Ulykker - Bramminginfo

Jernbanen har også haft sin bagside; ulykkerne. I 1913 kom byen på avisernes forside på grund af jernbaneulykken og kongen kom på besøg. Ingen af delene har gentaget sig siden. Bramming-ulykken som den blev kaldt havde følgende baggrund:

Lørdag den 26. juli 1913 kl. 16.13 forulykkede eksprestoget, afgang 8.20 fra København med englandsrejsende – det såkaldte emigranttog – ca. 1 km vest for Bramming. Toget blev trukket af to lokomotiver, en K- og en A-maskine. Lokomotivføreren på den forreste maskine havde opdaget at der et stykke forude var noget galt med sporet, men i samme øjeblik afsporedes den bagerste maskine. Den forreste maskine sprængtes løs fra toget og fortsatte ca. 200 meter hen ad banen, mens den bagerste maskine med de efterfølgende vogne væltede ned i banegrøften. Kun den allersidste vogn blev stående på sporet. Toget medførte i alt 279 passagerer, hvoraf 15 blev dræbt og 54 fik større eller mindre læsioner. Blandt de dræbte var den socialdemokratiske folketingsmand Peter Sabroe. En senere auditørundersøgelse godtgjorde at sporet på grund af varmen havde udvidet sig og forskudt sig i en kurve umiddelbart foran toget. Varmen var nok ikke det afgørende, men den kendsgerning at der under et igangværende skinnearbejde ikke var sten (ballast) nok under skinnerne. Ulykkens omfang skyldtes brugen af forældet materiel, næsten alle de dræbte befandt sig i en trævogn fra 1894 – den blev til pindebrænde mellem stålvognene. Men ellers vil jeg ikke her gå i detaljer med ulykken, som jeg har skrevet om andetsteds.

Ulykken ved Sneum Bro

Stormfloden i 1911 havde andre følger end oversvømmelserne, idet jernbanebroen over Sneum å blev skyllet bort. Under det efterfølgende arbejde blev banearbejder Henrik Christensen, Bramming, dræbt under toget mandag den 15. januar 1912 mens der blev rangeret. Ben og bækkenparti blev fuldstændig knust.

I 1890 var Henrik, der var fra Skjern, blevet gift med Hansine fra Bryndum - hun var da 22 år - og deres ældste Sissel var født i Bryndum i 1890. De kom til Bramming i 1893 og her blev 4 andre født: Bodil (1893), Dagmar (1897) Kristian (1899) Jens Peter (1902). Henrik var blevet ansat ved banen da de havde været i Bramming en tre år. På ulykkestidspunktet var han 43 år gammel og de boede i den yderste ende af Storegade, i et hus der blev ejet af fabrikant Poulsen fra Esbjerg. Her boede de i hus med skrædder Michael Mogensen.

Henrik Christensen efterlod sig sin enke Hansine, der var 44 år og seks børn (der var et par mere end de ovenfor nævnte). Heraf var de tre var ukonfirmerede – den yngste af børnene, Jens Peter på 10 år, var meget syg og kunne efter lægens udsagn ikke leve. Efter ulykken blev Christensen lagt i kiste af banearbejderne og stillet i banegårdens pakhus inden begravelsen den efterfølgende søndag.

Vestjyllands Socialdemokrat havde følgende kommentar: At være banearbejder er et lidet lønnende erhverv, det er den lavest lønnede stand indenfor banefunktionærernes store hær – og dog har denne mand stået i spidsen for en familie, der talte 8 medlemmer… at være en fattig enke med seks børn turde vel være en af de mest sørgelige, pinefulde og håbløse stillinger, livet kan byde et stakkels menneske.

Fagforeningen foranstaltede en indsamling, der indkom 38.95 kr. til H. Christensens gravsten fra de forskellige steder. Et udvalg skulle sørge for at købe et gravmonument og foranledige samme anbragt på graven. Det står endnu på kirkegården, med indskriften Rejst af Medlemmer af Dansk Jernbaneforbund.

Andre ulykker

Et årstid før havde det været ved at gå rigtig galt: En løbsk banetrolje ved Sneum bro kørte over statshusmand Peter Hansen, Nørå, der var faldet ned på skinnerne, han fik knust et skulderblad. Han blev straks ført hjem og taget under lægebehandling. Der var sandsynligvis et længere sygeleje i udsigt og uheldigvis var han ikke i nogen sygekasse. Der har sandsynligvis været for mange mænd på troljen. Portørerne og banearbejderne startede dagen efter en indsamling til fordel for Peter Hansen.

30.1.1910 meldte avisen: arbejdsmand Jacob Plougmann kommet til skade ved snekastning på banen ved Gredstedbro, han fik et stort hul i hovedet og bliver uarbejdsdygtig i længere tid. Og 13.7.1911: Banearbejder Andreas Beyer kom i går alvorligt til skade idet han forfejlede et spring og fik benet ind under en trolje hvorved det brækkede ved anklen. Han kom med toget til Vamdrup til benbrudslæge Poulsen.

I 1923 var det husmand/daglejer fra Nørå, Mads P. Madsen, det gik ud over: han fik begge ben kørt af ved en ulykke hos DSB. Han og hans kone var kommet til Nørå omkring 1910, til en lille ejendom som krævede at de begge arbejdede som daglejere. De havde tre børn og efter Mads’ død omkring 1930 tog den ene af søstrene, Jørgine, den anden i pleje, da hun blev gift. Plejesøsteren hed Ditte og var lidt bagefter i åndelig udvikling som der står.