Fagforening - Bramminginfo

Fagforeningen blev dannet i 1899 og bestod af banefolk fra området Holsted-Esbjerg og Bramming-Vedsted, organiseret sådan at der var repræsentanter fra du vigtigste stationer i bestyrelsen – med tyngdepunkt i Bramming. Ikke mindst da Klingenberg jo blev formand. J.P. Klingenberg var portør og havde været ansat siden stationens start i 1874, han var også formand og grundlægger af afholdslogen. Så skal vi ikke tro han har haft en vis indflydelse på denne bestemmelse: §14 Berusede medlemmer tilstedes ikke adgang til møderne, men vil være at udvise, og har da ingen stemmeret den dag. Fagforeningen var en afdeling af De danske Statsbaners underordnede Funktionær Forening – det var jo ikke prangende. Ud over portører omfattede foreningen konduktører, ledvogtere, baneformænd og jernbanearbejdere, således var ekstraarbejder Lars Jensen revisor i foreningen.

Foreningens formål var efter vedtægternes §2 Der skal virkes hen til, at enhver bestillingsmand betragter det som en ære og en pligt mod sig og sine medansatte at være medlem af foreningen. Så det var jo ædelt nok, vedtægterne anførte også at arbejde for forbedring af lønningsvilkår, tjenestetidens forkortelse, samt mere ensartet frihed. Politik føres ikke.

Det var også – i hvert fald i starten – bestemt at vi ikke her havde at gøre med en selskabelig forening: Der må ikke af foreningens midler bruges til udflugter, juletræ eller andre fornøjelser. Men når foreningens midler tillader det, kan der med generalforsamlingens vedtagelse udbetales et beløb til en tilskadekommende eller efterladte når vedkommende har været medlem af foreningen ½ år.

Efter stiftelsen var der 22 medlemmer, et halvt år efter var der 81. Man vedtog kort efter anskaffelse af en fane: flaget skal være rødt med et hvidt kors i og de bevingede Hjul med Krone over. Inskription: ’Dansk Jernbane Forbund’ for Bramminge og Omegn. ’Gjør din Pligt og Kræv din Ret’. Fanen blev lavet af maler Dinnesen til 85 kr. Egnsmuseet har en DJF-fane, men uden krone!

Politik

Det med at foreningen ikke skulle føre politik kom nu hurtigt til at stå sin prøve. Den konservative trafikminister forbød i 1900 pakmester P.D. Pedersen at opstille som folketingsmandat for Socialdemokraterne i Slagelse-Korsør kredsen. Pedersen var også formand for Dansk Jernbane Forbund og blev forflyttet til Varde. Hans rejse hertil blev et triumftog idet hans standsfæller mødte frem på alle stationer og hyldede ham. Trods forbundet førte han valgkamp i Slagelse og sagen blev taget op i folketinget. Det var Lyngsie fra Arbejdsmandsforbundet der talte dunder, og selvom der var tale om Pedersens grundlovssikrede ret, skete der ikke ministeren noget.

På den efterfølgende generalforsamling i Bramming foreslog formanden at foreningen støttede Pedersens valgkamp med 10 kr. Det blev vedtaget med stemmerne 28-10 efter en livlig Diskussion. Samtidig blev der vedtaget en støtteudtalelse om fuld støtte til ham under alle forhold, samt fuld anerkjendelse og tak for det arbejdet han alt har nedlagt i forbundets interesse.

Den minister var nu udtryk for de konservatives dødskamp, kort tid efter kom Systemskiftet som Venstre plejer at kalde det. I den ny regering var Viggo Hørup, en af forfatningskampens betydeligste skikkelser. Men Hørup var syg og allerede et halvt år efter døde ham (men forinden havde han flyttet Pedersen tilbage til København). Fanen fra Bramming var til stede ved Hørups begravelse, formanden var der også, det er noteret i protokollen at de havde: modtaget af kassen i denne anledning hver 5 kroner som billigedes af de øvrige bestyrelses medl., de fik jo nok heller ikke løn den dag.

I 1903 forelå der fra hovedbestyrelsen forslag til en kongresvedtagelse om at bruge 500 kr. af forbundskassen til agitation for Formand P.D. Pedersens opstilling til folketingskandidat. Det vakte diskussion i Bramming og der faldt mange udtalelser, og til slut afstemning hvor forslaget faldt med stemmerne 15-15. Blandt de socialdemokratiske støtter var afdelingsformanden, portør J.P. Klingenberg og portør C.N. Oxbøl. Selvom formanden havde tabt afstemningen om støtte til Pedersen, udtalte han sin glæde over en livlig generalforsamling, det var noget han godt kunne lide.

Fagforeningsformænd

1899-1910 portør J.P. Klingenberg

1910-12 banearbejder Rasmus Andreasen

1912-14 portør Jensen, Gørding

1916-20 banearbejder Rasmus Andreasen

1920-22 telegrafnæstformand H.E. Nielsen

1922- 30 overportør J.O. Jensen

1930-35 portør P.F. Jørgensen

1935- overportør/rangerformand A.C. Pedersen

Med trediverne har vi en fagforening med tydeligt socialdemokratisk tilsnit, hvor formanden havde sonderet terrænet for indmeldelse i Fællesorganisationen, og på en ekstraordinær generalforsamling 26.2.1934 fortalte han om Fællesorganisationens generalforsamling i Vejen. Det blev efterfølgende enstemmigt vedtaget at indmelde Vejen og Bramming i Fællesorganisationen med alle medlemmer i henholdsvis Vejen og Bramming.

Sygdom

Vi er i en periode hvor sygdom kunne betyde et alvorligt afbræk i levevilkårene, sygedagpenge var en ukendt størrelse. Derfor var det naturligt at det også forekom en opgave for fagforeningen. I 1901 var en banearbejder blevet indlagt på sygehuset i Ribe og da der var udsigt til en langvarigt sygdom spurgte jernbaneformand Peters fra Gørding om ikke der af afdelingens midler kunne gives ham en lille understøttelse. Det mente bestyrelsen nu ikke da vedtægternes §10 talte om bidrag til tilskadekomne medlemmer. Et par måneder efter blev der foreslået en ændring af §10 sådan at nævnte banearbejder blev dækket ind, men det blev udsat indtil videre, da der var udsigt til at banearbejderne blev månedslønnede, underforstået at man så fik løn under sygdom. Det skete nu ikke, men løn og ansættelsesforholdene i etaten var nu komplicerede og uigennemskuelige så det springer vi nærmest over.

I 1903 var foreningens kasserer syg i længere tid, så banearbejder H.N. Hansen fik 20 kr. på formandens anbefaling. Han var faktisk også syg ved generalforsamlingen året efter. I 1903 var banearbejder Hans Andersen i Brørup også syg og havde været det i lang tid og muligvis skulle han på sygehuset, så der var stemning for at han også fik. Han fik så 20 kr. I 1913 var der en ledvogter der fik 30 kr. af foreningens kasse fordi både han og hans kone var syg.

Når der ikke er noteret så mange henvendelser var det måske fordi fagforbundet i 1905 havde vedtaget at oprette en hjælpefond til støtte under sygdom.

Aktivitetsniveau

Der gik ikke så mange år før aktiviteten i fagforeningen dalede meget. I 1904 og 1905 var det ikke mødte nok til at man kunne holde generalforsamling, det krævede 20 medlemmer. I 1908 blev der ikke afholdt et eneste bestyrelsesmøde og på generalforsamlingen sagde formanden at det ikke var ret meget afdelingen havde udrettet i det svundne år. Han var formand ikke for DJF men for Fællesafdelingen og havde tabt mere og mere interesse for hvert år som gik men det lå vel i at fællesafdelingen ingen indflydelse havde på arbejdet i det hele og store.

J.P. Klingenberg havde flere gange truet med at trække sig tilbage som formand, men i 1910 skete det, med begrundelsen at han ikke havde den fornødne interesse, men der har nok også været organisatoriske uoverensstemmelser der spillede ind.

Afgørende for Klingenbergs grund til at trække sig var den nye struktur for forbundet der blev fastlagt efter 1903. Tidligere havde forbundets omdrejningspunkt været geografisk bestemt, de enkelte ansatte var organiseret efter arbejdsplads. Alle der var ansat i Bramming (og nabostationer) var i samme afdeling. For at styrke effektiviteten blev det lavet om, således at forbundet blev organiseret som DSB, altså en afdeling for de der kørte togene, en for de der passede spornettet, en for de der passede station og gods. Det betød altså at portørerne var i én afdeling, jernbanearbejderne i en anden, togførerne i en tredje – selvom de arbejdede i Bramming. Den nye struktur var afdelingen imod, som der står i protokollen: Til sidst udtalte portør Sørensen at han håbede at DJF måtte beholde sin nuværende form, hvortil forsamlingen sluttede sig ved et kraftigt hurra.

Men hovedbestyrelsens forslag blev vedtaget på kongressen, næsten uændret - så modstanden mod strukturændringerne var Bramming måske ene om? Den delegerede som var banearbejder Chr. T. Christensen fra Jerne afgav beretning fra kongressen som bestyrelsen førte en lille diskussion om. På den efterfølgende generalforsamling truede Klingenberg med at gå af, han ønskede ikke så gerne genvalg, men det blev han nu – enstemmigt og med stor akklamation. Men det var jo klart at den nye struktur kom til at svække folkene fra Bramming, der jo ikke havde så stort personale som København og Århus.

Byens pionergeneration

Klingenberg var 62 år da han endelig trak sig. Han standsede først ved DSB i 1919, som 70 årig, det var tidens pensionsalder, men han fortsatte nu et par år mere i bestyrelsen som kasserer. Han havde været blandt de første der blev ansat ved DSB, i 1876. Det var dengang portørerne boede ude på Ribevej på Søndergård, en bebyggelse der i folkemunde blev kaldt for Rottegården. Fra omkring 1877 boede familien Klingenberg i et lille hus der lå hvor Jernbanegade 4 kom til at ligge, i 1880 med to børn. Senere byggede de hus yderst i Storegade, nr. 53.

Familien Klingenberg var med til at sætte deres præg på byen. Elise fik 9 børn og opnåede den høje alder af 95 år hvor hun til avisen fortalte om dengang hun kom til byen hvor der kun var 3 huse: Stationen, Kikkenborg Krogård og et spåndækket lille hus. Hun oplevede studedriften gennem byen ad den gamle Drivervej (nu Storegade-Ribevej) på vej til Husum). Hun og Jes var med til at starte afholdsbevægelsen i byen, med oprettelsen af logen Støt os vel under IOGT i 1886. Logen var indrettet i nr. 53, på 1. sal, og salen blev også brugt til bestyrelsesmøder i DJF. Men det var logens arbejde der gik forrest: I 1903 var der medlemmer der klagede over generalforsamlingen var indvarslet for sent – der var drøftelse af et kongresspørgsmål, der jo ikke kunne udsættes - men Klingenberg kunne fortælle medlemmerne at det skyldtes at salen her ikke kunne fås søndag aften da der var logemøde.

Klingenbergs sidste generalforsamling som formand fik karakteren vellykket og ret livlig. Banearbejder Vestergaard fra V. Vedsted udtalte en tak til den afgåede formand Portør Klingenberg for hans arbejde indenfor DJF og generalforsamlingen udbragte en kraftig leve for Portør Klingenberg. Klingenberg blev efterfulgt af banearbejder Rasmus Andreasen, Bramming, med over halvdelen af de afgivne stemmer, han var vist blevet valgt ind i bestyrelsen i 1908. Han sad til 1920, men følte sig nok tvunget til at gå af. Det kommer vi til.

Men det var nu ikke kun i begyndelsen af århundredet at foreningen befandt sig i en krisesituation, rent aktivitetsmæssigt. I 1934 ønskede banearbejder N.P. Qvist flere bestyrelsesmøder afholdt efter behov. Og at dømme efter protokollen blev der ikke siden 1920erne afholdt bestyrelsesmøder mellem generalforsamlingerne.

Baneformand og socialdemokrat

En anden af veteranerne skulle gå på pension. Foreningen foreslog en selskabelig sammenkomst i Bramming til ære for baneformand J.I. Christiansen der skal afgå som jernbanemand til 1. januar 1915. Christiansen havde været afdelingens første kasserer, så det var jo en god lejlighed. Man fik tilsagn fra forbundets forretningsfører om at han gerne ville komme og naboforeningerne blev også indbudt. Der var optræk til foredrag, koncert, dans og fælleskaffebord.

Fællesafdelingen

Med strukturændringen i 1903 var afdelingen i Bramming blevet ændret til en fællesafdeling hvis opgaver var af agitatorisk og selskabelig karakter. Bestyrelsen blev udvidet fra 9 til 11 mand – hvilket medførte en spydig bemærkning om Fællesafdelingen skulle være en selskabelig afdeling, hvilket også kom til at passe, når man lige ser bort fra de turbulente år under og efter 1. Verdenskrig.

I starten var det ellers blevet bestemt at medlemskontingentet ikke skulle gå til tant og fjas, allerede i 1901 vedtog bestyrelsen en udflugt til Ribe søndag den 7.7. og afdelingen betalte halvdelen af udgifterne til musikken. Ved juletid var den gal igen: formanden talte for en sammenkomst til jul eller nytår, hvor et fælles kaffebord blev vedtaget plus at skaffe en musiker der kom fra afdelingen i Esbjerg til en betaling af 24 kr., og da det betragtedes om agitation, så at tage pengene af kassen. Efter kongressen i 1903 vedtog afdelingen følgende tilføjelse til vedtægterne: samt ved selskabelig sammenkomst søge at knytte det kammeratlige sammenhold. I 1913 gik man endda så vidt som til at indbyde medlemmernes hustruer til at overvære generalforsamlingen og der var mødt 6 – det må utvivlsom have bidraget til referentens bemærkning om: et fælleskaffebord hvor der tilbragtes et par fornøjelige timer med tale og sang, og året efter mødte 30 damer!

I 1916 er der utilfredshed med en fest: 20 medlemmer havde indkaldt til ekstraordinær generalforsamling, men der var nu kun 9 af dem der mødte op. Klingenberg var mod festen i sin helhed, Tiden var ikke dertil, men til slut vedtoges at bevilge 50 kr. til festen – som var samme aften.

Truende arbejdsløshed

Da verdenskrigen begyndte så det i starten ud til at arbejdsløsheden truede. Et medlem sagde på generalforsamlingen at der måske kunne bruges penge af kassen til arbejdsløsheden og dirigenten oplyste at der ville komme sedler fra hovedkontoret angående det. Et medlem fra Ribe mente man ikke skulle bestemme noget i aften, da det ikke var ganske lovligt. Banenæstformand Chr. Th. Christensen, Jerne gav oplysninger om arbejdet med lønsagen i hovedbestyrelsen. Krav om en dyrtidsordning havde i mange år stået højt i fagforbundets prioritering.

Spørgsmål om arbejdsløshedskasse trængte sig på og der blev afholdt ekstraordinær generalforsamling om at tilslutte sig en sådan i starten af 1915. Der var mødt 15 medlemmer og efter en ret livlig diskussion blev der stemt om forslaget, forkastet med 13-2. Men dermed var problemet jo ikke løst så der blev der stillet forslag om at afdelingen ydede bidrag til egne medlemmer som i disse dystre tider var kommet i økonomiske vanskeligheder og efter en lille debat blev det vedtaget enstemmigt, som første bidrag vedtoges et beløb af 135 kr. ligeledes enstemmig. Hver station nedsatte et udvalg med tillidsmanden og to andre, og de indberettede til formanden hver 14. dag, hvem de formener at der kunne trænge til Hjælp og bestyrelsen skulle så samles hver 14. dag og vedtage det fornødne. Hjælpen burde så vidt mulig udbetales midt i en lønningsperiode. Man kan jo godt undre sig lidt, hvis nu situationen var truende, kunne foreningens kasse jo hurtigt blive tømt. Loven om statsanerkendte a-kasser var fra 1907.

På det første bestyrelsesmøde i februar forelå 6 ansøgninger om understøttelse, tre banearbejdere og tre ledvogtere. Banearbejderne fik ikke noget, men de tre ledvogtere fik, de var alle fra Bramming. De to af dem fik 3 kr. for hver lønningsperiode indtil 1. maj, og den sidste fik 10 kr. foreløbigt. En stuepige i København fik på den tid 30 kr. om måneden, så fagforeningens støtte var næppe noget man kunne leve af. I april forelå så to ansøgninger, de fik begge et engangsbeløb på 15 hhv. 10 kr. Jeg undrer mig over at det er ledvogterne der bliver ramt – det var da næppe sæsonarbejde – men der var måske tale om sygedagpenge, ledvogtere var næppe de unge og spændstige.

Også i slutningen af 1917 trængte problemet sig på, der kom et forslag om at yde trængende medlemmer støtte, men det vedtoges at blive stående ved det gamle.

Verdenskrigens svøbe: prisstigningerne

Første verdenskrig betød at en del blev rige, men der var også mange der følte de øgede priser. Det var de lavere tjenestemænd, medlemmerne af DJF. De havde en ringe løn, men en vis sikkerhed i ansættelsen og måske billig bolig. Men de stigende priser pressede dem. I 1915 kom der et dyrtidstillæg, men ikke til banearbejder M. Højland - han var den eneste i afdelingen der ikke havde fået dyrtidstillæg, afdelingen bevilligede ham derfor 40 kr. Senere tilbagebetalte han nu de 40 kr. med tak da han havde modtaget dyrtidshjælp i lighed med de andre banearbejdere fra Statsbanerne.

Dette dyrtidstillæg var kun med henblik på perioden fra krigens start, og priserne steg stadig, hovedbestyrelsen stillede derfor krav, ikke om dyrtidshjælp, men om et midlertidigt løntillæg, der udmøntede sig i krav om 20 kr. pr. måned fra 1. august 1914. Medlemmerne blev indbudt til et møde i Københavns største mødesal den 24. januar 1916, indkaldt af tjenestemandsorganisationerne. I Bramming blev der i den anledning et par dag før holdt et møde mellem formand, kasserer og sekretær. Rygter vil vide, sagde formanden, at alle andre afdelinger sender repræsentanter derover. De vedtog – der var ikke tid til ekstraordinær generalforsamling – at skrive til stationerne: Enhver medlem som rejste til København og deltog i mødet ville for regning kunne få udbetalt diæter i følgende omfang: månedslønnede 2 kr., daglønnede 4 kr.

Mødet i København blev et tilløbsstykke, der kom 3.000, så man måtte efterfølgende holde et møde i Harmonien. Bagefter møder 17 andre steder i landet. Stemningen var tydeligvis ophidset, og regeringens udspil lod vente på sig. I september foreslog banearbejder Poulsen derfor på generalforsamlingen at i tilfælde at der ved lønkamp igen i år skulle blive afholdt et stort møde i København om da at sende repræsentanter dertil, eventuelt at bevilge alle som rejse derover 6 kr. i diæter. Men efter en del diskussion toges forslaget tilbage men det henstilledes til bestyrelsen at have deres opmærksomhed henvendt herpå. Løntillæg blev vedtaget af rigsdagen i december 1916.

Men det var kun en pause, i 1917 truede DJF med at medlemmerne ville sige deres stillinger op – strejke var jo ikke tilladt for de mange tjenestemænd, og med stemmerne 7.368 mod 99 (og 231 der undlod) sluttede medlemmerne op. Det var en opsigelse fra 96 % af medlemmerne.

Stormfulde år

Der var et medlem der kom til at udøve en vis indflydelse. Det var Chr. Th. Christensen fra Jerne. Han var med til at stifte fagforeningen i 1899 hvor han var banearbejder, med tiden avancerede han med DSB-tempo til banenæstformand og omkring 1919 baneformand. I fagforbundet var han hovedbestyrelsesmedlem fra 1909, hvor han vist var i Brørup. Hans hovedbestyrelsesplads skyldtes at han var formand for banepersonalet i DSB’s 2.distrikt. Da han kom i hovedbestyrelsen, forsvinder hans aktivitet fra Bramming hvor han var den første fanebærer.

Men i 1919 var der ekstraordinær generalforsamling i afdelingen hvor han uventet var kommet til stede. Verdenskrigen var forbi og den havde betydet en dyrtid som navnlig de nederste lag blandt de DSB-ansatte ikke havde fået kompensation for. Ved krigens start var lønforhandlinger blevet afbrudt, der var mange krav om dyrtidsregulering som kun delvis var imødekommet, der var nedsat en lønningskommission, der havde været deponeret opsigelser fra næsten alle medlemmer etc., men så i Ålborg blev der holdt et møde. Resultatet var den berømte Ålborg-resolution der krævede et dyrtidstillæg på 880 kr. og truede med at standse landets trafik.

Der havde også været til et stort møde i Esbjerg hvor Aalborg-resolutionen var blevet vedtaget, det fortalte ledvogter Højland på den ekstraordinære generalforsamling 26.4.1919, han havde været til mødet den foregående aften. Men formanden, Rasmus Andreasen, manede til at tage Situationen med Ro. Ledvogter Chr. Pedersen, Ribe sagde at en vedtagelse af Ålborg-resolutionen var det samme som at give hovedbestyrelsen et mistillidsvotum. Portør J.M. Sørensen fra Vejen mente ikke de 800 kr. var for meget. Må vi til at standse al trafik her i landet så ville det skade samfundet umådeligt - det var banearbejder Grønvolds mening. Det var så nok Chr. Th. Thomsen der skar igennem med sit referat af Hovedbestyrelsens standpunkt, hvor man sammen med Københavns Kommune har samlet sig om kravet 630 kr. og det bedste var så vidt mulig forhandlingens vej og ikke svække organisationen ved en kamp for 100 kr. mere eller mindre. Portør Sørensen stillede modresolution der blev vedtaget enstemmigt, og Aalborg Resolutionen var dermed bortfalden. Hans formulering:

Bramminge Fællesafdeling forsamlet til Møde den 26.4.1919 udtaler sin Tilfreshed med, at Spørgsmaalet om et supplerende Dyrtidstillæg for Aaret 1919 er taget op til Behandling, og selv om man maa erkende at et Beløb paa 880 Kr. som krævet af Aalborg Fællesafdeling ikke efter de stadig stigende Priser er for meget, skal man dog ikke stille et saa bestemt Krav til Hovedbestyurelsen, men tilsiger samme fuld Støtte til med alle lovlige Midler at søge gennemført det størst mulige Tillæg. Vi stoler helt og fuldt paa at Hovedbestyrelsen nu som altid vil vide at benytte enhver Mulighed til at forbedre Tjenestemændenes daarlige økonomiske Kaar, vidende om at Medlemmernes tætte Skarer staar parate til at følge de Veje som Danske Jernbaneforbunds Ledelse vil anvende.

Så havde man fra Brammings side ikke forpligtet hovedbestyrelsen over evne. Der blev forhandlet videre centralt og i juli var der kongres om regeringens lønningsforslag. Banearbejder Grønvold afgav i Bramming en fyldestgørende og udtømmende og god beretning. Forsamlingen rejste sig til tak.

Men ikke alle var tilfredse: Ledvogter Pedersen, Ribe, kritiserede bestyrelsen for ikke at have været til stede ved et møde i Ribe angående lønspørgsmålet, heri blev han støttet af banearbejder Grønvold og næstformand Jensen og banearbejder Vestergaard, samt med hør råb fra flere. Foreningens sekretær blev også kritiseret fordi han havde indkaldt mødet til Ribe og for at andre tjenestemænd havde deltaget. Men sekretæren kunne nu ikke indse at mænd som stod i organisation som samarbejdede med vores hovedbestyrelse, ikke kunne deltage i et møde som angik lønspørgsmålet, der berørte os alle.  Det lukkede nu ikke munden på d. herrer Grønvold og Pedersen og sagde at mødeafholdelsen i Ribe var et overgreb som sekretæren havde tiltaget sig og burde stemples som utilladelig. Også der imødegik sekretæren, Ribe som mødested var fuldt ud berettiget.

Et var at bestyrelsen ikke var til stede ved mødet i Ribe, men sekretæren var nu et trofast medlem siden 1900: Konduktør N.Th. Nielsen, Ribe, der havde været foreningens sekretær siden 1902.

Om det var kritikken der fik ham til at gå af, fremgår ikke. Men stemningen var måske ikke for Nielsen som man kan høre, han var også at typen der manede til forsigtighed. Til slut takkede sekretæren dem han havde arbejdet sammen med i ca. 20 år som han havde været i bestyrelsen – ingen tak til andre!

I august var der urafstemning og forliget kom i land.

Exit Andreasen

Banearbejder Rasmus Andreasen havde været formand i seks år – dog i to omgange, altså i den mest turbulente periode i foreningens historie. Det ser ud til at han kom ind i bestyrelsen i 1908. Han blev genvalgt i 1918, selv om han ikke var til stede (hvilket blev kritiseret), han var ikke til stede på det vigtige møde i Ribe om regeringens lønningsforslag. Tidligere da den omtalte Aalborg-resolution blev diskuteret var Andreasen den der manede til at tage situationen med ro. Om han ligesom Nielsen tog kritikken til sig fremgår ikke, i hvert fald sagde han ved generalforsamlingen i 1920 at han på ingen måde ville modtage genvalg.

Diskussionen om dyrtidstillæg fortsatte og 1. Verdenskrig efterfulgtes af urolige år. I slutningen af 1921 kom der en henvendelse fra hovedbestyrelsen angående hjælp til det russiske folk. Det var et år med hungersnød i Sovjetunionen og to mio. russiske flygtninge. Fridtjof Nansen blev i 1921 udnævnt til højkommissær med den opgave at afhjælpe sagen, det vakte stor opsigt dengang. I Bramming fik henvendelsen denne retning: efter en kort diskussion vedtoges det at henlægge skrivelsen indtil videre. I 1931 blev der dog vedtaget en resolution til præsidenten for afrustningskonferencen i Geneve.

Den store verden havde trængt sig ind på banens folk i Bramming, men kun lidt. Senere engagerede de sig i kommunalpolitik.