Drivvejen - Bramminginfo

Gå til indhold

Drivvejen

Drivvejen

Alle kender hærvejen.  I århundreder har den østlige hærvej været hovedfærdselsåren for persontrafik, varetransport, kreaturdrivning og militære tropper op gennem Jylland. Hærvejen stammer fra oldtiden og mistede først gradvist sin betydning, da der i 1800-tallet blev åbnet nye hovedveje og jernbaner. Derpå gik hærvejen af brug og blev glemt af de fleste. Historisk interesserede huskede dog stadigvæk hærvejen og i 1930erne blev den gamle hærvej rekonstrueret som en historisk turistvej.
Hærvejen ved vandskellet tæt ved Skjern Å og Gudenås udspring
Hærvejen ved vandskellet tæt ved Skjern Å og Gudenås udspring. Foto fra Wikipedia.
Men nu til den rute det drejer sig om

Hop eventuelt tekst over og gå til en beskrivelse af en af ovenstående delstrækninger.
Imidlertid er der ikke mange, der ved, at der også fandtes en vestlig hovedfærdselsåre ned gennem Jylland til Hamborg. Denne vej havde især betydning for kreaturdrivning og blev derfor kaldt for “Drivvejen”. Denne drivvej blev genoprettet i årene 2003-06 som en historisk turistrute. Det skete via det EU-støttede North Sea Trail projekt, som gik ud på at oprette vandre- og cykelruter rundt om hele Nordsøen. Lokalt foregik genoprettelsen af Drivvejen i et samarbejde mellem de nu nedlagte Sønderjyllands, Ribe og Ringkøbing amter og de lokale museer, herunder Museum Sønderjylland.
Der blev fastlagt en rute blandt flere parallelle drivveje og ruten fokuserer både på historie, seværdigheder og naturoplevelser. Der blev opsat tydelige afmærkningspæle og informationstavler langs Drivvejen og ved åbningen af ruten blev der udgivet forskellig litteratur om Drivvejens historie, seværdighederne langs ruten og rutens præcise forløb. Drivvejen henvender sig især til vandrende og cyklister, men store dele af ruten kan også gennemføres i bil.

Drivvejen indtil 1400-tallet
Drivvejen stammer fra oldtiden. I stenalderen skabte mennesker ved deres færden i naturen de første stiforløb, der sidenhen blev til vejspor for færdsel og transport af varer. I bronzealderen blev vejsporene faste, hvilket de mange gravhøje langs vejene vidner om. Allerede på denne tid var der handelsforbindelser til det europæiske kontinent via vejene sydpå og via sejlads langs Vestkysten. I jernalderen voksede befolkningen meget og landbruget bredte sig overalt. Der anlagdes landsbyer langs drivvejen og på geestranden ud mod Vadehavet og marsklandet. I vikingetiden anlagdes de første større havnebyer langs vejene og med adgang til åer og fjorde. Ribe var den største by og fra arkæologisk hold ved man, at der har været livlig handel med okser i Ribe på den tid.
Indtil 1200-tallet undgik man sejlads til Østersøen nord om Skagen og sejlede hellere varerne op ad åerne og transporterede dem over land. Det skete f.eks. mellem Ribe og Kolding og i Sønderjylland mellem Vidåen og Flensborg fjord og mellem Ejderen og Slien. I middelalderen da skibene blev større gik man over til mere søfart på havet, og havnene flyttedes tættere på kysten. Ribe tabte således gradvis betydning til Hjerting og Tønder tabte betydning til Højer. Samtidig ændredes vareeksporten fra okser til primært heste og saltede sild. Megen eksport skete til søs og tufsten fra Rhinlandet til kirkebyggerier blev en meget vigtig returvare i middelalderen.
Studedrift på vej til markedet i Ribe. Braunius' prospekt fra 1598. Braunius. Fotograf: [Ikke angivet] - Billede fra historiskatlas.dk
Studedrivningen på Drivvejen 1400-1788
I 1400-tallet tog studedrivningen fart. Tællinger fra toldsteder i Ribe, Kolding og ved Gottorp Slot viser, at kreatureksporten nået op på ca. 10.000 stude i 1500-tallet og helt op på ca. 50.000 stude i 1600-tallet. Tallene svingede imidlertid kraftigt fra år til år pga. skiftende krige, sygdomme, misvækst og hungersnød. Danske krige mod nordtyske fjender betød midlertidige eksportforbud og forskød eksporten til skibe, der f.eks. sejlede direkte til Holland. Den typiske returvare som betaling var klæder og tekstiler fra primært Holland og Flandern, som solgtes på markederne i Danmark.
Op til midten af 1700-tallet opfedede bønderne typisk studene de første 3-4 år, hvorefter godserne overtog dem og opfedede dem den sidste vinter på stald. I Foråret hentede primært hollandske opkøbere derpå studene på gårdene og drev dem sydpå. Et gods solgte på den måde mellem ca. 30 og 250 stude hvert år - afhængigt af godsets størrelse. I løbet af 1700-tallet begyndte en opløsning af de store godser i Vestjylland i mindre enheder og gradvist overtog bønderne selv studehandelen og studedrivningen sydpå til de store markeder i Wedel og Hamborg. Andre gange solgte de studene til sønderjyske opkøbere på markederne, og de fedede derpå studene op i marsken endnu en sommer og drev dem sydpå i efteråret.
Studedrivningen blev varetaget af særlige studedrivere, mens handelen blev forestået af handelsbønder via korrespondancer og direkte på markederne. Dagsrejsen ved drivningen var ca. 20-30 km og skete med flokke på 40-60 stude. Undervejs passerede man mange åer, som kunne være brede og dybe, og alle søgte derfor mod de bedste vadesteder eller broerne over åerne. Ved disse overgangssteder lå der ofte toldsteder og overalt lå der kroer med kreaturfolde. Også købstæderne med handelsprivilegier og markeder lå ved åerne og havde desuden også adgang til havet. Som studedriver var det vigtigt at kende drivvejens skiftende forhold, og derfor blev Drivvejen også indtegnet på de stadigt mere præcise landkort fra 1600-tallet og frem. De viste byer, kirker, kroer og overgangssteder over åerne, så man kunne planlægge studedrivningen hensigtsmæssigt.
Udover studedrivningen foregik der også stor transport af mange andre varer. Fra Jylland eksporterede man f.eks. jydepotter sydpå. Kniplinger var også en stor eksportvare op til 1850erne. Den velstand som handelen generelt medførte, gav desuden også næring til håndværkere og guldsmede langs drivvejen. Samtidig med studedrivningen foregik eksporten også til søs og her var returvarerne typisk hollandske fliser, der blev meget udbredte i Tønder, Højer og på Vadehavsøerne. Andre varer kunne være forskellige håndværksvarer og luksusvarer.
Kreaturmarked i Husum
Kreaturmarked i Husum syd for Tønder
Studehandelen bliver fri - nye tider ændrer alt
I 1780erne eksporteredes ca. 5.500 stude fra Vestjylland og sydpå hvert år og det var et stort fald i forhold til tidligere. Som svar på det blev studehandelen givet helt fri i 1788 og samtidig blev eksporttolden halveret. Det fik eksporten til at stige til over 12.000 stude i 1789. Fogeder og forpagtere på de små godser var de første til at gribe de nye muligheder, og efter udskiftningen fulgte mange mindre gårdmænd efter.
I løbet af 1800-tallet blev studeeksporten mere end tidoblet, godt hjulpet på vej af nye effektive hovedveje, jernbaner og dampfærger. I 1860erne åbnede den nye brede hovedvej mellem Ribe og Tønder og i 1880erne åbnede også en ny jernbane mellem byerne. Jernbanen betød, at man nu kunne fragte studene hurtigt på skinner, og at den gamle form for studedrivning på landevejene forsvandt. Tilbage var nu kun den lokale studedrivning mellem gårdene, marsken, markederne og godsbanegårdene. De preussiske myndigheder lagde stadigt flere hindringer i vejen for den jyske studeeksport sydpå, og derfor gik man i Jylland over til andelsslagterier og kødeksport med skibe fra Esbjerg. Efter Genforeningen i 1920 gennemgik Sønderjylland også omstillingen fra studeeksport til kødeksport. Endelig overtog  stadigt mere effektive lastbiler op gennem 1900-tallet transporten fra jernbanerne. Udviklingen betød at de gamle drivveje blev forladt og næsten helt glemt.

Ovenstående efter tilladelse fra Henrik J. Møller - Historieprojekter 2018
Efterfølgende materiale er hovedsagelig fra bogen "DRIVVEJEN - ad studedrivernes spor i det vestlige Jylland"
Udgivet af: Ringkøbing Amt, Ribe Amt, Sønderjyllands Amt, Amt Karrharde samt de danske statsanerkendte museer langs Drivvejen
Udgivet første gang i december 2006.

På denne side behandles den del af Drivvejen der går fra Varde til Ribe.
Over Varde og Esbjerg Bakkeøer mod Ribe
Ved Lønborg rejser terrænet sig fra Skjern Å's enge op på Varde Bakkeø. Få kilometer mod syd passeres Lønborg Hede. Indtil Ølgod er ruten delt, hvilket giver flere muligheder. Man kan enten vælge ruten over Nymindegab og Lydum eller strækningen til stationsbyen Ølgod, hvor der findes mange små plantager. Her passerer man også det fredede hedeområde Tinghøje, hvor gravhøje og gamle hjulspor vidner om oldtidens samfærdsel. Ruten forenes igen ved Adsbøl. Mod syd til Varde findes et afvekslende landskab præget af landbrug. Varde Å er den første forbindelse til Vadehavet. Åen slynger sig gennem en bred ådal, der adskiller de to bakkeøer. Syd for Varde er landskabet åbent og præget af Esbjergs bynære infrastruktur. Drivvejsruten deler sig igen i to, hvor den vestlige rute veksler mellem land og by. Her kommer man forbi nogle af de landsbyer, som er meget ældre end Esbjerg, men nu fungerer som havnebyens opland. Den østlige Drivvejsrute passerer egekrattet Grimstrup Krat og stationsbyen Bramming.
Begge ruter fører over Sneum A, før de samles ved Mulvad. Vest for Gredstedbro får man det første indtryk af det flade marskland med horisontens stringente digelinie. Syd for Ribe kan man tage en afstikker til Hviding Nakke, hvorfra der tidligere blev udskibet stude. Fra diget er der en storslået udsigt over marsk og vader. Forår og efterår kan man her opleve flokke af trækfugle. Marsken græsses af bramgæs og knortegæs, og på vaderne ses i tusindvis af vadefugle og svømmeænder. Særligt karakteristisk er rylernes luftballet, når flokke på undertiden flere tusinde trækker ind til sikre rastepladser under højvande. Marsken langs vadehavskysten er dannet af tidevandets aflejring af frugtbart klæg, der betinger en rigdom af planter. Yderst findes bevoksninger af salturt (kveller), og mange steder danner den indførte plante, vadegræs (Spartina), tætte bevoksninger. Selve marskengen er bevokset med græsser, hvor annelgræs dækker de områder, der påvirkes af saltvand. Her findes desuden hindebæger - også kaldet marsklyng - samt strand-vejbred. Langs Sønderjyllands og Nordfrislands kyster er der en lang tradition for at benytte bladene af strand-vejbred i madlavningen. Retten kaldes sorre eller sorr. Karakteristiske planter ved tidevandsrender - loer – i marsken er strand-malurt (velegnet til kryddersnaps), strandasters og visse steder vokser stilkløs kilebæger.
Tilbage til indhold