De nederste - Bramminginfo

Storegade 71-73 var Tonnesens første hus i Bramming, det var her han og Maren flyttede ind som nygifte i 1897. De to sammenbyggede huse har hver en høj kælder. Her boede begge steder en ældre kone til leje. De strikkede en del, bl.a. strømper, for at tjene lidt til livets ophold. Da Tonnes Tonnesen opdagede, at de hver kun fik 3,50 kr. om måneden fra De Fattiges Kasse, fór han i blækhuset og skrev et brev til sognets præst, der var med til at fastsætte størrelsen på de beløb, der skulle bruges til sådant formål.

Pastoren svarede tilbage, at de skulle nok selv bestemme, hvor meget konerne skulle have udbetalt.!

Tonnesen henvendte sig så til amtet om sagen, og en dag, han traf de 2 koner, strålede de over hele ansigtet – for nu fik de 12,50 kr. om måneden!

Historien fortæller både noget om Tonnesen og om de sociale forhold omkring forrige århundredeskifte. Der var jo langt fra vore dages bistandshjælp, men der var dog indført alderdomsunderstøttelse i 1891, og De Fattiges Kasse blev afløst af de Kommunale Hjælpekasser i 1907 hvor staten refunderede en tredjedel af udgifterne.

Indsamling til en fattig mand

Nogle år efter historien om de to strikkende ældre damer kom en sag der handlede om en fattig mand hvor der havde været sygdom i hjemmet. Det var Mathilde Olsen der bragte det frem i Socialen - hun var nemlig medlem af bestyrelsen for hjælpekassen. Kommunen har ikke villet give ham hjælp fordi han havde fået 80 kroner i form af sygehusophold, medicin og lægehonorar, så det måtte være nok.

Derfor besluttede Mathilde, der var gift med Husmandsforeningens formand, Ole A. Olsen, at sætte en indsamling i gang så den arme mand kunne komme gennem vinteren. Næsten alle viste sig velvillige, men så kom der påbud fra sognerådet om at standse indsamlingen og ikke udbetale pengene, da det ville hjælpe ham til at blive forsørgelsesberettiget i Bramming (hertil krævedes at man skulle have boet i kommunen en årrække). Mathilde fremførte at familien faktisk havde boet i kommunen i fem år og hendes læserbrev rejste spørgsmålet: hvad hun kan have gjort forkert?

Th.H. Thomsen i blækhuset

Redaktør Thomsen der lader til at være inde i juraen svarede, at hjælpekassen godt måtte understøtte familien, da den ikke har fået fattighjælp de sidste fire år, og at sognerådet hverken havde ret eller magt til at hindre indsamlingen. Og så han fyrede denne bredside af: Men vi havde egentlig ikke troet, at Bramminge sogneråd, der jo ellers ikke er berygtet for sin fedtethed overfor fattigfolk, ville gøre sig så store anstrengelser for at forhindre en stræbsom familie i at komme klar af fattigvæsenet. Hermed hentyder Thomsen til at de 80 kr. til lægehjælp jo skulle eftergives efter en tid og at familien følgelig få almindelige rettigheder igen, forsørgelses- og stemmeret.

Sagen vakte en vis opsigt, således omtalte Jørgen Nielsen fra Viby den for 200 tilhørere på et husmandsmøde på Kikkenborg i januar 1909, og hr. Nielsen gav følgende karakteristik: Dette forhold vidner ikke om at vi lever i en oplyst Tid, tværtimod var det middelalderligt. Han opfordrede deltagerne til at tage del i alt Samfundsarbejde som kan hæve de sociale Forhold. Dagen efter svarede købmand M.A. Madsen, der var sognerådsformand, på Mathildes læserbrev og han skrev om Fattigsagen fra Bramming at sognerådet ikke havde nedlagt forbud mod en privatindsamling til en trængende familie. Men så begyndte lavinen rigtigt at rulle.

Lavinen ruller

Bladet og Mathilde Olsen kom med artige afsløringer. Karetmager Søndergård havde indfundet sig hos hende den 16. januar 1909 og havde sagt at han af sognerådsformanden var udsendt for at meddele at jeg øjeblikkelig måtte standse indsamlingen og ikke udlevere de indkomne midler til familien. Om Søndergaard optrådte på egne vegne eller om andre nu ville dække sig bag ham, skal jeg ikke udtale mig om, sagde Mathilde.

Hermed var sagen blevet et offentligt anliggende og sognerådet indkaldte til et møde om kommunale spørgsmål, nok var beregnet til drøftelse af økonomi. Men på mødet - 70 deltog iflg. Socialen - kom den tidligere sognerådsformand, nu menigt medlem, smed H.M. Thomsen ind på Mathilde Olsens kritik af at sognerådet havde nedlagt forbud mod en privat indsamling som hun stod for. Smed Thomsen var jo heller ikke kendt for at holde sig tilbage: Den slags privat beskatning af kommunens beboere var taleren meget imod. Det var ikke så forfærdeligt at modtage fattighjælp som det skulle have udseende af; det skete uden tiggeri. Når folk var i nød skulle de have det de trængte til – de mister en smule valgret, som måske ingen ting er værd. Smeden mente altså at en indsamling var privat beskatning, at den fattige skulle have fået fattighjælp i stedet, selvom stemmeretten gik tabt. Han ankede også over at Ole Olsen havde fremdraget sagen på sidste husmandsmøde, ligeledes kritiserede han Jørgen Nielsen som han kaldte den store Profet. Redaktør Sort sympatiserede ikke med Thomsens udtalelser angående Fattigsagen.

Tonnesen borer i sagen

Sognerådsformand M.A. Madsen sagde at historien var faldet ham for brystet, sognerådet havde ikke nedlagt forbud mod indsamling. Tilhørerne, eller en del af dem må jo have følt sig mere forvirrede end afklarede, så bygmester Tonnes Tonnesen, der også var socialdemokrat, spurgte Søndergaard om han var kommet som privat mand eller i sognerådets navn, for at hindre indsamlingen. Søndergaard forklarede at han var blevet kaldt ind på formandens kontor, hvor H.M. Thomsen var til stede, sidstnævnte udtalte at en sådan indsamling øjeblikkelig måtte standses, hvorefter Søndergaard gik til fru Olsen og forelagde hende samme udtalelse. H.M. Thomsen: sådan en indsamling har ingen steder hjemme.

Sagen i sin helhed bringer H.M. Thomsen i et uheldigt lys. Ikke alene var han mod en privat indsamling – det var jo hans politiske opfattelse – men under dække at kommunal myndighed prøvede han at få indsamlingen standset, og karetmageren lader til at have været hans villige redskab. Og sognerådsformand Madsen og smed Thomsen havde jo forretninger sammen.

Også i 1909 blev der altså gjort hæderlige anstrengelse på at feje sager ind under gulvtæppet. At der var et organ som Vestjyllands Socialdemokrat der tog den slags op, må have været af stor betydning for fattigfolk. At der var damer som Mathilde med hår på brystet var en nødvendighed i datidens

Bramming.

Da æ Bramming Smej blev valgt til sognerådsformand, skete der en del i byen, Bakkevejens skole blev bygget, gadebelysning i Storegade sat i gang. Smeden havde selv oprindeligt berømmet partiet, men det var jo nok før han selv kom til fadet. På baggrund af ovenstående er det måske forståeligt  hvad socialdemokraterne  og specielt redaktør Thomsen havde mod ham. Se her følgende bredside mod H.M. Thomsen: Hr. Thomsen er som bekendt hverken Fugl eller Fisk, men vil sikkert trække til Regeringens Side hvis han bliver valgt. Anledningen var at smed Thomsen var blevet valgt til valgmand til landstingsvalget i 1907 hvor Venstre jo havde regeringsmagten.

Alderdomsundersunderstøttelse

En stor del af sognerådets mødetid gik med at sagsbehandle, både ansøgninger om alderdomsunderstøttelse og forhøjelse af den. Ligedan med fattighjælp. Og selvom der i 1903 blev nedsat et fattig- og alderdomsudvalg, fortsatte sagsbehandlingen i sognerådet. Fra 1899 vedtog de at alderdomsunderstøttede skulle have udbetalt deres bidrag månedlig og såvidt mulig i penge, ligeledes de Statsfattige – samtidig bevilligedes dog Albrechtsen 2 læs tørv – det fortsatte en tid, men fra 1903 var det stort set slut.

Alderdomsunderstøttelsens størrelse varierede meget, ikke noget med et fast grundbeløb, mange fik 10, mange fik 35 kr. om måneden – der kunne være ægtepar der fik mere. Nogle fik mere om vinteren end om sommeren, grundet brændselsudgifter.

Ofte var der et stort bureaukrati forbundet med bevillingen, da ansøgeren kunne være forsørgelsesberettiget i en anden kommune som i givet fald skal refundere Bramming den udlagte udgift. Hvis de så ikke syntes det var nødvendigt at Ditlev Nielsens enke, Ane Margrethe, skulle have 5 kr. om måneden til brændsel, så gav Bramming hende det naturligvis ikke.

Omvendt var det med Thue Christensen der var forsørgelsesberettiget i Darum, og her mente Sognerådet at han enten havde kapital eller også ulovligt [havde] bortgemt denne. Tillige mente de i Darum at han havde arvet 1000 kr. der udbetaltes ham med 100 kr. årlig. Man var derfor ikke villig til at give ham nogen alderdomsunderstøttelse. Sagen gik så til amtet, hr. Christensen ville naturligvis ikke stille sig tilfreds, og amtet - der gik et par år - måtte rykke Bramming om deres version af sagen, og sognerådet svarede med opbydelse af al vestjysk diplomati: Såfremt ansøgerens øvrige forhold i offentlig vandel er af en sådan beskaffenhed at han kan opnå understøttelse efter loven, har rådet intet at erindre derimod. Det var i 1908 at man svarede amtet at såfremt lovens krav var opfyldt, havde man intet at indvende! Tænke sig. Christensens offentlige vandel må man så vel også tænke sig til. Senere tog Christensen til Esbjerg og Esbjerg Byråd meddelte at de havde bevilliget Thue Christensen 25 kr. pr måned i alderdomsunderstøttelse, da han tidligere havde fået fattigunderstøttelse i Bramming. Og så slap Bramming kommune ud af sagen og da Christensen ikke havde tilbagebetalt sin tidligere understøttelse, vedtog sognerådet så derfor ikke at erkende ham sålænge denne sag ikke er bragt i orden. Så sad Esbjerg med skægget i postkassen.

I 1910 gik Thue Christensen heden – uden at have betalt sin fattigunderstøttelse tilbage til Bramming kommune. De skrev derfor til Herredskontoret (retten) i Ribe at de gjorde krav mod TCs dødsbo, men fik det svar at der ikke var noget som helst dødsbo efter vores helt. Hertil svarede vor kommune at de vidste at Thue for 6 år siden havde fået 1.000 kr. af Th. Jensen Rask, som skulle udbetales til ham med 100 kr. årlig, da pengene fra denne fond således ikke var brugt, fremførte vor kommune at resten kunne fyldestgøre Kommunen. Enden har jeg ikke opklaret, i protokollen blev det bare noteret at der var en meddelelse fra Herredskontoret om sagen – men havde kommunen fået pengene, havde det nok stået der!

De værdigt trængende

Man skulle også være værdigt trængende, altså ikke have noget på kistebunden, det var jo det de havde Thue Christensen mistænkt for. En anden sag var ansøgningen om forhøjelse af G. Nielsens alderdomsunderstøttelse fra 20 til 30 kr. månedlig. Det krævede en nærmere undersøgelse og sagen udsattes til Fremkomsten af Aftægtsbrevet – altså var Nielsen på aftægt på så gunstige betingelser at han ikke kunne få forhøjet sin alderdomsunderstøttelse.

Der var mange ansøgninger om forhøjet understøttelse ved uforudsete udgifter, det kom jo nemt med det lille beløb der stod til rådighed. N. Dams kone var syg derfor fik de en forhøjelse af 5 kr. om måneden i februar, marts og april 1903. Fem år senere var Jørgen Thomsen syg og søgte både om forhøjet alderdomsunderstøttelse samt om tilskud til en sygeplejerske, man vedtog at yde i det hele 40 kr. pr. måned.

Jeg har et sted set dette synspunkt: I det hele taget var sognekommunernes udgifter til sociale udgifter stigende og udgjorde langt den største udgiftspost. Det gælder ikke for Bramming, dels var det en ung by, dels havde der været stort skolebyggeri i 1906 og 07, og således viste kommunens regnskab for finansåret 1910/11 at skolevæsen og vejvæsen tegnede sig for broderparten af udgifterne, mens de sociale udgifter udgjorde omkring 10% af udgifterne.

De fattige

De fattige var en broget skare. Ud over at være folk der ikke kunne forsørge sig selv, var der også alle mulige andre der faldt ind under fattigloven: åndssvage, arbejdsløse, syge, drikfældige, sindssyge – og så en kategori der bærer den fine betegnelse statsfattige, dem kommer vi til.

Den månedlige ydelse svingede efter behov og sognerådets vurdering, en 15-20 kr. om måneden. En arbejder fik i 1904 en timeløn på 40 øre. Fattighjælpen kunne således ligne en arbejders ugeløn om måneden. Vi tager et par eksempler:

Ane Kjerstine Sørensen søger om forhøjet understøttelse. Bevilliget 2½ kr., i alt 12½ kr.  månedligt. - Andragende fra P. Petersen om understøttelse, bevilligedes 30 kr. for september måned inden hendes sygdom, for eftertiden 15 kr. månedligt. - Det vedtoges at yde Jens Clemmensen månedlig foruden den hidtil oppebårne understøttelse, for 10 kr. kolonialvarer og brændsel i månederne indtil 1 april.

Arbejdsløshed

Der var ikke noget med a-kasser. Således måtte vor gode maler Jørgen Dinnesen søge om fattigunderstøttelse i vinteren 1901. Han fik 10 kr. for februar og 30 for marts. Murer N.H. Pedersen ville samtidig gerne have mere end de bevilgede 30 kr. men det skulle man først meddele forsørgelseskommunen. Nu var fattighjælp jo ikke noget der ligner vor tids arbejdsløshedsunderstøttelse, fattighjælp skulle betales tilbage jf. følgende fra 1905: Fran[d]s P. Nielsen, Esbjerg, ansøgte om at få eftergivet modtaget fattighjælp – Man vedtog at eftergive den ydede Fattighjælp mod at Ansøgeren tilbagebetaler 100 kr. – noget for noget.

Sygdom

Fattighjælp trådte tit i stedet for sygesikring. Et par lokale eksempler fra 1906, hvor arbejdsmand P. Gantzel søgte om betaling for lægehjælp og medicin til en datter – Man vedtog at henvise sagen til Fattigudvalget. Samtidig ansøgte drejer [Viggo] Gram om tilskud til dækning af en lægeregning på Varde Sygehus – henvistes også til Fattigudvalget.

Samme Gram kan få et par karakteristiske ord med på vejen: han var kommet til Bramming omkring 1896 og de boede Nørregade 15, og han havde modtaget fattighjælp da han i 1905 ville gifte sig med sin husholderske Ane Marie Christensen. Men fattiglemmer kunne ikke bare lige gifte sig, de kunne jo få børn som kommunen hang på i givet fald. Derfor forelå der en attest fra Bramming kommune, at han kunne indgå ægteskab, thi som der stod, der er ikke fordringer på fattigunderstøttelse – det kom der så siden. I oktober 1906 var der en regning fordi et af hans børn har været på Odder Sygehus. Året efter behandlede sognerådet en skrivelse fra amtet om et barns ophold på Nørre Sanatorium, i den anledning en regning på 325,70 kr., som amtet ikke kunne refundere, sognerådet vedtog at søge Indenrigsministeriet – det var jo ganske mange penge, så det må have været et længere ophold. Og det lod til at hjælpe for senere kom der besked fra amtet om at de ville yde fuld refusion.

Ægteskab

Som med Grams ægteskab var en tilsvarende sag med Frands P. Nielsen der i 1903 søgte om sognerådets tilladelse til indgåelse af ægteskab. Det havde han tidligere gjort hvor sognerådet havde stillet betingelser (sikkert krav om tilbagebetaling af fattighjælp), og det gjorde de også denne gang, som der står Forblivende ved den tidligere Beslutning. I hvert fald søgte Nielsen om eftergivelse af modtagen fattighjælp et par år senere. Det fremgår ikke hvor meget det handlede om, men for de fleste var det nok umuligt at betale tilbage, men sognerådet stillede sig nu ikke afvisende, hvis han betalte 100 kr. ville han slippe for resten. Men det repræsenterede altså omkring 5 ugers løn med en arbejders gennemsnitsløn – og hvem havde vel det i en tid hvor der ikke var Lotto?

Nielsens familieforhold står lidt hen i det uvisse, ud over at han boede i Esbjerg, dels skrev han at han gerne ville have et barn tilbage, man må formode at barnet har været på fattiggård, dels kom der en alimentationsresolution på ham i 1908, altså er barn udenfor ægteskab, men anderledes kunne det vel ikke være når han ikke måtte gifte sig. Der kom så naturligvis en skrivelse fra Esbjerg kommune om Bramming ville anerkende Frands som forsørgelsesberettiget i Bramming. Resten fortaber sig…

Sindslidelse

Betaling for skrædder Nissens ophold på Middelfart Sindssygehospital udredes foreløbig af kommunen indtil refusion kan fås i hans kommune.  Der var også enken efter købmand Ludvigsen (Lauridsen?), hendes datter Agnete var indlagt på Sct. Hans, derfor søgte enken om understøttelse.

Fattighjælp gik også til åndssvage, således meddelte sognerådets protokol: Andragende fra Åndssvageanstaltens Forstander Rolsted om en årlig Understøttelse af 75 Kr. til C. Rasmussens åndssvage Datter Ella, der er i kontrolleret Familiepleje i Hjemmet. Det vedtoges at imødekomme de ansøgte 75 Kr.. C. Rasmussen var den kendte glarmester og socialdemokrat, og familien fik penge for at have deres datter Ella i hjemmet. 1911 meddelte Frederiksberg Fattigkommission dog C.C. Rasmussens fattighjælp var bleven eftergiven.  Rasmussen kom jo fra København/Frederiksberg til Bramming i 1895. Han blev senere formand for sygekassen og for hjælpekassen.

Tøjhjælp

Blandt de ekstra udgifter en fattig ikke kunne udrede var tøj til børnene, når de skulle konfirmeres. Det er sager der tit figurerede, f.eks. i 1905: Laura Larsen der var enke søgte om hjælp til konfirmationstøj – og henvistes til Fattigudvalget, og efter dettes henstilling bevilligedes 25 kr.

Ulykkesfuglen Nedergaard

En helt særlig historie udgør cykelhandler Nedergaard, historien om hvad der kan gå galt, går galt. I 1911 forelå et Andragende fra [cykelhandler] C. Nedergaard om 20 Kr. Ugentlig i Fattigunderstøttelse inkl. Sygdom. 15 Kr. mdl. Bevilgedes. Han fik ikke det han søgte om men næsten. Han var kommet til Bramming i 1903 og åbnede en cykelforretning med det lovende navn Expres. Men allerede tre år efter gik han konkurs og stod til 6x5 dages vand og brød, men han slap dog da venner kautionerede for ham med 100 kr., dommen blev senere gjort betinget. I 1907 bad han sognerådet om at refundere en lægeregning på 82.08 kr., det ville de nu ikke være med til, og næste år stod der en skolemulkt på 66 kr. og truede cykelhandleren med udpantning, så skolegang har måske ikke plaget familien. Men så i 1910 og 11 gik det helt galt, hvor avisen bragte følgende Cykelhandler [C.] Nedergaard faldt ned af en stejl køkkentrappe og pådrog sig en hjernerystelse. Han ligger meget lidende i sit hjem. Og så: Cykelhandler [C.] Nedergaards barn på 1½ druknede i går i en balje vand i Nedergaards have, Da ulykken blev opdaget førtes det lille lig til lægen, men alle oplivningsforsøg var forgæves.

Evig taber, klodsmageren?

Det er nok ikke svært at finde nogen der ikke ved hvad en klodsmager er. En træskomager ved de fleste gamle hvad er. I min barndom boede vore lokale træskomager nede på hjørnet ved Valbygårdsvej med en rød træsko hængende udenfor værkstedet, lige som bagerens kringle. Der gik man ned og fandt et par træbunde der passede til fødderne, så skar træskomanden et overlæder som han sømmede på og man kunne hente sine håndsyede træsko et par dage efter. En klodsmager er en lidt ældre udgave hvor træskoene med et træskojern stemmes ud af et stykke træ.

Det var nok her efter forrige århundredeskift et erhverv på vej ud. Det var måske grunden til at klodsmager Martin Mortensen så tit måtte til kommunen. Bedre blev det jo heller ikke af at han havde avlet 13 børn på Mette. Han var 43 da de søgte lykken i Bramming i 1892 og havde først forretning i Storegade, senere opgav han håndværket og arbejdede hos grosserer M.A. Madsen der havde træskoforretning (det var først i 1936 han startede en skofabrik). Familien boede på Lindegade 2.

Allerede i 1897 får træskomageren den ære at blive indført i sognerådets protokol med vedtagelsen en månedlig Understøttelse af 15 Kr., at regne fra 1st December. I 1902 havde han understøttelser som han gerne ville have forhøjet, det fik han ikke, men han fik 25 kr. til klæder til børnene. Året efter var der sygdom så han søgte om en månedlig forhøjelse. Han fik i første omgang 10 kr. mere for januar og så skulle fattigudvalget se på sagen. Året efter er den gal igen, der manglede klæder, det vil han gerne have 20 kr. til. Sagen skulle igen undersøges, og kommunen skrev til Stiftamtet den 17.2.1904, grunden anføres ikke, men man henvendte sig ofte og gerne til amtet for at få at vide om man nu var forpligtet til en udgift. Han fik nok ikke noget for senere på året søgte han igen om 20 kr. som han ikke fik. I 1908 var der ansøgning i anledning af hans syge datter, hvor kommunen bevilligede 15 kr. månedlig indtil videre – vedtagelsen lød først på at de ville få pengene så længe sygdommen varer, men det er blevet streget ud. Deres datter Nielsine var ofte fraværende fra skolen i 1897 – men med 13 børn og ringe indkomst var der jo mange muligheder for hvem der kunne være syg.

En sydslesviger

Fra starten betegnes Martin Mortensen som statskassefattig og sammenhængen afklares i 1903 hvor en af hans døtre får et hjemstedsbevis – det forklarer også sognerådets henvendelse til amtet. Mortensen var nemlig en brik i dansk udenrigspolitik. Det kræver en forklaring inden mystikken breder sig for meget.

Efter krigen i 1864 blev indbyggere syd for kongeågrænsen, de såkaldte slesvigere, anerkendt af den danske stat som potentielle danskere, optanter blev de kaldt, med ret til forsørgelse. De der søgte om det fik så et dansk hjemstedsbevis der fortalte hvilken dansk kommune der var forpligtet til at forsørge dem – kommunen fik efterfølgende pengene refunderet at staten hvis kommunen havde udgifter til forsørgelse. Prøjserne klappede i deres små hænder, for det betød at de slap for forsørgelsesbyrden til de der arbejdede for bønderne hos dem, så rejste de bare til Danmark når sneen begyndte at falde, for her var de understøttelsesberettiget. Prøjserne gjorde det endda til en betingelse for at få lov til at arbejde i Slesvig. Det er mig bekendt den eneste gang socialpolitik er blevet brugt i dansk udenrigspolitik. Afhængig af humør kan man opfatte ordningen som en dårlig samvittighed over fejlslagen dansk udenrigspolitik og en tabt krig, eller som et forsøg på at knytte slesvigerne til Danmark.

Men Mortensen var altså slesviger, og Bramming kommunes udgifter til ham blev refunderet af staten. Men det betød jo ikke at man bare gav penge ud, nej, der var skam kontrol over sagen. Mange kommuner var sure over ordningen og kræfter i Ribe amts kommuneforening søgte at rejse en modstand mod ordningen, under dække af de øgede administrative byrder. Straks i 1882 da Ribe amts sognerådsforening blev stiftet i Bramming blev sagen rejst og året efter blev en henvendelse til rigsdagen vedtaget da Navnlig grænsekommunerne i Ribe amt er uheldigt stillede.

Sognene var sure over de slesvigere, der rejste frem om tilbage, de var forargede over at i Slesvig skulle man bo i 15 år i en kommune for at få hjælp, mens slesvigerne med hjemstedsbevis bevarede forsørgelsesretten i Danmark, lige meget hvor tit og længe de rejste til Sønderjylland. Der blev drøftet eksempler på, at amtet havde dømt kommunerne til store byrder, som mentes retelig at høre hjemme under statsforsørgelse… Enstemmig vedtagelse om at bede lovgivningsmagten tage spørgsmålet op til saglig behandling. Der blev nu ikke lavet om på ordningen men samtidig strammede prøjserne linjen: optanter kunne enten rejse eller melde sig til tysk værnepligt.

Hvor stor byrden var er svært at bedømme, jeg kender ingen undersøgelse, men en del mennesker var der jo tale om. Det var sikkert en moralsk forargelse, for kommunerne fik jo pengene tilbage fra staten. En del kommuner (Vamdrup) har givet haft en del bureaukrati ud af ordningen – men altså overbærenhed overfor brødre og søstre i det Gamle Land er det svært at spore! Det var jo de fattige det handlede om.

Veteraner

Efter 1864-krigen blev der jo talt meget ærefuldt om veteranerne. Det kostede jo ikke så meget. Værre var det når de rakte hånden ud efter hjælp, så galt den lige ret, de fik ikke bedre behandling end de andre fattige. Et Bramming-eksempel på det var Bertel Meyer, og da han døde sagde pastor Hougaard: … for 55 år siden var han med til at forsvare fædrelandet.

Da han var 74 år ansøgte han om at få understøttelsen forhøjet fra 25 til 35 kr. – det var til ham og hans kone. De penge fik han og amtet fik meddelelse om reguleringen, Meyer var jo slesviger. Tre år senere søgte han igen om forhøjelse og fik så sat understøttelsen op til 50 kr. om måneden, men kun for vinterhalvåret fra 1 decbr og til 1. maj. I 1908 døde hans kone Christiane, men Bertel ansøgte nu om at måtte beholde den hidtidige udbetaling. Det syntes kommunen nu ikke der var grund til så man gik tilbage til taksten 35 kr., senere på året søgte han så igen og da var kommunen i spenderhjørnet: han fik 5 kr. mere. Og bemærk: de fik hver gang pengene tilbage fra staten.

Bureaukratiet

Flyttede man til Bramming var det hjemstedskommunen der skulle betale, det var om man kom fra Hørning eller fra Hunderup: Væver Clemmendsens forældre, fattigforsørget i Hald pr. Hørning ønsker at tilflytte Bramming kommune, ønskes erklæring fra vedkommende sogneråd at de ere villige til at refundere enhver udgift. - Andragende fra Ane Johanne Hermansen om fattigunderstøttelse. Bevilgedes 20 kr. månedlig. Forsørgelseskommunen, Vilslev-Hunderup, tilskrives.

Disciplinering

Med loven i hånd kunne kommunen tvinge sin vilje igennem – og således også spare penge. I 1896 vedtog kommunen at yde til Hans Bennedsen Sørensen der var nået den høje alder af 70 år, at han kunne få en årlig understøttelse i penge og 4 brød ugentlig mod at han tager sine børn hjem fra fattiggården. Ovenstående understøttelse refunderes af statskassen, som det blev bemærket i protokollen – det var altså gratis for kommunen at tvinge den gamle mand til at tage sine børn hjem fra fattiggården Kærgård. De drikfældige var det derimod bedst at have på fattiggården: Det vedtages at forspørge sig hos Amtet om vi kan indlæge Laust Jensen på fattiggården da han er meget drigfældig. Udgifterne på Kærgård var tit mindre end i en fremmed kommune, så det skete ret så ofte at kommunen krævede en fattig sendt til Kærgård: Det vedtoges at sende Jens Nissen der er statskassefattig på Kærgaard fattiggård snarest mulig. De fleste statskassefattige var slesvigere, men det kunne også dreje sig om sindssyge hvor staten havde forsørgerpligten. Kærgård var fattiggård fra 1869, drevet af en række kommuner, herunder Bramming, frem til omkring 1890, senere var den en slags alderdomshjem.

Den frie fattigkasse og hjælpekassen

Ikke al hjælp medførte krav om tilbagebetaling og andre repressalier. Man kunne som tidligere nævnt få hjælp fra Den frie fattigkasse (senere kaldet Hjælpekassen). Den ydede kommunen bidrag til med 300 kr. om året. Men det var ikke de store midler der var her. Bramming Håndværkerforening oprettede i 1900 en Syge-, Låne- og Hjælpekasse hvortil man skaffede penge ved at spille dilettant, men kassen var forbeholdt medlemmerne og pengene skulle betales tilbage. Kassen blev ophævet i 1912.

Hjælpekassen havde sin egen bestyrelse, og således et sted med politisk indflydelse, som socialdemokraterne naturligvis benyttede. I 1911 var der forhandling med De Radikale om fælles opstilling og det gik udmærket indtil man skulle bestemme hvem der skulle stå øverst på listen. Dirigenten var redaktør Anton Thomsen ville ikke lade rækkefølgen afgøre ved afstemning, men forlangte lodtrækning, herefter forlod Socialdemokraterne mødet. Senere genopstillede de Mathilde Olsen øverst efterfulgt af bygmester Tonnes Tonnesen, husmand Peder Jørgensen (formand for Husmandsforeningen), havebrugskonsulent Kathrine Leth Jensen og pedel Chr. J. Hansen. De Radikale lavede også en liste der er såpas blakket, at det menes den kan være passende for alle Antisocialister, som Thomsen med socialdemokratisk ynde karakteriserede den. Her stod førstelærer Manich øverst.

Det lader ikke til at redaktør Anton Thomsen har ladet sagen passerer, i hvert fald får han et par ord med på vejen, dels fra den socialdemokratiske redaktør: Et herværende blad har søgt at mistænkeliggøre vor liste, skrøner som ingen steder hører hjemme. Men dels også fra bygmesteren der skrev: Jeg skal ikke gå i rette med hr. Thomsen, der er en ung mand og ved selvfølgelig ikke bedre. Lidt mere beskedenhed ville klæde ham godt. Samtidig vil jeg takke ham fordi han har vist sit rette sindelag over for arbejderklassen og specielt husmændene, i hvis frakkeskøder han hænger ved enhver lejlighed. Valget blev nu ikke det store tilløbsstykke, der var kun 25% af vælgerne der mødte op. De Radikale og Socialdemokraterne fik valgt lige mange repræsentanter, nemlig 2 hver (med 49 henholdsvis 45 stemmer), mens en Nørå liste fik valgt 1. Efterfølgende blev

Tonnes Tonnesen formand og lærer Manich kasserer.