Befolkning
Arbejde og befolkningsvækst i 70erne
Bo i Bramming - arbejd i Esbjerg
Du ser dem med det samme, når du er på stationen om morgenen - eller venter på tog sidst på dagen: den trofaste flok af brammingensere, der kender hinanden og tydeligvis bruger toget til transport og ikke fornøjelse. De skal på arbejde i Esbjerg - eller kommer hjem og haster videre på cykel fra stationen. Hvis den da ikke er blevet hugget! Eller den fyldte bil med dug på ruderne på vej ud af Storegade før solen er stået op. De udgør alle et karakteristisk træk i byens arbejdsliv. Bramming er nemlig ikke bare en by, hvor man både bor og arbejder. Bramming er også byen, hvor man bor – og arbejder et andet sted.
I løbet af 1970erne voksede befolkningstallet kraftigt, og der blev ikke flere arbejdspladser i byen, så flere måtte søge arbejde udenfor byen. De der arbejdede udenfor Bramming var i starten 1.000 – og i slutningen 2.000, og de allerfleste – nemlig 75% – tog til Esbjerg for at arbejde. I 1970erne var der konstant en 4.000 arbejdspladser i kommunen, men der var fra 5.000 til 6.100, der var i arbejde. Byen voksede kraftigt fra 3.700 til 5.800 indbyggere.
Men det var jo ikke sådan, at alle blev tvunget ud af byen hver dag for at gå på arbejde. Det var nok snarere sådan, at der kom flere til Bramming, som i øvrigt havde arbejde i Esbjerg, men foretrak at bo i Bramming på grund af mindre boligudgifter og billigere skat – og så var der de bramming-arbejdere, der satte pris på den højere timeløn i Esbjerg. Og endelig var der friheden for fiskestanken i Bramming. Den ku' jo nok jage folk af Esbjerg i 60erne og 70erne!
Kvinderne
Af det rejsende folk udgjorde kvinderne ½ – med en stigende andel i perioden. Der var også folk, der rejste til Bramming for at arbejde – men slet ikke så mange, som der rejste ud. Hver gang der var to der rejste ud, var der én, der rejste til Bramming for at arbejde. Og det er bemærkelsesværdigt, at der er en betydelig større kvindeandel blandt indrejserne i forhold til udrejserne.
Blandt de kvinder, der i mange år pendlede til Bramming, var byens børnebibliotekar. I starten var der ikke så meget arbejde i byen, så hun tog også en tjans i Esbjerg. Da hun boede syd for Ribe, var det en pæn tur, hvor der blev fortæret mange børnebøger. Men en dag skete pendlernes gru: hun tog et tog, der ikke standsede i Bramming, bådtoget Englænderen, og det var ikke godt, for det standsede ikke før Kolding, og da toggangen i de dage ikke var så tæt, blev det vist ikke til så meget børnebiblioteks betjening den eftermiddag!
Hvad laver de?
De rejser dagligt til Esbjerg, pendlerne hedder de i statistik-sprog. Det arbejde, de tog i 1970erne var mest i fremstillingsvirksomhed, som fabrikker hedder i statistisksproget - over en fjerdedel af pendlerne arbejder her. Det ku være Slagteriet, Vestfrost, fiskeindustrien. Og så er der dem med det pæne tøj, der statistisk arbejder indenfor administration, altså kontorfolket, dem var der også mange af. Det var navnlig på dette område, der var stigning igennem årtiet. Der var 3 gange så mange kontor-pendlere i 1980 som i 1970! Så kom butiksansatte, transport (herunder også arbejde på havnen) og sundheds- og socialvæsen. Ikke forbavsende er kvinder næsten enerådende i sidste gruppe. Det er altså et broget billede, der tegner sig af de arbejdende i de år, da Bramming blev stor. Blandt de mange pendlere får et par stykker ordet:
Cykel- og knallertparkering på pladsen mellem stationen og posthuset: der er pendling ud af Bramming! (1980). (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
26 ÅRS PENDLING - NÆRMEST EN LIVSSTIL
Mogens Jessing har pendlet til Esbjerg i 26 år, først i fire år, da han gik på handelsskole og var i lære, siden 22 år til sin nuværende arbejdsplads. Den første periode kørte han med bus – afbrudt af en kort tid med samkørsel, som blev opgivet, da den anden ikke gad at vente - og de sidste 22 år med tog, der er praktisk, da der kun er 8 minutter fra stationen til arbejdspladsen. Afstanden til stationen i Bramming bliver tilbagelagt pr. cykel, hvor MJ fremhæver det behagelige i, at der nu er aflåset cykelparkering. Tidligere var cyklen i stykker eller væltet hver anden gang. Han har kolleger i Esbjerg, der må have cyklen stående på stationen om natten - og det medfører anskaffelse af »ny« cykel med få måneders mellemrum.
Der er sjældent problemer med at bruge toget, men en gang imellem, når MJ har møder f.eks. i Sønderjylland, må han bruge familiens bil. Det betyder så, at hans kone, Marianne, må bruge tog/bus til sin arbejdsplads, der ligger i udkanten af Esbjerg, hvilket giver en transporttid på 45 minutter, så det er ikke så populært.
Forsinkelser med toget er der mange af - og de synes ret uafhængige af vejret, men arbejdskollegerne har vænnet sig til, at man kan komme til aftalte møder med forsinkelse. Et andet problem er så, hvis man kommer for sent til toget, men her er ikke de store problemer på grund af den hyppige togdrift til Esbjerg. Da han kørte med bus, var det et problem, så måtte han se at få lånt en bil, enten hos far eller svigerfar. Det kan være træls at komme hjem fra Esbjerg, hvis man har aftenmøder, så har MJ været ude for at gå på arbejde fra kl. 21-22 på grund af manglende tog, men han kan også være heldig at ku køre med en kollega, der bor i Ribe, som så kører over Bramming. Men i store træk har MJ ikke oplevet problemer med at bruge toget – det kører altid også i snevejr.
Hvorfor Bramming?
Når nu både MJ og hans kone arbejder i Esbjerg, var det jo naturligt at flytte til Esbjerg. Da MJ fik læreplads i Esbjerg, havde han tænkt sig senere at få arbejde i Bramming, men da han var tilfreds med det nuværende arbejde, kom det ikke på tale at bytte arbejdsplads. Det ville snarere være sådan, at var arbejdspladsen flyttet til Esbjergs udkant, ville han være flyttet til Esbjerg. Men en flytning kommer ikke på tale, da Marianne ikke vil bo i Esbjerg, som hun opfatter som kold.
Pendlerklubben
MJ er tilmeldt pendlerklubben, der varetager pendlernes interesser overfor DSB, og havde også forberedt klage over stigende billetpriser, ikke så meget af økonomiske grunde, som af politiske (der er mere fornuft i af bruge kollektive transportmidler i stedet for private).
Tiden i toget bruger han til at forberede sig på sit arbejde, men har også været ude for at læse spændende bøger: en gang var den så spændende, at han måtte bruge det første kvarter af arbejdsdagen på at læse et kapitel i bogen færdig! På MJs arbejdsplads, HK-Esbjerg, er der omkring 30 ansatte, heraf er der en 6-7 pendlere (også én til fra Bramming), men som MJ sagde: Der er adskillige af mine kolleger fra Esbjerg, der har længere transporttid, end jeg har. Så jeg forbliver pendler en rum tid endnu, sluttede han.
Mogens Jessing har pendlet i 22 år – mest med DSB (privatfoto)
SLAGTERIARBEJDER I ESBJERG
Kesse har rejst til Esbjerg og hjem igen hver dag siden oktober 1971 - alle årene til Vestjyske Slagterier og retur. Med få undtagelser – højst ti gange på 27 år - har det altid været pr. bil. Han sagde, at det man i gamle dage så af narkomaner på stationen, var nok til at gøre ham i så dårligt humør, at han for enhver pris hellere ville tage bilen.
I 15 år var de et fast slæng fra Bramming, der kørte til slagteriet, med Kesse som chauffør, og afregning på 15 kr. pr. uge pr. mand. Skulle de ikke hjem på én gang, var der sjældent problemer med at finde en anden fra Bramming, man ku køre med. Men også andre transportmodeller har været på tale, nemlig én uden kontant afregning, hvor de gennem 6 år var tre, der skiftedes til at køre og så fra dag til dag aftalte, hvem der kørte næste dag. I 1998 var der omkring en 150-200 (af en arbejdsstyrke på 800) fra Bramming, der arbejdede på Slagteriet
Afgangstiden fra Bramming er fast, og er passageren ikke på plads til den aftalte tid, er det værst for ham selv – de andre vil jo ikke komme for sent på arbejde, fordi der er én, der ligger og snuer, men den slags problemer er sjældne, siger Kedde.
Turen derind tager 20 minutter om morgenen og 25 om aftenen, når der er mere trafik. Vejen går over Sneum, hvor de om vinteren godt kan blive bremset af vand på vejen, men kan man se lidt asfalt, der rager op af vandet fremme, kan man godt køre, selv om bommene er nede. Men det er selvfølgelig også forekommet, at der har været vand op til tændingen og man tænker, om man nu skal ud i vandet for at skubbe. Står vandet for højt, går vejen over Ll. Darum eller nordover.
Rafling på Blichers Kro
Snevejr kan også være en hindring. Ved det store snevejr i '95, hvor mange sad fast, klarede de sig igennem fra Esbjerg ved at køre over Korskroen i stedet for over Skads – det tog tre timer, men hjem kom de! Kun en gang i alle årene, har det måttet give op, hvor de blev standset ved Tjæreborg. Men så gik de ind på Blichers Kro og raflede, og havde det i det hele taget hyggeligt, indtil der kom et tog.
Når Kesse begyndte at pendle til Esbjerg, var det først og fremmest på grund af lønnen, selv i normalt tempo - der er jo meget akkordarbejde på Slagteriet – ville man dengang ku holde 30% mere i Esbjerg end i Bramming. Desuden sagde han, er det jo i dag sådan, at der aldrig har været ret mange arbejdspladser for ufagloerte i Bramming. Tidligere var der jo mange arbejdspladser for faglærte som møbelpolstrere og maskinsnedkere, men det er der jo heller ikke mere. Ud over Slagteriet, arbejdede de ufaglærte fra Bramming på køleskabsfabriken Vestfrost, på filetfabrikerne (de der var tilbage) og som havnearbejdere eller lastoptagere (spise- og skidtfisk) på Havnen.
Kesse har kørt til slagteriet i Esbjerg hver dag siden 1971 - med bil. (privatfoto)
EN RIGTIG PENDLERFAMILIE - ANNE & JOHN
De kom til Bramming i 1984 efter at være flyttet fra Østjylland til Esbjerg kort før. Hun arbejder og arbejdede på Sygehuset og han hos typehusfirmaet Kalmargården. Når det blev Bramming i stedet for Lykkegårdsparken i Esbjerg, var det på grund af huslejens størrelse - og selv om han fik arbejde i Padborg, blev de hængende i Bramming. De kan godt li Plantagevej, hvor man kan se hvad der foregår og er midt i byen - kort fra stationen. John er nu EDB-chef hos speditionsfirmaet H. P. Therkelsen og har bare 1 time og 10 minutter til arbejde, hver vej. Når han er blevet der, er det først og fremmest fordi han godt kan li arbejdspladsen. De har tidligere overvejet at flytte, men det er ikke blevet til noget, så nu.....
Da bilen jo er god for 1.000 km om ugen, er det DSB, Anne Schwartz betjener sig af, når hun skal ind på narkoseafdelingen. Det er skifteholdsarbejde, hvor ingen uge ligner den foregående. Men der er jo mange tog, så det er ikke noget problem, desuden er det en fleksibel arbejdsplads. Men mest af alt: Anne kan godt lide at have god tid, så hun tager hellere et tog tidligere end det, der egentlig er brug for. Så behøver hun heller ikke at stå og ryste som de andre, hvis der nu skulle være forsinkelser. Efter en lang vagt, kan man jo godt være træt, og en gang var Anne på nippet til at falde i søvn, men kom dog af i Bramming i tide. Indtil nu har hun også haft narkoseberedskab på Ribe sygehus i ny og næ.
En del af arbejdet på sygehuset er tilkaldevagt, hvor man kan være hjemme og så skal stille på vagt i løbet af en halv time, og det kan godt være om natten. Så er det enten pr. taxa, eller også må EDB-manden ud af fjerene. For bilen skal ikke stå på parkeringspladsen ved sygehuset om natten - det er der dårlige erfaringer med. Som narkosesygeplejerske kan man også få brug for at skulle ud til trafikuheld, hvor forulykkede skal have narkose, inden Falck kan skære dem fri. Så bliver Anne transporteret med taxa eller Falck til ulykkesstedet.
Hun mindes ikke vinterproblemer, hvor hun ikke har kunnet komme hjem, DSB plejer at indsætte bus, hvis der er togproblemer. Af og til har kolleger tilbudt hende en lift med bilen, og når hun så en sjælden gang gør det, er det lige før, hun fortryder: man sidder alligevel bedre i toget, og før hjemme er man alligevel ikke.
På hendes afdeling er der en 4 sygeplejersker, der pendler og der en 6-7 andre, der også gør det. De har sågar en portør fra Bramming, der cykler til Esbjerg, men det er vist kun om sommeren. Jeg har også en kollega fra Ribe, der præsterer somme tider at cykle på arbejde, siger Anne.
Med tog eller bil, fast arbejdstid eller skiftende - pendlerne bor i Bramming og kan li det!
Trods skiftende arbejdstider på Centralsygehuset pendler Anne Schwartz fra Bramming (privatfoto)