S. Knuds Kirke
BRAMMINGE S. KNUDS KIRKE GØRDING HERRED
Sognet nævnes første gang i Ribe Oldemoders kirkeliste fra midten af 1300’rne, hvor kirken er ansat til en afgift af 4 skilling sølv.
Kirken sagdes 1768 at bære navn af S. Knud, men traditionen om en indvielse til helgenkongen kan ikke følges længere tilbage end 1734.
1532 nævnes sognepræsten Peder i Bramminge, der mellem 1509 og 1538 blev hovedsogn til Hunderup.
1654 gjordes Hunderup til hovedsognet, og 1669 blev Bramminge anneks til Darum, indtil sognet 1903 kom til at udgøre et selvstændigt pastorat. I sognet ligger den 1914-15 opførte S. Ansgar kirke i stationsbyen Bramminge.
Kronen solgte 1679 Bramminge kirke til oberst Johan Rantzau til Bramminge, og den hørte endnu under denne hovedgård 1873, men solgtes til sognets beboere før 1890. Kirken overgik til selveje 1914.
1678 beskadigedes tårnet af lynild.
Sagn
Kirken skal være bygget af Knud den Hellige. I den åbne begravelse i tårnet lå ridder Kaj med sit hoved ved fødderne. Lagde man det på rette plads, lå det dog næste morgen igen ved fødderne.
Møntfund
Ved en restaurering 1970-72 fremkom 26 mønter, heraf 21 danske, de ældste slået af Valdemar II i Ribe, endvidere hulpenninge fra Lüneburg og Mecklenburg-Schwerin samt en regnemønt.
Omgivelser
Kirken ligger omgivet af træbevoksning i en lille lund, der blot lader den fri mod nordvest ud mod landevejen. I kort afstand mod syd løber Ilved å, der få hundrede meter længere mod vest forenes med Holsted å, og nordvest for kirken
ligger herregården Bramminge Hovedgård på den modsatte side af landevejen fra Bramminge mod nord i retning af Vester Nykirke og Endrup.
Kirkegården
Kirkegården, der har bevaret sine gamle afgrænsninger, er regelmæssigt rektangulær, dog med et skråt afskåret hjørne i nordvest, hvilket muligvis skyldes en tidligere regulering af landevejen.
Arealet, der i dag er delvis græsklædt, skærmes mod nord og vest af høje elmetræer umiddelbart inden for diget. En regulering af kirkegården planlagdes 1986 (landskabsarkitekt Finn Andersen) med partiel udlægning i græs, specielt i nordvesthjørnet.
Den eneste indgang til kirkegården er fra nord, ret ud for våbenhuset. Den brede port flankeres af refend-fugede piller af mørkerøde tegl. Foroven afsluttes de af dækplade og kugle af sandsten. På nordsiden af hver pille er en stemplet teglsten med initialerne »TØ« for kirkeejeren Terman Øllgaard og herunder en lille sandstens tavle med indskrifterne »Anno« og »1793«. Porten lukkes af brunlakerede tremmelåger. På hverside af pillerne er en kort stump samtidig teglmur, der foroven har en afdækning muret af svungne formsten formuret i rulskifte.
Flere indgange omtales 1791 uden nærmere præcisering af placeringen. Kirkeejeren lod o. 1872 indsætte en låge med drejekors i syddiget som erstatning for en ældre i øst.
Grundet besværinger herover fremførtes det, at den nye placering var mere bekvem for ejeren; kirkesynet ytrede i denne forbindelse ønske om, at drejekorset udskiftedes med en låge. 1899 befalede synet, at lågen enten skulle istandsættes, eller fjernes og hullet lukkes med stendige.
Kirkegårdens hegn udgøres til alle fire sider af stendiger, der omtales første gang 1791; i syd og øst enkeltsidede med sten på indersiden og jord ud mod den omgivende træbevoksning, i nord og vest dobbelte stendiger med jordfyld.
Det førnævnte, skråt afskårne nordvesthjørne hegnes af en kort strækning mur af kløvet kamp i cement. 1871 lod kirkeejeren digerne i syd og øst omsætte som dobbelte stendiger med jordfyld, hvilket gav mulighed for beplantning.
Bygninger ved kirkegården
Nord for kirken, ved østkanten af den uden for diget liggende parkeringsplads, er 1982-83 opført en lille bygning af røde teglsten, der indeholder toilet, materialrum og opholdsrum for graveren. Et brændselsskur af træ, der lå i kanten af kirkegården, skulle 1973 nedbrydes eller nødtørftigt istandsættes; 1969 havde bygningen rød træfarve.
Et stenbrolagt fortov om kirken blev omlagt 1899 og tjæret 1905.
Bygning
Kirken består af kor og skib, der er opført o.1200, men præges stærkt af senere ændringer i 1200’rnes midte, slutningen af 1400’rne samt 1767. Hertil er o. 1500 føjet et våbenhus i nord og et tårn i vest. Orienteringen er omtrent solret.
Trækirke?
I forbindelse med en restaurering 1970-72 foretoges en mindre arkæologisk sondering i koret.14 Herved afdækkedes dels et byggelag fra den nu stående kirke indeholdende granitafslag, tuf og mørtel, dels herunder et lag indeholdende aske og trækul.
Dette »brandlag« kan stamme fra en forgænger til kirken, en trækirke, men kan også være væsentligt ældre og uden forbindelse med de senere aktiviteter på stedet.
Materiale og teknik
Både kor og skib står på en profileret granitsokkel. Under koret og de østligste 150-60 cm af skibet har den et karnisprofil, der forneden ledsages af en svagt markeret rille, vest herfor en hulet skråkant.
Skiftet i soklens profil markerer sandsynligvis en pause i byggeriet. Af opgående murværk er i det væsentlige kun bevaret nordmuren i kor og skib. Byggematerialet synes at have været en blanding af granitkvadre og tuf.
Vestre halvdel af skibets nordmur er af kvadre i fuld højde, mens østre halvdel er af granit til en højde af ca. 190 cm over soklen; herover er 1887 skalmuret med små teglsten, men ifølge Helms16 var såvel ydersiden som indersiden indtil da hovedsagelig opmuret af tuf.
Korets nordmur er til en højde af 115-150 cm beklædt med kvadre; teglstensmurværket herover hidrører formentlig fra ombygningen af kirken i midten af 1200’rne, dog registrerede Helms en smule tuf længst mod vest. Østgavlen, der omsattes fuldstændigt 1874, er af granit til en højde af 280 cm og herover opmuret af små tegl. Hele kirkens sydside hidrører fra en gennemgribende ommuring 1767.
Indvendig er formentlig kun murenes nederste del oprindelig; de er opført af rå kamp, der i koret når en højde af ca. 130 cm over gulvet og afsluttes af en indkragning, i skibet til vinduernes underkant.
Interiør
Altertavlen fra det 1600 århundrede, med kopi af den franske maler Jean Jouvenet`s "Korsnedtagelsen, blev købt af Ribe Domkirke i 1849, idet altertavlen fra 1635 var brændt.
Et guiltet tæppe er fremstillet af damer fra menigheden. På sydvæggen i skibet hænger et sengotisk korbuekrucifiks fra 1500 tallet. Døbefonden er romansk, af granit, og har en glat kumme på en cylindrisk fod med hjørneknopper. Skaftet blev indsat i 1972 som nystøbt. Fadet, som fremstiller syndefaldet, er tysk fra ca. 1575. Det sjældne låg er fra senmiddel-alderen.
Prædikestolen fra 1635 er renæssance med joniske søjler, felterne er udsmykket med evangelistmalerier. I 1734 lod Gabel et maleri opsætte. Man antager i almindelighed at det forestiller Knud den Hellige, men der er delte meninger om dette. Kirkeskibet er en skonnertbrig, ophængt i 1936, fremstillet af overportør N.C. Poulsen.
Kirkeklokken er fra 1987. Den gamle klokke fra år 1300 står i våbenhuset. Orgelet (Frobinius) er fra 1939. Der er 4 gravmonumenter i Sct. Knuds Kirke: Dorthe Rantzov, † 1744, enke efter en brigader; en marmorpyramide med buste - noget pompøs - over Gabel og hans to koner. Desuden over H.Chr. Wormskjold, † 1760 og hans kone Ingeborg Teilmann, † 1785. Mest kendt er nok gravkælderen for Kaj Lykke, den kendte adelsmand, der blev symbolsk henrettet under Frederik den Tredje. Hans kranie findes på Bramming Museum.
Kilder : Nationalmuseet PDF
dylmer.sydvestnet.dk