En naver - Bramminginfo

Brylluppet stod i Good Templar-logen i Nordby i 1898 og rygtet siger at Laurids måtte melde sig blandt afholdsfolkene, hvis han ville have Mette. Derefter flyttede de til Bramming og fik 12 børn.

Det drejer sig møbelhandler og bedemand Laurids Nielsen Hansen og Mette Jensine Jensen og det blev til en længere møbelhistorie, der startede i Storegade 11, flyttede til nr. 27 en halv snes år senere. Det var dengang en møbelforretning også betød fremstilling af møbler efter bestilling og der blev lavet mange sengebunde i værkstedet bagved nr. 27.

Men historien om Laurids skal alligevel ikke være en møbelhistorie. Det bliver historien om en generation der gik på valsen – og efterfølgende slog sig ned i Bramming. Altså ikke helt den vanlige historie om bønder der flyttede til byen – i hvert fald med en omvej over Berlin og Schweiz i 1895-97. En del af denne rejse skal vi følge Laurids – inden han kom under åget. Vi starter i Berlin:

Berlin 6. Juni 1895

Vi står tidligt op, da ordsproget jo siger: Morgenstund har guld i mund. Vi går så først hen på arbejdsanvisningskontoret. "Nej, der er ingenting". Vi køber så avisen og vil forsøge at gå efter et par stykker som imidlertid ligger i den anden ende af byen.  Pa vejen derud, kommer vi forbi det sted, hvor vi måtte  komme igen. Det er nu frokosttid, hvorfor vi går hen i en beværtning i nærheden og indtager en solid frokost. Derefter går vi op på kontoret. De henviser os til værkføreren, som vi træffer i sin lejlighed. Han spørger os, om vi har været på kontoret. Efter at have besvaret det bekræftende, siger han: "Morgen Früh können Sie anfangen" (I morgen tidligt kan De begynde). Endelig hørte vi så det ord, som vi havde længtes efter. Da vi nu har dagen for os, går vi hen på Det kongelige gamle og nye Museum, der er rigtig nok noget at se. Man gør så at sig en rejse jorden rundt. Snart befinder man sig mellem eskimoer, ser på dragter, husredskaber og fiskeredskaber, snart er vi i Kina og beundrer de smukke ting, som dette lands folk kan frembringe, og i Amerika hos indianerne, i Ægypten mellem mumierne, nogle af dem er fra flere hundrede år før Kristi fødsel. De har sikkert ikke drømt om i levende live at skulle ligge her til parade i et fremmed land, tusinde ar efter deres død. Ja, i det hele man ser ting her, som man kan lede læge efter at finde magen til. Vi tilbragte det meste af en halv dag derinde. Så kom vi endda ikke rundt. Mod aften købte jeg et forklæde til arbejdet i morgen. Nu far vi se, hvordan den skærer af.

Berlin 7. Juni 1895

I dag har vi ikke bestilt andet end gøre værktøjet i stand, fået sygekassebøger og invalidebøger anskaffet, og mod aften fik jeg endelig tegning på arbejdet. Det er et stort spejl, nøddetræs matpoleret. Jeg skal have 35 mark for det, som er godt betalt. Mine kammerater anslog det til kun 25 mark. Vi er nemlig 4 danskere på værkstedet, så det er altid rarere. Arbejdet går efter omstændighederne godt, men langsomt. Vi fik udbetalt 9 mark i kostpenge i aften.

Berlin 9. Juni 1895 Zoologisk Have

Efter at have spist middag, tog vi med Ringbanen til Zoologisk have. Der er mange smukke dyr af alle slags. Et stort militærorkester, ja så galt to, underholder publikum, der er meget livlig, men glæden er blandet, thi nu indfinder min gamle sygdom sig, hovedpine, og jeg må uopholdelig hjem i seng. Det var den søndag.

Berlin 15. Juni 1895

På grund af at jeg ikke kan få alt fra billedskæreren, gik jeg i stå med arbejdet, men fik straks noget nyt -, opsats med spejle og hylder, massiv mahogni i gammel stil. I udbetaling fik vi atten mark, min kammerat laver små borde, også dunkel mahogni. Da vi nu har penge, køber vi begge nye hatte.

Berlin 31. Juli 1895

I dag var jeg lidt uheldig med mit arbejde, så jeg måtte holde op. Men det mest uheldige var, da jeg kom ned på kontoret og mente at have penge til gode, og da de havde fået det hele regnet sammen, var der ingenting. Det er en mærkelig ting i så stor en forretning at bruge sådanne metoder. Det samme skete for Nielsen, da han senere også holdt op. Skovby kom hjem til middag. Han havde heller intet arbejde. Vi gik sammen til Nachweis (arbejdsformidlingen) og fik straks arbejde i en stor forretning, men da vi talte med andre om det, var det så dårligt, at vi slet ikke gik derhen, men søgte noget andet- et sted hvor vi kan begynde i morgen. Tegningerne var ikke færdige, med det håb gik vi så hjem og sov oven på den tur.

Berlin 6. Oktober 1895

Ja, i dag er der fødselsdag. I år i Berlin, i fjor i Vamdrup. Gud ved, hvor den næste bliver. Vi fik 16 mark udbetalt i aftes. De seks sendte jeg straks til København, som betaling for hefterne Greven af Monte Christi. Jeg blev modtaget af mine kammerater, og Nielsen forærede mig en pung. Breve fra hjemmet var indtruffet. Vi gik om i haven i Oranien Str. og spiste en bedre aftensmad, mens musikken gav gamle kendte numre, så vi kom til at længes efter Danmark. Ellers gik det rigtig godt den aften.

I dag har vi rigtigt efterårsvejr med regn og slud, så der er ikke andet for end blive hjemme.  Til aften købte vi nogle fribilletter for 50 pfennig. Det er rigtige billetter, som man går i teatret for om aftenen. Nå, i eftermiddags gjorde vi også en tur under paraplyen. Vi var således i Nationalgalleriet  og så de mange smukke malerier. Et stykke var fra Danmark og forestillede Helsingør med Kronborg. Af søstykkerne var der flere med danske flag.  Derefter gik vi ned i skandinavernes samlingscafe Holländische Café og drak kaffe og tog e t parti billard. Om aftenen var vi så henne i Belle Alliance at se Berliner Raubvogel, et godt stykke, hvor forbilledet, scener af Berliner ... og sluttede med sangen: "Das war auch ein stücken Leben von der Kaiserstadt Berlin” Til slut ballet.

Berlin 29. Oktober 1895

I går nåede vi ikke at blive færdige med vort arbejde, skønt skylden ikke var på danskenes side, de sled som bæster. Vi var hos mester i aften. Meningen var penge, inden arbejdet var færdigt. I dag til morgen lønnedes vi med et grin fra tyskerne, fordi vi ville have penge i aften. Det udartede sig naturligvis til skældsmål. Vi gjorde imidlertid vort arbejde færdigt. Nu vil de have os til at hjælpe dem, hvad vi ikke vil, men holder op. Da mester endnu ikke er kommet til middag, er vi der igen. Da er han der på værkstedet. Er igen i oprør. Et parti mere er færdig med akkord, og han har ingen penge. Han taler fornuftig med os og så helst, vi blev ved, men vi har besluttet os til at rejse, og derved blev det. Vi skal komme igen kl. 4. Sagerne er i orden, og han ønskede os al god held, hvor vi kom hen. Skovby vil jo nok til München, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal, men da det er koldt, det sner i dag, tager jeg alligevel med. Da Nielsen kom hjem lovede han at følge efter, når han bliver færdig med sin akkord. Kl. 10 følger han os til banegården, og kl. 11 går toget. Farvel Berlin, tak for de mange glade dage, vi har tilbragt i dig.

München 4. November 1895

Jeg har to små mahogni borde, som jeg skal lave, men arbejdstiden behager mig ikke. Den er fra kl. 7 til 6 med en times middag, ingen frokost. Det må man gnave i sig, mens man arbejder. Ingen kaffe får man, ikke andet end det kolde øl.

München 9. November 1895

I aften fik jeg udbetalt efter 21 mark i ugen, så det er meget godt. Da Skandinavisk Forening holder stiftelsesfest, 91 år gammel, og der vanker bøf stegt med løg, må jeg som god nav naturligvis med der. Det går gemytligt til. Bøffen er god og stemningen fortrinlig. Efter oplæsning af en i dagens anledning forfattet prolog, går det lystigt med taler, sang, deklamation og liredansning til kl. 3. Så følges jeg med et par snedkere hjem og ligger et par timer hos dem, til jeg må op til Skovby. Ud og se, om han kan få noget arbejde, og jeg husly.

München 13. November 1895

I dag lavede mester igen vrøvl, som han har gjort hver dag i denne uge. Det blev jeg ked af og holdt op.

München 15. November 1895

I dag fik Skovby og jeg arbejde sammen på et mindre værksted, men mesteren huer mig ikke.

München 21. November 1895

Skovby har villet holde op et par gange. Jeg har imidlertid fået ham overtalt til at blive ved til denne uges udgang. I dag kom mester hjem til middag, fuld som sædvanlig, og var grov mod mig. Det tog jeg ikke imod, men holdt straks op.

München 11. marts 1896

Altså farvel Bayerns og øllets hovedstad. I mulm og mørke kom jeg hertil. I tåge forlader jeg dig, men i solskinsdage har jeg set dig, og jul har jeg fejret ved Isarens bred. Og floden, vandet tilvinker mig nu, farvel. En 3/4 times kørsel fra byen kommer vi gennem en temmelig stor skov, mest bestående af grantræer, som endnu er de eneste grønne træer. Landet vi kører igennem er fladt, en smule bakket. Landsbyerne ligger spredt hist og her på marken, hver med sin kirke, hvis slanke spir hæver sig over byen. Længere fremme kommer bjergene, som alle ligge dækket med sne. De synes ikke at være langt borte, men efter sigende mindst to timers gang til foden af

dem. Kort før vi kørte over floden Inn, var vi dog bjergene så nær, at jeg tror ikke, vi var mere end et kvarter fra dem. Jeg kunne tydeligt se stien, som fører op til toppen. Floden er på grund af den megen regn og tø gået over sine bredder, og jeg så et sted folkene sejle fra huset i en båd. Udenfor Salzburg kom vi til nogen meget høje bjerge. På det højeste af dem, lå toppen indhyllet i skyer. Jeg troede at vi måtte passere gennem et pas for at komme til byen, men bjergene er meget længere væk, end man tror. Nå, endelig når vi Salzburg.

Salzburg 11. marts 1896

Efter en flygtig toldvisitation gik jeg ud i byen. Bygningerne er gennemgående ret nette, men gaderne lader jo, som overalt her i syden meget tilbage at ønske. Jeg sætter kursen efter et bjerg, som ligger i udkanten af byen. Ved foden ligger et kloster og på toppen en fæstning, hvis volde, jeg efter en besværlig opstigning nåede og var lidt indenfor. Derefter beså jeg byen, som ellers ikke frembød noget mærkværdigt. Kaffe, som jeg indtog i en restauration, serveres her i glas. I München har jeg engang fået den i en tallerken med en ske til at søbe den med, så der er mange måder at drikke kaffe på. K.L. 8.25 farer jeg videre, men det er nat. Jeg ser ikke efter landskabet, som jeg farer igennem. Rejseselskabet er noget broget. En russerinde har lært vel meget i Tyskland, holder med skrigende stemme foredrag, så man ikke kan sove. Nå, det må man finde sig i.

Wien 12. marts 1896

Kl. 6 morgen ankom jeg til Vestbanegården i Wien. Efter at have fået tøjet indskrevet i garderoben, begyndte jeg min vandring i  kejserstaden. Først måtte jeg ind i en restauration for at have min morgenkaffe. Efter at den er indtaget, køber jeg et kort. Nu begynder jagten efter logi, som ikke er nemt at få for så kort tid. Endelig lykkedes det mig at få et i Hermanngasse nr. 20 hos Muller for 2 gylden om ugen. Jeg betaler 1 gylden på hånden og dermed er det i orden. I går havde vi godt vejr, men i dag småregner det, alligevel vandrer jeg trøstig af sted omkring i byen. Jeg kommer til sidst ud til Tegethofmonumentet, som wienerne har rejst til minde om deres admiral, som var så heldig at tabe slaget ved Helgoland, hvilken dato man mærkelig nok ser angivet på støtten. Derfra gik jeg ud til Donaufloden, gik over kronprins Rudolfs bro. Floden var gået over sine bredder, og den indtog omtrent den dobbelte bredde. Strømmen var voldsom kunne man se på flodprammene, som med møje kom frem mod strømmen. Ligeledes så jeg også hele træer komme drivende med roden opad. Nu lakker det mod aften, og efter at have indtaget min aftensmand strækker jeg velbehageligt mine lemmer for første gang i Wien.

Dresden juni 1896 280.000 indbyggere

Lørdag d. 30 maj forlod vi [igen] Berlin og begyndte vor rejse til Schweiz. Den første by vi gæstede var Dresden, hovedstaden i kongeriget Sachsen, ligger på siden af Elben i en meget smuk egn, i det sachsiske Schweiz. Vi blev her godt modtaget om aftenen i den skandinaviske forening. Om søndagen var en landmand så velvillig at vise os rundt i byen. Straks om morgenen foretog vi en lille udflugt til Loschweitz, en lille by oppe i bjergene. Her havde man en dejlig udsigt over Elben og byen. I omgivelserne i den lille by skal Schiller havde digtet "Don Carlos". Vi sejlede både ud og hjem med en damper… Kl. 11 gik vi op i den berømte malerisamling, som den dag var åben og gratis. Her så vi mange smukke malerier fra de berømte malere, både fra den gamle tid og fra den sidste tid. Som perlen i hele galleriet nævnes Rafaels Madonna. Et meget stort stykke. Det skal jo et af Verdens  største kunstværker. Flere moderne malere havde udstillet deres arbejder, det var lidt mere livligt at se på, disse friske billeder end alle de gamle. Det såkaldte Zwinger, hvori også galleriet lå, er et smukt firkantet palads… Alt arbejdsliv så man ikke noget til denne aften, men derimod vendte den ene floddamper efter den anden hjem til byen med folk, som havde tilbragt søndagen i omegnen. Sporvognene bragte ligeledes masser af folk til byen. Vi satte os ned på en bænk, mens hist i vest solen langsomt dalede ned bag skoven. Ovre fra den anden bred lød musikkens toner over til os. Vi tændte cigaren og nød rigtig behageligt denne yndige aften ved Elben. Mandag formiddag byder vi denne venlige by, som bærer Elbflorenz, farvel.

Schaffhausen og Rhinfaldet før 20. Oktober 1896 12.402 indbyggere

… Vi begav os på vandring ud til vandfaldet, som ligger en times gang udenfor byen. Allerede ind i byen har Rhinen stærk fart på, og flere fabrikker drives ved hjælp deraf. Her så vi endelig den smukke grønlige farve, som vi havde hørt omtalt, men endnu ikke set, da regnskyl stadig havde plumret dens vande. Vi var nået derud, og det syn, som her lå for os, forglemmer vi ikke så let. At se så mægtig en flod brat styrte ned fra en højde af 12-14 meter. Selve faldet regnes for 20 meter. Vi gik langs den ene side af faldet ned til en lille dal lige foran faldet. Her nyder man ret skuet. Det er snart Nielsen, der deklamerede: Det var, som det der oven fra skoven, hvor slottet ligger på bjerget tændt, to grønklædte øer står midt i det hvide fald. Her er smukt, og man kommer uvilkårlig til at mindes digterens ord: I himlen højt det suser, i regn dens sang vi hør, og venlig over aftensol det spreder gyldent slør, men der imod den hvide uskyldhedens farve. Ligesom min kammerat slog også jeg poetiske strenge an Her i en lille venlig dal under træers skygge, ser vi, hvad naturen danne kan, frem for hvad vi kan bygge. Her den smukke Rhin vise, hist i solen hvidt som sne. Vandet falder med rabalder, grønklædte øer på os kalder, men vor pung siger stop, der I ikke kommer op, men vi håber og vi tro os lykken bliver i Zürich go. Thi ved vor rejses ende, vi vor pung kan vende. Ja, desværre, det er en sandhed.

Vore økonomiske omstændigheder er lidt små nu, men dog store nok til, at vi kan nå det mål, som vi satte os i Berlin, nemlig Zürich. Efter at have ligget det meste af en halv dag herude i græsset, begav vi os tilbage til Byen. Det var hen på eftermiddagen, og vi var blevet sultne, hvorfor jeg begav mig ud i byen at købe lidt brød. Min kammerat blev på banegården imens, som bevis på hvilken strenghed, det er at komme over grænsen her. Det skal meddeles, at jeg på denne tur blev antastet to gange. Først af en uniformeret, senere af en civil gendarm. Den første måtte jeg efter en del snakken vise mine papirer. Den anden, som på en temmelig grov måde spurgte, hvor jeg skulle hen. Han fik svar på tiltale, men efter at han havde vist mig sit Jager-pas, og jeg endnu ikke ville frem med papirerne, trak han mig ind i en port, og her måtte jeg så frem med papirerne igen. Han gennemrodede dem på det omhyggeligste uden at forstå meget af det, men da han så mit tyske pas, gled der et smil over hans ansigt A, Sie sind ein Däne. Da papirerne var i  mønsterværdig orden, bad han mig skrubbe af. Jeg fjernede mig med en strøm af skældsord, så han begyndte at få lyst til mig igen. Min kammerat ventede længselsfuldt og efter at have fortalt ham mit eventyr, priste han sin lykke, at han ikke var kommet ud i byen igen, da han intet pas

havde og ingen penge. Vi løste billet direkte og forsvandt så for politiets blikke, som ikke undlod at vogte på os, til vi var kommet godt af sted. På vejen her til så vi i det fjerne snebjergene, som begejstrede os meget. Egnen var meget bjergrig men frembød ellers intet særligt.

Zürich 20. Oktober 1896 90.868 indbyggere

… Da jeg tirsdag morgen d. 20. oktober stod ved mit vindue og så sneen ligge på Zürichberg, faldt jeg i tanker og satte mig derefter ned og skrev følgende linjer:

Jeg står ved mit vindue og betragter den første sne,

Hvad mon der i denne vinter vil ske.

Hjemmet ej nås, det tør jeg vel sige,

men om den bringer fryd eller kvide,

ved kun han, deroppe bag skyer.

Skuer ned til de mange på land og i byer,

Og ham vil vi håbe giver os kraft og mod,

Selv om vinteren ej bliver god.

Zürich nytårsaften 1896/97

Allerede kl. 3 på den sidste dag i det gamle år holdt vi op med at arbejde, pudsede støvet af bænken for at alt kunne være rent til det nye. Kl. 4 samledes hele fabrikkens besætning på vort værksted for at indtage den sidste vesper i det gamle år med hinanden på mesters regning. Den bestod af ost, brød og vin. Et helt, lille anker var lagt op til at tømmes. Efter at vi andre var omtrent færdige, kom vor principal hr. Hani op og smagte på varerne og lod samtidig en kasse gå rundt. Den sidste mand imellem os stod op og takkede vor principal for alt det, han havde spenderet på os

i aften. Ligeledes takkede han for det gamle år og lod os med ham udbringe et Lebe hoch, som vi alle istemte. Vor mester, hr. Hani, takkede og håbede, vi måtte leve raske og muntre med hinanden i det nye år. Efter at ankeret var tømt, gik vi hjem lidt over seks. Lidt efter jeg var kommet hjem, kom min kammerat, men hos dem havde der ikke været nogen fest. Derimod var han, ligesom jeg, blevet kaldt til sylvester om morgenen. Vi havde begge det held at være de sidste, som kom på værkstederne, og det er en gammel skik her, at de sidste, der bliver kaldt til sylvester må give en omgang snaps. Da vi ikke kendte den skik, kom vi ikke før end sædvanlig og blev på den måde de spenderende. Vi blev hjemme til hen imod kl. 12. Der var rigtig nok lagt to fade ø1 op i foreningslokalet men vi tænkte så, at der nok blev drukket uden os. Mens vi var på vejen der ind, slog klokken 12. Nu begyndte kirkeklokkerne at kime det nye år ind. Da vi trådte ind i lokalet var humøret steget, og tønderne var tomme. Efter at have ønsket hinanden Et glædeligt nytår, forlod vi lokalet. Da der neden blev kommanderet til højre, ret og kort efter, vend frakkerne, snart efter højre om, march. Nu kan det nok være, at det skar med en lille opsang igennem restaurationen, rundt om springvand og hen ad gaderne på kryds og tværs, indtil vi til sidst havnede i Wienercafeen, hvor vi indtog vor morgenkaffe og gik hjem og sov næsten hele nytårsdag hen.

Her slutter Laurids så. Via Paris og London gik turen hjem fra Parkeston med DFDS’ N.J. Fjord til hjemlandet 18.12.1897 – hjem til bryllup med Mette næste år, afholdsloge etc. Farvel, I glade ungdomsdage, som hans afslutningsord lyder i dagbogen.

Jeg har så tænkt på hvad der skete i hovedet på den gamle naver i anledning af den episode der blev omtalt i Vestjyllands Socialdemokrat i forsommeren 1910: en resultatrig snedkerstrejke mod snedkermester Lauritz Hansen og Niels Jensen, svendenes lønkrav på 38-42 øre i timen blev opnået. Om han tænkte på dengang i Berlin i sommeren 1895, hvor han selv havde sit hyr med at få sin løn?