Husmanden - Bramminginfo

Navnet er jo ikke prangende: Poul Jensen – det var der sikkert mange der hed dengang. Han var fra V. Nebel og kom til Bramming i 1899, 28 år gammel. Egentlig hed han Rask Jensen, efter sin morfar, men det kaldte han sig ikke. CKO havde jo en svaghed for de der ikke var som de andre, og sådan én var husmanden, se her, hvor vi starter med en sammenstilling af Jensen og smed H.M. Thomsen:

Også St. Ansgar kirke arbejdede HM Thomsen troligt for. Ved et møde derom i Efterskolens sal holdt han et agitatorisk foredrag for kirken om, hvor nødvendigt det var at få en ny kirke, da den gamle St. Knuds nede ved Hovedgården altid var overfyldt, men han blev imødegået af en jævnbyrdig modstander, nemlig Poul Jensen, der dengang boede i Terp og altså ikke var interesseret i at få en ny kirke i Bramming. Han bestred Thomsens udtalelse om, at kirken var overfyldt. Det var kun, når han og Thomsen kom på de store højtids- og offerdage. Ellers var der mere end plads nok, udtalte Poul Jensen. – Nå, kirken kom alligevel.

Letkendelig i en forsamling

Apropos Poul Jensen, så var han godt kendt i byen og omegnen, i hvert fald af de ældre. Han var en høj kraftig skikkelse med et lyst, omtrent hvidt hår. Han ragede op over mængden, og derfor altid letkendelig i en forsamling. I sin ungdom havde han studeret en del og en tid faret til søs. Første gang jeg traf ham for 35 år siden i 1894, var ved et logemøde, hvortil vi som nyankomne var indbudt. Her ledede han fra sit ophøjede sæde mødet med en kraft og myndighed, der måtte forbavse ukendte, ikke ulig Bjørnstjerne Bjørnson, hvem jeg nogle år i forvejen havde hørt i hans berømte foredrag Engifte og mangegifte. Jeg var nysgerrig efter at erfare, hvem den mærkelige mand var og fik til svar, at det var husmand Poul Jensen fra Terp.

Mange år efter, da Poul Jensen var flyttet her til Bramming og boede i det nuværende Lunagård, foretog han ofte rejser til København, og vi kom engang efter nærmere aftale til at gøre følgeskab. Han var da en ikke ukendt mand i politik, og havde været opstillet som kandidat til valg på rigsdagen, men at han var en så kendt og betydende mand indenfor dansk politik havde jeg ikke drømt om, og måtte her sande det gamle ordsprog, at en profet er sjældent agtet i sit fædreland. Nogle småoplevelser derovre fra, dels selvoplevet dels fortalt af ham selv, belyser hans popularitet blandt ledende politikere.

Første aften efter vor ankomst til København var der et fint foredrag i Grundtvigs hus i Studiestræde af en svensk videnskabsmand eller politiker, og her ville Poul med og ville også have mig med, men træt af rejsen foretrak jeg at gå til køjs. Hen på natten kom Poul i oprømt tilstand ind i værelset vi delte sammen. Du skulle rigtignok have været med, sagde han, og så fortalte han at han straks ved sin indtræden i salen var blevet budt velkommen af minister Rode eller Munch, hvem af dem, husker jeg ikke bestemt, og indbudt til efter mødet at tage med hjem sammen med en del andre kendte politikere i et par timers hyggeligt samvær. Poul tog mod tilbuddet, og der havde hersket en animeret stemning. Præcis kl. 11 – eller var det 12? – havde fruen slået fløjdørene op ind til spisesalen. Nu var bordet dækket, om de herrer ville værsgo at ulejlige sig derind og tage plads. Jeg var noget skeptisk overfor ham, men fik snart lejlighed til at erfare, at det ikke var tomt mundsvejr.

Poul Jensen og Zahle

Næste dag var vi i Rigsdagen i Fredericiagade. Endnu inden vi havde placeret os på tilskuerpladserne, var vi omsværmet af politikere, der alle ville hilse på Poul, og han var dus med det hele. Man ventede nemlig på konseilspræsidenten, hr. Zahle, der denne dag netop ville forelægge et vigtigt lovforslag. Omsider går døren op til venstre i salen, et godt stykke fra vores pladser, og ind træder den ventede med en papirsrulle under armen. Idet han drejer sig for at lukke døren efter sig, får han øje på Poul Jensen, og så måtte han absolut først hen og hilse på ham og spørge ham, hvad der havde ført ham til København i dag.

Jo, jeg havde for resten tænkt at ville besøge konseilspræsidenten i morgen, men nu har jeg set i bladene, at der ingen modtagelse der, svarede Poul. Det har ikke noget at sige overfor Dem, sagde konseilspræsidenten, De skal være velkommen!

Om tiltaleformen var De eller du tør jeg ikke påstå, men jeg tror nok, de var dus.

En anden gang, Poul var i København, var der samtidig et mindre selskab af pæne ansete borgere fra Bramming derovre. Jeg må her indskyde, at vedkommende, der har været deltager deri, ikke må føle sig stødt over dette som det følgende tilfælde, hvis ikke beskrivelsen er fuldstændig korrekt, da det ikke er meningen at støde nogen. Disse mænd, vistnok 4 i alt, ville da også aflægge et besøg i Rigsdagen og troede at de kunne komme ind uanmeldt. Men, tak skæbne, ikke tale om, når de ikke var forsynede med adgangskort. Mismodige vandrede de så hen ad gaden og mødte her Poul Jensen, hvem de fortalte det passerede. Ikke andet, udbrød Poul, den skal vi snart klare. Nu kunne de vente et øjeblik, mens han (Poul) foretog en omgående bevægelse. Et øjeblik efter blev dørene slået op på vid gab, værgso’, værsgo’, om de herrer ville behage at træde indenfor, og de fik endda ikke de dårligste pladser anvist.

Da kampen om bevillingen til Kikkenborg rasede, havde afholdsforeningerne en deputation i København for ved et foretræde hos daværende indenrigsminister Jensen-Sønderup at vinde ham for deres sag. Ministeren, der havde forvredet sin fod, havde ladet sig indlægge på en privatklinik, og her søgte deputationen at få ham i tale, men blev på det bestemteste afvist, da ministeren ville have ro her. Hængende med næbbet mødte de også Poul og beklagede, at de nu havde rejst den lange vej omsonst … for det var vel ikke muligt, at Poul kunne hjælpe dem? Jo, Poul lovede at gøre et forsøg, og så aftalte de et mødested. Poul spadserede så hen til klinikken og fik fat i ministerens tjener og spurgte, om ikke det kunne lade sig gøre at få ministeren i tale. Men svaret af afslående. Ministeren havde betinget sig absolut ro.

Nå, ja, ja, sagde Poul til tjeneren, men vil De ikke gå ind og hilse ministeren fra hans modkandidat fra Nørresundby? Tjeneren fikserede Poul fra top til tå, men kom et øjeblik tilbage, om med et dybt buk for Poul Jensen sagde han, at det skulle være ministeren en fornøjelse at modtage herren. Efter gensynsglæden havde sat sig, spurgte ministeren Poul om han havde noget særligt på hjerte. Jo, det var denne her deputation fra Bramming, der havde beklaget sig til ham og var rejst den lange vej for at få audiens hos ministeren, men nu måtte rejse hjem med uforrettet sag.

Ja, for Deres skyld skal jeg modtage dem, svarede ministeren – hvilken besked Poul så kunne meddele delegationen, der i stor spænding ventede på resultatet.

Poul Jensen og H.M. Thomsen, begge mænd med en sjælden og rig begavelse, hviler for længst under mulde – de døde begge i en ung alder – men deres navne vil sent glemmes i Bramminge. En stor mindesten – rejst af venner – viser Thomsens hvilested på Bramming kirkegård. Poul Jensen havde nogle år før sin død forladt Bramming. Hans hvilested er mig ubekendt. Fred med deres støv.

***

Så vidt fotografens ord – dem er det jo svært at hamle op med. Men en enkelt tilføjelse hører med:

Poul Jensen og Jens Busk

Som alle ordentlige Brammingensere havde Poul Jensen også sin mening om folketingsmand Jens Busk, og den var ikke venligere end Thomsens og Skjøttgaards og Poulsens… I september 1904 var den gode Jensen til et valgmøde hvor Busk talte og Jensen havde ordet, som første taler forstås – efterfølgende sagde ordstyreren at han ikke ville takke ham da Poul Jensen ikke vil noget godt.

Busk talte om at Venstre ikke lover mere end de kan holde, Socialdemokraterne kan sagtens stå og love solen og månen og 11 stjerner, thi de er ikke udsat for at komme til at indfri deres løfter. Omtalte nye sociale forbedringer og Albertis nye pryglelov som han mente kunne virke beroligende på bøller. Landbodagbladet omtalte at Poul Jensen, Terp, efterlyste den af Berg krævede ministeransvarlighedslov og forbedring af skattelovene. Alle de ny råder udnævnes nu af regeringen. Det havde sikkert været bedre at have betroet den alm. valgret at udpege og vælge disse mænd. I stedet for lønningsforhøjelser til sognerådsformænd havde det været bedre at dele arbejdet og drage flere med i det kommunale Selvstyre. PJ efterlyste klarere regler for beregning af skatteprocenten. Hvorfor var der stille omkring tiendeloven? PJ mente at kroerne burde være lukket om søndagen ligesom andre handelshuse, af hensyn til tjenestefolk. PJ fremdrog også med stor Styrke det udemokratiske ved den kostbare kongemiddag i Ribe.

Et par andre talere kritiserede Venstres vigende holdning i forsvarssagen, og Busk svarede at han mente ikke at en ministeransvarlighedslov var så nødvendig efter at parlamentarismen er indført - hvis han har svaret på Jensens andre spørgsmål er det ikke refereret. Ordstyreren henstillede til at man ikke drøftede Venstre kontra Socialdemokraterne, men en tilhører ville gerne høre lidt mere fra Busk som han ikke synes har klaret sig så godt. En Bemærkning, som Busk optog meget unådigt, som avisen skrev. Et andet af Busks møder var han også til og kl. 9.52 fik Poul Jensen, Terp, ordet – det var altså kl. næsten 22 – og fortalte om engang han havde været til møde med Jens Busk hvor det handlede om forligsmuligheder med højre, Busk slap fra denne historie ved under afstemningen at forlade salen under påskud af, at han ikke kunne tåle tobaksrøgen. –og det var jo heller ikke pænt sagt af Jensen! Taleren har søgt oplysning hos folketingsmanden om skattelovens mening men det ser ud som om han har været noget åndsfraværende under… det var så her ordstyreren ikke fandt lejlighed til at takke Jensen!

Det radikale Venstre

Far var med til at starte det Radikale parti i 1905, og af den grund var han nær blevet sat uden for familien, for det var jo noget ganske uhørt dengang. Han blev senere folketingskandidat mod I.C. Christensen og klarede sig helt godt og blev en god ven af ham i øvrigt. Jeg har selv senere besøgt IC og blev meget vel modtaget hos ham.

Husmandsforeningen

Men også praktisk politisk arbejde havde Poul Jensen talent for. Han var jo husmand, og husmandsloven kom i 1899. Den åbnede så småt op for statshusmandsbrug og  husmandsbevægelsens opblomstring, og det første sted her pa egnen, og vistnok i Ribe amt, hvor bevægelsen slog igennem var i Bramming, og manden der bærer Æren herfor var nu afdøde Poul Jensen, Terp. Hans søn, Jens Rask Jensen, har fortalt om hvordan det gik til:

En dag han gik og pløjede på marken i Terp, fik han en idé, spændte fra og sagde ved hjemkomsten til sin undrende kone, at nu ville han oprette en husmandsforening. Det ville være godt at snakke med Johan Skjoldborg om denne sag, sagde han videre, men han havde ingen penge til at købe en billet til Dynæs for. Så sagde mor til ham, at han kunne få hendes ægpenge, der lå på tallerkenrækken i spisekammeret. Det fik han og så tog han til Dynæs.

Bagefter snakkede han nok med Peder Ebbesen og de sammenkaldte i eftersommeren 1903 til et møde på Kikkenborg, hvor den kendte husmandsfører Jørgen Nielsen, Viby, vistnok talte. Her blev valgt en bestyrelse der bl.a. bestod af Poul Jensen, der efterfølgende blev valgt til formand, og gæstgiver Johan Beier. Den første faglige opgave var på generalforsamlingen i 1906 at bevillige 10 kr. til læ- og hegnsplantning og i 1908 vedtoges at kvinder kunne optages i foreningen. I en lang årrække var der politiske sommermøder i Kærgård skov.

Konens død

Samme år som Poul Jensen kom til Bramming fra Lifstrup ved V. Nebel var han blevet gift med Marie, altså i 1899, hun var 5 år yngre og de fik 6 børn. Da de kom til Bramming havde hun Magnus Severin Ingemann Johansen med, han var ligesom Marie fra Flye, 11 år og sikkert en slægtning. De havde først et husmandssted i Terp (Terpvej 15), men gik nok med byggeplaner, da hun i august 1907 døde, kun 31 år gammel. Ved begravelsen talte pastor Hovgaard om hendes lange og hårde sygeleje. Hun havde været bundet til sengen ½ år og kom så på Varde sygehus hvor det ligesom gik fremad. Men altså så et uventet tilbagefald og døden. Marie havde fået sidste barn, Rigmor, 7 måneder før sin død.  Det var mange børn: 6 på lidt mere end 6 år. Men det var jo ikke så ualmindeligt endda. Da mor døde i 1907 var det meget hårdt ved far. Vi børn blev udstationeret. Jeg selv kom til bedstefar og bedstemor, et dejligt sted at blive voksen på.

Poul Jensen flyttede ind til Bramming og boede overfor stationen, og kort efter fik han bygget Lunagård, men gik konkurs og flyttede fra byen, og 3 år senere han rykkede nordpå hvor han ti år tidligere havde været folketingskandidat og købte Kurhotellet i Sæby. Poul Jensen døde i 1924: Far segnede ved kaffebordet i 1924 og var død, og vi var begge sønner hjemme da det skete. Han blev 53 år.