Glarmester - Bramminginfo

1906 er kendt som året hvor Bakkevejens skole blev bygget, men det var også året hvor Bramming Byggeforenings huse i Lindegade blev startet.

Den 19.8.1906 blev Bramminge Byggeforening stiftet med et medlemstal på ti mand, som dagbladet Sydvestjylland skrev. Formand for foreningen var mægler Th. H. Thomsen – han var formand for Den socialdemokratiske Vælgerforening – og glarmester C. Rasmussen næstformand, mens kassererposten bestredes af banearbejder H.P. Schmidt (han flyttede senere ind i Lindegade 5).

Et par måneder senere var jorden til 12 parceller købt for 15 ør pr. kvadratalen. Grundenes størrelse var 240 x 110 alen. Vejen havde ikke fået navn endnu, men Sydvestjylland skrev at husene kom til at ligge med facaden langs den vej, der fører fra Elmegade i retning af den ny skolebygning – Bakkevejens skole var netop under opførelse dengang. Der blev trukket lod om de enkelte parceller.

Det skete faktisk 6 år før Arbejdernes boligforening blev dannet i København – starten på boligbevægelsen.

Byggeriet

Husene, i hvert fald nogle af dem, blev vist bygget af bygmester Tonnes Tonnesen i 1906-07 og de måtte koste 5.000 kr. pr. stk. Byggeriet var projekteret med statstilskud, de indgik altså ikke i en boligforening, men blev købt af medlemmet. Byggeriet består af 2-familehuse (ex. nr. 17 og 19 er sammenbygget), i alt 5 dobbelthuse, i dag nr. 5-23. Da husene blev bygget var det familiehuse, i dag er de næsten alle sammen beboet af enlige.

De oprindelige beboere:

Det var først og fremmest folk fra banen der var med til at bygge husene, et sted står der også det var folk fra Teglværket, sidstnævnte har jeg nu ikke kunnet finde, men det ville nu også kræve en større undersøgelse end jeg har kastet mig ud i. Men de vi kender siger jo også en del.

I nr. 5 – det nordligste, nærmest Plantagevej, boede banearbejder H.P. Schmidt og hans kone Kristiane. Kristiane syede for folk. 1909 annoncerede hun: Al syning udføres ude og hjemme. Kristine Schmidt, Bramming. Da hun i 1950 fyldte 70 år kunne Vestkysten meddele at hun havde gået med aviser i 18 år. I 1911 stod H.P. Schmidt som arbejdsmand ved teglværket.

Nr. 7 er bygget sammen med nr. 5. Muligvis har Hartvig Petersen ladet denne del af huset opføre (se nr. 9). Vejmand Andreas Sørensen (1887-1976) og Ingeborg (1888-1955) har boet her, de havde syv børn.

Nr. 9: Her boede Hartvig Petersen (1886-1948) siden 1917. Han var tømrer ved DSB, men havde ejet savskæreriet eller Den gamle listefabrik på Ribevej som han solgte i 1909 og havde bestyret teglværket på Gabelsvej for købmand Hestbech. Kom til Bramming i 1891 der da havde 15 huse. De havde boet flere steder inden Lindegade. Han og Anna Katrine (1896-1944) havde 8 børn, der fik efternavnet Hartvigsen. Et af børnene, Nanna bestyrede til 1923 sin fars fedevareforretning (slagteriudsalg) i Storegade 7 og blev gift med den senere kæmner Axel Kruchow fra nr. 19. Om Hartvig hedder det endvidere at han i 1909 blev bidt af Kikkenborgs store hund.

Nr. 11: Her boede vistnok missionær Ingemann Petersen indtil 1924, han var leder af Bramming KFUK fra 1919.

Nr. 13 er bygget sammen med nr. 15 og i den sidste var siden 1945 i mange år bageriudsalg, Laura og Mads Nissen, bagervarerne kom fra bager Thomsen (Storegade).

Nr. 19 – bygget sammen med nr. 17. Banearbejder (senere portør) Rasmus Andreasen solgte 1911 sin ejendom i Byggeforeningen, Lindegade 19 til forsikringsinspektør C.F. Kruchow for ca. 3.600 kr. Rasmus var i 1910 blevet valgt til formand for den lokale Fællesafdelingen for Dansk Jernbane Forbund og det var han med en enkelt afbrydelse til 1920, hvor han gik af efter stærk kritik af ham året før.

I nr. 23 – det sydligste – boede glarmester C. Rasmussen indtil sin død i 1943. CR var med til at stifte Bramming Byggeforening, var først næstformand, senere formand. Han havde værksted på Elmegade og Olaf Bak har noteret at grunden var godt fyldt med glasskår – de havde have ved siden af.

En del har jeg ikke kunne finde adressen på, men de har nok boet i byggeforeningens hus: Banearbejder August Rasmussen har nok boet her i starten, og det samme gælder maler NFC Koller og hans kone kaldet moster Koller (Karen M. Koller). I september 1910 fik maleren sin alderdomsunderstøttelse forhøjet til 9 kr. før jul endda til 15 kr. Af de mere kendte fra det politiske overdrev, nemlig Karlo Poulsen, er måske født her, hans forældre var overportør Niels Chr. Poulsen og Johanne Marie fra Hedensted.

Formanden for Byggeforeningen var C. Rasmussen - én af byens pionerer, han ankom fra København til Bramming kort før århundredeskiftet. Han var af samme generation som Hartvig Petersen, men Rasmussen var uddannet forgylder og i Bramming fik han plads på Martin Hansens Listefabrik men det var en fabrik der gik ned sammen med spekulationsbølgen, så han blev selvstændig fra 1901.

Sygekassen

Men det er glarmester Rasmussens tid i Sygekassen vi skal se på. Han var formand for både hjælpekasse og Bramming sygekasse 1915-30. Han stiftede Børnenes juletræ. Rasmussens forgængere som formand er folk der er omtalt i denne bog i anden sammenhæng. Sygekasser var en social foranstaltning der fungerede frem til Bistandslovens iværksættelse. Man skulle være medlem og betale kontingent for at få tilskud, og i starten var der snævre grænser for hvem der kunne optages, dels aldersmæssigt, dels indkomstmæssigt. En del af restriktionerne kom naturligvis fra staten der jo betalte tilskud.

I 1907 vedtog generalforsamlingen aldersgrænsen for optagelse i kassen skulle sættes op fra 40 til 50 år, men først skulle man spørge sygekasseinspektøren, og her har svaret sikkert været nej. Sidst på året blev et par velansete borgere i hvert fald nægtet optagelse pga. alder: dyrlæge Skjøttgaard, grosserer (og på den tid sognerådsformand) M.A. Madsen og tømrer Hartvig Petersen, der i 1907 var teglværksbestyrer. Skjøttgaard var da 42 og de to andre 41. Fabrikant Thomsen der var 39 år kom lige med. Så det var jo lige før sygekassen var en slags aldersrente.

Året efter måtte man ikke alene sætte kontingentet op, men også udskrive ekstra kontingent på 35 øre pr. medlem. Det månedlige kontingent blev sat op til 70 øre for en familie. Når der nu var underskud i kassen og kontingentforhøjelse, var der jo grund til at undersøge om der var medlemmer, der ikke burde være det. Der var faktisk en øvre indtægtsgrænse, kaldet sygekassegrænsen – de rige måtte selv betale deres sygdom – og efter at have konfereret med vores sygekasseinspektør vedtog bestyrelsen at den øvre grænse skulle være en årlig indtægt på 1.600 kr. plus 100 kr. pr. barn.

Vestjyllands Socialdemokrat 28.1.1908

Bramminge Sygekasse havde i aftes ordinær generalforsamling på Kikkenborg, regnskabet balancerede med et underskud på 52 kr. Medlemstal 1. januar: 137. Det vedtoges at forhøje kontingentet fra 90 øre til 1 kr. månedligt, at betale tre måneder forud.

Sygekassegrænsen betød en social uretfærdighed på grund af skattesystemet, i 1906 var indkomstansættelsen f.eks. således: Lærer Manich 807 kr., ledvogter Mads Petersen 83 kr., bygmester Tonnes Tonnesen 40 kr., købmand N.P. Andersen 100 kr., en anden købmand, Bendix Hansen var sat til 1.680 kr. – til gengæld var kommuneskatten ikke som i dag, i 1906 betalte man 4½%. At dømme efter disse tal har der været få i Bramming der ikke kunne være medlem af en sygekasse grundet indtægt.

Postyret blev startet af læge Johs. Nielsen, der mente at der var folk der var uberettiget medlem, så bestyrelsen vedtog at rette henvendelse til lægerne om at komme med deres besværinger desangående i løbet af 8te dage. Nu var det jo sådan at lægerne fik betaling af kassen i forhold til medlemmer, og i Frederikshavn var det sådan at lægen fik 8 kroner pr. familie og 4 kroner pr. enkeltmedlem. Når lægen kunne finde på at blande sig var det fordi det kun var ubemidlede, der nød godt af den lave betaling.

Måske var der også lidt rod i regnskaberne, i hvert fald havde sygekasseinspektøren anbefalet at sygekassen anskaffede regnskabsbøger, det gjorde de så og betalte lærer Hansen 1 kr. til billet til Esbjerg for at sætte sig ind i det nye system. Der indkom ikke besværinger fra lægerne. Kort tid efter rejste lærer H.P. Hansen da lønnen var for ringe i Bramming og glarmester Rasmussen blev kasserer (1910) med en årlig løn af 50 kr.

Året efter var der atter problemer med medlemslisten som inspektøren beklagede sig over og bestyrelsen forklarede at sygekassens område er stationsbyen, altså også en del af Hunderup og Sneum kommune. Området var nærmere at bedømme som ’provinsby’ og landdistrikt. Problemet søgtes løst ved en ekstraordinær generalforsamling om medlemslisten. Det kunne jo komme så vidt at man blev frataget anerkendelse – og statstilskud. Indtægtssiden syntes at have været svag hele tiden, i 1908 stod der: Vedtaget at afholde basar da sygekassens status grundet på den store sygelighed i årets løb, er alt andet end god. Basaren gav 700 kr. i overskud.

Annonce Basar og tombola lørdag den 14.11. på Kikkenborg kl. 1 og dilettantforestilling kl. 9, søndag åbnes basaren kl 4, koncert kl. 7, dilettant kl. 8, der opføres En nat i Roskilde, sangfarce i 1 akt. Søndag aften bal til kl. 2, Bestyrelsen for Bramming Sygekasse.

Vestjyllands Socialdemokrat 11.11.1908

Fuldemandssnak

I 1910 var der en ansøgning fra gårdejer Anders Andersen, Nørå om dagpenge i anledning af en skade han ved ulykkestilfælde havde pådraget sig. Da sygekassens bestyrelse har bragt i erfaring at andrageren på det givne tidspunkt var påvirket af spiritus og kørte uforsvarligt… såfremt han kan fremskaffe skriftlig attest fra de i vognen værende personer om, at han ikke på dette tidspunkt var kendelig påvirket af spiritus og kørte forsvarligt, vilde dagpengene kunde udbetales. Ingen tvivl om at den berusede gårdejer burde straffes, bestyrelsesformanden var afholdsmand og de fleste i bestyrelsen var det også. Da der jo ikke rigtigt var mulighed for at kontrollere det, indførte bestyrelsen omvendt bevisførelse: det var medlemmet der skulle bevise at han ikke var fuld! Kort tid efter blev han nu ekskluderet grundet for stor indkomst.

Lægebesøg og enker

Men udgifterne truede hele tiden med at løbe løbsk så i 1912 blev der indført sygesedler som et bestyrelsesmedlem skulle attestere inden behandling hos læge. Men sygesedler var nu ikke en opfindelse i Bramming, det havde man også andre steder. Og man skulle betale 25 for hver gang lægen blev hentet og 10 øre hver gang han søgtes eller efter anmodning aflagde lejlighedsbesøg. Lidt senere kom der et fremskridt for enker, der jo ellers kunne være dårligt stillet efter mandens død, idet det blev vedtaget at enker med børn fremtidigt skulle være berettiget til dagpenge på 75 øre når de betalte fuldt kontingent som familie.

Homø

Det var ikke alle ansøgninger der blev imødekommet, bla. de mere spektakulære kan nævnes et par fra 1914, der har en homøopatisk læge i Vilslev, altså en kvaksalver, naturlæge, eller hvad de nu har heddet. Han har været besøgt af to medlemmer, nemlig Else Marie Thomsen og murer N.P. Andersen. Vi får jo ikke noget at vide om hvordan virkningen har været, den kostede mureren 81 kr. og bødkerfruen 65, men sygekassen gav nu ikke noget til den slags, det hjemler sygekassens love ikke. Og sagen blev forelagt generalforsamlingen!

Maries sygdom

En særlig historie er den om Marie, karetmager Søndergaards kone, som fylder en del i sygekassens annaler. I 1908 var hun indlagt på Frederiks Hospital, det blev nedlagt i 1910 med oprettelsen af Rigshospitalet – så hun har været én af de sidste patienter, i 6 uger. Til den ende bevilligede sygekassen et tilskud på 1.35 kr. om dagen, men med den ikke uvæsentlige bemærkning at bemeldte garanti er at betragte som et lån. Det faldt sig netop sådan at sygekassen havde mange syge det år, så den søgte kommunen om tilskud.  Det blev understreget at et tilskud kun skulle gå til de medlemmer der boede i Bramming, ikke de fra Ribevej og Storegade m.v. som boede i Hunderup kommune.

Også i 1909 var Marie syg så generalforsamlingen vedtog (28.1.1910): Fra karetmager Søndergaard forelå andragende om tilskud fra sygekassen i anledning af at hans hustrus sygeophold på St. Josefshospitalet i Esbjerg. Det vedtoges at sygekassen betaler restbeløbet for sygehusopholdet, nemlig 176.00 kr.  Generalforsamlingen vedtog at det tilføres protokollen at ovennævnte beløb kan udbetales, i betragtning af at indlæggelsen var påbudt af lægen og der ikke i øjeblikket var plads på amtssygehus.

Imidlertid viste det sig at det ikke var i overensstemmelse med vedtægterne at udbetale beløbet, og glarmester C. Rasmussen der var kasserer, ville ikke udbetale beløbet. Det skete så det pudsige at en ekstraordinær generalforsamling med stemmerne 22-6 (3 blanke) vedtog et ekstraordinært kontingent for at dække beløbet, men der indkom kun 67 kr. – så var man jo lige vidt. Men en ansøgning til sygekasseinspektøren om at resten måtte tilstås Søndergaard som lån, lader til at være gået igennem. Så den 13.4.1910 udbetaltes pengene. Når man betænker at timelønnen for en arbejder dengang lå på omkring 50 øre, kan man jo nok se, at en sygehusregning på 176 kr. var en pæn sum – det ku jo nærme sig to månedslønninger for en arbejder.

På sygekassens generalforsamling i 1930 blev glarmester Rasmussen væltet efter 15 år, og Ferdinand Mogensen blev formand. Der var murren i krogene om ufine metoder og Vestkysten skrev Imidlertid kan det ikke nægtes at hans djærve væsen har stødt adskillige mere sarte medborgere på manchetterne (8.3.1930), men sygeplejerske Clara Holding tog ham i forsvar (11.3.1930) for Rasmussen var forstående overfor de syge og små i samfundet… bag det til tider barske ydre var der en mand som vilde hvad der var ret og godt.

Hundredemandsforening

Den 4. december 1896 blev der i Bramming dannet en hundredemandsforening. Det lugter jo lidt af loge og konspiration, men var dog noget helt andet, snarere en slags sygekasse. Dens formål er: Gensidig støtte ved sygdom og dødsfald. Ved indmeldelse skulle man betale 1.25 kr. Ved første dødsfald udbetaltes så 100 kr. og en ny opkrævning på 1 kr. pr. medlem begyndte. Forslaget blev fremlagt i ugebladet af Onkel Fritz der oplyste at gennemsnitligt ville der dø 6% af medlemmerne om året. Jeg vil nu da tro at det kunne have ganske meget med alder og social sammensætning at gøre. Foreningen skulle ved sygdom opkræve 2 øre pr. dag pr. medlem som dagpenge til et sygt medlem, der så vil få udbetalt 2 kr. pr. dag. Der var en bestyrelse men man kan undre sig lidt over foreningen når der nu var en sygekasse i byen. Men som anført var medlemskab i den begrænset af alder. Der er nu vist ikke spor efter at Hundredemandsforeningen kom til at spille nogen rolle.

Sygeplejeforening og sygeforening

Det gjorde imidlertid en anden forening der blev oprettet i 1910, Sygeplejeforeningen, som blev oprettet for at skaffe en sygeplejerske til byen. Endnu tidligere, i 1890, var der oprettet en privat sygeforening hvor man ved kontingent og solidariske forpligtelser kunne opnå nogen hjælp under sygdom. I en kort tid var der et sygehjem på Sct. Knuds allé 14 med en 3-4 sengepladser, det var ledet af en sygeplejerske og læge P. Hinkbøl – det var i perioden omkring 1. Verdenskrig.