Symposieforløb
Sådan forløber et symposium
En del af hensigten med denne bog er at fortælle om hvordan en almindelig flok kunstinteresserede kan lave et symposium – ideen videregives hermed, vi har ikke patent på noget.
De personlige forudsætninger har vi redegjort for i indledningen. Den værste hurdle er nok økonomien. Ved de to første symposier kom en god del af indtægterne fra salg af sten – kunstneren fik 60 % og vi fik 40 %. Når vi solgte. Men det var her det store problem var. Det lykkedes os i få tilfælde at finde Vestjyder der ville betale 40-50.000 kroner for en sten. Prisen fastsatte vi i samarbejde med kunstneren og vi ville ikke lave symposium for at dumpe kunstmarkedet, som de nu er moderne med østeuropæisk arbejdskraft. Ved det sidste symposium havde vi på forhånd afsat stenene til Bramming kommune, så på den måde var et stort problem ude af verden. Når man ser på vores økonomi skal man også betænke den store del gratis arbejdskraft der er lagt i symposiet, således var formandens arbejdskraft heltids i flere måneder og museumsforvalterens under symposiet – plus alt det andet.
Kunstnere fra det første symposium på plænen foran Egnsmuseet, fra venstre: kurator Leif Fogh Jacobsen, Igors Dobicins, Pauls Jaunzems, Olli Salo, Antanas Sňaras, Ole Sjøvold. Mangler: Gun Harbitz og Ian Newbery.
Kunstnerne
Et andet problem i den sjovere afdeling var at få kunstnere til symposiet. Som verdenssituationen er p.t. vil det være svært at få dansk (skandinavisk) deltagelse til et symposium hvis man satser på nogenlunde erfarne kunstnere. Symposiekunstnere er normalt yngre mennesker – men Lev var da 70 år, om end ung i sjælen – der synes om samværet med andre kunstnere. Og en barsk kendsgerning er det at kunstnere fra Østeuropa ikke har de samme økonomiske krav som vi kender fra eget liv.
Afgørende for at få kvalificerede kunstnere er at man er kendt – det fandt vi ud af ved tredje symposium, hvor vi i kraft at vores hjemmeside fik et utal af henvendelser – og får det endnu! Men det skyldes selvfølgelig også at vi havde fået et godt ry i kraft af de første symposier. Det betyder nok en hel del, for jeg tror at der i virkeligheden måske ikke er mere end en 3-400 kunstnere der deltager i symposier. Det er i hvert fald tit de samme navne man støder på rundt omkring.
Kunstnerne på udflugt til skulpturerne i Tørskind Grusgrav. Fra venstre: Rado, Wang, Miguel, Amáncio, Petre, Ulrike, Cpajak, Enghis, Steen, Fleissig.
Når kunstnerne er kommet er det vigtigt at sikre sig at værktøj og den slags fungerer. Hos os skulle de lave en sten på et par meter til en skulptur på 3 uger, og så dur det ikke at der er en dag hvor de ikke kan lave noget. For de fleste er der gang i den fra morgen til aften.
Det er også vigtigt at respektere kunstnernes individualitet. Men det betyder jo ikke at de kan bruge så mange klinger som de vil. Det betyder heller ikke at de kan besøge kærester eller tage koner med under symposiet. En del af vores ide var at invitere skoleelever og andre borgere til at se på processen – og så nytter det jo ikke at der kun er én billedhugger i gang.
Kunstnerne fra 2. symposium foran Egnsmuseet. Fra venstre: Miguel Isla, Vytenis Antanavicius, Maarit Puhakka, Tönu Smith, Leif Fogh Jacobsen, Lev Smorgon, Hella Horstmeier, Liv Due, Ojars Arvids Feldbergs.
Kurator
Hvis man ikke har den nødvendige ekspertise selv ansætter man en kurator for perioden. Kurator skal være bindeled mellem ildsjælene og kunstnerne og sørge for det indbyrdes gode forhold. I sidste omgang deltog kurator også i censurmødet der udvælger kunstnerne. Da han var fra Spanien betød det jo to besøg i Danmark, men heldigvis er flybilletter blevet billige. Men det var bestemt en stor inspiration af have en kunstner (som Isla) fra udlandet til at være med i arbejdet.
Det starter
Det tog os et år at lave et symposium. Fra en start skal man gøre sig klart hvad man vil. Hvad er ideen? Hvor mange kunstnere skal vi have? Hvornår? På et tidspunkt spidser det til med at man finder ud af hvor mange penge der er, og hvilke muligheder det giver. Indbydelser eller hjemmeside skal være klar ikke mindre end trekvart til et halvt år før symposiet løber at stabelen. Gør man ikke det risikerer man at de mest oplagte emner allerede har fundet et andet symposium til sommeren.
Når ansøgningerne er kommet ind skal de bedømmes. Vi havde stor fornøjelse af en censurkomite af flinke og kompetente mennesker. Vi havde lavet en stor udstilling over alle de indkomne forslag plus en katalog over det. Det er vigtigt for at skaffe sig et overblik, men man skal ikke lade dupere for meget af udkast og tegninger. Det er jo skulpturer vi skal have, ikke dygtige tegnere. Derfor måtte vi lægge vægt på en vis erfaring med at hugge i granit (marmor var ikke nok).
Et godt værktøjslager er guld værd!
Turbo
Når kunstnerne er valgt er der måske et halvt år til symposiet. Så begynder det at skulle gå hurtigt med de mange praktiske ting: Indkøb af sten (sønderjyske grusgrav er de bedste) hvor man skal sikre sig at man ikke får sten der flækker. Og tænk: Det lykkedes os at finde en stor marmorsten i Danmark. Der findes kun en til at ca. samme størrelse i landet. Den kommer fra enden af Bottenhavet og kom hertil i 2. istid. Indkvarteringsmuligheder (helst i gåafstand fra symposiet). Køb af værktøj. Udarbejdelse af plakat og brochure. Pressekontakt. Af taler med skoler og børnehaver om besøg. Organisering af symposiet (flaghejsning, kunstnerekskursioner, fernisering). Køb af flybilletter (kan man få et bureau til det er det altså nemmere!) og T-shirts med symposiets logo. Udarbejdelse af symposiehåndbog, opdatering af hjemmeside.
Vores mødeintensitet var i starten en gang om måneden, senere mere, og under symposiet hver dag.
Symposiet
Symposiet starter faktisk der hvor stenen er stillet op på række på pladsen og nærmest ser forventningsfulde ud, som ventede de på kunstnerne. Transporten til pladsen er et logistisk problem af særegen karakter. På grund af manglende kranmateriel kunne vi ikke få stenene af lastvognen, men måtte have den til Mulvad hvor der var vejbyggeri i gang- og med passende kranmateriel – derefter kørte kommunens folk den ind til pladsen ved museet. Det var hjælpsomme folk der gjorde et stort arbejde under alle symposierne.
Men ellers starter det allerede et par dage før den officielle åbning, når de første kunstnere ankommer: hvordan er de? Er det superindividualister? Nå, det viser sig nu altid at det er flinke og sociale mennesker. Inden symposiet samlede vi dem til et velkomstmøde hvor vi fortalte om vores forventninger og symposiets forløb. Symposiets sprog er engelsk, men vi fandt ud af, at der var mange der ikke ku engelsk (de havde gået i skole i Østeuropa før murens fald!) og at det sprog de fleste talte var italiensk! enhver kunstner med respekt har jo været i Italien. Så havde vi officielt åbning med hvad dertil hører at taler og musik og stor folketilstrømning. Ved hver sten stod kunstnerens nationale flag – det giver et internationalt pift til en søvnig lilleby. Et år var der sågar en kunstner der gik i gang mens borgmesteren holdt tale, og sådan vil de fleste gerne i gang, så man skal ikke lave byrundtur den dag.
Kunstnerne starter med at måle op og kort tid efter lyder de første hyl af diamantskiver mod granit og støvet står mod den solfyldte himmel. Et par dage efter skal stenene vendes, det sker en gang om ugen sådan ca. Ud over kurator er der en eller to kunstnere der gerne vil hjælpe til, de har gode erfaringer, ser man. Der er også erfarne kunstnere der hjælper mindre erfarne.
Og så kommer de besøgende der skal holde sig udenfor det område der er spærret af med plasticstrimmel – vi skal ikke have nogen ulykker her. Og så bemærkningerne som De vå da grov som de går te’n. Der er nogen der kommer forbi hver aften efter fyraften for at se hvordan arbejdet skrider frem. Og så kommer børnehaven hvor kurator fortæller hvordan en billedhugger arbejder.
Vi lagde vægt på at vise kunstnerne det særegne ved Danmark, herunder indgik en sejltur på Vesterhavet i de to første symposier, på det tredje var fiskekutteren desværre ikke til rådighed. Her skuer Ian Newbery over det store hav.
En gang om ugen skal kunstnerne på udflugt, vi vil jo gerne vise dem hvad vi har af kunst og natur her i Vestjylland. Der er også lokale der inviterer dem til aftensmad så de kan få indtryk af hvordan dansk liv er. Efter en sådan aften under den oprindelig symposiedefinition: Åndelig samtale i drikfældigt lag, var Smorgon kommet til at brænde sin jakke af i et stearinlys og måtte efterfølgende ekviperes lokalt, ikke mindst da man skulle på visit på rådhuset og hos borgmesteren dagen efter. Men Lev var ikke helt tilfreds med alle de billigere jakker han blev præsenteret for og blev ved med at sige: I don’t think the mayor will like it! Men en ny jakke fik han da.
Frokost får de i Hestestalden hvor loftet er midlertidig kantine. I Hestestalden deponeres værktøjet også – det fylder jo alt sammen. Men småpauser med kaffe får de på Egnsmuseet, det er også her museumsforvalteren er behjælpelig med alle de småreparationer der uvægerligt kommer.
Hestestalden var uundværlig når det handlede om et sted til at spise frokost og opbevare værktøj.
Men alt går trods alt fremad og vi når til den sidste uge. De kunstnere der har erfaring eller ikke har lavet et ambitiøst projekt går i gang med at polere. Der breder sig en vis nervøsitet: nogen er ved at være færdige, andre kan man tvivle på om de når det. Men det gør det jo.
Og vi når frem til ferniseringen med nedtagning af flag, mange taler, musik og hundredvis at tilskuere der skal se slutresultatet. Så den lidt triste afsked, kassereren udbetaler de sidste penge, vi vinker. Puha, så gik det da - og så sagde Fleissig endda: Jeg har aldrig grint så meget på et symposium som i Bramming.
Da Lev mødte Jens Okking
Da vores russer, Lev, skulle af sted med toget til København, traf det sig at skuespilleren Jens Okking var ude i samme ærinde efter et engagement. Okking syntes at have overset skiltene med Overgang over sporene forbudt, men da han skulle stige op på perron 2 måtte Fuglsang nu give ham en hjælpende hånd. Efterfølgende blev han præsenteret for Lev – og deres kemi passede åbenbart straks sammen og den gensidige begejstring var så stor at de sammen dansede kosakdans på perron 2. Se den episode var jo ikke forudset da man indviede perronen i 1874!
Oprydning
Men ingenting er færdigt når kunstnerne tager hjem. Der er oprydningen. Og efter det sidste symposium havde vi en hel del skulpturer fra de første symposier. Vi havde håbet at de kunne indgå i en skulpturpark i Vibæk Grusgrav, men kommunen var ikke på noget tidspunkt interesseret i en diskussion. Så enden på det blev at de blev fordelt til borgerforeningerne rundt i kommunen, det var venlige og ordholdne folk. Så nu er symposiets sten spredt, de fleste i kommunen og de fleste på iøjnefaldende steder.
Til oprydningen hører også overvejelser omkring forløbet. Hvordan havde det været at samarbejde med Bramming kommune? Desværre ikke ret godt. Der var stort set ingen aftaler der blev overholdt: kommunen ville ikke nedsætte et samarbejdsudvalg, tværtom sendte de os en regning for arbejde vi havde aftalt som gratis, formanden for kulturudvalget Finn Lambek beskyldte os i avisen[4] for at stjæle sten fra tidligere symposier som han mente var deres etc. Meget mere kunne siges om den sag. Men det får være. Vi var måske lidt naive da vi troede at det bare ville være uproblematisk at afhænde stenene til byen.
Vi har nu afhændet de sidste sten og symposieudvalget arbejde er ovre. De sten der blev til overs er doneret til borgerforeningerne og samarbejdet med dem er forløbet perfekt. Det har været dejligt at møde så megen velvillighed, startende med at hver forening sendte en to-tre repræsentanter til det indledende møde. Det eneste der står tilbage for Symposieudvalget er de årlige julefrokoster. Men dem klarer vi nok også.
Kassereren Einar Platz (t.v.) sammen med kurator Miguel Isla – indvier lokale skolebørn i billedhuggerkunstens mysterier.
Regnskab
-foreløbigt
I regnskabet er ikke anført symposieudvalgets – og andres - gratis arbejde, der nok beløber sig til lige så meget som de samlede indtægter.
