Vovestykket
Møllerens vovestykke
Det første industriforetagende i Bramming var møllen. Og det var noget af et vovestykke, da møller Poulsen flyttede hertil. Han havde haft Gørding vandmølle, men det opgav han - der var ikke vand nok. Så havde han Jedsted mølle, der bragte ham mange problemer med at få en bager til at lave rugbrød. Mølledrift var nu blevet mere end bare formaling af korn - i Jedsted lavede man også benmel[1] på et tidspunkt. Men produktionen af rugbrød bragte ham i forbindelse med Bramming hovedgård. Og enden på det blev at han flyttede teltpælene. Det skulle vise sig et at være et risikabelt foretagende, der i 1885. Det var 10 år efter at byen var grundlagt med banens anlæggelse, og der var faktisk ikke meget by, da han flyttede hertil. Der var heller ingen mølle, den skulle først bygges. Poulsen satsede på fast arbejde for herregården, og bygningen af møllen skete ved et kompagniskab af tre: herregården, en møllebygger og Poulsen.
Bramming mølle omkring 1914.
Poulsen beskriver hvordan: Vandmøllen ved Bramminge Hovedgård var brændt og der skulle bygges nyt, men det blev vindmølle og blev så flyttet til den yderste spids af Bramminge Hovedgårds Mark ved stationen. Vi skulle være 3 i kompagni til at bygge møllen, nemlig foruden mig og Bramminge Hovedgård[2], [også] møllebyggeren som skulle bygge møllen. Dette kompagniskab varede dog ikke længe thi førend møllen var færdig købte jeg møllebyggerens part. Møllen her er bygget 1885, og da den var færdig gik den for min regning til maj 1887, da jeg overtog den.
Der var sus i møllevingerne denne dag - møllen set fra Nørregade hvor M.A. Madsen havde forretning med salg af byggeartikler til venstre.
Et årstid efter kom Bramminge Hovedgaard under administration[3] og jeg maatte da købe dens 1/3. Hvorfor jeg satte saa stor pris paa at Bramminge Hovedgaard havde parti var, at jeg regnede med deres maling. Deri tog jeg meget fejl thi der blev bygget saa meget mølle ved gården åa de selv kunne besørge deres formaling af gruttekorn.
Da jeg overtog møllen her og flere år efter, malede vi brød-korn-gryn og mel af byg og boghvede og sigtemel af rug. Men efterhaanden kom der tyske byggryn frem saa billige, at vi ingen ting kunne tjene ved at lave det. Forbruget heraf var endnu betydelig, vi købte hele gryn i vognladninger som vi lavede i finegryn og mel men forbruget heraf tog stadig af. Levemaaden forandrede sig, og der spistes ikke grød saadan som forhen, og kvinderne vænnedes til efterhaannden at bruge hvedemel i stedet for bygmel og i 1910 var saa at sige alt bygmad forsvundet i husholdningen.
- det vil sige at de fleste af forudsætningerne i starten slog fejl: arbejde for Hovedgården og møllebyggeri i kompagniskab med andre. Og i perioden før 1. verdenskrig bankede industrialismen på døren: billige tyske byggryn. Men Poulsen klarede som bekendt skærene - selvom det var i vindmøllernes sidste tid.[4]
[1] Pulveriserede knogler, der anvendtes til gødning.
[2] I 1883 havde grosserer Jens Lund, København, købt gården, og i 1892 mageskiftede han den med arkitekt Alfred Leidersdorff. Jens og Anna Lund havde to børn, Troels og Svend. Jens Lund udstykkede også Nørregade 23 i 1884 til dyrlæge Slivsgaard. Huset der var byens ældste beboelseshus blev revet ned i maj 2006 – efter byrådsvedtagelse. Grunden henlå endnu i 2011 som ukrudtsdynge.
[3] Vilhelm Fabricius overtog gården i 1865 og i 1882 kom den på tvangsauktion. Der var så tvangsauktion eller noget lignende igen en halv snes år senere.
[4] I 1926 blæste den ene vinge ned, og dermed holdt møllen op med at fungere som vindmølle.