der var med til at skabe Bramming, og Ugebladet, der blev trykt og redigeret her i Storegade. Den 14. februar 1907 kunne man i Bramming se skuespillet "Eventyr paa Fodrejsen” og billetter kunne man købe hos Boghandler M. Hansen - i denne periode kunne man som oftest købe billetter til teaterforestillinger hos MH. Så forretningen i Storegade 13 var en slags kulturcenter, med trykkeri, bibliotek, salg af billetter. Et andet kulturelt projekt dengang var oprettelsen af plantagen, Bramming Lystanlæg, ved Plantagevej – man skal jo forestille sig en by der dengang lå på en nøgen hede uden nogen form for beplantning, så der var anlæggelsen af plantagen et vigtigt tiltag til at få en by der var beboelig, her var Hansen også med, og i 1909 blev han indvalgt på Socialdemokratiets liste til sognerådet, og senere medlem af skoleudvalget.

Om Marius Hansen skal jeg lige sige at der i Socialdemokraten, avisen, står at han i 1908 søgte amtet om opsætning af automat til prospektkort ved adgangsvejen til Bramminge Station, det blev ikke bevilliget, hvad grunden er, ved jeg ikke. Men det var da en fin idé at man kunne trække postkort med billeder af byen i en automat. Marius Hansen døde i allerede i 1917, kun 42 år gammel.

I bestyrelsen sad også lærer Olsen. N.P. Olsen var kommet til Bramming i 1909 fra Esbjerg, og ansat som andenlærer vikar. Allerede inden han har været her et ½ år ansøgte han sognerådet om anskaffelse af en fodbold til børnenes gymnastiktimer – og han fik den endda. Og N.P. var en af de der var med til at præge skolevæsenet, han var her hele sit liv, indtil han holdt op i 1954, altså i 45 år. Han var 25 år da han kom og blev ved til han var 70. En god del af tiden var lærer Olsen børnebibliotekar. 'Den aften [i 1950] var det den venlige overlærer Olsen der passede [børne]biblioteket' - sådan skrev Erik Jørgen Hansen i sine erindringer. Så skal vi ikke skyde på at overlæren også har været en god bibliotekar.

Men fra 1917 ser det så ud til at biblioteket overgår fra at have været et lejebibliotek til et folkebibliotek. Det passer jo med at det er samme år som boghandler Hansen dør, så har der måske ikke været plads eller interesse for den hidtidige form. I hvert fald står der at så fik man erhvervet en læsestue og ansat en bibliotekar der blev aflønnet og skulle holde biblioteket åbent hver dag  fra 19-22, det blev dog indskrænket til to timer om dagen i 1920. Det vil altså sige at der fra 1917 har været et udlån og en læsesal med en åbningstid af 3 timer om dagen. Og der var så en bibliotekar, der hed fru Eskesen fra 1921. Før 1940 havde biblioteket vistnok til huse i lægeboligen Jernbanegade 8 og senere på Efterskolen i Skolegade. Så meget om Eskimor.