Handel
Dagligliv i butikken - Brugsen i gamle dage
På et ret tidligt tidspunkt - og vistnok lidt usædvanligt på den tid - fik Bramming Brugs etableret en slagteriafdeling i butikken. Herom fortæller den tidligere kommis i Bramming Brugs, Hans Oettinger, der kom i lære i Brugsen i 1945 og endte som kommis her i 1951.
Afdelingen blev indrettet i butikkens ene ende, og sundhedsmyndighedernes krav dengang lød på, at der skulle være luftovertryk, så luften fra butikkens øvrige del ikke kunne trænge ind i slagteriafdelingen, som blev indrettet i en ny tilbygning til butikken i den ende, der vender ned mod Plantagevej – samtidig med at hele butikken blev indrettet til selvbetjening. For at opfylde dette krav, blev der på loftet etableret et veritabelt blæseværk - et apparat der blæste luft ned i slagteriafdelingen, så luften langsom sivede ud i butikkens øvrige del, og luftbevægelse den modsatte vej var udelukket.
Brugsen åbnede som supermarked på hjørnet af Skolegade/Sct. Knudsallé i november 1959. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
Den tavse sælger
Det var i henkogningssystemets glansperiode, så butiken havde i sit varesortiment et stort lager af henkogningsglas, låg og gummiringe. Ligeså havde man en ret stor manufakturafdeling, hvor Den tavse sælger stod. Det var en reol, som var fyldt med vareprøver af mange slags med priser på. Man havde et stort salg af isenkram med bl.a. et omfattende udvalg i porcelæn. Som lærling var Oettinger med til på budcykel at køre brugsens byture, hver mandag og fredag. Ud om formiddagen for at hente ordrerne (der evt. var skrevet i kontrabøgerne), hjem og ordne varebestillingerne- og ud med dem om eftermiddagen. Landturens yderpunkter var Ll. Darum, Terpager, Nørå og Terp, Størsbøl, Sejstrup og Ilsted, og på de »store« dage kunne man samle helt op til 10.000 æg, som man tog med tilbage og afsatte til DAÆ i Esbjerg.
Brugsen åbnede hver dag kl. 07.00, så mælkekuskene kunne komme af med de ordresedler eller kontrabøger, som de havde fået med fra ejendomme, hvor de hentede mælk. Ordrerne blev så ekspederet, mens mælkekusken holdt på mejeriet i Nørregade, og han kunne så få dem med hjem på tilbageturen fra mejeriet.
Ved hver generalforsamling på Hotel Kikkenborg var der spisning for medlemmerne og til slut dans- og til dansen var medlemmernes unge medarbejdere - hovedsagelig husassistenter og tjenestefolk - indbudt. Hvad Oettinger husker særligt tydeligt var udsmykningen af butikken op mod den første fredsjul i 245. Da var der så småt begyndt at komme appelsiner og rosiner, og ikke mindst krydderier. Appelsinerne blev brugt til udsmykning, og der bredte sig en vidunderlig og hidtil ukendt duft i hele butikken. Den slags varer havde jo været ude al sortimentet i flere år på grund af krigen. I udsmykningen indgik også i stort omfang de rød-hvide-blå farver fra det engelsk Royal Air Force.
Hans Oettinger blev knyttet meget nært til uddelerparret Johanne og Jørgen Mikkelsen, han kom nemlig til dem som feriedreng til sankthans aften i 1939, og var der hvert år, indtil han til sidst kom i lære. De var som far og mor for mig, Nagde Hans Oettinger.
Mændene i flertal
Selv om dagligvarehandelens forretninger var forskelligt indrettet, med forkellige facader og navne, var der dog i årene efter krigen adskillige fælles træk: Butiksdisken havde mange skuffer, og sække, tønder, poser og kasser prægede dagliglivet i butikken. Om denne periode kan fhv. uddeler Evald Kristjansen huske forskellige tidstypiske træk fra, da han var i lære 1950-1955. Visse varer var endnu rationerede, og der var materialemangel.
Da han tiltrådte 1. maj 1950, måtte de to kommiser og yngstemanden alle tre bo på samme værelse og klare sig med et vaskefad udenfor på loftet. Men materilalesituationen blev bedre, og inden han rejste, blev der indrettet et slags vaskerum til dem på loftet. Dengang var unge medarbejdere overvejende af hankøn - modsat nu – hvor kvinderne har flertal i dagligvarebutikkerne. Den daglige rytme var i væsentlig grad præget af at stå ved den lange butiksdisk og personligt betjene kunderne, der kom med deres kontrabøger.
Et specielt indslag var den tilbagevendende afvejning af varer. Til dette formål havde Brugsen et lille afvejningsrum. Der blev hver uge afsat en eller to dage, hvor man stod i afvejningsrummet og vejede diverse varer af og kom dem i poser. Der var bl.a. kartoffelmel, sukker, hvedemel, salt, soda og brun sæbe. Man for-pakkede som det kaldtes. Sække med div. varer blev hejst op gennem Brugsens loft, hvor de blev hældt i nogle tragter for at løbe ned i afvejningsrummet og blive fyldt i poser.
Store landture
Kunderne boede ikke alene i Bramming, men i vidt omfang i oplandet, og derfor havde Brugsen regelmæssigt store landture. De havde egen lastvogn - med chauffør Karl Poulsen ved rattet. Han hentede f.eks. mel og gryn på Vejle Dampmølle. Der var også en væsentlig handel med fast brændsel, kul, koks og briketter, som blev hentet i Esbjerg. På landturene var ægkasserne (af træ) et permanent indslag. I kasserne havde Poulsen de bestilt varer til landboerne, der næsten alle var ægproducenter. Ægkasserne blev så tømt for brugsvarer, og kasserne fra den foregående uge tog han med tilbage - i større eller mindre omfang fyldt med æg. En naturlig del af Brugsens sortiment i de år var udstyr til landbruget: reb, kæder til køerne, roejern til udtynding eller optagning, skovle, grebe m.v.
Evald Kristjansen som kommis foran Brugsen i 1950 (privat foto).
Forretningsglimt
Den voldsomme moderniserings- og udviklingstendens, der prægede de 2-3 første Artier efter 1945, gjorde sig naturligvis også gældende i byens forretninger. Pladsen tillader ikke at nævne al foretagsomhed på dette felt, så vi nøjes med nogle Ta eksempler, alle vedrørende nogle af de ældste firmaer. Byens ældste, endnu eksisterende virksomhed, Hotel Kikkenborg, hvis hovedbygning rundede de 100 Ar i eftersommeren 1998, fik således i 1960-erne gennemgribende ændringer i det indre, med moderniseringer og tilføjelse af noget helt nyt, et diskotek.
Efter firmaet A.A. Øllgaards ophør i 1977 omdannedes bygningen til Centerhuset med start 1. december 1977 og med flere forretninger indeni. Her ses fra venstre Mette Jensen (legetøj), Inger Johansen (Syting) og Karl Frydenlund, Gørding (Manufaktur). (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
Manufakturfirmaet A.A. Øllgaard, Storegade 11, blev moderniseret både på facaden og indvendig, samt udvidet mod syd hen mod banen. Takket være bl.a. en udstrakt kundekreds blev firmaet et af byens største og mest kendte. Det blev nedlagt i 1977 og omdannet til Centerhuset med flere mindre forretninger i sit indre. (Nu: Sørens Farve og Tapet). Den anden store manufakturforretning K. Beiter Lauridsens Herre- og Drengemagasin skiftede totalt ansigt: Beiter Lauridsen ryddede simpelthen sin hidtidige forretningsbygning Nørregade 1-i folkemunde kaldet Strygejernet - og opførte den nuværende bygning, som Abnede i november 1968. (Nu fa. Erik Bjerg).
Boghandler Bent Schack reklamerer for Børnebiblioteket (oktober 1966). (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
Indehaverne af Bramming Boghandel, Birgit og Bent Schack, forlod i 1966 de hidtidige lokaler i Storegade 13 (nu Vestjydsk Radio) og flyttede ind i den daværende nyerhvervede ejendom Nørregade 8, som siden 1934 havde været Kommunekontor. Huset blev ledigt, da kommunen flyttede ind i det nyopførte Rådhus i Sct. Knudsalle. Boghandlerparret åbnede i august 1966 i helt nye og tidssvarende lokaler, hvor der de mange følgende år til 1997 blev ført megen god bogsnak. For de tre sidstnævnte firmaet gælder, at de på forskellig vis efter datidens struktur blev etableret omkring århundredeskiftet eller et stykke ind i nuværende århundrede.
Ved opførelsen af sin nye forretningsejendom i 1968 rykkede K. Beiter Lauridsen nogle meter tilbage og grunden, som Strygejernet lå på, blev til det nuværende lille torveareal på Triangelen. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).