Fabricius - Bramminginfo

Vilhelm Fabricius hed han. Og en fandens karl var han, veteran for 1864-krigen der kunne køre til Vejle og hjem igen på én dag, men så var hestene også halvdøde. Han havde arvet Bramminge Hovedgård efter sin far, Termann Øllgaard Fabricius. Det var lige efter krigen hvor han samtidig giftede sig med Andrea, det skulle være et godt parti. Andreas far var tidl. proprietær på Sneumgård: kammerråd, cand. jur., løjtnant Andreas Mussmann. Situationen var så gunstig for Vilhelm, at han ikke behøvede at søge om erstatning for den krigsskade som en kugle i venstre skulder havde forårsaget. Vilhelm var kommunens største jordbesidder, så naturligvis blev han valgt til sognerådsformand, Brammings første, i 1868-69. Men det blev nu ved den ene gang. I 1877 købte han Bramminge Nygård.  Andrea fødte ham 11 børn fra 1866-77.

Men vi giver ordet til fotograf Olesen, der har fortalt om Fabricius:

Han var i forvejen uddannet landmand, idet han havde været forvalter på flere herregårde. Her var noget at tage vare på. Jordtilligendet var ca. 1.100 tdr. land, folkeholdet bestod af 27 faste karle med lige så mange spand heste samt en mængde daglejere. Alt arbejdet skulle jo udføre med håndkraft, og der blev merglet i stor stil. Kreaturholdet var næsten udelukkende stude i et antal af 4-500 stk. Af køer holdtes der kun få, højst en snes stykker. Alt arbejde som bagning og brygning blev besørget på gården, så der skulle også et anseeligt pigehold til. Foruden ovennævnte folkehold var der forvalter, ladefoged og herskabskusk. Sidstnævntes arbejde bestod i foruden at holde herskabskøretøjerne i orden tillige at skære brødet til folkene.

Fru Fabricius var en livslysten og gæstfri hustru, der tog vel mod fremmede, og dem kom der mange af, særlig handelsmænd som følge af det store studehold. Der gik dengang stærkt ry af hendes gæstfrihed, idet jeg som 12-års dreng for 60 år siden har været løbende derover fra Farup med breve til forvalteren, der var en broder til for længst afdøde sognefoged Tobiassen, Farup, hvor jeg tjente, og her har jeg også gjort herskabet Fabricius min opvartning ved at spænde hestene for deres køretøj fra og for.

Som følge af bekendtskabet med familien Tobiassen aflagde herren og fruen med deres børn flere gange besøg der, og da var løjtnanten selv kusk, og han kørte ikke med potter. Så snart han havde fået fat i tømmen og pisken, fik det løs. En tur ud til østkystbyerne Vejle eller Fredericia frem og tilbage på én dag regnede han ikke for noget, men dagen efter lå de stakkels heste – efter hvad der er fortalt mig af karle, der tjente den gang – udstrakte på lejet uden at røre de stive og ømme lemmer. Havde det været i nutiden, ville løjtnanten havet været tiltalt for dyrplageri, hvad det jo også var.

Tiden er kostbar

Efter banens åbning i oktober 1874 kørte herskabskusken til stationen til hvert tog – der gik jo ikke så mange i begyndelsen – for at modtage eller aflevere gæster, men da stundede det allerede mod slutningen af det glade liv. Nogle få år senere – vistnok i 1878 – vendte løjtnanten det hele ryggen og tog efter sigende til København, hvor han ansøgte og fik sin invalidepension atter bevilget, den havde han som god patriot givet afkald på, da man ved overtagelsen af godset og sit rige giftermål ikke mente at trænge til dem.

Kreditorerne stillede Hovedgården til auktion og flyttede fruen og børnene over på Bramming Nygård, hvor de boede et års tid efter at Fabricius havde forladt skuepladsen. Første akt af tragedien havde fundet sin afslutning. Hovedpersonerne havde nok taget for ringe notits af de gyldne ord, der står på urskiven over hovedindgangen: Tiden er kostbar, brug den vel! Så vidt Olesen.

En senere ejer af Bramming Hovedgård, Paul Lund, har udgivet et lille fantasifuldt hefte om den gode Vilhelms skoletid. Her skrev han om faren, Terman Øllgaard Fabricius: Fabricius var … bange for at sønnen skulle blive udsvævende endnu før han blev rigtig voksen. Men nu vidste Paul Lund jo også hvordan enden blev!

En folketælling

Folketællingen i 1880 viser hvor mange der faktisk boede på hovedgården, der var også nogle huse hvor der også boede ansatte, men de er ikke medtaget.

Folketælling 1.2.1880 Brammingegaard, opslag 3-4

Til ovenstående der boede på gården skal lægges yderligere 48, der boede i andre huse i tilknytning til Hovedgården.  Der var tre daglejerboliger, den ene i tilknytning til hovedgården hvor der boede 2 familier, de andre på Brammingsgårds mark, hvor der boede 2 daglejerfamilier i det ene, men der boede et par røgtere og et par akkordarbejdere på en gård sammesteds. Desuden var der, også på Brammingsgårds mark 2 huse til henholdsvis teglværksbestyrer Grabe og møllebestyrer Christensen og deres familier. Så med det hele, koner og børn inklusive, var der 69 beboere, heraf 23 kvinder og 46 mænd, i tilknytning til hovedgården.

Altså en 50 ansatte kort før fallitten, hertil kom daglejernes koner, der sikkert også deltog i bedriften, selvom der ikke var så mange køer. Men påfaldende så mange ugifte der var ansat. Samlet boede der 375 indbyggere (205 mænd og 170 kvinder) i Bramming kommune. En femtedel af kommunens indbyggere havde tilknytning til hovedgården i 1880 – et forhold der skulle ændre sig i de følgende år.

Den sidste del

Tilbage er blot at prøve at hanke op på resten. Slægtshistorien skriver diplomatisk at gården blev solgt i efteråret 1882, hvor den barske virkelighed var tvangsauktion, at Vilhelm efter Olesens udsagn var flyttet til København 4 år før. Efter et års tid på Bramminge Nygård flyttede konen og børnene også. Af de 11 børn var følgende levende her i 1882: Theodora 16 år, Terman 14 år, Andreas 13 år, Hans 12 år, Vilhelm 11 år, Johan Christian 10 år, Johan Adolf 9 år, Vilhelmine 5 år, Elna 4 år. 2 børn, Elma og Peter var døde som små og Terman, Hans og Andreas boede ikke hjemme. Men nogen dans på roser har det ikke været for Andrea med ingen penge og seks børn, hun var 39 og Vilhelm 41 da butikken lukkede efter 17 år. 8½ år senere døde Vilhelm. Hvornår fru Fabricius døde har jeg ikke umiddelbart ku spore.

Sidste kapitel ligner mange fattigfamiliers på den tid: Andreas druknede som 15-årig, med Georg Stage. Alle drengene udvandrede til USA: Terman, Hans, Vilhelm, Johan Christian, Johan Adolph. Pigerne blev gift i Danmark, den ældste, Theodora, med en forpagter i Nordsjælland, men hun blev ikke mere end 23 år og fik ingen børn. De to yngste børn var også piger: Vilhelmine og Elna, de er sikkert begge døde i Italien. Vilhelmine blev gift med en ørelæge i Charlottenlund i en noget moden alder. Elna blev godt gift, må man formode, med direktøren for De forenede Kulimportører (1920 opkøbt af Texaco). Men iflg. slægtsbogen fik ingen af pigerne børn.

Så heromkring slutter Vilhelms slægtshistorie – uden mange spor i fædrelandet