Smed Thomsen
Smed Thomsen
- ligprædiken af Jørgen F.P. Hovgaard[1]
|31/12 1918| smed Thomsen
Ja, vi vidste nok, at han i den sidste tid ikke følte sig ganske rask, vi vidste også at han var kommen på sygehuset[2] og der bleven underkastet en operation, men håbede, at han vilde komme over det, og vende helbredt tilbage til sit hjem og til sit arbejde, og jeg ved, at han selv håbede men håbet blev ikke opfyldt.
Her er lidt et stort tab. Det er for det første et tab for byen og sognet at Thomsen er gået bort. Der var selvfølgelig og som der jo altid var, når talen er om en personlighed - og Thomsen var jo en personlighed - delte meninger om ham og hans arbejde, men ét kunne dog alle, der kendte ham, være enige om, at han var en betydelig kraft, og at når han lagde sig i selen for noget så gjorde han det ikke halvt, men helt.
J.P. Hovgaard var Brammings første præst fra 1903 til sin død i 1922 - han var da 55 år. Efter portræt af J. Dinnesen.
Som der står i sangen om Holger Danske:
Jeg fægtet med åben pande for hvad jeg for alvor tror - han fægtede da uden skjulte og lumske våben, han førte en ærlig og åben kamp, han sagde sin mening rent ud, sådan som han tænkte. Hans våben kunne være skarpe, men de var blanke.
Meget har han også udviklet ved sin kamp og sit arbejde og jeg er vis på at når en ny Bramming bys historie skal skrives[3], kommer man ikke uden om Thomsen, så må man også tage det med som han har udviklet.
Thomsen var et af de første mennesker jeg kom i berøring med da jeg for snart 16 år siden kom her til Bramming og siden den tid har jeg bestandig haft en del at gøre med ham og tit talt med ham. Og jeg kan med sandhed sige, at der var meget hos Thomsen som jeg satte stor pris på. Jeg har allerede nævnt at han står for mig som en åben og ærlig natur, men lad mig nævne et andet træk hos ham: han kendte ikke til at bære nag. Han kunde tage en kamp op men når kampen var forbi, var der intet had eller bitterhed tilbage, hans sjæl og ånd var varm.
Men lad mig nævne en ting endnu, som jeg personligt satte stor pris på, og det var hans lyse og frejdige syn på livet. Jeg glemmer ikke at den gang krigen[4] rasede og da det ofte så ud til at den brutale magt skulde sejre og retten og retfærdigheden lide nederlag, så kunde vi endda undertiden komme i tvivl om hvordan udfaldet kunde blive, men Thomsen var aldrig i tvivl derom, for ham stod det klart: der hvor retten er, der er også sejren.
Allermest oplivende at tale med Thomsen var det fordi han holdt håbets fane højt. Og det gjorde han lige til det sidste. Jeg talte flere gange med ham under hans sygdom og bestandig så han lyst derpå og han havde det håb, at han nok skulde komme gennem. Og det gjorde han jo også, han kom jo op igen, om end på en anden måde end han selv og andre havde tænkt.
[1] JFPH var sognepræst i Bramming 1903-22, grundtvigsk orienteret. Hans ligprædikenbog findes i Byhistorisk Arkiv, ovenstående er et uddrag herfra, side 169-72.
[2] HMT kom til Varde før julen 1918.
[3] Præsten tænker sikkert på Erling Agersnap: Bramminge By, der var kommet i 1916.
[4] Der er naturligvis tale om Verdenskrigen 1914-18.