Byudvikling
Boligforeningen startede udviklingen
- Hildur Thomsen har ordet
Da grundprisen blev sat ned i slutningen af 70erne og begyndelsen af 80erne, kom man ned på, at du kunne købe en grund i Bramming for 50% af det, du skulle give i Esbjerg. Vi sagde, at det dengang ku give til en folkevogn! Ordene kom fra Hildur Thomsen, den tidligere kommuneingeniør, som vi snakkede med i forbindelse med bolig- og byudviklingen i 60erne og 70erne.
Det var de billige grundpriser, der var årsagen til tilflytningen til Bramming. Det var ikke skatten, og tilmed var det sådan, at byen ikke bød på noget med børnehaver – den første, der blev bygget var Skovvejens, som Røde Kors stod for. Først langt senere blev børnehaver et politisk tema. Farten i udstykningen havde også en baggrund i, at kommunen havde mange penge ude at svømme. Men diskussionen om tempoet i udstykningen gik ikke helt stille af, ikke alle politikere var tilhængere af farten. Der var jo følgevirkninger som bygning af skole og kloakering m.v.: Nordre skole og flere børnehaver er jo en direkte følge af udstykningen.
Men egentlig politiske problemer omkring indholdet af udstykningen var der ikke: da man i 1969/70 havde vedtaget byplanen var arealfordelingen jo fastlagt. Man vidste i hvilken retning, udviklingen skulle gå, og i store træk har det været det, man bygger på indtil i dag. Men Hildur Thomsen lagde ikke skjul på, at arbejdet før kommunesammenlægningen i 1970 var meget nemmere, siden gik der lokalpolitik i alt muligt.
Egentlig var det Bramming Boligforening, der indledte udviklingen i boligbyggeriet – og dermed byudviklingen i Bramming. Overraskende hurtigt efter krigens afslutning gik Boligforeningen i gang med at bygge. I december 1946 havde man rejsegilde på blok li foreningens kompleks på Ribevej, og i 1948 holdt man licitation over blok 2 samme sted. Så var der en pause til midt i 1950erne, da kommunen anlagde 2 ny veje: Falkevej og Lærkevej, og så gik byggeriet i gang her: håndværkerfirmaer opførte enfamiliehuse, og Bramming Boligforeningen byggede de 13 kædehuse ved Lærkevej, som stod færdige i 1957.
Omtrent samtidig blev der taget initiativ til opførelse af de såkaldte socialfilantropiske huse (10 stk.) ved østre side af Præstevej. De blev i øvrigt senere overtaget af boligforeningen og kom sammen med kædehusene på Lærkevej til at udgøre én og samme afdeling. Udstykningen af arealet, hvor Præstevej kom til at ligge, blev kaldt Skraldemandens areal, da der tidligere blev kørt renovation ud her. Men ellers var det i starten svært at skaffe jord til udstykning, det havde jo været mere naturligt at udstykke nord for centrum. Det erfarede man, da man i begyndelsen af 60erne skulle bruge jord til udvidelsen af Bakkevejens skole. Her tog man jord fra idrætsformål og måtte så købe erstatning længere ude, hvilket var svært. Men udstykningen til boligbyggeri på Tværsigvej ved idrætsanlægget anså Hildur Thomsen for uheldig: Der skulle aldrig have været bygget der – de to ting passer ikke sammen.
Allerede fredag aften var der kø for at få grunde i Gabelsparken – skønt salget først startede mandag morgen 28.3.1973. Køen var forudset, derfor var salget flyttet fra Teknisk forvaltning til Sportscentret. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
Godthåbparken
Det var også, fordi det var svært at skaffe jord, at Godthåbparken kom til at ligge hvor den ligger. Det skulle man aldrig have gjort, da det jo ligger tæt ved industrikvarteret. Det gav gener, og Holger Hansens maskinfabrik måtte lave dyre miljøforanstaltninger for at afbøde lugtgener overfor boligkvarteret. Det var til gene for alle parter, sagde Hildur Thomsen. Det var i 1960-erne boligforeningen indledte planlægningen af Godthåbparken. Den blev opført i etaper og stod endelig færdig i midten af 1970-erne. Rejsegilde på første etape var i 1961. Nu rykkede byggevirksomheden ind i området vest for Præstevej: I 1961 indledte kommunen forberedelserne til udstykningen af 47 grunde i området mellem Gabelsparken og Præstevej, og i 1962 byggemodnede kommunen 10 grunde i området ved Rolighedsvej.
I kold vinterluft tog man fat på bebyggelsen af Engparken. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
Gabelsparken: Fart over feltet
Nu var det klart, at en bastant byudvikling var i gang: I 1966 blev Engsvinget anlagt, og byggeriet i Engparken tog sin start, således at det yderste område her var bebygget i 1972. I 1971 var der fuld gang i opførelsen af huse på Lunagård, og i °72 blev der lagt fjernvarmeledning til Gabelsparkens 1. etape, ca. 85 nye boliger. Ved salget af grundene i dette område den 28. maj 1973 var der på grund af den meget store efterspørgsel rationering: kun én grund pr. køber! Da vi så købte den jord, hvor Gabelsparken ligger på, var der ligesom gået hul på bylden - nu kunne kommunen købe jord, sagde HT. Det var jord, der var ejet af små landbrug, hvor ejeren alligevel ville holde op. Det var så at sige landbrugets udvikling, der sikrede byen jord. På tilsvarende vis forholdt det sig med området, hvor Nordre Skole, Birkevangen og Fjernvarmen ligger. Når vi måtte rationere udstykningen af Gabelsparken, var det for at hindre, at lokale håndværkere satte sig på det hele - der skulle også være jord til almindelig mennesker.
I 1972 var interessen for boliger i Bramming så stor, at der også blev sat gang i udstykning ved Jernbanegade, det nuværende Bøgely. I 1973 opførte De Vanføres Boligselskab boliger på vestsiden af Præstevej, og foruden i Godthåbparken var boligforeningen nu i gang med at planlægge det store boligbyggeri i Kildeparken.
Privat udstykning - og tvangsauktioner I august 1973 fik 36 grunde i Nygårdsparken tildelt husnumre af kommunen, og de lavede samtidig vandforsyningsplan til 2. etape af Gabelsparken. Udstykningerne i byen har næsten alle været kommunale, men enkelte har været foretaget af private konsortier: Søparken, Bøgely, Nygårdsparken. Men, sagde Hildur Thomsen: det er ikke nødvendigvis her, vi har de pæneste huse. Standarden afspejler de økonomiske vilkår, altså hvordan lånevilkårene var. Lunagård er bygget i fede tider. Man ser det f.eks. også tydeligt på den første del af Gabelsparken, der er bygget i gode tider, mens de mere beskedne dele med de små huse over mod Golfbanen, afspejler en lavkonjunktur. Tilsvarende i Grønningen, hvor vi i den sidste (nordlige) del oplevede uhyggeligt mange tvangsauktioner. Det var sidst i 1970erne og først i 80erne, hvor man ku købe et hus, der havde kostet 640.000 for 340.000 på tvangsauktion.
Byggeriet i Gabelsparken fortsatte yderligere i 1975: vinter med vandpyt. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
- parkerne blev bygget
I 1974-i det år hvor kommunens indbyggertal passerede 11.000 – blev der opført 26 boliger i Stengården, og boligforeningen gik i gang med Kildeparken. Samtidig udstykkede kommunen Porsholtparken og en del af Gabelsparken. I 1975 forberedte kommunen et specielt indslag i Gabelsparken: gårdhavehusene. I 1976 blev der lagt fjernvarmeledning til ca. 50 grunde i Søparken, og i Bøgeparken opførtes et kompleks med klublejligheder. Den nordligste del af Porsholtparken blev bebygget i 1977, og i byggeriet af Søparken indgik et afsnit, man kalder klyngehusene.
I 1981 gik byggeriet på P. Schousvej i gang og to år efter var boligforeningen i gang med Elmegården, Jernbanegade. Byens første andelsboliger blev opført ved P. Schousvej, og boligforeningen gik i gang med projektet på hjørnet af Kirkegade-Nørregade og fortsatte i 1986 med at omdanne det tidligere Bramin kompleks ved N.A. Jørgensens Plads til boliger.
I foråret 1975 tog Bramming boligforening fat på byggeriet af Kildeparken. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
Og byens vækst fortsatte. Så vi runder af med at notere, at i 1987 var byggeriet nord for Grønningen i gang. En udstykning i det område har der været kritik af, nemlig Gyngemosen, som den kaldtes, altså Gyvelvej, Syrenvej m.v., hvor der var meget fugtigt. Men HT mener, at problemerne er vokset væk, efterhånden som beplantningen på området er vokset til.
Sydbyen har altid været lidt af et stedbarn. Man kan undre sig over, at der slet ikke er sket en udvikling i den retning. Bramming er jo pukkelrygget mod nord, som Hildur udtrykte sig. I lang tid var det spørgsmålet om omfartsvejen, der stillede sig hindrende i vejen. Man vidste ikke, hvor den kom til at gå, så derfor blev der ikke udstykket. Og så længe der var den tunge trafik gennem viadukten, var bydelen heller ikke attraktiv: hvem havde lyst til at sende sine børn i skole ad den vej? Men nu hvor Langsigparken ved Nygårdsvej er blevet udstykket, er sydbyen (mellem Ribevej og Mulvadvej) i dag det eneste sted, hvor der er kommunal jord af betydning til udstykning til boligformål.
Spørger man Hildur Thomsen, hvad det mest vellykkede er, han har været med til i sit arbejde som kommuneingeniør, så svarer han uden tøven: At byen har fået træer! Da jeg kom, var det en by uden træer. Jeg sagde til politikerne: Det er en grimme by, giv mig ti år, så skal I se! Og i dag er byen en grøn by, som kolleger kommer for at se på – i den henseende fik jeg frie hænder.
Note: HT blev ansat som kommuneingeniør i november 1959 og havde inden da haft kontakt med kommunen via sit arbejde i Ribe Amts Vejvæsen. Når der blev oprettet en stilling som kommuneingeniør, skyldtes det, at der kom en ny byggelov. Han blev ansat af Erik Madsen (borgmester fra 1954-60) og Erik Bech Nygaard - den kendte radikale kommunalpolitiker, der - udover at at være sherif - i mange år var formand for kommunens tekniske udvalg. Senere blev han også formand for amtets.
Badeanstalten der kom - og forsvandt
Mens der i tresserne fandt en voldsom udvikling sted i Bramming, gik det ilde for Bramming Badeanstalt. Den blev nemlig lukket. Bestyrelsen for elværket, der stod for dens drift, lukkede anstalten i 1961. Få år efter blev bygningen revet ned, og der er græsareal nu, hvor den lå, nemlig mellem Egnsmuseet og banen. Lukningen havde givetvis flere årsager, men den vigtigste var nok – efter protokollerne at dømme, at det ville blive en forholdsvis alt for bekostelig affære at gennemføre en hårdt tiltrængt renovering af bygningen, som var opført i 1924 – endsige at opføre en helt ny i en tid, hvor folk fik egne bademuligheder i deres boliger.
I 1951 konstaterede bestyrelsen, at det absolut ikke kunne svare sig at begynde at lappe på bygningen, og på denne baggrund fik man lavet et »uforbindende« udkast til en ny badeanstalt. Projektet lød på ca. 139.000 kr., men året efter kom myndighederne i vejen med forordninger, der gjorde det vanskeligt at låne penge, og projektet blev udskudt.
Elværksbygningen (nu Egnsmuseet) set fra banelinjen i nordøstlig retning. Forrest den nu forsvundne Bramming Badeanstalt. 1974. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming). Arkiv).
Andre vanskeligheder stødte til. I 1955 så elværksbestyrelsen sig ikke længere i stand til at fortsætte den fuldstændige drift af anstalten, idet den gradvise overgang til vekselstrøm formindskede mængden af varmt vand fra værkets maskiner. Og samme år passeredes en milepæl: for første gang siden starten i 1924 forhøjedes badeprisen - fra 50 til 75 Øre.
Mængden af varmt vand fra elværket skrumpede fortsat ind, og bestyrelsen vedtog at lukke anstalten definitivt fra 1. juni 1961, og den kvindelige bademester, fru Karen Hansen, blev opsagt fra samme dato. Driften fortsatte vistnok et halvt årstid endnu, men så var det slut. Bygningen blev som sagt revet ned, men den havde i hvert fald opfyldt et behov, ikke mindst i de første mange år efter dens opførelse. En statistik for året 1929 viser således, at der var 1.099 kvinder og 1.168 mænd, der benyttede badeanstalten. Heraf kan man måske udlede dette, at i tyvernes slutning svedte mænd mere end kvinder - men at ønsket om renlighed ellers var omtrent lige stort.
Spejderhytten
I midten af 1950erne forsvandt de sidste rester af det, der siden 1885 havde været en del af byens silhuet: den vingeløse vejrmølle (hvor nu Lima/Favør ligger). Hvad der i møllen var af mursten pillede spejderne omhyggeligt fra, og rengjorde under ledelse af lærer H.P. Graverholt, og ikke mindst takket være hans store indsats blev det nuværende spejderhus opført ved soppedammen på Bakkevej og indviet i 1959.