Skibelund Krat - Bramminginfo

I lande som Sverige, England og Frankrig var der opstået en politisk kultur allerede før år 1800. Her fik nationalromantikken ikke nogen større betydning for den folkelige og politiske udvikling. I stedet blev nationalromantikken en intellektuel og æstetisk retning, der efter få årtiers blomstring forsvandt fra disse lande.

Det gik anderledes i lande, der i år 1800 var styret af enevældige (undertiden udenlandske) fyrster. Her satte nationalromantikken en folkelig og politisk vækkelse i gang.

I Tyskland fik bevægelsen betydning for modstanden mod Napoleons overherredømme. I begyndelsen af 1800-tallet bredte bevægelsen sig til lande som Danmark, Grækenland, Polen og Norge.

Overalt medvirkede nationalromantikken til at sætte den nationale identitet i stedet for 1700-tallets patriotiske følelser overfor fyrsten.

Både i Europa og i andre verdensdele har mange af de nationale befrielsesbevægelser haft deres nationalromantiske perioder. I en større sammenhæng har nationalromantikken haft betydning for undertrykte folkeslags stræben efter selvstyre. I denne forbindelse har nationalromantikken ofte virket som en fødselshjælper for folkestyre.

Den danske nationalromantik kan spores tilbage til den dansk-norske filosof Heinrich Steffens, der efter studier i Tyskland indleder en række forelæsninger på Københavns Universitet 11.11.1802 på Elers Kollegium. Steffens taler bl.a. om en skjult åndelig enhed i naturens mangfoldige forbundne processer. Inden for kulturlivet (billedkunst, filosofi, historieskrivning, folkemindeforskning, musik og litteratur) havde nationalromantikken sin store blomstringstid i guldalderperioden (1803-1848), mens indflydelsen på arkitekturen først kom mange år senere.

Den nationalromantiske dyrkelse af almuen og bonden var med til at bane vejen for det politiske demokrati i Danmark.

Rødding Højskole blev som Danmarks (og verdens) første folkehøjskole grundlagt i 1844 som led i kampen for at bevare dansk sprog og kultur i grænselandet og for at forberede bønderne til at kunne deltage i det gryende demokrati. Fra starten har det været en almen højskole med vægt på både uddannelse og dannelse.

Skolen var hverken folkelig eller grundtvigsk fra starten og ville i de første år ikke have grundtvigske lærere. Så Uldum Højskole fra 1849 blev den første virkeliggørelse af Grundtvigs højskoletanke.

Ved højskolens start, holdtes der kirkelige møder/sammenkomster i private hjem. Mødernes tema var ofte det nationale. I 62 og 63 var møderne blevet så store at man blev nødsaget til at rykke dem udenfor - til Rødding Præsteskov. Møderne udvikler sig til en slags grundlovsmøder.

Krattets første sten lod Peder Larsen fremstille til opstilling i Lindbergs fødeby, Ribe, der dog ikke ville modtage den. I stedet talte Peder Larsen med forstander Schrøder. De besluttede, at mindet over en af N.F.S. Grundtvigs nærmeste, tro støtter skulle have plads i Krattet. Monumentets rene arkitektoniske form følger 1800-tallets romantiske tradition. Et særligt træk er teksten. Forsiden står svært fremkommeligt for Krattets gæster på sydsiden, hvor højen skråner stærkt nedefter. Inden træerne voksede op stod den symbolsk vendt mod de dansksindede syd for Kongeå-grænsen.

Stenen blev indviet den 3. november 1869. Teksten er komponeret i samråd med Grundtvig, der leverede en mindesang til.

Stenen står på en høj for sig selv og er altså den første af, hvad der skulle blive til mange sten. I en stor halvcirkel rundt om amfiteatret eller mødepladsen blev der gennem årene frem til 1931 rejst et dusin sten over personligheder, der fik deres livsgerning på Askov Højskole eller på anden vis gjorde en fortjenstfuld indsats i det folkelige arbejde. Det er mindesten for tolv mænd, hvoraf de tre har fået deres ægtefæller med. Da Ingeborg Appel efter sin død i 1948 fik sit navn hugget ind ved siden af ægtemanden Jacob Appel, var det den almindelige mening, at cirklen var sluttet.

Yderligere fem mindesten står mere østligt, og yderst finder man den tre meter høje Genforeningssten fra 1920. Den nyeste af disse sten er fra 1957 og mindes i alt 66 tidligere elever fra Skibelund Efterskole, som faldt under de to verdenskrige. 63 døde under 1. Verdenskrig, hvor i alt 263 tidligere Skibelund-elever var i tysk krigstjeneste.

Efter den sten var rejst, vedtog Skibelundforeningen, at der ikke skulle rejses flere, for at stedet kunne fastholde sit særpræg. Denne bestemmelse er der kun dispenseret fra en enkelt gang, nemlig i 1996, da der blev rejst en mindesten over forfatteren Jørgen Bukdahl i hundredåret for hans fødsel. Stenen er placeret i den store halvcirkel rundt om festpladsen.

En del af stenene er udført af kunstneren Niels Hansen Jacobsen.

Skibelundforeningen : https://www.skibelundforeningen.dk/

Hotel Skibelund Krat : https://skibelundkrat.dk/

Vejen Kommune/Skibelund : https://skibelundkrat.inst.vejen.dk/

Historisk Atlas : https://historiskatlas.dk

Kilder :

Ovenstående samt

Dagspressen

Wikipedia

Rødding Højskole rhskole.dk

Gjennem en lang Aarrække er Mænd og Kvinder fra den nordlige og sydlige Side af Grænsen mødtes i det en Fjerdingvej syd for Askov Højskole liggende Skibelund Krat til Møder paa Grundlovsdagen. Ved Siden af, at denne smukke Plads er bleven et fælles Samlingssted for Folk fra begge Sider af Kongeaaen, er det bleven et minderigt Sted. Her findes et Minde med en Portrætmedaillon af Hans Krüger og et andet Minde over Jakob Christian Lindberg. Her findes et Par beskedne Mindestene over Peder Larsen, Dons, og Claus Dahl, Kjøbenhoved.

Til denne Række er nu føjet en Mindesten over N. J. Termansen ; den blev indviet ved Festen den 5. Juni. Det er en beskeden Kampesten, skænket af Niels Jokum Thomsen, Vejen, men Skibelundforeningen har ladet den tilhugge og rejse og forsynet den med følgende Inskription:

Niels Jokum Termansen

af Grammelby.

F. 15. Marts 1824.

D. 9. Maj 1892.

Omgivet af en lille Stensætning staar den ca. 2 Alen høj i Nærheden af Hans Krügers Mindesten ved Siden af Festpladsen og beskygget af det sjældent smukke gamle Egekrat.

Til Festen i Mandags var mødt ca. 2,000 Mennesker. Under Mødet regnede det lidt af og til, men det var en mild, forfriskende Regn, som længe var ventet og som ikke gjorde Spor af Afbræk i Mødet.

Kl. 3½, bød Højskolelærer Nutzhorn velkommen og efter at en af en fynsk Bondekarl, Knud Jensen, skreven Sang var sungen, fik Pastor H. F. Fejlberg Ordet for at indvi Stenen over Termansen. Naar en Kreds af Mænd, der er knyttede tit Askov og Omegn, har ønsket at rejse en Støtte for Termansen, er det ikke blot, fordi de med Ærefrygt se op til ham eller fordi de i ham har haft en Støtte og Hjælp, men fordi de i ham ,har haft et Banner og fordi de kan pege paa ham og sige, at det bedste, vi arbejde for, var indesluttet i hans Liv. Han var en still Mand. Han var med sit lyse Ansigt og klare Øje al Tid sig selv lig, enten han stod i det politiske Arbejde eller hjemme i sin Stue. Der er en Veltalenhed, i hvilken der er noget af Fossens og Stormens veltalende Magt; men del var ikke den Magt, der var Termansens. Der er ogsaa en Magt i den stille Strøm og de milde, sagte Vinde.

Det var den, der var Termansens. Hans Ord kom al Tid klare, milde og stille, faldende paa det bedste i Sindet. Termansen var en stærk Mand. Der har vel i vort Folk aldng været for mange Mænd med de stærke Viljer og de faste Hjærter, og del kan være, der er færre nu end nogensinde forhen.

Termansen var en stærk Mand, hvor han saa Sandhed og Ret. Kunde han ikke faa Folk med sig, gik han sine egne Veje. Der er sagt, at kunde han have gaaet i Flok og Følge, kunne han have faaet flere med sig.

Det kan gjærne være. Men det var dog saaledes, at han fulgte sine Veje for at naa Sandhedens og Rettens Maal. Han var en kjærlig Mand. Han havde en særlig Gave til at se klart paa en Sag. Det kan være, at han overfor Modstandere har slaaet haardt; men han har aldrig ydmyget eller latterliggjort sine Modstandere. Han har aldrig hvæsset sine Ord eller dyppet dem i Gift.

Han var, som der er bleven sagt om ham, en Riddersmand uden Frygt og Dadel, og det, der al Tid laa i hans Tanke, var at blive Sandheden tro og blive den tro i Kjærlighed.

Det laa alt sammen i, at hans Liv havde et Midtpunkt. Han var en ydmyg, ærlig kristen Stridsmand i Bondekofte og han var frimodig i Haabet. Han kunde ogsaa være tung, naar han saa, hvad der var tungt for hans eget og Folkets Liv, men han naaede al Tid tilbage til Frimodighed i Haabet.

Lad os sige, som der stod paa en Krans paa hans Kiste:

Gud glæde din Sjæl i det høje,

du gjæveste Bondemand,

for din velsignede Gjerning

for Folk og for Fædreland.

Tak, at du trofast mod Manden

holdt Idealerne fast

gjennem Forvirringens Tider,

indtil dit Hjærte brast.

Derefter talte H. P. Hansen-Nørremølle. Han mindede om den Valgkamp, han og hans Landsmænd i disse Dage stod i, og fortsatte: Da man for henved en Snes Aar siden i Norden vilde optage Traditionerne fra Fyrrerne og gjenoptage Studentermøderne, indbød man Henrik Ibsen. Han mødte ikke, men sendte et Digt, hvori han kritiserer Fraserne og Skaaltalerne og den hule Begejstring. Det var saa faa, der "Vilde sin Drøm", saa faa, der som Christoffer Brun gik med i Kampen. Denne Begejstring for de store Idealer er ofte kommen frem i Norden; men vi har haft saa underligt vanskeligt ved at komme ind paa Arbejdet for Idealernes Gjennemførelse. Det ligger saa fjærnt for os Nordboere, at det gjennem Arbejdet i det smaa, man naar frem til det store. Saaledes er det ogsaa over for den sønderjyske Sag. Der var i de første Aar efter Krigen 1864, ja vel helt ind til den fransk-tyske Krig 1870, en Begejstring med Taler og Skaaler; men der dukkede andre Ting op, og den sønderjyske Sag lagdes til Side. Det er let og fristende, navnlig for Ungdommen, at begejstres for de store Spørgsmaal og sige, al i dem ligger Frelsen. Men det er ulyksaligt at begejstre sig for de fjærntliggende Maal.

Lige saa lidt som man i den materielle Verden kan gaa med Syvmilestøvler, lige saa lidt kan man det i den aandelige. Hvem kan ikke begejstres for Fredssagen; men mener man, den er det eneste, det er værd at arbejde for, er det galt. Enten gaar det saaledes, at man kun bevæger sig i det, der er Leg, eller man skuffes. Man maa absolut ind paa det, der er opnaaeligt i Øjeblikket:

Taleren finder det heldigst og mest ønskeligt, at Sønderjylland opnaar Forening med Danmark ad fredelig Vej ; men skal man det, maa man ikke komme ind paa den Vej, man her i Kongeriget er kommen ind paa i den senere Tid. Det er rigtigt, hvad Gustav Johannsen har sagt, at Verdensfreden sikres kun

ved Nationaliteternes Udstillelse. Den danske Fredsforening gaar hen og gjør den tyske Dr. Barth til Æresmedlem trods det, at han har sagt, at Folkets Selvbestemmelsesret er overdraget til Parlamentet, og han anerkjendte ikke anden Afstemning end den, der for Elsass-Lothringens og Sønderjyllands

Vedkommende fandt Sted ved Fredsslutningerne.

Der er ogsaa andre Udvæxter paa Fredsforeningerne. Man har udtalt, at man anerkjender et nordslesvigsk Spørgsmaal, og det er Nordslesvigerne naturligvis taknemmelige for. Del kan da heller ikke nægtes; det er næsten latterligt, naar Tyskerne ved Fredskongressen i Schweitz har udtalt, at der ikke fandtes et saadant Spørgsmaal længere; men det kan ikke nægtes, at hvad der i dansk Retning er oparbejdet i Sønderjylland, bliver sprængt ved den Maade, Fredsvennerne arbejde paa her i Landet.

Det hedder, at vi ved enhver Lejlighed skal udtale, at vi vil Venskab med Tystland ; men man maa huske paa, at Politik er en Interessekamp, hvor man ikke giver noget uden at faa noget igjen, og hvad har vi at give, naar vi paa Forhaand har givet Tyskerne vort Venskab?

Vi har nu levet en Tid, hvor man talte forholdsvis lidt om den sønderjyske Sag; men nu er Sønderjyderne naaede saa vidt, at de kan konstatere deres Fremgang, og det har haft en tilbagevirkende Kraft i Danmark.

Lad os saa vogte os for paa ny at komme ind paa Afvejene. Fremskridtet i Sønderjylland i den nyere Tid er, at man er kommen bort fra det fjærne Maal og ind paa Arbejdet paa de foreliggende Opgaver.

Man har lavet Foreninger hver med sin Opgave. Sprogforeningen, den nordslesvigske Vælgerforening og Skoleforeningen, og det har sin umaadelig store Betydning, at Fremgangen kan konstateres gjennem et planlagt dagligt Arbejde. Man skal ikke opgive de fjærne Maal, men heller ikke mene, at man kan undgaa det daglige Arbejde, kun gjennem det naar man frem.

Han omtalte Arbejdet for Tiden i Sønderjylland med Forberedelserne til Valget, hvor Danskerne haabe en Fremgang i Stemmetal.

En saadan Fremgang vilde faa Betydning ind ad til, men ogsaa ud ad til.

Man har fra dansk Side søgt at indhylle den danske Sag i Sønderjylland i Tavshed.

Det har bedrøvet Sønderjyderne, at der i den danfle Rigsdag ikke er en eneste Mand, der har haft Mod til at udtale, al vi vil nok staa i et godt Forhold til Tyskland; men vi kan ikke have Venskab med det, saa længe vore sønderjyske Brødre maa lide, som de gjør.

Grundlovsfesten i Skibelund Krat blev ikke alene en uforglemmelig Festdag for mange Deltagere baade fra sønden og norden Aa men den blev tillige en af de store nationale Mærkedage i Skibelunds og Askov Højskoles Historie; thi for første Gang efter mange Aars Forløb stævnede Sønderjyderne atter i Tusindtal over Kongeaaen til Grundlovsfest i Skibelund.

Grænseautoriteterne - ogsaa de tyske - havde stillet sig meget imødekommende overfor Sønderjydernes Deltagelse, idet Passagen over Grænsen for dem der havde Pas, stod aaben baade ved Skodborghus og Mergelbroen indtil om Aftenen Kl. 10.

UndeYrdisse Forhold blev Grundlovsfesten i Aar langt den største, der nogen Sinde har været afholdt i Skibelund Krat.

Ved 4-Tiden var der samlet saa mange Mennesker omkring Talerstolen, som den egentlige Festplads kunde rumme, men 2-300ÿ0 Mennnesker var afskaarne fra at høre Talerne, saa der var ialt 7-800ÿ0 Mennesker.

Højskoleforstander J. Appel bød de fremmede Talere Velkommen og indledede med at udtale: Saa kom den 5. Juni igen og dermed den Festdag, da vi atter kan byde Folk baade fra sønden og norden Aa Velkommen og derfor et hjerteligt Velkommen til alle der ovre fra. Næste Gang, vi fejre vor folkelige Fest her i Skibelund, da haaber vi, at Statsraad Thor Langes Ord paa Magnus den Godes Sten er gaaet i Opfyldelse, nemlig "at se Nordens jGrænsepæl atter rykket frem mod Syd". Det er den store vidunderlige Oplevelse, der skal ske. Gud give, vi maa faa en Grænse, der omfatter alle dem, der kan være med til at opbygge

et lykkeligt Danmark i de Tider, der kommer. Der er noget i disse Egne, der kaldes Grænsesang, ligesom vi kender Sangen fra Havets Egne. Naar vi kommer til andre Egne, føles Savnet af Grænsesangen. Den Sang rummer Længsel og Vemod, men er fuld af Haab. Vi maa ønske, at Grænsesangen ogsaa i de kommende Tider maa kalde paa de gode Kræfter til en sund og god Udvikling.

Det er ogsaa værd at lægge Mærke til, at Thor Lange ikke siger Danmarks, men at Nordens Grænsepæl maa rykke frem mod

Syd. Den Sag er hele Nordens Sag. Vi staar paa denne Festdag med fuldt Haab til den kommende Tid, men vi maa ikke glemme,

hvad vor Sag i de sidste 5 Aar har kostet vore Brødre af Menneskeliv og Menneskelykke.

Professor Høffding, der nu fik Ordet, indledede med at oplyse, at der var en Slags Nervesygdom, der kaldes Pigtraadssygdom.

Den fik SoIdaterne, naar de stormede Pigtraadsafspæringerne.

Vi har ogsaa mærket til den Sygdom her i Danmark, hvor vi har saa nær til Grænseafspærringen.

Nu skal Pigtraadene ved vor Grænse fjernes. Mon det vilde være godt, om Pigtraadssygdommen med dens Længsler og Sorger svandt med det samme? Dertil maa svares et Nej! Men vi Danskere har saa let ved at glemme. Vi lever alt for meget i Erindringerne fra Fortiden og glemmer at drage Belæring af vore Minder. Hvad er Aarsagen dertil? For at besvare det maa vi gaa tilbage til forrige Aarhundrede, der var præget af Nationalitetsfølelsen. Det var den tyske Tænker Fickte, der først slog til Lyd for den Sag blandt sit Folk og udtalte: Fjenden kan ikke berøve os vort Sprog. Et Folk kan bestaa, selv om det ikke udgør ert Stat for sig. Tyskland har dyrket Statsmagten paa Folkets Bekostning, og nu 100 Aar efter fremsætter Prinsen af Bayern Ficktes Tanker paany:

Man rammer kun et Folk ved at berøve det dets Sprog og dets Minder. Vi maa derfor ikke glemme Lidelserne og leve paa Minderne, men det kræver Arbejde og Taalmod. Den Lykke, Verdenskrigen har bragt os, er jo kun en ringe Del i Sammenligning

med det hele. Vi har af denne Krig lært, at trods Kulturen er der grusomme og ødelæggende Kræfter tilstede i Menneskenaturen.

Hvad er det der savnes? Svaret bliver Fædrelandskærlighed.

Der tænkes for meget paa Stand og Sang i Stedet for paa Fædrelandsfølelse. Prof. udviklede hvorledes en saadan Følelse opstaar og sluttede med at minde om det Folk og Land, som af Hjertet hører Danmark til og udbragte et Danmark leve!

Kongen ankom i Aftes til Haderslev ved 1O-Tiden, efter at have aflagt Bosøg i Københoved.

Paa Hjemrejsen var Kongen stadig standset i forskellige Landsbyer, hvor man havde bygget Æresporte, og hvor der holdtes korte Velkomsttaler.

Ved Ankomsten til Haderslev havde der forsamlet sig ca. 5000 Mennesker paa Havnen og ca. 1000 Spejderere paraderede.

Efter Planen afsejler »Dannebrog« i Morgen tidlig til København.

Kongeskibet »Dannebrog« ledsaget af de eskorterende Krigsskibe afsejlede i Morges Kl. 9.

Der var ingen officiel Afsked, men en Mængde Mennesker var mødt paa Pladsen for at se Kongeparrets Afrejse.