Sognerådsarbejde
Sognerådsarbejde
Der havde jo ikke været kommunalt selvstyre ret længe, da Poulsen blev sognerådsformand i 1898. Nemlig kun i 30 år, så der var ikke de store traditioner at trække på. Han skriver selv i sin håndskrevne erindringsbog om hvordan det foregik:
Jeg havde selvfølgelig ikke megen begreb om hvad et sogneråd havde med at gøre, men da jeg nu var valgt og ikke kunne frigøre mig fra hvervet, måtte jeg lægge mig i selen og købte bøger der gav belæring herom og satte mig grundig ind i hvad jeg som formand. Havde (at) gøre.
Da jeg 1. Jan 1898 overtog hvervet begyndte dette med at udbetale af mine egne penge til understøttelser og løbende udgifter, dette løb jo ikke (op) i sådanne summer som det senere løber (op) i.
Jeg havde tit tænkt på når jeg så de fattige den gang, de var kendelige fra andre, at skulle jeg få med de ting at gøre at styre sådant, ville jeg prøve på at få understøttelserne så rigeligere at fattigdommen ikke var så synlig og dette frembød heller ingen vanskeligheder.[1] De gamle mænd i rådet var ret villige i så henseende, der var i øvrigt heller ingen fare for at jeg skulle overdrive, jeg var jo vant til at føre sparsom hus med mine egne sager.
Jeg måtte slide mig igennem de første 3 måneder med mine egne penge og de skatter jeg fik, men da den afgåede formand. (Morten Knudsen) fik regnskabet opgjort omkring 1. april, udviste dette et lille overskud. Dette overskud blev mig udbetalt så der var fast bund at arbejde på. Hvordan den afgåede formand slap fra det ved jeg ikke, men det var formentlig ikke skadesløs efter det regnskab der var ført, det var ført på de bare kvitteringer men vi havde den forståelse af stillingen at vi var ansvarlige for pengene og skulle påvise hvor pengene var brugte, noget man senere har erfaret har kunnet lade sig gøre på den måde at der ikke fandt opgørelse sted ved formandsskiftet, således at den ene kunne beskylde den anden for et eventuelt kassemangel, noget der ikke så sjældent skete, loven siger nok at formanden er ansvarlig og i mangel heraf det hele sogneråd. Dette har man endnu set overholdt de fleste steder, andre steder er slået en streg derover uden at nogen har knyet.
Jeg var både formand og regnskabsfører og skatteopkræver, dette simplificerede administrationen ganske betydelig, dette kostede ikke ret meget, 60 kr. årlig, men for dette beløb måtte jeg og det andet medlem, G. Sørensen[2] skiftevis holde møderne med lys og varme samt et stykke brød og snaps. Dette var dog ikke påbudt, men blev gjort for ikke at gå til møderne rundt i sognet.
Til højre for møllen var bageriet der havde gavlen om Nørregade. Amanda Nielsen husker, at de bagte hver anden dag - rugbrød, sigtebrød, franskbrød og tvebakker, smagen af rugbrødet var et kapitel for sig!
Magten til Bramming
Det var nok lidt af en sensation at Poulsen blev formand, ellers var det politiske og til dels også økonomiske centrum Nørå. Frem til 1908[3] var valgloven sådan at de største skatteydere stemte to gange[4], og da kommuneskatten[5] blev betalt på grundlag af jordbesiddelse, var det jo bønderne der betalte skatterne og havde magten. Nu var Mølleren ikke just fattig på jord, så derfor var han måske acceptabel. Diskussionsemnet vedrørende skat var hartkornsskatten som Poulsen heller ikke var tilhænger af, det fortæller han om:
Jeg blev udnævnt som første mand til at afløse den forhadte hartkornsskat og foretage den første vurdering til ejendomslejer hvilket var(?) En stor forbedring for skattens mere ligelige fordeling og foregik på den måde at de nuværende hartkornsejere blev lettede for skatter og byboerne fik noget mere (at betale). Men det skulle tage 20 år før det var (i) fuld virksomhed, det begyndte med 1/5 og steg med 1/5 hvert 5. år.[6] På den måde gled det langsomt over, uden at folk følte virkningen så brat.
Man mente at (en) sådan vurdering var en vanskelig sag at få ordnet retfærdigt. Det var det egentlig ikke. Folk var inde på at det gjaldt om at vurderingen blev så lav som mulig, da man jo vidste der fulgte udgifter deraf, men senere opdagede man at låneinstitutterne tog betydelig hensyn til denne vurdering og rettede lånene derefter, og i dette stykke tog de ikke fejl, det var nok mere pålideligt end den vurdering kreditforeningens vurderingsmand foretog. Men senere har jeg erfaret at ejendomsskyld mændene har ladet sig forlede til også at tage hensyn til folk, der ønskede højere vurdering for et større lån, men så at ejendomsskyldvurderingen ikke (er?) Det den bør være, så får manden større renter og store skatter, så opstår uretfærdigheden.
Altså også dengang var der overvejelser om ejendomsvurderingens forskellige sider.
Fra møllen kunne man mod sydøst se Nørregade med farveriet, og bag dets skorsten bryggeriet, så mejeriet med skorsten og Nissens hjørneejendom, bagerst vandtårnet fra 1922.
Sognerådsformændene
Men efter Poulsen var sognerådsformændene fra Bramming - ellers havde der kun været købmand Schou fra byen, der var blevet valgt til det. Efter Poulsen kom kommunens største skatteyder, Eich fra Hovedgården - men efterfølgende kom de så fra Bramming mange, mange år mere - helt frem til Boesen fra Darum i 1974! Læg lige mærke til at degnen fra Nørå, lærer Klausen også var sognerådsformand, det var en tid hvor lærerembedet var i høj respekt.
[1] I september 1899 således: Sognerådet vedtog at forhøje Understøttelsen med 5 kr. månedlig til i alt 25 kr. månedlig foreløbig for 6 Måneder.
[2] Gustav Valdemar Sørensen Eich havde købt hovedgården i 1895, og da han døde i 1925 solgte hans kone Kirsten gården til kunstmaler Marius Skov. Han omtales tit som G.V.Eich.
[3] Hermed fik kvinderne også kommunal valgret, hvis de var over 25 og deres mand betalte skat og ikke skyldte eller var på fattigunderstøttelse.
[4] Der var ikke så mange vælgere, f.eks. i 1897 blev gæstgiver Guttorm Sørensen, Kikkenborg, valgt i Nørå skole med 14 ud af 25 stemmer til medlem af sognerådet efter købmand P. Schous bortrejse. I 1903 var der 228 medlemmer af den almindelige valgklasse.
[5] Før 1903 betalte man skat efter fast ejendom: hartkornsskat og bygningsskat, og på det kommunale område var skatten dels hartkornsskat, dels formue- og lejlighedsskat, der byggede på et samlet skøn over borgerens økonomiske ydeevne. Efter 1903 kom der indkomst- og formueskat, der byggede på de virkelige indtægter til brug for ligningsarbejdet. Iflg. Salmonsens leksikon. 2. udgave. Bind 21, side 520 og 522.
[6] Den samlede kommuneskat stammede altså fra: 1/5 afgift på lejligheder og 4/5 på hartkornsafgift. Allerede i 1900 - så vidt jeg husker - var forholdet nu 1/3 til 2/3, iflg. sognerådsprotokollen. sh