Olesen - Bramminginfo

Hun ku godt li at gå i byen. Der var været holdt mange fester henne i Jernbanegade. Tit var det Chr. Olesen, Kosmorama-Sørensen og Niels Erik Christiansen og Kirsten, der var med. Der dansede vi og alt muligt. Anders Sørensen var også sjov når han fik en lille én. Det var mest private fester, det var private hun kom på besøg hos. Måske gik hun også i biografen og teater. Når hun gik hjem fra byen havde hun hæftet sin lange kjole op med sikkerhedsnål, så man ikke ku se den under frakken. Og så med guldsandaler. Ud over bridgeklubben spillede de også l’hombre, hvor Chr. Tot også var med.

Da vi var unge, boede Chr. Tot lige inde ved siden af, så vi handlede efter lukketid og så kom han ind og samlede flasker sammen og spurgte om vi skulle have mere, for nu ville han gerne i seng. Nej, vi var faktisk ikke for søde.

Når Maren og hendes søskende havde fester sammen, havde de det sjovt. Ikke mindst Chr. Olesen når han var ude på verdens have og svævede rundt. Johanne og Svend Johansen og Helga var også meget ved hende. Når de havde været ude at more sig stank de som rådne æg, når de kom.  Maren kom også meget sammen med fotograf Nielsen i Esbjerg - han tog også nogle gode billeder.

Sit eget ritual

Maren blev ikke gift - ikke fordi hun ikke kunne li mænd. Måske mere fordi hun ikke brød sig om at indrette sig efter andre. Ved siden af atelier, mørkekammer og det lokale hvor vi retoucherede billeder, havde hun jo sit soveværelse, det værelse der vendte ud til Jernbanegade. Det hummer der oppe ovenpå brugte hun mest, her havde hun sit eget ritual. Værelserne nedenunder: en stor spisestue, en stor dagligstue og køkken (og så var der også en stor kælder), brugte hun kun når der var gæster. Til at gøre rent havde hun en fru Hermansen. Men haven interesserede hende, der var hun tit ude om sommeren. Da hun var ung kom hun sammen med frk. Holmboe, Louise Køhler og damefrisør Ellen Thomsen (Holger Thomsens søster).

Hun var vild med hjemmebagt brød. Somme tider bagte hun også selv. Når vi var til julefrokost hos hende, Frede og jeg, fik vi altid lammerullepøse som hun selv havde lavet, med snapse. Når hun skulle til København boede hun på Hotel Terminus ved Hovedhovedbanegården. Hun ville ikke bo hos familie, hvis hun da havde nogen i København.

Marens niece, Johanne blev heller aldrig gift. Men hun havde da en kæreste, én omme fra Handelsbanken, men for hendes mor, Line, var der jo ikke noget der var godt nok - og Johanne gjorde kun det moren sagde. Og Line holdt længe ud, hun døde først i ’75.

De ansatte

Maren var festlig, men det hun kom i tanke om, skulle vi udføre med det samme, når man var ansat der. Jeg havde det godt deromme selv om hun kunne være bestemt. Men med årene kom jeg til at kende hende og så blev det måske bedre, hun sagde f.eks. til mig: Man kan godt mærke på dig, at du er blevet gift, du er blevet mere skrap! Somme tider grinede vi når vi kunne se hvordan en brud var gengivet i søgeren som gravid - det kunne vi jo se inden vi fotograferede. Men jeg måtte jo lade være med at grine højt af det fordi hun syntes det var komisk. Men hun sagde hvad hun mente, og sjov var hun. Hun serverede da både formiddags- og eftermiddagskaffe for os ansatte. Men alting skulle spises hos hende om eftermiddagen, men somme tiden nægtede vi at spise det fordi det var så muggent. Det var noget andet når hun selv gik i byen.

Som skolepige var jeg bypige henne hos frøken Lund (Farveriet) efter skoletid og derefter bypige hos Maren. Omkring 1950 kom jeg så i lære som fotograf hos hende. Vi var tre elever på en gang, den ene var fra Horne og den anden fra Tjæreborg og én af dem boede i kælderen i Jernbanegade 10. Da vi kom var Sonja og frk. Prinds der. Jeg havde lærekontrakt og var i København på skole, hvor hoffotograf Elfeldt underviste, der var jeg sådan en tre måneder. Måske var min løn 175 kr. om måneden. Jeg var deromme indtil nogen tid efter at jeg blev gift og så var jeg der også af og til efter den tid.

Fotograferen

Der var mange brudebilleder, familiebilleder, konfirmationsbilleder. Der var ikke mange beboere på Solgården, der ikke havde fotografier hvor der stod CK Olesen på. Jeg kunne genkende hendes møbler og gulv på billederne. Zigøjnerne skulle have en masse, 24 og jeg kan se dem omme på gravstedet nu. Det var gode billeder hun lavede for den tid, der er f.eks. ikke noget med en hånd der rager forkert frem - sådan noget lægger jeg mærke til med det samme.

Men om søndagen kunne jeg ikke love mig bort hvis ikke min familie kunne love mig at være hjemme ved 15-tiden, for så skulle vi tit ud at fotografere, efter at der havde været spisning. Det kunne være lidt af et mareridt når vi skulle ud til kunderne og fotografere med lamper - somme tider var Frede også med for at holde lampe. Vi var langt omkring: Farup, Omme og så videre.

Hos Maren lavede vi ikke farvebilleder, dem sendte vi ud af huset. Når billeder skulle koloreres, skrev vi farverne op og så havde vi én der lavede det, det var faktisk meget anvendt i min tid. Vi havde en der blev fotograferet i norsk nationaldragt, den var altså flot da den blev koloreret. Men Inger sagde nu at hendes kjole skulle have haft en anden farve!

Maren havde én til at føre regnskabet, men hvor stor omsætningen var ved jeg ikke, det var ikke noget man tænkte over. Hjemme havde vi ikke fotografiapparat, så når vi skulle fotograferes tog vi ned til Maren. Så var det spændende om de blev udstillet, der var en udstillingsmontre ved trappen på Jernbanegade, og så var der på væggen ind til lægehuset. Jeg har nogle af hendes billeder fra jeg blev gift hvor hun var med til brylluppet. Uden for atelieret tog hun billeder med sit rolliflex, som mit barnebarn har. Hun har taget nogle amatørbilleder af os nede i haven.

Bilkøreren

Hun havde en Ford Zefyr og når vi så kørte ud ad Jernbanegade ramte vi nogle gange et plankeværk - god til at køre var hun ikke. En gang vi kørte ude ved Solgården, tog hun indersvinget og jeg sagde Jamen, frk. Olesen! hvortil hun sagde: Jamen der kom jo ingen. Hun kørte også gennem garagen engang. Jeg tror nok hun lignede sin far meget - han var jo også glad for biler. Men hendes bil skulle jo pudses, det skulle eleverne også gøre. Vi pudsede også husets vinduer med avispapir, det hørte også med.

Maren fik kræft til sidst, og jeg var tit oppe at se til hende da hun havde holdt op med at være fotograf. Den seneste tid var det hendes niece Johanne der drev arbejdet videre. Jeg fik en krystalskål til arv efter hendes død i 1968.

Ovenstående efter interview med Irma Lauridsen, suppleret af Ellen Jensen. Hos IL. 31.7.2008. kl. 11-12.

Marens søskende

De var fire søskende, hvoraf Maren var den ældste og de var alle født i Farup før familien prøvede lykken i Bramming. Maren der også bar navnet Lavrence, var fra 1886 og i ’88 kom Hans Christian.

Christian Olesen blev ude i byen kaldt Chr. Tot, og om ham ku de fleste gamle i byen fortælle en historie. Thomas Andersen som engang var portør fortalte, at Chr. Tot, der var købmand, satte sig for at han ville have en tønde sild med til Esbjerg, men da han skulle op i toget, gik tønden i stykker og alle sildene havnede på perronen, men DSB-folkene sagde at de nok skulle samle dem op, så han ku få dem når han kom tilbage – han nåede altså sit tog. Kendtest er nok trækvognsturen, som var et væddemål om han ku køre tandlægen på trækvogn fra Esbjerg til Bramming på fire timer – det ku han og der var endda 13 minutter til overs, årets mediebegivenhed i Bramming i 1931. Christian var gift med Thora (der døde i 1936) og de havde i mange år en købmandsforretning i Knudsborg som faren ejede, men i 1933 solgte han den til Frede Nielsen og købte en cigarforretning i Ringkøbing. Omkring 1953 åbnede han Kaffeboden i Nørregade 11 hvor Thilde havde tilladelse til at sælge spiritus. Længere ude af Nørregade var der en kunde, der ved tørlagt gæstebud hængte et flag ud af vinduet og når Chr. Tot observerede det, kom han med den papkasse med pilsnere han havde stående til en sådan lejlighed. Det var dengang man kom hinanden ved. Han blev også 85.

Næste i rækken var Jensine Nikoline (f. 1890), der lød navnet Line. Hun var 20 år da hun blev gift med tømrermester Anders Sørensen. Det var da familien boede ude i den tynde ende af Storegade, hvor der var lidt mark til nr. 59, så der blev slagtet og rigtigt rigget til til højtid i den anledning. I 1927 overtog Anders Kosmorama, men de fik ingen børn. De fik til gengæld Johanne som plejebarn, hun havde i mange år Kosmorama og kaldte sig direktrice. Johanne døde i 1996.

Karens sidste – fra 1892 - var Otto for hvem Bramming var for lille. Han drev lidt cykelforretning, dengang Kosmorama lå ude ved Møllen. Men da han var 20 drog han til USA og grundlagde eget firma i 1919 'Otto K. Olesen Comp.' med speciale i teaterdekorationer til Hollywood. I 1954 blev han postmaster, chef for postvæsenet i Los Angeles, en følge af hans støtte til Eisenhowers kampagne for præsidentembedet, vennerne kaldte ham bare Otto K. Han besøgte Bramming i 1958 og døde 1964. Et par år efter han var kommet til guds eget land blev han gift med Nanna – en datter af brammingslagteren H.J. og Kirstine Sønderballe.

Se det var jo søskende med en lidt forskellig skæbne.