Byens ansigt
Byernes ansigt
Af Olaf Bak
Som indfødt, midtjysk muldjyde, vidste jeg ikke - angående fisk - stort andet, end hvad jeg havde set og hørt ved den omkringkørende fiskehandler, der af og til kom mit hjem, agende i sin gig, hvis trækkraft var en lille, sagtmodig islænder.
Så udvandrer man fra det midtjyske hjemsted og slår sig ned som skriverkarl ved en avis i havne- og fiskeribyen Esbjerg og får her øjnene op for, at dette med fisk kan give en hel by sit specielle ansigt, sit særlige logo – understreget af lugt.
Næste flyt er til den lille naboby Bramming, som intet har med fisk at gøre. Og påny opdager man, at disse to byer hver har sit eget ansigt, og at det for Brammings vedkommende består af mange forskellige, små, karakteristiske ansigts-dele samlet under én enkelt benævnelse: Landbrug.I tilfældig rækkefølge skal her nævnes nogle af disse mange ansigts-enheder: markedsplads, læsseramper her og der, brovægt til kornlæs m.v. rummelige hotelsale flittigt brugt til div. landbrugsfaglige møder, både i lokalt og i amtsmæssigt regi, mejeri, kartoffelkogeri, landbrugskonsulenter, smede og maskinhandlere, dyrskue, landboauktion, foderstofhandel og konkurrencer for landboungdommen.
Så skete der det ejendommelige, at man en dag, et sted i 1970-erne, pludselig lægger mærke til et helt nyt træk i byens ansigt, mens mange kendte træk er forsvundet: noget er ændret fra landbrug til industripræg. På div. fabrikkers tag troner blanke blikmænd frem. Omfavnende hinanden, mens de af al kraft suger tonsvis af savsmuld ud i siloerne og fortæller, at nu er det træindustriens duft, der er med til at give byen ansigt.