Restaurationen
Restaurationen – madkunstens centrum
Man tror det jo ikke, men der var en tid i danmarkshistorien hvor smørrebrød ikke fandtes, højst en sammenklappet rugbrødsmad. Men det der senere udviklede sig til en national stolthed blev faktisk først opfundet i 1890erne, i det blomstrende københavnske restaurationsliv – da det efterhånden ikke mere var muligt at nå hjem at spise i frokostpausen.
Og her gjorde Bramming sig bemærket. Hvilke andre steder end netop tidens mest moderne indretning, jernbanerestauranten – med Else Marie Hansen i spidsen: hun var en enestående madkunstner, hvis smørrebrød snart blev landskendt. Handelsrejsende, der østfra skulde passere Bramminge med morgentoget, skrev eller telegraferede forud om at have en frokostkurv parat; noget den gang ukendt, se det var assistent Poulsens mening. Tænk om der havde været TV dengang, så havde hele verden kunne se det berømte smørrebrød fra Bramming i primetime – allerede mere end ti år før togulykken gjorde byen kendt!
Men Else Marie var ikke den første, det var fru Rosendahl, med titlen restauratrice. Hun var fra en tid hvor etaten tog sig af sine ansatte. Hr. Rosendahl var stationsforstander i Vamdrup og da han døde sad Ida alene med to små børn og en elendig lille enkepension. Men så gik trafikinspektør Hansen i gang og skaffede hende restaurationen i Bramming, som hun drev frem til midten af 1890erne. Af børnenes fødested kan man se at familien oprindelig har været i Struer og så har været i Vamdrup fra omkring 1876. Da de kom til Bramming havde Ida 3 børn med, men i 1890 er der kun 2. Skal vi gå ud fra at den yngste døde? Oprindelig var svigermor Anna med, hun står der heller ikke i 1890, hun var født i 1808 i Flensborg og var under fattigkassen. Så Idas år i Bramming har nok ikke bare været rosendans.
Men assistent Poulsen har tilføjet et lysere eftermæle: Hendes børn voksede op og blev stationens stolthed. Sønnen blev cand. jur., og datteren blev gift med en søn fra Bramminge Hovedgård. Så har man drevet det vidt. Om samme Jacob har sagfører Ludvigsen fortalt at læge Fenger brugte ham da han som bekendt kom i vanskeligheder på grund af sin ejendomsspekulation i 1903. Da var Jacob 31 år og overretssagfører.
Else Marie
Men vi skal til vores smørrebrødskunstner, Else Marie Hansen. Hun havde restauranten fra 1896 til hun døde i 1932 – som 81-årig, måtte gud have været hendes sjæl nådig, som andre nok ville sige. Hun var gift med Mads som havde mistet sin proprietærgård under 1880ernes landbrugskrise, senere havde han hotel i Kolding. Men i 1919 døde han og da det var ham der stod som restauratør, skulle der en ny til. Og DSB var ikke sindet at antage en kvinde til det hverv – selvom Else Marie jo havde været der i næsten 25 år. Problemet blev løst ved at deres søn gik ind som kompagnon. Han, Pelle Lauridsen Hansen, havde været købmand i byen en fem år og overtog kortvarigt bevillingen i 1933.
Ud over det med smørrebrødet var restauranten også kendt for det mindre gode. Åbningstiden var lang. I 1898 reklameredes: Banegårdsrestauranten med kaffe og smørrebrød, fra 6-11, M. Hansen. Og det lader ikke til at Mads sørgede for at der blev lukket kl. 23. I januar 1910 var der følgende indførsel i Borgerforeningens protokol hvor man anfører et middel mod gadeuorden i byen, bla. hvis Jernbanerestauranten ikke holdt åben efter kl. 11 aften. Det foreslås derfor, at man henstiller til dens restauratør M. Hansen at lukke kl. 11. Senere blev restauranten kendt for at sælge byens billigste pilsnere. Det fik en ende 1973/74.