Randel - Bramminginfo

Han var stationsforstander i Bramming i den florissante periode og deltog aktivt i oprettelsen af Bramming efterskole. Han var i byen 1887-99, en periode hvor byen voksede fra ingenting til en dynamisk lilleby. Men der var knaster undervejs – det kommer vi til.

Randel bar fornavnene Idahl Carl Christian og var fra Tønder hvor faren var toldembedsmand. Inden han startede som elev ved DSB i 1870 havde han været toldfuldmægtig. Men altså, han startede som ekspeditionselev i Roskilde da han var 19 år. I 1876 havde han overstået sin militærtjeneste – den var kun ½ år her så kort efter 1864-nederlaget – og han giftede sig med Augusta, en københavnerinde, han var da blevet ekspeditionsassistent og boede i København. Et par år efter tog han jernbanens fageksamen, og vejen var åben opad, først som stationsforstander i Herlev fra 1880. Herlev hed Herløv og var et hul i jorden på Frederikssundsbanen, den var åbnet året før men med kun et par afgange til København om dagen. Så i oktober 1887 dampede de af til Bramming. Familien var i mellemtiden forøget med fem børn, Mary, kaldt Maja på 11, Valborg på 10, Volmer på 7, Hjalmar på 3 og en nyfødt Axel. Hertil kom så bedstemormor Ida, der havde været enke siden Idahls var lille, hun var jo krigsrådens 2. kone. Hun var 69 år ved flytningen, mor Augusta og Idahl var begge 36. De flyttede så ind på forstanderboligen på 1. sal med udsigt over markerne – og til at varetage den praktiske side havde man Inga fra Fanø, en pige over sin værste ungdom. Boligen var så stor at man kunne have en lærerinde boede som logerende.

Poulsen fortæller

Vi har fået en levende beskrivelse af Randel fra en kollega, der kom til byen fem år efter stationsforstanderen. P.L. Poulsen fortæller om Randel – og tror jeg, træffer hans svaghed på en prik: min stationsforstander gennem 8 år, Randel, hørte til disse misundte  men også til dem, der gennem mange mange år førte en hård økonomisk kamp, som dog ved sejg udholdenhed førtes til heldig afslutning. Om læserne vil tage efterfølgende til eksempel eller til advarsel skal henstilles.

Randel var en flot mand, sort bølget hår og fuldskæg. Overskæg med lange spidser efter den tids mode. Efter 10 års tjeneste fik han i 1880 Herløv station, landets mindste. Med indtægt 1200 kr., 4 børn og lidt flotte vaner, var det ikke så underligt, at gælden voksede. Befolkningen må imidlertid have sat megen pris på dens stationsforstander, thi ved en given lejlighed forærede man ham 500 kr. i guld. Det har sikkert været meningen, at beløbet skulde bruges til afvikling af gæld, men Randel fandt,  at et bæger med 50 blanke guldtikroner var en for smuk gave til et så profant brug, hvorfor han i stedet købte et kønt ponnykøretøj med udstyr. Jeg har ikke set det, men min hjemmelsmand påstod, at det var endog meget elegant helt igennem, bjørneskinds fodpose o.s.v.

For en tjenestemand med 4 børn er afbetaling af gæld med dyre renter mere end svært. Efter flytning til Bramminge — noget før min tid — kneb det særlig hårdt, men da det lykkedes at vinde trafikinspektør Hansen som kautionist, kom man over det døde punkt. Jeg har aldrig set Randel nyde spiritus, han røg ikke, holdt kun selskab en gang årlig — fødselsdagen — og kunde skrive med en pen lige til den skrævede, og endda var hans håndskrift lige elegant. Altså gennemført sparsommelig, men også en heldig mand, thi han var ikke 40 år, da han kom til Bramminge, hvor skatter og alt var billigt og indtægten over 4000 kr. Mange penge i de dage, hvor stationsforstanderen på Københavns St. måtte nøjes med 3600 kr.

Grundet på en del sygdom kunde gælden alligevel ikke afvikles helt før i nærheden af 70 års alderen.

Sognerådet

Thomsen nævner også at han en årrække var formand for egnens foredragsforening, der startede i 1894. Han sad også i bestyrelsen for Borgerforeningen, startet året efter. Det var naturligvis politisk udsatte poster i en by hvor bønderne sad på magten. Det fik Poulsen at mærke. Om det nu også ramte Randel, står lidt hen i tågerne – i hvert fald omtaler ingen det. I 1889 – Randel havde været i byen i to år – kom der en klage fra sognerådet til postvæsenet, Randel var nemlig udover at være stationsforvalter også postekspeditør (postmester) og sognerådets formand, gårdejer Tage Nielsen fra Terp anmodede om at Randel blev forflyttet da han ved en personlig vandel og mislighed ved postekspeditionen har tabt folkets tillid og agtelse, der er heller ikke nogen garanti for at postsagen går sin regelmæssig gang så længe Randel er postekspeditør … sognerådet antager at pladsen som stationsforvalter og postekspeditør … er således lønned at den kan beklædes af en mere hæderlig mand.

Se det var jo ikke pæne ord. Men allerede forinden havde postvæsenet modtaget besværinger fra beboerne i Bramminge postdistrikt over forsinkelsen af forskellige afsendte pengebeløb.  De havde undersøgt klagerne og fundet dem berettigede og havde givet Randel sin alvorligste misbilligelse … over den grove forsømmelse og skrevet at fremtidige uregelmæssigheder ville medføre hans øjeblikkelige afskedigelse fra postvæsenet. Men da sognerådets skrivelse kom begyndte sagen at rulle for alvor.

Statsbanerne skrev til Randel at den slags misliebighed må også udøve stærk indflydelse på Deres stilling ved jernbanedriften, så hvis postvæsenet afskediger dem vil de også blive afskediget fra jernbanen. For imidlertid at åbne Dem en adgang til under andre forhold muligt at forbedre Dem kan De søge stillingen som Stationsforvalter II ved Laurberg station. I modsat fald vil jeg meddele Postvæsenet, at såfremt de afskediger Dem, vil Statsbanerne gøre det samme. Randel fik kniven på struben og søgte Laurbjerg.

Samtidig skrev han imidlertid til etaten om at få lov at beholde sin nuværende løn da jeg desværre ikke med 1.440 kr. kan udrede alle mine nødvendige udgifter, så jeg ser en meget mørk fremtid imøde hvis jeg ikke ... kan opnår den lønning jeg nu oppebærer… Klagerne stå uden for sagen, idet de for deres personlige vedkommende ikke have grundet anledning til klage, men kun for at komme mig tillivs havde fremsat begjæring om at få mig forflyttet. På sin knudrede måde skrev Randel så at han mente at klagerne var for at komme ham til livs. Hvis nu det ikke var for at der var et par andre sager i Randels liv, kunne man vel have troet på hans påstand. Trods sognerådets anmodning om forflyttelse ser det så ud til at både post- og jernbanevæsenet mente, at Randel skulle slippe med skrækken. Efter jul fik Randel derefter denne besked herefter har jeg ikke anset det for fornødent for tiden at fjerne Dem fra den Dem betroede post. Men fik samtidig advarsel om at ved gentagelse ville han få fyresedlen.

Kalundborg

Der skete så ikke noget i 11 år og fra 1.1.1900 tiltrådte Randel en stilling som stationsforstander i Kalundborg – efter 12 år i Bramming. Der foreligger ikke noget om grunden til Randels stillingsskifte, lønnen ser umiddelbart ud til at være lavere i Kalundborg end i Bramming. Men i Kalundborg bryder helvedet løs, eller Randel får det til at bryde løs. Han havde godt nok fået en fin anmærkning om sit jernbanearbejde i Konduitelisten for 1890: Har ikke været pålidelig med hensyn til pengeforsendelser ved Postvæsenet, hvorimod Jernbanens pengesager altid har været fuldstændig i orden. Men da han havde været præcis 2 måneder og 25 dage i byen ved fjorden kom der kasseeftersyn der viste at ICCR havde disponeret over 110 kr. til privat brug. Generaldirektoratet måtte derfor udtale sin alvorligste misbilligelse … af det udviste utilbørlige forhold … som svækker deres myndighed ikke blot overfor personalet, men også – på grund af de omstændigheder hvorunder sagen opdagedes – overfor befolkningen i Kalundborg. Det må jo udlægges som at der havde været klager fra folk der ikke havde fået de penge fra DSB de havde til gode. Jeg skal ikke gå i detaljer, men konstatere at han blev degraderet til stationsforstanderposten i Ribe – uden flytningsgodtgørelse.

Det var mindre glorværdigt, og ti år senere, da han havde 40 års jubilæum stod der i notat fra Generaldirektoratet: Ingen Tak eller Lykønskning – det fik han dog senere: Bedste lykønskninger med tak og påskønnelse i anledning af 50 års tjeneste ved Banerne. Randel tog sin afsked i 1921 eller 22 som 70-årig og flyttede til København.

Af hans børn blev Maja som 20 årig gift med Æ Bramming smej, H.M. Thomsen i 1897. Hun boede i mange år i Tårnbygningen på Ribevej 2, og der er et familiegravsted på Sct. Ansgar kirkegård.

Ugeavisen har fortalt en ganske sød historie om Randel i 1898 hvor den kendte foredragsforening i byen havde pastor Zinn fra Gørding som taler. Det må jo have været lidt af et tilløbsstykke, da der var 300 tilhørere, og det kneb med pladsen men Randel søgte med faderlig omhu at skaffe siddepladser til alle, som avisen skrev. Med dette pæne billede slutter vi historien om en flot mand.