Riberhus - Bramminginfo

Gå til indhold

Riberhus


Riberhus Slot lå på Slotsbanken i Ribe. I dag er der kun ruinrester tilbage samt en bronzestatue af dronning Dagmar, der boede på slottet i starten af 1200-tallet. Slottet var ikke den første bygning på stedet. Arkæologiske udgravninger viser, at der har været mennesker i området allerede i 1100-tallet.
I begyndelsen af 1500-tallet var Riberhus en borg i forfald, fæstningsværkerne var forældede, og kun sjældent kom der kongeligt besøg.
En radikal ombygning af borganlægget var bydende nødvendigt, hvis man skulle gøre sig noget håb om, at Riberhus fortsat skulle spille en rolle som kronens magtbase i denne del af landet.
Christian 3. overtog endegyldigt magten i 1536 efter den blodige borgerkrig under Grevens Fejde. En lang række af de kongelige borg-anlæg havde under krigen vist sig helt utidssvarende til at modstå angreb under en ny tids krigsførelse, og derfor forestod et stort arbejde med ombygning af rigets gamle borge. Riberhus var netop en af de borge, som i disse år blev gennemgribende moderniseret og til dels nyopført.
Allerede i 1537 gav kongen ordre til, at byggematerialer fra nedbrydningen af Skt. Hans Kloster skulle genanvendes til opførelse af bygninger på Riberhus. Fra lensregnskabet det følgende år fremgår det klart, at ombygningen nu var i fuld gang, og der opregnes en række udgifter til diverse håndværkere. Murersvende arbejdede i 18 dage med opførelsen af en bro på nordsiden af borgbanken samt konstruktionen af den såkaldte »hvælving«. Her menes muligvis etableringen af en port gennem det store nordre hus, der var del af det ældre middelalderlige borganlæg. Samtidig skulle der tækkes et hus på borgen.
Blandt de andre bygningsarbejdere opregnes tømmersvende, smede, klejnsmede og snedkere.
Den søndre rondel
Den søndre rondel under udgravningen i 1940-1941. Her ses tydeligt den omfattende pilotering af træpæle, der bar den overliggende konstruktion. Foto: Nationalmuseet
Sideløbende med ombygningen gennemførtes en omfattende regulering af borgbanken, der nu blev gjort næsten kvadratisk med lige stejle sider, beklædt med kampesten. Voldgraven blev gjort dybere og udvidet til en bredde på cirka 32 meter. På hvert af bankens fire hjørner opførtes en såkaldt rondel, et rundt forsvarsværk til flankerende beskydning. Den søndre rondel var næsten 20 meter i diameter, medens de tre andre kun var halvt så store. Ved udgravninger på borgbanken i 1940-1941 blev konstruktionen af disse rondeller klarlagt.
De var opbygget over en omfattende pilotering af nedrammede træstammer, der bar et overliggende rammeværk af bjælker. Herpå var der støbt en murblok af kalkmørtel og mursten på cirka en halv meter, der dannede fundament for de lave rondellers mure af munkesten. Rondellerne, der formentlig kun kunne rumme to batterier, var oprindelig dækket af kuppeltage. Ved udgravningen fandt man en del romanske bygningssten, der tydeligvis var hentet fra nedbrudte kirker i byen og genanvendt til beklædning af rondellerne.
Endnu i 1543 arbejdede man på fæstningsværkerne, for her beordrede kongen lensmand Claus Sehested, at byggeriet snarest skulle stå færdig, og han måtte ikke spare sig nogen anstrengelser for at få jord kørt til slottet og indrette befæstningen.150 Et par år senere fik adelsmanden Claus Bille besked på at lade hugge en mængde tømmer ved Bohus i Norge, der skulle bruges til byggeri på Riberhus.151 De nye forsvarsværker ved Riberhus lignede i deres konstruktion meget de rondeller, der opførtes af Christian 3. ved andre kongelige slotte som Sønderborg og Malmøhus. I dag er den nordre rondel ved Riberhus stort set borte, medens resterne af de tre andre er dækket af jord.
Riberhus i Braunius afbildning
Riberhus, afbildet i Braunius og Hogenberg’s værk Theatrum Urbium fra 1598. Tilsyneladende er der pyntet lidt på bygningerne, men ellers får man et godt indtryk af det totalt ombyggede slot.
Der findes intet detaljeret billede af Riberhus, men man kan få en vis forestilling om slottets udseende fra Braunius og Hogenbergs kobberstik fra 1598. Her er Riberhus afbildet som et fornemt renæssanceslot med elegante svungne gavle og et højt spir. Staldgården ligger lige nord for slottet på den anden side af porttårnet og broen over voldgraven. Borgbanken hæver sig stejlt over voldgraven, og ikke mindre end tre rondeller kan ses på billedet. Det kan jo i sagens natur ikke lade sig gøre, da de fire rondeller var placeret på hver sit hjørne.
Ved nærmere eftersyn viser billedet sig at rumme flere andre besynderlige træk, og tilsyneladende har kunstneren rokeret temmelig frit med bygningerne, for at slottet skulle se så præsentabelt ud som muligt.
Virkelighedens Riberhus var nok knap så imponerende. I 1600 indberettede lensmanden Albrecht Friis, at der var behov for at vedligeholde befæstningen og husene på slottet, og den unge Christian 4. havde selv set, at »både husene i sig selv er bygget uordentlig, da de første gang blev bygget, og desuden meget forfaldne.« Kongen lovede at sende en bygmester snarest.

Beskrivelsen af Riberhus 1639
Et langt mere pålideligt indtryk af bygningerne på Riberhus får man ved gennemlæsning af de synsforretninger, som blev foretaget i forbindelse med indsættelsen af en ny lensmand. Den mest udførlige beskrivelse af slottet findes i synsforretningen fra 1639, da den afdøde lensmand Albrecht Skeels enke skulle overdrage slottet til den nyudpegede lensmand Gregers Krabbe.153 Her beskrives først det store grundmurede hus i to etager, hvorigennem porten gav adgang til slotspladsen.
I det øvre stokværk lige oven over porten lå fruerstuen med fire store vinduer, og ved siden af var et sengekammer. I gavlen over fruerstuen var indrettet et lille kammer med tre vinduer og en forstue med en kamin. Der nævnes også et andet kammer ud til gangen, der ligeledes havde egen kamin. Loftet blev brugt til opbevaring af korn, og det nævnes også, at der hørte en kælder til huset. Taget var tækket med bly, og bygningen blev vurderet til at være i god stand. Formentlig var det her, at lensmanden og hans familie havde deres private bolig.
Grønglaseret kakkel
En grønglaseret kakkel, der kommer fra en renæssance-kakkelovn på slottet. Foto: Nationalmuseet
Udgravninger i 1900-tallet har siden vist, at denne fløj sandsynligvis blev opført i 1400-tallet, og først senere blev porten ført igennem bygningen. Hele orienteringen af bygningen viser, at den har tilhørt det middelalderlige Riberhus inden den store ombygning i 1500-tallet.
Ud fra fruerstuen (Porthuset) var bygget endnu et anseligt hus i to etager med kælder under. I underetagen var en overhvælvet stue med fire vinduer og en kamin. Ovenover lå »Kongens stue« med fire vinduer og en kamin. Øverst var indrettet kornloft, og taget var dækket med teglsten. Desuden nævnes to små kamre ved en lille kvist. I hjørnet mellem fruerstuen og det store hus stod et grundmuret tårn med en vindeltrappe af træ. Trappetårnet var tækket med bly, men der var åbenbart problemer med revner i murværket.
På venstre hånd ved porten lå et mindre grundmuret hus, der blev brugt til mælkestue i underetagen. En trappe førte op til »pigernes kammer« ovenpå, hvor der var en kamin og to vinduer. Desuden nævnes to andre små værelser.
Ved borgbankens østre hjørne stod et hus i to etager med kælder under. Det blev brugt til skriverstue, administration og beboelse. Skriverstuen havde tre vinduer og en kamin (kaldet »skorsten«) og var delt i et skriverkammer, et sengekammer og et kontor. En vindeltrappe af fyrretræ førte op til den øvre etage, hvor der var et større kammer med seks vinduer og en kamin. Også dette hus’ loft blev anvendt til opbevaring af korn. Ruinen af denne bygning er i dag den eneste synlige bygningsrest fra Riberhus, og undersøgelser har vist, at det faktisk drejer sig om en del af det middelalderlige borganlæg.
Rest af Skriverstuen
Rest af Skriverstuen. Foto: 2021, Privateje
Over for porten på den anden side af borggården lå et bindingsværkshus på 11 fag, hvor der var plads til slottets vogne og desuden var indrettet tre kamre. For enden af huset lå en smedje på fem fag, der naturligt nok indeholdt en esse og et lager af kul på loftet.
En stor grundmuret bygning i tre etager afgrænsede slotsgården til højre for porten. Den rummede stegers, borgerstue og bryggers, hvor der stod en muret bageovn. På etagen ovenover var der indrettet maltloft, fiskekammer (til tørfisk) og røgloft. Det øverste loft blev brugt til opbevaring af korn.
Broen over til slottet, der hvilede på otte murede bropiller, gik over i en regulær vindebro af egetræ, der tilsyneladende var i udmærket stand. Uden for voldgraven på slottets nordside lå tre større bygningslænger af bindingsværk og fyrretømmer, som blev anvendt til hestestalde og diverse andre formål. Desuden nævnes en hølade på 25 fag, der også var opført i træ. Slottets egentlige ladegård til avlsbrug lå derimod nordøst for byen, hvor kronen havde overtaget det tidligere Vor Frue nonnekloster ved Skt. Nikolaj Kirke.
Diverse inventarier giver oplysninger om indretningen på slottet.
Her omtales blandt andet en jernkakkelovn og to borde i fruerstuen.
Også skriverstuen var udstyret med en kakkelovn. Der opregnes senge og borde og diverse større køkkenredskaber såsom en stor kobberpande, tre større kar, nogle brandjern til stegerset med videre. Tillige nævnes en stor klokke med et urværk, som lensmanden Albrecht Skeel havde bekostet.
Akvarel af Borgbanken
Riberhus borgbanke i 1872, hvor Magnus Petersen fra Nationalmuseet malede denne akvarel.
Riberhus under 1600-tallets krige
De mange krige i 1600-tallet medførte omfattende ødelæggelser på Riberhus og førte i sidste ende til opgivelsen af slottet.
Under Kejserkrigen blev slottet besat af tyske tropper, der ankom til Ribe 29. september 1627 og blev der til krigens slutning i 1629. I denne periode skete tilsyneladende ikke de store skader på Riberhus, hvis befæstning oven i købet blev udbedret. Langt værre gik det i den følgende krig mod Sverige 1643-1645, hvor svenskerne under ledelse af general Torstensson besatte hele Jylland. I Ribe udnævnte svenskerne kaptajn Holla som kommandant på slottet, hvor der blev indkvarteret en besætning på 120 mand i 1644. Der var dog hjælp på vej, for grev Christian Rantzaus danske tropper kom til undsætning og indledte en belejring af Riberhus. Fra domkirkens store tårn beskød man slottet med kanoner, men svenskerne besvarede beskydningen. 29. august samme år overgav svenskerne sig, men vendte snart tilbage, og 12. november stod de atter i Ribe. Nu blev en oberstløjtnant Montaigne indsat som kommandant på slottet med en styrke på 140 mand. Riberhus blev dog endnu engang generobret af danskerne ved storm 30. december, og størstedelen af besætningen blev hugget ned. Lederen af de danske tropper var nu prins Frederik, den senere Frederik 3.
Disse gentagne belejringer havde naturligvis medført store ødelæggelser på slottet. Der var dog stadig planer om at istandsætte bygningerne, og i 1651 fik lensmanden Mogens Sehested tilladelse til at anvende 6.000 rigsdaler til at udbedre skaderne. Det blev dog kun for en kort periode, for i den nye store krig mod Sverige 1657-1660 blev slottet endnu engang besat af svenskerne. Siden blev det generobret af Danmarks allierede, men disse tropper fra Polen og Tyskland opførte sig ikke meget bedre end svenskerne. Slottet var nu så ødelagt, at det blev opgivet at udbedre skaderne. Lensmændene foretrak at bo på Korsbrødregård inde i byen, og nedbrydningen af slottet begyndte i 1680’erne.
Skt. Catharinæ Kirke modtog 20.000 mursten, medens Mandø og Lintrup Kirker hver fik 10.000 mursten. Allerede i 1688 skrev digteren Mads Pedersen Rostock fra Ribe et sørgeligt digt om Riberhus:

Det gør mig ondt at se det smukke slot
Så ødelagt, som før har boden fjenden spot,
Thi nu det faste slot er til en stenhob blevet
jeg derfor og derom ej gider mere skrevet.

Drikkeglas
Et elegant drikkeglas fundet i voldgraven. Foto: Nationalmuseet
Udgravningerne på borgbanken
Der har været flere udgravninger på borgbanken. Allerede Frederik 7. besøgte stedet, men der er ingen oplysninger om resultatet af hans lille udgravning. I 1908 foretog Nationalmuseet en mindre prøveudgravning, men det var først i 1940-1941, at Christian Axel Jensen fra Nationalmuseet kunne gennemføre en egentlig udgravning på borgbanken i forbindelse med oprensning af voldgraven og restaurering af rondellerne og skriverstuehuset. Her blev der afdækket rester af munkestensgulvet i portfløjens nederste etage og dele af brolægningen i porten, og fløjens historie blev ført tilbage til 1400-tallet.
Rendesten
En dyb rendesten i borggården førte spildevandet ned til et muret afløb i borgbanken. Billedet er taget under udgravningerne i 1940-1941. Foto: Nationalmuseet.

I borggården blev der afdækket en meget dyb rendesten, der har ført spildevandet ned til et stort kloakafløb gennem borgbankens yderside ind mod byen. Dette murede kloakafløb var formet som en 70 centimeter høj og cirka 20 meter lang hvælving og hører uden tvivl til Christian 3.s ombygning af Riberhus. Skriftlige kilder omtaler en brønd i borggården, hvor der skal have været et springvand. Det sidste er dog temmelig usandsynligt.
Der var ikke meget tilbage af borgens øvrige bygninger, kun stumper af fundamenter og små dele af murstensgulve fra de mindre bygninger mod sydøst. Den store bygning med stegers, bryggers og borgerstue på borgbankens vestside var helt nedbrudt. Under udgravningen blev fundet skår af ødelagte kander og krus, kasserede redskaber, og ved oprensningen af voldgraven dukkede en helt intakt tinkande fra omtrent 1600 frem.
Tinkande
En helt intakt tinkande fra omkring 1600,  fundet i voldgraven. Foto: Nationalmuseet
I 1980 gennemførtes endnu en udgravning på borgbanken, hvor der blev anlagt et stort snit vinkelret ind i bankens sydvestside. Her blev fundet rester af omfatningsmuren fra Christian 3.s tid, og tydeligvis har der også senere været større jordarbejder på banken. Der er imidlertid stadig mange ubesvarede spørgsmål om Riberhus, og måske kan fremtidige udgravninger kaste nyt lys over borgens historie.
Slotsbanken i dag

I 1940-1941 gennemførte man en restaurering af ruinerne på Slotsbanken, hvor man blandt andet også rensede voldgravene op, så de igen er fyldt med vand, ligesom i slottets storhedstid. I samme ombæring førte man i store træk Slotsbanken tilbage til sit oprindelige udseende; ca. 8 meter høj og et areal på 90x90 meter. Den bygning, man kan se rester af, er skriverstuen.
På Slotsbanken ses i dag en statue af Dronning Dagmar, som var gift med Valdemar Sejr. Hun døde allerede som 23-årig på Riberhus Slot, og statuen forestiller hende i stævnen på en båd, på vej til Ribe.

Dronning Dagmar (ca. 1186-1212)
I 1205 blev prinsesse Drakomira af Böhmen gift med den danske kong Valdemar Sejr. Hun blev til Dronning Dagmar af Danmark og var meget populær blandt folket. Hun døde ung i Ribe, hvor der er rejst en statue af hende. Den kendte folkevise ”Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg” handler om Valdemars forsøg på at nå til hendes dødsleje i Ribe.
Drakomira bliver til Dagmar
I begyndelsen af 1200-tallet var Ribe en af Danmarks mest velstående handelsbyer og et vigtigt kirkeligt centrum. Kong Valdemar Sejr (1170-1241) havde stor succes, men alligevel manglede han noget: en dronning. Ifølge sagnet havde han længe ledt efter en passende hustru, og en dag kom der dog en troubadour forbi og viste kongen et oliemaleri af ung kvinde. Maleriet forestillede prinsesse Drakomira af Böhmen, og kongen blev straks forelsket. Han sendte sine mænd til Böhmen for at hente Drakomira til Ribe, hvor hun skulle blive dronning af Danmark. Drakomira var datter af kong Premysl Ottokar og Adela. Da Drakomira var helt ung, blev hendes forældre skilt, hvilket var højst usædvanligt på deres tid. Ottokar havde fået ægteskabet ophævet efter 20 år, fordi han mente, at han var for nært beslægtet med Adela. Sammen med sine børn, seks døtre og en søn, flyttede Adela tilbage til Meissen, hvor hun kom fra. Da Drakomira kom til Danmark blev hun kaldt Dagmar, der betyder ”dagens mø”.
Slotsbankens Dronning Dagmar
Slotsbankens Dronning Dagmar. Foto: Privateje
Folkets dronning
I 1205 blev Dagmar sejlet til Ribe fra Meissen for at blive gift med Danmarks konge. Brylluppet stod på Riberhus Slot i byens nordvestlige udkant.
Dagen efter brylluppet modtog Dagmar, traditionen tro, en morgengave fra Valdemar, men hun havde ikke ønsket sig smykker eller andre rigdomme. I stedet havde hun ønsket sig, at de mange fanger i Valdemars fængsler skulle frigives, og at bøndernes høje skat skulle sættes ned. Valdemar opfyldte begge hendes ønsker, og Dagmar blev hurtigt elsket som folkets dronning. Desværre døde Dagmar allerede syv år senere i barselsseng på Riberhus, kun 23 år gammel. Hun blev begravet i Ringsted i St. Bendts Kirke.

Folkeviser om Dagmar
Der findes mange historier og folkeviser om Dagmar og Valdemar. Hver dag spiller klokkerne fra Ribe Domkirke melodien til ”Dronning Dagmar ligger udi Ribe syg”. Denne viser fortæller blandt andet om, hvordan kongen red med sine mænd mod Ribe fra Skanderborg, da han hørte, at Dagmar var syg. Han red så hurtigt, at ingen kunne følge med ham. Ifølge visen var Dagmar død, da han nåede frem til Riberhus, men hun vågnede og bad Valdemar om to ting. Den første var, at han skulle benåde fanger og fredløse. Dette ønske opfyldte han. Den anden ting var, at Valdemar skulle gifte sig med Liden Kirsten og ikke prinsesse Berengaria (Bengerd) af Portugal. Dette ønske opfyldte kongen ikke, to år senere giftede han sig med Bengerd (født ca. 1197 i Portugal, død 27. marts 1221 i Danmark - var dronning af Danmark fra 1214 og til sin død )
Dagmar og Bengerd
Fortællingerne siger, at Bengerd krævede at få Samsø samt diverse rigdomme fra hele folket i morgengave efter sit bryllup. Dette kunne Valdemar naturligvis ikke give hende, da mange var fattige og kun kunne forsørge sig selv. I stedet krævede Bengerd, at ingen kvinder måtte gå pænt klædt, og at ingen bonde måtte eje en god hest.
Folkeviserne fortæller at Dagmar besøgte Valdemar i en drøm, hvori hun sagde, at han skulle tage sin nye dronning med i krig. Valdemar gjorde som Dagmar havde sagt, og Bengerd blev ramt af en af fjendens pile. Men et er folkeviser - noget andet er fakta.
Berengaria døde angiveligt i barselsseng ligesom sin forgænger Dagmar, og ligesom mange andre af datidens kvinder. Hun ligger begravet i Skt. Bendts Kirke i Ringsted. Hun havde ry for at være ualmindelig smuk. Da kong Frederik 7. i 1855 fik åbnet hendes grav, fandtes den forstyrret; i den lå skelettet af en omkring 160 cm høj kvinde; noget silketøj og hendes fletning. Anatomiprofessor Ib Pedersen, som var med til udgravningen, blev så begejstret over Berengarias hovedskal, med helt fejlfrie tandrækker, at han fik kongens tilladelse til at tage en gipsafstøbning af den. Afstøbningen kan ses i Skt. Bendts Kirke.
Selvom ægteskabet kun varede få år, blev Berengaria mor til tre sønner (der alle blev konger af Danmark) og en datter:

Erik (1216-50), konge 1241-50
Sofia (1217-47), gift med markgreven af Brandenburg, Johan 1. (1213-66)
Abel (1218-52), konge 1250-52
Christoffer (1219-59), konge 1252-59

Fordi Dagmar var så populær en dronning, var det svært for Bengerd at leve op til sin forgænger. Alt hvad hun gjorde fik hende til at fremstå som en mørk modsætning til den fromme Dagmar. Folkeviserne var datidens læserbreve og nyhedsaviser, og de var en let måde at få et bestemt budskab frem på. Vi kan være helt sikre på, at folkeviserne om Dronning Dagmar er forfattet af hendes tilhængere.
Myten om Dronning Dagmar lever stadig i Danmark: Statuen på Slotsbanken er skabt af Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945) og rejst på slotsbanken i 1913, og et af de to jubilæumsfrimærker fra Post Danmark har Dronning Dagmar-statuen som motiv.

Kilder:
Ribe Bys Historie, bd. 2 af Vivian Etting, Nationalmuseet. Gengivet med tilladelse fra forfatteren.
http://www.ribe1300.dk/
Wikipedia
Står du på slotsbanken en kølig, blæsende gråvejrsdag, tænker du måske: Hvorfor gik jeg dog herop - her er jo ikke andet end en statue og nogle gamle mursten? Er det en dejlig solskinsdag tænker du måske: Her er en god udsigt - og det er så det. Måske er dit største problem at den isvaffel du købte inde i Ribe, er ved at smelte.

Tag så de historiske briller på og sæt fantasien i sving:
Var du en almindelig borger i begyndelsen af 1600-tallet havde du større problemer end en smeltende is. Ribe er ikke længere en rig by så det er svært at skaffe til dagen og vejen. Måske oplevede du den store brand i Ribe i 1580. Måske oplevede du den store stormflod i 1634 hvor vandet steg til over 6 meter over daglig vande - næsten op til slottets mure - det meste af Ribe oversvømmet. Måske blev du udplyndret under Svenskekrigene - hvis du var så heldig at have noget af værdi. Måske så du hvordan slottet blev beskudt med kanonkugler fra Domkirkens tårn - og hvordan ilden blev besvaret. Måske frygtede du hekseprocesserne. Måske er du ved at reparere dit hus og er på slotsbanken for at "låne" et par mursten af det nu forladte slot.
Hvis fantasien ikke bringer dig tilbage til 1600-tallet, så kan du herunder læse artikler fra dagspressen. En af artiklerne kunne læses for over 160 år siden - de andre er mere end 100 år gamle. For at gøre artiklerne læsevenlige og søgbare, er de originale krøllede gotiske bogstaver blevet "rettet ud"
Udtog af Ribes Historie.
(Sluttet).
Riberhus
Under Cbrisiian IVs Regering begyndte Slottets Ødelæggesle, som fuldendtes under hans Efterfølger, og foraarsagedes ved de tre fjendtlige Invasioner paa den jydske Halvø under disse Konger. Første Gang blev Slottet tilligemed Byen holdt besat af de Kejserlige fra 28. Septbr. 1627 til 10. Juni 1629. Ved Torstensons Indfald i Januar 1644 blev Slottet og Byen besat af de Svenske ; men Grev Christian Rantzau tvang d. 29. August Fjenden til at overgive Slottet, som han beskød med Kanoner, der vare anbragte i Domkirkens store Taarn.
Længere hen paa Aaret blev Slottet dog atter taget i Besiddelse af den svenske Oberstliutenant Mortaigne; men d. 30. Decbr. erobrede Prinds Frederik (siden Kong Frederik III) det igjen ved Storm, hvorved hele Besætningcn skal være bleven nedsablet. I den sidste svenske Krig blev Slottet atter besat, først af de Svenske i Aug. 1657 under Oberstliutenant Georg Lübecker, derpaa af vore Allierede og denne Gang saa ilde mishandlet (Terpager sætter Aar I659), ai man ikke siden tænkte paa at istandsætte det, men Fæstningsværkerne bleve aldeles sløjfede. Slottet henstod nu i sin ødelagte Tilstand som Ruin, indtil Aarhundredets Slutning; endnu i Aaret 1684 maa der have været betydelige Levninger tilbage, da man i dette Aar holdt et Syn over det Tømmer, som fandtes paa Riberhus, tjenligt til anden Bygning, og Stiftamtmanden i den følgende Tid bortskjenkede herfra flere tusinde Tag- og Mursten til St. Catharinæ Kirke; 1692 foretoges atter en Tarationsforretning over Slotsruinerne, som vidner om, at disse dengang endnu ikke vare aldeles forsvundne. Nu er kun den græsbevoksede Boldplads med de den omgivende Grave tilbage, som Minde om det engang saa stolte Slot, og medens de historiske Begivenheder, som ere knyttede til Stedet, idetmindste for en stor Del have undgaaet Forglemmelsen, ved man saa lidt med Vished om selve Slotsbygningen og dens Historie, at den lærde og omhyggelige Samler, der bar meddelt de nyeste Efterretninger om Riberhus, end ikke trøster sig til bestemt at afgjøre, om Slottet har udgjort 4 Floje, hvilket i Almindelighed antages, eller kun en.
Af Lensmændene paa Riberhus i det 16. og 17. Aarhundrcde, ville vi her navne: Predbjorn Podebusk (1499-1537) ; den berømte Feltherre Johan Rantzau (1537-39), Valdemar Parsberg til Jernit*) (1594-97), Rigsadmiralen Albert Skeel til Fusingø (1601-1639), Gregers Krabbe til Torstedlund (1639-51), og den bcrømte Jurist Otto Krag til Boldberg (1655-58). Til Slottet hørte en Ladegaard med betydelige underliggende Bøndergods, hvilket blev bortsolgt fra Kronen 1741, og Ladegaarden med en Del af Hovedgaardsjorderne foræret Stiftamtmand Calnein, under hvilken Gave ogsaa Slotsruinerne synes at have
været indbefattede. Den nye Eier flyttede Ladegaardens Bygninger ind i Storegaden (Saltgaden) udenfor Nørreport, og da den flyttede Ladegaard opbrandte ved Lynild 1759, er den ikke siden bleven gjenopbygget.
*) Nu Grevskabet Frijsenborg.

Ribe Stifts-Tidende, Mandagen den 6. Februar, 1860
Riberhus' Ruiner.
Gamle Minder i Ribe. Burde Slotsbanken ikke udgraves og tildels beplantes?
Vestkystens Forskønnelse.

Til et af de mange Minder om Ribes store Fortid hører blandt andet ogsaa Slotsbanken med dens rørbevarede Grave. Banken henligger ganske nøgen og bar, og Grønsværet dækker en Del gamle Rester af Murværk og muligt et helt Kælderparti i den nordlige Del af Banken. Desuden skal i Midten af Pladsen findes en Brønd, som var 18 Alen dyb og sat af cirkelrunde tilhugne Granitsten, af hvilken sidste der sikkert maa findes Rester, da den sikkert nok er bleven tilfyldt uden at blive opbrudt. Ved en kyndig Undersøgelse af hele Slotsbanken, vilde der maaske komme Ting frem, som man ikke i Øjeblikket aner.
Slottet er bygget af Kong Niels og blev paabegyndt i Aaret 1115. Det blev saa at sige indviet ved hans Søn Hertug Magnus' Bryllup med Prinsesse Rigitza 1127. Det er nærmest anlagt med den Bestemmelse at værne Byen og Landet mod Sørøvere, som i disse Tider hærgede vore Kyster.
Slottet beboedes den Gang jævnligen af Kongerne, blandt andre skal nævnes Valdemar Sejr, som her i Aaret 1205 modtog sin tilkommende Dronning, Dagmar.
At Slottet ikke har været saa ganske lille fra først af, derom vidner den anseelige Plads, 10,000 Kvadratalen, men det er vel nok i Aarenes Løb blevet forandret en Del, da det flere Gange har været belejret og derved er skudt ned. Desuden overgik
der i Aaret 1258 Ribe By og Slot en Ildebrand foraarsaget ved Lynild. Rimeligvis har Husene i Byen i denne Tid været tækket med et brandfarligt Materiale. Under Svenskekrigen i Frederik den Tredjes Tid 1659 blev Slottet ødelagt med samt dets Fæstningsværker og blev ikke senere istandsat, men henlaa som en stor Ruin, paa hvilken de forskellige Synsforretninger bare Vidne, idet der Aaret 1634 blev afholdt Syn over, hvad Tømmer der til andre Bygninger kunde være tjenligt. I
Aaret 1692 afholdtes atter et Syn over Ruinerne efter Begæring af den daværende Stiftamtmand for at vurdere de gamle nedbrudte og forfaldne Rester af Riberhus Slot. Gamle Borgere i Ribe. som kan huske en a to Menneflealdre tilbage, ved at fortælle, at i ældre Tider brugte Byens Folk at hente Materialer paa Slottet til at reparere deres Huse med, hvilket tyder paa, at der aldrig er foretaget nogen reglementeret Rydning af Pladsen ud over, hvad en og anden har hentet til Husbehov, og hvorfor man netop har Lov at slutte sig til, at der i Grunden maa findes Rester af det fordums Riberhus.
Syd for Slottet er en betydelig Staldgaard paa fire Længder, alene Staldens Længde, som laa i den østre Side, udgjorde 31 Fag. Da den føromtalte Slotsbakke i en lang Aarrække har henligget i en Stilling, som meget daarligt svarer til vor Tids Hævd af gamle Fortidsminder, og særlig da Ribe er en Mindernes By, burde denne Plet først og fremmest undersøges, for at faa det draget frem, som har historisk Interesse og Betydning. Og derefter burde hele Slotsbanken anlægges og beplantes, med Spaseregange snoende sig rundt om de ikke ubetydelige Volde og den Plads, hvorpaa Staldgaardcn har staaet. Men først maa Aaen reguleres, da den til Tider løsriver flere Alen hvert Aar. Forresten tilsandes
efterhaanden hele Aaen, som derved yderligere forringer den Smule Baadsejlads, man har til Rest af den fordums stolte Søstad.
For at opnaa noget paa disse Omraader, er det naturligvis nødvendigt, at der rejses en Stemning, som kan faa Regering og Rigsdag til at realisere Planen.
For en Del Aar tilbage var der et Forslag herom fremme i Rigsdagen.
Det blev venligt modtaget og henvist, saa vidt vi i Øjeblikket husker, til Finansudvalget. Der var man enig om at realisere Tanken om at undersøge Pladsen, men Sagen mødte Modstand fra Biskop Balslev, hvorfor man lod den falde. Men nu er den gamle Biskop borte, hvorfor der
bør tages fat igen. Og en Restauration som den her paatænkte vil bidrage til at drage Turister til Vestkysten.

Vestjyllands Social-Demokrat, Torsdag den 10. November, 1898
Skitse over Riberhus
De Gravninger, som i Dagene 19. - 26. Maj foretoges paa Riberhus' Slotsbanke, og som er fremkaldt ved en Henvendelse fra Ribe Byraad, er fulgt med saa stor Interesse, at der er al mulig Grund til straks at gøre Rede for deres Hensigt og Resultater, selv om det kun bliver kortfattet og langtfra fuldstændigt.
Mange har spurgt, hvad det hele egentlig skulde betyde, og hvad man vilde lave ud deraf. Der er talt om Guldskatte og om Løngange, og en og anden synes maaske, at hele Foretagendet er mislykket, fordi der hverken er fundet Guld eller Gang.
Men det var jo rigtignok heller ikke Meningen. Det maa skarpt fremhæves, at det, Nationalmusæet ved de iværksatte Gravninger har ønsket at faa opklaret, blot var Spørgsmaalet, om der endnu fandtes faste Murlevninger paa Banken. Hvad der er foretaget, er kun en Prøve, som mulig kan bane Vejen for nøjere Undersøgelser, og paa Forhaand næredes der ikke meget Haab om Udbytte. Efter Optegnelser, som gjordes 1834 af daværende Adjunkt Hansen ved Ribe Katedralskole, vidste Museet nemlig, at man endnu for et Aarhundrede siden havde opbrudt svære Grundmure rundt om paa Banken og brugt Sten og Skærver til Vejanlæg, især til Chausseen nord for Byen, som Stiftamtmand Moltke anlagde 1800-02, og saa fortjenstfuldt dette nyttige Værk i andre Henseender kan være, er det dog sikkert, at der hverken dengang eller senere, i 1830-34, da der blev anlagt andre Landeveje, vistes ringeste Pietet for Murresterne paa Slotsbanken. De vurderedes dengang af de ledende Mænd kun som Skærver og Grus.
Under slige Forhold har Udbyttet af Nationalmuseets Prøveundersøgelse oversteget Forventningerne. Vejledet af de gamle Billeder, af hvilke Kobberstikket i Braunius "Theatrum Urbium" *) sikkert er det troværdigste, ved en Synsforretning fra 1639, som giver den fuldstændigste Beskrivelse af Slottet, og ved Adjunkt Hansens fortjenstfulde Optegnelser fra 1834, der ikke blot er den ældste, i arkæologisk Øjemed skrevne Skildring af Slotsbanken, men ogjaa har vist sig meget paalidelige nøjagtige, vejledet af disse Kilder er det hurtigt lykkedes at finde adskillige Murlevninger, saaledes at man kan sige, at fortsatte Undersøgelser vil bringe gode Oplysninger om Slottets Bygningshistorie, og endda tilføje, at allerede nu kan Slottet skildres langt korrektere, end det hidtil har været muligt.
Som alle Ripensere veed, ligger Slotsbanken med Hjørnerne i Nord, Syd, Øst og Vest. Langsiderne vender da i Nordvest, Sydvest, Sydøst og Nordøst. Før de sidste Gravninger har man i Almindelighed troet, at Slottets Bygninger laa vinkelret paa disse Yderlinjer, og saaledes vises de paa de hidtil udførte Rekonstruktioner. Men nu er denne Antagelse kuldkastet.
Gaar den besøgende nu over den lille Gangbro, der af Ribe Turistforening er anlagt omtrentlig paa den gamle Vindebros Plads, vil han lige ved Slotsbankens Nordspids, paa sin venstre Haand, se en Mængde store Granitsten, der ligger helt oppe under Grønsværet (paa Planen B). Det maa være Levninger af Porthuset og de Bygninger, der sluttede sig dertil. Til højre for Stien, noget dybere under Græsfladen, er fundet et Stykke af svær, 2 Alen 18 Tommer bred Mur (paa Planen A), bygget af store røde Munkesten i Munkeskifte, (to Løbere og en Binder regelmæssigt vekslende i samme Række); det vil dog sige, at kun Yderskallerne af Muren er ordnede paa den Maade; Kærnen bestaar af Murbrokker, der er lagte i solid Kalkmørtel. Mod øst er Muren uregelmæssigt afbrudt ; man kan tydeligt se, hvorledes man i Slottets Fornedrelsestid har brugt den som Stenbrud, og det samme synes at være Tilfældet
mod Vest. Endelig er der østen for denne Mur fundet Rester af et Murstensgulv og af en Brolægning bestaaende af smaa Strandsten.
Paa denne Del af Slotspladsen laa i Følge Synsforretningen fra 1639 det "Grundmurede hus som Porten gaar igennem, to Loft højt med Kældere under, og med Lensmandens Fruerstue over Porten, endvidere et grundmuret Taarn med Trævindeltrappe og en Udbygning fra Fruerstuen, ligelede« med Kælder under, og paa to Stokværk; i det nedre fandtes en "hvælvet" Stue, i det øvre Kongens Stue "med 4 Vinduer udi, Loft og Skorsten og Egedør for med Laas for". Tilsammen kaldtes disse Bygninger tidligere "det store nordre Hus". Nøjere at navnfæste de forskellige fundne Rester lader sig næppe gøre, og med Bestemthed lader det sig endnu
kun fastflaa, at disse Bygninger ikke har ligget i Flugt med Bankens Yderlinjer, men tværtimod har været byggede solret og derfor skraat paa disse, hvilket ogsaa stemmer ganske godt med Braunius' Bllled.
Af "grundmuret hus paa den venstre Haand ved Porten, hvorudi er Mælkehuset... og Pigerne« Kammer", er der fundet enkelte Grundsten og en Brolægning (paa Planen C), og det viser sig, at ogsaa det har ligget omtrent solret, med Gavlene i Nord og Syd. Omridset af Planen ses endnu som Fordybninger i Banken, fordi man her l Aaret 1800 har gravet ned for at tage Sten.
Men endnu grundigere synes dog den største Bygning paa Slottet at være ødelagt. Det var "et stort Stenhus af Grund 3 Loft højt", med Stegers, Borgerstue, Bryggers, Bagerovn, Maltloft, Fiskekammer, Røgeloft og i øverste Etage Kornloft, og det laa "paa den højre Haand ved Porten". Ogsaa dets Grundmure blev opbrækkede 1801-02, Sydenden endda først 1833, da Kampestenene fra de 2 Alen tykke Mure kom til Brolægning ved Toldbodgaarden.
En Grøft, som nu blev gravet i Retning fra Porthuset paa skraa hen mod Midten af Bankens Sydvestside, viste, at man er gaaet meget samvittighedsfuldt til Værks ved dette Arbejde. Jorden synes endogsaa sigtet for Murgrus, og af den vestlige Mur er der ikke det ringeste tilbage; man naaede helt ned til Piloteringen eller, som det kaldtes i gamle Dage, "Slyngværket", der bestaar af nedrammede Pæle og en svær, lang Egebjælke, der ligger godt halvanden Meter under Grønsværet, og ved hvis Sider Bankens Grundvand allerede træder frem. Denne Pilotering viste imidlertid Retningen af det store Hus, og ved at følge Bjælken mod Nord lykkedes det at træffe en Rest af dets Murværk; sikkert har man ladet Ydermurenes Fundamenter blive staaende, fordi de ligger dybt under de Smaavolde, som omgiver Slotsbanken, og som vides delvis at have skjult Husets Ydermure; 1639 hedder det nemlig "findes den søndre Side paa samme Hus, saa vidt over den Jordvold ses kan, meget store revner paa Muren langs op eg ned". (Sml. paa Planen F; G er en Forhøjning, som antyder Husets søndre Ende.)
Ved Prøveudgravningen gjordes intet Forsøg paa at finde Skriverstuen, et to Loft højt Hus med Kælder under, "muret af af Grund, østen for Porten"; det har mindre Betydning for Slottets Bygningshistorie, fordi det er den yngste Del af Slottet; det synes at være opført efter 1616.
I det hele berørtes ikke den sydøstlige Del af Slotspladsen, og paa det søndre Afsnit gjordes der kun en enkelt Prøve.
Her laa der 1639 kun "et lidet Hus tvært over for Porten, muret mellem Stænger", d. v. s. af Bindingsværk, 11 Fag langt, og inbeholdende et Kammer og el Vognhjul, samt en Smedje paa 5 Fag (paa Planen D), og det er saaledes ikke særligt fristende at undersøge dette Parti. Men et Sted maatte der dog søges, nemlig omtrent midtvejs paa den indre Skraaning af Slotsbankens Vold, hvor der saas en Sænkning i Jorden, og hvor ældre Ripensere erindrer at have set Mundingen af en "Løngang", der efter Sigende delvis var blottet ved Kong Frederik 7's Besøg paa Slotsbanken og senere var fremgravet i noget større Omfang, indtil den atter skjultes under Jorden. Og rigtig nok, der fandtes straks den første Dag Mundingen af en fladt
hvælvet Murkanal, saa høj og bred, at en Mand lige til Nød kan krybe igennem den, og omhyggeligt muret af store, røde Munkesten (paa Planen E - E) . Men til Domkirken eller til andre Steder i Byen har den ikke ført. Efter at den indre Munding
var fremgravet, fandtes nemlig hurtigt den ydre Munding omtrent midtvejs paa Voldbankens sydøstlige Skraaning, og det kan derfor ikke skjules, at den poetiske og fantasifulde Løngang maa reduceres til noget saa prosaisk som en Kloak; selv om den har den anselige Længde af over 20 Meter, er den dog ikke større end lignende Spildevandsledning paa Koldinghus og naar endda ikke i Størrelse de vældige Anlæg paa Lindenborg, den bekendte nørrejydske Herregaard. Kloaken har maaske dannet Afløb for en "Hemmelighed" ved det ovennævnte Bindingsværkshus, af hvis Kampestens-Fodmure der fremgravedes et Stykke umiddelbart foran den indre Munding. Muligt kunde den ogsaa tænkes at have staaet i Forbindelse med den "Vandkunst", der 1554 fandtes paa Slotspladsen. Iøvrigt synes der at have været endnu en Kanal af samme Slags paa Slottet, hvis Plads antydes af det Svaj, der findes midtvejs i sydvestre Voldskraaning.
"Paa dette Sted blev 1800 funden en hvælvet Gang, som førte ned til Gravene. Saavidt jeg har kunnet erfare, har den dog næppe været saa stor eller høj, at den kunde passeres af Mennesker, og har maaske været en stor Kloak".
Den nøgterne og rolige Meddeler fra 1834, fra hvem denne Oplysning er hentet, oplyser om Slotsbankens Fod, at den var beklædt med Kvadersten. Endnu 1833 hentede man gode Sten derfra, og det saas, at nogle af dem stammede fra ældre Bygninger.
Paa det søndre Hjørne var der hernede ved Graven en meget svær Murmasse. "Denne masse, der ikke var bedækket med nogen Jordskorpe, var i det mindste 6 Alen høj, og dens Gennemsnit omtrent 30 Alen. Mangfoldige Læs Grus førtes herfra 1792, og Kvaderstenene, hvormed Murens Fod var beklædt, solgtes til Fordel for Grundens Ejer, del Mathurinske Legat. Grundstenene blev i Aaret 1829-30 optagne og anvendte til den nye Landevej, som fører til Kolding". Adjunkt Hansen formoder, at der paa denne Plads har staaet et Taarn, og i Hovedsagen har han sikkert Ret. Mens Bankens nedre Beklædning ellers synes at være helt borttaget, fandtes der her ved at grave et lille Hul en Stump af en meget svær Mur, der er afbrudt netop ned til den nuværende Vandstandshøjde (paa Planen H), og Svaj i Terrænet tyder paa, at der virkelig har staaet en cirkelrund Bygning af den nævnte Diameter. Det er Levninger af en af
Slottets Runddele eller Bolværker, der 1639 var "meget forfaldne og af havflod nedslaget og en stor Part i Graven indfaldet", og som ses baade paa Brunius Prospekt og paa andre gamle Billeder som ganske lave Bygninger. De tilhører et forholdsvis sent Afsnit af BefæstningSkunstens Historie, den Tid, da Geværer og Kanoner allerede spillede en større Rolle, og da lave Bastioner og Volde traadte i Stedet for Middelalderens høje Mure og himmelstræbende Fæstningstaarne. Rimeligvis skyldes de Kong Kristian III, den sidste Konge, der interesserede sig for Riberhus, hyppigt kom til Slottet og arbejdede for dets Befæstning.
Meget tyder paa, at han har givet RiberhuS den Form, vi kender fra Billeder, at han har udvidet Voldbanken, ladet Voldene omkring Slotspladsen opkaste og bygget "det store Stenhus paa af Grund" til højre for Porten. Allerede 1537 forberedte han en ny Slotsbygning, og endnu 1549 tilsagdes alle Bønder i Ribe Len til at ardejde i fire Dage med Skovl og Spade, og der huggedes 30 Læs Træ til Hjulbøre.
Det har altsaa drejet sig om store Foretagender.
De nu foretagne Prøvegravninger giver adskillige Holdepunkter for nærmere at oplyse disse Arbejder, og tillige synes de at vise, at Porthuset er ældre end Kristian III og snarest er bygget i Slutningen af Middelalderen. Af de endnu ældre Bygninger er der ikke fundet faste Levninger, men muligt er det, at enkelte løse Tufsten stammer fra Valdemarernes Tid.
Mere end Formodninger kan der dog endnu ikke opstilles om Slottets Bygningshistorie. Men der er nu opnaaet Sikkerhed for, at fortsatte Gravninger kan løse nogle af de Gaader, Slottet rummer. Man maa da haabe, at Undersøgelserne kan blive fortsatte ad Aare. Selv om der ikke er Udsigt til at fremdrage store Ruiner, selv om det arkæologifle Arbejde ikke vil forandre Slotsbankens Karakter, og i det højeste vilde kunne føre til, at en eller anden Murrest blev afdækket for stedse, vil det kunne hjælpe til at udrede, hvorledes Kongerigets Grænseslot saa ud i sin Velmagt. Forhaabentlig vil de ogsaa hjælpe til at nære og vedligeholde Interessen for Slotsbanken. Den fremmede, som en Gang har staaet paa den grønne Vold og set Solen gaa ned over Engene, han ønsker ikke Banken forandret, han onsker den bevaret, som den er Netop saaledes taler den gamle Grænsevagt om de svundne Aarhundreder, saa at man ikke glemmer dens Tale om Tidernes Vekslen og Kampe, netop saaledes er den noget for sig, hvorhvortil der ikke findes Mage andet Steds.
Chr. Axel Jensen.
Musæumsassistent, Magister.

*) Eksemplarer findes baade paa Stiftsmuseet og paa Raadhuset.

Ribe Stifts-Tidende, Lørdag den 27. Juni, 1908
RIBE
under Kristian den Fjerde.

Af det for dansk historisk og topografisk Forskning saa vigtige Værk: Uddrag af Kancelliets Brevbøger, udgivet af Rigsarkivet ved L. Laursen, er tiende Bind udkommet omfattende Aarene 1596-1602, altsaa fra den gode Tid af Kristian den Fjerdes Regering. Som det var at vente omtales Ribe særdeles ofte i Akterne.
Den regnedes endnu til Landets store Byer og sattes ved Fordeling af Skatter og Afgifter, ved Vinterleje af Baadsmænd og Bøsseskytter og lignende Byrder altid lige efter Malmø, sideordnet med Helsingør og Aalborg og langt over Aarhus og Viborg.
Som et Bevis paa
Byens og Borgernes Velstand
kan anføres, at Kongen ved sit Bryllup med Anna Katharina af Brandenborg paa Haderslevhus i Slutningen af 1597 hos Borgmestre og Raad i Ribe kunde laane 500 Tinfade, 1000 Tintallerkener, 50 Par Messinglysestager. 50 Drejlsduge, 30 Herresenge med Lagener, Pudevaar, Hoveddyner og Dundyner.
Næringsforholdene berøres i et Par Breve angaaende den vigtige
Studehandel,
hvori den kendte Borger og Legatstifter Mogens Grave tog ivrig Del. Han havde nogle Toldstridigheder med Kongen, hvilket gav Anledning til Skrivelserne, men dog endte i Mindelighed.
Haandværksstanden
maa have været ret talrig i hvert Fald indenfor Bygningsfagene. Kongen blev saaledeS i 1601 hjulpet med 10 dygtige Murere til at fremme Byggearbejdet paa Københavns Slot. Haandlangere og Arbejdskarle til Statens Arbejder skaffede man sig paa en nem og praktisk Maade.
Kongen skriver i 1598 til de forskellige Lensmænd i Jylland, at han havde erfaret, at der allevegne i Nørrejylland findes en Hoben Løsgængere, der strejfe om fra Sted til andet, hans Undersaatter til Besvær, bedrivende stor Modvillighed og Bedrageri og snart udgivende sig for aftakkede
Krigsfolk, snart for Studenter eller Præster. Disse Folk skulde nu paagribes og bruges ved de kongelige Byggearbejder.
Ribe Len takseredes til at kunne levere 8 af den Slags Folk, de skulde sendes fængslede til Kolding for at bruges ved nogle Foretagender paa Koldinghus, som Kasper Markdanner havde paabegyndt.
Besejlingsforholdene
belyses ved følgende: Kongen havde i Foraaret 1600 købt en Del Sandsten i Hannover til Brug ved Byggearbejder paa Koldinghus. Stenene skulde udskibes i Bremen og føres søværts til Ribe. Skipperen laa nu udenfor Aamundingen og kunde ikke komme ind paa Grund af Lavvande, hvorfor det paalagdes Lensmanden Albert Friis at sørge for de behøvelige Pramme til at faa Stenene ind til Byen og videre med Vogn til Kolding. Kongen bebudede, at der ligeledes søværts vilde komme en stor Hob Skifersten. som skulde transporteres paa lignende Maade. Den 14. Oktober 1599 skrives, at nogle Aar tilforn var et større Stykke af den øverste Del af Domkirkens Taarn nedfalden, hvorfor det var paalagt samtlige Kirker i Stiftet at give et Bidrag til Istandsættelsen. Kapitlet havde oppebaaret en del af Bidragene, men endnu intet faaet gjort ved Taarnet, hvorfor Kongen paalægger det uopholdelig at faa Taarnet opført til den tidligere Højde.
Kirken til Ziir og den søfarende Mand til Gavn. Paa Grund af spændt Forhold til Holland forbydes det den 15. Juni 1600 at anvende Nederlændere til Skippere og Styrmænd, hvilket Cirkulære udgik til Landets Søstæder, deriblandt ogsaa Ribe.
Om Slottet
gives adskillige Oplysninger. Den 28. Marts 1598 meddelte Kongen, at han agter sig til Ribe for at mønstre Borgerne, hvorfor Lensmanden skal sørge for de nødvendige Forraad til hans fyrstelige Underhold. Baade her og andet Steds var der store Mangler ved Borgernes Udrustning, som var uensartet og daarlig. Uensartetheden hidrørte fra, at det var hver Mands Pligt at holde sig med Vaaben og Værge, og da Evnerne hos mange vare smaa, blev Bevæbningen derefter.
Den 2den August s. A. søgte man at bedre paa Forholdene ved at bestemme, at af hver 100 Mand skuide de 60 være Skytter med Stormhuer, 20 have lange Spyd og fuld Rustning og 20 Hellebarder alene. Kongen lovede at komme de fatige til Hjælp med Vaaben og Harnisker, han havde købt i Udlandet. Under sit Ophold her har Kongen rimeligvis benyttet Lejligheden til at efterse Slottets Bygningstilstand, thi samme Efteraar bestemtes større Reparationer paa Vinduerne, Vindebroen, Brønden og Laden.
I Slutningen af Aaret 1600 kommer Slottets forsømte Tilstand rigtig frem.
Albret Friis havde indberettet, at der maatte hjælpes paa Befæstningen og Husene paa Riberhus, hvis de ikke skuide staa og forfalde. Den 13. December s. A. svarer Kongen, at han af Selvsyn ved, at Husene baade vare uordentligt opførte, da de først bleve byggede, og nu ere meget forfaldne. Lensmanden skal foreløbig ikke gøre noget ved Befæstningen, da der vil blive sendt en befæstningskyndig Mand herover. Derimod paalægges det ham at faa de gamle Lofter istandsatte med nye Fjæl og Tagene understrøgne, saa de kunne flyde Vand, at ikke Kronens Landgildekorn skal tage Skade, inden det kan blive solgt lige efter Nytaar, hvilket plejer at kunne ske med Fordel her i Byen.
Endvidere skal han i Skovene lade hugge gamle Træer, der ikke længere bære Olden, og deraf lade lave Hjul og Underlag for Slottets Skyts, hvorimod Jerntøjet skal overflyttes fra de gamle Hjul og Lader, da det er godt nok endnu.
Der skal hugges saa meget Tømmer, at Ydermøllen og Kongens Mølle (ved Frislusen) kan repareres paa Kværneredskaber og Sluser.
Efter disse Oplysninger er det ikke saa underligt, at Slottet efter de haarde Tider i Krigene med de Kejserlige og Svenskerne og Generalstonnen den 30. December 1644 under Prins Frederik var saa medtaget, at det aldrig blev til Slot mere.
Iøvrigt fik Slottet under Albret Friis en Udvidelse i administrativ Henseende. Ved en udskreven særlig Skat var Kongen bleven sat i Stand til at købe Møgeltønder Slot med tilhørende Gods af Benedir Rantzau. Det hele lagdes ind under Riberhus og bestyredes her fra.
Senere lagdes endvidere Ballum Birk ind under Slottet.
Den 1. Maj 1601 forlenes Albret Skeel til Fusingø med Riberhus Len. Han skal til Underhold for sig selv, sine Svende og Slottets daglige Folk her og paa Møgeltønderhus have følgende aarlige Genant: 600 Dlr., 288 Tdr. Rug. 360 Tdr. Byg. 480 Tdr. Havre. 12 Tdr. Smør, 250 Svin. 60 Faar, 60 Lam. 100 Gæs. 10,000 tørre Hvillinger. 10,000 tørre Flynder samt al Avl, Affødning og anden Fordel, der kan falde af Ladegaarden til Riberhus. Han skal i Krigstilfælde tjene Riget med 12 geruste Heste.
Albret Skeel blev snart Borgmestre og Raads trofaste Ven her i Byen, hvilket gode Forhold man har mindedes i vore Dage ved at opnævne en af de nye Gader paa det tidligere Slotsterrain efter ham.
Paa en Tid, hvor der ikke fandtes Statspension end mindre kommunale Pensionsfond, maatte der hjælpes paa
afgaaede veltjente Embeds- og Bestillingsmænd
paa anden Maade. Den 29. November 1590 tilskriveS Valdemar Parsberg, Embedsmand paa Riberhus, at han skulde lade Kongens gamle Kokkeknægt Tiderik Suef komme ind i Hospitalet for hans lange Tjenestes Skyld. Var der foreløbig ingen Plads ledig, skulde han have sit Underhold i Slotskøkkenet. Allerede 7. December s. A. blev han optaget i Hospitalet.
Forholdene i Klosteret vare naturligvis i al Tarvelighed, den 21. April 1602 skrev Kongen saaledes fra Københavns Slot til Albret Skeel, at han skulde lade Hospitalssorstanderen faa alt det ubrugelige Sengetøj paa Riberhus til Lemmernes Nytte.
---------------------------------------------------------
Ovennævnte store og værdifulde Værk, hvoraf foranstaaende Meddelelser ere uddragne, tilstilles Ribe Stiftsbibliotek som Gave fra Staten, og vil efterhaanden som Udgivelsen naar frem til Tider, hvor Arkivmaterialet foreligger noget rigeligere, blive af meget stor Betydning ved en Skildring af Byens Historie.
C. N. Termansen.

Ribe Stifts-Tidende, Lørdag den 6. December, 1913
Hvor blev Riberhus af?
Som en Række Forter laa i Middelalderen de 4 Borge og kgl. Slotte i Vestjylland, vogtede paa Fjenden og holdt oprørske Bønder i Ave. Stoltest var det gamle "Riberhus". "Vardehus", Borg af Bjælker, ødelagdes allerede 1434 (2. April) af Bønder, der gjorde Revolte. "Lundenæs" (ved Stern) og "Bøvling (det nuværende Rysensteen, Nord for Ringkøbing) blev bevaret længst. Om dem alle gjaldt det, at de egentlig mere var en Trussel end en Fare, enten for Bonden eller for Fjenden.
De blev i Aarenes Løb erobret adskillige Gange baade af oprørske Bønder og de indtrængende Fjender. Men i Fredstid spillede de alle en stor og æresrygtindgydende Rolle, især efter at Bønderne i Grevefejden (1534) havde mistet deres Gaarde og var blevet Fæstere under den kongelige Lensmand paa Borgene. Men da var "Vardehus" jo forlængst en Brandtomt, og kort efter 1660, da Borgene paa Grund af Skytsets Udvikling - ligesom de moderne Fæstninger i Verdenskrigen - havde udspillet deres Rolle som faste Borge, solgtes "Bøbling" 0g "Lundenæs" til rige Yndlinge af den enevældige Konge.
Navnet og Minderne om Fortidens Storhed og Magt bevaredes kun i Navnet paa Amterne.
"Riberhus" der havde lagt Vardehus Len under sig, blev derimod ødelagt før den ny Tid.
Under Krigen 1643-45 indtog Fjenden (Svenskerne og de kejserlige fra Tystland) to Gange "Riberhus", og Danskerne erobrede den atter to Gange tilbage med Kanoner. De blev hejst op i Domkirkens Taarn, og efter Borgens Erobring den 30. December 1644 blev den aldrig mere beboet.
Ogsaa Ruinerne af det en Gang saa imponerende Slot er nu forsvundet, uden at man før ret vidste, hvor de blev af.
Ved Riberhus Amts Regnskab 1696-97 ligger imidlertid et Regnskab over, hvor Slottets Mure og Tømmer kom hen. Og det er det, vi vil fortælle.
Det manglede ikke paa Forslag til at genrejse "Riberhus".
den ny Tid havde flyttet Tyngdepunktet fra Jylland til København, og det var smaat med Statens Penge. Ved Skrivelse af 7. Marts 1685 gav da Rentekamret Ordre til at anvende Tømmeret til "Forfærdigelse og Reparation" af et nyt Fangehus (Arresthus) i Ribe By, og hertil brugtes endvidere 4000 af de gamle Mursten. Tagstenene gik ril St. Catharine Kirke i Ribe, og i de følgende Aar til 1696 blev alt, der kunde bruges, solgt til Reparationer af Omegnens Kirker, Præstegaarde, Bønder- og Herregaarde og Købstadboliger.
Der sidder de gamle Mursten formentlig endnu, og enhver vil kunne se dem den Dag i Dag.
De store Granitsten i Grundvolden gik til Fangehuset, og samme Aar (1685) blev 10,000 Mursten anvendt paa Manø Kirke. 20,000 blev 1687 overgivet til St. Catherine Kirke i Ribe, og Aaret efter gik 10,000 med til Bygning af Lintrup Kirketaarn. Senere anvendtes 800 til Opførelse af en ny "Cartegal" (Hovedvagt) i Ribe og 400 til Reparation af Domkirken.
Ogsaa en Del Præstegaarde fik Sten fra det gamle, forfaldne Slots Mure, nemlig Præstegaarden i Nordby (den gamle) 150 Sten, Rejsby (350). Spandet (140), Lintrup (50). Darum (250) og Grimstrup (250). Bromanden i Gredstedbro fik 40. Birkedommeren paa Fanø 260, Jedsted Mølle 820, Tolderen paa List 540, og i adskillige Herregaarde blev der indbyggel Sten fra Riberhus: i "Krogsgaard" saaledes 200, "Endrupholm" 1150, Bramminge 350, "Brørupgaard" 150 og "Højgaard" i Andst Sogn 320.
"Højgaard" ejedes af  Adelsmanden, Ritmester Jens Eriksen Kaas, der havde faaet Gaarden efter sin Svigerfader, Borgmester Vilhelm Brockmann i Ribe (Amtets første Amtsforvalter eller Amtsskriver, som han kaldtes).
Kaas solgte 1719 "Højgaard" til Kongen og kom da til Hyllerslev ved Varde. Han ejede hele Hyllerslev By, døde der, er begravet den 31. Januar 1727, og blev Stamfader til de mange Kaas'er her i Vestjylland, der altsaa er adelige (med en Sparre i Vaabnet).
Af "Riberhus" gik endelig 1360 Sten til 11 Bønder i Farup Sogn og et Tusind Stykker til 5 Bønder syd for Ribe. Naturligvis købte ogsaa en stor Del - 15 - Ribeborgere af dette belejlige Byggemateriale.
Man brændte dengang endnu ikke selv Teglsten, men Husene blev "klinede" op paa Bindingsværket, og Mursten var en kostbar Vare, der indførtes fra Udlandet.
I Ribe brugte alene Amtsforvalter Jens Christensen 5300 Sten til sin "liden Gaard". Raadmændene Zens og Peder Lauridsen (Baggesen) tog 880 og 840. Raadmand Niels Hansen 760 og Borgmester Carstensen (Fader til den kendte Præst i Jerne ved Esbjerg, Maturin Carstensen) 50. Tolder
Lund fik 350 og den bekendte Forfatter af Ribes Historie, Magister Peder Terpager 50 Sten.
Ogsaa i Ribe vil man rimeligvis den Dag i Dag kunne paavise en Del af de gamle sten fra "Riberhus".
Det gamle Kongeslot var saaledes splittet for alle Vinde og uddelt til 46 Private og en Del Kirker.
Ialt blev 63,820 Sten solgt, og det har været alt, hvad der var tilbage. Thi Amtsregnskabet nævner, at der kun var værdiløse Brokker igen.
Stort - i Forhold til moderne Bygninger - har "Riberhus" saaledes ikke været. Til en stor københavnsk Karré medgaar nu ca. 5 Mill. Sten, og selv om de sikkert kun er halvt saa store som de gamle, der sad i "Riberhus" er en saadan moderne "Kaserne" jo en langt større Historie end det gamle befæstede Slot.
Murstenene solgtes til 4½ Mark pr. 100 og hele Indlægten var saaledes 142 Rigsdaler 3 Mark og 15 Skilling. Derfra gik dog Udgifterne ved Nedbrydningen, der betaltes med 14 Sk. pr. 100 Sten. ialt 27 Rgd. 4 Mk. 7 Sk. Nettoudbyttet var altsaa 114 Rgd. 5 Mark og 8 Sk.
Det var alt, hvad det berømte Slot var værd!
Selve Grunden, Slotsbanken, skænkedes 1741 tillige med Ladegaarden af Kongen til Stiftamtmand Calnein, der 1750 solgte den til stiftamtmand Scheel
Aaret efter - 9. Februar 1751 - fik det Maturin Carstensen'ske Legat (stiftet af Præsten Marturin Carstensen i Jerne) Grunden og ejer den vistnok endnu.
Varde Slotsbanke, der bortgravedes 1789 og udjævnedes i Voldgravene, var iøvrigt betydeligt større end Slotsbanken i Ribe. - Del konstateredes da, at "Vardehus" havde været opført af Bjælker og var afbrændt.

Vestjyllands Socialdemokrat, Esbjerg, Onsdag den 27. December 1916
Tilbage til indhold