Poul La Cour

Poul La Cour Museet

Museet befinder sig i de bygninger, hvor Poul la Cour for godt 120 år siden gjorde sin epokegørende forskning i vind og brint. Det var denne forskning, som blev afgørende for, at Danmark blev førende på verdensplan inden for vindteknologi, så det er ikke uden grund, at stedet bliver kaldt for den moderne vindmølles vugge.

Museet er ikke kun historien om en mand og hans opfindelser, men i lige så stor grad et stykke dansk kulturhistorie over Poul la Cour liv som grundtvigianer, folkeoplyser, højskolelærer og som en dybt troende person. Det er denne spændende historie der har været fortalt i de historiske bygninger siden 2001, hvor Poul la Cour Museet åbnede

Poul la Cours ungdom

Som 12-årig kom Poul la Cour på Randers Latinskole, fordi han gerne ville være præst. Her fandt han ud af, at hans interesse for de humanistiske fag var meget lille, hvorimod han blev meget optaget af fysik og matematik, hvilket kom til at bestemme hans fremtid.

I 1865 begyndte han at studere fysik og matematik på Københavns Universitet, hvorfra han i 1869 skrev magisterdisputats i meteorologi.

Med det formål at studere oprettelse af meteorologiske målestationer foretog han i 1870 en del udlandsrejser, og i 1872 fik han stillingen som

underdirektør på det nyoprettede Meteorologisk Institut i København.

Begyndelse som opfinder

Forudsætningen for at etablere Meteorologisk Institut var at telegrafen var kommet og blevet et vigtigt redskab til at få informationerne om vejret hjem fra hele landet. Telegrafen var på det tidspunkt blevet et utroligt populært kommunikationsmiddel, som alle ville bruge. Systemet var derfor overbelastet.

Poul la Cour fik en ide om, hvordan systemet kunne ændres, så man kunne sende flere samtidige signaler på samme ledning, men det var der også andre som gjorde, nemlig Edison i USA. Det udviklede sig til en patentstrid. Det lykkedes for la Cour at udvikle et brugbart system, hvor der kunne sendes op til 16 samtidige beskeder, og Videnskabernes Selskab tildelte ham en guldmedalje for denne opfindelse, som de betegnede som den største opfindelse på det elektriske område i de sidste 50 år. Dette blev starten på en lang og spændende, men også en stressende periode som opfinder.

Inden Poul la Cour kom til Askov opfandt han tonegaffel-telegrafien, så man kunne sende 12 samtidig beskeder på en telegraflinje i stedet for kun en. Senere udviklede han teknikken til det såkaldte tonehjul, som fandt anvendelse på mange andre områder. Illustration: Poul La Cour Museet

Skiftet til Askov

I Askov havde Ludvig Schrøder oprettet den udvidede højskole. Meningen med den var, at tidligere elever kunne komme tilbage og få overbygning på deres første ophold. Skolen søgte derfor en underviser med naturvidenskabelig baggrund og med gode formidlingsevner. Poul la Cours hustru så gerne sin mand komme væk fra det stressende opfinderliv i København og fik sin mand til at søge stillingen. Den fik han, og i 1878 flyttede de til Askov. Dette blev begyndelsen til et nyt liv og indledningen til en epoke, som 100 år senere skulle få stor betydning for vindmølleindustriens genopståen.

I Askov arbejdede Poul la Cour videre med telegrafien, og i 1883 var han på en international messe i Wien, hvor hans opfindelse vakte stor opmærksomhed. I Wien fik han både en aftale med en forretningsmand fra Paris og en fra Østrig-Ungarn. Hans bestræbelser udmøntede sig dog aldrig i de store indtægter for ham, formentlig fordi han var mere opfinder end forretningsmand.

I 1881 udgav la Cour første udgave af bogen Historisk Matematik, som sidste gang blev udsendt i 1966. I 1906 var den blevet oversat til tysk. Han udgav mange andre - både fagbøger og mere populærvidenskabelige bøger, bl.a. et stort værk om opfindelser gennem tiderne.

Efter nogen tid i Askov begyndte la Cour at eksperimentere med brint, som han mente var fremtidens energiform. For at kunne lave brint måtte han have elektricitet, hvilket ikke var tilgængeligt på det tidspunkt. Med en bevilling fra den danske stat byggede han i 1891-92 den første el-producerende vindmølle i Danmark.

I 1897 fik han en ny og større bevilling, således at han kunne bygge en forsøgsstation og en større el-producerende vindmølle. Staten var allerede dengang interesseret i, at der blev forsket i alternativer til den stigende import af kul. Det er disse bygninger, som fortsat eksisterer i Askov, og som i dag rummer Poul la Cour Museet.

Poul la Cours store vindmølle fra 1897, og til højre herfor i baggrunden, Danmarks første elproducerende vindmølle fra 1891. Foto: Poul La Cour Museet.

Det blev dog ikke brinten, men udviklingen af den ideelle vindmølle, som skulle blive la Cours livsværk og det, han huskes for i dag.

Med sin vindtunnel begyndte han at lave en systematisk afprøvning af forskellige vingeprofiler, hvilket endte med, at han fik optegnet det såkaldte muslingediagram. Dette viser den optimale profil af en vinge i hele dens længde og ligner til forveksling udformningen af den moderne vinge, som bruges i dag.

Han påviste også suget på bagsiden af en vinge og dokumenterede, at møllerne skulle have så få vinger som muligt. Det er nemlig det overstrøgne areal og ikke arealet af vingerne, som havde betydning for møllens effekt.

Omkring år 1900 opstod der er stort behov for folk, der kunne udføre elektriske installationer, og han oprettede derfor en elektrikeruddannelse. En af hans elever var Johannes Juhl, som senere skulle føre Poul la Cours arbejde videre.

Han var samtidig initiativtager til en lang række projekter, som alle på en eller anden måde havde et socialt og samfundsmæssigt sigte. I 1903 tog la Cour initiativ til at stifte Dansk Vind Elektricitets Selskab (D.V.E.S.), hvis formål var at udbrede brugen af vindkraft.

Poul La Cour som underviser. Foto af Maleri af Poul la Cour fra 1913. Malet efter foto. Foto: Poul La Cour Museet.

Efter Poul la Cours pludselige død i 1908 overtog J. Th. Arnfred ledelsen af forsøgscenteret. Efterhånden ændrede stedet dog karakter, og hovedformålet blev udelukkende at fungere som byens elværk, som blev nedlagt i 1958.

I år 2000 blev stedet overtaget af Poul la Cour Fonden, som har til formål at bevare og udbrede kendskabet til Poul la Cours banebrydende arbejde.

I dag er stedet omdannet til museum og undervisningssted, og hvert år kommer der flere hundrede unge mennesker og får undervisning på det naturvidenskabelige område. På denne måde fortsætter stedet i Poul la Cours ånd.

Tekst: Bjarke Thomassen.

På Museet i Askov kan du indsnuse atmosfæren i originale forsøgslokaler, se hans redskaber og instrumenter og sidde på samme skolebænk, som hans elever gjorde i 1880-erne. Museet har til huse i de lokaler, som lå sammen med forsøgsmøllen.

Få mere information samt se åbningstider, priser og mulighed for guidede rundture på Museets hjemmeside: https://www.poullacour.dk/

Herunder ses annoncer og artikler fra dagspressen. Dette materiale giver et indblik i personen Poul La Cour, og hans virke. Et indblik der ikke er set med eftertidens øjne, men med datidens.

Annonce i Fædrelandet, Torsdagen den 14. Marts, 1878

Annonce i Dagbladet, Søndag den 6. Maj, 1888.

Annonce i Aalborg Amtstidende, Onsdagen den 13. November, 1889

Poul la Cour.

(Se billedet.)

Af Askov Højskoles velkendte Læsere er Poul la Cour ikke den mindst kendte.

Og han er ikke blot kendt i Højskoleverdenen, men han er som Videnskabsmand godt kendt i den videnskabelige Verden, ikke blot her i Landet, men i de fleste evropæiske Lande, ja langt ud over disse endda, i Amerika og saa godt som i hele den civilicerede Verden. Desuden er der Vist ikke mange Mennesker, selv om de ikke hører til nogen af de nævnte to Lejre, som ikke har hørt la Cours Navn nævne med Hæder; nærværende Blads Læsere vil i alt Fald kende hans Navn bl. a. fra en Artikel, vi havde forleden, og som forklarede hans nyeste Opfindelse Kratostaten.

Slægten la Cour stammer oprindelig fra Frankrig, og den danske Linjes Stamfader, som hed Pierre La Cour, kom her til Landet i 1732. Poul la Cour er en Sønnesøns Søn af denne indvandrede Franskmand. Han fødtes 13de April 1846 paa Gaarden Skjærsø ved Ebeltoft, hvilken Gaard hans Fader havde købt, og den er, saa vidt vides, endnu i Slægtens Eje. Han er Broder til Kaptajn la Cour, den bekendte Redaktør af "Tidsskrift for Landøkonomi", Forstander for Lyngby Landbrugsskole og Præsident i Landhusholdningsselskabet.

1864, altsaa i en Alder af 18 Aar, tog Poul la Cour sin Studenterexamen fra Randers Latinskole og kastede sig strax over de Fag, han senere vandt sig et betydeligt Navn ved og vandt sig megen Glæde af, de nøgterne Videnskaber :

Matematik og navnlig Fysik. Efter at han i fem Aar havde studeret disse Fag, tog han 1866 Magisterkonferens heri.

Meteorologien interesserede ham særlig stærkt i den Tid. Denne Gren af Videnskaben er jo forholdsvis ny, er derfor heller ikke kommet ind under de fasteste Former, men der er næppe Tvivl om, at kommer den en Gang ind derunder, vil den have stor praktisk Betydning.

Her var Opgaver af vidtrækkende Betydning at løse; de vinkede la Cour, og han fulgte Vinket. Han foretog en Rejse i Udlandet for at berige sin Kundskab om den meteorologiske Videnskabs Stilling i de store Kulturlande, og da vi fik oprettet vort meteorologiske Institut (1872) var la Cour selvskreven til en Plads ved dette, og skønt han kun var 26 Aar gammel, ansattes han dog strax som Institutes Underbestyrer. Hans

rastløse Aand havde imidlertid Bestæftiget sig med andre Opgaver ogsaa. At han var fortrolig med Elektriciteten, den Naturkraft, der giver vort Aarhundredes materielle Verden Karakter - det kaldes jo Elektricitetens Aarhundrede - er selvfølgeligt. Han opfandt Tonehjulet, en simpel, men genial Opfindelse, som bl. a. gjorde det muligt i en og samme Telegraftraad og paa samme Tid at afsende flere forskellige Telegrammer. Videnskabernes Selskabs Guldmedalje, blev ham tildelt. Patentet er solgt til Amerika.

Det var i 187S. Vi kan med det samme notere, at han ogsaa har opfundet en ny Maade at signalisere paa, den saakaldte Spektotelegraf. som man havde Lejlighed til at se ved Udstillingen i Kjøbenhavn 1888. Med den er det muligt at telegrafere ved Hjælp af Lyset, f. Ex. i mørke Nætter fra Fyrtaarne.

Endelig har la Cour gjort sin sidste geniale Opfindelse Kratostraten eller Kraftjævneren, hvis Betydning ikke for Øjeblikket fuldt ud kan vurderes, medens det dog afgjort kan siges, at den overgaar hans tidligere Opfindelser ikke blot i Genialitet, men i praktisk Betydning. Det er, som man ved, den stærke Naturkraft, Vinden, som la Cour vil gøre sig til Herre over. Det vil sikkert lykkes ham at faa den gjort anvendelig til Fremstilling af Elektricitet, og dette aabner store Udsigter.

Randers Dagblad og Folketidende, Onsdagen den 14. Juni, 1893

Inserat i Kalundborg Avis, Mandag den 27. April, 1908

Poul La Cour

Da Poul la Cour i Efteraaret 1878 blev knyttet til Askov Højskole, var han ikke nogen ukendt Mand.

Han var Opfinder af Tonebjulet, og han havde været Underbestyrer ved Meteorologisk Institut. Han var en lovende, ung Naturvidenskabsmand, af hvem man ventede sig meget.

Naar han var bleven derinde i den store By. hvor man saa at sige har monopoliseret alle Kulturmidlerne her i Landet, kunde han have naaet meget hojt, maaske som Opfinder, maaske som Lærer ved Polyteknisk Læreanstalt eller ved Universitetet.

Men han valgte at flytte ud paa Landet for at blive Højskolelærer.

Dette Skridt, dette Brud paa Traditionen, var uforklarligt for mange, men det var aabenbart i god Overensstemmelse med P. la Cours Tænkemaade og Sindelag.

Det var ikke en uoverlagt Handling, som han senere fortrød. Fremherskende Trærk ved hans Karakter var jo netop Fasthed og Inderlighed.

Nogle vil maaske mene, at han alligevel fortrød det. men ikke godt kunde komme tilbage igen. At dette er urigtigt, kan man bevise.

I 1888, da P. la Cour var ca. 40 Aar gl.. blev Stillingen som Leder af Meteorologisk Institut tilbudt ham. men han afslog det for at blive ved Højskolen som Lærer. Efter 7 á 8 Aars Forløb var han vokset saaledeS sammen med sin Gerning paa Højskolen, at han ikke kunde eller vilde forlade den.

P. la Cour indførte Matematiken og Fysiken paa Højskolen og i Forsamlingshusene, og man trængte i høj Grad til det. Baade paa Skolen og i Forsamlingshusene kunde han faa Folk til at lytte. Folk var den Gang vante til at nøjes med de folkelige og kristelige Foredrag af omrejsende Præster og Højskoleforstandere. Hvorledes blev det muligt for la Cour at trænge igennem med sit? Hvilke Virkemidler brugte han? Det var den klare og jævne Fremstillingsmaade, understreget af en stærk Understrøm af Inderlighed, der gjorde Underværkerne. Han var utrættelig i at finde paa Billeder, der kunde belyse, hvad han vilde føre frem. Den. der har set la Cour foran en Tavle med Figurer og Tal. som han selv havde tegnet og skrevet, og den, der har hørt hans klare Udvikling og fulgt hans Bevisførelse, glemmer det aldrig: det var en Nydelse.

P. la Cour var ikke Politiker. Det var kun i den stærkt bevægede Provisorietid, at han kom lidt mere frem. Ved Folketingsvalget i Bække den 21. Januar 1887 holdt han saaledes en skarp Tale imod Regeringen. Det var hans Retfærdighedssans, der oprørtes. Da vi gled ind i rolige Tilstande, forstod han ligesom Fjord og Dalgas at frigøre sig for Partipolitikens Vilkaarlighed.

Han fik Statstilskud til sine Vindelektricitetsforsøg. og en stor Del af sine Kræfter viede han til Løsning af den Opgave at indfange og omdanne Vindkraften til elektrisk Strøm, der saa atter kunde bruges i Landbrugets og Haandværkets Tjeneste. Han opfandt Kratostaten, ved hvis Hjælp den ustadige Vindkraft faar Lov til at lave en jævn Strøm. Han fik stiftet et Vindelektricitetsselskab. hvis Opgave det er at vejlede Folk ved Anlæg af Vindelektricitetsværker.

De ikke saa faa Værker af den Slags rundt om i Landet vidner om. at Virksomheden allerede har baaret Frugt.

Den viltre ustadige danske Vind, der farer hen over Landet og ofte gør Ulykke, den vilde la Cour indfange en lille Del af, for at den kunde komme til at gøre Nytte. I Norge har de Vandkraften. Den er storstilet og forholdsvis nem at faa fat paa. Den egner sig til Stordrift. Her i Landet har vi Vindkraften. Den repræsenterer vistnok flere Hestekræfter pr. Kvadratkilometer end Vandfaldene i Norge. Men den er ustadigere og vanskeligere at saa fat paa. Den egner sig bedst til den mindre Drift.

Det er en stor Opgave, men la Cour vilde endda noget mere.

Han havde opdaget noget i det danske Folks Sind, der lignede Vinden.

Han havde opdaget, at vi har en overdreven Lyst til at drive Løjer med alt mellem Himmel og Jord. Den danske Spøgefuldhed, der ofte er saa vældig, at den bliver ondskabsfuld og volder Ulykke, løber sig tilsidst træt i det bare Vrøvl. Denne Vindkraft havde la Cour ogsaa opdaget. Han havde Agtelse for Kraften, men han syntes, at Udviklingen var for ringe.

Han var selv en Alvorsmand. Man havde paa Fornemmelsen, naar man talte med ham, at det ikke gik an at komme med spøgefulde Bemærkninger eller Udenomssnak, men at man skulde gaa lige til Sagen.

Skulde man komme med en Spøg, da maatte den være saa umådeholden, at den kun krusede Alvorsfladen ganske let og midlertidigt.

Det modsatte vilde volde ham Ubehag, og man bøjede sig derfor.

Ligesom la Cour satte sig den Opgave at tæmme en Del af Vindkraften, for at den kunde gøre Nytte i det praktiske Liv, saaledes vilde han ogsaa gerne tæmme en Part af det danske Folks Aandsevner, for at de kunde komme til at højne og tjene Samfundet. Han har Ret i den Betragtning, at der paa begge Omraader gaar nok til Unytte endda.

Naar en saadan Mand, der ikke alene er en stor Dygtighed, men tillige en retlinjet Karakter, en helstøbt Personlighed, gaar bort midt i sin Manddomsgerning, da er Tabet saa stort, at man ikke lige straks kan fatte dets Omfang. Først efterhaanden vil det gaa op for os, hvor uhyre stort Tabet virkelig er.

Vi maa gøre os fortrolige med, at vi virkelig har mistet P. la Cour.

Denne stille, tæmmede, men alligevel vældige Kraft virker ikke længere iblandt os. Aldrig mere skal vi høre hans milde og dog mandige Røst. Aldrig mere skal vi lytte til hans klare, indtrængende og overbevisende Tale.

Maaske kommer saa tilsidst det Spørgsmaal til mange af os: Er du naaet til at værdsætte denne Mand efter hans Fortjeneste? Og føler man sig alligevel ikke truffen, da kan man gøre sig selv endnu dette Spørgsmaal: Venter du nogen Sinde at finde hans Lige? Og naar man saa har svaret paa dette Spørgsmaal, kan det være. at der til Følelsen af Sorg over Tabet kommer en stille, men bitter Selvbebrejdelse, fordi man alligevel ikke har skønnet paa ham i saa høj en Grad, som man burde. Man synker da hen i stille Grublen, indtil man synes at hore P. la Cours Røst endnu en Gang: "Kære Ven, hvis du synes, at jeg har udrettet noget, der er værd at mindes, saa gaa hen og brug dine Evner paa samme Maade."

Ladelund. den 27. April 1908.

Jens Johansen.

Holbæk Amts Venstreblad, Fredag den 1. Maj, 1908

Vejle Amts Folkeblad, Lørdag 8 Januar, 1910

Poul la Cour

I det sidste udkomne hefte af "Askov Lærlinge" har cand. polit, Even Marstrand ydet et smukt Bidrag til Mindet om afdøde professor la Cour.

Vi gør et lille Uddrag af Afhandlingen.

Der bliver maaske senere Lejlighed til at omtale Aarsskrlftet nærmere.

La Cour blev Student 1864. Trods sin Ungdom vilde han have værel med i Kampen for Fædrelandet, men Forældrene mente, at han ikke burde afbryde sin Skolegerning, og de havde desuden ikke mindre end tre Sønner og en Svigersøn I hæren. Om Fru la Cour paa Skærsø har jeg hørt, at hun naar Efterretningerne fra krigsskuepladsen kom, altid først saa efter, om de Danske havde hast Sejr eller Nederlag; bagefter undersøgte hun saa, om nogen af hendes var blandt de døde eller saarede.

Poul la Cour kom en Gang i Studenteraarene i en Debat med en af Kammeraterne om religiøse Spørgsmaal.

Kammeraten var stærkere i sine Argumenter, saa at Poul la Cour følte sig haardt trængt og syntes, han ikke længere kunde klare sig ad Tankens vej. Men da greb han sti sin Tro, "Jeg tror paa Gud Fader, Søn og Helligaand", udtalte han. Med denne rent personlige Bekendelse opløstes Diskussionen; men la Cour havde følt sig bestyrket i, at den Barnetro, som han havde ført med sig fra sit Hjem, var stærkere end alle Tankeslutninger.

Helge Holst fortæller om en Mand, der som Dreng havde skrevei til la Cour og bedt ham hjælpe sig med en Opgave, hans Matematiklærer ikke kunde forklare ordentlig. La Cour sendte ham et Brev paa 4 Sider med 3 forskellige Løsninger af Opgaven, oven i Købet ledsaget af en Tak for henvendelsen. Det er dette sidste, som er værd at understrege.

La Cour var ligefrem taknemlig for at kunne hjælpe andre til Rette ud fra sin egen Viden.

Om la Cours Evne til at naa ud til alle med det, han havde at fremføre, forlælles en lille Historie, der tidligere har været offentliggjort:

Der var Efteraarsmøde hjemme paa min Egn. Poul la Cour skulde tale . .

En gammel Nabohusmand, vi havde i Dagleje, havde vi ikke noget videre at give at bestille, da vi alle tog til Mødet, og vi fik saa den Ide at tilbyde ham, at han maatte gaa med. "Det er vist ikke noget for mig", sagde han. "Men naar a alligevel faar min Dagløn, saa.....". Saa gik vi til Mødet. Det store hus var propfuldt af Mennesker.

Der var mødt op mod 3000 Tilhørere, næsten udelukkende Bønder og mange, som aldrig havde hørt et Foredrag før.

Saa traadte Poul la Cour frem, han vilde tale om himmelrummet, om himmellegemernes Forhold til hinanden. .... vor husmand sad lige over for mig og synles at forberede sig paa en lille Slummer. . . .

Saa begyndte la Cour. Da han havde talt nogle Minutter, var der Dødsstilhed i Salen . . .

Da la Cour sluttede, og jeg atter saa mig om i Salen, faldt mit Blik først paa den gamle husmand, han sad lige foran mig. Munden stod halvtaaben, og Øjnene stirrede endnu paa den Talerstol, la Cour havde forladt.

Jeg trak ham i Ærmet for at spørge ham, hvad han syntes om Foredraget.

Men han mærkede del ikke, han vedblev at stirre paa Talerstolen.

Da vi fulgtes hjemad, havde han ikke Ord nok at sige om Foredraget. Det var alligevel det "skønneste", han nogen Sinde havde hørt.

Vi gik begge og faldt hen hver for sig i sine Tanker om Foredraget. Nogen Tid efter brød husmanden Tavsheden.

"Men der er noget, jeg er ked af", sagde han stilfærdig med et Suk. "Og det er?" spurgte jeg forundret. "At Sidsel ikke ogsaa kom med til det Møde".

Sidsel var hans Kone.

Kolding Folkeblad, Tirsdag den 21. December, 1912

Poul la Cour

Hvordan la Cour kom til Askov.

I det nylig udkomne Elevforeningsaarsskrift "Askov Lærlinge for 1912" findes en ca. 90 Sider lang udmærket Levnedstegning af Poul la Cour.

Den er skreven af Fru la Cours Brodersøn, den nye Kaldskapellan i Lumbsaas i Odsherred, Even Marstrand, der i de sidste Aar har været Lærer paa Askov Højskole.

Her vil vi gerne gøre opmærksom paa Artiklen ved at citere et lille Uddrag af den. C'and. Marstrand fortæller følgende om, hvordan la Cour kom til Askov: Gennem sin Hustru, der i 1867 havde været Elev paa Askov Højskole, har La Cour vel nok haft Indtryk af de Mænd, som virkede der : Schrøder og Nutzhorn.

I Foraaret 1878 blev der paa et Møde i Tivoli i København slaaet til Lyd for en Udvidelse af Folkehøjskolernes Undervisning. Grundtvigs Tanke om den store Højskole i Sorø blev fremdraget; men Resultatet af Mødet blev dog, at man søgte at fremkalde en saadan Udvidelse i Askov, hvor Schrøder med sin grundige Viden og brede Personlighed netop egnede sig til, at gøre en saadan ny Indsats.

Men der krævedes ogsaa, at man i højere Grad end hidtil gav Oplysning om Naturens Kræfter og Love.

Poul la Cour var den Mand, der skulde føre denne Side af Sagen ud i Livet.

La Cour var til Stede og holdt Foredrag ved et Møde i Askov i Avgust 1878. Højskoleforstander Rosendal i Lyngby fortalte ved la Cours Begravelse saaledes om dette Møde: "For tredive Aar siden, da vi havde det vidunderlige Møde i Askov, hvor la Cour opdagedes for den danske Højskole som en Solstraale, havde jeg den lykke at bo paa Værelse sammen med ham. .Jeg husker, hvor betaget han var af, hvad vi hørte. Da vi var sammen her ved Schrøders Jordefærd, blev det sagt et Par Gange, at Schrøder var ikke veltalende. .leg har nu ikke kendt Mage til Veltalenhed, som da Schrøder ved hint Møde fortalte om Luthers Klosterliv. la Cour var stærkt bevæget. Da vi kom op paa Værelset, sagde han: "Aa dette er et velsignet Sted". En Dag sagde Schrøder til mig: "Tror du ikke, vi kan faa det dejlige Menneske til at blive her? Føl dig for". Og jeg følte mig for, og det blev jo Enden, at han blev her, og han har jo været til saare megen Velsignelse her".

Saaledes fandt Askov og la Cour hinanden; han fandt det som et velsignet Sted, og det fandt ham som et dejligt Menneske. Ved Slutningen af Medet udtalte Schrøder, at den Mand, som var skikket til at knyttes til den udvidede Højskole, nu var fundet.

Snart skulde det vise sig at Schrøders Valg ikke kunde være truffet bedre.

Efteraaret 1878 kom la Cour til Askov med sin Hustru og sine to smaa Børn, der var født i København 1876 - 1877. Men hans Indvielse til den ny Gerning blev af en ejendommelig Art. Det var hans Hustru, der havde draget ham til Askov. Han siger i sin korte Selvbiografi i "julebogen", at det var hans første og senere hans anden Hustru, der begge havde "Baade evner og Adhu for det menneskelige; og under deres Indflydelse groede der noget op af min i den Retning ellers ret fattige Jordbund, som dog - efter alt at dømme har faaet Betydning

for mere end mig selv". - Og nu, kun en Maaneds Tid efter at Skolen var begyndt, skulde han miste hende, der i saa høj Grad havde ført ham ind i det menneskelige og det kristelige. To Dage efter, at hun havde født ham et Barn til Verden, døde hun.

Medens la Cour den sidste Nat vaagede ved sin Hustrus Dødsleje, sad hans Venner paa det ny Sted, Schrøder og Nutzhorn, inde i Stuen ved Siden af for at være i Nærheden. Da hørte de fra Sygeværelset en Salme, som ikke tidligere havde været kendt i deres Kres, men som aabenbart har været kær for den døende:

Sidder stille i Jerusalem,

sagde, Herre, du til dine,

til jeg sender jer fra Lysets Hjem

Saalerne og Klæder mine,

med en Trøster, som til mig er Mage,

og som jer til Enden vil ledsage,

være Eders Sol og Skjold.

Salmen bragte dem, der sad i Stuen ved Siden af, Bud om, at der var vundet Sejr og Trøst over Døden derinde.

Det var i det hele ei vidunderlig fredfyldt Dødsleje, saa den gamle, erfarne Pastor Svejstrup i Vejen kunde udtale ved Begravelsen : "Jeg har staaet ved mangt et Dødsleje, Gud ske Lov! ogsaa ved saadanne, hvor der var Fred ; men aldrig har jeg af en døendes Mund hørt en saadan Sejrs Fred og Glæde strømme som ved hendes"

Under det sørgelige Indtryk af Hustruens Død udførte la Cour altsaa sit Arbejde den første Vinter i Askov. Det var Vinteren 1878-79, og skolen havde 60 Elever, alle mandlige.

Næste Vinter havde Skolen ca. 100 Elever og deraf var 36 saa paa ældre Hold - andet Aars.

Herning Folkeblad (Vestjylland), Tirsdag den 7. Januar, 1913

Gredstedbro-Skolemødet.

Det aarlige Skolemøde ved Gredstedbro paa Genforeningsdagen var i Aar forlagt til Jedsted Mølles Have, da Gredstedbro Kro fremdeles er lukket.

(... uvedkommende tekst udeladt ...)

Efter Sangen: »Der skinner en Sol i Lys og Løn«, holdt Gymnastikinspektør Kirkebjerg et godt Foredrag om afdøde Højskolelærer Poul la Cour, Askov. Af dette Foredrag bringes nedenfor et kort Referat; Højskoleforstander Nørgaard ønskede dermod ikke sit Foredrag om »den frugtbare Uro« refereret.

Referat.

Gymnastikinspektør Kirkebjerg:

Der er sagt om afdøde Forstander Schrøders Foredrag, at de virkede befrugtende. Om la Cours kan man sige, at de fremkaldte Daad.

Poul la Cour er født paa Gaarden Skærsø paa Mols. Han tog Studentereksamen fra Randers lærde Skole. I en Selvbiografi siger han, at det ikke var fri for, at han var lidt doven, medens han læste til Studentereksamen. Han fik da ogsaa kun anden Karakter.

Da han kom til København for at studere Meteorologi og Fysik og Kemi, tog han fat med megen Energi, la Cour ønskede at deltage i Krigen 1864 som frivillig, men det vilde hans Forældre ikke give ham Lov til, da de havde flere Sønner med foruden ham.

1869 tog han Embedseksamen med Meteorologi som Hovedfag. I de første 2-3 Aar efter sin Eksamen var han Lærer hos sin Broder paa Lyngby Højskole. Derefter var han indtil 1878 Bestyrer af det nyoprettede meteorologiske Institut.

1873 blev han gift med en Datter al Historikeren Fr. Barfod. 1878 blev det vedtaget, at Askov Højskole skulde drive udvidet Undervisning og Ludvig Schrøder ønskede meget at faa la Cour knyttet til Skolen. Han sagde gerne ja, og det varede ikke længe, inden han fandt, at »Askov var et velsignet Sted«.

la Cour havde en underlig Evne til at rydde alle Vanskeligheder af Vejen med Kærlighedens stærke Arm.

Han var en varm Ven af Skyttesagen og i 1884 tog han sig for at sætte sig ind i den lingske Gymnastik, som han blev meget begejstret for. Han sagde, at det gjaldt om at uddanne Skabningen til Skaberens Ære. 1885 drog han med 12 unge Karle til Lunds Universitet for at de kunde lære den lingske Gymnastik.

Han vilde have, at Ungdommens aandelige Liv skulde have Lov til at vokse i Stilhed. Naar der var nogen, der trængte til hans Hjælp, var han som den rette Tjener rede til at hjælpe til Rette.

Han var en uendelig ren Sjæl, derfor maatte han kæmpe med alt Smuds. Han var saaledes med til at stifte Foreningen til Smudspressens

Bekæmpelse. Af denne Grund faldt Smudsbladene over ham og førte en heftig, men ugrundet Kritik mod hans Arbejde med Forsøgsmøllen.

la Cour havde altid travlt, men kom der en eller anden af de unge og vilde tale med ham, havde han altid Tid.

Hans kristelige Vidnesbyrd var altid saaledes, at man mærkede, at der laa Oplevelse bagved. Han havde en forunderlig stærk Tro paa Bønnens Magt. Det var særlig ham, der gjorde det største Arbejde med Oprettelsen af Askov Valgmenighed, hvis Degn han var til sin Død. Da han døde var der stor og oprigtig Sorg i Askov og langt videre ud. Appel sagde ved. hans Baare: »Den, som saar med Graad, skal høste med Frydesange«; disse Ord passede mageløs paa ham

Da Højskoleforstander Nørgaard havde talt, holdtes en Kaffepavse paa fem Kvarter. Derefter talte Nørgaard om Højskolens Maal, og Kirkebjerg fortalte et Eventyr af Selma Lagerløf, og saa sluttede det vellykkede Møde med Sangen "Altid frejdig, naar du gaar«.

Ribe Stifts-Tidende, Torsdag den 16. Juni, 1921