Overproduktion - Bramminginfo

Overproduktion og sult: Disse to onder følges stadig ad og er et uomstødeligt bevis på, at samfundsordningen er pilrådden. Man skulle synes at det var umuligt og dog er det tilfældet, at man, midt i den civiliserede verden, i slutningen af det nittende århundrede, lader fødevarer i massevis ligge og rådne op i store magasiner, medens folk ved siden af dø af sult, endskønt lysten til at sælge såvel som lysten til at købe aldrig har været større hos begge parter. Der spørges uvilkårligt, hvorfor kommer handelen ikke i stand? Svaret er ganske simpelt: fordi købeevnen mangler.

Indehaveren af fødemidlerne kan selvfølgelig ikke forære dem bort, det ville være hans ruin, han må vente til bedre tider for om muligt at opnå salg, og imens folk sulter, bliver varerne helt eller delvis ødelagte. Så skrigende et misforhold kan kun fostres i et kapitalistisk samfund som vort, hvor kapitalen, ved at samles på stedse færre hænder, tilraner sig mere og mere magten og om kort tid svinebinder hele samfundet.

For at modarbejde ovennævnte onde, må først og fremmest købeevnen forbedres; dette sker kun ved at højne arbejdslønnen. En høj arbejdsløn kommer ikke alene de egentlige arbejdere, men også alle de producerende klasser til gode, og er en væsentlig hindring mod overproduktion. Hvorimod en lav arbejdsløn hæmmer forbruget i den grad, at man i stedet for fortjeneste ofte har det rene tab ved produktionen, så at jo mere der produceres, desto større bliver fattigdommen hos de producerende klasser. Atter et misforhold, som kun kan finde sted under den nuværende samfundsordning.

Ærede landmænd, I som producerer fødevarer, tænk engang lidt over på dette spørgsmål, hvad det vil sige, at jo mere I producerer, hvad enten det er kød, flæsk, smør eller korn, desto ringere bliver fortjenesten. Dels fordi, som tidligere nævnt, købeevnen mangler, og dels fordi der produceres fuldstændig i blinde, uden at vide om der nu også er brug for mere af den vare, der produceres. Følgen bliver at konkurrencen tvinger priserne så langt ned, at de i mange tilfælde gå under produktionsprisen.

Facit bliver altså det rene tab, noget I allerede har mærket på flæskepriserne. For at ophæve disse onder er der kun en vej at gå, nemlig at lade staten overtage produktionen.

Jeg beundrer i sandhed de landmænd der endnu er i besiddelse af troen på den nuværende samfundsordnings guddommelighed og endnu frygter de skrækkelige socialister, der vil vende op og ned på alt. Ja, vi vil virkelig vende op og ned på alle disse skrigende misforhold, der findes. Vi vil fjerne alt det dårlige; men bibeholde det gode ved den nuværende samfundsordning. Vi vil fjerne de bestående uretfærdigheder og sætte retten i stedet; retten til at spise sig mæt.

Vi vil være med til at gøre livet lyst og behageligt for alle, også kapitalisterne, i erkendelse at, at det ene menneske ikke er skabt til at tyrannisere det andet, intet menneske har moralsk ret til at leve i overflod, mens andre sulter. Hvem kan ikke være med til dette?