Øgenavne
Øgenavne
Det er karakteristisk at folk havde øgenavne dengang. Nogle var ret uskadelige, andre har været ubehagelige for bæreren. Det kunne have sine praktiske formål, f.eks. da der var tre der hed M.A. Madsen, så var det jo praktisk med Havanna Madsen, MA og den tredje som vist intet øgenavn havde. De fleste oplysninger stammer fra skomager E. Rohde-Johansen, Rohde er født her 1926.
Singer-Madsen Boede Nørregade 5 og solgte symaskiner.
Prinsessen I Mæglergade udfoldede Maren mest sine talenter når der var marked. Hendes far hed Prins Hans.
Skovtrolden Jens Emil Nielsen var remskivefabrikant, boede på Hovedgården og havde stor hårpragt.
MA Kort for fabrikant, sognerådsformand m.m.m. M.A. Madsen, Nørregade 26-28.
Svort-Jørgensen Sorte Jørgensen var legetøjsfabrikant i træ og boede Nørregade 44.
Desse Skræddermester Chr. Jensen, Storegade 42, derefter manufakturhandler Storegade 11.
Bejse Skrædder Hartvig Knud Hartvisen arbejdede hos Øllgaard, Storegade 11.
Byens lys Elektriker og måleraflæser Folmer Christensen, Storegade 55/Sportsvej 21. En senere: Kabelmester Vagn Christiansen bar det lige så flotte tilnavn: Byens hovedsikring.
Axel Fidus Mekaniker Axel Mortensen, Skolegade 9.
Morten Snøk Bygmester Morten Hansen, Skolegade 6 – som ikke havde overforbrug af lommetørklæder.
Æ Lynmurer vist Christensen, Skolegade 5.
Chr. Tot Købmand Chr. Olesen, senest Kaffeboden Nørregade 11.
Luksus-Jørgensen Møbelfabrikant Th. Bjerrum Jørgensens fabrik hed Jydsk Luksusmøbelfabrik, senere Bramin.
Havanna-Madsen Inden M.A. Madsen kom til Bramming havde han været repræsentant for en cigarfabrik, her havde han Tuborg-depotet i Storegade 14.
Ski-Niels Politibetjent Niels Nielsen, Fengers allé 14, han tilnavn havde forbindelse med hans ordforråd.
Kong Tut Hans Pedersen, Darumvej 64.
Lille Carl havde forretning Nørregade 2 og under krigen kunne man få alt her hvad man ikke kunne få andre steder.
Putski Frisør Arne Hansen, Storegade 1, skulle have mange arvinger i det vestjyske, men de havde intet at arve efter frisøren.
Danmarks Niels boede Funders alle 14.
Peder Dragon Peder Pedersen, Elmegade 32.
Lille Vovse Jørgen Jørgensen, Funders alle 20 – der var vist noget med løbetiden.
Tango-Peder Boede Ribevej 36.
Æ Potmagere Malermestrene Brdr. Rasmussen, Snedkervej, de var tvillinger og deres far pottemager.
Calle, Matte, Halle, Valle Brødrene Ortved, Nørregade 27.
Lille Nielsen stationsforstander Johan Henry Nielsen, Plantagevej 14 - nogle kaldte ham vist for Johan Fis!
Trille-Hans Hans Sørensen, Funders alle 27.
Gummisheik Jens Ingvartsen, Ribevej.
Fikke Tømrer Frederik Andersen, Storegade 61.
Skipper Tobakshandler J.L. Jensen, Storegade 20, tidligere vaskeægte sømand fra Fanø.
Spinat-Jørgensen Anna Margrethe og Jørgen boede i Søndergade og dyrkede frugt og grøntsager. Søndergade blev i øvrigt kaldt for Persillegade.
Pukkel Peder Hotelejer Aage Pedersen (Beiers Hotel) havde en pukkel på den ene finger, andre siger han var pukkelrygget.
Greven Frisør Ejvind Pedersen, Storegade 24, var hovski-snovski.
Lange Riis Andreas Riis, Storegade 54.
Kokkermand Portør Poulsen skulle til kontrollør Ahrensbachs hjem for at vække ham til tjeneste. K. er en jysk hane.