Redaktør - Bramminginfo

Det var omkring 1908 at Thomsen blev lokalredaktør for Vestjyllands Socialdemokrat. Th. H. Thomsen var både ejendomshandler og ejer af et slagteriudsalg i Storegade – det sidste var det nok mest Frederikke der tog sig af. Hans bror var slagter og Thomas gav sig også af med den slags, f.eks. annoncerede han med: ’Slagteri-affald fås fremdeles mandag, onsdag og fredag’ og hver fredag: ’Svin modtages til Aktieslagteriet Esbjerg’. Så det var lidt af en broget landhandel, men Thomas Thomsen brugte megen (ulønnet) tid på avisen, dels var der kontor for den i forretningen, dels skrev Thomsen til bladet – det var jo en naturlig ting for ham som formand for den lokale afdeling af Socialdemokratiet.

Ud over at man via avisen får indblik i byens liv, får man også et godt indblik i Thomsens politiske og personlige holdning. Avisens holdning fremgik tydeligt, der var ikke nutidens forsøg på at skelne mellem vurderinger og nyheder. Det var helt åbenlyst hos avisens redaktør, J.P. Sundbo, der ikke lagde fingene imellem når han hudflettede de borgerliges anslag mod kommunesocialismen i Esbjerg. Aviser spillede en stor rolle i Socialdemokratiets gennembrudsår, og mange redaktører spillede en stor rolle i ledelsen af partiet.

Socialdemokratiet

Thomsen spillede også en rolle i partiets fremtræden, således ved 1. majfesten i 1910 hvor han selv læste Ulvens søn, Oplæsningen påhørtes med opmærksomhed af 150 mennesker og lønnedes med livligt bifald. Man må jo indrømme at det var en objektiv beskrivelse! Senere på året var den traditionelle sommerudflugt, hvor der ikke spares på lyrikken: På søndag foretager de Socialdemokratiske foreninger og fagforeninger fra Bramming og Ribe udflugt til Gredstedbro. Den smukke Kongeådal, et fløjlsblødt grønt græstæppe, hvor man kan lege eller slænge sig efter behag; thi bør derfor alle organiserede arbejdere møde på søndag. Efterfølgende også udførligt referat af udflugten.

’Den sociale dag’

Der var ingen yderliggående socialister i Bramming. Den kendteste, Tonnes Tonnesen, var på den humanistiske højrefløj, og Thomsen var nok på samme side, men ideologi var ikke noget man fyldte bladet med. Vestjyllands Socialdemokrat havde godt nok mange kronikker, eller hvad det nu hed dengang, af partiets fremmeste ideolog Gustav Bang. Han stod på venstrefløjen i partiet, men døde jo ung. Han var for resten i Bramming og talte på Kikkenborg i september 1911. Det var en søndag hvor socialdemokraterne havde en landsdækkende protestdag kaldet 'den sociale Dag', bla. ville Venstre sætte aldersgrænsen for alderdomsunderstøttelsen op fra 60 til 65 år. [Lyder det bekendt?] I den anledning talte Th. H. Thomsen i Ribe på Industrien kl. 4: Vi forlanger retten til at leve respekteret og lighed for loven… og arbejde os hen til gennem den kooperative bevægelse at gøre os uafhængige af pengene og kapitalmagten. Den dag … vil der begynde en lysere tid for arbejdets mænd og kvinder i Danmark. Der er ingen tale om socialisme, perspektivet er kooperation der vil gøre arbejderne uafhængige af kapitalismen

At partimedlemmers død fik en fyldig nekrolog giver næsten sig selv. Thomsens omtale af den gamle ledvogter og veteran fra ’64 anslår tonen: Vor gamle partifælle, pensioneret ledvogter Iver Olsen er i går død hos sin søn Ole Olsen på Bramming mark. Afdøde der blev 69 år, var veteran fra 1864, Socialdemokratisk Forenings fane til stede ved hans begravelse, lærer Manich talte i hjemmet og pastor Hovgaard ved graven, desuden talte bygmester Tonnes Tonnesen ved graven og mindedes Olsen som den pligttro arbejder der nu havde fundet hvile.

Fagforening

Arbejdslønnen for arbejderne står endnu på samme stadium som for mange år siden. Hvorfor så ikke stå sammen og få lønforholdene forbedret.- Sådan lød en appel om at effektivisere arbejdet i Arbejdsmændenes Fagforening, som man ikke havde hørt meget til siden den blev stiftet  et par år før i 1905. Det ser ud til at have hjulpet for kort efter kunne avisen meddele: Samtlige arbejdsmænd i byen var indbudt til møde på Hotel Kikkenborg. Efter en længere forhandling vedtoges det at oprette en fagforening, en bestyrelse på 7 medlemmer valgtes og foreningen begynder sin virksomhed straks. Vi ønsker arbejdsmændene lykke og held med den nye organisation.

Snedkernes fagforening var lidt ældre og ved femåret for stiftelsen skrev Socialen at grundet de små forhold tæller foreningen kun få medlemmer, men det ved trofast Sammenhold og fælles Optræden kan Arbejderne opnå gode Resultater.

I forsommeren 1910 omtaler avisen en blokade mod fru bager Mortensen, og en resultatrig snedkerstrejke mod snedkermester Lauritz Hansen og Niels Jensen, svendenes lønkrav på 38-42 øre i timen er opnået.

Postbudenes arbejdsforhold optager også avisen, således stod der i 1912 under overskriften:

Vore landpostbude: Deres ruter er alt for lange. Ved opmåling har det vist sig at Frøsiggårdruten måler 6⅓ mil, Grimstrupruten 6¼ mil, Hjortkjærruten 5¾ mil, og Hunderupruten 5 mil. De øvrige ruter er ikke opmålt endnu, men er sikkert alt for lange. Da den normale vejlængde er 4 mil, er det fuldstændigt meningsløst at postbuede skal gå 2 mil udover den vejlængde de får betaling for. Det er på høje tid at ruterne lægges sådan at der kan blive ansat nogle flere bude. Postvæsenet kan ikke være bekendt at overanstrenge og udbytte sine folk.

Også andre socialdemokratiske mærkesager fremfører avisen når lejlighed byder sig. Under rangering efter stormfloden ved broen i Sneum i 1912 blev en banearbejder slået ihjel, han efterlod sig kone og 6 børn. Hertil bemærker avisen: At være banearbejder er et lidet lønnende erhverv, det er den lavest lønnede stand indenfor banefunktionærernes store hær – og dog har denne mand stået i spidsen for en familie, der talte 8 medlemmer… at være en fattig enke med seks børn turde vel være en af de mest sørgelige, pinefulde og håbløse stillinger, livet kan byde et stakkels menneske… kunne rigsdagens medlemmer se… den fortvivlede horisont der viser sig for dem: fattigvæsenet – de ville måske skynde sig mere med at opfylde Socialdemokratiets mangeårige krav: Understøttelse til enkerne.

Mælkekrigen

Det var i 1901 at der blev oprettet i Andelsmejeri i Storegade. Men avisen betvivlede (4.1.1908) mælkens kvalitet: var den dyrlægekontrolleret? Og appellerede om at vi må slutte os sammen og købe mælk andre steder og se at få oprettet en mælkeforsyning. Thomsens anledning var at prisen på sødmælk nu var steget til 24 øre pr. kande. Senere på året var der optræk til dannelse af et nyt andelsmejeri. Det nye kunne omfatte 400 køer, dobbelt så mange som det eksisterende. Det hilstes med tilfredshed. Der har flere gange været anket over mejeriets hensynsløshed over kontrol over besætningerne. Mælkeforbrugernes håb er nu at det nye mejeri, for herfra skal der kun forhandles mælk af dyrlægekontrollerede køer.

Et nyt mejeri blev det nu ikke til. Men i 1912 kom der konkurrence idet en mælkevogn fra Aalbæk Mejeri kørte rundt i byen. Som modtræk vedtog mejeriets bestyrelse også en egen mælkevogn, samtidig blev mælken nedsat med 3 øre pr. 2 liter. Købmand M.A. Madsen opfordrede til at man købte fra byens mejeri. Redaktionen tilføjede syrligt, at det var en sen erkendelse at man nu var i stand til at levere billigere mælk. Man indrømmer altså at man unødigt har udbyttet byens befolkning. Vi frygter for at bestemmelsen om mælkevogn og billigere mælkepriser kun gælder, indtil konkurrenten er ryddet af veje – og det var endda inden globaliseringen var opfundet! Og glarmester Rasmussen mindede om den gamle sag med tynd mælk og fløde fra herværende mejeri. Men lad os stå sammen om mejeriet her. Og supplerer redaktørens betragtninger med: Hvilke garantier har vi (forbrugerne) for, at vi ikke kommer til at betale krigsomkostningerne? (ved konkurrencen med Aalbæk Mejeri). Var det ikke en opgave for Borgerforeningen at oprette en kontrakt på fem år med mejeriet? Men lad os høre fra Mejeriets bestyrelse, M.A. Madsens løfter om bedre kvalitet står jo nok kun for egen regning. Ud over politiske points scorede glarmesteren ikke noget i denne kamp.

Her og mange andre steder ser man Borgerforeningen fremhævet – og ikke sognerådet. Det var der mange indlysende politiske årsager til. Til Borgerforeningen var der almindelig valgret, i Borgerforeningen havde bønderne fra Nørå ingen indflydelse – og det havde sognerådene i Hunderup-Vilslev og Sneum heller ikke. Det omtaler jeg andetsteds under kommunen.

Løbske heste

Vi var i en periode hvor hesten var den mest udbredte trækkraft. Det var hestevogne der dominerede bybilledet. Løbske heste var ingen sjældenhed og omtaltes tit. I efteråret 1907 fortalte avisen at en avlsbruger Jepsen en snes gange om dagen kørte roer gennem ’byens mest befærdede gade’ – Thomsen boede jo på Storegade, så han var øjenvidne! - men problemet var den utøjrede hingsteplag der løb ved siden af sin mor og vognen. Thomsens bekymring: Hvor længe går det godt inden den har kastet et barn til jorden. Vi betvivler at avlsbrugeren har ret til at lade hingsten løbe løs.

Heste var jo også et farligt trækdyr, der var jo ikke fodbremse på dem! Og tidens trafikulykker var også sensationsstof dengang. Se denne beskrivelse: Den gamle P. Knudsen, slagter Knudsens far kom alvorligt til skade mandag formiddag. Han var henne hos Th. Severinsen i Storegade for at hente en arbejdsvogn, men hestene blev sky og satte i fuld fart hjemefter. Ved indkørslen til Knudsens ejendom, Storegade 19, tørnede befordringen ind i en elektrisk lyspæl, hestene faldt og den ene hest stak benene gennem en stor butiksrude. Ved sammenstødet fik Knudsen sit ene lår fuldstændigt knust. I meget lidende tilstand blev han taget under lægebehandling. Knudsen, der er 77 år gammel har det efter omstændighederne godt i dag.

Eller en anden løbskkørsel, hvor en karl havde læsset kunstgødning fra en jernbanevogn, da hestene stak af og stødte sammen med en anden vogn belæsset med kulsække ved købmand Ullerichs, Storegade 40, og de to arbejdsmænd der var ved at læsse af faldt ned af vognen til hver sin side og den ene af dem Steffen Steffensen kom slemt til skade så han vil være arbejdsudygtig i længere tid, hestene kom så slemt til skade at de er ubrugelige til arbejde foreløbig.  En måned senere skrev Thomsen: Arbejdsmand Steffensen der for nogen tid blev lemlæstet ved en løbskkørsel har nu begyndt at arbejde igen, men da han ikke er i nogen sygekasse har det lange sygeleje påført ham et stort tab som han ved egen hjælp har vanskelig at få oprettet.

Og 9.11. 1908: Gårdejer Laurits Nielsen kørte løbsk med sin hestevogn og kørte ind i et par lygtepæle inden vognen standsede ved Ullerichs i Storegade, Ane Rosendahl fra Farup faldt af vognen og brækkede armen. Storegade er jo en landlig idyl i vore dage!

Spirituskørsel får også en med på vejen: En karl fra Fåborg kørte uforsvarligt fra Kikkenborg ad Nørregade og nogle børn var lige ved at komme til skade, da den drukne kusk ikke var i stand til at afværge en ulykke. Han blev noteret af politiet og der vil nok vanke en pæn bøde, skrev Thomsen - med håb i stemmen.

Socialdemokratiet var i sin barndom meget antimilitaristisk, og det understregede Thomsen også i forbindelsen med en løbskkørsel. Se her: Ud for købmand Øllgaards forretning blev hesten skræmt af en flok drenge, iført uniform og med sabler og stokke. Hesten satte over banen i fuld fart, og ned i vejgrøften. Det bør forlanges af forældre, der ønsker deres børn opøvet i krigskunst, at de i det mindste holder deres uniformerede poder fra gaderne, så landboerne kan komme til by uden risiko for liv, lemmer og gods.

22.10.1909

Da 'Ertmann' blev skudt. En embedsmand der er en stor militarist var engageret til at skyde den gamle grævlingehund ved Elektricitetsværket. Det sker, men da han drikker gravøl med ejeren, skraber det på døren, og hunden kommer ind, den sender embedsmanden et hånligt blik og indtager sin vanlige plads.

Dyrevelfærd

Glubske hunde bryder Thomsen sig ikke om: Teglværksbestyrer Hartvig Petersen blev ud for Kikkenborg overfaldet af hotelejer Nielsens store hund, hunden forulempede også for kort tid siden et par smådrenge og sidste år blev en handelskommis bidt i det ene lår, og selvom Nielsen havde lovet det, ville han ikke betale lægeregningen. Vi vil anbefale herren at få sin hund gjort uskadelig så hurtigt som muligt, endnu i dag. Et sådant bæst kan ikke få lov til at gøre hele byen usikker.

Også dyremishandling optog Thomsen - med en forargelse som Peter Sabroe mobiliserede i sin omtale af mishandling af tjenestekarle og –piger -  f.eks. skrev han i 1907 om bonden Søren Lund fra Omme der havde tøjret sine heste og gået ud at drikke, havde sovet i en trappeopgang og kom tilbage om morgenen  mens en følhoppe havde stået filtret ind i hegnstråd hele tiden. Og Thomsen konkluderer: Den mand er ingen pryd for den dansk bondestand.

Fem år senere skrev avisen: Råt dyrplageri: Tre unge fulde mennesker og en do. slagter fra Gørding, gik hen til hestehandler H.S. Hansen, da slagteren var kommet for sent til toget, og trak en hest ud af stalden og tog en vogn hos vognmand Peder Mortensen. Slagteren piskede på hesten og det gik i rasende fart gennem byen mod Gørding. Hansen prøvede at standse dem, men forgæves. Om natten kl. 3 kom de unge mennesker tilbage og vandet drev af hesten, den var mere død end levende. Forhåbentlig vil slynglerne få en alvorlig og velfortjent afklapsning for deres rå dyrplageri. Den ene har i øvrigt gjort sig bemærket ved at holde udenfor en kro i flere timer, mens hestene måtte stå udenfor i knagende kulde.

Utugt i centrum?

13.6. 1909 befolkningen tåler meget af visse ting her i Bramming. det er forunderligt at det ikke forbydes at lade hoppe stille til bedækning i midten i byen, på byens mest befærdede strøg. Det er en skam at befolkningen vil tåle det. Er der virkelig ingen lovparagraf, der forbyder en sådan opvisning af hoppernes bedækning. Det virker fordærveligt og er til stor forargelse særlig for børn og yngre mennesker af begge køn. En Brammingenser

Også den voksende motortrafik har Thomsens opmærksomhed. Det drejede sig om en ung herre som yndede meget at henlede Folks Opmærksomhed på sig selv ved at farte gennem Gaden ved Aftenstid med en fart på 6-7 Mil i Timen. Endnu har han ganske vist ikke overkørt noget menneske, men når vedkommende uhindret får lov til at fortsætte med sin vilde kørsel uden politiets indblanding så er det ikke sikkert at han vedblivende kan undgå en katastrofe.

Og noget senere meddelte avisen: En yngre motorcyklist som for nylig måtte betale en bøde for at have kørt en ung pige over, kom galt af sted i går idet han med sin maskine overkørte en stor hund så den døde på stedet.

Landbodagbladet

Oprindeligt spillede Bramminge Ugeblad en progressiv rolle i byens udvikling, omtalt i afsnit om P.L. Poulsen, Redaktør politisk forflyttet. Men da Th. Sort overtog redaktørposten blev stilen lagt om, Sort spillede en aktiv rolle i genskabelsen af Venstre i Bramming - de fleste af medlemmerne havde jo meldt sig hos De Radikale ved dette partis stiftelse i 1905. Da bladet skiftede fra ugeblad til dagblad kom det til at hedde Landbodagbladet, stadig med Sort som redaktør. Landbodagbladet indgik senere i dagbladet Vestkysten, men var også dengang byens avis og af politiske grunde skydeskive fra den langt mindre læste Vestjyllands Socialdemokrat. Det var navnlig Sorts småborgerlige holdning der stod for skud, når lejlighed bød sig: I en forsideartikel, Hr. Sort på Dydens Vej står der at hr. Sort har leveret en længere stråle om moral og pædagogik i anledning af at Dilettanterne havde opført 'Vækkeuhret' og 'På Dydens Vej', et par gemytlige stykker. Særlig det sidste stykke er genstand for hr. Sorts mishag, 'forherligelse af bohemen'. ’Boheme’ var datidens skældsord for de der satte sig udenfor samfundets normer. Nu var det sådan at Sort havde givet samme stykke en positiv anmeldelse fem år før, med journalistisk malice citeret fra Landbodagbladet 9.3.1903 hvor Sort havde skrevet: sjældent man ser så godt humoristisk spil på denne scene. Hvortil Socialen (J.H.) bemærker 'Som man ældes så arges man'.

Partiforeningen

Ved sognerådsvalget i marts 1909 fik Socialdemokraterne 23 stemmer og 1 kandidat valgt, mens liste B fik 85 stemmer og 3 valgt og Liste C fik 1 på 43 stemmer. Kvinderne havde fået kommunal valgret til dette valg. Der var meget virak om valget. Tonnesen var jo opstillet men havde ikke boet længe nok i kommunen – han boede jo oprindeligt i Sneum-Tjæreborg (Storegade) - i stedet blev boghandler Marius Hansen valgt på SDs liste. Det videre forløb er omtalt under Tonnesen.

Medlemstal

I 1918 var der 44 medlemmer, 39 mænd og 3 kvinder.

1921 Medlemmer 50 mænd og 4 kvinder = 54.

1922 Medlemmer: 57 mænd og 3 kvinder = 60.

Det var ikke kvinderne der prægede vælgerforeningen – på den måde adskilte foreningen i Bramming sig nok ikke fra andre i landet. Der var i 456 stemmeberettigede i 1911 og heraf havde vælgerforeningen altså omkring 10 % som medlemmer. Jeg har ikke fundet nogle eksempler på at der skulle have været politiske uenigheder i sognerådet. Nu havde sognerådet heller ikke de mange opgaver som et byråd har i dag. De kunne heller ikke optage lån uden at spørge amtet først. I slutningen af 1930erne markerede socialdemokraterne sig som tilhænger af centralskole, som venstrefolkene – og navnlig folk i Tømmerby og Nørå – med held prøvede at forpurre, til trods for at en folkeafstemning havde vist flertal for det.

Ellers kan man jo se at partiforeningens kasse – ud over det årlige juletræ – gik til erkendtligheder til medlemmer: 1923 kagefade til fabrikant N.A. Jørgensens sølvbryllup 15 kr., krans til fru Ida Mogensen 10 kr. og mere begravelse: 1925 til lokomotivfører Th. Hansens hustrus begravelse,

1926: Fanen til fru Højs begravelse, fanen til Devantiers begravelse, fanen 5 kr. krans 12 kr.

Konfirmationstøj

Vestjyllands Socialdemokrati havde i 1906 denne annonce: Uformuende konfirmander kan få hjælp til udstyr, henvendelse til formanden for Socialdemokratisk Forening. Th. Thomsen [Storegade 33].

Således røgtede Thomsen partiopgaverne. Hans beskrivelse af byens problemer og deres løsning får egne afsnit her i kapitlet.