Musikhuset - Bramminginfo

Gå til indhold

Musikhuset

Musikhuset Esbjerg


Historien og arkitekturen

Historien om Musikhuset Esbjerg er lige så lang og kringlet som kældergangene under det smukke hus, Utzon-arkitekterne har tegnet
Den 14. marts 1997 slog Musikhuset Esbjerg for første gang dørene op under overværelse af dronning Margrethe, daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen – Esbjergs måske mest berømte bysbarn – og tusindvis af begejstrede esbjergensere.

Det var den foreløbige kulmination på en 15 år lang drøm om, at Esbjerg skulle have et stort og moderne musik- og kulturhus. I 1982 begyndte det hele, da en gruppe musikinteresserede lokale mødtes for at diskure deres fælles drøm om et musikhus, der kunne løfte kulturlivet i Sydvestdanmark. To år senere, i 1984, blev støtteforeningen Musikhusets Venner dannet, og tankerne begyndte at blive mere konkrete.

I 1988 dristede Musikhusets Venner sig til at kontakte Jørn Utzon – manden bag Sydney Opera House – og stik imod alles forventning takkede den verdensberømte arkitekt ja til sammen med sin søn Jan at tegne Musikhuset Esbjerg.



Interview med Jan Utzon, der samme med sin far, stjernearkitekten Jørn Utzon, tegnede Musikhuset Esbjerg


Efter flere års tovtrækkeri om blandt andet placeringen af Musikhuset Esbjerg begyndte byggeriet i august 1995. Halvandet år senere var byggeriet færdigt. Blueslegenden B.B. King blev den første af en lang række af internationale kunstnere, der optræder i Musikhuset. De følgende år optrådte også navne som Kenny Rodgers, José Carreras, Willie Nelson, Bryan Adams og Bryan Ferry i Musikhuset Esbjerg.

Efter at Esbjergs gamle teater lukkede, blev det besluttet, at der skulle opføres en ny sal i Musikhuset Esbjerg. Teatersalen blev indviet i januar 2010.

I september 2019 slog Musikhuset Esbjerg dørene op for en ny hovedindgang, et udvidet foyerområde og en ny café, der har fået navnet Kulissen. Caféen og foyeren danner ramme om det, der betegnes som Esbjergs overdækkede torv; et sted, hvor man året rundt kan mødes, nyde en kop kaffe og et stykke kage, læse en avis og få gratis kulturoplevelser.

Den 1. oktober 2020 blev en ny, spektakulær plads foran Musikhuset Esbjerg indviet. Pladsen hedder Henning G. Kruses Plads og er doneret til Musikhuset og esbjergenserne af offshore-pioner Henning G. Kruses Fond.

Henning G. Kruses Plads er tegnet af det verdensberømte, danske arkitektfirma BIG – Bjarke Ingels Group, og pladsen er en hyldest til både Utzons hus, havnebyen Esbjerg og musikken.



Partner i BIG David Zahle fortæller om tankerne bag Henning G. Kruses Plads.


Musikhuset Esbjerg har i dag udviklet sig til det levende og dynamiske musik- og kulturhus, som initiativtagerne drømte om i begyndelsen af 1980’erne. Hvert år gæster mere end 60.000 mennesker Musikhuset til koncerter, teaterforestillinger og andre kulturarrangementer, og omkring 30.000 mennesker deltager årligt i konferencer og møder i Sydvestdanmarks største kulturhus.

Musikhusets naboer og venner
Under Musikhuset Esbjergs enorme tag holder flere andre af Esbjergs betydeligste kulturinstitutioner til.

Den Ny Opera

Siden dens etablering i 1999, har Den Ny Opera haft til huse i Musikhuset Esbjerg. Operaen holder til daglig til i lokaler i Musikhusets østlige ende, men indtager flere gange om året Musikhusets sale og foyerområde med operaer og operetter for voksne og børn.

Operachef Lars Ole Mathiasen har vundet flere fornemme priser, blandt andet er han blevet kåret til Årets Esbjergser 2017, og han har vundet DR P2 Prisen som Årets Ildsjæl 2018. Den Ny Opera er desuden flere gange blevet nomineret til Reumert-priser, senest for den storslåede opsætning af Wagners Valkyrien i 2018.

Esbjerg Kunstmuseum

Esbjerg Kunstmuseum blev opført i Byparken i Esbjerg i 1962, og i 1997 blev museet fysisk forbundet med Musikhuset Esbjerg.

De to store kulturinstitutioner, der har et godt og tæt samarbejde, havde indtil 2019 fælles indgang fra forpladsen på Havnegade. I september 2019 slog Musikhuset Esbjerg for en ny hovedindgang, der ligger i umiddelbar forlængelse af Torvegade. Den tidligere fælles hovedindgang fungerer i dag som hovedindgang for Esbjerg Kunstmuseum.
Tilbage til indhold