Politisk forflytning

Banemand og redaktør

Redaktør politisk forflyttet

Uden DSB var der aldrig kommet noget Bramming. I Gørding og Holsted var der byer i nærheden, da tværbanen startede i 1874. Men ikke i Bramming. Der var kun en gammel krogård, og nogle hundrede meter øst for den lagde man så stationen, på bar mark. Og marken var bar, der var kun hede. Krogården er for længst revet ned, men stationen står der endnu og minder om byens tilblivelse. Ledvogterhuset ved Ribevej kom først 25 år efter stationen. Men bommene var der og markerede således grænsen mellem det gamle og det nye: den gamle drivvej til Holsten og jernbanen til den nye havn i Esbjerg.

P.L. Poulsen (1935 ca.) - jernbaneassistent og redaktør af Bramminge Ugeblad.

Nybyggerliv Tiltrods for at der i de senere år og særlig i år er bygget så stærkt her i byen, har efterspørgslen efter lejligheder dog været endnu stærkere. Man ser således folk bo i halvfærdige lejligheder, ja et sted mangler endog både vinduer og døre. Man har anbragt brædder foran vindusåbningerne med passende mellemrum, af hensyn til lyset, indtil selve vinduerne kan fås færdige. En luksus som pudsning og malerarbejde har man selvfølgelig ikke tid til at vente på.

Bramminge Ugeblad 25.9.1896

I byens etableringsperiode kom en ung jernbaneassistent til byen, P.L. Poulsen hed han, 24 år gammel, startet i etaten som 18-årig aspirant. Efter at have været i Esbjerg fra 1890 kom han til Bramming i ’92. Det er fra Poulsen vi har den første skriftlige beretning om byen. Det var ikke Poulsens drøm at komme til Bramminge, tværtimod, som han sagde: Tænk at skulle skrive det lange kedelige Navn en Snes Gange hver Dag.

...stationsbyen bestod af en vindmølle, en gammel landevejskro og en snes småhuse med et forblæst udseende

Men DSB havde bestemt det anderledes, så en gråkold aprilsdag meldte Poulsen sin ankomst til byen, og fik at vide at han først skulle møde næste dag. Hvad andet var der at gøre for den unge mand end at tage byen i øjesyn?

Trods støvregn gik jeg ud for at se på omgivelserne — et trist indtryk blev det — stationsbyen bestod af en vindmølle, en gammel landevejskro og en snes småhuse med et forblæst udseende. Der fandtes enkelte haver, men de var ikke synlige udefra, idet der hverken fandtes træer eller buske, dette gjaldt dog ikke stationsforstanderens have ejheller den gamle lægebolig, hvor der fandtes enkelte ribsbuske, skarpt afskårne i en vinkel på 45 grader af den barske vestenvind. Omegnen var ganske flad, og så man kunde se helt uden trævækst. Et stykke ud ad Ribe landevej lå byens skole, en over al beskrivelse ussel rønne. Døre og vinduer var små, skæve og uden maling, den lå på et stykke bar hede uden gymnastikplads og uden antydning af have eller trævækst. En halv snes børn stod og krøb sammen ved den ene gavl. Lutter elendighed. Det var ejheller opmuntrende at tænke på at min daglige tjeneste lød på 10 timer, var tredelt og først sluttede ved midnat. Mine tanker strejfede de stationer, som jeg kunde tænke mig at søge forflyttelse til.

Poulsens beskrivelse af byen her i 1892 er ikke just opmuntrende: kun en snes småhuse var der, her 14 år efter starten. Han var helt ude på Ribevej 43 hvor Mulvad skole lå – men det var et deprimerende syn der mødte ham. Det var en by der stod i modsætning til dagens, uden buske og træer. Der var kun lidt opmuntring i stationsforstanderens have og så den gamle lægebolig, senere Sommerlyst, Storegade 29-31, selvom det var otte år siden lægen var flyttet fra sin have.

Dyrlæge Skjøttgaard var Poulsens nabo.

Ugebladet

Poulsen bemærkede også vindmøllen. Ejeren hed også Poulsen, Niels Poulsen. Og ham skulle jernbaneassistenten få en del at gøre med. Mølleren var kommet til byen 7 år før, hvor der var endnu mindre by. Samme år som assistenten var smed Thomsen kommet til byen. Året efter kom dyrlæge Skjøttgård og nedsatte sig i byen. Denne kamarilla kom til at sætte sit præg på byens brydningstid. Med Thomsen i front blev der dannet Foreningen for politisk Oplysning og som naturlig følge heraf en avis, kaldet Bramminge Ugeblad – med P.L. Poulsen som redaktør.[1] Han var da blevet 28 år.

Men da havde han selv fået bygget hus, lige overfor jernbanestationen, med dyrlægen som nabo (Skjøttgård boede i Jernbanegade 32[2]): da jeg 1894 byggede eget hus, var byggesummen — færdig til indflytning — 4000 kr. Gulvareal 144 m² foruden loftværelse. Håndlavede mursten og skifertag. Udhus til vask, brændsel, høns og gris. Poulsen var passioneret hønse- og biavler, så det krævede jo ordentlig plads. Hans høns gjorde sig gældende på det første dyrskue i byen – som kamarillaen også stod for sammen med den nye hotelejer på Kikkenborg. Og så den 15. marts ’94 kom den lille Niels Peder[3], Poul Laurids Poulsen og hustru Ane Marie Pedersens første. Anne Marie var da 28 år.

Chr. Thomsen boede i Storegade 46, huset er der endnu! Røgeriet passede Else Marie sikkert – de var kommet til byen fra Sønderjylland i 1893.

Men det var jo som redaktør af ugebladet at Poulsen skulle tjene sine sporer. Starten gik i 1896 – hvor stationsbyens indbyggertal blev optalt til 693[4]. Fotograf Olesen har malende beskrevet det sådan: De sidste femår i forrige Århundrede var en stærk opblomstringstid for Bramming stationsby særlig på byggeriets område, foruden en mængde privatbygninger opførtes bl.a. bank, farveri og efterskole samt det ny hotel Kikkenborg… Hvad der væsentligst bidrog til de to ovennævnte foretagenders fremkomst var det i begyndelsen af året 1896 startede A/S Bramminge Ugeblad med dets 3 redaktører: boghandler Jensen, dyrlæge Skjøttgård og assistent Poulsen, sidstnævnte ansvarshavende og forretningsfører. De forstod at holde liv i gemytterne og bringe ideerne frem til drøftelse, så bladet læstes med stor interesse, men fristede kun i øvrigt en kort tilværelse idet det ca. 2 år efter dets start gik op i Landbo-Dagbladet, de tre redaktører afskedigedes og en ny, sagfører Espersen, antoges som foreløbig redaktør[5]. I januar 1898 startede Landbo-Dagbladet, så Ugebladet fik knap 2 år!

I pressehistorisk henseende var ugebladet et særsyn, det var ikke som Ribe Folkeblad og andre blade ejet af en enkeltperson som Jens Busk, men af et aktieselskab på, i starten, 50 personer, og enhver kunne købe en aktie på 5 kr. – den steg senere til 10 – og få adgang til bladets generalforsamling og stemme om besættelsen af posterne til bestyrelsen. Bladet stod således stærkt i sin afvisning af at det skulle være i modsætning til læserne/befolkningen.

Politisk grundlag

Vi vilde intet mindre end afskaffe de politiske partier landet over. I rigsdagen skulde rigsdagsmændene ikke stemme efter partiparole som nu, men dele sig for og imod hver enkelt sag. Vi syntes tanken var så sund og ligetil, at alle måtte slutte sig til den – sådan mente Poulsen, og allerede i nr. 3 og 4 har den ideologiske bagmand, smed Thomsen en artikel om det, betitlet Partipolitik.

Han vendte sig mod opsplitningen på rigsdagen der forhindrede reformer, han kaldte partierne for de forenede stormagter. Hertil kom så partipressen der kun støttede opfattelsen af det enkelte partis ufejlbarlighed, hvor han langede ud efter Busks udtalelse om at det er at give penge for at se sin egen sag rakket når, når man læser modstandernes blade. Nok var klassepolitik berettiget, sagde Thomsen, men der var i virkeligheden ikke de skarpe grænser mellem højre og venstre som man postulerede. Han sluttede med en salut, der kanske ikke havde helt bred tilslutning i redaktionen: skal det lykkes at skabe mere retfærdighed og mindre fattigdom verden over, må samfundets bærere, arbejderne og middelstanden, først komme til en gensidig forståelse i stedet for at øde kræfterne i indbyrdes strid.

Man kan undre sig over at den slags slog rod i en smed og i Bramming i 1890erne. Men for det første er der jo tale om en renlivet parlamentarisk indstilling, ikke noget med en eller anden form for socialisme som Thomsen jo stod noget nær på denne tid. For det andet må det nok ses som en følge af de politiske forhold, nærmere betegnet Provisiorietiden. Efter nederlaget i krigen i 1864 blev grundloven lavet om til fordel for de privilegerede, de konservative, og fra 1885-94 var Danmark i en form for undtagelsestilstand, hvor Christian den 9. og Scavenius regerede ved hjælp af provisoriske love. I starten under skarp modstand fra det der senere blev Venstre, det var navnlig en modstand mod forsvarspolitikken, herunder befæstningen af København. Estrups efterfølger afstod fra provisorierne, mens Venstre i denne periode frem til 1901, hvor de fik regeringsmagten, hele tiden indgik forlig med højre. Det var i disse mudrede år, hvor Thomsen syntes at der var brug for folk der stod frem med deres mening, folk man vidste hvor man havde. Ikke folk der den ene dag var mod øgede forsvarsbevillinger, og den næste indgik forlig omkring befæstningen. Således som det kom til udtryk i hans modstand mod kredsens folketingmand, Jens Busk.[6]

Indlægget medførte også en længere polemik med den senere redaktør af Vestkysten, Th. Sort, der her dækkede sig under det gennemskuelige pseudonym Neri.

Svenskekrigene i Ugebladet

En anden person der kom til at præge byen på denne tid var lægen, Palmer N. Fenger, der boede Jernbanegade 8 og kom til byen samme år som Poulsen, i 1892. Fenger knækkede halsen på boligspekulation, men var ellers en oplysningens mand, således bidrog han også til Ugeavisen med en føljeton i nr. 47-60. Den var lavet sådan at den var lige til at klippe ud, havde særskilt nummerering, og så havde man vips en bog: Fra Svenskekrigens Tid, hed den. Der lå ikke så megen historisk forskning bag, men en spændende historie var Fenger god for.[7] Bladet havde ofte en føljeton, man fandt også noveller af Conan Doyle og Mark Twain!

I artikelserien Samfundsspørgsmål skrev boghandler Jensen om socialismen men så kristendommen som alternativet.

Boghandleren

Med i redaktionen var også N.P. Jensen, der lige fortjener et par ord med på vejen. Samfundsspørgsmål hed en artikelserie fra hans hånd i nr. 5-11. De handler om ånden fra 1864, den danske sang, teknikken og den frie konkurrences forbandelse, videre diskuterer boghandleren socialismen men ser kristendommen som alternativet. Jensen var også kommet til Bramming i 1892, men var ældre end de andre, han var 47 år og havde en karriere bag sig: Han havde taget lærereksamen fra Blågård Seminarium og været lærer på Lolland inden han kom til byen. Ved siden af bog- og papirhandlen i Nørregade havde han en planteskole med æble- og pæretræer. En fin erhvervsblanding. Da han solgte papirforretningen begyndte han som bogbinder.

Dyrlægen med den spidse pen

Omkring bladets hovedpersoner var også dyrlægen, Skjøttgaard. Mens smeden var den politisk begavede i redaktionstruppen og boghandleren den filosofiske, er det dyrlægen der svinger ironiens svøbe. I spørgsmålet om ugeavisens fremtid havde skrædder Nissen foreslået en sammenlægning med Ribe Folkeblad (Jens Busk’s) hvortil A.J. Skjøttgaard overtrumfede med at foreslå at den konservative Ribe Stifttidende skulle indgå i projektet – de havde noget på skrømt støttet sammenlægningen af de to andre konkurrenter. Skjøttgaard gik detaljeret ind på sagen med sammenlægning med folkebladet og mindede om det smeden har fremført, nemlig at Busk ikke mente man skulle læser modstandernes blade. Men det forekommer, skriver Skjøttgård, at mange af busks tidligere venner er blevne grebne af en mærkværdig videbegærlighed og ville have mere at vide, end busk vil fortælle dem… hvis dette frafald fra hr. Busks rene lære om det rette politiske evangelium skulle blive for stort [kunne det] rumme en åbenbar fare for hr. Busks eksistens som ledende politiker i Ribe amt… Senere da Busk kom til Bramming sparede han ikke på krudtet og kaldte folkene bag ugebladet for maskerede højremænd, sagde at bladet begunstigede højre og moderationen. Men dyrlægen fortsatte og sagde syrligt til Stiftstidendes redaktør, Poul Christensen: Der er kun en sand politiker og Poul Christensen er hans profet. Alle de der ikke tro på denne politiker, hører til 'moderationen'.

Og redaktør Poulsen skrev: Det er alt for megen ære, ’Ribe folkeblad’ viser mig når det gang efter gang betegner mig som sjælen i den unge opposition der skyder frem og tager fat på de politiske opgaver i Ribe amts 3. Valgkreds. Bevægelsen rummer for mange ældre og prøvede, dygtige kræfter til at min ringhed behøver at komme i forgrunden.

I går var atter en indsender ude i folkebladet og red blandt andet på den noget forslidte flovse om den store agrar. Find da på noget nyt, hr. kommunelærer og redaktør Poul Christensen, ellers tabe de sidste af deres trofaste læsere tålmodigheden.

Jeg må for øvrigt give ’Ribe Folkeblad’ ret i at der på mødet i Bramminge var fuldstændig enighed om Jens Busks kandidatur (det er jo ikke muligt at få alt med i et telegram). Enigheden var endogså så fuldstændig at lærer Nielsen fra Darum, der tidligere har været en af Busks ivrigste modstandere, udtalte, at han i de sidste år har været helt ud tilfreds med Busks afstemninger, Baade over ’de 40.000’, ’Ribe bisp’ og ’appanageloven’.

Mein liebchen was willst du mehr? Efter denne indrømmelse håber jeg at hr. Christensen ikke mere er vred på mig, hverken på egne eller Busks vegne.

Bramminge 5. februar 1898 Poulsen.

Også førstelærer Manich fik dyrlægens spidse pen at mærke, da han spagt forsvarer Busks arbejde: Hr. lærer Manich som ’Buskman’ kalder Skjøttgaard sin artikel hvor han – med et udtryk fra Saxo -beder Manich om at lave en fortegnelse over Busks store og gode Gerninger. Dyrlægen var kommet til Bramming samtidig med de andre hedsporer, nemlig i 1892, samme år som han fik eksamen, som 27-årig, han var tre år ældre end smeden. Ved udgangen af 1896, da Poulsen bliver tvunget til at træde tilbage som redaktør overtog Skjøttgaard midlertidigt redaktørposten i 1896[8] – hvor stationsbyens indbyggertal blev optalt til 693[9].

Bladets karakter

Ugebladet var ikke stort, men alligevel 4 sider hver fredag. Med start 28.2.1896 blev de første numre trykt i Kolding på Højskolebladets Trykkeri, de senere i større format på Fanø Bogtrykkeri, fra juni ’96. Det ville have svært ved at klare sig i dagens medieslagsmål. Mest fordi det var præget af folketingsstof og lange og grundige mødereferater. Det var helt tydeligt med bladet, at oplysning kom ved diskussion på møder, efterfølgende referat så diskussionen kunne fortsætte i de små hjem, og så evt. indlæg fra læserne i den anledning. Illustrationer var der få eller ingen af, men det var der jo heller ikke i andre aviser. Der var så masser af annoncer hvor byens handlende faldbød deres ydelser. Der var så mange smånotitser som viste at man fulgte med i byens liv: sølvbryllup, ejendomssalg. Navnlig det sidste var der stor interesse for. 1. nummer startede med artiklen: En Bramminge-Herning Jernbane med udgangspunkt i et udspil fra Borgerforeningen, underskrevet af S. I gennem hele bladets levetid var der små og store notitser om udenrigspolitik, af og til af pittoresk karakter. Og altså også: en del vandede vittigheder!

Hedelærken
Kvireli- kvireli! og op fra den brune lyng hopper en liden grå fugl; det er den jyske hedes sanger. Med et sæt er den oppe i luften over vore hoveder, og medens man med hænderne skærmer øjnene for at stirre efter den, sender den en sand skylregn af toner over vore hoveder. Toner så bløde og lokkende, at de trænge ind gennem hjertets hårde dagligdags skorpe, ind til det sted, hvor der i alle mennesker findes gode følelser og tanker, blot man kan få skorpen brudt. Gå ud på marken en morgenstund, når solen står op og luften er fuld af toner, indånd den friske luft og de skal se skorpen brydes og smuldre hen som dug for solen.
Toner har en forunderlig magt over menneskers sind. Krigstrompeten kan gøre mennesker til dyr og så dem til at myrde med koldt blod. Salmesang kan gøre folk til engle. Og til salmesang henregner jeg god musik, både den hedelærken synger for os om morgenen, og den hr. Wittenborg med sin flinke trup af ’Hedelærker’ opvartede os med sidste søndag aften, og det var egentlig den jeg gerne ville skrive lidt om.
Lad mig først ønske hr. Wittenberg til lykke med det smukke resultat, der var nået, både for sangkorets og orkestrets vedkommende. Thi et sådant resultat nået på så kort tid vidner om en ganske overordentlig energi og arbejdsevne, der lover godt ofr fremtiden.
Af sangene var utvivlsomt Kuhlaus ’Vise og kor af Elverhøj’ den smukkeste og tog fortjent bifald. For øvrigt skal jeg intet særligt fremhæve; både musik og sang udgjorde harmonisk hele, der skal høres for at kunne nydes, men hvorom det ikke kan nytte at skrive.
Der var mødt lidt over 300 tilhørere, så huset var fyldt til sidste plads. Det store besøg og de stærke bifaldstilkendegivelser fra tilhørerne må de agerende indkassere som en anerkendelse og en tak for en nydelsesrig aften. Tableauerne var alle smukt arrangerede, kønnest var ’Fanø’. Samtidig med at tæppet gik op for dette, afsang en af sangforeningens medlemmer med ren og klar stemme den smukke lille sang: Fanø o Fanø.
Det blev sagt at man kun ville give denne ene koncert. Denne beslutning håber jeg, at man vil forandre, thi dels har mange af de tilstedeværende nok lyst til at leve den aften om igen, ligesom det også ville være synd for de folk, der ikke kunne komme med i søndags, om man ikke ville gentage forestillingen og derved give dem lejlighed til denne lige så sunde som fornøjelige aftenunderholdning.
Efter forestillingen var der bal for foreningens medlemmer. Når jeg siger, at hr. Wittenbergs dansemusik er ligefrem henrivende, så kan læserne forstå, at det kneb for mine gamle danselystne ben at forlade lokalet lige inden ballet begyndt. Jeg håber imidlertid at blive bedt med, når hr. Wittenberg drager ud til bryllupper og andre festligheder på egnen. Thi hvad er dans uden en god musik. -n.

Sådan var det når redaktør Poulsen skrev referater. Det er underskrevet med en beskedent -n., men i Byhistorisk arkivs eksemplar af Bramminge Ugeblad 9.4.1897 nr. 60 har han med blyant tilføjet sin sædvanlige signatur p. Man fornemmer hvordan stemningen har været i forsamlingshuset på Storegade og undrer sig over hvordan 300 kunne være der, det blev jo kort efter solgt fordi det var for lille![10] Musikdirektør G. Wittenberg[11] var til komme til byen fra København, havde orkester med seks stemmer og havde startet sit kor, betitlet Hedelærkerne[12]. Man kan forstå at det har været et markant tilskud til byens kulturliv. Vi skal lige notere os, at koncerten blev gentaget – i Darum!

Theori og Praksis

Præsten til en Arbejdsmand, som sidder i Vejgrøften og spiser Frokost: Vogt Jer for Brændevin, Mads! Det er Jer værste Fjende. Mads: Hvissommensti te A ett sku hous fejl, faataael æ Prejst sjel den aaen Daw, te vi ska elsk wo Fjend.

Bramminge Ugeblad 17.12.1897 [sidste nummer]

Dyrskue til byen

Som en ny oplandsby var det afgørende at trække landbrugets handel til. Hertil hørte markeder og dyrskue. Landboforeningen blev stiftet af Guttorm Sørensen, han var kommet til Bramming fra Vilslev nogle år efter Poulsen og havde bygget den nye Hotel Kikkenborg fra 1897. Nu var det ikke bare et smart fif for at trække kunder til. Han havde en solid landbrugsbaggrund[13], sidst med forpagtning af præstegårdsjorden i Vilslev. Men dyrskue var jo en sag for ugebladet: kæmpe annonce og udførlig tekstomtale bagefter.

Som byens andre matadorer var jernbaneassistenten en stor hønseentusiast med de udmærkede plymouth.

Politisk forflyttelse

Men det politiske opgør med Jens Busk blev ikke uden omkostninger for Poulsen. Busk var en mægtig mand, gammel i Rigsdagen, medlem af Finansudvalget. Og så at Ugebladet tog en del annoncer fra Ribe Folkeblad som Busk ejede, det var heller ikke pænt, som assistenten ironisk har skrevet.

Poulsen havde jo bl.a. skrevet:… enhver vælger … må særlig følge kredsens rigsdagsmand i hans offentlige færd… Ribe folkeblad kan ikke magte denne opgave, og det er jo ganske naturligt, thi da jens busk selv ejer bladet, står redaktøren jo ligefrem i tjenesteforhold til ham, hvorfor det også ville være for meget at forlange, at han skulle give sig til kritisk at belyse Jens Busks politik. Denne opgave lå jo snublende nær for Bramminge ugeblad… jens busk …kaldte mig for ’højremand’, det skulle da være om hans ’venstrepolitik’ havde kyst mig over i højres lejr, thi før hørte jeg ikke hjemme der.[14]

Efter et møde i Gørding sagde Busk til Poulsen: Jeg skal sørge for, at de ikke vedblivende går og gør mine bønder tossede. Poulsen havde så samtaler med sin foresatte, trafikinspektør Ole Høyer, hvor enden blev at hans navn skulle slettes som redaktør, men at han bare kunne fortsætte med sit arbejde. Kort efter søgte han også i bladet en dreng til at gå med regninger for bladet. Høyer spurgte efterfølgende DSB’s generaldirektør I.W. Tegner[15] om det nu skulle være skik af rigsdagsmændene forflyttede banens folk, hvortil Tegner skulle have svaret, at det ikke ville ske i hans tid. Poulsen fik først en forflyttelse til Vejle, der blev trukket tilbage telegrafisk. Folkebladet triumferede: O, Bramminge, hvad har du tabt…

Men så kom trafikchefen fra Århus til Bramming i det ærinde at spørge Poulsen hvordan han ville stille sig til flytning, han måtte selv bestemme hvorhen, banen ville betale flytteudgifterne og erstatte evt. tab ved hussalg[16]. Trafikchefen var en bekendt af Poulsen og forslaget blev fremsat i en venlig tone, men det stod klart for assistenten, at der stod bajonetter bag, som han skriver. Poulsen fortæller så at han i 1904 mødte Busk på Silkeborg station – det var 2 år før Busk han trak sig tilbage – og han sagde: Jeg er dus med den nye trafikminister, og hvis de vil søge et embede, kan de blot underrette mig, så skal jeg nok sørge for, at de får det; jeg kender jo deres evner. Mit svar kom øjeblikkelig: nejtak! Jeg vil hellere forblive assistent hele mit liv, end forfremmes ved deres hjælp. Om man nu så vil tro på denne sidste del, får stå hen, men historien er i hvert fald god!

Olesens version

Fotograf C.K. Olesen har også berettet om sagen, han tilføjer et yderligere aspekt på konflikten, nemlig apoteket: ’Men straffen udeblev ikke: Assistent Poulsen forflyttedes kort efter til Fredericia til almindelig sorg af byen, hvor han var sjælen i alle nye foretagender, og ikke mindst for ham selv og familie der her havde skabt dem et dejligt hjem. Thomsen kunne jo ikke direkte rammes, men så måtte hele byen der husede ham indenfor sine mure undgælde: Bramming by havde i flere år søgt om at få et apotek her, og det var også så godt som lovet, man ventede kun på den endelige afgørelse, da et rygte forlød at nu skulle det ligge i Gørding. Man troede jo først at det var spøg, men erfarede snart at det var den bitre alvor. Gørdingenserne blev måske ikke mindre overraskede ved at modtage en sådan gave fra oven. Først en årrække senere, da der var kommen andre til styret, fik Bramming sit apotek[17], så der nu blev to i umiddelbar nærhed af hinanden.’

Lærkesang

Men vi slutter nu med Poulsens senere apoteose til Bramming:

Efter nogle ugers forløb svandt mit første triste indtryk af byen og omegnen. Beboerne var tiltalende, overvejende tilflyttere, yngre energiske mænd og kvinder med gode interesser. På solskinsdage forekom landskabet mig ret tiltalende, den brune lyng og de grønne rugagre klædte hinanden. Den vide udsigt omspændt af en høj himmelkuppel fyldt med lærkesang var nærmest pragtfuld; hverken før eller senere har jeg truffen en egn med så mange lærker som her.

[1] Fra nr. 28 fik Ugebladet rigtige vedtægter [det hed bl.a.: indsendte artikler må ikke afvises af politiske grunde] og en bestyrelse med repræsentanter fra Hunderup, Gørding og Darum - og Poulsen udtrådte af bestyrelsen, men fortsatte som redaktør.

[2] Poulsens hus var nok nr. 32, nr. 36 var hvor skolen blev bygget.

[3] Med Gunde Hans Poulsen (Assenbølle) og hans kone som faddere, desuden også ungkarl Rasmus Madsen, Kirkerup.

[4] Indbyggerne boede jo i Bramming, Hunderup og Sneum kommuner, så Borgerforeningens optællere gik fra hus til hus og talte op. Siden optællingen i 1895, var tallet steget med 298.

[5] Espersen døde allerede i 1902. C.K. Olesens Bramming historie stod i Vestkysten 14.9. og 23.11.1929 plus 24.5.1930.

[6] Se herom andetsteds i artiklen om H.M. Thomsen Æ Bramming smej.

[7] Et uddrag har været bragt i Lokalårbogen 2007, side 120-23.

[8] Derefter ansættes journalist T. Bang Termansen (Holbækposten), der er der næsten resten af bladets levetid.

[9] Indbyggerne boede jo i Bramming, Hunderup og Sneum kommuner, så Borgerforeningens optællere gik fra hus til hus og talte op. Siden optællingen to år før, 1895, var tallet steget med 298.

[10] Grundfladen angivet til 218m².

[11] I 1899 trådte han frem på Håndværkerforeningens udstilling og præsenteres sin nye Brammingenser-March. Hans kone hed Marie, var dameskrædderinde og tilbød at rense fjer til damehatte.

[12] Man vil huske at et senere kor under Ayoe Eg Poulsen kaldte sig Lærkerne.

[13] Senere da også han bukkede under for spekulationen fortsatte han i landbrugssporet på Tangegård ved Ribe fra 1903.

[14] Bramminge Ugeblad nr. 23, 14.8.1896. Sine principielle synspunkter havde han redegjort for i nr. 28 i artiklen Hvad vil Bramminge Ugeblad 1 Virke for politisk Oplysning 2 Modarbejde Partiuvæsenet, artiklens argumentation svarede til H.M.Thomsens i nr. 2-3.

[15] Kendt som nr. 10 på P.S. Krøyers billede Industriens mænd (1903-04).

[16] Den 18.3.1898 annoncerede Poulsen sit hus til salg.

[17] I 1908 kom der apotek i Bramming (hjælpeapotek under Gørding, oprettet 1903), H.M. Thomsen var jo sognerådsformand 1905-07 – og igen fra 1914-18, men altså ikke i 1908!