Panser- & Artilleri
Panser- & Artillerimuseum
Et kanon museum
Det handler om kanoner og kampvogne. I udstillingen kan du se udviklingen fra den ældste kanon fundet på dansk grund over den danske enevældes ”smukke” bronzekanoner, samt en af de kanoner, der var med på Dybbøl Skanse i 1864. Du kan se en af Sherman-kampvognene, der kom til Danmark i årene efter Anden Verdenskrig eller Den Kolde Krigs Centurion-kampvogn frem til den Leopard-kampvogn, der deltog i den såkaldte ”Operation Bøllebank” i Bosnien i 1994. Køretøjerne vedligeholdes og kører stadig. Hver eneste kanon, kampvogn eller lastbil i hallen har deres historie at fortælle om teknologi, om krig og fred og det samfund vi alle er en del af.
Panser
Danmarks største samling af militære panserkøretøjer med eksempler på alle de kampvogne, der har gjort tjeneste i den danske hær siden 1945.
Hærens kampvogne. I hallen ses en række af de kampvogne, der har været anvendt i den danske hær siden Danmark blev medlem af NATO i 1949. Her ses blandt andet den amerikanske Sherman-kampvogn, der gjorde tjeneste på Vestfronten i Anden Verdenskrig og fra 1950 også i Danmark. Den blev afløst af den britiske Centurion-kampvogn, der i mange år var hærens kraftigste kampvogn, indtil den blev erstattet af de tyske Leopard-kampvogne. I hallen kan du også se den berømte ”hvide Leopard” eller "sneleopard", der deltog i en træfning nær Tuzla i Bosnien-Herzegovina – den såkaldte ”Operation Bøllebank”.
Baggrund for "Operation Bøllebank"
Jugoslavien brød i 1991 sammen i en blodig borgerkrig, som fra 1992 også kom til at omfatte Bosnien-Hercegovina. FN etablerede UNPROFOR (United Nations Protection Force) den 21. februar 1992, efter FN's sikkerhedsrådat havde vedtaget Resolution 743. UNPROFOR-styrkens rolle var at fungere som fredsbevarende styrke.
Trods FN's anstrengelser blev der begået store overgreb på civilbefolkningen, og efter at byen Srebrenica i Bosnien-Hercegovina i 1993 var tæt på at blive erobret af serberne, oprettede FN's sikkerhedsråd en række såkaldte "sikre zoner", der skulle beskytte civilbefolkningerne i udvalgte områder. FN skulle beskytte disse "sikre zoner". En af dem var Tuzla i Bosnien-Hercegovina, en by med normalt 170.000 indbyggere, der som følge af kampene var svulmet op til at rumme 371.000 civile. Danmark, Sverige og Norge blev i august enige om at stille med en ny styrke – NORDBAT 2 under UNPROFOR – der skulle beskytte den udpegede sikre zone ved Tuzla. Ud fra et ønske om at beskytte dansk personel ønskede det danske Forsvar, at det danske bidrag skulle bestå af en kampvognseskadron. Folketinget godkendte beslutningen med beslutningsforslag B 107 den 17. august 1993 med et flertal i tinget på 105, mens 17 stemte imod og 1 stemte hverken for eller imod.
Den 30. september 1993 tog Den Danske Kampvognseskadron (DANSON) af sted fra Oksbøllejren til krigen i det tidligere Jugoslavien.
Eskadronen bestod af 11 kampvogne Leopard 1A5 DK, 36 pansrede mandskabsvogne M113A1, 150 containere med materiel og udrustning og cirka 200 soldater. DANSON - Hold 1 var opstillet af 1. Kampvognseskadron fra III (3.) Panserbataljon af Jydske Dragonregiment (1/III/JDR), der var fast stationeret i Oksbøllejren.
Den udstillede kampvogn (FN nummer UNPF 16114) er delingsførervognen fra 2. deling, som var indsat omkring Saraci og beskød de bosnisk-serbiske stillinger på Mount Vis.
Operation "Bøllebank"
"Bøllebank" var navnet på en plan, DANSON Hold 2 havde udarbejdet i tilfælde af et bosnisk-serbisk angreb på f.eks. lufthavnen i Tuzla. Planen var ved flere lejligheder blevet iværksat, uden at det kom til kamp mellem eskadronen og de bosnisk-serbiske enheder i området. Det betød til gengæld, at eskadronen havde et indgående kendskab til områderne omkring Tuzla.
Den 29. april 1994 sent om aftenen kom den svenske observationspost (OP) Tango 2 under kraftig beskydning af mortér- og artilleriild.
NORDBAT 2 iværksatte operation "Bøllebank".
Eskadronen kørte med 1. og 2. deling (seks kamvogne) plus chefvognen (en kampvogn) og en pansret mandskabsvogn mod Tango 2 for at komme den til undsætning.
Eskadronen kørte med fuld lys på kampvognene og projektørlys på FN flaget i overensstemmelse med FN styrkens regler for magtanvendelse (Rules of Engagement).
Efter ca. en times kørsel ankom eskadronen til landsbyen Saraci omkring 10 km fra Tango 2. Her blev der taget kontakt til NORDBAT's fremskudte kommandostation for at koordinere undsætningen af Tango 2. Allerede kort tid efter ankomsten faldt granater tæt på det sted, hvor eskadronen holdt, idet de bosnisk- serbiske styrker var begyndt med direkte at beskyde dem. Der blev givet ordre til at slukke alt hvidt lys på køretøjerne, og at 1. deling sammen med chefvognen og bataljonens fremskudte kommandostation (i en pansret mandskabsvogn) skulle rykke frem til Tango 2, mens 2. deling holdt i stilling omkring Saraci for at støtte 1. delings fremrykning.
Mens 1. deling sammen med chefvognen og den pansrede mandskabsvogn kørte med høj hastighed mod Tango 2, fortsatte den kraftige beskydning. Da de nåede frem til byen Kalesija, sænkede delingen farten, da der skulle foretages et skarpt venstresving i et vejkryds inde i byen for at komme til op til Tango 2. På dette tidspunkt observerede og meldte 2. deling, som holdt i stilling i Saraci, at 1. deling blev beskudt med panserværnsraketter. Beskydningen kom fra de bosnisk-serbiske stillinger, der lå spredt over Mount Vis, et bjerg på ca. 140 meters højde midt i dalen tæt på Kalesija. Delingen blev delt i to, da dens bagerste kampvogn - der havde problemer med sit natkørelys - måtte foretage en hård opbremsning for at undgå at blive ramt af en panserværnsraket. Derfor nåede kun de to forreste kampvogne frem til Tango 2. De to sidste kampvogne og den fremskudte kommandostation måtte søge dækning bag nogle bygninger i byen, og var ude af stand til at bevæge sig frem eller tilbage uden risiko for at blive nedkæmpet. Da beskydningen fortsat var kraftig, besvarede delingen i Saraci ilden - man havde da været under uafbrudt beskydning i 20 minutter uden selv at afgive ild.
Da de to kampvogne nåede frem til Tango 2, indstillede de bosniske serbere beskydningen af denne. Efter ca. en halv time blev det besluttet at trække køretøjere i Kalesija tilbage til Saraci, da disse var under konstant beskydning. Eskadronen havde på dette tidspunkt gentagne gange anmodet om flystøtte, men dette var hver gang blevet afvist af FN. Derfor blev der givet ordre til, at 2. deling fra Saraci skulle sikre køretøjernes bevægelse ved kontinuerligt at beskyde de bosnisk-serbiske stillinger på Mount Vis.
Der blev i alt afgivet 72 skud fra kampvognene mod stillingerne på Mount Vis. Det sidste skud, der blev afgivet, gik ved en fejl over bjerget og ramte et lager af artilleriammunition, som resulterede i en massiv eksplosion. Eksplosionen var kraftig nok til, at hele bjergets silhuet var synlig fra Saraci. Det lykkedes uden tab at få de tre køretøjer tilbage til Saraci. I Saraci afventede man situationen. Da der var gået noget tid med ro i området, blev det besluttet at de to kampvogne ved Tango 2 skulle blive og sikre observationsposten i nogle dage, indtil de blev afløst. Resten af styrken skulle køre tilbage til Tuzla, idet de bosniske-serbere havde indstillet al beskydning af Tango 2 og eskadronen.
De danske og svenske enheder fik ingen tab, hverken af personel eller materiel under Operation "Bøllebank" men de bosnisk-serbiske enheder var ikke så heldige. De fleste stillinger på bjerget var nedkæmpet, hvilket betød tab af materiel og personel fra disse, og et ikke ubetydeligt tab ved ammunitionspunktet bag bjerget. Officielt anerkender de bosniske-serbere myndigheder at de efter træfningen med DANSQN havde haft et tab på 9 soldater. Uofficielle tal anslår det til at være mere sandsynligt, at de bosniske-serbere styrker havde et tab på et sted mellem 100-150 soldater.
De 72 kanonskud fordelte sig med 44 brisantgranater (HESH), 9 røggranater (WP) samt 19 finnestabiliserede panserpatroner (APFSDS).
Bjerget Vis (Sukkertoppen) hvorfra Serbiske styrker beskød Tango 2 og senere de fremrykkende Danske Leopard kampvogne, billedet er taget fra hovedgaden i Kalesija. Billede fra Wikipedia.
Der var ingen tvivl om at Serberne havde i sinde at anrette skade på den danske styrke - og de kunne have gjort det.
Leopard I-kampvognene var ret let pansrede, specielt i forhold til nyere, bedre beskyttede kampvogne som Leopard II, den amerikanske M1 Abrams og den britiske Challenger. Selv de danske vognes bedst pansrede dele, frontpansret og tårnets forside, kunne gennemtrænges af 100 mm panserskud fra T-55 kampvogne og T-12 panserværnskanoner helt ud til 3.000 m eller måske endnu længere. Leopard I’s panser var kun dimensioneret til at kunne standse panserbrydende ammunition fra en 20 mm maskinkanon. Derfor var det afgørende for de danske kampvogne, at de kun søgte situationer, hvor deres dramatisk større præcision på store afstande kunne udnyttes fuldt ud. Alle dele af kampvognene kunne gennemtrænges af de formede sprængladninger (”hulladninger”) fra SAGGER panserværnsmissilerne.
Men reelt var den største trussel fra granaterne fra det middeltunge serbiske artilleri, dvs. pjecerne af 122 og specielt 152 mm. Kanonerne var ikke præcisionsvåben. Man skød på områder på måske 200 x 200 meter. Men der var altid en risiko for, at granaten ramte, og hvis 152 mm-granaten ramte kampvognens hæk (dvs. bagsiden) eller specielt dækket, som det var lige ved at ske den 14., ville vognen blive ødelagt og besætningen blive svært kvæstet eller dræbt. Det samme ville kunne ske, hvis granaten ramte det ret tynde sidepanser. Selv hvis den middeltunge granat ramte kampvognens velbeskyttede front ville vognen blive ødelagt og besætningen udsat for alvorlige kvæstelser eller værre.
Materielmæssigt var de serbiske styrker klart overlegne. Omkring VIS rådede de over tunge morterer, middeltungt artilleri, en 40 mm maskinkanon og flere smågrupper med kampvogne. Listen omfattede også SAGGER-panserværnsmissiler under træfningen.
Bøllebank version 2 - Operation Amanda
Operation Amanda var en UNPROFOR-mission under ledelse af danske fredsbevarende tropper, der havde det formål, at genbesætte en observationspost nær Gradačac, Bosnien Herzegovina, den 26. oktober 1994.
Udposten var blevet forladt af FN-styrkerne efter en serie snigskytteangreb af serbiske tropper.
Undervejs til positionen blev den danske styrke, der bestod af tre Leopard 1-kampvogne, beskudt af mindst én dysekanon, en T-55-kampvogn, samt bosnisk-serbisk infanteri. Efter at en af de danske kampvogne havde fået mindre skader, begyndte den danske FN-styrke at besvare ilden. En dysekanon blev ødelagt og T-55-kampvognen blev så beskadiget, at den ikke længere kunne bruges. Leoparderne affyrede i alt 21 skud fra deres 105 mm-løb. Udposten blev derpå atter indtaget af UNPROFOR.
Efterspil til "Operation Bøllebank"
FN's reaktion på træfningen var noget blandet: Dele af FN havde fra begyndelsen været skeptisk over for deployeringen af kampvogne til Tuzla - hvad skulle en fredsbevarende styrke med tunge våben?
Efter træfningen undersøgte FN-hovedkvarteret i Zagreb i Kroatien, om danskerne havde brugt overdreven magtanvendelse og dermed overtrådt "Rules of Engagement". Ikke mindst fordi de danske kampvogne havde brugt fosfor-granater under træfningen. En debriefing bragte frem, at de danske kampvogne havde ventet meget længe med at åbne ild og først havde gjort det, da de blev beskudt med panserværnsvåben. De havde brugt fosforgranater, men kun for at blænde fjenden og havde ikke beskudt serbiske kampvogne i området, fordi det termiske sigte på de danske kampvogne viste, at deres kanonrør var kolde, hvilket betød, at de ikke havde skudt på de danske kampvogne.
Hvor tragiske følger det kan have at et FN-mandat har så snærende bånd, oplevede en hollandsk styrke.
Den hollandske styrke - Dutchbat - bestod af 2 infanterikompagnier og et hovedkvarter bestående af i alt 750 soldater og 27 pansrede mandskabsvogne bevæbnet med 12,7 mm tunge maskingeværer. Da nogle af soldaterne fra Dutchbat var stationeret nær Tuzla og andre var på Leave - og blev nægtet at vende tilbage af de bosniske serbere - var den effektive styrke i Dutchbat ved Srebrenica på omkring 450 soldater. FN's regler tillod ikke UNPROFOR styrker at armere sig med morter, 25 mm kanoner eller andre tunge våben. Den hollandske styrke var derfor magtesløse overfor den fremrykkende serbiske hær, der bestod af omkring 3.000 mand med svær bevæbning, kampvogne og artilleri.
Den 11. og 12. juli 1995, hvor de serbiske styrker nåede Srebrenica, forsøgte omkring 10.000 bosnisk muslimske mænd og drenge at flygte fra Srebrenica til Tuzla, der var en anden sikker zone. Af disse blev en stor del indfanget og sammen med mange af de tilbageværende mænd og drenge i Srebrenica, henrettet og smidt i massegrave. Kun omkring 3.000 mænd og drenge Srebrenica nåede efter 7 dages flugt til Tuzla.
Der har været ført kritik af, at de hollandske soldater ikke forsvarede de civile. Det skal her bemærkes, dels at en soldats opgave ikke er at beskytte civile, men at nedkæmpe fjenden. Og dels at det mandat, der var givet af FN, ikke tillod FN soldater at indgå i kamphandlinger, medmindre de selv var truet. Og slutteligt - naturligvis - at 450 let bevæbnede soldater ikke ville kunne holde stand mod 3.000 svært bevæbnede soldater, hvorved et forsøg på at lægge sig imellem højst sandsynligt blot ville udskyde massakren nogle timer og koste endnu flere livet, end den gjorde.
Indtil foråret 1994 havde EF (EU) og FN været de vigtigste udenlandske aktører i krigen i Bosnien. Men en mortérgranat på en markedsplads i Sarajevo, blev begyndelsen på en mere aktiv NATO-indsats i Bosnien. Efter denne hændelse blev det besluttet at NATO skulle spille en mere aktiv rolle. Dette skete især med luftangreb mod militære mål der truede civile.
Samarbejdet mellem FN og NATO blev kendt som ”the dual key system”, hvilket i praksis betød, at der skulle foreligge en godkendelse fra både NATO og FN, før NATO kunne iværksætte luftoperationer og yde luftstøtte til FN-styrkerne på landjorden.
I juli 1995 blev det vedtaget, at det nu kun var op til NATO, om der skulle iværksættes luftbombardementer for at beskytte Gorazde og Sarajevo. Hermed var ”the dual key system” i disse to områder sat ud af kraft. Efter endnu et mortérangreb på en markedsplads i Sarajevo i august 1995 iværksatte NATO sit første luftbombardement under de nye regler. Kombinationen af NATO’s bombardementer og den offensiv, bosniakerne og kroaterne havde indledt flere uger forinden, tvang de bosniske serbere til forhandlingsbordet for sidste gang. Nogle måneder senere, i december 1995, blev der i den amerikanske by Dayton indgået en fredsaftale mellem parterne.
Der har været diskussion af, om ledelsen af kamphandlingerne i forbindelse med "Operation Bøllebank" havde været effektiv eller om den havde været hovedløs og kaotisk, og om magtanvendelsen havde været i balance.
Sammenfattende kan siges:
I træfningerne "Operation Bøllebank" og "Operation Amanda" var der ingen tab af FN-soldater.
Efter "Operation Bøllebank" og "Operation Amanda" søgte de serbiske militser aldrig siden at udfordre de danske kampvogne i en direkte kamp.
Det var først efter at ”the dual key system” blev sat ud af kraft at de bosniske serbere erkendte at hvis de fortsatte deres krig mod både militære og civile mål, ville de blive mødt af en magt de ikke kunne modstå.
Artilleri
De store kanoner
Oplev artilleriets og dermed også kanonernes historie. Udstillingen rummer kanoner tilbage fra middelalderen (Anholt-kanonen) over de smukke gamle bronzekanoner fra enevældens tid og fæstningskanoner fra Københavns befæstning.
Artilleri er det svære skyts. I Europa går brugen af kanoner tilbage til middelalderen og har været brugt på fæstninger og på skibe. I moderne tid har artilleriet, altså de største kanoner, typisk været støtte til frontlinjen i krigssituationer. Her i salen kan du ses eksempler på kanonens udvikling fra middelalderens blider (katapult) over ”Anholtkanonen” (tidlig baglader) fra 1500-tallet og 1700-tallets bronzekanoner frem mod stålkanoner fra krigen i 1864 (forladere).
Hærens hjulkøretøjer
I udstillingen kan man kravle ind i en pansret mandskabsvogn og få en fornemmelse af soldaternes pladsforhold eller mangel på samme.
Under besættelsen opløste den tyske værnemagt den danske hær i september 1943 og tog cirka 1000 køretøjer, 500 motorcykler og 10 panservogne i deres varetægt. Efter befrielsen i 1945 da den danske hær blev genopbygget var det først med svenske hjulkøretøjer, som Den Danske Brigade medbragte fra Sverige. Disse blev suppleret med indkøb af brugt engelsk og canadisk materiel til de danske enheder, der skulle indsættes i de allieredes besættelseszoner i Tyskland (1947-1958). Danmarks medlemskab af NATO i 1949, våbenhjælpen og forsvarsloven fra 1951 blev startskuddet til opbygningen af den mobile hær, vi kender i dag. Her ses forskellige hjulkøretøjer der har været anvendt i hæren fra 1945 og frem til efteråret 2000 fx den canadiske pansrede mandskabsvogn GMC M6 med øgenavnet ”Mosegrisen”.
Den Kolde Krig
Artillerimuseet har både køretøjer og kanoner fra Den Kolde Krig. Man kan i udstillingen se, hvordan det danske artilleri fungerede indtil Berlinmurens fald.
Den Kolde Krig var den storpolitiske konflikt, der definerede perioden mellem Anden Verdenskrigs afslutning i 1945 frem til Berlinmurens fald i 1989. Konflikten stod mellem de to supermagter, USA og Sovjetunionen, sammen med deres allierede. Det blev kaldt en kold krig, fordi supermagterne aldrig kom i direkte krig med hinanden. Den Kolde Krig blev aldrig en varm krig, idet den aldrig udviklede sig til den altødelæggende atomkrig, som mange frygtede.
Den Kolde Krigs kanoner
Udstillingens tyngdepunkt er Den Kolde Krigs kanoner. De spænder fra den lille mobile 105 mm kanon over en selvkørende haubits M109 og en 203 mm haubits, der er det tungeste skyts, som det danske artilleri har benyttet. I udstillingen ses også den store amerikanske MGR I Honest John raket, der var en del af det danske artilleri fra 1960. Honest John raketten kunne fremføre en atomladning, og minder os om alvoren under Den Kolde Krig.
I udstillingen kan man kravle ind i en selvkørende haubits pansret mandskabsvogn indrettet som skydecentral og få en fornemmelse af soldatens pladsforhold eller mangel på samme. Der er mulighed for at iføre sig en fragmentationsvest og en kevlarhjelm. Varde Artillerimuseum er stedet, hvor man kan røre og prøve tingene og slippe sin indre nørd løs.
Det danske artilleri og verdenshistorien
En plancheudstilling fortæller det danske artilleris rolle set i forhold til det 20. århundredes politiske verdenshistorie fra Potsdamskonferencen i 1945 over Murens Fald i 1989, krigen i Eks-Jugoslavien og frem til Terrorangrebet i New York 11. september 2001 og frem til den såkaldte Muhammed-krise i 2006.
Museets egen historie
HKSKHF historie - Hærens Kampskoles Køretøjs Historiske Samling udspringer af den gamle samling af pansrede køretøjer, der indledningsvis var opstillet i den gamle Oksbøl nord lejr.
I 1982 blev de flyttet ned i Oksbøl syd lejr på arealet omkring Panser alleen ved den nybyggede Hærens Kampskole.
Her var køretøjerne så opstillet, og hvert år forsøgte man at holde området pænt og køretøjerne præsentable.
Gennem en årerække holdt Oksbøllejren hver onsdag Åben Lejr hvor offentligheden fik adgang til Panser alleen, hvor udstillingen dannede en fin baggrund også for en fremvisning af hærens nyere materiel.
Der var på daværende tidspunkt også en udstilling af Warszawa-pagt køretøjer for enden af Palludan Müllers allé – der ligger i forlængelse af Panser alleen.
Sammen fungerede Warszawa-pagt udstillingen og udstillingen i Panser alleen i en årrække som læreplads og som en god introduktion til eleverne på Hærens Kampskoles Kurser i panservåbenets oprindelse, baggrund og teknologiske udvikling.
Som årene gik, blev det dog sværere og sværere at holde udstilling og køretøjerne præsentable lige som de i stor udstrækning blev ramt af nedbrud i medfør af vejrliget.
I 2008 var situationen så alvorlig at hvis der ikke blev fundet en anden løsning og et andet sted til køretøjerne ville de reelt forsvinde - gå til og være tabt for eftertiden
En anden løsning..
I Oksbøl var der i mellemtiden etableret et Brandbilmuseum.
Museet var blevet stykket sammen af historisk brandmateriel og køretøjer fra en række samlinger i nye lokaler på Industrivej i Oksbøl.
I efteråret 2008 indledtes forhandlinger med Brandbilsmuseet om et samarbejde.
Forhandlingerne resulterede samme år i at en kreds af initiativtagere overtog et ca. 900kvm stort udstillingsareal i Brandbilsmuseet på Industrivej i Oksbøl og startede med at opbygge den udstilling og det museum som findes i dag.
Alle ressourcer gik til dette arbejde og først i december 2010 blev der overskud til at stifte Hærens Kampskole Køretøjshistoriske forening – der i dag varetager ansvaret for samlingen.
Samme år besøgte 10.000,- besøgende museet – året efter 12.600!
Brandbilerne rykker ud!
Desværre måtte Brandbilmuseet lukke ned i 2020. Selv med 17.000 årlige gæster, ville Varde Kommune ikke drive museet videre, da ildsjælen Hans Jørn Marcussen på grund af alder ville overdrage museet. Da der heller ikke var andre der ville drive museet videre, blev det lukket ned den 1. september.
Nogle af udstillingsgenstandene var udlånt af andre kommuner og er nu leveret tilbage - såfremt ejerne har givet tilbagemelding. Såfremt ejerne ikke har ønsket at få genstandene tilbage, er de nu spredt på andre museer.
Nogle af perlerne i samlingen var nogle Triangelbrandbiler og to Magirus fra 1921 og 1922.
De store kanoner rykker ind
I 1984 blev Artillerimuseet oprettet i tilknytning til Varde Kaserne og åbnede i 1992 som "Varde Artilleri Museum" under Museet for Varde By og Omegn og blev i 2005 et specialmuseum for artilleriet. Udstillingen illustrerede/illustrerer artilleriets historie fra middelalderen til nutiden. Der vistes kanoner, håndvåben og andet udstyr, samt uniformer. Den kolde krigs kanoner var hovedtema i udstillingen. Uden for museet Vestervold 11, stod en ældre Nike-Hercules-raket. Da Brandbilerne foretog deres sidste udrykning fra museet, rykkede Artillerimuseet ind.
Rav
Der var også tidligere en ravudstilling på museet - den er nu en del af udstillingen på Tirpitz-museet.
Besøg Museets egen hjemmeside for mere information: https://vardemuseerne.dk/museum/panser-artillerimuseum/