Borgerforeningen - Bramminginfo

Den kommune der holdt op med at eksistere pr. 1.1.2007 startede egentlig tilbage i 1841, men godt nok med et noget andet udseende og fylde. Oprindelsen til det kommunale selvstyre findes i fattigloven af 1803 og skoleloven af 1814, hvor der blev lavet et begrænset selvstyre på nævnte områder. I 1841 blev der indført amter og sogneforstanderskaber, der i 1855 fik betegnelsen sogneråd. Her var Bramming en del af Darum, med præsten som født sognerådsformand til 1855. De egentlige kommuner med valg af sognerødder startede i 1867 og som sådan bestod Bramming frem til 2007. Landkommunalloven kom i 1867 og i 1908 blev der almindelig stemmeret for kvinder og mænd. Den første sognerådsformand efter 1867-loven var ejeren af Bramming hovedgård, løjnant Fabricius. Herefter var præsten ikke født formand (men havde dog stemmeret i fattig- og skolesager!)

Denne administrative enhed var i en periode i starten af 1900-tallet en pudsighed, idet den ikke havde nogen forbindelse med den by der nu var vokset frem siden banens oprettelse i 1874, stationsbyens kaldte man den. Byen lå nemlig i tre kommuner (Bramming, Hunderup og Sneum) og sådan var det indtil 1938, hvor der efter folkeafstemning blev indlemmet en del af Hunderup der lå i Mulvad og del af Sneum - det var faktisk en fjerdel af stationsbyens indbyggere der boede i Hunderup, men kun 5-10% i Sneum.

Næste forøgelse af kommunens udstrækning kom i 1966 og 1970, hvor man dengang opererede med begrebet storkommuner. Her blev så først Hunderup og V. Nykirke sammenlagt med Bramming, og siden Vejrup, Darum og Gørding. Og herved blev det så frem til døden.

Brammings kommunale historie

1841 Sogneforstanderskab, Bramming hørte under Darum

1855 Sogneråd, Bramming hørte under Darum

1867 Landkommunal lov, Bramming selvstændig sognekommune

1908 Almindelig stemmeret for kvinder og mænd

1938 Kommunen udvidet med Mulvad

1966-70 Bramming sammenlagdes med Hunderup, Darum, Gørding, Vejrup og V. Nykirke

2007 Bramming kommune sammenlagt med Esbjerg

Kirkesogn

Under sogneforstanderskaberne var præsten statens repræsentant i sognene - ud over at være Herrens - han administrerede skole og fattigvæsen og var som nævnt også formand i perioden med Sogneforstanderskab. Så til 1855 var det præsten der var det politiske tyngdepunkt i kommunen. Sognet var anneks til Darum fra 1670 til 1903, hvor det blev et selvstændigt sogn. Men fra 1903 er der altså tale om et selvstændigt kirkesogn. Geografisk blev det på samme tid udvidet med Mulvad fra Hunderup sogn og med en del af Tømmerby fra Sneum sogn. Kort efter 1970 blev den yderste del af Tømmerby tillagt Bramming.

Aarsagen til, at Bramminge blev tilknyttet Darum, var, at Bramminge præstegård havde gode jorder, der laa nær op ad herregaarden Bramminge Hovedgaard, og at herremanden - Eric Krag - ønskede præstegaardsjorden. Han fik paa en eller anden maade præsten til at mageskifte med en anden gaard i sognet, mens præsten selv flyttede til anneksgaarden i Hunderup.

Over det mageskifte kom der saa mange klager og tvistigheder, at det endte med, Bramming sogn blev taget fra Hunderup og lagt under Darum, mens Hunderup blev annekteret Vilslev. Sognepræst C. Plesner, Darum

Der var tidligere to menighedsråd, men i 2004 blev de slået sammen til ét. Sct. Knud kirkedistrikt havde da 165 medlemmer og Sct. Ansgar kirkedistrikt havde 6700. Det er vist ca.-tal, andetsteds står der at sognets indbyggertal var 7.012 hvoraf 6.658 var medlem af folkekirken.

Retsvæsen

I korthed var det sådan at retsreformen afskaffede herrederne i 1919. Frem til 1899 var stationsbyen juridisk underlagt 3 herreder: Gørding, Ribe og Skads. Denne inddeling går igen i matrikuleringen og findes den dag i ejerlavsbetegnelsen. Fra 1899 var hele stationsbyen Bramming under samme jurisdiktion, Ribe amt.

Da der blev leget kispus med betjenten

Som nævnt lå byens centrum i tre forskellige kommuner. Men den lå også i tre forskellige herreder. Det har fotograf CK Olesen skrevet en god historie om:

Som bekendt ligger Bramming stationsby i 3 kommuner, og indtil århundredeskiftet også i 3 herreder, der alle løb sammen i en høj, beliggende for enden af læge Jørgensens have. Her kunne man uden at flytte sig stå og spytte ind i 3 sogne og 3 herreder. Sognene er Hunderup, Bramminge og Sneum, og herrederne er Ribe, Skads og Gørding-Malt, men ved århundredeskiftet kom det hele under Ribe herred, hvorimod sogneskellene er uforandrede [kommunegrænserne, indtil 1938].

Disse forvirrende sogneskel har haft en uheldig virkning på byggeriet i stationsbyen, især da Sneum sogn ikke er med i det samlede skolevæsen, så børnene fra de på Sneum grund opførte ejendomme må søge Tømmerby skole, der ligger 2 km. fra byen. Men de indviklede sogneskel har også medført komiske situationer, hvorom jeg her skal fortælle:

Som bekendt blev markederne i slutningen af forrige århundrede afholdt ved Ålbæk, 5-6 km. fra Bramming. Da der dengang ikke fandtes biler og kun få køretøjer, var det lidt vanskeligt at komme dertil, hvorfor særligt handelsmændene ønskede at få markederne forlagt til Bramming, men da ansøgning herom ikke frugtede, besluttede de herrer, vel i forbindelse med byens ledende mænd, at tage selv, hvorfor de i bladene lod indrykke, at de den og den dag ville var til stede på jorden, der den gang i form at hedejord strakte sig fra førnævnte høj mod vest, hvor Møllevejen er ført igennem og forbinder Nørregade med Storegade. Kun de færreste, der passerer nævnte vej, aner vist, at de på den korte strækning mellem de to gader passerer gennem 3 sogne[kommuner].

Handelsmændenes forehavende kunne ikke undgå myndighedernes opmærksomhed, og den bestemte dag stillede der politibetjente for at standse det ulovlige marked, men enhver af dem havde jo kun myndighed i sin jurisdiktion, og da kreaturejerne – i hvert fald en del af dem – i forvejen var blevet gjort bekendt med skellene, og betjenten ikke havde noget at sige; for at optræde med fuld myndighed måtte de alle 3 være til stede fra de 3 herreder. Jeg boede lige overfor, stod i min gadedør og betragtede skuespillet, da daværende betjent Pedersen fra Holsted fik øje på mig og kom over til mig og spurgte, om jeg, der måtte være stedkendt, ikke ville sig ham, hvor skellene var. Men da jeg ikke ønskede at spille angiverens rolle, holdt jeg ham hen med udflugter, indtil han brummende forlod mig med et at her mærkede han nok, at det hele hang sammen som burrer og ingen udkomme var med. Her slutter så Olesens beretning.

Kommunalt bureaukrati

Blandt de mindre muntre tildragelse var de konstante gener for de der var sat til at administrere denne besynderlige kommunale enhed, sognerådet der skulle sørge for skole, kloak, vejarbejde.

Et andet sted har jeg nævnt historien da Æ Bramming Smej snørede/overtalte bønderne fra Vilslev/Hunderup til at bygge den senere Bakkevejens skole. Alle de fælles tiltag der var nødvendige kunne jo kun gennemføres hvis de involverede kommuner var med. Afgørende var naturligvis Hunderup, da en god del af stationsbyens indbyggere boede i Mulvad eller på Storegade.

- en lærer fra Bramming var ude på krigsstien for at undersøge om et par af hans børn rettelig hørte hjemme i Bramming eller Sneum, da herredsskellet gik gennem husets soveværelse. Han opgav at finde en forklaring, da forældrene sagde at børnene mest opholdt sig i køkkenet som var i Hunderup. Gud fri mig for jurisdiktions- og kommunalforhold i bramming i det herrens år 1898, sagde han da han gik. Landbodagbladet 1898 nr. 11.

Værst at danse med var Sneum kommune. De fandt det billigere at bygge en skole i Tømmerby – den arvede Bramming så ved sammenlægningen i 1938. Der var på den tid planer om ny skolestruktur med eksamensskole, men grundet uenigheder blev den ikke gennemført, trods en folkeafstemning der gik Tømmerby imod. Skolen blev først nedlagt i 1958.

Men hermed var problemerne ikke slut. Skulle der endelig kunne skaffes enighed mede Hunderup om et projekt, skulle man søge amtet om tilladelse til at låne penge til det – og der var en del skænderi om hvordan pengene skulle bogføres efterfølgende.

Den delte kommune var på den anden side også et godt våben når sognerådsformanden ikke syntes visse fænomener var en kommunal opgave. Således da der skulle ringes ved Christian den Niendes død i 1906, så vedtog sognerådet, at hvis Hunderup ville være med til at betale, ville Bramming også – så det skind kom der ingen bukser ud af.

Kommunesammenlægningen 1938

Endelig kom fra 1.4.1938 sammenlægningen med Mulvad – efter en afstemning med 1.796 vælgere, hvor 1053 (58%) stemte. Sammenlægningen vedtaget med stemmerne 843-199.  

Borgerforeningens store indflydelse

Den manglende sammenhæng i den kommunale struktur betød en forskydning af den politiske magt til Borgerforeningen. Men ud over de tre kommuner der hindrede en politik til fordel for stationsbyen, var der nogle andre faktorer der gjorde det åbenlyst at Borgerforeningen kunne slå igennem. Først var der valgretten, den var indtil 1908 sådan at de velhavende stemte to gange– noget sådan var ikke tilfældet i Borgerforeningen, her var adgang for alle, rig og fattig – og boede du i Storegade, kunne du være medlem af Borgerforeningen, hvad enten din matrikel lå i Hunderup eller Sneum. Dernæst var der geografien, bønderne og byboerne. Det kom f.eks. til udtryk i modsætningsforholdet mellem by og land i kirkegårdssagen, bønderne fra Nørå synes det var nok med en udvidelse af kirkegården ved Sct. Knuds, men beboerne i stationsbyen ville have deres egen kirkegård i byen. Det var en gammel strid der stammede fra dengang byens politiske flertal lå i Nørå, bønderne der jo betalte skatten, fandt ingen grund til at øde penge på stationsbyen – sådan er det jo med den slags. Man skulle således frem til 1904 før sognerådsformanden konstant var fra stationsbyen.

Når Borgerforeningen fik så stor indflydelse, hænger det endvidere sammen med, at deres strategi i mange henseender var ret snu. Da kommunen nu ikke ville sørge for mere belysning end den der kom ved fuldmåne, holdt de en basar og samlede ind til belysning. Da lamperne var sat op, godt nok lidt primitivt med olie eller noget i den stil, forærede de kommunen lamperne. Kommunen syntes så det var bedst med elektrisk blus, hvorefter det væltede ind med ønsker om nye blus fra alle steder af byen. Men kommunen syntes, at nu var det tid til at Hunderup også betalte sin del. Her sluttede festen så: de syntes ikke der var nogen grund til gadelygter på Ribevej. Blandt de sidste af Borgerforeningens politiske sager – foreningen sluttede som en ren festforening – kan nævnes sagen om bevillingen til Kikkenborg i 1912.

Karakteristik af Borgerforeningen

I 1947 skrev jernbaneassistent Poulsen i sine erindringer om Borgerforeningen, måske lidt i forklarelsens baglys, men alligevel:

stationsbyen var for lille til at kunne gøre sig gældende i sognerådet, hvorfor man 1893 nedsatte et udvalg til at arbejde for byens ve og vel. de førende indenfor udvalget var møller Poulsen, købmand Schou, læge Fenger og smed Thomsen, alle tilflyttere, de valgte mig til sekretær, og i løbet af 2-3 år frembragtes der en række resultater, der var lige ved at tage vejret fra selve udvalget. De vigtigste var: gadebelysning, kommuneskole ved stationen, forbedring af byens tilførselsveje, Landboforening for Bramminge og omegn. Udgivelse af et upolitisk ugeblad. Erhvervelse af faste markeder, dyrskue, efterskole for egnens og sønderjysk ungdom, teknisk skole og en selvstændig bank.

Disse foretagender trak en del folk til byen, så der blev boligmangel med indflytning i halvfærdige bygninger. Udvalget foranledigede, at egnet jord blev udlagt og kom i handelen som byggegrunde.

Af nævnte ugeblad fremgår, at i den første uge af juni 1896, blev grundsten nedlagt til ikke mindre end 10 nye bygninger, hvoraf 5 med 2 etager. Ved den folketælling, udvalget lod foretage 1897, var indbyggerantallet 693.

Indflydelsesrig forening

Ved siden af Borgerforeningen skal nævnes Foreningen for politisk Oplysning i Bramminge, hvis bestyrelse bestod af smedemester HM Thomsen, formand; møller Niels Poulsen, sekretær; dyrlæge A.J. Skjøttgaard; skrædder K.F. Nissen. Det er næppe nogen overdrivelse at de udgjorde byens politiske elite. Hertil burde nok tilføjes jernbaneassistent P.L. Poulsen, der redigerede ugebladet –Poulsen omtalte foreningen således:

Mine første venner var nærmeste nabo, dyrlæge Skjøttgaard og smedemester Thomsen, Randels svigersøn. Alle unge politisk interesserede, men med hver sin politiske anskuelse, hhv. hørupper, socialdemokrat og jeg moderat venstre. Vi blev snart enige om at lave en upartisk forening til politisk oplysning. Den fik stor tilslutning med kendte talere fra alle partier. Vi vilde intet mindre end afskaffe de politiske partier landet over. I rigsdagen skulde rigsdagsmændene ikke stemme efter partiparole som nu, men dele sig for og imod hver enkelt sag. Vi syntes tanken var så sund og ligetil, at alle måtte slutte sig til den. Til støtte for nævnte ideer startede vi 1896 „Bramminge Ugeblad".

Foreningens var således med til at skabe det politiske klima i byen, der var grobund for nybyggerbyens selvbevidsthed og gav stemning for nytænkning. Borgerforeningen var et instrument til at overkomme politiske og administrative modsætninger.