Sognerådet - Bramminginfo

Mit udgangspunkt i beskrivelsen af sognerådets arbejde omkring forrige århundredeskifte var, at i de dage var der mindre bureaukrati, alt var mere enkelt, lovgivningen mindre kompliceret o.s.v. Men efterhånden kom jeg alvorligt i tvivl. Nok var arbejdets intensitet mindre dengang, men de der var/blev engageret i arbejdet omkring sognerådet havde nok at gøre – nu skulle de jo heller ikke lave mad og hente børn i daginstitution. Men se nu alligevel engang, alle de praktiske gøremål der forelå omkring sognerådet:

Opkrævning af skatter tog sognerødderne sig af, således i 1898: Hans Enevoldsen udfører skatteopkrævningen i Terp og Høe. Jens J. Andersen i Nørå, Guttorm Sørensen i Bramming.

Også arbejde for staten lavede sognerødderne, således f.eks. folketællingen i 1906: for Nørå valgtes Hans Nielsen og Hans J. Nissen, for Terp valgtes Mads Nielsen og Poul Jensen, for Smedegaard og Brammingegaard valgtes J. Harboe (Bramming Nygård), for Høe og Bramminge Hedemark valgtes købmand M.A. Madsen og gårdejer Nis Th. Madsen (Høe), for den østlige del af stationsbyen smed H.M. Thomsen og sagfører H.P. Ludvigsen, for den vestlige del valgtes isenkræmmer M. Lauridsen og husmand Sillas Mortensen. Det var 11 mand, hele sognerådet var kun på 7, så alle var i sving, og sådan en optælling af 1.056 personer lavede man jo ikke lige på en eftermiddag – selvom Ludvigsen vist satte sin assistent til det!

Indbyggertal

1896 Stationsbyen: 696 indbyggere, iflg. Borgerforeningens folketælling

1901 Stationsbyen: 1.089, heraf i Hunderup 278 og i Sneum 96. I Bramming kommune 965 personer. Folketælling 1901

1906 Stationsbyen: 1.193 indbyggere, heraf i Hunderup 63 og i Sneum 55. I Bramming kommune boede 1.056 personer, heraf i Nørå 116, Terp 64, på Bramminge mark 9, Høe 67, Bramming Hovedgård 31. Folketælling 1906

1911 Stationsbyen: 1.403 indbyggere, heraf i Hunderup 325 og i Sneum 103. I Bramming kommune 1.922, heraf i Nørå og Terp: 236, på Bramminge mark 105, Gabelsvej 96, i Mulvad 61 og på Bramming Hovedgård 21. Folketælling 1911

1916: En moderne by med 1600 Indbyggere. Iflg. Erling Agersnap: Bramminge By. 1916

Også anerkendelse af statshusmandsbrug tilkom sognerådet. En god del af reformkampen i 1890erne handlede om det, så vedtagelsen af statshusmandsloven medførte stor aktivitet her på egnen, jf. husmandsforeningen. Således var der f.eks. et par sager i 1908: Ansøgning fra Frands Bastian Thomsen Frandsen, Omme, om anbefaling som statshusmand, man vedtog at anbefale sagen. – og: Andragende fra Andreas M. Jensen, Nørå, om et statslån til opdyrkning af hede og mose, man vedtog at yde lånet under forudsætning af at kommunen kan få beløbet fra staten.

Indfødsret skulle de vist også forholde sig til og give en udtalelse til Indenrigsministeriet: I 1908 andragende fra slagtermester A. Thomsen om sognerådets anbefaling af hans ansøgning om indfødsret, man vedtog at anbefale sagen på det bedste. Slagter Thomsen havde forretning Nørregade 6 og var bror til ejendomsmægler og redaktør Th. H. Thomsen. Slagteren havde året før søgt om bevilling af borgerskab - det blev senere afløst af næringsbrev - og der tit i avisen stod om at den og den person havde 25-års borgerskabsjubilæum i Bramming.

Anders Thomsen var født i Nustrup 28 år før, og det var jo dengang i Slesvig som man kaldte den del af Sønderjylland der var under prøjsiske herredømme. Slagteren var kommet til Bramming fra Lemvig og havde her fået 4 børn sammen med Ane Marie. Hans bror Thomas var født i Hammelev – også i Slesvig. Der var kommet en ny lov om indfødsret i 1898, hvor man blev dansk statsborger hvis man var født af danske forældre, så det var nok grunden til at slagter Thomsen kunne skifte sit tyske statsborgerskab ud med et dansk.

Fra middelalderen var der en hel del arbejde som blev udliciteret til bønderne, men i 1903 kom der et cirkulære der afskaffede det, med undtagelse af snekastning og befordring af læge og jordemoder – dette blev drøftet i sognerådet, der dog storsindet vedtog at der heller ikke i Bramming skulle være mere pligtarbejde end det nævnte. Og i hvert fald snekastning fortsatte langt op i tiden, hvor gårdene stillede mandskab efter hartkorn, og i Darum var der en ordning med distrikter og snefoged helt op til kommunesammenlægningen i 1966, men de fleste steder holdt det vist op under 2. Verdenskrig.

Vejarbejde

Andetsteds har jeg fortalt om vejarbejde. Men der er jo lignende sager, som sognerådet tog sig af: anlæg af stier, broer, veje.

Stierne i kommunen var jo det mindste, men var de optaget i regulativet, skulle kommunen også sørge for vedligeholdelsen. I 1897 var der de to kirkestier, den ene gik fra broen over Holsted å og til Brammingborg – altså ca. Brammingborgvej, mens den anden gik fra jordemoderboligen i Terp og over Smedgårds jorden mod Brammingborg – man skulle godt nok vade gennem Holsted å, men var man ivrig kirkegænger, gik det jo nok. Et par år senere var det galt med skolestien fra Vibæk til Nørå skole, og Morten Knudsen og Jens J. Andersen fra sognerådet blev valgt til at ordne det snarest mulig.

I 1904 blev stien fra Brammingborg til Elmegades forlængelse optaget i regulativet – det er Nygårdsvej. Det samme gjorde stierne fra Nørå skole og fra Terp til kirken plus fra Sønderhøe til kirken. I 1907 blev yderligere et par stier fra Høe optaget.

Kirkestien i Bramming blev anlagt på foranledning af nogle beboere på Nørregade i 1908 – med kommunalt tilskud. Det var gartner Hyldahl der stod for det, men ikke alle ville betale, så Hyldahl henvendte sig til sognerådet om M. Jørgensens regning på 12.35. Sognerådet vedtog at tilskrive M. Jørgensen, at han i løbet af otte dage må fremskaffe kvitteret regning fra Hyldahl på 12,35, da sagen ellers overgives til kriminel behandling. Det er jo de rene mafiametoder på Kirkestien!

I 1909 havde Borgerforeningen generalforsamling, og formanden H.P. Ludvigsen aflagde beretning, det var lykkedes at få gennemført en sti fra Apoteket til Jernbanestationen – gad vide hvordan der har set ud inden?

Ny Høevej

Også vejen fra stationen til Høe blev lagt om, de forskellige lodsejere afgav selv jord, så man kunne komme ind til byen via Nygårdsvej og Elmegade – det var i 1907. Et stykke jord blev mageskiftet med byggeforeningen i Elmegade, og i september 1908 skulle vejen opfyldes. Man overdrog til Harbo at bringe arbejdet udført efter nærmere akkordt. Harbo var ejeren af Bramming Nygård, han var dels sognerådsmedlem, dels ejede han en del af den jord vejen skulle gå på, så proprietæren var nok rimeligt interesseret i projektet.

Omkring 1911 syntes beboerne på Plantagevejs sydvestlige del at det kunne være rart med en rigtig vej til skolen så de forespurgte kommunen om ikke man kunne få vejen udvidet, men farver Andersen og de andre fik det svar, at når de selv havde udvidet vejen til den fornødne vidde, kunne man snakke om sagen igen, således at den blev optaget på regnskabet. Det har de så gjort for året efter blev vejen optaget på regulativet sammen med den nye Høevej.

Vejmand

Den kommunale Jens Vejmand skal man et godt stykke frem for at møde. Det har åbenbart rakt med en skovlfuld grus i ny og næ – men i 1905 kom der en skrivelse fra Vejinspektøren om at udfylde Hullerne i Storegade. Sognerådet vedtog at det overlodes til Vejudvalget at undersøge sagen. Imidlertid synes det som om der var enighed om at skaffe lidt orden i sagerne, nemlig ved at ansætte en vejmand, eller rettere to, én til de 1. klasses biveje og én til de 2. klasses – men ikke noget med fast kommunal ansættelse. Man blev ansat for et år af gangen, og den der ku gøre det billigst fik arbejdet. Som vejmand (2. kl.) ansattes i 1908 Hans Laursen Schmidt fra Smedegård, mens Johan Sørensen skulle tage sig af de 1. klasses. Lønnen var 280 hhv. 160 kr. om året. Det ser ud til at de har fortsat en årrække. Sørensen steg nu fra 170 kr. om året men så var der også en forpligtelse til at rense kloakbrøndene i Nørregade samt holde stien i Nørregade i orden.

Bygge broer

Der var tre store vandløb i kommunen, der også krævede sit. Dels var der mere vand i floderne dengang, dels var teknikken ikke så fremskreden. I 1904 kom den en henvendelse fra Gørding-Vejrup sogneråd om ikke Bramming ville bygge en bro i Vibæk mod at Gørding-Vejrup betalte det halve. Men Bramming ville helst nedsætte et fælles udvalg, hvorefter man blev enige om at spørge vejinspektøren. Han kom med to forslag, en træbro til 607 kr. og en cementbro med jernbjælker til 850 kr., hvad man valgte fremgå ikke, men i august 1905 var broen færdig. Ikke så snart var Vejrup blevet selvstændig kommune, før der kom besked om at de ikke ville deltage i udgifterne til reparation af broen over Vibæk bæk!

Samme år skulle broen i Høe over Ilsted å istandsættes, og sognerådet vedtog at udvælge 2 medlemmer til at tage broen i øjesyn og sammen med 2 medlemmer fra Gørding sørge for at få broen sat i forsvarlig stand – Poul Jensen og Chresten Nielsen valgtes. I 1907 kom der en ansøgning fra beboere i Nørå om tilskud til vedligeholdelse af broen ved fiskeriet – bevilligedes 25 kr.

Et større byggeri forestod ved bygningen af broen over Ilsted å ved Sct. Knuds kirke, Kirkebroen kaldet. Her vurderede amtsvejinspektøren prisen til 3.250 kr. – det var jo tæt på et års skat, men heldigvis betalte amtet halvdelen, der blev så optaget et lån på 2.000 kr. betalt over 28 år – så var man færdige med at betale i 1939! Broen blev bygget af amtsvejvæsenet, og under byggeriet blev der afspærret fra den 20. juni, så man kun kunne komme ad Gabelsvej til byen hvis man kørte gennem åen, eller tog en anden vej og drejede ved Smedehuset og kørte ad Brammingborgvej. Kommunen fik dog lidt penge ind ved nedbrydning af den gamle bro, T. Tonnesens tilbud: 50 kr. samt alle gamle materialer antoges som det billigste – han skulle vist også bygge en gangbro over åen, som har skullet fungere under byggeriet. Det var i 1911.

Skole er ikke bare skole

Det var selvfølgelig en travl periode omkring 1906-07, hvor der blev bygget to skoler, først den senere Bakkevejens skole, så en ny Nørå skole. Men hermed var ballet ikke ovre, der var alverdens sager efterfølgende for et sogneråd:

Lærer H.P. Hansen var lidt af et kapitel, han var blevet ansat i 1896 som andenlærer.  Året efter at skolen var bygget forelå der til sognerådet en ansøgning om gymnastikredskaber og de vedtog at anskaffe det nødvendige, og lige efter fik han 10 kr. til en fysisk samling. I 1909 søgte han om en fodbold til brug i børnenes gymnastiktimer. Det fik han og hvad ønskede han sig så året efter? en Slange til Skolens Fodbold, hvilket også bevilligedes. Vi var i en periode hvor gymnastik kom i højsædet i forlængelse af provisorieårenes skytte- og idrætsforeninger. Det medførte også ansøgning fra Gymnastikforeningen Virkelyst om at måtte anvende det der i protokollen hed skolens gymnastikhus - det fik de på samme betingelser som sidste år.

Man kan undre sig lidt over at det ikke var førstelæreren der søgte om fodbold og den slags, men det gjorde Hansen altså. Førstelærer Manich søgte hvert år om penge til børnebogssamlingen og til lærerbiblioteket, men i 1910 søgte han om en violin til brug for lærerpersonalet ved Bramming skole. Det vedtoges at bevilge et beløb til anskaffelse af en violin. Udgiften må ikke overstige 25 kr. Mon man ku få en violin for det?

Opvarmningen af skolerne skulle sognerådet også sørge for. Der er andetsteds nævnt licitation i den anledning, men i 1908 vedtog man dog at gårdejer Hans Jørgen Nissen fra Nørå skulle ordne sagen. Ved samme møde behandlede man lige den nye skolehave og legeplads ved Nørå skole, der manglede at blive indhegnet samt at blive beplantet med nogle træer. Man vedtog at Mads Nielsen skulle sørge for at arbejdet bliver udført på bedste måde. Mads var formand for tilsynet med mindre vandløb, deltog i kreaturtællingen, formand for Brandsynet i Terp, medlem af Skolekommissionen – så det her skulle han jo nok også ku klare.

Nørå skole – og murermester N.P. Petersen

Man ku undre sig over at kommunen kastede sig over byggeri af to skoler på to år. Men til den ende var der var nu en lille smart sag. Det var nemlig at førstelærer Klausen godt ville overtage jorden bag de gamle bygninger til en pris af 7.000 Kr. - plus at han samtidig ville afgive ¾ tønde land så sognerådet ku bygge en ny skole. Da jorden var en del af han løn forlangte han 204 Kr. om året i afsavn. Den nye skole var projekteret til 8.400 kr. – så den handel kunne vel friste enhver kommunalpolitiker – en skole til 1.400 kr. netto!

I den forbindelse skal vi lige riste en rune over bygmesteren til Nørå skole, murermester N.P. Petersen – bopæl Nørregade 11, pantefoged fra 1926 – der var kommet til byen i 1895. Petersen var formand for Håndværkerforeningen 1907 og havde været med til at bygge den nye kirke og Vandtårnet, ofte samarbejdede han med murermester A. E. Olesen Skjærbæk. De var kommet til byen på samme tid. Grundet sin lupus havde Petersen altid plaster på næsen, men var en vellidt mand.

Det var sognerådsformand og smed H.M. Thomsen der havde udset ham til at lave tegninger til skolen, og sammen med en række andre afgav han tilbud. Tilbuddene gik fra 8.600 til 10.000, men Petersens tilbud (som han havde afgivet sammen med tømrermester A. Løgstrup) var ikke umiddelbart det billigste så de fik ikke arbejdet. Der var nu uklarheder omkring forskellige ting i konditionerne, så Thomsen skulle føre flere forhandlinger, men den 6. juli 1907 kunne han meddele sognerådet at N.P. Petersen havde fået arbejdet.

Da han nåede til skelsår og alder, han var 63 år, købte Petersen Bramming Kioskforretning og her blev han så til han døde i 1941, 73 år gammel. Der var ikke meget af byens udvikling han ikke havde deltaget i.

Brandvæsen – en evighedshistorie

Blandt de mere nedværdigende dele af byhistorien er brandvæsenets. Der var åbenbart almindelig politisk enighed om at noget sådant var det bedst at undgå. Allerede i 1899 forelå der en skrivelse fra Herredskontoret om at man skulle anskaffe en brandsprøjte. Da en brandsprøjte jo også skulle bruges i den udenbys del af Storegade, henvendte man sig til Vilslev-Hunderup sogneråd – men det kom der ikke noget ud af. På et nyt møde i 1905 vedtog man at ansætte en skorstensfejer og oprette en fælles brandfogedkreds for hele stationsbyen – men med hensyn til sprøjten vedtog sognerådene om at henstille til Stiftamtet at udsætte sagen af hensyn til de vanskelige forhold med at skaffe tilstrækkelig vand til sprøjten og af hensyn til de uheldige forhold at stationsbyen ligger i 3 kommuner. Den samme lirumlarum gentog sig i 1909, med den sløjfe at kommunens økonomiske forhold ikke tillader nogen udgift på 1500 til 2000 kr.

Året efter syntes sagfører H.P. Ludvigsen at der burde gøres noget, så han tilbød afståelse af en del af søen til branddam. Det vedtoges at man ikke fandt anledning til for tiden at søge den tilbudte forhandling. Ludvigsen boede Jernbanegade 14 og har således nok haft del i den sø der stadig ligger i bibliotekshaven, men som dengang var meget større. Ludvigsen var formand for Borgerforeningen, så der er vel grund til at tro at det har været en sag der har været drøftet i byen – men nej, sognerådet ville ikke vide af det. Det var på trods af at der omkring 1906 havde været en farlig brand på tømmerpladsen bag ved Storegade 1, ca. hvor Viadukten går i dag. Om branden der vakte så megen opsigt at der blev skrevet en revyvise om den, hed det senere: Sprøjten fra Ribe ankom mod aften og fik noget system sat i slukningsarbejdet, der i forvejen var ganske planløst.

Der er så en god historie om hvorfor byen omsider fik brandvæsen. Tonnesen opførte Fengers alle 4 i 1917, men allerede i 1921 brændte det. Hans kone Maren havde været ved at bage, lejeren vaskede nede i kælderen og en renselåge var i uorden efter en skorstensbrand nogle dage før. Tililende dannede kæde ned til stationen for at transportere spande med vand til slukningen, men huset udbrændte stort set. Men efter branden skete der noget.  Man kan så gætte på, at det var fordi ejeren var bygmester Tonnes Tonnesen og samme Tonnesen var sognerådsformand 1919-22. Omkring 1921-22 tegnede den senere leder af byens brandvæsen fra 1927, smed Johs. Hansen, kontrakt med Falck om brandslukning i byen.

Sognerådet som menighedsråd

Det var først i 1903 der kom en lov om menighedsråd, så det var en naturlig sag at Sognerådet tog sig af sager der i dag hører under menighedsrådet, men også andre sager hvor der ikke var penge, og man så henvendte sig til sognerådet. Størst opsigt vakte sagen om anlæggelse af en kirkegård, der startede i 1905. En mere underholdende sag var Christian den 9.s død i 1906. Med sin støtte til Estrups undtagelseslove var kongen næppe en populær person i de kredse der stod bag ved systemskiftet i 1901, selv om de kongetro kaldte ham Europas Bedstefar. Men i hvert fald blev det dekreteret at alle kirkeklokker skulle ringe, vistnok i flere dage. Mads Hansen var graver og han har nok spurgt pastor Hovgaard om ikke der faldt en skilling af for hans kongesind. Pastoren henvendte sig derfor til sognerådet om ikke de kunne afse 22 kr. til ham. Sognerådet studsede lidt, smed Thomsen var jo en sognerådsformand med omtanke – i hvert fald for de ting han ikke brød sig om – så de vedtog at søge oplyst om hvem der i slig tilfælde har betalingspligt. Men rådet gav nu tilskud til både jordkøb til præsteboligen og til bygning af ligkapel.

Apotek vigtigt

Jeg har tidligere fortalt om hvordan trafikassistent P.L. Poulsen omkring 1898 skulle have været grund til at der ikke kom apotek til byen, fordi den almægtige Jens Busk ville genere Bramming. Men der var også andre som Busk havde et horn i siden på, nemlig H.M. Thomsen, der var sognerådsformand 1905-07. Og netop i den periode arbejdede han og sognerådet på at få et apotek til byen. I 1907 anbefalede Stiftamtet et hjælpeapotek i Bramming og i april 1907 dækkede sognerådet udgifter til en rejse til København hvor Thomsen skulle virke for apotekersagen, 30 kr. bevilget. I oktober fra Herredskontoret: man anser det ikke for heldigt at åbningen udsættes længere end til nytår. Endelig i 1908 – da Thomsen var gået af som sognerådsformand - kom der apotek i Bramming (hjælpeapotek under Gørding, der havde fået sit i 1903).

Erhverv Bramming 1890

35 levede af immateriel virksomhed (lærere o. lign), 247 af jordbrug, 7 af gartneri, 59 af industri, 22 af handel, 51 af forskellig daglejervirksomhed, 22 af egne midler, 1 under fattigvæsen.

Lukkelov og lignende

Afholdsfolkene var aktive i Bramming, det var da den nye beværterlov åbnede op for folkeafstemninger. Inden da havde sognerådet ganske stor indflydelse på antallet af værtshuse. I 1903 var der afstemning i sognerådet om der var trang til en gæstgivergård til. Men derudover skulle rådet også tage stilling til Søren Nielsen Therkildsen som gæstgiver, men her var ingen problemer, han var bekendt som en ædruelig og hæderlig mand. Men indehaveren af Banegårdsrestauranten, Mads Hansen protesterede og antydede at nogle i sognerådet havde personlige kartofler at hyppe – men det havde de jo ikke så de skrev til Herredskontoret at bevillingen skulle gives til én der var bosiddende i kommunen. Herved blev det så. Therkildsen var vognmand omkring denne tid, men flyttede så til Ll. Darum – værtshusholder blev han såvist aldrig. Denne regulering af værtshuslivet førte til massive omgåelser. Der blev oprettet foreninger med en foreningsvært, der så foretog udskænkning uden kommunal velsignelse – men til generel forargelse for en del indbyggere.

I 1908 kom der en ny lukkelov så en del handlende søgte om at få lov til at holde åbent til Kl. kl. 11 aften på markeds- og dyrskuedage – og sognerådet vedtog at give samtlige forretninger en sådan rettighed. I 1912 traf de beslutning om indholdet i Politivedtægten angående de fordringer der bør tilstilles til beværtningslokaler og lokaler til gæstgiverier. Der var åbnet mulighed for at fastsætte krav til lokalerne, men det afstod sognerådet fra. Til gengæld vedtog de at gæstgiverier skulle være lukket fra 11 aften til fem morgen, mens lukketiden for beværtninger skulle være 10-6, og denne åbningstid gjaldt også for foreninger og sluttede selskaber – og hermed var foreningsuvæsenet vel lagt i graven. Grænsen for udskænkning af spiritus sattes til 18 år og udskænkning til ikke-attenårige blev forbudt. Og så: at kvindelig betjening i udskænkningslokaler med st[ærke] drik[ke] forbydes – man vidste jo nok hvor faren lurede! I tilgift: offentlig dans forbydes i nærheden af udskænkningslokaler.

På samme møde forelå et andragende fra A. Jensen, Kikkenborg, om Tilladelsen til at afholde offentlig dans Markedsdagen: bevilligedes med to stemmer mod en, dog kun til kl. 12. Senere på året var der andragende om at afholde dans markedsdagen den 7.- dans til kl. 12 anbefales. Denne gang var der ingen afstemning, viljen til at støtte erhvervslivet sejrede over moralen!

Men den nye tid trængte sig på. Den 8. april 1912 behandlede sognerådet et andragende fra dampkedelfabrikken A/S Mjølner i Vejen. Mjølner søgte om tilladelse til at køre med automobil på kommunens biveje. Tilladelse gaves under henvisning til lovens §§ 21-23,24. Færdselsloven kom jo først i 1913.

Arbejdsfordelingen

Et forsøg på at fordele arbejdet mellem sognerådets medlemmer blev gjort ved nedsættelse af en række udvalg. Det forhindrede nu ikke at en række sager – og altid skattesager – blev behandlet af det samlede sogneråd. Konstitueringen i 1904 er et karakteristisk eksempel på hvordan det foregik. Først blev der valgt en sognerådsformand, derefter 2 kommunale revisorer. Valget af bestyrelsen til den fri fattigkasse var offentligt, men sognerådet skulle vælge en valgbestyrelse til at forestå valget, her blev valgt tre medlemmer. Sognerådsformanden og Eich fra Hovedgården blev valgt til udvalg vedrørende kapiteltaksterne. Sognerådsmøder blev altid holdt på Kikkenborg, men prisen for lokale og opvarmning skulle fastsættes – det blev senere til 60 kr. om året og møderne skulle afholdes den første lørdag i hver måned kl. 4 eftermiddag om vinteren og kl. 6 eftermiddag om sommeren. Bemærk at der blev taget hensyn til at bønderne skulle røgte inden 18 om sommeren.

Og så blev der nedsat udvalg: Vejvæsen (4 medlemmer), Fattigudvalg (3), Skoleudvalg (4), Fattiggården (1). Senere valgtes Sundhedskommission (3), Brandsynsmænd (valgt udenfor sognerådet), snekastningslister (3). Eftersyn af kommunens veje skete en gang om året, f.eks. 15. oktober. Sluttelig: Det vedtoges at ansøge amtet om tilladelse til at yde formanden 150 kr. ud over de 15 øre (?) pr. indbygger han nu oppebærer.

Henvendelser

Der kom mange henvendelser fra øst og vest om tilskud, en skole i Ormslev skrev hver år og fik afslag hvert år. Men enkelte røg igennem nettet. I 1904 var der en landsdækkende indsamling til et mindesmærke for Finsen, og sognerådet vedtog at antage Agent Madsen til at gå rundt i byen med listerne – og mindesmærket står der endnu når du kommer til Nørrebro ved Rigshospitalet. I 1907 fik Tuberkulosens Bekæmpelse 10 kr. En lidt mere speciel ting i 1910: Adresse til Regering og Rigsdag om Straf for [h]omusexualitet. Fremlægges i Bramminge Skole fra 3.-17. December.

Og så fru Kaltoft

En speciel sag forelå i 1911 idet et par naboer, avissælger Steffen Juhls enke og murer N.P. Andersen i Elmegade, havde indgivet en skriftlig klage over Ingeborg Christiane Kaltoft. Det drejede sig om hendes voldshandlinger og skældsord. Hun var 58 år, boede på Elmegade 2 og var gift med arbejdsmand Kaltoft. Om Kaltoft sagde pastor Hovgård ved hans begravelse at han slog sten indtil hammeren faldt ham af hænde, han faldt på sin post. Men sognerådet vedtog at karetmager Søndergaard og skomager Hansen skulle tage om i Elmegade og fortælle Ingeborg, at hvis klage fremkommer en gang til, vil hun komme bort. Men konen var syg - et år efter var hendes sygdom et dagsordenspunkt. Hun kom på Vedsted.

Specielle arbejdsbetingelser

Under omtalen af skolebyggeriet og kloakeringen har jeg omtalt de vanskeligheder der var omkring de opgaver der var fælles for sognerådet i Bramming og sognerådet i Hunderup-Vilslev. Da en stor del af beboerne i Storegade boede i Hunderup-Vilslev kommune, skulle alle større ting aftales mellem de to sogneråd, og det var ikke alene skolebyggeri, men også ansættelse af lærere, fastsættelse af lærerlønninger. Det betød at der nogenlunde regelmæssigt blev afholdt møder mellem de to sogneråd, de såkaldte Fællesmøder. Et eksempel på det skal anføres fra 1903, et møde hvor også Sneum-Tjæreborg kommune var indbudt, de mødte dog ikke op. Normalt var de ikke med – selvom den yderste del af Storegade og en del af Nørregade lå i denne kommune – fordi de havde valgt at bygge en skole i Tømmerby til deres ’Bramming-indbyggere’. Men denne gang var de indbudt fordi der forelå et påbud fra Amtet om drøftelse af en fælles Sundhedsvedtægt og Hundelov for Bramminge Stationsby. Da skolen skulle bygges var begge sogneråd med in toto, men denne gang var der 5 fra Bramming og 5 fra Vilslev-Hunderup.

Var man ikke enige skete der ikke noget, og det var tit tilfældet. Men her blev man enige om sundhedsvedtægten, mens hundeskatten ikke faldt i det sydlige sogneråds smag. Men vores sogneråd ønsker begge sager fremmet snarest muligt uanset Vilslev-Hunderups Stilling dertil.

Hundeloven blev gennemført, men oftest ville amtet ikke træffe en afgørelse, hvis ikke det var strengt nødvendigt. I kloaksagen i Storegade gjorde de det så – men det var vel også nærmest udvikling i retning af en sundhedskatastrofe. Tilsvarende var problemet omkring vejbelægningen hvor amtet stillede op til møde i Bramming i 1911, og forudsætningen var at sognerådene sendte et udvalg der var bemyndiget til at træffe afgørelse i sagen – den sag havde jo kørt i årevis. Den aftalte løsning lød på at Bramming skulle ordne vejen hvorefter Vilslev-Hunderup skulle tage sig af vedligeholdelsen, dog ikke Borgergade, som Bramming overtog vedligeholdelsen af; dette selvom hele området lå i Vilslev-Hunderup kommune. Amtsvejinspektøren præciserede dog lige, at det ikke var nok bare at smide lidt grus i vejen, der skulle benyttes stenslag. Sådanne komplicerede kommunale forhold fortsatte frem til 1938.

Udenrigspolitik

Der var blandt byens ledende folk ingen tvivl om jernbanens betydning for byen. Det var jo også ret åbenlyst, da der ikke havde været nogen by inden jernbanens anlæggelse i 1874. Det må betragtes som en fiffighed at forstander Agersnaps bog om Bramming (1916), den første af sin slags, ikke omtalte jernbanen med et ord. I 1903 vedtog sognerådet at Eich fra Hovedgården, der var sognerådsformand, skulle deltage i en deputation til København som var udsendt af Udvalget til Længdebanens Gennemførelse – således kaldtes vistnok arbejdet for den skrå bane til Langå. Hvis ikke Eich kunne skulle Købmand Hestbech deltage – man sendte folk med pondus. Året efter var der møde i Herning om samme sag hvor man på et ekstraordinært sognerådsmøde vedtog at møde fyldigt op: Eich, Hestbech, smed Thomsen og formand for Husmandsforeningen, Poul Jensen var suppleant. Også senere var sognerådet aktivet i banesagen.

Min konklusion er nærmest det modsatte af mit udgangspunkt. Sognerådet havde ikke nutidens tekniske hjælpemidler til rådighed. Men deres arbejdsområde var meget bredere end i dag, og navnlig var det de enkelte sognerådsmedlemmer der udgjorde den kommunale arbejdsstyrke. Kommunens første skab blev anskaffet da H.M. Thomsen blev sognerådsformand i 1905 og den første ansatte var i 1908 – alligevel blev et omfattende kommunalt arbejdsområde dækket. Men da det tit var sognerådet selv der skulle lave arbejdet, var der jo naturlige grænser. Syntes sognerødderne ikke det var nødvendigt med brandvæsen var gode undskyldninger altid for hånden. Men fandt de et apotek nødvendigt fortsatte kampen i årevis. Jeg synes det var ret utroligt hvad sognerødderne overkom dengang, i de gode gamle dage.