Det sidste tog
Det sidste tog er kørt
Vi er nu ved rejsens ende – det sidste tog er kørt og vi har fået lukket tværbanen. Tilbage bliver så nogle overvejelser. Jeg har sat fokus på en række hovedpersoner i byens historie, iblandet lidt sociologisk snak. Alligevel er billedet lidt flimrende: Var det virkelig smed Thomsens fandenivoldskhed der skabte det meste? Var det møllerens udsyn der rakte lidt videre end de fleste? Var det Tonnesens engagement og byggeri der skaffede resultaterne? Jamen sådan kan man jo ikke skrive historie, hvad med arbejderklassen, hvad med kvinderne? Hvor blev de af. De blev ikke glemt men befinder sig noget i yderkanten af fremstillingen må man sige. Oprindelig var det heller ikke min hensigt at bogen skulle være som den blev, men dels blev jeg en del i tvivl om hvor mange der ville være interesseret i en rigtig seriøs fremstilling (hvis jeg så kunne skrive den), dels spurgte jeg min gamle ven, Olaf Bak til råds, og han syntes det var en god idé at hænge historien op på en række hovedpersoner. Så derved blev det.
Men tilbage står så at forholde sig til de resultater den relativt nye forskning om stationsbyer har fremlagt. Det drejer sig navnlig om Projekt Stationsbyen[1], hvis lokale udløber er Peter Dragsbos artikel i den første årgang af Lokal-årbogen[2] – og så kronen på værket Niels Peter Stilling: De nye byer[3], der dog ikke inddrager Vestjylland og altså ikke Bramming.
De tre perioder
Dragsbo skitserer tre perioder i byens historie. Den første periode går frem til 1885 hvor det er bønderne der spiller rollen i byens opstart. Den anden periode fra 1885-1900 er pionertiden hvor der sker en indvandring af nye indbyggere, håndværkere, handlende. Fra 1900 er der skabt et borgerskab og en arbejderklasse, de bor i hver sine kvarterer. Det svarer ganske godt med byens udseende: I den første tid kun Kikkenborg og jernbanestationen, og der blev bygget nogle småhuse. I den anden periode blev Storegade bebygget, delvis med toetages ejendomme, byen blev administreret af Borgerforeningen og en heftig boligspekulation sluttede perioden. Efter 1900 byggede borgerskabet sine kvarterer omkring Fengers allé, mens arbejderne boede i Lindegade og syd for banen, der kom industri til byen. Efter 1920 er byens identitet så fastlagt, og man skal frem til 1960erne og 1970erne med de nye parcelhuskvarterer før Bramming igen begynder at vokse.
Stilling beskæftiger sig meget med indbyggertal og vækst, men har nogenlunde den samme periodisering idet han fastlægger den dynamiske forandringsproces i stationsbyerne til perioden 1890-1911. Han fastslår at erhvervsstruktur og byens funktion var væsentlig forskellig i 1870 sammenlignet med 1911 – og hertil kan man sige, at der ikke var nogen erhvervsstruktur i Bramming før banen i 1874. Og som det sidste: Perioden 1890-1911 var præget af erhvervslivets modernisering og industrielt gennemslag.
Der er altså med udgangspunkt i ovenstående ikke noget der adskiller Bramming fra andre stationsbyer, byen kom ikke før eller senere end normalen, byens udvikling falder indenfor de rammer forskningen har udstukket for stationsbyers udvikling.
Starten
Alligevel er der en hel del forskel på Bramming og de øvrige stationsbyer mod øst. Den største forskel er at der ikke var nogen by før banen blev anlagt. Derfor fik Holsted, Brørup og først og fremmest Vejen et forspring. Det bebyggelsesmæssige tyngdepunkt på vores egn lå ude i marsken med de store landsbyer Tjæreborg, Darum, Vilslev og Jedsted, der havde sin baggrund i den frugtbare jord i marsken. Her opstod de første købmænd eller landhøkere. Men Vilslev var hæmmet af sin nærhed til Ribe, handelsstanden her modsatte sig en udvikling både i Vilslev og Jernved, og det var én af grundene til at købmand Ullerichs flyttede sin høkerforretning fra Vilslev Spang til Storegade. Det vil sige at afstanden fra de større bebyggelser som Esbjerg og (efterhånden) Vejen gjorde at der blev plads til Bramming.
En anden mere generel ting var landbrugets udvikling, dels nyopdyrkning af heden – der var jo før 1890erne kun nøgen hede omkring byen – dels omlægning af landbrug fra et brug præget af selvforsyning til markedsorienteret brug, fra korndyrkning til kvægavl (mejeribrug, eksport til England). Her fra Vestjylland havde der i mange år siden middelalderen været stor eksport af kvæg til Tyskland. Netop det sidste begunstigede jernbanestationen i Bramming, først eksport over Vamdrup, siden også over Vedsted.
Der er således et par fænomener der adskiller Bramming fra de andre byer.
Banen
På lidt pudsig vis fylder jernbanen ikke så meget i fremstillingerne, skibsfarten på Vadehavet var under afvikling og banen overtog en del af den trafik. Men den første historiske fremstilling af byen[4], nævner ikke jernbanen, undtagen at anlæggelsen af banen til Funder i 1916 vil medføre omforandringer og udvidelser. Jeg har lagt stor vægt på banen, dels var der jo ikke kommet en by uden banen, og i en lang periode var banen byens største arbejdsplads. Banefolk har som det fremgår, spillet en stor rolle i byens udvikling.
Byen tager start
Efter de første år uden udvikling startede byggeriet for alvor med udstykningen fra Kikkenborgs jord fra 1886-90 hvor kroejer Poulsen havde frikøbt kroen med jord fra fæstet. Det var 16 grunde omkring Trekanten, Storegade, Nørregade og Pederstræde plus bl.a. Ribevej 8.
Herunder så byens hovedpersoner med ankomstår: | |
| 1876 | portør J.P. Klingenberg |
| 1882 | købmand P. Schou portør Hans Chr. Hansen |
| 1884 | gartner Kathrine Leth Jensen |
| 1885 | møller Niels Poulsen snedker Martin Hansen |
| 1887 | skrædder K.F. Nissen |
| 1888 | karetmager P.N. Søndergaard snedker P.A. Haulrig |
1890 | rebslager Hans P. Albrechtsen postbud Svend Sørensen stationsforstander I. Randel lærer A.H. Manich |
1892 | sadelmager Viggo Bohn snedker Chr. Jørgensen smed H.M. Thomsen skomager Andreas Hansen teglværksbestyrer Hartvig Petersen jernbaneassistent P.L. Poulsen læge Palmer N. Fenger dyrlæge A. Skjøttgaard |
1893 | banearbejder Henrik Christensen |
1894 | slagter H.J. Sønderballe bødker Th. Thomsen bygmester E. Köhler |
1895 | tømrer Morten Hansen murer N.P. Petersen |
1896 | købmand Søren Thomsen købmand D. Brügmann fotograf C.K. Olesen arbejdsmand Jens Larsen Nielsen restauratør Else Marie Hansen hotelejer Guttorm Sørensen ølbrygger Kristian Ibsen |
1897 | købmand M.A. Madsen købmand A.A. Øllgaard farver Chr. N. Andersen |
1892 var året hvor Bramming fik sin store indsprøjtning af aktive borgere. I årene 1890-99 blev der løst 43 nye næringsbreve i Bramming. Bemærk også den forholdsvis brede fagfordeling der var, og så er småkårsfolk og kvinder ikke optegnet. Få år efter var jorden gødet for det udenomsparlamentariske sogneråd, Borgerforeningens stiftelse i 1895. Det siger sig selv at med et indbyggertal på lidt under 700 kunne de ovenstående nok skaffe sig indflydelse.
Det er i denne periode hvor Storegade blev en håndværkergade, med det som Dragsbo kalder håndværkergårde, typisk sadelmager Bohn i nr. 24 hvor familien bor i forhuset og værkstedet er i gården. Lidt større var nok snedker Chr. Jørgensen der boede på hjørnet af Storegade og Nørregade (Strygejernet) med ret så omfattende værksted bagved, også andre havde værksteder her, så den nuværende parkeringsplads var et slags industriområde. Det var den faktisk indtil mejeriet blev revet ned, der blev bygget sparekasse (1972) og lavet parkeringsplads på området.
Industri
Bramming blev aldrig en rigtig industriby, havde aldrig store fabrikker som Vejen (Alfa, Cikoriefabrikken Nørrejylland, Phønix), men lidt industrikvarter var der over Nørregade. Møllen er nævnt som byens første industri (1885). Lidt længere ude, på Gabelsvej lå teglværket som læge Fenger købte i 1895, det blev moderniseret med ny ringovn, moderne maskiner og fik en kapacitet på 10-15.000 sten om dagen - og med Schous trælasthandel (i 1899 Niels Thorsens Trælasthandel) var byen rustet til byggeri. Farver Andersen flyttede til byen (Nørregade 34) i 1896 og havde her også en klædefabrik eller spinderi[5]. Naboen i gaden var ølbryggeriet, et hvidtølsbryggeri oprettet på initiativ af Borgerforeningen efter et møde på Kikkenborg i 1896, det blev bygget af ølbrygger Kristian Ibsen.[6] M.A. Madsens Skotøjsfabrik i nr. 26 kom i 1913. Jernstøberiet længere ude i gaden kom først omkring 1917, men smed P. Pedersen var i gaden allerede 1905, og det udviklede sig for i 1908 ansøgte han om tilladelse til at bruge kommunens elektriske ledning[7] til motordrift, hvilket tillodes under forudsætning af at kommunen ikke lider noget tab. Pedersen producerede landbrugsmaskiner – ligesom H.M. Thomsen. Bag Storegade (hvor Viadukten nu er) var der et savværk[8], kaldet Bramming Damp-Høvle og Savværk i 1899.[9] Hvor Viadukten går ud i Ribevej blev der i 1898 oprettet Guldlistefabrikken Bramming, den led en krank skæbne under fallitterne, men blev dog videreført en hel del år.[10] Ret sent kom der mejeri til Bramming, i 1902 i Storegade mens det ’rigtige’ først kom i Nørregade i 1916. Slagteri blev det aldrig til, både købmand C.P. Andersen og viktualiehandler Th. H. Thomsen annoncerede i 1899 med at de modtog svin til Aktieslagteriet i Esbjerg (det var vist Schaub). I 1931 kom der et eksportslagteri med egne jernbaneskinner tværs over Jernbanegade– det modtog tilskud fra kommunen, den var nok ikke gået i dag! – men det blev aldrig nogen stor sag (ophørt omkring 1950).
Men præget af industri blev Bramming aldrig. Det var handel og håndværk der var markant. Da møbelfabrikken Bramin blev oprettet i Storegade i 1924 blev det starten på en udbredt møbelproduktion i byen i perioden 1960-80.
1896 i Bramming
Den 26.6. afholder Bramming Landboforening sit første dyrskue
Lørdag den 18.7. stiftes Bramming Cykelklub i det daværende lystanlæg
På Kikkenborg stiftes den 19.7. Bramming Hvidtølsbryggeri af 40 medlemmer af Borgerforeningen
Ny ringovn anlægges på Bramming Teglværk
Ved banegården etablerer fotograf F. Nielsen sig
På Ribevej sælger læge Fenger en grund på 10.000 alen2 til P. Schous tømmerplads
Den 29. december vedtager Bramming Borgerforening at oprette Bramming Bank
Byens første gadebelysning med 8 petroleumslamper starter
Telefoncentral i Bramming (måske allerede i ’95)
Udgivelsen af Bramming Ugeblad startes af Foreningen for politisk Oplysning
Der bliver bygget 10 nye huse, heraf 5 med 2 etager
Folketælling nr. 2 gennemføres af Borgerforeningen: 753 indbyggere, heraf over 11 år 202 kvinder og 258 mænd
Illegalt kreaturmarked med omkring 400 kreaturer
Borgerforeningen holder sit første bal den 12. december
Indbydelser udsendes til stiftelse af mejeri
Borgerforeningen har forslag til gadenavne – og vil lave kort over byen.
Landbrug
Landbrugets omlægning og effektivisering betød altså ikke en direkte afsmitning i Bramming der var større end i alle små byer.[11] Men når det drejede sig om handel betød det noget, der kom både kvægmarked fra 1897 og fra 1903 var der handel med landbrugsmaskiner fra maskinforretningen Dannevirke (H.M. Thomsen), reparationer hos karetmager P.N. Søndergård, smed P. Pedersen i Nørregade kom i 1905 (Jernstøberi og maskinfabrik, specielfabrik for støbt plovgods, skrev han), købmand A.M. Madsen solgte korn- og foderstoffer. Udstykning skabte flere husmænd og der blev stiftet en husmandsforening (1903). En landboforening var allerede stiftet i 1896. Der skulle have været bedre vilkår for dyrskue i Gørding end i Bramming.[12] Studehandlen havde altid betydet meget, jf. den gode historie som den tidligere borgmester Fred Boesen har fortalt[13]:
Tre mænd sad ved et bord på et hotel i Bramming. De spillede om tændstikker, men sad gravalvorlige. Der blev næsten intet sagt. Tændstikkerne gik fra hånd til hånd, eftersom spillet formede sig. Der kom en mand ind i stuen og nærmede sig de spillende og spurgte: Må a vær’ med? Men ingen svarede, de tre fortsatte deres spil uanfægtet. Han spurgte igen, men fik intet svar. Så tog han sin tegnebog frem og begyndte at tælle hundredekronesedler op: jen, to, tre, fire…ni, ti – og spurgte: Må a så vær’ med? Endelig løftede én af de andre hovedet, så på seddelbunken og svarede: Tæj det stads væk – vi spiller om stude!
Studene var også en materiel enhed: En opgørelse af mængden af levende dyr til og fra stationen viste en kraftig udvikling fra banens start til 50 år senere[14]:
Godsmængde
1875/76
1922/23
Levende dyr, ankomst
l.780
15.978
Levende dyr, afsendt
1.086
6.929
P.L. Poulsen har fortalt som sin tid på stationen fra 1892-99: hvert forår blev der sendt et stort antal magert hornkvæg fra Danmark til fedning på de sønderjyske marskegne. Størsteparten kom over Bramminge på en bestemt dag, og videresendelsen voldte til tider stort besvær, idet Ribebanens maskiner var så små, at togene kun evnede at tage 7 kvægvogne og et særtog 12.
Byen havde også hestehandlere, kendtest A. Hollænder der i 1896 byggede en flot gård overfor jernbanestationen. Under 1. verdenskrig købte Jens Møller den og hans datter har fortalt at der tit stod 100 heste i deres indhegning der ventede på videresalg. Så vist betød landbrug noget for Brammings udvikling.
Institutioner
Med til at skabe en attraktiv by var forskellige institutioner, apoteket og lægen er nævnt. Tager man en sammenligning med Vejen ud fra oplysningerne i Trap[15], sådan som Stilling gør i sin undersøgelse, får man følgende billede:
Vejen
Bramming
Station
X
X
Posthus
X
X
Kro/hotel
X
X
Hospital
Højere skole
X
Tingsted m.m.
Apotek/læge
X
X
Marked
X
X
Slagteri
Mejeri
X
X
Landbrugsindustri
X
Industri
X
X
Bank
X
X
Købmand
X
X
Forsamlingshus eller lign.
X
(X)
Valgsted
Dagspresse
X
(X)
Ialt
13
11
Banken var også blevet oprettet i det aktive år 1896, på Borgerforeningens initiativ. Men det viser sig altså at Vejen er bedre med når det drejer sig om højere skoler. Selvom Bramming fik en ny og moderne skole i 1906, var der mange uenigheden om indførelsen af den nye skolelov af 1937 (centralskole) og man skulle frem til 1957 før de første realister kom fra Bakkevejens skole, mens man havde kunnet tage præliminæreksamen i Gørding i mands minde.[16]
Efterskolen
Hvad der derimod adskiller Bramming fra mange stationsbyer er Efterskolen. Det var faktisk Borgerforeningen med stationsforstander I. Randel i spidsen der vedtog den i december 1896 – og i ’97 stod den der, og bygningen er der endnu i Skolegade, om end til andet formål og skolen har bygget nyt og trives stadig, ja der er faktisk to efterskoler i dag. I 1890erne blev der bygget en række efterskoler fra Vamdrup til Vester Vedsted, i området tæt ved Kongeågrænsen, beregnet på at den sønderjyske ungdom kunne få undervisning i modersmålet, dansk. I 1911 var 80% af eleverne på Bramming Efterskole fra Sønderjylland eller Det gamle land.[17] Det er altså en hel del mere end jeg havde troet.
Altså, den udvikling der forandrede Danmark fra et bondeland til et land med småindustri og handel, slog også igennem i Bramming i 1890erne og årene herefter. At nærheden ved Esbjerg havde sin betydning, er alle enige om, men hvordan mere konkret, er vist aldrig undersøgt, men med tiden blev Bramming en slags forstad hvor de fleste havde deres arbejdsplads derinde. Men ud over senere Ægpakkeriet har der vist aldrig været eksportorienterede firmaer der har draget fordel af Esbjerg havn.
Men på et område kan man i hvert fald påvise en indflydelse: I årene 1893-94 gik Esbjerg ind i sin amerikanske periode hvor befolkningstallet steg fra 4.000 til 12.000 på få år, grundlaget var (sundt nok) et knudepunkt for international handel. Udviklingen medførte dog en forrygende grundspekulation, der endte i sønderlemmende krak i 1898-99. Her havde driftige – som man kalder det – brammingensere næsen rigeligt langt fremme og krisen fra Esbjerg blev efterfølgende overført til Bramming, en periode som fotograf Olesen har beskrevet nænsomt,[18] men som reelt betød at byen blev braklagt i flere år og folk der havde spillet en ledende rolle forsvandt ud af historien (eller til Amerika), kendisser som læge Fenger, hotelejer Guttorm Sørensen. Som rebslager og ejendomsspekulant Albrechtsen skulle have sagt: Penge, ja det er det sidste ved en handel, det ordner sig selv. Men det var ikke alene spekulation i Esbjerg der væltede korthuset, men også i Bramming, hvor man efterfølgende kunne købe lægens hus – byens flotteste - for 9.000 selvom det var 25.000 værd. Da ballet var forbi kom sagfører Ludvigsen, der har givet følgende til bedste: Da jeg kom her den 1. november opdagede jeg straks, at det omtrent var som en slags Klondyke, uden guld at se. Agersnap har givet denne beskrivelse af følgerne: Mangt i byen stod nu i stampe ... først ved årene 1903-05 begyndte byen igen at komme til kræfter.[19]
Huse og kvarterer
Der er en del af byens gennembrudshistorie man kan iagttage, gadernes forløb, husene. Når man står foran apoteket og ser mod syd, ser man nemt Ribevejs lige forløb herfra, og det er nemt at forestille sig bommene og jernbaneoverskæringen ved Storegade 1. Men alle husene fra dengang er væk, næsten da. Købmand Schou byggede Storegade 1-3 i 1893, det var byens første 2-etages hus, og det ligger der endnu. Bevaret er også store dele af de huse der blev bygget i slutningen af 1890erne.[20] Dengang blev strøget fra Trekanten hen imod stationen et rigtigt bystrøg - det var her man handlede - kantet af ret ens toetages bygninger, især på sydsiden af Storegade kom en række fine facader i murermesterrenaissance, og også på nordsiden af Jernbanegade blev der bygget flotte huse.[21]
Udstykningen af grunde i Bramming var følgelig ret imponerende i de år:
1895
38
1896
58
1897
132
1898
53
1899
24
Men den øvrige del af Storegade er ikke bevaret, den indeholdt alle de små håndværkerhuse, de håndværkergårde der lå i den vestlige del af Storegade, de er alle blevet revet ned i byens næste ekspansionsperiode i 1960erne og 70erne. I Nørregade findes der endnu spor af det. Nr. 18 (Andelskassen) blev bygget af tømrer Hartvig Petersen i ’96.
Det var så handels- og håndværkerstandens huse, men kun til dels. Med udviklingen kom en tendens til ikke at bo og arbejde samme sted. Så kom i 1910erne Fengers alle, borgerskabets pragtalle.
Arbejderklassens beskedne boliger har vi så i byens yderkant, som nævnt tidligere Grønnegade og Søndergade - i Grønnegade lå en lang række nu forsvundne arbejderhuse, der gik under navnet Pacificgade. Længere ude i Storegade blev der også bygget småhuse, og i Mæglergade i 1897-98. Lidt senere, fra 1906 har vi så i den pænere ende byggeforeningshusene i Lindegade[22] og Tobakshusene[23] i Østergade, ligesom der var nogle få udlejningshuse.
En konklusion på byens første år har Peter Dragsbo givet: Bramming blev altså klart inddelt i ’centrum’ og ’udkant’ og i ’de to sider af banen’.. den industrialiserede storbys klassedeling … slog igennem… et socialt gab mellem på den ene side de meget få personer der sad på de bedste grunde og huse, på industri, på … Borgerforeningen og så på den anden side: de mange småfolk og arbejdere der var strømmet til, og som boede i hytterne i hederanden.[24]
Denne geografiske klassedeling blev noget opblødt ved det senere byggeri i Storegade, men den findes til en vis grad også i dag, skellet mellem Bramming Boligforenings byggerier og parcelhuskvartererne der opstod i perioden 1965-90.
Klassekampen
Denne opdeling kunne jo have forskellige konsekvenser, der kunne have afspejlet sig i den politiske magt i byen. Fra starten var det klart at det var borgerskabet, der dominerede byen – og Borgerforeningen. De udgjorde den progressive magt overfor bønderne, det var dem der havde interesse i den bymæssige udvikling, og det fik de.[25] Når der ikke opstod en modmagt fra arbejderne forklarer Dragsbo det med ånden i nybyggerbyen.[26] Det skal nok være en del af forklaringen, men der opstod dog både fagforeninger og en Socialdemokratisk forening i nybyggertiden.[27] Men klasseforholdene var som jeg har beskrevet det i afsnittet om møbelfabrikken Bramin[28] præget af patriarkalske forhold: når personalet tog på udflugt var det til patriarkens sommerhus ved Vesterhavet og i firmaets lastvogn, når Jørgensens havde sølvbryllup stillede personalet med en fælles gave. Jeg har også udførligt beskrevet Socialdemokraternes udvikling, som viser at nok var der kritik af forholdene og den førte politik, men aldrig noget der gik ud over det samfundsbevarende – den samme linje afspejles i afsnittet om den store fagforening Dansk Jernbaneforbund. Det adskiller jo ikke Bramming fra andre småbyer, præget af indvandring af folk der havde forladt landbruget, og i Bramming mange der kom fra Sønderjylland med de forældede driftsformer. Men Bramming adskiller sig fra Esbjerg, hvor arbejderne på havnen allerede i 1893 strejkede mod DFDS for organisationsretten, hvor Socialdemokraterne fik flertallet i sognerådet i 1905 – en forskel der kom af havnen, af store arbejdspladser.
De fattige
Jeg har lavet et afsnit om de fattige[29] der endda er et af bogens længste. Jeg finder det afgørende for vurderingen af et samfund at man ser hvordan de behandler minoriteter, herunder de fattige. Jeg skal ikke kunne sige om det var værre eller bedre i Bramming end andre steder, men ingen steder er det nu ret morsomt.
Én af byens ledende mænd[30] har i tilbageblik sagt at det strømmede en del arbejdere til og det var ikke de allerbedste folk, der var jo folk der var forarmede. Efterfølgende tilføjede han at det store byggeri og de mange ledige huse trak småfolk til byen, bl.a. ’amts- og statsfattige’ - folk der var flygtet fra Sønderjylland efter 1864. Nok var der en 4-5 stykker af dem, men dog intet mod det store flertal fra Slesvig. De kom overvejende til Bramming i 1890erne, der er de mere kendte som stationsforstander Randel, læge Hagen, redaktør Th. H. Thomsen og hans bror slagter Jørgen T., farver Andersen. Der var også lavere rangerende som arbejdsmand Kaltoft, maler Koller, smed Andersens kone Abelone. Der er omkring en snes i Byhistorisk arkivs register, og det omfatter kun de mere kendte – så tæller vi børn med kan antallet af sydslesvigere i Bramming nemt gå op i hundrede på den tid.
Der var også en kraftig udvandring fra Sverige, ikke alle tog til Amerika, men mange til Danmark, først og fremmest København, og også mere sporadisk til Bramming, kendtest er vel ejeren af Smørcentralen i Storegade der kom til Bramming i 1919 – efter at hun havde fundet temperaturen i Petersburg for lun.
Den nye tid
Da de ledende havde sundet sig ovenpå krisen i 1902-05, kom der så småt gang i sagerne: Ny skole (1906), kloakering (1908-10), kommunal gadebelysning (1905), Andelsselskabet Bramming Elektricitetsværk, bygget 1919 (nu Egnsmuseum),[31] vandværk og vandtårn (1922, også andelsselskab). Rensningsanlæg (1926) – det meste under smedemester Hans M. Thomsens dynamiske ledelse, han var sognerådsformand 1905-07 og 14-18, Overbrammingenseren som en (misundelig) redaktør kaldte ham. Der kom offentlige institutioner som apotek (1908) og posthus (1917), kirke (1915) og kirkegård (1914). Pionertiden var ovre, Borgerforeningens rolle mindskedes: Bramming kom til at ligne andre store småbyer.
Her slutter jeg så og konstaterer lige at 1. Verdenskrigs dyrtid, hvor priserne steg og lønningerne faldt, ikke fik specielle reaktioner i byens fagforeninger, andet end banens folk senere kom ind i sognerådet. Det blev efter manufakturhandler Andreas A. Øllgaards død i 1932 ledet af bagermester Hans H. Flintholm (frem til 1954) – han var af den mere fodslæbende type der forstod at bremse socialdemokraternes udtalte ønske om centralskole. De var faktisk blevet styrket og i 1938 fik de 3 mand i et sogneråd på 9. Men de bøjede sig for Flintholms fiksfakserier og undskyldningen kom fra formanden J.O. Jensen [der] sagde at man var gået med til at bygge i Tømmerby og i Nørå fordi man fik stort tilskud og samtidig øgede beskæftigelsen (1942). I 1930erne havde arbejdsmændene hele tiden bøvl med at få overenskomst, få feriemærker, få valgt tillidsmand på Teglværket, men hverken fagforeningen eller arbejderne på stedet gjorde noget videre - der er få spor af den militans der i øvrigt var i arbejderklassen andre steder i fædrelandet, politisk og fagligt.
Hovedpersonerne
Bogens hovedpersoner er mest mænd og mest i byens ledelse. Undervejs med bogen har jeg gjort mig nogle overvejelser om dem. Vor gode ven fotograf C.K. Olesen skrev om pionererne:
En stab af dygtige og solide håndværkere var i tiåret 1885-95 flyttede til Bramming og [havde] selv ladet hus opføre, hvad der hjalp svært på byens opkomst… møller Poulsen og så kom vistnok karetmager Søndergård, smed H.M. Thomsen og skomager Hansen[32], fire navne, der hørte til Brammings pionerer og har været med i sognets og byens ledelse og styre, Poulsen og Thomsen i flere år på formandsstolen. De hviler nu under mulde.
Møller Poulsen var nok møller, men fra 1910 var det mest landbrug han beskæftigede sig med, han fremhæver selv sin husbestyrerinde[33] som også kunne udføre markarbejde i høe, korn og kartofler som kun få. Det pudsige var at hun netop var Marie Albrechtsen, hendes mand var død i 1909 eller 1910 og de var rejst fra byen efter hans fallit i 1897, og mølleren havde vist lånt ham en del penge.
Karetmager Søndergaard om hvem det hed sig at hans far havde ejet al jorden omkring Gørding station, kom til byen allerede i 1888 og kom i sognerådet i 1907 og var i mange år i fattigudvalget, næstformand for Håndværkerforeningen.
H.M. Thomsen er den mest prægnante person af de fire Olesen nævner. Ham har jeg tidligere gjort rede for, men ikke reflekteret over hans oprindelse. Han kom til Bramming i 1892, hvor han var 24 år og havde aftjent sin værnepligt til søs fordi han var smed. Han kom fra Darum, en stor landsby med mange oplyste bønder. De var så oplyste at de ikke ville finde sig i Estrups undtagelsestilstand: Sognerådet nægtede at betale skat til staten og sendte Estrup et brev i 1886 hvor de anbefalede en ny regering, undertegnet sognerådet. Blandt underskrifterne finder man Niels Kristian Boesen, der også var i bestyrelsen for biblioteket, for sådan ét havde de også. Boesen var givet en ven af den gamle Thomsen, Thomas Madsen – i hvert fald var han fadder til vores Thomsen. På denne tid var H.M. Thomsen blevet 17 år og stod i lære som smed, og der er vel ingen tvivl om at denne modstand mod Estrup i Darum har påvirket Thomsens politiske udvikling.
Og så er der C.K. Olesen selv, den pæne, iagttagende og skrivende, manden med interesse for alt nyt (bil, foto), men som jo alligevel havde et par køer med til Bramming da han kom – man kunne jo aldrig vide…
Til Olesens personer har jeg føjet et par af socialdemokratisk observans plus et par enkelte kvinder. Bygmester Tonnesen imponerer som en selfmade mand med et hjerte på rette sted, han blev aldrig for fin til ikke selv at arbejde. Redaktør Thomsen (Vestjyllands Socialdemokrat) kunne både handle med ejendomme og føre en skarp pen, var ret insisterende som man siger om cykelryttere. Begge var de folk med retfærdighedssans, men jo ikke politisk på nogen yderfløj.
Ser vi så på hovedpersonerne in toto gælder det jo at de kom til Bramming som ret unge og ubeskrevede blade. De kom til en by uden traditioner, hvor udfoldelsesmulighederne var talrige, men sikkerheden ringe, og der var også omkostninger som politisk forsætning (P.L. Poulsen). I dagens Danmark vil en del opfatte dem som ret selvrådige, og med pionertidens afslutning stod de også for fald. Thomsen døde før tid, men både Tonnesen og glarmester Rasmussen blev stemt ned af deres egne. Kun mere forsigtige som C.K. Olesen opnåede en værdig strådød.
[1] I 1978 startede projektet Den vestjyske stationsby og i 1980 kom Statens humanistiske Forskningsråds Stationsbyprojekt: Stationsbyernes historie 1840-1940. Senere Selskabet for Stationsbyforskning.
[2] Dragsbo, Peter: Bramming – en stationsbys fødsel. I: Lokal-årbogen 1983, side 62-88. Litteraturhenvisninger. For en mere teoretisk baggrund se: Stads- og Havneingeniøren 1982 nr. 9-10, side 282-84, 292-94, 97-301, illustreret: Stationsbyen : et dansk bymiljø, 1-2. Af Kim Clausen og Peter Dragsbo.
[3] Stilling, Niels Peter: De nye byer : stationsbyernes befolkningsforhold og funktion 1840-1940. Selskabet for Stationsbyforskning, 1987. 579 sider.
[4] Erling Agersnap: Bramminge By. 1916.
[5] Dragsbo anfører at Borgerforeningen havde givet grunden til farver Andersen, mod at han skulle så stå for driften, der havde den fordel at han kunne anvende dampen fra farveriet. Spinderiet blev i 1918 solgte til klædevarefabrikant F.C. Lund der drev det sammen med sin kone til omkring 1950.
[6] Senere blev det overtaget af Frands Hjort der lavede sodavand – vistnok tit på bestilling – til 1960.
[7] Det drejede sig om ledningen til gadebelysning, tror jeg.
[8] Det blev en tid ejet/bestyret af tømrer Hartvig Petersen som også havde bestyret teglværket, som en del af læge Fengers imperium.
[9] Det var nok det der brændte i 1907 eller 1908, i hvert fald skrev Socialdemokraten 21.1.1908: For energisk slukning ved branden i kullageret på savværket er fyrbøder [P.J.] Kock og arbejdsmand P. Jørgensen tilkendt hver 10 kr.
[10] I 1910 kunne avisen melde om en slem ulykke: Snedkermester [Th. Chr.] Iversen, Listefabrikken [Grønnegade 5] kom alvorligt til skade i går da han satte en remskive på plads. To af hans svende, Pedersen og Justesen fik ham befriet ved at skære tøjet af kroppen på ham. Blodet flød af hovedet som var meget forslaaet og det højre ben var også klemt og forslaaet. Iversen blev ført til sit hjem i Pederstræde og kom straks under behandling af læge Nielsen. Hr. Iversen har ikke indvendige kvæstelser saa det maa siges at han alligevel er sluppet heldigt fra den farlige Situation…Et stort Held var det at der ikke var saa meget Plads at han kunne føres rundt om Akslen, saa ville han sikkert være blevet slaaet ihjæl paa Stedet.
[11] Der var også mejerier i Endrup, Ålbæk, Hunderup, Vilslev, Darum, Jernved og Gredstedbro.
[12] Bramminge og omegns landboforening 75 år. 1971, side 11.
[13] Bramminge og omegns landboforening 75 år. 1971, side 7.
[14] Den almindelige godsmængde havde i 1895/90 ligget på 3.000 tons om året, den steg i 95/96 til 8.500 og i 1900/01 til 10.000 tons, altså en tredobling over ti år.
[15] Trap 1901, 3. udg. 1901-04. Med i parentes er funktioner der ikke er nævnt af Trap, men trods dette er Bramming altså et par points efter Vejen.
[16] Ved oprettelsen af Efterskolen i 1897 var det oprindeligt meningen at knytte en eksamensafdeling (og teknisk skole) til, men allerede i 1916 konstaterede Agersnap (side 139) med Efterskolen gik det så nogenlunde, hvorimod eksamensafdelingen ikke vilde gå.
[17] Folketællingen 1.2.1911 viste 62 elever, lige mange piger og drenge, heraf 49 fra Sønderjylland (28 piger og 21 drenge). 80% af eleverne var i alderen 14-16 år. Der var 3 lærere der boede på skolen, inkl. forstanderen. Der var 5 tjenestepiger plus forstanderkonen og 3 børn.
[18] Se artikel Jordspekulation – og Fengers fallit.
[19] Erling Agersnap: Bramminge by. 1916, side 142.
[20] Alene 1897 blev der opført 28 nye huse.
[21] Det er Storegade 7-13 (nr. 7 er fra 1898, de andre ved jeg ikke rigtigt) og Kikkenborg (1898), Jernbanegade 2-4 (1896-97) og 14 (1897). Medvirkende til den senere bebyggelse af Jernbanegade og Fengers allé var faldet i grundpriserne efter krakket 1899-1903, således solgtes 3-4 td. land af den bedst liggende jord fra Jernbanegade og ned omkring søen for 1500 kr. (Agersnap).
[22] Se afsnit En glarmester, hans byggeforening og sygekasse.
[23] Østergade 13-19. Isenkræmmer Morten Jepsen Lauridsen fra Vilslev, havde været i USA et par gange men kom til Bramming i 1897. Han drev tobaksforretning Storegade 12 og byggede fra 1905-14 Tobakshusene.
[24] Dragsbo, Peter: Bramming – en stationsbys fødsel. I: Lokal-årbogen 1983, side 77.
[25] Med Dragsbos ord: I nogle år fungerede byen som ’en mellemting mellem en demokratisk græsk byrepublik, en Wild-West-by med sine egne love og en fristaden Braminia’.
[26] Som der står: at ånden i nybyggerbyen var at man skulle se på det fælles, at man skulle skabe en by på bar mark og få det til at lykkes, omgivet af en fjern og fjendtlig omverden af etablerede byer, bønder og myndigheder.
[27] Dansk Jernbaneforbund blev stiftet i Bramming i 1899, Arbejdsmændenes og Snedkernes fagforening omkring 1905. Socialdemokratisk Vælgerforening blev stiftet 1898.
[28] Se afsnittet En mester og hans svend.
[29] Se afsnit: De nederste.
[30] Sagfører H.P. Ludvigsen i et interview der er nedskrevet og findes i Byhistorisk arkiv. Citatet er herfra, citeret efter Dragsbo, side 80. HPL slog sig ned i Bramming i 1899, købte i 1903 området ved Fengers allé for 1.100 kr. efter lægens fallit, var formand for Borgerforeningen fra 1909, men forlod byen efter balladen omkring spiritusbevillingen til Kikkenborg i 1913 (se afsnit Kikkenborg-krigen). HPL var gift med den smukke Valborg som fotograf Olesen har foreviget flere gange!
[31] Der var et privat værk fra omkring 1900, som Andelsværket købte, rev ned og byggede nyt ved siden af. Vand- og Elværk havde fælles personale, de gik under betegnelsen Andelsværkerne. Nattebelysning i byen fra 1930.
[32] Skomager Andreas M. Hansen (1857- 1923), kom til Bramming i 1892 boede i Storegade hvor senere Viadukten blev bygget. Han var lige så meget ejendomshandler som skomager, medlem af sognerådet fra 1909. Han var gift med Bodil Marie, der døde i 1911. De havde sønnen Bodolf, der havde skomagerforretning i Nørregade 2. Bodolf var med til at stifte Byhistorisk arkiv.
[33] Hans kone Ane, var død i København i 1906 efter en operation.