Riber Kærgård - Bramminginfo

Hovedbygningen består af tre fløje med en toetages hovedfløj mod øst og to enetages fløje mod nord og syd, og gårdrummet herimellem er pigstensbelagt. Samtlige fløje har en høj kælder. Hovedbygningen er en grundmuret og hvidkalket bygning med røde, teglhængte heltage, der i østfløjen afsluttes af en toptak i hver ende. I rygningerne ses forskellige typer skorstenspiber i røde sten. I samtlige tagflader er der adskillige nyere kviste med afvalmede tegltage, dog er der i østfløjens østvendte tagflade kun ovale tagvinduer. På ydersiden har hovedbygningen en sorttjæret sokkel, og samtlige langsider afsluttes øverst af en profileret gesims. På hovedfløjens haveside fører en ældre, bred granittrappe med murede vanger op til en flammeret fyldingsdør, der sidder i en kurvehanksbuet døråbning, som indrammes af en portal. Portalen krones af en vandret sandstensfordakning, og herover er et ovalt vindue flankeret af sandstensdekorationer. På gårdsiden er der indgang til hovedfløjen via en enfløjet, flammeret fyldingsdør med et vifteopsprosset overvindue. Døren sidder i en enkeltfalset, kurvehanksbuet døråbning. Foran døren ligger et granittrin, og i muren over døren er indmuret en række teglsten med motivet løbende hund støbt i stenene. På gårdsiden er der indgang til nord- og sydfløjen gennem to tofløjede, flammerede fyldingsdøre, der begge sidder i en enkeltfalset, kurvehanksbuet døråbning. Foran døren i nordfløjen er en nyere fritrappe med løb til to sider, udført med murede trin og vanger og et simpelt jerngelænder. Foran døren i sydfløjen er en ældre granittrappe med murede vanger og et nyere, simpelt jerngelænder. Trappen står vinkelret på facaden ligesom den på havesiden. Over begge døre er et sandstensrelief med årstallet 1695 og et kronet monogram. Begge fløje har desuden på gårdsiden en kældertrappe med murede vanger og klinkebeklædte trin, som fører ned til en revledør. Samtlige vinduer er smårudede. I stueetagen er de udformet som krydspostvinduer, på første sal som korspostvinduer og i kælderen og i kvistene er vinduerne torammede. Samtlige døre og vinduer er nyere, men udført på traditionel vis. Vinduerne er malet hvide, mens dørene er grå undtagen døren mod havesiden, der er malet brun.

Hovedbygningen rummer både undervisningsrum, opholdsrum og kontorer. I det indre er træk fra en ældre planløsning bevaret med gallerigange mod gårdspladsen, der giver adgang til de store stuer og sale mod haven. I nordfløjens vestende er en tidligere forstanderbolig bevaret med køkken og badeværelse. Der er flere gennemgående trapperum, hvori de ældre hovedtrapper er placeret. Kælderen er udnyttet, og i den hvælvede kælder er bevaret flere ældre bageovne samt et fangehul. De tre fløjes tagetager er ligeledes alle udnyttede til kontorer og klasseværelser. Hovedbygningen har indvendigt klinkegulve, bræddegulve og væg-til-væg tæpper samt pudsede vægge og lofter. I riddersalen, placeret i hovedfløjens stueetage, er der synlige bjælker og loftsbrædder ligesom der er bevaret en ”hemmelighed” i sydgavlen. I stueetagen er der dybe vinduesnicher, som øverst er kurvehanksbuede, og vinduerne er forsynet med forsatsruder, hvoraf flere er udført med termoglas. Der er bevaret ældre bygningsdele som en- og tofløjede fyldingsdøre, profilerede gerichter og fodpaneler samt i enkelte rum stuk. I forstuens vægge er indmuret et par stensplader med forskellige dekorationer, heriblandt et løvehoved samt forskellige våbenskjold. Kælderen har teglstens- og pigstensgulve, i enkelte rum er der støbte gulve eller terrazzogulve, vægge, lofter og hvælv er kalkede, og dørene er ældre revledøre med klinkefald.

Bygningshistorie

De tidligst kendte ejere af Kærgaard tilhørte den magtfulde adelsslægt Lange.

Det tidligste Kærgård - en borg - lå på voldstedet Møgelkærshøj, der ligger syd for den nuværende hovedbygning.

Kærgaards første ejer var Henrik Esgesen Lange, der døde før 1465. Hans søn, Esge Henriksen Lange, solgte i 1478 gården til sin nevø, Thomas Lange, der var ærkedegn i Ribe. Thomas Lange gik i kloster i 1495, og gården blev overtaget af en nevø. De næste 100 år sad slægten Lange fortsat på Kærgaard og udvidede jordtilliggendet ganske betragteligt.

I begyndelsen af 1500-tallet blev gården flyttet til den nuværende placering, og der blev opført et stenhus på stedet. Spor af denne tidlige bygning findes endnu i kælderen under hovedfløjen.

Det var formodentligt Niels Lange, der omkring midten af 1500-tallet lod hovedbygningen udvide til en statelig tre- eller firelænget gård, bygget i røde mursten.

Lange-slægten ejede Kærgaard frem til 1662.

Kærgaard har haft en lang og kompliceret bygningshistorie, og hovedbygningen har gennemgået tre store ombygninger.

Begyndelsen af 1600-tallet var præget af Danmarks krigsdeltagelse og gentagne svenske besættelser. Dertil kom, at konjunkturerne for langbruget efter 1660 generelt var dårlige, og i 1662 måtte Jørgen Lange derfor sælge Kærgaard.

Den nye ejer var Erik Krag. Krag var en af tidens største jordbesiddere og ejede en række andre herregårde i området, bl.a. Endrupholm, Selsø og Eskebjerg. Også Erik Krags mange investeringer havde imidlertid svært ved at forrente sig i kriseårene. Krags enke, Vibeke Rosenkrantz, måtte derfor sælge Kærgaard til sin svigersønnen generalløjtnant Frederik von Gersdorff i 1687.

I 1695 blev Riber Kjærgård kraftigt ombygget af generalløjtnant Frederik von Gersdorff. Han åbnede borggården mod vest, og hovedfløjen i øst fik frontispice, dvs. en dekorativ, gavllignende udbygning, samt kobbertag. Han opsatte en portal på havesiden, og på sidefløjene blev der mod

borggården indsat nye døråbninger med monogramtavler med årstallet 1695.

Niels Langes renæssanceanlæg blev ombygget til det barokanlæg, der stadig udgør kernen i den nuværende hovedbygning. Det var formodentlig arkitekten Ernest Brandenburg, der stod for dette byggeri. I Søren Sørensens ejertid i 1830'erne blev hovedbygningen ændret markant. Meget materiale, bl.a. blytaget og flere egebjælker, blev fjernet og solgt. Hovedfløjen blev reduceret til én etage, og i 1868 blev sydfløjen indrettet til fattiggård.

Gersdorff gik fallit i 1722, og han måtte sælge en række af sine besiddelser. Han beholdt dog Kærgaard, hvor han døde i 1724.

Gersdorffs søn overtog gården i 1731 efter morens død, men det var dog svigerdatteren, Margrethe Rosenørn, der satte det største præg på Kærgaard i slutningen af 1700-tallet. På hendes foranledning iværksatte præsten Knud Lang en række reformer af godsdriften på Kærgaard. Omkring 1757 påbegyndtes således udskiftningen af fæstegodset, hvorved landsbyfællesskabet blev ophævet, og gårdene flyttet fra landbyen ud til deres marker.  

Allerede inden Margrethe Rosenørns død i 1786 var store dele af fæstegodset, i tråd med periodens reformtanker, blevet frasolgt. I forbindelse med en auktion over dødsboet efter Margrethe Rosenørn købte endnu flere af Kærgaards fæstebønder sig fri og blev selvejerbønder.

Efter auktionen gik Kærgaard gods i opløsning. Gersdorff og Rosenørns søn havde ikke sikret sig, at hovedgården efter frasalget af bøndergodset kunne bevare sin skattefrihed, og de uventede skatter nødvendiggjorde en udstykning af selve hovedgården i 1789.

Mellem 1789 og 1827 havde hovedparcellen omtrent 100 forskellige ejere. I 1827 købte Søren Sørensen Kærgaard, og under han blev store dele af gården revet ned og materialerne solgt.

Riber Kjærgård blev udstykket i 1830, og bygningerne blev igen forandret. Blandt andet rev man østfløjens øverste etage ned, og Riber Kjærgård blev indrettet til fattiggård og senere ”Hjem for vanskelige unge piger”.

I 1868 købte de omkringliggende kommuner hovedbygningen og indrettede den til fattiggård.

Staten overtog den meget faldefærdige Kærgaard i 1940.

I 1941-1944 gennemførte arkitekt P. J. Petersen gennemgribende restaurering af Kjærgård, bl.a. fik hovedfløjen tilføjet en etage.

Efter restaureringen blev gården indrettet til statsungdomslejr.

I 1949 overgik Kærgaard til den selvejende institution Kærgaard Landbrugsskole.

Hovedbygningen er fredet.

Danske slotte og herregårde har slotsspøgelser. Riber Kjærgård har flere: Jomfuen, det skjulte barn og den grusomme herremand. Den sidste kan ses Valborgaften med sine halsende hunde, der har rødglødende øjne og blodige tunger.

Sagnet om den blå låge

Der knyttes mange sagn til Riber Kjærgård - et af dem omhandler sagnet om Den blå Låge:

Ridder Niels Lange var en dygtig, men hård og streng mand, også over for sin nærmeste familie. En sindssyg søster boede hele sit liv på den gamle borg. Hun var som ung en smuk og livsglad pige. På samme tid var der ansat en ligeledes køn og livsglad skytte. Der opstod varme følelser mellem de unge, og de holdt ofte stævnemøder i skoven. I skovkanten mod vest ud mod engen var der også dengang en blåmalet låge. Her mødtes de ofte. Det kom Niels Lange for ørene, og han blev rasende.

Han gav en af sine svende ordre til en måneklar aften at myrde skytten, så søsteren kunne se ham falde. Det skete som befalet, men fra den aften var jomfru Lange ikke menneske mere. Hun vandrede hvileløst rundt, indtil døden befriede hende fra denne jammerdal.

Med et sort slør over hovedet gik hun hver aften ud til Den blå Låge og spejdede ud over engen, som om hun ventede skytten ville komme. Efter hendes død blev det opdaget, at der hver nat kl. 12 gik en tilsløret dame ud fra borgen gennem skoven til Den blå Låge. På den tid var der stille i skoven. Ingen havde mod eller lyst til at møde den tilslørede dame og forstyrre hende i hendes vandring. Meget forståeligt, idet der blev fortalt, at hvis et ungt par mødte hende, så forsvandt deres kærlighed til hinanden eller også blev deres første barn i ægteskabet sindssygt.

Det skete for den sidste af slægten Lange, som ejede Riber Kjærgård. En køn riddersmand trodsede den tilslørede dame og mødtes med sin hjertenskær ved lågen. Straffen udeblev ikke. Deres første barn fødtes sindssyg, og efter få års ægteskab døde det unge par.

I den tid der har været landbrugsskole på borgen, har man naturligvis altid fortalt eleverne om den tilslørede dame...Ingen bør tage en unødvendig risiko.

Som beskrevet, er Riber Kjærgårds historie lang og broget. Rigets mægtigste slægter boede her, og blev afløst af de fattigste og dårligst stillede - vagabonder, åndssvage, fattige og hjælpeløse - for endelig at blive genrejst til fortids stolthed af fremsynede folk.

I midten af sidste århundrede var fornedrelsen total; tilbage stod en lav, skummel, stråtækt bondegård. Kobber- og tegltag og træværk af øverste etage var solgt, gårdspladsen, voldgrave, og kældre fyldt med jord, murbrokker og skrammel. Den sidste ejer var kørt fast, og omegnskommunerne, Darum, Vilslev, Hunderup og Bramming købte stedet i 1868 og fik dermed løst et forsorgsproblem, idet der blev fattiggård på stedet

Fattiglemmerne var en blanding af alle slags tabere, hjælpeløse gamle, enlige med små børn, invalide, drankere, arbejdssky, svagt begavede. Der var mange børn, og i alt boede der 30-50 mennesker. Nogle blev kort tid, andre i flere år. Man søgte at beskræftige lemmerne, for mændenes vedkommende i eget landbrug eller lejet ud til nabogårde, mens kvinderne arbejdede med tekstiler, kartede, spandt, syede sko og tøj for egnens befolkning mod betaling.

En ny fattiglov i 1891 reducerede antallet til en halv snes over de næste 30-40 år, og dermed blev anstalten for dyr for kommunerne. Det lykkedes ikke at få amtet til at overtage stedet, og nabokommunerne trak sig ud af samarbejdet. Tilbage stod hjemstedskommunen Hunderup nu med anstalten og en stor beslutning: Skulle det gamle slot nedrives eller genrejses?

Tanken om en højskole eller anden form for skolevirksomhed fødtes, men tredivernes arbejdsløshed og landbrugskrise gjorde det ikke let. Et udvalg blev nedsat, men drømmen blev lagt brak af krigen. Fattiggården blev i 1940 overtaget af staten, som brugte den til "opbygningslejr" - en slags statsungdomslejr for unge arbejdsløse.

Man gik igang med genopbygningen, men allerede i 1941 steg efterspørgslen efter arbejdskraft, tørvemoser, brunkulslejre og andre former for brændstofforsyning hentede arbejdskraft. Også tyskerne skabte arbejdspladser ved fæstningsanlæg, flyvepladser m. m. Alligevel lykkedes det, under Nationalmuseets ledelse, at genopbygge slottet til sin oprindelige skikkelse til maj 1943. Nu gjaldt det om at holde tyskerne ude. Derfor overgik slottet fra arbejds- til socialministeriet, og blev fredehjem for et halvt hundrede unge piger i alderen 15 til 19 år. De blev sat i gang med at rydde op i park og skov, udgrave voldgrave og lignende.

Tiden gik - krigen sluttede, og der blev samlet midler ind for at købe slottet af ministeriet og indrette det til den nuværende landbrugsskole.

Ejerrække

(1440) Henrik Esgesen

( ) Esge Henriksen

( -1502) Thomas Lange

(1502- ) Gunde Lange

( ) Hans Lange

( -1565) Niels Lange

(1565-1609) Hans Lange

(1609-1614) Tyge Lange

(1609-1661) Peder Lange

(1161-1662) Jørgen Lange

(1662-1672) Erik Krag

(1672-1687) Boet efter Erik Krag

(1687-1724) Frederik Gersdorff

(1724-1731) Edel Margrethe Krag, gift Gersdorff

(1731-1748) Christian Frederik Gersdorff

(1748-1786) Margrethe Rosenørn

(1786-1790) Niels Jacobsen og Peder Thomsen

(1790) Tolder Møller

(1790) Didrik Kirketerp

( ) P.L. Nissen

( - 1801) Sophie Amalie Gersdorff

(1801-1852) Andreas Chr. Teilmann

(1852- ) Søren Sørensen

( ) Laur. Bolvig

( -1856) J. Chr. Bolvig

( ) Skiftende ejere

(2011- ) Kærgaard Landbrugsskole

Andre bygninger

Til Riber Kjærgård hørte også en ladegård, der bestod af stalde med kvæg og lader til høsten. I slutningen af 1700-tallet lå disse bygninger øst for havegården.

Den gamle avlsgård blev revet ned og materialerne solgt i 1827.

Kulturmiljø

Der er vandfyldte voldgrave på alle sider af hovedbygningen. Disse er fredede.

Syd for hovedbygningen ligger voldstedet, Møgelkærshøj( fredet ), fra det oprindelige anlæg.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Kjærgård knytter sig til hovedbygningens beliggenhed på et gammelt voldsted omgivet af tørlagte grave og en stor parklignende have. Lindetræerne langs voldgravens østside i haven markerer, at ankomstvejen tidligere lå på denne side af hovedbygningen. Endvidere er der miljømæssig værdi ved de to stensatte dæmninger over gravene samt gårdens pigstensbelægning.  

Kulturhistorisk værdi:Kjærgårds kulturhistoriske værdi knytter sig til herregårdens barokke fremtoning, der kommer til udtryk i det symmetriske og stringente, trefløjede bygningsanlæg. De dominerende murflader med den taktfaste vinduessætning og krydspostvinduerne med små ruder samt de falsede, kurvehanksbuede døråbninger, de flammerede døre og den portalindrammede hovedindgang på østsiden er ligeledes stilmæssige træk fra barokken. At den barokke fremtoning kom til ved hovedbygningens ombygning i slutningen af 1600-tallet kan aflæses i de to små indmurede sandstenstavler over indgangsdørene i sidefløjene, hvor bygherrens kronede monogram og årstallet 1695 er udhugget. Den imposante indgang på østsiden med portal og den brede granittrappe vidner om, at denne indgang oprindeligt var hovedbygningens primære indgang.    

Forhøjelsen af hovedfløjen til to etager i midten af 1900-tallet er dels aflæselig i forskellen på vinduestypen, hvor de i stueetagen er udformet som krydspostvinduer, er de på første sal udformet som korspostvinduer, og dels i gårdsiden, hvor hovedfløjens indgang virker uafsluttet med båndet af teglsten og det ovale vindue siddende højt over døren.   

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den ældre planløsning. Riddersalen i hovedfløjens stueetage med sine dybe, kurvehanksbuede vinduesåbninger og synlige loftbjælker med bemalinger giver stilmæssige mindelser til renæssancen. Riddersalens bevarede ”hemmelighed” i sydgavlen vidner om datidens levevis. Hertil kommer kælderen med tønde- og grathvælv, hvor især det store kælderrum under hovedfløjen, hvis pigstensbelægning og midterskillevæg med tre gotiske, rundbuede åbninger med false og nederst tovværkssnoninger vidner om den ældste bygning på voldstedet, der stammer fra middelalderen. Kjærgårds omfattende ombygning i slutningen af 1600-tallet kan tydeligst aflæses i trappernes stilistiske udtryk, som kan tilskrives det barokke stilideal. Hovedtrappen har kraftige mæglere og svungne vaseformede balustre, mens de sekundære trappeforløb er mere nedtonede med udskårne balustre og dekorativt udskåren mægler.

Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved de ældre bygningsdele og -detaljer, heriblandt kælderens revledøre med klinkefald, de en- og tofløjede fyldingsdøre samt de profilerede gerichter og fodpaneler. De små indmurede stenplader med løvehoved og forskellige våbenskjold i forstuens vægge må være vidnesbyrd fra en ældre bygning på stedet.  Kælderens bevarede bageovne samt ildstedet og fangehullet har ligeledes kulturhistorisk værdi.

Arkitektonisk værdi

Kjærgårds arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til det samlede trefløjede anlæg, hvor fløjenes forskellige højder samles til en helhed gennem den enkle og ens materialeholdning. Hovedbygningen fremtræder således afdæmpet og solid med de hvidtede mure over den sorte sokkel på ydersiderne samt de teglhængte, røde heltage med skorstenspiber i rygningerne. Hovedtrappen og den portalindrammede hovedindgang samt trapperne på gårdsiden løfter det afdæmpede udtryk til en enkel elegance, ligesom den profilerede gesims, de flammerede døre og de store kryds- og korspostvinduer er med til at understøtte bygningens herskabelige karakter.

Bærende fredningsværdier:De bærende fredningsværdier ved Kjærgård knytter sig i det ydre til den trefløjede, symmetriske og grundmurede hovedbygning i én og to etager over en høj kælder. Hertil kommer de teglhængte, røde heltage med skorstenspiber i rygningerne, den sorttjærede sokkel og de hvidkalkede facader med profileret hovedgesims. Endvidere kommer de udvendige trapper, den taktfaste vinduessætning, de traditionelt udførte vinduer og døre, portalen, de kurvehanksbuede døråbninger og alle indmurede dekorationer samt den traditionelle materialeholdning.

De bærende fredningsværdier ved Kjærgård knytter sig i det indre til de bevarede dele af den ældre planløsning med gallerigange mod gårdspladsen og store stuer og sale mod haven, herunder riddersalen i hovedfløjen, samt de gennemgående trapperum med de ældre trapper. Hertil kommer stueetagens kurvehanksbuede vinduesåbninger, riddersalens synlige loftbjælker med bemalinger og den bevarede ”hemmelighed”, kælderen med tønde- og grathvælv, herunder midterskillevæggen med gotiske, rundbuede åbninger med false og tovværkssnoninger, pigstensbelægning, bageovne, ildsted og fangehul. Endvidere ligger de bærende fredningsværdier i de ældre bygningsdele og -detaljer, heriblandt revledøre med klinkefald, en- og tofløjede fyldingsdøre, gerichter, fodpaneler og indmurede stenplader med udsmykninger. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

Kilder :

kulturarv.dk

Wikipedia

danskeherregaarde.dk

dylmer.sydvestnet.dk

historiskatlas.dk

hunderup-sejstrup.dk