Historie - Bramminginfo

Det ses mere end tydeligt, at Socialdemokratiets tilbagegang svarer næsten præcis til Venstres fremgang, når man ser på tallene til kommunevalget. En hel del af effekten stammer naturligvis fra kommunesammenlægningerne i 1966 og 1970, hvor det stort set var landområder, der kom til Bramming. For de Konservative ser situationen ud, som for Socialdemokratiet:

Et særtræk på den borgerlige front har været de Radikales styrke i Bramming. Mange har sikkert tilskrevet det en bestemt politiker, men tilslutningen er trods alt ret stabil:

Konklusionen er ret klart den, at socialdemokratiet ikke har kunnet gøre sig gældende i Bramming, men at det var Venstre, der i stigende grad satte sig på magten. Det var kun i 1946 og 50, at Indre Mission havde en repræsentant i sognerådet. På den borgerlige fløj kulminerede de Radikale med 3 mandater (af 11) i 1962 og 4 mandater (af 17) i 1974. De konservative stillede kun en enkelt gang med borgmesteren (i 1966) - ellers var det klart, hvem den post tilhørte, nemlig Venstre. Helt klart var det politiske billede måske ikke: der har i hele perioden være opstillet forskellige borger- og landbolister, men de må nok karakteriseres som borgerlige (venstre eller konservative). Det er først med Folkelistens entré i 1981, der kom lidt andre politiske boller på suppen i Bramming.

Det var i 1890erne Bramming fik sit første ryk i udviklingen. Før den tid var der en periode med beskeden vækst siden den spæde start i 1874, hvor byen opstod omkring den nye jernbanestation. Der skete en masse i 90erne -- måske for meget, for det efterfølgende årti kom til at betegne en nedgangsperiode. De perioder, der fulgte efter var alle præget af beskeden vækst - frem til 60erne.

1890erne er det årti, hvor en masse foreninger blev stiftet: Arbejdsmandsforbundet i 1896 med 19 medlemmer, Murerforbundet i 1899 med 5 medlemmer, Snedkerforbundet (saddelmager) i 1896 med 1l medlemmer, Tømreforbundet i 1895 med 2 medlemmer, Jernbaneforbundet i 1899 med 70 medlemmer. Disse forbund, med undtagelse af jernbaneforbundet, kunne i de følgende år ikke modstå krisen og blev (midlertidigt) nedlagt. Der var nu kommet så mange håndværkere til byen, at man kunne danne en håndværkerforening - og de af dem der skulle bruge træ kunne nu få det i den nyetablerede trælasthandel. Foreningen til politisk oplysning blev dannet, og den startede Bramming Ugeblad. Samtidig dukkede flere afholdsloger op. Også en øget politisk bevidsthed kommer til udtryk bl.a. med dannelsen af Socialdemokratisk Forening - og en borgerforening. Endvidere 2 gymnastikforeninger -én for hvert køn! – og som tegn på cyklen som allemands eje blev der stiftet en cykelklub. Byens første dyrskue blev arrangeret af den nystiftede landboforening.

Byggeriet ekspanderede: byens første folkeskole, den nystiftede Bramming og Omegns Bank opførte ny bygning, en efterskole, et farveri, et hvidtølsbryggeri, et forsamlingshus, en lægebolig. 8 petroleumslamper udgjorde byens første gadebelysning, alt imens det store kvægmarkeder blev flyttet fra Ålbæk til Bramming. Også boligbyggeriet fulgte med, f.eks. blev der et enkelt år (1897) opført 28 huse, heraf 5 i 2 etager - men så satte spekulationskrisen også ind!. Men Nørå-området beholdt sin status som centrum i sognet, thi sognerådsmøderne blev man ved med at holde i Nørå skole – men det var der også beboere i Bramming, der begyndte at brokke sig over.

Beboerne i den forblæste nybyggerby i slutningen af forrige århundrede var ikke de første på stedet. Området havde mange århundreder før været beboet. De ældste tegn på det er bl.a. gravhøje i byens umiddelbare nærhed, f.eks. Kongehøjene sydøst for byen og forskellige fund under udgravninger bl.a. på grunde til møbelfabrikken Bramin, Vardevej 4. Det sidste fund er jernalderlandsbyen, som blev opdaget, da man anlagde Kirkebrovej i 1993. Landsbyen Bramming lå oprindelig tæt ved Sct. Knuds Kirke og forsvandt ved dannelsen af Bramming Hovedgård i slutningen af 1700-tallet.

Omkring århundredeskiftet ramte lynet Bramming – den optimistiske udvikling standsede. Byens ledende folk forduftede til Amerika efter spekulation og krak. Det var dels spekulationen i jord i Esbjerg, hvor et konsortium af 12 fintklingende navne, som fotograf Olesen senere sagde, tabte 144.000 kr, på 4 tønder land ved Boldesager - og en af hovedmændene, Skov, flyttede fra byen i 1899, for senere at slå sig ned i Kolding. En række af byens faste støtter fortrak: Købmand Wimmelmann, ejerne af savværket Iversen og Laugesen Petersen. Guttorm Sørensen, ejer af Kikkenborg, røg også.

Men det var ikke alene spekulationen i Esbjerg, der medførte konkurser, men også i Bramming. I centrum af dette var læge Fenger, hvor kilder oplyser, at hans vovelige foretagener skete ud fra interesse for byen. Fenger var en stor mand i Borgerforeningen, deltog i Skovs konsortium vedr. Boldesager, havde del i teglværket. I 1902 sad han på de fleste større grunde mellem Nørregade og Skolegade, de fleste grunde mellem lægeboligen til Lindegade mod nord, mod øst til Elmegade. Anslået halvdelen af byens byggegrunde - og de var vel at mærke forblevet ubebyggede. En af Fengers kautionister smuttede til Amerika, og med et uindfriet lån på 9.400 kr., erklærede banken Fenger konkurs. Så tog også Fenger til USA og blev ti år senere, i 1913 læge i den grundtvigianske koloni Askov, Minnesota. Men en gade i Bramming fik han da!

På informationsområdet så man starten af et nyt Bramming Ugeblad – det oprindelige var blevet til avisen Landbodagbladet - og kulturpolitisk havde vi oprettelsen af Brugsforeningen, KFUK, en ungdomsforening og handelsforening. På det økonomiske område: Apoteket og drejer N.A. Jørgensen, senere møbelfabrikken Bramin etablerede sig. Ny kirke og kirkegård blev taget i brug. Men det var nok Brammingulykken, en jernbaneulykke med 15 omkomne, der gjorde byen mest kendt ud over landet. Og det var netop på det trafikale område, der skete en masse i denne periode: banen til Funder (og videre til Randers over Silkeborg) medførte en betydelig udvidelse af stationens sporterræn, opførelse af posthuset og byens senere så sørgeligt berømte Viadukt blev anlagt. Teglværket flyttede fra Gabelsvej til Hellesvej, og hvor Egnsmuseet nu har til huse blev der lavet et Andelselværk.

Malernes Forbund for Bramming og Omegn har erklæret Strejke hos Malermester Jensen i Bramming paa Grund af Uenighed om Lønspørgsmaalet. * Jensen har forsøgt, som Følge af Vinteren, at sætte Lønnen ned ved at forlange mere for Kosten. Han forlanger nemlig 8,50 Kr.om Ugen. Det vilde Svendene ikke gaa med til, men forlangte af faa deres Løn fuldt ud. Han forsøger at gaa uden om det Lønregulativ, han underskrev d. 20/7 1896. * [Bramminge Ugeblad den 13. November 1896 – og den følgende uge fulgte forbundsformand Otto Ottosens redegørelse for årsagen, til sidst redaktionens beretning om strejkens afslutning:] Red. Kan nu tilføje, at Arbejdsstandsningen er afsluttet ved gensidig Overenskomst.

Selv om Bramming var og er en fredelig by, når tanken er på arbejdsmarkedet, kunne dagbladet Vestkysten tirsdag den 21, maj 1929 dog bringe følgende meddelelse:

 Arbejderne paa Bramminge Teglværk har lørdag eftermiddag etableret Strejke, og de førte Forhandlinger har endnu ikke ført til noget Resultat. Strejken har sin Aarsag i en Uoverensstemmelse om Løntariffen.

Onsdag meddelte bladet:

Strejken paa Bramminge Teglværk er ved Lempelse fra begge Sider blevet bilagt. Arbejdet blev genoptaget i morges.

Lad mig indledningsvis fastslå, at der i 60'erne kun var én skole i byen, Bramming kommuneskole. Den blev bygget i 1906 og udvidet i 1956-57. Skolen havde i 1960 efter ansættelse af 3 nye lærere - heriblandt undertegnede – 20 lærere og ca. 450 elever og var en såkaldt fuldt udbygget mellem- og realskole.Lovgrundlaget for skolens virke var 1958-loven og den såkaldte Blå Betænkning

Med den nye lov indførtes bl.a. begreberne a-, b- og c-klasser i 6.- og 7. årgang. Betegnelserne står for almene-, boglige- og udelte klasser. Almene- og boglige klasser var for så vidt kendte, mens udelte klasser ikke fandtes efter 1937-loven, men nu kunne oprettes efter forældreafstemning - og det blev de så år efter år ikke mindst til glæde for os på skolen. Ja, vi følte os vel egentlig som foregangsmænd, idet ordningen senere blev reglen for hele Folkeskolen og dermed et af de små tiltag hen mod enhedsskolen. Jeg mindes min tid på kommuneskolen med stor glæde og tillige med en vis stolthed over at have været lærerrådets formand gennem 8 år, et lærerråd hvis indflydelse blev stedse større.

Der var et - i sammenligning med tidligere-godt forhold mellem den unge lærer og eleverne og ikke mindst en stor overensstemmelse mellem hjemmenes og skolens holdning til vor fælles opgave.

Vi fik tilpasset skolens dagligdag efter tidens skiftende ideer og retninger.

Blandt mange tiltag kan nævnes: - Forældredage, når det passede den enkelte klasse og afspejlende hverdagen,

afløste den unaturlige fælles forældredag for alle klasser. - Store fælles udflugter konverteredes til ture med egen klasse. - Features med deres tværfaglige aspekt vandt indpas om end ikke uden sværdslag

fra de få lærere, der kun var fagligt indstillet. - Lejrskoler for de små- og store elever lagdes i faste rammer. - Det årlige antal prøver blev reduceret til fordel for mere tid til undervisning. – Elevråd oprettedes. - Skoleblade så dagens lys. - Skolebibliotekets rolle ændredes totalt.-Arbejde i nyoprettede fagudvalg med deraf følgende lærerindflydelse på valg af undervisningsmidler og inventar tog sin begyndelse.

I det hele taget blev alle emner fælles for vor skoles hverdag ofte formuleret på lærerrådsmøder og afgjort her eller-for større emners vedkommende –senere gennemarbejdet på emnedage, f.eks. en weekend på en lokalitet andetsteds end skolen.

Jo, vi var mange, der syntes, skolen blev bedre.

I dag er alt dette og mere til selvfølgeligheder, men det var det ikke dengang. Det var nyskabelser.

Og det engagement, der skabtes via lærerrådet omkring skolen som en helhed, blev en særdeles vigtig forudsætning for skolens evigt aktuelle opgave:

At tilpasse dagligdagen –herunder undervisningen – til en verden under stadig forandring.

En lærers faglige dygtighed var stadigvæk i høj kurs, men hans evne til samarbejde omkring og engagement i skolen som en helhed blev en nødvendighed.

De indtryk, eleverne modtog, og de erfaringer, de gjorde i deres hverdag -iskolen og uden for skolen - var langt færre og mere overskuelige, hvilket gjorde, at de var lettere at undervise. Ja, de var så at sige parate. Og det er derfor heller ikke helt så fantastisk en præstation, som man til tider synes at mene, når de meget få lærere, der stod for læseindlæringen i de yngste klasser, med de mange og lange lektioner i hele seks ugentlige arbejdsdage og med de- som sagt - parate elever, når de nåede de resultater, de gjorde: at eleverne il. klasse kunne alfabetet til jul og læste til sommerferien.

Jeg ønsker selvfølgelig ikke at nedgøre disse læreres indsats for at lære eleverne at læse, blot vil jeg understrege, at opgaven grundet omstændighederne var noget lettere end i dag.

A propos dette med omstændighederne, så lad mig -uden at blive alt for pædagogisk - citere ét af vor tids pædagogiske udsagn om at undervise. Det hedder: Man kan ikke lære nogen noget, men man kan søge at tilrettelægge omstændighederne således, at nogen lærer sig noget. Og det var vel det, der var lettere dengang i de disciplinerede 60'ere.

Noget helt andet, der også var lettere, det var at tjene penge.

Det var ikke ualmindeligt, at en lærer forøgede sin løn med 50-60% ved at tage et stort antal overtimer. Og hvis så også ægtefællen havde blot fuldt timetal, var husstandsindkomsten den skattepligtige – blandt de største i den lille by. De lærerpar, min kone og jeg kom sammen med -alle ansatte på kommuneskolen - købte, som vi, ny bil, TV, Wegner- og Børge Mogensen møbler og lod med lokale håndværkere opføre arkitekttegnet hus inden for de første år efter ansættelsen.

Egne børn blev i øvrigt passet af ung pige i huset eller af nabokonen, og de private sammenkomster og fester var mange. Lige så blev deltagelse i handels- og håndværkerforeningens fest på hotel Kikkenborg med sang fra stol og bord en årligt tilbagevendende begivenhed, der bl.a. fremmede vort kendskab til øvrige samfundsgrupper – og deres kendskab til os, deres børns lærere.