Kikkenborg krigen - Bramminginfo

Man kan ikke beskæftige sig med Brammings tidlige historie uden at nævne afholdsbevægelsen. Druk og ’den fattige mands snaps’ var et udpræget socialt problem i arbejderklassen. Afholdsbevægelsen kom til Bramming i midten af 1880erne, hvor den i starten gik ud på at hindre druk, senere kom en mere offensiv holdning der gik på at hindre udskænkning af spiritus. Det kom til udtryk omkring bevillingen til Hotel Kikkenborg, også kaldet Kikkenborg-krigen.

Bevægelsen kom så at sige med banen. J.P. Klingenberg kom til Bramming i 1876 som én af de første 3 portører ved banen, han blev kendt som socialdemokrat, men primært som Afholdslogens formand, han og hans kone Else var de drivende kræfter i afholdsbevægelsen. Klingenberg var også i 1899 blevet formand for den nystiftede forening Dansk Jernbane Forbund, et tegn på en mand der nød kollegernes tillid. Ti år efter ankomsten til Bramming var han stifter af Logen Støt os vel (IOGT). En halv snes år senere indrettede IOGT en loge på førstesalen i Storegade 53 hvor familien Klingenberg boede. Salen blev indrettet med et møblement, der nu findes på Egnsmuseet, det passede til den højtidsstemning der herskede i en loge med logebrødre og –søstre, så de kunne føle sig som udvalgte. I logen var der en blomsterfrise under loftet som svigersøn, malermester Mads Brinch Christensen havde været med til at lave, også han var en god socialdemokrat.

Øl- og vandlogen

Interne stridigheder i logen førte til splittelse, idet tilhængerne af lyst øl trådte ud i 1892 og dannede logen Støt vor sag (NIOGT), men den oprindelige loge var nok den største. En forfatter har anslået tallet af organiserede afholdsfolk omkring 1910-11 til omkring 200, mens der var omkring 50 i afholdsforeningen, at hvis blot halvdelen var bosiddende i stationsbyen ville det svare det til 10% af indbyggertallet. Indbyggertallet i stationsbyen var i 1911 på 1.400, så en 10% er nogenlunde korrekt hvis man regner med 125 afholdsfolk.

I folkemunde kom de to loger til at hedde vand- hhv. øllogen. Selvom det var logerne der dominerede afholdsbevægelsen, var der også en almindelig afholdsforening uden logens tingeltangel.  Efter et tilløb blev den dannet i 1910 med i alt 48 medlemmer. I 1909 dannede byens afholdsorganisationer et fælles udvalg: De samvirkende afholdsselskaber og én af de første opgaver den påtog sig var oprettelse af en læsestue for byens lærlinge, en sag som var blevet rejst af Thomsen i Vestjyllands Socialdemokrat, han mente det var en opgave for Håndværkerforeningen. De Samvirkende forsøgte også – uden held – at interessere Håndværkerforeningen for oprettelsen af et hjem for rejsende. Men netop i forbindelse med Kikkenborg-krigen trådte De Samvirkende i gang.

Kikkenborg-krigen

Brammings krokamp, kampen mod spiritusbevilling til Hotel Kikkenborg, blev af afholdsbladet Reform kaldt for Kikkenborg-krigen. Den startede i sommeren 1911med at Kikkenborg skiftede ejer, hvorefter afholdsfolkene agiterede mod kroen og dens bevilling, idet man ønskede en kommuneafstemning herom. Den berømte afholdsagitator Larsen-Ledet blev hidkaldt. Men borgerforeningens formand, sagfører H.P. Ludvigsen, drog i felten til fordel for kroen. Sognerådet nægtede imidlertid at holde afstemning og den ønskede bevilling kom fra Indenrigsministeriet på sognerådets anbefaling. Også selvom De samvirkende afholdsforeningerne henvendte sig direkte til ministeriet med en klage over sognerådet. Lige før jul bliver der afleveret en adresse til sognerådet med 160 underskrivere der krævede en afstemning. Den vedtog sognerådet så med 4 stemmer og 1 undlader, fastsat til januar 1912. Der var nu kommet et ministerielt cirkulære med mulighed for en kommuneafstemning såfremt en fjerdedel af de stemmeberettigede krævede det. Afholdsorganisationerne samlede det ønskede antal, tilsyneladende uden besvær.

Sagen er ikke helt klar, men hotelejer P.J. Nielsen havde haft Kikkenborg siden ca. 1906, han kom fra Nykøbing Mors. I 1910-11 havde han solgt Kikkenborg til Sylvest Hansen, der var fra Thy og også havde elværket på det tidspunkt, han solgte imidlertid fluks hotellet til Andreas Jensen fra Holsted (og Sylvest Hansen fik to ejendomme i Holsted). Sylvest Hansen var ikke så populær i byen på grund af sine elpriser og sin uvilje til at tegne kontrakt. Sognerådets holdning er noget uklar, synes jeg.

Kikkeborg-krigen kulminerede i forbindelse med det sidste salg. Køberen Andreas Jensen fra Holsted havde nok gjort købet betinget af spiritusbevilling. Der var mere postyr og interesse for afstemningen end i forbindelse med et sognerådsvalg, og der blev agiteret kraftigt. Hotelejer P.J. Nielsen var tilsyneladende den der stadig stod for driften af Kikkenborg, trods salg, og Vestjyllands Socialdemokrat bragte et ondsindet rygte i forbindelse med agitationen, han: kæmpede fortvivlet for at få bevillingen og sendte vogne til Nørå og Terp for at kapre stemmer, men det lykkedes kun for 6 vogne at få 10 stemmeberettigede til 'Kikkenborg' og deraf stemte 6 til Hr. Nielsens store sorg nej.

Afholdsbladet Reform skrev: stilfærdige mænd bliver til kæmper, der går fra dør til dør og opfordrer til at møde ved afstemningen som værn mod hotellets kaffepunch… tilløb til attentater mod den nuværende vært, uden at det er lykkedes udøverne at anrette større ulykker endnu, men skylden er ikke deres. Socialen omtalte den iver med hvilke begge partier driver Agitation. De Samvirkende Afholdsforeninger har sendt os et indlæg hvor de opfordrer til at stemme nej af hensyn til mødre, børn og kommende slægter.  Fra den anden Side har vi modtaget lige så kraftige Opfordringer til at stemme ja for Bevillingen af hensyn til handelsrejsende og frihed for enhver til at nyde hvad han vil, men dog vist mest af hensyn til den ny ejer, hr. Andreas Jensen. Der agiteres med Hensynsløshed og Energi som om det galt hele Landets Velfærd.  Kikkenborg vil nu vedblive at være Kro, thi bliver den stemt ned, vil den nuværende ejer, hr. Sylvester Hansen, ikke få den solgt til hr. Andreas Jensen fra Holsted. Summa summarum: Man sætter ølse for og ølse bag, pølsen beholder dog sin smag.

Deputationer til København

Men der har været gang i den – tydeligvis interesserede Kikkenborgs spiritusbevilling befolkningen mere end spørgsmålet om de nylige valg til hjælpekassen. Men sagen sluttede ikke her, for trods afstemningen vedtog amtsrådet bevillingen – og så startede udflugten til ministeren igen. Og med de besynderligste politiske alliancer. De samvirkende afholdsselskaber holdt møde og vedtog at sende en deputation til København for at gøre forestillinger. Hertil valgtes bygmester Tonnes Tonnesen og redaktør Th. Sort som derefter afrejste med natekspressen. Tonnesen var socialdemokrat, Sort var venstremand. Modparten sendte en (nærmest) konservativ og en radikal. Som der stod i avisen: fra anden side lader man heller ikke elleve og fem være lige. D'herrer sagfører [H.P.] Ludvigsen og Poul Jensen [husmand, Terp] er ligeledes rejst for at søge bevillingen gennemført. Men Ludvigsen kom nu ikke af sted.

Trods dette meddelte ministeriet at det i henhold til den foretagne kommuneafstemning havde nægtet bevilling til Hotel Kikkenborg. Ministeriet rettede sig efter vælgernes dom og ignorerede både herredsfogeden og amtmandens anbefaling.- Der vil blive afholdt en større demonstrationsfest i Bramming på afholdsdagen den 16. juni. Afstemningen var blevet 156 imod og 65 for. Valgbestyrelsen gik langt for at erklære stemmesedler ugyldige: et udråbstegn eller en streg efter ja eller nej gjorde den ugyldig. Kommunen havde 406 vælgere, og ca. 60% havde stemt. Kikkenborg var tørlagt.

Sagfører Ludvigsen i gang igen

Den nye køber af Kikkenborg var af indlysende grunde så ikke interesseret i at købe, og sagfører Ludvigsen, der stod for salget måtte i gang igen og den socialdemokratiske bygmester, Tonnes Tonnesen for i blækhuset igen og kaldte ham den i Bramming så kendte repræsentant for tvivlsomme prioriteter. For at komme til en ende skal vi nævne at sognerådet efterfølgende behandlede bevillingen til den oprindelige ejer, og på et ekstraordinært møde vedtog de med fire stemmer mod tre en bevilling til Kikkenborg, skønt sognerådet for ca. 8 dage siden vedtog at lade sagen gå til kommuneafstemning. Smed Thomsen var heller ikke den der holdt sin kæft - som Vestjyllands Socialdemokrat forarget refererede – fremkom han med de mest ubeherskede udtalelser om afholdsfolkene og påstod at der i Vestjyllands Socialdemokrat havde stået at tilhængerne af kropartiet ’var nogle drukkenbolte'.

Det kan godt være at denne omtale er rigelig fyldig. Men i hvert fald viser den de borgerkrigslignende tilstande i byen i et årstid. Vi er i hvert fald langt fra den idyl Tonnesen senere beskrev. Hans sidste ord i denne sag til ejeren lød: Hvis ikke Jensen driver en hæderlig forretning, da skal ædruelighedsvennernes knyttede Hånd være rettet mod Kikkenborg. Sådan så byen ud i juli 1912.

Et efterspil

Ved sognerådsvalget marts 1913 opstillede afholdsfolkene – sammen med sympatisører fra Efterskolen – en særskilt liste. Den nye beværterlov der trådte i kraft april 1912 lagde bevillingsudstedelse i hænderne på sognerådet, derfor var det et vigtigt valg for afholdsfolkene. Afholdsdagbladet skrev om afstemningen at den blev en glimrende sejr for afholdsfolkene. Trods ’spidsborgernes’ og kropartiets i mange retninger ufine agitation opnåede vi alligevel at ædruelighedspartiets blev repræsenteret med fire kandidater. Forstander Brande og bogtrykker Marius Hansen blev valgt og på en særskilt liste for landet valgtes Sillas Mortensen, tidl. formand for den lokale Danmarks Afholdsforening, på Socialdemokratiets liste valgtes husmand Peder Jørgensen, der var personlig afholdsmand.

Der kom hurtigt en bevillingssag på sognerådets bord, Kikkenborg havde jo som nævnt trods afstemningen fået sin bevilling. Men måske den skulle fornys hvert år, i april 1913 søgte Andreas Jensen i hvert fald om beværterbevilling og flertallet nægtede ham bevilling, mens mindretallet krævede en kommuneafstemning, og 200 vælgere krævede skriftligt en afstemning. Ved selve afstemningen var der 199 for og 152 imod – Kikkenborg fik sin bevilling. Der var afgivet 340 stemmer – mod 220 året før og det skulle giver en stemme % på 85. Afholdsfolkenes stemmetal var nogenlunde stabilt, mens krofolkene havde tredoblet deres tal.

Det var Borgerlistens 2 repræsentanter i sognerådet, fabrikant H.M. Thomsen og stationsforstander W. Schmidt der gik ind for bevillingen og krævede afstemning, og det var Borgerforeningen med H.P. Ludvigsen i spidsen der førte an i kampen mod Kikkenborgs tørlæggelse.

Exit Ludvigsen

Ludvigsen forlod Bramming kort efter afstemningen i 1913. Han havde været i byen siden 1903, været med til at stifte den nye venstreforening, været formand for Borgerforeningen siden 1909.  Han blev forretningsfører for bladet Sund Sans og direktør for HP Ludvigsens bureau, begge rettet mod afholdsbevægelsen. Han sagde på et møde i Århus i 1914, at han i Bramming havde set fanatismen i renkultur, at det var de ulemper som den havde vist der havde været årsagen til at denne modbevægelse var rejst. Lars Larsen-Ledet, afholdsbevægelsens imam, sagde at Ludvigsen var betalt af bryggerierne. Som følge Ludvigsens virke blev Den personlige friheds værn stiftet i 1917 – med en afdeling i Bramming i 1922, det sørgede han selv for! I 1931 fremgår det at medlemmerne var byens bedre borgerskab, formand gennem flere år var overretssagfører Ernst Jensen, men ellers apotekeren, bankdirektøren, byens store købmænd og grossister og fabrikanter. Den sidste formand var borgmester E. Riber Bertelsen, der døde i 1992.

Afholdsbevægelsens skæbne har jeg ikke undersøgt videre, men mon ikke den her beskrevne periode har været bevægelsens højdepunkt. Det er i hvert fald det eneste tidspunkt hvor der har været optræk til en tørlæggelse af byen. Da Storegade 53 blev solgt i 1988, var sælgerne logerne Støt os vel og Fremad på ny. Det blev revet ned ved bygningen af Aldi i 2005.