Hvorfor lykkedes det?
Hvorfor lykkedes det?
Vi fik arrangeret tre symposier. Egentlig startede vi bare som en flok jublende amatører. Vi endte som en gruppe med et halvprofessionelt talent for symposier. Det eneste talent vi manglede var det med at skaffe penge.
Det var Stig Hegn (t.v.) der havde ansvaret for kontakten med kunstnerne. Han var formand fra 2000 og ses her sammen med amtsrådsmedlem Karen Baunsgaard, der var medlem af censur komiteen.
De fleste af os var kunstinteresserede, men ikke alle i starten. En enkelt havde selv billedhuggererfaring, men resten havde ikke. Et par stykker havde ’talent’ for og erfaring med kulturarbejde.
Fælles for gruppen var en respekt for hinanden og medfølgende særheder - for det meste i hvert fald. Fælles var også en uhøjtidelig stemning hvor der ikke var brug for at den enkelte skulle spille primadonna. Også en ambition om at det her ku vi sagtens klare. Vi ville vise, at en flok Vestjyder kunne mænge sig.
Hvad er et symposium?
I antikkens Grækenland var et symposion det drikkegilde, der især i aristokratiske kredse kunne holdes efter middagen. Der var normalt 10-20 deltagere, og de lå til bords, lænet på venstre albue, på løjbænke opstillet langs væggene. I dannede kredse var symposiet rammen om fremførelse af poesi og retorik, og det blev et forum for filosofiske diskussioner som skildret i Platons dialog Symposion. Sprogligt består det af de græske ord syn, der betyder sammen, og posis der betyder drik.
Den latinske form, symposium, bruges også om en diskussion eller videnskabelig konference e.l. om et enkelt tema. – det var jo nærmest i den sidste betydning stensymposierne i Bramming fremstod. Somme vil med urette hævde en lighed med det symposium som Goldschmidt indbød Søren Kierkegaard til i foråret 1843 hvor Goldschmidt der godt vidste at symposium betød drikkegilde, afproppede en fin flaske italiensk vin…
Iflg. Den store danske Encyklopædi og Joakim Garff: SAK. 2000. Side 325.
Vi har dog ikke mænget os ret meget. Det lykkedes ikke at slå igennem på den etablerede arena (Kultur Brians). Måske fordi vi ikke kendte de rigtige. Måske fordi vores projekt var lidt gammeldags: tilhugning af marksten - ud fra et koncept. Ikke sten fra Indien, ikke malede sten.
Hans Chr. Fuglsang, der var formand og initiator til symposierne, overrækker en symposieT-shirt til den finske kunstner, Olli Salo.
Ideen kom fra den daværende formand for Kulturdagene, Hans Chr. Fuglsang, der ud fra træsymposiet i Højer syntes, det var nødvendigt at Kulturdagene burde lave et med sten. Hans ildhu og utålmodighed var en drivende kraft. Med i kulturdagene var også Stig Hegn, der bidrog med kunstnerisk engagement og bureaukratisk talent. Steen Bertelsen var den der havde kunstnerisk erfaring med stenhuggeri og medfølgende kundskab i redskaber og værktøj, han var udvalgets bindeled til kurator. Fra Egnsmuseet var Uffe Munk med sin håndværksmæssige kunne og evnen til at slå koldt vand i blodet på engagerede kunstnere når det var nødvendigt. Det var disse fire der var med fra start til slut. Som gruppe udviklede de efterhånden en ekspertise på symposieområdet.
Undervejs har der været en del udskiftning. Fra starten var Jan Toftdal som kasserer og erhvervschef den der smittede med sin overbevisning om at stort set alt ku lade sig gøre. Den nuværende kasserer, Ejnar Platz, har med sit kølige overblik og lune grin sikret den magre økonomi en sikker havn. Formanden for Egnsmuseet, Tommi Larsen, var med sin brede kontaktflade til befolkningen sikringen for symposiets forankring lokalt.
Formanden for Egnsmuseet, Tommi Larsen, gav en prøve på sit kendte Tommis Rock Show under en hyggeaften med kunstnerne.
Konklusionen er at man ikke behøver at være professionel kurator med akademiske grader, eller etableret kunstner for at lave et symposium. Vi kunne ønske at andre ville prøve. Dels er det sjovt, dels kunne man bruge nogle initiativer på kunstens område, der rører græsniveauet. Der er en tendens til at alting skal være superprofessionelt og koste en helvedes masse penge. Det er ingen kunst at lave et symposium som det Brixtofte lod arrangere i Farum, når man fyrer et passende antal millioner af.
Museumsforvalter Uffe Munk gør sten parat til symposium.
Den kunstneriske vurdering er selvfølgelig vigtig. Her er vi blevet klogere undervejs. Visse dele af kunsten vil altid være til diskussion, men det betyder ikke: alt er lige godt. Vi har holdt fast i at der skulle være en koncept fra kunstnerens side. Vi har været skeptiske overfor de der ville lade stenen tale til kunstneren eller kun markerede nogle tegn på stenen. Vi har holdt på at der skulle en bevidst handling til fra kunstnerens side. Vi har været skeptiske overfor det åbenlyst figurative – hvis ikke det indgik i en sammenhæng der overlod en god del til tilskuerens fantasi. Vi har holdt fast i at det var kunstnere der havde bevist, at de ku hugge i sten. Alle disse elementer synes vi er blevet bedre gennem de tre symposier.
Steen Bertelsen – udvalgets stenekspert – udvælger undtagelsesvis en lille sten til et symposium i en sønderjysk grusgrav.
De tre symposier har resulteret i at de indbudte kunstnere har lavet 24 sten[1] som nu pryder Bramming og nær og fjern omegn. Det er vi både glade for og stolte af. Det er vores ønske at disse sten må give stof til eftertanke. Eller som kurator Miguel Isla sagde: Det er utroligt med sådan et løft af byen som et symposium er, at det kan klares i så lille en by som Bramming.
Symposieudvalget
Stig Hegn. Hans Christian Fuglsang. Uffe Munk. Einar Platz. Steen Bertelsen