En portør - Bramminginfo

Gå til indhold

En portør

En portør – en post

Assistent Poulsen var her i syv år, og beskrivelsen af hans tid som jernbaneassistent er den første skriftlige beretning om byen fra før forrige århundredeskifte. Fra hans erindringer har jeg plukket et par afsnit om to kolleger:

Jørgen post
Stationens 9 postbude fortjente alle en omtale, men vi får nøjes med Jørgen, som den mest særprægede. Han var den mindste af vækst og vistnok også den mindst begavede, i hvert tilfælde med hensyn til boglig viden, men hans villighed og uegennyttige hjælpsomhed over alle grænser stor. Han gjorde ikke forskel på høj og lav, thi som han sagde, skal gaardejeren have sine ærinder besørget gratis, så skal tjenestepigen, som går for næsten ingen ting, også. Hans gestrikt, som han selv kaldte ruten, var kort og uden mange postsager, men han var altid stærkt belæsset med private sager. Ved hjælp af en god hukommelse og stor popularitet havde han udført det kunststykke at klare en halvthundrede aars posttjeneste uden hverken at kunne læse eller skrive. Før han om morgenen forlod kontoret, måtte vi ordne breve og aviser i hans kontrabog således, at posten til første landsby lå under første blad, næste under andet o. s. v. En eftermiddag var Jørgen undtagelsesvis vred, da han afleverede sine postsager. En mand havde bestemt forlangt, at Jørgen skulde udfylde en postanvisning for ham. „den mand må jo være tovlig," sagde Jørgen, „at tro, at jeg også skal forstå kontorforretninger. Nej, der er da grænser for, hvad et menneske kan sætte sig ind i." I Jørgens unge dage var hans „gestrikt" Ribe - Varde (41 km) den ene dag, Varde - Ribe den næste. Han oppebar herfor 30 kr. om måneden; men det værste var, sagde han, at han selv måtte betale natophold i Varde 14 gange om måneden.

Manglende Gods. Fy!
Af stationens 4 portører var Klingenberg ældst og passede udenfor togtid varehuset, han var afholdsmand og helt igennem pålidelig. Alligevel lavede han og jeg en gang en slem fadæse. Sammen skulde vi hver torsdag revidere varehuset og mente begge, at vi udførte dette arbejde meget omhyggeligt. En torsdag siger jeg til Klingenberg, at adskillige af de henstående tomme kasser har vi set i flere uger og bad ham formå modtageren til at hente dem, hvortil han svarede, at det var håbløst, mange er lige glade med tomme kasser, hvorefter jeg gav ham ordre til at anbringe dem i varehuskælderen. Den første kasse Klingenberg tog fat på var uden låg og lå med åbningen nedad, og under den fandtes — o skræk — en pakke manufakturvarer, som var meldt bortkommen for flere måneder siden, og for hvilken banerne havde udbetalt 500 kr. I i erstatning. Frygteligt. I alle de mellemliggende torsdage havde vi erklæret, at godset manglede. Hvad nu? Vi vidste begge, at der var stationer, som i lignende tilfælde havde skjult fejlen ved at lægge det paagældende gods ind i en københavnervogn, men vi blev snart enige om at tage lussingen med det samme og derved i nogen grad lette vor samvittighed. Jeg anvendte en hel aften på en udførlig indberetning og sluttede med, at vi begge beklagede det skete. Banerne fik de 500 tilbage med fradrag af et mindre beløb for afsavn. Klingenberg og jeg slap for påtale. I dette tilfælde blev ærlighed belønnet.

Klingenberg og DSB
Til Poulsens ord kan føjes følgende om hans forhold til Statsbanerne: Klingenberg var 27 år da han blev portør i Bramming. Inden da havde ham været grænsegendarm i Høm et par år. Han gik af som 70-årig i 1919 og tilkom en pension på 1.500 kr. – den nød han godt af til 1935. Da han havde tjent DSB i 40 år i 1916 fik han gratiale på 100 kr. – og et diplom.

De Danske Statsbaner
Jeg Jes Poulsen Klingenberg sværger ved Gud den Almægtige, at jeg, så længe jeg forbliver i Statsbanernes tjeneste, nøje skal iagttage såvel banens almindelige reglementer og instruxer som de særlige forskrifter, der måtte blive givne af mine foresatte, samt af yderste evne stræbe at befordre Statsbanens bedste og at afværge enhver skade, såvel for banerne med tilbehør, samt for dem der benytte samme.
Bramming 20.4.1876 Jes Klingenberg Poulsen

DSB var dengang et noget militært system. Og man holdt øje med alt, således har eftertiden kunnet konstatere Klingenbergs mange (?) forseelser – selvom assistent Poulsen gav ham betegnelsen helt igennem pålidelig. Af hans straffeliste fremgår følgende:

4.10.1880 Forsømt lukning af vogn med bolte og splitter på befalet måde. Mulkt 1 kr.
19.1.1881 Mulkt 2 Kr. for den 10.1. omlæsset en kuffert manufakturvarer efter Ribe uforsigtigt. Kuffert beskadiget.
20.7.1882 Mulkt på 2 Kr. af Distriktet for den 13.7.82 mødt beruset til Tjeneste.
23.12.1882 Uberettiget modtaget vederlag for assistance ved aflæsning af gods. Mulkt 2 kr.
19.1.1884 Mulkt 1 Kr. for mangelfuld rensning af en vogn.
27.11.1884 Utilbørlig optræden over for forretningsfører P. Madsen d 7” forrige måned (indladt sig i skænderi) – forflyttelse uden godtgørelse (Forflyttelsen dog stillet i bero).
17.6.1892 Bøde 1 kr. Uforsigtig rangering.

- som man ser, er det i 1880erne det sker, om Klingenberg så senere er blevet mere sagtmodig, eller DSB mere overbærende får stå hen. Bemærk også at forseelser udløste en bøde (mulkt) som vistnok gik til DSB-sygekassen, 2 kr. var jo penge i en tid hvor en arbejders timeløn lå på en 30-40 øre. Den dér kuffert der skulle omlades til Ribe-toget i 1881var noget han lavede sammen med en anden portør, Ole Jepsen Friis, så Friis fik også en bøde.

Året efter, i den dejlige sommervarme, gik det galt igen. Det var Ole Jochumsen der ledte ham i uføre. Jochumsen havde været ledvogter men var sidste år blevet ansat som portør, og de to gutter havde åbenbart hygget sig inden de gik på arbejde, Det var jo slemt nok, men Jochumsen havde tilmed opført sig på en usømmelig måde, som skrevet står, og for det det fik han en bøde på 8 kr., mens Klingenberg slap med 2 kr. Om det nu var bødens størrelse eller etaten i almindelighed får stå hen, i hvert fald søgte Jochumsen sin afsked en måned senere. Klingenberg havde været ungkarl da han kom ind ved DSB – eller De jysk-fynske Jernbaner som det hed dengang – men nu havde han været gift med Elise Margrethe i de sidste 6 år. Om det nu skyldes Elise, eller episoden med Jochumsen ved vi ikke, men vi er få år fra grundlæggelsen af byens afholdsloge.

I 1884 opførte Klingenberg sig ikke passende overfor forretningsfører P. Madsen, idet han gav sig til at diskutere med ham. Man må jo nærmest tro at Madsen var en overordnet i DSB, i hvert fald var der pludselig udsigt til at et andet af etatens disciplineringsmidler trådte i funktion: Klingenberg skulle forflyttes til en anden station og måtte selv betale flytteomkostninger. Nu var flytning af arbejdsplads en almindelig foreteelse hos DSB, specielt hvis man ville avancere, men kunne altså også bruges som straf (se senere om Randel). Men Klingenberg slap altså med skrækken og kunne ende sine dage i Bramming et halvt århundrede senere.

Året efter sit giftermål søgte Klingenberg ind som bremsevogter – det har nok været bedre lønnet, men også et udsat job. Det var før indførslen af trykluftbremser, hvor hver vogn havde en skruebremse, og bremseren sad i et skab ovenpå sidste godsvogn og bremsede manuelt når der var brug for det. Det har været koldt om vinteren, og omkring 1890 indførte man vakuumbremser så stillingen som bremser forsvandt. Så måske tiden var medvirkende til at Klingenberg aldrig blev bremser. I 1899 søgte han stillingen som overportør, men fik den ikke. Det er ikke til at se hvorfor han ikke blev forfremmet – ud over de almindelige trin fra portør V til portør I. Ud over at han skulle bruge briller i tjenesten, fremgik det af et bedømmelsesskema som driftsingeniør Hartz udfyldte, at han var god til regning og skrivning, men mådelig til telegrafering, og her mente Hartz at der skulle forbedring til, så derfor blev han måske ikke overportør.

Fra 1894-1909 var Klingenberg sygemeldt 5 gange på grund af tilskadekomst i tjenesten, i 1897 var det 14 dage, men det er ikke anført hvad det drejede sig om, og indførslerne er ret så summariske.

Jeg har kun set to billeder med Klingenberg. På begge har han DSB-uniform på, selvom det ene er fra et afholdsmøde og det andet i hans have.


Tilbage til indhold