Bygninger
Bygninger
Her vises en oversigt over nogle af de bygninger der har haft betydning for byen og har medvirket til Brammings udvikling. Nogle af de nævnte bygninger findes endnu, nogle findes stadig men i ændret eller ombygget form og nogle eksisterer ikke mere.I oversigten beskrives de bygninger der også er selvstændige menupunkter, kun med en kort tekst.
Endrupholm og Riber Kærgård er med selvstændig beskrivelse, men er ikke med i oversigten. Selvom de er under postnummer 6740, så ligger de dog et stykke fra byen.
Før stationen
Før banen
Før banens anlæggelse i 1874, var Bramming ikke en by. Det var et sted der på kort var angivet som Braminge. Dette blev til Bramminge og senere til Bramming, som vi kender det i dag.Når man nævnte Bramminge, mente man Hovedgården Bramminge.
I en oversigt over hvor det gamle Riberhus's murværk blev genbrugt ser man det angivet således: "og i adskillige Herregaarde blev der indbyggel Sten fra Riberhus: i "Krogsgaard" saaledes 200, "Endrupholm" 1150, Bramminge 350, "Brørupgaard" 150 og "Højgaard" i Andst Sogn 320."
Før banen var der af bygninger i området: Sct-Knuds Kirke, Bramminge Hovedgård, Bramminge Nygård, Brammingborg, Kikkenborg Krogård og et lille teglværk. Herudover et par enkelte små fæstergårde.
Hvor der nu er by, var der dengang et stort uopdyrket hedeareal. Omkring Krogården var der opdyrkede områder.
I det der nu er Bramming by - defineret som området indenfor byskilte - var der kun Kikkenborg krogård, og selv med en stor familie altså nok højst 10 indbyggere. Det var virkelig øde. Og om vinteren virkelig mørkt. Ingen asfalterede veje, ingen offentlig el- og vandforsyning og ingen telefon. Fik man brug for lægehjælp, måtte man håbe det ikke var akut. Var livet hårdt ved en, måtte man selv håndtere det - der var ingen systemer der var sat op til at fjerne alle forhindringer man mødte. Man måtte selv.
Selv få år efter banen og selv om man medregner hele Bramming sogn, der da inkluderer Bramming Hovedgård med et stort hushold, Bramming Nygård også med et ret stort hushold, mindre gårde, Stationen hvor der var ansatte og byerne Nørå, Terp og Sønderhø - selv da er der i hele sognet i 1879 kun 315 indbyggere.
Sct. Knuds Kirke
De ældste dele af kirken er fra omkring 1200-tallet, og kirken er dermed den ældste bygning i Bramming.
Kongen solgte i 1679 Bramming Kirke til Johan Rantzau. Kirken hørte under Bramming Hovedgård til 1873, hvor den solgtes til sognet beboere. I Trap fra 1879 står dog at kirken hører under Bramming Hovedgård. I 1914 blev kirken selvejende. Fra 1669 til 1903 var sognet anneks til Darum og delte præst med denne. I lang tid havde kirken heddet Bramminge Kirke, men med opførelsen af Sankt Ansgar Kirke i 1915, genoptog man det gamle middelaldernavn. At kirken skulle være viet til Sankt Knud kan dog kun spores tilbage til 1734, men formodes at være fra middelalderen.
Bramming Hovedgård
Bramming Hovedgård blev grundlagt den 17. juni 1572, da Kristen Nielsen Lange – en halvadelige mand, da hans far var adelig og hans mor var bondedatter – fik tildelt Bramming landsby som fæstegårde af kongen.
Den lille Vestergård i Bramminge blev sløjfet til fordel for en passende bolig for Kristen Lange. Bramminggård var dermed bygget. Den gik i arv til sønnen Ivar Lange. I 1643 brændte gården, og Ivar Lange kom i økonomisk nød og måtte tvangssælge den til Erik Krag i 1651.
Erik Krag blev herre til både Bramminggård, Endrupholm, Kærgård og Varhogård i Gørding. Han genopførte gården som en trelænget bindingsværksgård i 1653.
Den sidste gård i landsbyen Bramminge, nedlagdes i 1668, og jorderne lagdes ind under Bramming Hovedgård.
Kikkenborg
Før stationen blev bygget, var landejendommen og kroen Kikkenborg den eneste bygning i det, der siden skulle blive Bramming stationsby. Den hørte under Bramming hovedgård og blev brugt til krodrift fra 1780. I 1898 blev krogården afløst af Kikkenborg hotel. I 2006 blev bygningen omdannet til apotek og private lejligheder.
Da jernbanen blev anlagt i 1874, skar banen igennem krogårdens marker. Da landbruget var vitalt, ønskede Bramming Hovedgård ikke at sælge byggegrunde. I 1882 måtte Terman Fabricius' søn, Vilhelm Fabricius, lade Bramming Hovedgård (hvorunder Kikkenborg hørte) gå på tvangsauktion, og dette åbnede for de første udstykninger i 1889. På dette tidspunkt var byudviklingen allerede begyndt, og den sene udstykning fra Kikkenborg, betød at byen udviklede sig lidt skævt i forhold til stationen. De første udstykninger skete på jorder der lå vest for Kikkenborgs/Hovedgårdens jorder, og bymidten kom derfor ikke til at ligge omkriong stationen hvilket ville være naturligt, men blev i stedet centreret omkring storegade/nørregade.
Bramming Nygård
Bramming Nygård blev opført 1808, men først 1828 udparcelleret fra Bramming Hovedgård, da Terman Øllgaard havde bestemt, at den og Gørding kirke skulle tilfalde hans brodersøn Vilhelm Fabricius Øllgaard, der fra 1811 havde haft den i forpagtning. Ved hans død 1846 tilfaldt den enken Divert Øllgaard og sønnen Niels Øllgaard, hvis datter Hedevig 1874 skødede sin andel i gården til broderen Vilhelm Øllgaard, der 1876 skødede den for 120.000 kr. til Vilhelm Fabricius til Bramming Hovedgård, fra hvem den ved tvangsauktion 1882 for 125.000 kr. udlagdes til købmand F. Wichmann, Kolding. Han solgte den 1883 for samme sum til forvalter J. P. F. V. Obelitz
Lørdag d. 19. december 1885, udbrød der brand. Branden menes at være opstået ved at nogen havde anvendt lys i laden - sandsynligvis landstrygere. Gården bestod af 4 længer der indeholdt stuehus, mejeri, hestestald, lade og kostald. Bortset fra kostalden var længerne sammenbyggede - kostalden var kun forbundet med laden med en lav mur. Kostalden var derfor næsten urørt af ilden, hvorimod alt andet nedbrændte totalt, og kun murrester var tilbage.
Hele besætningen blev reddet. Besætningen bestod af 70 kreaturer, 10 heste, 20 svin og 30 får.
Bygningerne var assurerede i "Landets almindelige Brandkasse" for 37.000 kr., og indbo og inventar for 48.200 kr. i brandforsikringsselskabet "Danmark". Det var en økonomisk bet for Obelitz, men han lod gården genopføre og i 1886 solgtes den atter til Wichmann for 108.000 kr. Wichmann var i forvejen ejer af alt til bramming Hovedgård hørende bøndergods.
Ved tvangsauktion 1888 overtoges Bramming Nygård for 79.500 kr. af Kolding Laane- & Diskontobank.
Hvert år lod banken trykke sit regnskab i avisen. Udgiftssiden i driftsregnskabet var på omkring 10 linier, og Bramminge Nygaard havde sin helt egen linie i regnskabet, hvor den optrådte med en afskrivning på omkring 700 kr.
Dette fortsatte indtil 1907, hvor gården for regnskabet "1. juli 1906 til 30. juni 1907" stadig havde sin helt egen linie, men denne gang var teksten ikke blot afskrivning men havde tilføjelsen restafskrivning, og beløbet var 5.726,09 kr.
Grunden til at gården forsvandt fra regnskabet var, at den I 1906 solgtes for 80.000 kr. til forpagter J. Chr. Harboe, der 1916 tilkøbte jord, men samtidig frasolgte et areal til Ribe Amts Udstykningsforening, som oprettede 7 husmandsbrug. 1918 afhændede Harboe den til Chr. Rasmussen, Kolding, der 1929 solgte den til Niels G. Skødt, hvis enke 1943 solgte den til K. Jensen.
Der drives i dag ikke landbrug på gården. Stuehuset anvendes som bolig og de øvrige bygninger anvendes til andet formål; der er derfor ikke offentlig adgang til bygningerne.
Gården har givet navn til den vej der går fra Plantagevej og som ender i Brammingborgvej lige ud for gårdens stuehus.
Vedr. billedet af Bramming Nygårds gårdsplads med træer, folk og dyr, oplyser pensionist Carl Måe, Lindegade 27, Bramming, født d. 9/9 1898:
"Som 17-årig tjente jeg fra 1.nov. 1915 til 1. nov. 1916 pa Bramming Nygård, som da ejedes af Harbo, der solgte kort efter, hvorpå han flyttede til "Jyde gård" ved Præstø.
Jeg fik nævnte år 350 kr. i løn, og en del af mit arbejde som knægt på gården var at køre mælken til Bramming. Bramming Nygård leverede den gang sin mælk - vistnok det hele - til åndssvageanstalten i Ribe, og jeg kørte mælken til Bramming station, hvor portør Klingenberg (bedstefar til nuv. skotøjshandler Thorkild Klingenberg, Storegade 7) tog imod mælken, som portør, der var på prøve, derpå transporterede over perronen og ind i en jernbanevogn, der skulle til Ribe. På modtagerstedet blev mælken kontrolleret af en dyrlæge Møller, som også af og til aflagde besøg i stalden på Bramming Nygård.
Hesten, jeg brugte til mælketransporten var en lille, gul nordbagge (omtrent midt i billedet fra gårdspladsen). Hesten, der på billedet står yderst til venstre og hvis bagben omtrent dækkes af træstammen, hed vistnok "Prinz". Den havde det særpræg at den skråede.
Den spiste al det afsuttede skråtobak, som avlskarlen Oskar Starup gav den. Han smed tit noget ned i krybben til den.
Mens vi sad ved bordet juleaften 1915, da der var et forrygende snevejr og fygning, ringede proprietær Eick, Bramming Hovedgård, til Harbo og spurgte, om Nygårdsvej var farbar, for Eicks datter, der var gift med en pastor Lawaetz, var i barnsnød hun skulle føde. Harbo turde ikke anbefale Nygårdsvej, så Eick sendte sine russiske landarbejdere med køretøjet ad Gabelsvej, og de fik, efter ture ud over markerne, jordemor Petrea Stephensen bragt til hovedgården.
Vi havde 2 landvæsenselever, Oskar Eriksen fra kornfirmaet Eriksen, Esbjerg, og Erik Pontoppidan, søn af en ved politiet ansat i Ribe. Vores fodermester hed Anton til fornavn.
Jeg kom med mine forældre fra Lemvig, hvor jeg er født, til Bramming i 1905, og da købte far, Søren Måe, den gård, som Knud Vestergård ejede og solgte til kommunen, og som fjernvarmecentralen nu ligger op ad. Men i ca. 1917 solgte han gården - i en slags protest mod kommunen og dens dispositioner - og købte en gård, 10 td. ld. større, i Varde". - olaf bak 6.febr. 1979.
Foto: Bramming Byhistoriske Arkiv
Brammingborg
Teglværket
Station uden by
Stationen
Den by vi i dag kalder Bramming blev "født" da Stationen blev indviet i 1874.
Dog blev den spirende by i begyndelsen kaldt Kikkenborg. Folk på egnen vidste jo godt hvad der var Bramminge - det var Hovedgården, og for at skelne mellem Bramming Hovedgård og stationen der lå få hundrede meter fra Kikkenborg, kaldte man stedet for Kikkenborg og stationen benævntes defor også Kikkenborg. Selvom Kikkenborg blev brugt i en del år, afløstes det dog af stationens navn Bramminge.
Da stationen blev indviet i 1874 var der ikke mange der stod af eller på ved stationen. Man kunne jo overnatte på Kroen inden man drog videre til den endelige destination, men det var først da Ribe-banen blev åbnet, at det var vigtigt at bruge det "rigtige" navn. Og efterhånden som byen og trafikken voksede, var Bramminge nu byen og Hovedgården var hovedgården - eller Bramminge Hovedgård.
Da stednavnudvalget i 1967 ændrede Bramminge til Bramming, var DSB trevne i brugen af det nye navn. Stationsskiltet blev først skiftet i 70'erne og konduktørerne blev ved med at bruge Bramminge - med e. Der var mere melodi i dette navn end Bramming med den bratte endelse. Ooog næste station Brammingeeee.
Stationsbygningen og det den repræsenterer, er nok den bygning der har haft størst betydning for Bramming. Man kan stadig undres over at det var lokale ildsjæle der skulle på banen for at forhindre et attentat på perrontaget.
By med station
Hvor der i Nørregade i dag ligger SuperBrugsen, var der tidligere Brammings første industriforetagende - Møllen - bygget i 1885. Den blev opført i kompagniskab med Hovedgården, en møllebygger og mølleren selv - møller Poulsen.
Møllen blev opført som en hollandsk vindmølle. Møllen var en "Jordhollænder". Det vil sige at møllen kunne krøjes fra jorden. Dette var dog ikke nødvendigt idet møllen var udstyret med møllehat og vindrose. Vindrosen (krøjevindfang) var en lille tværstillet vingerotor, som automatisk kunne dreje møllehat (og vinger) i den rigtige retning i forhold til vinden. Denne selvkrøjnimng betød at møllen i stille perioder kunne betjenes af en enkelt person. Jordhollænderen var billigere at opføre end en "Gallerihollænder". Gallerihollænderen står på en undermølle og har et galleri - en slags altan, der går hele vejen rundt om møllen, og hvorfra møllen kan krøjes. Dette er væsentligt hvor der ikke er en naturlig forhøjning i landskabet hvorpå møllen kan opføres og/eller landskabstypen har en "dårlig" ruhedsklasser. Vi skal her huske at møllen på opførelsestidspunktet stod i et åbent og vindrigt landskab.
Møllevingerne var jalousivinger. Klapsejl eller jalousivinger er møllevinger med træklapper som er lettere at lukke og åbne afhængig af vindens styrke, end kludesejl. Hvis blæsten er for stærk åbner klapperne, så vinden løber igennem vingerne uden at få dem til at dreje rundt.
Møller med vindrose og klapsejl var automatiserede og kunne styres af én mand.
Møllen var i mange år en væsentlig del af byens silhouet. Silhouetten ændrede sig dog.
I 1926 blæste den ene vinge ned, og dermed holdt møllen op med at fungere som vindmølle.
I midten af 1950erne forsvandt de sidste rester af det, der siden 1885 havde været en del af byens silhuet: den vingeløse vejrmølle (hvor nu SuperBrugsen ligger). Hvad der i møllen var af mursten pillede spejderne omhyggeligt fra, og rengjorde under ledelse af lærer H.P. Graverholt, og ikke mindst takket være hans store indsats blev det nuværende spejderhus opført ved soppedammen (nu skøjtesøerne) på Bakkevej og indviet i 1959.
På det der nu er hjørnet af Nørregade og Plantagevej, og hvor Superbrugsen nu ligger, ses Kosmorama og Møllen. Kosmorama ses til venstre i billedet og med indgang fra det der nu er Plantagevej. Møllen ses lidt i skjul bag træerne. Skorstenen der ses til højre er skorstenen ved Brødfabrikken. Foto: Bramming Byhistoriske Arkiv.
Kosmorama
Fotografen C. K. Olesen havde i Esbjerg lært det nye medie at kende - de levende billeder. Han havde lært at betjene de maskiner der var nødvendige for at vise billederne, og sammen med en kompagnon besluttede han at Bramming skulle have en biograf.
Den kom i 1907 til at ligge i Nørregade, lige ved siden af møllen - hvor nu SuperBrugsen ligger.
Efter 3 succesfulde år, besluttede de 2 biografejere at
Da Bramming blev trafikknudepunkt voksede byen og den gamle kirke Sct. Knuds kom til at ligge for langt væk.
Kirkeværgerne ved Bramminge S. Knuds kirke blev 1908 pålagt at fremkomme med planer til anlæg af en kirkegård i tilknytning til stationsbyen; et ønske, der blev gentaget de følgende år. 1912 søgtes om statstilskud til opførelse af en ny kirkebygning på den planlagte assistenskirkegård til afløsning for den gamle sognekirke, og året efter forelå tilladelsen til anlæggelse af begravelsespladsen.
I løbet af forbløffende kort tid lykkedes det borgerinitiativet at indsamle over 40 %af anlægssummen blandt byens indbyggere, mens ansøgningen om et statstilskud via finansloven blev imødekommet med den resterende del ( 18.500 kr. )
Kirken blev opført 1914-15 under ledelse af arkitekt Harald Lønborg-Jensen, i udkanten af den lidt ældre bydannelse på nordøstsiden af Nørregade, der fra byens centrum løber mod nordvest for længere ude at dreje mod nord i retning af S. Knuds kirke og Bramminge Hovedgård. Indvielsen af den nye kirke fandt sted 12. december 1915.
Elværk & vandtårn
Rådhuset (borgerservice)
Bakkevejems skole
Forsamlingshuset
Storegade 1
Brugsen
Posthuset
Politistationen
Solcellehuset i Bramming. På taget ses de 261 solcellepaneler. I forgrunden en kamel der var et indslag under indvielsen. Foto: Bramming Byhistoriske Arkiv. Fotograf: Jørgen Juhl, 29. august 1984.
Overalt i dansk radio, TV og den trykte presse var der i ugen op til og dagene efter indvielsen, stor interesse for Europas første solcellehus der blev indviet i Bramming d. 29. august 1984.
Ved indvielsen deltog blandt andre energiminister Knud Enggård med ministersekretær Ruth Christensen, direktør for EU's energiforskningsprogram Albert S. Strub, Jydsk Telefons direktør Kurt Vestergård, Brammings borgmester Egon Lorentzen og Kalmargårdens direktør Knud Svarre.
Huset blev opført på en grund tilhørende Kalmargården i Bramming. For opførelsen stod Kalmargården, der i samarbejde med Jydsk Telefon, Lyac og Alex Grosman gennemførte et femårigt EU støttet projekt. Projektet var det første af fire fuldskalaforsøg med solcellehuse. De 3 øvrige EU-støttede projekthuse blev opført i Tyskland, Italien og Grækenland. Jydsk Telefon var EU-projektansvarlig for det danske projekt.
Huset var specialudviklet til solceller og tagarealet med solceller udgjorde 70 kvadratmeter. Arkitekterne (Flemming Bay-Jørgensens tegnestue) designede et hus tilpasset middelhavsområdet.
Solcellehuset eksisterer endnu - dog let ombygget og uden solceller. Det er i dag et "almindeligt" parcelhus - dog med en særpræget historie.