Kunst i byrummet - Bramminginfo

Gå til indhold

Kunst i byrummet

Kunst i byrummet

I Bramming er der ikke statuer med en bereden konge på en stor sokkel - og ejheller store bronzebuster af nogle af byens kendte personer. Men vi har dog gavlmalerier udført af to af byens lokale kunstnere. Desuden har vi et kunstværk som kun er et kunstværk i nattetimerne, nemlig lysinstallationen ved viadukten.
Byrum
Og ikke mindst stenskulpturerne.
De fleste af stenskulpturerne stammer fra tre stensymposier der blev afholdt i Bramming i 1997, 1999 og 2004.
Idemand til symposierne var Hans Chr. Fuglsang som var medlem af symposieudvalget der bestod af lokale ildsjæle. Foruden dette udvalg var der en censurkomite og en kurator der alle stod for projekternes gennemførelse.
Symposieudvalget bestod af:
Hans Chr. Fuglsang - formand de første år
Stig Hegn - formand for sidste symposium
Tommi Larsen - formand for museumsudvalget
Jan Toftdal - kasserer ved de 2 første symposier
Ejnar Platz - kasserer ved det sidste symosium

Censurkomiteen bestod af repræsentanter fra symposieudvalgt samt politikere og lokale kunstnere.

Kurator for de to første symposier var Leif Fogh Jacobsen og ved det sidste var det Miguel Isla. Miguel Isla var desuden deltager i det andet symposium.

Lidt betragtninger om  kunst
Da "stenentusiasten" Poul Dylmer i 2012 forærede byen en stenskulptur til opstilling på "Strygejernet" var der en "kunstekspert" fra Esbjerg, der ikke mente at skulpturen havde nok kvalitet. Man kan spekulere på om det er samme ekspert der har anbefalet at der blev opstillet pænt stablede mursten foran Centralsygehuset i Esbjerg.
Man kan diskutere om det at fylde 90 dåser med menneskelort og sælge dem efter vægt - til prisen for rent guld; om det er 90 kunstværker? Eller om kunsten er at dåserne kunne sælges? Hvorfor kan et maleri af solsikker sælges for 600 millioner kr. når man kan købe en reproduktion - som er svær at skelne fra originalen - for et beløb på få hundrede kroner?
Kunst kan være pænt at se på eller det kan sætte tanker i gang. Og provokere.
Er guldfisk i en blender kunst? Og er det stadig kunst når blenderne afskæres forbindelsen til elnettet? Hvem bestemmer hvad der er kunst og hvem bestemmer hvad der er "Kejserens nye klæder"?
Opsøg den kunst der er til rådighed i bybilledet eller nyd den blot når du går forbi. Gå eksempelvis en tur i Biblioteksparken og nyd de opstillede stenskulpturer. Det er gratis og der er altid åbent.
Lysinstallation
Viadukten
Viadukten
Viadukten

Jernbanebroen ved Viadukten i Bramming fremtrådte mørk, skummel og alt andet end indbydende - den blev renoveret som led i byfornyelsen i Bramming.
I samarbejde med BaneDanmark er både tunnelanlægget og dets omgivelser renoveret, så området fremtræder mere trygt og attraktivt med ensartede stensætninger, beplantning og læmure og en bedre belysning af cykel- og gangtunnellerne.

Det farvede speciallys, som forvandler jernbanebroen til en lysende skulptur, er en gave fra Bramming Byforum.
Viadukten er den eneste forbindelse mellem Brammings nordlige og sydlige del - der adskilles af banen. Adgangsforholdene er ikke ideelle men det kommer måske i en senere byfornyelse.

Gavlmalerier
Gavlmaleri udført af Gerhard Hammel

Grafiker, artdirector, kunstmaler,  m.m. – en kunstner der har levet af sin kreativitet, og ikke blot har haft ”kunst” som hobby.
Gerhard har altid beskæftiget sig med grafisk kommunikation.

I mange år blev det til designløsninger og illustrationer i forbindelse med givne opgaver. I 2010 begynder Gerhard som efterlønner at male, hvor tanker og ideer ikke begrænses af kommercielle bånd. Det blev til talrige oliemalerier, akvareller, tegninger og ”klæbebilleder”.  På invitationen til en udstilling på Bramming Egnsmuseum  i 2016 kalder Gerhard sin malestil for “Impulsiv spontanisme”. I forbindelse med kulturnatten 2015 fik Gerhard til opgave at lave et gavlmaleri på gavlen af Fich Rasmussens bygning i Pistolstræde og valgte udfordringen med at male direkte på muren – et lyst motiv med blå himmel og drivende skyer.
Motivet er Brammings vartegn og hans egen barndom.
Helt oppe under taget kan man se et gult fly og en rød bro. Flyet er efter en gammel dansktopsang, og fordi han selv fløj meget med svævefly som barn. Den røde bro er også et barndomsminde, her badede han og vennerne.
Hovedmotivet er af kontroltårnet fra jernbanen, og i nederste højre hjørne finder vi den hovedløse Kaj Lykke, som står som skulptur i Biblioteksparken. Der kan ses en luftgynge fra Frederiksens Tivoli og man kan se Bakkevejens skole.
Maleriet er ikke et "rigtigt" gavlmaleri. Det er affotograferet og forstørret op og limet på træplader som så er påsat gavlen.
Stenskulpturer
Stenskulptur - Livets cirkel
Udført af Giorgie Cpajak ved stensymposiet i 2004

Giorgie Cpajak blev født i Jugoslavien (1961) og tog licentiatgrad i kunst i Beograd i 1989. 1991-94 kurser for svenske studerende fra KUNSTFAK i Pietrasanta ved Pisa hvor han stadig bor. Hans symposiekarriere startede i 1993 i Pisa og senere var han i Byblos i Libanon. Som ivrig symposiedeltager var han fjerne steder som Kina, Taiwan, Japan, Sydkorea, Marokko. Bemærkelsesværdig er den 10x15 meter store skulptur i "Pinakotek der Moderne" i München hvor Cpajak med designere fra BMW arbejdede 50 dage og nætter og skabte en skulptur fra et koncept om ’Bil-design og Kunst’.

Stenskulptur - Kaj Lykkes hoved.
Udført af Nicolae Fleissig ved stensymposiet i 2004.

Kunstnernes Nestor er Nicolae Fleissig, en fransk billedhugger der er født i Rumænien i 1948. Så langt tilbage som i 1973 havde han sin første udstilling og symposium. På den anden side af vandet dukkede han op ti år senere, i New Hampshire. På den tid slog han sig ned i Frankrig og udstillede i Grand Palais i Paris i 1987 på MAC 2000, og i 1993 på Galerie Maeght (Barcelona). I flere år koncentrerede han sig om symposier, fra Belgien til Korea, fra Tyrkiet til De Kanariske øer, hvor han opholdt sig i længere perioder med arbejde, undervisning og studier: omkring 10 skulpturer smykker landsbyer og gader i Puerto de Rosario på Fuerteventura.

Stenskulptur - Fodboldspiller
Udført af Hjalmar Sonne for Kalmargården. Materialet er en gammel pullert fra Esbjerg havn.

“Fodboldspilleren”, blev skænket af Kalmar-gården til medarbejderen Knud Clausen i 1983 i anledning af dennes 50 års fødselsdag. Knud Clausen skænkede året efter stenen videre til Bramming Boldklub.
Kunstværket forestiller fodboldspillere i funktion, og er i dag placeret uden for Bramming boldklubs klubhus på Bakkevej. I årene fra 1952 og 10 år frem spillede Knud Clausen 144 kampe for EfB's 1. hold og opnåede fire B-landskampe og en enkelt ungdomslandskamp og 16 kampe på det udvalgte jyske hold. Knud har også været fodboldtræner i Tarm, Tistrup og Bramming.







Viadukten
Gavlmalerier
Stenskulpturer
Træskulpturgruppe - Hunderup
Træskulpturgruppe - Darum



Tilbage til indhold