Teknisk
Byens vandforsyning
Byens vækst efter 2. Verdenskrig medførte øget behov for større vandforsyning. Ved vandværkets start i 1922 havde man haft boringer ved selve værket i Pedersstræde. Kun vandtårnet er bevaret fra dette vandforsyningssted. Af og til gav man disse boringer en »udskrabning«, men efterhånden battede det for lidt. Der måtte udvidelse til, og i 1954-55 etableredes derfor det såkaldte hjælpevandværk på hjørnet af Præstevej-Skovvej. Sidstnævnte var da helt ubebygget. Såvel vandværket som dets nære nabo, elværket (nu Bramming Egnsmuseum) var begge bygget op på andelsbasis, og kaldtes under ét for andelsværkerne. De ophørte pr. 1. oktober 1966, da vandværket overgik til kommunaldrift, mens elforsyningen overgik til SAEF, Sig, Varde.
I 1960 erne tog byvæksten for alvor fart, og man gik på jagt efter nye vandbeholdninger i undergrunden – og nu gik man et godt stykke uden for byen -i første omgang til Terpager. Ved prøveboringer fandt man en del vandførende lag. Prøvepumpninger viste, at der var vand nok til byens behov på dette tidspunkt, men kvaliteten var for dårlig, og området blev definitivt opgivet i august 1972. Allerede inden da var man i gang med nye prøveboringer, denne gang på Hunderup Mark. Også her var der vand nok, hvorfor man gik i gang med opforelsen af en nyt vandværk, der blev startet i foråret 1975. Trykket i ledningerne var så stort, at der forekom sprængninger hele fire steder. Det viste sig, at jernindholdet i vandet var så stort, at man måtte rense det: et vandrensningsanlæg til 1 mill. kr. blev etableret.
Men byvæksten fortsatte, og omegns-vandværker kom med på ledningsnettet, da der skulle pumpes endnu mere vand op. Derfor opførtes et nyt værk i Ajke med start september 1990 – fra 4 borebrønde.
Det nye vandværk på Hunderup mark i 1974.
Renovation
Væk med affaldet!
I 1972 skete der noget aldeles skelsættende inden for renovationen i Bramming, idet man fra den 1. april skaffede sig helt og aldeles af med skidtet: det blev herefter anbragt uden for kommunens grænser, nemlig i Hulkjær, Holsted kommune. Det var begyndelsen til det med nabokommuner etablerede samarbejde under navnet Affaldsselskabet »Bobøl« I/S, Bobølmarksvej 8, 6683 Føvling, som fortsat fungerer.
Hvornår man begyndte at sætte renovationen i Bramming i system vides ikke med sikkerhed, men måske er det i begyndelsen af 1920-rne. Dagbladet Vestkysten fortalte nemlig, at der var kræfter i gang for at skabe en renovationsordning, og Mads Madsen havde tilbudt at køre een gang ugentlig for 25 øre pr. lejlighed. I 1933 behandlede sognerådet sundhedskommissionens ansøgning om at få en losseplads - som man ikke hidtil havde haft.
Natspande-fristen blev overskredet
I oktober 1938 vedtog sognerådet tvungen dag- og natrenovation til indførelse fra 1. august 1939 i byens 636 lejligheder, hvoraf 178 havde vandskyllende toilet. Dette system fortsatte man i en årrække, men sognerådet ville have afsluttet ordningen med natrenovation og vedtog derfor i 1948, at i løbet af en 10-årig periode skulle samtlige lejligheder i byen have vandskyllende kloset. Men man glemte at tage misteltenen ied. Det viste sig, at kloaknettet ikke alle steder havde den fornødne kapacitet. Dagbladet Vestkysten oplyste således 4. juli 1959, at der endnu er enkelte natspande tilbage. Der var specielt Nørregade-ledningen, det kneb med og i dette område var der endnu en 5-6 natspande i sving. Men i løbet af efteråret skulle strækningen omlægges – og så ebbede natspandenes æra ud.
Lossepladser
Som foran nævnt havde sundhedskommissionen i sin ansøgning om en rigtig losseplads anført, at man hidtil ikke havde haft en sådan. Man havde smidt affaldet, hvor man kunne komme af med det, og ved dette system blev mange gamle især sandgrave og andre lavninger efter div. udgravninger opfyldt. Det vides, at der blev smidt affald følgende steder: I gammel sandgrav ved Hellesvej, i en gammel sandgrav på hjørnet af Storegade-Præstevej (nu firmaet Ford), på jorder tilhørende »Stejlgård«, Vardevej 6 og hos gårdejer Age Larsens i Tømmerby - og sidst i de gamle teglværksgrave ved Gabelsvej (nu bl.a. kroketbane). I begyndelsen kom der til dette området både dag- og natrenovation – som altså fik en ende i 1972.
I de gamle lergrave ved Gabelsvej anbragte man affaldet fra ca. 1945 til foråret 1972. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
Renovatører
Af renovatører (skraldemænd) kendes der følgende, idet der dog kan have været andre ind imellem, som man ikke har kendskab til i dag: Den første, kendte skraldemand var Mads Madsen, der tilbød kørsel i 1929. Derpå har der været Chr. Rasmussen, Jens Christensen, Ansgar Sørensen, Henry Høeberg og Axel Nielsen. Sidstnævnte dannede sammen med Julius Hansen det selskab, der nu står for renovationen »Julle og Axel«, som nu indehaves af Niels E. Nielsen. I foråret 1971 sagde man farvel til skraldespandene og gik over til papirsække, senere sorte plastsække.
Genbrug og storskrald
Smid-væk-mentaliteten var i stærk vækst gennem tresserne, men så begyndte folk at blive opmærksomme på genbrug i løbet af 1970-erne, og i Bramming blev der etableret et genbrugscenter i den gamle fjernvarmecentral ved Thuesvej. Den blev startet i 1980-81 og flyttet til den nuværende plads ved Hedemarksvej i 1991, hvor en tidligere landbrugsejendom blev brugt.
Bramminge eller Bramming
Stednavneudvalget besluttede i 1968 i en bog, at byen burde hedde Bramming, ikke Bramminge. Men det kom på tværs af manges følelser og tilvante udtaleform, også på det kommunale felt. Det var ikke rigtigt muligt at skabe enighed i byrådet, men efter nogle år gik kommunen over til at bruge formen uden e. Rygtet siger, at der var en borgmester der selv traf beslutningen - og i dag er der vist ingen, der kan forstå postyret dengang. Men der findes nogle navne, der stammer fra tiden med e'et: Bramminge Apotek, Bramminge Efterskole. Bramming er det oprindelige navn og træffes så langt tilbage som år 1300.
Byen fik ny kloak
For adskillige brammingborgere står 1960-erne som det årti, i hvilket byen var et eneste stort rod - i gaderne forstår sig. Årsagen hertil var, at kommunen gik i gang med en næsten total omlægning af byens kloaknet.
Kloaknettet bestod indtil da af en del små systemer, som havde 2 hovedafdelinger-betinget af den naturlige øst-vestlige vandskelsgrænse gennem byen. De ældste bevarede ledninger var i hovedsagen alle anlagt i perioden 1925-32. Udvidelser var foretaget i 1940-erne, men det var ikke sket med direkte byudvidelse for øje, så der forekom utallige tilstopninger op gennem 1950-erne.
Byen havde ca. 14.5 km kloakledning, hvoraf op mod halvdelen kunne indgå i den store om- og nylægning, men omkring 7 km kloakledning blev kasseret. Førnævnte rod gjaldt dog ikke hele byen på én gang. Efter tur gik det for sig i de enkelte gader i denne rækkefølge:
1960 Thorsensvej – 1961 Jernbanegade og 1962 Industriareal Vest. Øvrige gader fulgte efter, Elmegade således i 1971, og man fortsatte med endnu en del gader i 1970-erne. Denne kloakomlægning mundede ud i anlæggelsen af Renseanlæg Nord, byens første, ved Gabelsvej. Anlægget blev prøvekørt første gang tirsdag den 30. maj 1972, og et par år senere fulgte så Renseanlæg Syd.
En af de sidste omlægninger af byens kloaksystem fandt sted i begyndelsen af 70erne, her krydset Elmegade/Lindegade - set mod stationen. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
Tre om sagerne
Det at skaffe sig af med spildevand var i øvrigt et emne, der optog indbyggerne i nybyggerbyen Bramming, som begyndte at dannes ved banens anlæggelse i 1874, i ret høj grad. Byens særdeles aktive borgerforening var i omfattende omfang aktiveret og ofte en slags primus motor eller talerør for byens borgere. I september 1899 vedtog bestyrelsen således at yde et tilskud på 150 kr. til en kloakledning i Jernbanegade fra stationen til hen omkring Triangelen. Også ved kloakeringsspørgsmål andre steder i den nye by var borgerforeningen aktivt med, specielt i planlægningsfaserne.
Byens beliggenhed den gang i de 3 sogne/kommuner Bramming, Hunderup og Sneum var en hindring for kloakering, idet det ofte drejede sig om kloakering af en bydel, som var placeret i alle 3 kommuners område, så de tre sogneråd skulle være enige, før spaden kunne sættes i jorden. Som eksempler på kloakeringer i perioden op til 1940 kan nævnes følgende: 1924 Fundersalle og Adelgade – 1933 del af Hellesvej – 1938 Mulvadområdet - 1939 Nørregade og 1940-41 Søndergade og Storegade i Vest indtil »Godthåb«.
Fjernvarmen
Efter 1940-45 begyndte tanken om at etablere fjernvarme at tage form. Således og i Bramming, og selskabet Bramming Fjernvarmecentral blev stiftet den 20. april 1950. Ved Thuesvej blev der til formålet opført en murstensbygning, og den første prøve-opvarmning fandt sted i oktober samme år - med finharpede brunkul som brændsel og med 73 ejendomme som tilmeldt.
I 1953 gik man over til at supplere brunkullene med stenkul, og der blev etableret forbindelse med elværket (nu Egnsmuseet), hvorfra man fik spildvarme. Men interessen for dette varmesystem og antallet af nye forbrugere voksede, og i 1954 toges oliefyring i brug i centralen, der nu havde 2 skorstene. I 1957 omfattede centralens indmad 4 kedler, nemlig 2 til olie og 2 til fast brændsel, og dagsforbruget var nær ved 3 tons brunkul.
Høj skorsten
I 1961 fulgte endnu en udvidelse af centralen, og kulfyringen ophørte. Men der var stadig for lidt plads og for ringe kapacitet, hvorfor man forhøjede centralen med 2 etager, og de hidtidige 2 skorstene blev revet ned og erstattet med en 32 meter høj murstensskorsten. Samtidig fik man endnu en kedel, så man havde 5 sådanne. Bemeldte høje skorsten blev i toppen forsynet med B-ere i bøjede neonrør, men behovet for idelige reparationer skabte både gråd og tænders gnidsel. Men det var et vartegn, der kunne ses viden om.
I 1965 fulgte atter centraludvidelse og i 1969 indførte selskabet acontobetaling. 1 1970 forhøjedes olieprisen med 60 pct. og i 1972 blev faciliteterne ved Thuesvej for trange, og man begyndte derfor at overveje flytning og opførelse af en helt ny central, kaldet central II. I begyndelsen af vinteren 1973/74 greb oliesheikerne ind, og olieforsyningen blev skåret 24% ned. Centralens medlemmer rykkede sammen i de små værelser, og der blev skruet mærkbart ned for alle radiatorer i alle hjem.
I oktober 1973 var der rejsegilde på central II, Grønningen, og her startedes 1975 den nye central, og fast afgift indføres. I 1977 solgte man central I, og Aret efter flyttede selskabets kontor til Grønningen, og i 1979 hørte kulfyringen op, mens varmeprisen samtidig blev forhøjet med 40 pct.
Kulfyringen genoptages
I 1981 etableredes nyt kulfyr, lagerkapaciteten for kul var på 100 tons (polske kul), og kullene dækkede ca. 80 pct. af det hidtidige olieforbrug. I 1983 drøftede man en eventuel tilslutning til Vestkraft, Esbjerg, contra naturgas, men et nyt kulfyringsanlæg etableredes i 1984. I 1990 anvendtes en tid fiskeolie som brændsel, men i 1992 tonede et kommende kraftvarmeværk frem - en investering på ca. 40 mill. kr. Kulfyringsanlægget blev solgt til Naturgas Syd, og i 1994 foretoges ombygning til et decentral kraftvarmeværk med naturgasfyring.
Eksempler på antal tilslutninger (ejendomme/forbrugere): 1950:73, 1960:151, 1962:162, 1965:211, 1968:230, 1970:365, 1972:400, 1974:550, 1979:1.000, 1990:1.650, maj 1998:2012 (- en stigning på 68% fra året før).
Ved anlæggelsen af fjernvarmeledningen ud ad Tværsigvej i 1979 tog man en ny slags ledning i brug - den var nemlig på forhånd isoleret fra fabrikken. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
Brandvæsen
Efter nogle tilløb i slutningen af tresserne, kunne man i begyndelsen af 1970crne gøre de første forberedelser til etablering af en egentlig brandstation i Bramming. Hidtil havde man »boet« i lejede lokaler hos private, men i 1971-72 kunne den rigtige brandstation (nu Industrivej 4) kombineret med en CF-kommandocentral tages i brug.
Det hele begyndte i maj 1927, da sognerådet etablerede et samarbejde med brandvagten i Holsted, og den første leder af afdelingen i Bramming var smedemester Johannes Hansen, Storegade 25, hos hvem man havde brandmateriellet stående. I april 1931 fortalte dagbladet Vestkysten, at brandchef Johannes Hansen havde udvidet Zone-brandstationen (som den da kaldtes) med en brandbil til transport af sprøjte, slanger og en patentstige. Tidligere blev sprøjten koblet bag på en almindelig bil. Johannes Hansen forestod ledelsen til 1947, da benzinforhandler og mekaniker A.P. Nicolajsen, Storegade 77 blev ansat som leder, og nu fik man desuden også en kranvogn.
Ved A.P. Nicolajsens fratræden i 1963 ansattes mekaniker Arne Jensen, Gabelsvej, hvor også materiellet anbragtes, og han stod for afdelingen til 1971, da VVS-installatør Thorvald Jensen tiltrådte som leder og var det indtil 1996, da Bent Tønder tiltrådte. En årrække hed brandvæsenet Falck-Zonen, men den sidste del af navnet gled senere ud, da Falck købte Zonen.
Med en nutidig tankegang er det mærkeligt at forestille sig, at en by med op mod et par tusinde indbyggere først i 1927 fik etableret slukningsmateriel. Men der er ikke fundet oplysninger eller notater noget sted, der kunne tyde på, at byen har haft det. Medvirkende til etableringen af brandvæsen i Bramming er formodentlig, at der i 1927 blev vedtaget en lov, der krævede motoriseret brandvæsen på landet. Men også en lokal hændelse kan have været medvirkende: En sommerdag i 1921 udbrændte det indre af huset Fengers allé 4. Man havde ikke noget slukningsmateriel, men tililende mennesker stillede sig op i en lang række over til jernbanestationen og lod spandene med vand gå fra hånd til hånd og retur ad en anden række til stationen for at blive fyldt på ny. Det siges, at netop den brand var medvirkende til, at der senere blev etableret brandvæsen i byen.
Bramming Brandvæsens parole ved brandstationen på 50-årsdagen i 1977. (Foto i Byhistorisk Arkiv, Bramming).
Politistationen
Fra omkring begyndelsen af indeværende århundrede havde byen sin egen politibetjent, som havde kontor hjemme hos sig selv. I 1963 blev dette forhold ændret, da der blev opført en politistation i Sct. Knuds alle, og få år efter øgedes bemandingen - under ledelse af politiassistent E. Bech Nygaard.