Natur
Geologi og landskaber på Bramming Egnen
ved Tommi Larsen
Bramming området og egnen er defineret som den "gamle" Bramming Kommune før kommunalreformen/strukturreformen i 2007
Landskabet på Bramming egnen er i geologisk forstand et ungt landskab. Det er i hovedsagen skabt under istiden, opbygget af istransporteret materiale, og formet af bræerne og smeltevandet.
Men selvom det landskab, vi i dag kan iagttage, er ungt, så er den plet på jordkloden, vi har kaldt Bramming Egnen, lige så gammel som selve jorden: mindst 4,5 milliarder år. Vi ved ikke meget om de første 4 milliarder år, men for de sidste 5-600 millioner år har vi dog en nogenlunde sikker viden om tidligere tiders naturforhold. I denne lange periode har vore ca. 17.000 hektar i millioner af år været havbund - i andre millioner af år har det været bjergområde. I korte perioder har klimaet været som i dag på Grønland, hvor vort område har været trykket af et kilometertykt isdække. I andre og ofte meget lange perioder har klimaet været tropisk eller subtropisk. Til tider har området været gold ørken til andre tider har det været dækket af tætte sumpskove. Heller ikke naturkatastrofer som vulkanudbrud og jordskælv mangler i områdets lange historie.
HOVEDPUNKTER
Landskabskortet bør kun betragtes som en skitse. Smeltevandsdalene er noget overdrevne for overskuelighedens skyld, da en del geologer foretrækker at opfatte å-dalen som en postglacial dal. For indsandernes vedkommende er kun medtaget de største af dem.
Undergrunden
Vidnesbyrd om svundne tiders skiftende klimatyper og geologiske miljøer får vi, nar vi studerer de jordlag, som ligger under istidens aflejringer. Hvad ville vi opdage, hvis vi foretog en dyb boring et sted i Bramming Egnen? Vi ville kunne konstatere, at vor egn hviler på et særdeles solidt fundament: Hele 'pakken' af jordlag hviler nemlig på grundfjeld! Ved grundfjeld forstår man totalt omdannede bjergarter hovedsagelig gnejs og granit, - dannet under høje tryk og temperaturer på dybt niveau i en bjergkædefoldning. Grundfjeldet under Bramming repræsenterer altså de dybe rødder af for længst nedslidte bjergkæder. Vi ved meget lidt om grundfjeldets alder, men formentlig er det mindst 1000 millioner år gammelt.
Dette grundfjeld udgør en del af den såkaldte Ringkøbing-Fyn ryg, der er en højtliggende ryg i Danmarks undergrund, strækkende sig fra Sydfyn over Ringkøbing Fjord og et godt stykke ud i Nordsøen. Derfor skal vi her på egnen mindre end 2 kilometer ned, før vi støder på grundfjeld, hvor vi andre steder i landet ofte skal over 5 kilometer ned. Det er også grunden til, at vi ikke skal forvente at finde olie eller gas i Brammings undergrund: En pakke af jordlag på kun 2 kilometer er simpelthen for lidt til, at de rigtige tryk- og temperaturforhold til en oliedannelse, er til stede.
At Bramming-området ligger over denne højtliggende grundfjeldsryg har betydet, at vort område i millioner af år har været en del at en stor ø, hvor resten af landet har været dækket af hav. Mange af de tykke havaflejringer, vi finder andre steder, er derfor ikke til stede i Brammings undergrund. Vi skal helt frem til trias-tiden for ca. 200 millioner år siden, før grundfjeldsøen blev oversvømmet, og hvor der så aflejredes 7-800 meter tykke lag af lersten og sandsten. Efter endnu en lang periode som ø blev vort område for ca. 100 millioner ar siden dækket af Kridthavet, hvor der aflejredes mere end 500 meter tykke lag af kalk og skrivekridt. Over Kridt-tidens store lagserie finder vi ca. 400 meter tykke jordlag fra tertiær-tiden. Da disse lag ligger umiddelbart under istidslagene, har de i høj grad interesse for Bramming Egnen - ikke mindst i spørgsmålet om vandindvinding. Mens istidslagene i det øvrige Danmark kan være op mod 200 meter tykke, er de nemlig sjældent mere end ca. 20 meter tykke i Bramming egnen - så skal der hentes grundvand op fra større dybder, må tertiær-tidens jordlag med i vurderingerne.
Tertiær-tiden (Palæogen og Neogen)
Tertiær-tiden begyndte for 65 millioner ar siden og endte for knap 2 millioner ar siden. Vi vil koncentrere os om den del af tertiær-tiden, som placeres i tiden fra 26 millioner år til 6 millioner år f.v.t., og som kaldes for miocæn. Jordlagene fra denne tid er glimmerler, glimmersand, kvartssand eller brunkul, enten afsat i det havområde, som var forgængeren for den nuværende Nordsø, eller aflejret i flodarme og sumpede deltaer i kystzonen til det daværende hav. Klimaet har nok nærmest været subtropisk. I miocæn har kystzonen imidlertid hele tiden forskudt sig: snart har vort område været havbund, snart har det været et frodigt, sumpet floddelta.De miocæne aflejringer, som vi finder umiddelbart under istidsaflejringerne i Bramming egnen, er dog især præget af tykke lag af mørkt, fedt glimmerler, afsat i et hav. Dybe boringer ved bl.a. Bramming og Endrup viser os, at glimmerleret på vor egn forekommer i større lagtykkelser end normalt - ofte langt over 100 meter. Nu ligger glimmerleret imidlertid ikke lige dybt alle steder i Bramming egnen. Årsagen er, at isen senere har rodet godt rundt i leret - nogle steder er den øverste del af leret gnavet væk, og andre steder er leret skubbet op. Specielt i området fra Bramming Egnen til Endrup har man kunnet konstatere en højtliggende ryg af glimmerler, kun dækket af 10-25 meter istidslag. Da ler principielt kan betragtes som vandstandsende, betyder det selvsagt, at vandingsmulighederne i dette område er dårlige. Problemet er nemlig det, at pumper vi blot vand op fra det tynde istidslag, vil dette vand ikke være særlig godt filtreret - med deraf følgende fare for nitratforurening. Øst for Bramming og mod syd til Hunderup er istidslagene godt nok lidt tykkere: 20-30 meter, men problemet er det samme, og nitratforureningen faktisk mere udtalt.
Istiden
For ca. 2 millioner år siden forværredes klimaet, og i den følgende periode dannedes der til tider en 3 kilometer tyk indlandsis over det nordlige Skandinaviens fjelde. Fra dette vældige isskjold gled bræer med mellemrum ned over det nordeuropæiske lavland - og altså også ned over vort område. Materialet, som disse ismasser medførte, aflejredes ved isens afsmeltning i tykke lag over det ganske land. Moræne kaldes dette istransporterede materiale, og det er karakteristisk ved at bestå af en broget blanding af mange forskellige jordarter - ler, silt, sand, grus, sten og store blokke. Nu har de 2 millioner år imidlertid ikke været een lang, sammenhængende kuldeperiode. Der har været flere istiden adskilt af mellemistider, hvor klimaforholdene har været omtrent som i dag, og hvor der som nu kunne aflejres tørv, gytje (dynd) og eventuelt havaflejringer. Men også de enkelte istider har haft så svingende klimaforhold, at en plantevækst har kunnet etablere sig i kortvarige varmeperioder. Talrige gange i løbet af perioden er der derfor sket en afsmeltning af store ismasser, hvor smeltevandet så har kunnet aflejre tykke lag af velsorteret grus, sand eller ler. Vi kan altså slå fast, at istidslandskaberne ikke kun er opbygget af morænelag, men også af smeltevandsmateriale. Det ser ud til, at en istid typisk har varet ca. 100.000 år, og en mellemistid 10.000 - 20.000 år. Det gælder i hvert fald de sidste af dem. På 2 millioner år må der derfor have været adskillige istider, men det er kun i de sidste 3 af istiderne, at ismasserne har kunnet brede sig helt ned over Danmark.
Holsten mellemistid
For ca. 240.000 år siden var der i pusterummet mellem tredjesidste og næstsidste istid en mellemistid, som kaldes Holsten mellemistid. Vi ved ikke præcist, hvor lang tid, den varede, men vi kan formode, at den højest har varet 20.000 år. Vi ved derimod med sikkerhed, at klimaet som i nutiden har været så tilpas varmt, at dyr og planter har kunnet brede sig nordpå til Danmark/Bramming. Dyr og planter levede her i årtusinder, for senere atter at forsvinde ved den næstsidste istids begyndelse. Som andre mellemistider har Holsten mellemistid gennemløbet en udvikling fra nøgent tundraland til skov - og igen senere fra skov til åbent land og den følgende istids ødelæggende kræfter.
(Vi lever også nu i en mellemistid, og da den nuværende isfri tid har varet ca. 15.000 år, vil Danmark nok ikke eksistere om nogle få tusind år. I bedste fald vil vi ligge i randen af den store ismasse, som vil sende kulde og smeltevand ned over os. Ikke nogen helt rar tanke, men som Sven Skovmand skriver i sin bog, Den Danske Historie: 'Til gengæld kan vi glæde os over, at isen engang vil strække sig tilbage og efterlade Danmark i en ren og jomfruelig skikkelse - uberørt af alle de mishandlinger, vi udsætter den for'.
Tilbage til Holsten mellemistid. I den mere kølige tundratid af denne mellemistid har et hav - datidens Nordsø - bredt sig ind over dele af Vestjylland. Dette hav har haft sin nordlige strand i Vognsbølparken i Esbjerg og har dækket dele af Sydvestjylland ned til grænsen og videre ind i Nordtyskland. Den vigtigste havaflejring var en ret fed, mørk ler fast sammenpresset af det efterfølgende isdække, som har gnavet i lerets overflade og knust alle skaller. I Esbjerg havn ligger dette holsten-ler så tæt på overfladen, at man ved næsten alle anlægsarbejder må fundere i det. på Bramming Egnen er det samme ler truffet overalt i undergrunden i Darum sogn og i Terpager-området. I Darum sogn er de lerede havaflejringer dækket af ca. 30 meter tykke istidslag, mens der ved Terpager nogle steder er mindre end 10 meter ned til leret.
Når dette ler er medtaget i denne artikel, skyldes det, at dette vandstandsende lag er en af årsagerne til, at vandindvinding kan være en vanskelig sag i Darum og Terpager. Også her har vi et nitratproblem, hvis grundvandet pumpes op fra de relativt tynde, sandede istidslag, som ikke kan filtrere det nedsivende regnvand effektivt nok.
Breum Banke, sydøst for St.Darum. Toppen af bakkeø-skrænten er hævet ca. 12 meter over de flade marskenge - et ideelt sted til placering af vindmøller! Her er det bølgerne, og ikke smeltevandet som har udformet skrænten.
Næstsidste istid. Bakkeøerne
Af alle istider har den tredjesidste og næstsidste istid været de største, og de eneste, hvor Danmark i perioder har været helt dækket af is. Den yngste is var betydeligt mindre og nåede aldrig længere mod vest end til en linie i Jylland, som forløb fra Bovbjerg i vest til Viborg, herfra sydpå til en position nogle få kilometer øst for Vejen, og videre til Padborg. Under hele den sidste istid - årtusinderne fra ca. 118.000 f.v.t. til ca. 13.000 f.v.t. - har Bramming-området altså været uden isdække.
Isen har dog i perioder ikke været langt væk: For 20.000 ar siden var der således mindre end 30 km til ismasserne ved Vejen - så rart har der bestemt ikke været i Bramming området. I denne kolde fase af sidste istid har ikke så meget som et græsstrå kunnet live op i den bundfrosne, iskolde polarørken.
Alle de istidsaflejringer, som danner grundlaget for Bramming Egnens landskaber, må altså i hovedsagen stamme fra den næstsidste istid (ca. 200.000 130.000 f.v.t.). Disse gamle, udjævnede istidslandskaber kalder vi bakkeøer. Som det vil fremgå af landskabskortet ligger størstedelen af Bramming Egnen på 3 bakkeøer: Områderne syd for Holsted å ligger på Brørup bakkeø, mens områderne nord for denne a er beliggende på Holsted bakkeø. Omme- området nord for Størsbøl bæk og vest for Sneum å ligger dog på Esbjerg bakkeø.
Udsigt fra Holsted Bakkeøs skrænt ved Hessellund. Holsteds åens smalle, flade smeltevandsdal afgrænses i baggrunden af Brørup bakkeø.
Selvom disse bakkeøer altså ikke har haft et egentligt isdække under sidste istid, så har de dog i lange perioder ligget hen som gold polarørken uden et beskyttende plantedække, og udsat for nedbrydende kræfters virke. Jordflydning, frostforvitring og smeltevandsaktivitet har i høj grad udjævnet og sammenblandet jordarter og landskaber. I gennem tusinder af år omdannede forårssmeltningen overfladen til et ælte, som gled over det frosne underlag og udfyldte landskabets lavninger. De forskellige typer af landskabsformer, som vi nemt kan erkende i Østdanmarks 'unge' istidslandskab, er for længst glattet ud og sammenblandet i bakkeøens jævne form.
Kører man en tur rundt i Bramming egnen, er det jo heller ikke just et uroligt og kuperet terræn, man møder. De fladt hvælvede højdepartier og de udstrakte, jævnt hældende flader vidner om bakkeøens modenhed og ælde. Hvad der engang matte have været af relief, er nu udjævnet, nedskredet og bortskyllet. Det er heller ikke de svimlende højder, der er tale om. I den vestligste og stedvis meget flade del af kommunen når højderne mange steder ikke over 10 meter over havet, for derefter at stige svagt mod øst til højder, som i Gørding og Vejrup sogne typisk er 15-30 meter over havet. Det højeste bakkeø-område har vi i den østligste del af Vejrup sogn, hvor Malthøj med sine 45 meter over havet er Bramming Egnens højeste punkt - og den 'top' må vi endda dele med tidligere Holsted kommune! Grænsen mellem bakkeø og det omkringliggende landskab er ofte utydelig og lige så udjævnet som selve bakkeøen. Dette gælder dog ikke, hvor smeltevandsfloder og nutidens åer senere har angrebet bakkeøens sider og skåret stejlskrænter ind i dens flanker. Smukke eksempler på sådanne skrænter har vi flere steder i Bramming området. Det gælder ikke mindst langs Holsted å på strækningen fra Lovrup-området til Terp, hvor der flere steder er udformet et smukt skræntlandskab. Prøv f.eks. at køre en tur til Sdr. Lovrup og ind over Holsted å mod Nr. Lovrup. Eller tag til Hessellund vest for Gørding. Eller til Terp krat. Også ved Ålbæk og Tømmerby står bakkeøens skrænter særdeles smukt ud mod Sneum å-dalen, endelig kunne man tage en tur til Darum og finde Breum banke, hvor de 3 møller knejser stolt på toppen af bakkeøens skrænt, og hvor der er en imponerende udsigt ud over de vidtstrakte enge.
Bakkeøens jordarter. Råstoffer
Er bakkeø-landskabet trods alt meget ensartet over store dele af Bramming Egnen, så er bakkeøernes 'indmad' betydeligt mere varieret. Selv inden for små afstande er der - både ud fra et landbrugs-mæssigt, funderings-mæssigt, råstof-mæssigt og vandindvindings-mæssigt synspunkt - tale om store variationer i jordartsforholdene.
Moræneler er udbredt i Gørding-området, Bjerndrup-området og i trekanten mellem Sejstrup, Hunderup og llsted Mark. Især syd og øst for Gørding er de geologiske forhold præget af tykke lag af moræneler, som hviler på det tidligere omtalte glimmerler fra tertiærtiden. Med et lerlag over ler har vi altså her endnu et område, hvor vandindvindingsmulighederne er dårlige. Andre steder i Bramming området forekommer moræneler mere sporadisk. Det gælder bl.a. omkring Lille Darum, Omme, arealet lige nord for Bramming by, samt syd for Vester Nykirke. Der er nu ikke tale om verdens bedste moræneler. Gennem årtusinder er der sket en udvaskning af leret i morænens øverste del, så den øverste meter af moræneleret mange steder nærmest har fast karakter af stenet sand. Ikke desto mindre hører morænelers arealerne til de bedre landbrugsområder i Bramming egnen. I råstofmæssig henseende har moræneleret i dag ingen interesse - men det havde det så sandelig for ca. 900 år siden. Dengang indsamlede bønderne de store blokke, der lå i morænen, kløvede dem, og brugte dem sammen med importerede tufsten som et smukt og bestandigt byggemateriale i vore gamle kirker.
I størstedelen af resten af Bramming Egnen er der på bakkeøerne tale om sandede smeltevandsaflejringer eller morænesand. Det er vore dårligste landbrugsjorder, men som råstof har vi nok kunnet bruge sandet. (Grus er ikke så almindeligt på bakkeøerne i Bramming egnen). I alt kan vi finde 16 sand-/grusgrave, men de fleste er i dag slettet, og i øjeblikket produceres der ikke fra en eneste grav. At bakkeøernes "indmad" også kan bestå af tykke lag af velsorteret sand kan smukkest iagttages ved grusgravsøen i plantagen ved Vibæk. Det er i det hele taget et kønt lille område, som nok er et besøg værd.
Grusgraven ved Vibæk plantage. I den noget nedskredne brink til højre ses en af bakkeøens mest almindelige jordarter: gruset sand ("bakkesand").
Som en lille specialitet er der 3 steder i Bramming området let tilgængelige forekomster af fedt smeltevandsler. Det drejer sig om et område øst for Gørding, et stort område mellem Vejrup og Grisbæk, og et mindre område syd for Ravnsø og Vester Nykirke. Dette smeltevandsler må være aflejret under næstsidste istid i søer, omgivet af dødis. Kører man fra Gørding mod øst ad Lovrupvej, vil man flere steder langs vejen kunne se nogle besynderlige flade lavninger i græsmarkerne. Et enkelt sted stod to master en overgang på små jordhøje midt i sådan en flad skal. Det er de steder, hvor folk fra Villemoes Teglværk har "skrællet" det gamle smeltevandsler af for at anvende det som teglværksler. Da leret ligger lige under muldlaget, er det stærkt forvitret af nedsivende regnvand, som har opløst alt kalk, iltet de jernholdige lermineraler og derved givet leret en rødbrun farve. Denne form for teglværks ler kaldes for rødbrændende ler - jævnfør de smukke rødbrune sten fra Villemoes Teglværk. Rødbrændende ler er efterhånden en mangelvare, idet man de fleste steder har opbrugt den øverste, forvitrede del af de anvendelige ler forekomster, og nu må bruge det uforvitrede, gulbrændende ler nedenunder. Det er baggrunden for, at de fleste teglstenshuse for bare nogle årtier siden blev bygget af røde sten, mens de i dag især bygges af gule sten. Desværre, kan man sige, for røde teglsten er mere vejr- og frostbestandige end de gule sten, som p.g.a. deres indhold af kalk kan indeholde porøse partier, der kan give frostskader.
Eem mellemistid
For ca. 130.000 år siden endte den næstsidste istid og en ny mellemistid begyndte (Eem mellemistid fra 130.000 - 118.000 f.v.t.). Som omtalt i afsnittet om Holsten mellemistid har der været klimaforhold omtrent som i dag, og med samme rige muligheder for plante- og dyreliv som i nutiden. Det er især gytjeholdige og tørvefyldte lavninger, som i Bramming området er fundet fra Eem mellemistid. Desværre kan disse moser ikke umiddelbart ses, da de så godt som altid er dækket af tykke lag af flydejord eller nedskylssand, der som tidligere omtalt gled eller skyllede ned fra bakkeøernes højere dele til de lavere dele. Og det er uheldigt, fordi disse moselag er så lidet bæredygtige, at de ikke uden ekstraordinære funderingsforanstaltninger egner sig som byggegrund.
En sådan skjult mose fra Eem mellemistid fandt man første gang i Bramming egnen i 1899 ved Bramming station, umiddelbart vest for skæringen mellem jernbanen og landevejen til Ribe. I 1919 kunne denne skjulte mose studeres nærmere i forbindelse med et kloakanlæg syd for banen Udgravningen viste, at et ca. 2 meter tykt tørvelag udfyldte en flad, skålformet lavning i moræneleret. Over de centrale dele af tørven lå 30 cm gytje (dynd) - det hele dækket af næsten 2 meter sand, som var skyllet ned over mosen. Det er muligvis den samme mose, der blev truffet under en udgravning ved Krogen sidst i 70'erne. Også i Vong er man ved brøndgravning stødt på disse underjordiske moselag, og den skjulte mose under udstykningen ved Grønningen i den nordlige del af Bramming by må også formodes at være fra Eem mellemistid.
Hedeslette og smeltevandsdale
Selvom isen ikke dækkede vort område under den sidste nedisning, fik området alligevel tilført store materialemængder, da isen for knap 20.000 år siden begyndte at smelte væk fra sine positioner ved Vejen. Store smeltevandsfloder fossede mod vest over det nøgne land og aflejrede vældige sand- og grusmasser på de lavere dele af Vestjyllands gamle istidslandskab. Når istidslandskaberne fra næstsidste istid kaldes "bakkeøer", skyldes det netop, at de som "øer" ragede op over de sandede og velsorterede smeltevandslag.
Udsigt mod øst fra Den Røde Bro ved Terp Krat. Holsten Å slynger sig her smukt gennem sin smeltevandsdal, omgivet både mod nord og syd af træbevoksede bakkeø-skrænter.
Hvis disse smeltevandslandskaber er meget brede, kaldes de for hedesletter, mens de i den smalle og langstrakte form kaldes for "smeltevandsdale". i Bramming området er det først og fremmest de smukke smeltevandsdale - Sneum å-dalen og Holsted å-dalen - der er det bærende element i egnslandskabet. Det andet smeltevandslandskab - hedesletten - finder vi i den sydevestligste del af Bramming Egnen, nemlig de flade strækninger ved Sneum å's udmunding og langs Darum bæk. Denne stump hedeslette kan betragtes som en nordlig del af Kongeåens store hedeslette. I dag er den vestlige del af hedesletten dækket af tidevandsaflejringer, så egentlig hedeslette har vi kun i et mindre område syd for Kjærgård landbrugsskole. Kører man fra Hunderup mod Kjærgard og ud på hedesletten, får man et godt indtryk af hvor glidende og jævn, overgangen fra bakkeø til hedeslette kan være.
I starten af afsmeltningstiden løb smeltevandet i øvrigt en anden vej, end Sneum å løber i dag. syd for Endrupholm drejede smeltevandsfloden skarpt vestover gennem lavningen ved Størsbøl bæk til Ravnsø mose og videre sydpå i den lavning, hvor Gummesbæk nu løber. Først ved Ålbæk er smeltevandsflodens dal igen identisk med Sneum å's nuværende dal. På et noget senere tidspunkt har Sneum å så afkortet sit løb ved at skære sig gennem bakkeøen ved Vester Nykirke i det spor, hvor Sneum å nu forløber.
Den lavning, som forløber fra Ravnsø mose mod sydøst til Nr. Vong og videre til Sneum å, er muligvis også udformet af en mindre smeltevandsstrøm.
De mindre vandløb i Bramming egnen må formodes primært at have deres oprindelse i nyere tid (postglacial tid: 8300 f.v.t. til nu). Det kan dog ikke helt udelukkes, at smeltevand også kan have haft en betydning ved udformningen af disse små å-dale. Betragter man f.eks. Ilsted å's kønne dal ved Sdr. Bøel, kan man godt få mistanke om, at smeltevandet også har været på spil her !
Flere steder langs Holsted å på strækningen fra Gørding til kommunegrænsen mod øst ses fladbundede lavninger, der fører ned til Holsted Å, men som ikke altid i dag afvandes af en bæk. De må være udformet af en kombination af smeltevand og regnvand, som i slutningen af afsmeltningstiden har søgt den nærmeste vej ned til den store 'samlekanal'. Men uanset om smeltevand eller regnvand har formet vore å-dale, så har de alle det til fælles, at åerne i nyere tid har fyldt å-dalene op med mere eller mindre dyndede ferskvandslag. Å-engene har - sammen med marskengene - været grund1aget for kvægavlen. Frugtbare, let tilgængelige engstrækninger har siden vikingetiden været den vigtigste lokaliseringsfaktor for vore landsbyer og landbebyggelser.
Vinden
Det tog årtusinder - og mange fortrydelser - før isen smeltede væk fra Danmark, fra den begyndende afsmeltning for små 20.000 år siden skulle der gå 6-700 år, før Danmark var helt isfrit. Yderligere skulle der gå endnu 3-4000 år, før polarklimaet afløstes af et varmere, tempereret klima, hvor skoven kunne indvandre. I denne lange periode, hvor smeltevands-mængden langsomt tog af, og hvor der manglede et beskyttende plantedække, blev smeltevandssand og morænesand udsat for en kraftig vinderosion Under stormpres hvirvledes sandkornene løs og store sandmasser kunne næsten uhindret vandre af sted, indtil de nåede lokaliteter, hvor de blev efterladt som indlandsklitter - det, geologerne kalder indsander. Senere rovdrift på jorden har kunnet få gang i sandflugten igen - det skete bl.a. i jernalderen og flere gange i middelalderen.
Flyvesand er de sandmængder, der bliver flyttet ved vindens hjælp. Når sandet falder til ro, vil det ofte være aflejret som klitter, som derfor kan dannes både ved kysterne og inde i landet. Disse "indsande", som de kaldes, er dannet i perioden, før skovene beskyttede landet. De store sandmængder, der var aflejret under den seneste istid (Weichselistiden), blev på den måde flyttet til helt nye steder. I nutidens kulturlandskab er skovene stort set ryddet af vejen, og hvis ikke der er læhegn til at standse vinden, bliver den tørre jord blæst op fra forårstidens nøgne marker. Begivenheden kaldes sandflugt, og det nyligt aflejrede materiale, bestående af muldens fineste partikler, er nu blevet til flyvesand.
Der er en del små indsander i Bramming området. Kører man med tog fra Bramming mod Tjæreborg, vil man et par steder kunne se nogle uregelmæssige, lave knolde med nogle forblæste graner. Det er små indsander, som ingen har fundet umagen værd at opdyrke. På samme måde er Sandgadens Plantage øst for Darum Nørreby anlagt på et indsande. Også på østsiden af Sneum å-dalen midt mellem Vester Nykirke og Vibæk er der et lille indsande. Det største og kønneste indsande ligger dog nord for Tømmerby i den lille plantage ved Vardevejen - umiddelbart før vejen forlader bakkeøen for at krydse Sneum å's smeltevandsdal. En mulig medvirkende årsag til dannelse af denne opblæsning kan være tidligere tiders færdsel, som i flere spor søgte ned mod broen over Sneum a. Lyngdækket kan da være blevet slidt i stykker, så vinden har kunnet få godt fat op ad den nordvestvendte bakkeø-skråning. Men hvad enten mennesket har en finger med i spillet eller ej, så er "Tembe Bjerre", som det hed i gamle dage, et kønt lille område.
Udsigt over smeltevandsdalen fra broen over Sneum Å. I baggrunden ses mod øst Brørup Bakkeø med det tilplantede indsande ("Tembe Bjerre").
Marsken
I takt med isens afsmeltning steg havspejlet, og for ca. 6000 år siden nåede det den nuværende kystlinje. Kystlandskabet kom derved til at bestå af de flade områder mellem Sneum å og Darum bæk der som tidligere fortalt, udgør en del af en hedeslette. De laveste og vestligste dele al denne hedeslette forsumpede, og flere steder dannedes der tørvemosen. På tørven og smeltevandssandet indvandrede strandengens planter, som var i stand til at opfange det finkornede materiale, tidevandet ved højvande sendte ind over den tidligere hedeslette. Med tiden blev der på denne måde aflejret et 1-2 meter tykt lag tidevandsler - den såkaldte klæg. Dette tidevandsskabte landskab kalder vi marsk.
Østerenge ved St. Darum. De vidtstrakte marskenge er her set fra foden af Breum Banke. I baggrunden anes mod sydvest det havdige, som nu beskytter engene mod havet.
Marsken omfatter i dag ikke alene de flade stræk omkring Sneum åens munding og langs Darum bæk, men fortsætter op i Sneum å-dalen til engene ved Tømmerby, hvor marsken umærkeligt går over i de dyndede fersk vandslag, som nu dækker smeltevandssandet. Som tommelfingerregel kan vi gå ud fra, at marsken afgrænses mod nord og øst af 2,5-meterhøjdekurven.
Marskengene udgør et særpræget miljø, der i dag fremtræder som et fladt, forblæst og træløst landskab, skarpt adskilt fra geesten (bakkeøen). Marsken har siden 1912 været beskyttet mod havet af et dige, men før den tid kunne dette fredsommelige, næsten endeløse, grønne englandskab under stormfloder blive omdannet til et frådende hav. På den anden side af diget finder der den dag i dag ny marskdannelse sted på de kystnære højvader.
Marsken er naturens sidste store brik i puslespillet af landskaber på Bramming Egnen. Det kulturlandskab, vi i dag på godt og ondt må leve i, er menneskets værk. Men ved nærmere eftertanke må vi da vist erkende, at også kulturlandskabet i sidste ende har et naturgivent grundlag. Lad os værne om dette grundlag og pleje de rester af natur, vi endnu har tilbage i Bramming området, så vore efterkommere også får mulighed for rent drikkevand, og mulighed for at nyde synet af en markant bakkeøskrænt eller en å, som slynger sig gennem en smeltevandsdal.
Litteraturliste
Banke Rasmussen, Leif:
De miocæne formationer i Danmark.
DGU, IV. række, bd. 4, nr. 5.
C.A.Reitzels Forlag. København 1961.
Danmarks Natur: Landskabernes opståen. Bd. 1.
Politikens Forlag. København.
Folkelistens forslag til en kommuneplan.
Eget forlag. Bramming 1982.
Geologiske rapporter, diverse,
udarbejdet af ingeniørfirmaet Anderskouv & Thomsen.
(Upublicerede).
Hansen, Jens Morten:
Geologi for enhver.
C.A.Reitzels Forlag. Skive 1984.
Jessen, A.:
Kortbladet Varde.
DGU, 1. række, nr. 14.
C.A.Reitzels Forlag. København 1922.
Kusk, Jens:
"Af sognenes naturgeografi",
i Tvillingesogne af Geest og Marsk: Sneum og Tjæreborg,
bd. 1, s. 9-33.
Eget forlag 1972.
Larsen, Tommi, m.fl.:
Skitse til kommuneplan for Bramming.
Eget forlag. Bramming 1978.
Mertz, Ellen Louise:
By-geologi nr. 8 - Ribe. C.A.Reitzels Forlag. København 1977.
Ribe amtskommune:
Vandindvindingsplanlægning. Bramming kommune.
Ribe 1984.
Ribe amtskommune:
Vandindvindingsplanlægning. Hydrogeologisk kortlasgning.
Ribe 1984.
Skovmand, Sven:
Den danske historie fra oldtiden til år 1500.
Forlaget Notat. Allingåbro 1982.
Smed, Per:
Landskabskort over Danmark. Blad 2 og 3.
Geografforlaget 1982.
Statusrapport over kommuneplanlægningen.
Bramming kommune 1982.
Trap Danmark: Ribe amt,
bd. IX, 2.
Gads Forlag. København 1965.
Ture i Gørding og omegn,
udgivet af Borgerforeningen for Gørding og omegn 1983.
--------------------------------------
Artiklen er fra Lokalhistorisk Forenings Årbog 1985 og skrevet af:
Tommi Larsen, født 1944 i Vridsløselille,
opvokset i Glostrup og Herstedøster,
boet i Bramming siden 1974.
Cand. scient. i geografi og geologi 1971.
Underviser i geografi på Esbjerg Statsskole og
i ingeniørgeologi på Esbjerg Teknikum.
Geologisk rådgiver for et ingeniørfirma i Esbjerg.
Byrådsmedlem for Folkelisten fra 1982.
-------------------------------------------------------------