Mester og svend - Bramminginfo

Der var arbejdsgiveren, han hed Niels Anton – og så var der hans svend Jens Marinus.

Niels Anton var fra Ørsted ved Randers, og kom til Esbjerg i 1896 hvor han blev mesterlærling hos sin bror. Blev gift i 1898, kom til Bramming i 1911 og startede et værksted i baghuset til Nørregade 20, han var da 28 år. Det var et drejerværksted og starten antydede ikke at det her skulle blive til Brammings største virksomhed, at det skulle blive grundlaget for byens hovederhverv et halvt århundrede senere, at møbelbyen Bramming blev grundlagt her i baghuset - en moderne industriby der udviklede sig fra et jernbaneknudepunkt med afledte bedrifter fra landbruget.

Jens Marinus kom 20 år senere, fra Randers på sin cykel. Han var snedker, men blev indfarvningsmester – drejerværkstedet var i mellemtiden blevet til en møbelfabrik og flyttet til Storegade. Han boede på førstesalen hos mester i Elmegade 26 og forlod firmaet med benene først, i sommeren 1985, efter at have fået dronningens fortjenstmedalje for sin indsats.

Niels Anton var en udpræget hjemmets mand, og tilknytningen til Indre Mission var det måske mest Mary der tog sig af men han var dog med i afholdsforeningen, at firmaet blev tilknyttet den dengang svage kristelige fagbevægelse anslog takten. Men hverken han eller Jens Marinus var måske ikke så hellige af det gjorde noget, og dog: Jens Marinus var fra starten en ivrig leder indenfor den kristelige spejderbevægelse, KFUM – også dette indtil sin død.

Arbejdsgiver og arbejder

Dette anslår ganske godt hvordan Bramming udviklede sig: de var udefra kommende der så mulighederne i byen, forholdet mellem arbejdsgiver og arbejder var af den patriarkalske skuffe, Jens Marinus ikke alene boede hos mester, sammen med andre ugifte svende fra Bramin var han med ved bordet hos Rigmor, Marys og Niels Antons svigerdatter, hun holdt nemlig et slags pension for dem.

Jens Marinus har fortalt at der var 37 ansøgere til den stilling, han fik. Måske det havde betydning at han ligesom chefen var fra Randersegnen.

Vi er langt fra storbyens klassekamp, men tæt på de forhold der voksede frem af landbruget og som på mange måder har præget Danmark med sin småindustri. Arvefølgen på Bramin kom også til at præge den på godt og ondt: Sønnen Thomas Bjerrum Jørgensen var med i produktionen fra han var 11 år i 1911 og den lille Hans Anton er sammen med den store hund trofast inventar på fabriksbillederne fra 1930erne. Thomas havde overtaget firmaet i ’23 og som der står: I 1953 indtrådte 3. generation i firmaledelsen, Hans A. Bjerrum Jørgensen. 1961: stort nybyggeri. 1968: Over 150 ansatte. 1982: firmaet solgt, direktør udefra. 1990: Bramin lukker.

Bramin

Det var først da de flyttede til Storegade i 1924 der begyndte at ske noget. Hidtil havde firmaet bestået af mester, hans søn, en svend og en lærling. Men efter at Thomas blev udlært drejer hos faren overtog han driften, de byggede en ny fabrik og flyttede som sagt. Produktionen havde hidtil bestået af: gardinstænger, håndklædeholdere og andre drejede snurrepiberier, som der står i en senere pressemeddelelse. Med flytningen skete skiftet til møbelfabrikation, skabe og polstrede møbler – og en overgang i 1930erne hed fabrikken også Jydsk Luksus Møbelfabrik, hvilket forskaffede chefen tilnavnet Luksus Jørgensen. Navnet Bramin dukkede op efter at den nye fabrik var blevet bygget i 1961. Den gamle, Niels Anton, var kun 51 år da sønnen overtog, men han var der nu hele tiden, og under titlen drejermester arbejdede han med, sikkert indtil han døde 77 år gammel i 1950.

Men det er jo først og fremmest Thomas hvis navn er knyttet til Bramin. Før krigen lød fabrikkens fløjte over byen kl. 7, så arbejderne kunne nå frem til 7.15, da var der nemlig morgenandagt, og det egentlig arbejde begyndte 7.30. Nåede du ikke frem var der ikke noget med at luske hen på sin arbejdsplads, så fik du besked på at gå hjem og komme igen næste dag kl. 12 – vel at mærke med tilsvarende fradrag i ugelønnen. Om Thomas hed det ved hans død: Offentlige hverv holdt han sig borte fra, men han var en aktiv og trofast deltager i Indre Missions arbejde i byen og havde sæde i Bramminge Menighedsråd.

At Bramin var et familieforetagende så man ikke kun i ledelsen. Thyra kom til Bramming i 1910 og kort efter døde hendes mand og hun åbnede en pålægsforretning i Storegade 33. Hun havde i 1900 fået pigen Rigmor. Thyra giftede sig igen, i 1925 med Jens Junker, kaldet Peter – samme år blev Rigmor gift med sønnen fra Bramin, Thomas, og Peter kørte som kusk med Bramins hestekøretøj og bragte møbler til stationen og fik træ med herfra og ordnede også andre ærinder. Niels Bjerrum Nielsen var formand for maskinsnedkeriet, en fætter til Thomas; han startede senere egen fabrik i Pederstræde (1949), den ligger nu på Industrivej.

Lønforhandlinger

Erling Olsen har fortalt om lønforhandlinger dengang han var ansat på Bramin før krigen: Møbelpolstrerne forhandlede akkord med Thomas Bjerrum Jørgensen og da der ikke blev opnået enighed om prisen, rekvirerede man via afdelingen i Esbjerg en hr. Clausen fra København. Men TBJ ville ikke give sig. Sluttelig lagde Clausen hånden på Jørgensens skulder og sagde: Hør, hr. Jørgensen, der er andre skorstene der ryger, end firmaets her, og jeg vil altså ikke have at mine medlemmer skal gå for den betaling. Så fyrede Jørgensen hele polsterafdelingen, vistnok 3 medlemmer – men EO blev dog igen ansat dagen efter kl. 10, og om der blev flere ansat husker EO ikke, men TBJ var en dreven lønforhandler. Fabrikkens medlemmer var medlem af Kristelig Fagforening, hvilket kom ledelsen af EOs fagforening for øre, og den forlangte at han skulle forlade fabrikken. Men han sagde nej, hvis de ikke ku finde et andet arbejde til ham, men det kunne de ikke gå i gang med, og sagen faldt i lave igen.

Jens Marinus har også været inddraget i lønforhandlinger. Hans datter har fortalt: min mor var en glad og munter person, men hun havde sin egen mening, og kunne også få den sagt, så ingen var i tvivl om hvad det var hun mente. En aften de havde gæster, Thomas og Rigmor Jørgensen var der også, sagde hun at hun syntes at lønnen på fabrikken var alt for lav, hun fik et spark på benet af min far, men det tog hun sig nu ikke af. Og næste dag kom min far hjem og fortalte at de nu fik 25 øre mere i timen, så han tilgav hende at hun havde været så åbenmundet.

Det var almindeligt kendt at lønnen hos N.A. Jørgensen ikke var noget at prale af, både Kurt Timmermann og Thomas R. Andersen har fortalt om det. Først fortæller Thomas om snedker Manich på Ribevej: I særlige travle perioder var der ofte 1 eller 2 snedkersvende, som kom og hjalp efter almindelig fyraften. De havde nemlig arbejde på N.A. Jørgensens møbelfabrik "Bramin", og så arbejdede de altså her til sent om aftenen. Timmermanns lønregnskab – han var snedker på Bramin 1940-46 – viste en stigning fra 1.33 til 1.43 i timen i januar 1946, i marts faldt den til 1.38, og her holdt den sig til april 1946. Det gav en ugeløn på 66.24 kr. plus 24.07 i dyrtidstillæg, i alt 90.31 kr./ugl.

Arbejdstid

Vi havde 50 timer om ugen og der var ikke noget der hed ferier eller week-endfri – sådan fortæller Jens Marinus om dengang han begyndte i 1930erne.

Det med missionen gik også igen på andre områder: En stor ordre på 150 stole til det kristelige KFUM i Esbjerg blev fradraget ekstra 5% i rabat i 1958, men dette gør vi kun fordi det er til ovennævnte institution, som der står i tilbuddet. Når der var udflugt fra missionshuset stillede firmaet med lastbil til transport. Om missionsfolkene skrev Timmermann i 1946: I tirsdags havde vi generalforsamling i snedkernes fagforening, det blev en bevæget generalforsamling, striden stod jo om vi skulle indmeldes i Fællesorganisationen eller ikke. Missionsfolkene og Holsted og Gørding var meget imod, men forslaget blev alligevel vedtaget med ikke så få stemmers majoritet.

Ledelsen var ikke upopulær, således noterede Timmerman i sin dagbog under krigen: N.A. Jørgensen fylder 70 år på tirsdag, vi har samlet ind til en stor vase… I onsdags aften var vi til N.A. Jørgensens 70 års fødselsdag - alle svendene med koner og kærester. Kunstmaler Skov viste os nogle lysbilleder og fortalte om en rejse han havde gjort for 21 år siden til Italien… N.A. Jørgensen har udflugt med personalet til Endrupholm hvor de også får et lille guds ord. Men det var en årlig begivenhed at personalet med påhæng blev inviteret på skovtur, som også kunne gå til familiens sommerhus i Vejers, så kørte man af sted med firmaets lastbiler.

Som antydet udviklede Bramming sig til en by hvis vigtigste produktion i 1960erne til 1970erne var møbler. Mange af fabrikkerne havde deres oprindelse i Bramin. Tidligere er nævnt Niels Bjerrum Nielsen, der blev ansat på Bramin i 1938 og senere lavede egen fabrik. Det samme gjaldt Erling Olsen, han arbejdede på Bramin fra 1938 og under 2. Verdenskrig. Senere startede han selv, først i et lille lejet værksted på hjørnet af Nørregade-Kirkestien, men startede egen fabrik på Plantagevej 12 i 1950, senere udvidet. Da han holdt op i 1984 solgte han til Egon Lorentzen, der havde startet møbelfabrikken Jeki. Der var logik i at møbelfabrikant Lorentzen blev borgmester i 1978 på et tidspunkt hvor denne industri prægede byen. En anden lærling hos Erling Olsen var Jørgen Jørgensen der oprettede Kanari i 1960 – den er som det meste af møbelindustrien lukket i dag.